Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

PQ-17 konvojen blev smidt for ulvene

I 1942 var konvojsejladserne til Sovjetunionen dødsensfarlige. Men de fortsatte alligevel, og konvojen PQ-17 betalte prisen. Af frygt for at miste dyrebare krigsskibe blev de forsvarsløse fragtskibe ladt i stikken. Da de tyske ubåde og fly var færdige med arbejdet, var 24 skibe sænket.

Galahad Books & BPK

Besætningerne havde god grund til at være nervøse for den kommende sejlads. Konvojerne til Sovjetunionen havde udviklet sig i en foruroligende retning. Fra den første konvoj forlod England i august 1941 og ni måneder frem, var kun ét skib ud af 103 gået tabt.

I maj 1942 begyndte betydningen af transporterne med krigsmateriel og fødevarer imidlertid at gå op for tyskerne, og de satte hårdt ind mod de arktiske konvojer.

Men Churchill fastholdt sin politik. Kampene på østfronten var inde i en afgørende fase, og hjælpen var yderst vigtig for at vende tyskernes sejrstog til nederlag. Af hensyn til Stalin og Roosevelt skulle konvojerne gennemføres.

Trods store tab holdt Churchill fast i, at der skulle sendes materiel til USSR. Sovjetunionen modtog bl.a. 51.503 jeeps og 375.883 lastbiler.

© Getty Images & Corbis

“Operationen er retfærdiggjort, hvis bare halvdelen af skibene kommer igennem”, fastslog den britiske premierminister den 18. maj – dagen før han sendte konvojen PQ-16 af sted.

Denne konvoj mistede otte skibe, og chefen for forsvarsstaben mente, at konvojtjenesten havde udspillet sin rolle. “Jeg personligt anser det for det glade vanvid”, skrev han i sin dagbog.

Churchill holdt stadig fast. “Jeg deler Deres betænkeligheder, men jeg skønner, at gennemførelsen af konvojen er en pligtsag”, skrev han til stabschefkommiteen. Med disse ord blev den næste konvoj, PQ-17, sendt til havs.

Før afsejlingen beroligede kontreadmiral Louis Hamilton rederne, der lagde fragskibe til sejladsen. Selv om konvojen næppe ville blive “en fornøjelsestur”, skulle den medfølgende engelsk-amerikanske eskorte af krigsskibe nok passe godt på dem, lovede kontreadmiralen.

Selv ville han være leder af en “fjern-eskorte” med fire krydsere, som skulle følge med på den mest risikable del af sejladsen, mens nær-eskorten med sit opbud af destroyere og korvetter under ledelse af orlogskaptajn Jack Broome ville følge med helt til Arkhangelsk – PQ-17's mål.

Derudover ville den slagkraftige Home Fleet med slagskibe, destroyere, krydsere og et hangarskib følge konvojen på afstand. “I vil måske ikke se så meget til disse skibe, men de vil følge jer tæt hele vejen”, slog Hamilton fast.

© Getty Images & Corbis

Sovjetunionen fik hjælp fra vest

For at hjælpe Sovjetunionen i kampen mod tyskerne iværksatte USA og England et storstilet hjælpeprogram.

Tysklands angreb på landet i juni 1941 havde sat Sovjetunionens økonomi, der i forvejen var trængt af Stalins omstillinger, under stærkt pres.

Store landbrugsområder var blevet besat, og befolkningen sultede.

Samtidig havde Den Røde Hær brug for både våben og transportmidler, og i oktober 1941 begyndte fly, tanks, lastbiler, våben, tøj, fødevarer og andre fornødenheder at strømme ind i landet.

Hjælpen var med til at sende tyskerne i defensiven, og ved udgangen af 1942 var krigslykken vendt til de allieredes fordel.

Materiel og mad kom ad flere hovedruter: Den nordlige rute fra Island til Murmansk og Arkhangelsk var den mest farlige.

Fra USA's vestkyst gik en anden sejlrute til Vladivostok, men af frygt for japanske angreb blev ruten efter USA's indtræden i krigen kun besejlet med skibe under sovjetisk flag. Også den “persiske korridor” gennem Iran blev benyttet.

Fra 1941 til 1945 modtog USSR knap 18 mio. tons, hvoraf små 500.000 tons gik tabt.

Tabene var størst ved det nordlige Rusland. Hjælpen omfattede blandt andet 375.883 lastbiler og 51.503 jeeps fra USA, 1474 britiske radaranlæg og tøj og medicin.

Nazisterne vil udslette PQ-17

Da konvojen står til søs den 27. juni, glider de dystre tanker i baggrunden. I messerne hygger mandskabet sig, mens de lytter til grammofonplader og deler minder fra tidligere tjenester. Men efter blot tre dages sejlads er freden forbi. Et sted i tågen lyder den dybe brummen fra et fly. Tyskerne har lokaliseret PQ-17, og de har deres egne planer med konvojen.

Den skal udslettes fuldstændig. Så mange af de allieredes fragtskibe som muligt skal sættes ud af spillet.

“Angrebets primære formål er en hurtig ødelæggelse af den fjendtlige skibstonnage”, hedder det i det direktiv, som sætter operationen i gang. I angrebet, som får kodenavnet “Operation Rösselsprung” efter et skaktræk, vil tyskerne sætte den enorme ildkraft, som de har samlet i det besatte Norge, ind.

Her ligger slagskibet Tirpitz, der med et deplacement på 42.000 tons og otte 15-tommers kanoner er Europas mest frygtindgydende krigsskib.

Desuden råder tyskerne i Norge over de tunge krydsere Admiral Scheer og Admiral Hipper, otte jagere, fire torpedobåde og tyve u-både.

Luftwaffes 5. luftflåde har mere end 100 fly i Norge og Finland – fortrinsvis Junkers Ju 88- og Heinkel-bombefly. Mens PQ-17 pløjer af sted mod øst, venter tyskerne blot på det helt rette øjeblik at sætte angrebet ind.

Fragtskibe måtte sejle deres egen sø

Trods tidligere konvojers tab blev PQ-17 sendt af sted mod USSR den 27. juni. Da konvojen en uge senere fik ordrer om ikke længere at holde sammen, var store tab uundgåelige.

1.

  1. juni: Konvojen afsejler fra Hvalfjörður på Island.

2.

  1. juni: Konvojen bliver opdaget af Luftwaffes fly.

3.

  1. juli kl. 19: Tyske fly angriber konvojen.

4.

  1. juli kl. 22: Flåden sejler bort, og konvojen opløses

5.

6.-7.- juli: Flere skibe gemmer sig ved Matotsjin-strædet.

6.

  1. juli: Endnu to skibe sænkes kort før sikker havn.

7.

Kun 11 af de 35 skibe i konvojen når Sovjetunionen

Luftwaffe indleder angrebet

Ved 19-tiden den 2. juli slår nazisternes krigsmaskine til. Syv torpedobærende Heinkel-vandfly flyver langsomt i lav højde og går så løs på konvojens redningsskibe, der er med for at undsætte sømænd fra de fragtskibe, der måtte blive sænket. Fra dækket brager kanoner og maskingeværer, mens flyene svarer igen med byger fra tvillingemaskingeværer.

På redningsskibet Zamalek går skuddene gennem glasset på broen og sårer tre mænd. En artillerist får det ene øje revet ud. Et øjeblik ser det ud, som om ilden fra skibene prellede af på de tyske fly, men så begynder det ene at tabe højde. Det dykker ned i havet direkte foran konvojen.

Netop som de tre besætningsmedlemmer ser en våd og kold død i øjnene, demonstrerer deres landsmænd stort vovemod. I stedet for at fortsætte angrebet vender ét af vandflyene om og lander lige foran konvojen.

Mens de britiske søfolk måbende ser til, fisker tyskerne deres forulykkede venner op og letter så igen for at forsvinde mod den disede horisont.

Tyske torpedoer sænkede et utal af allierede skibe under krigen.

© BPK

Churchill var bange for tyske torpedoer

“Det eneste, der virkelig skræmte mig under krigen, var ubåds-faren”, skal Churchill have sagt. Og de tyske ubådes frygtede våben var torpedoerne.

Ved krigsudbruddet var T1 den tyske standard-torpedo. Den 7,2 meter lange torpedo havde en diameter på 21 tommer – ca. 53 cm – og fremførte 280 kg sprængstof.

T1 blev drevet af komprimeret gas og efterlod derfor et spor af bobler, der kunne afsløre ubåden, så efterfølgeren, T2, fik i stedet en elmotor.

Senere torpedo-versioner kunne detonere ved kontakt med et stålskrogs magnetfelt – fx under skibet – så det brækkede over i to. Den magnetiske påvirkningsmekanisme var imidlertid temmelig upålidelig.

Hitler frygter britiske hangarskibe

Samtidig med at de tyske piloter viser koldblodigt overblik, tøver Adolf Hitler. Han er rasende over den allierede hjælp til Sovjetunionen, men frygter samtidig den britiske sømagt. Især tanken om et britisk hangarskib, der gemmer sig et sted i de arktiske tåger, plager ham.

Admiral Otto Schniewind, som skal lede den samlede flådestyrke under Operation Rösselsprung, er ivrig efter at få sat aktionen i gang på fuld styrke, men Hitler lader sig ikke rokke.

Der må for alt i verden ikke ske superslagskibet Tirpitz noget på dette afgørende tidspunkt. Flåden får kun lov til at benytte mindre styrker. Mens den tyske slagflåde ligger i havn, bliver ubåde og fly fra baserne i Nordnorge sat til at gå løs på konvojen med voldsom kraft.

Blandt målene er redningsskibet Zamalek, der bliver bombarderet af tyske fly den 4. juli, mens skibslægen er i gang med at operere på de sårede fra den første tyske angrebsbølge.

Lægen syr kolblodigt videre, mens luftværnskanonerne på dækket begynder at buldre. Trods et heftigt angreb holder Zamalek sig flydende, men tre andre skibe bliver sænket i det tyske flyvevåbens første stor-
offensiv imod konvojen.

På trods af de voldsomme angreb er stemningen forholdsvis god om bord på skibene i PQ-17. Royal Navys svære eskorte giver mandskabet tryghed, og på flådeskibene fejler selvtilliden ikke noget. “Hvis blot vi har ammunition nok, kan vi sejle, lige hvorhen vi vil”, skriver kaptajn Jack Broome i sin dagbog.

Men i London står det klart, at en katastrofe er under opsejling. Englænderne har afkodet en hemmelig tysk meddelelse, der fortæller, at Tirpitz er flyttet. Den britiske efterretningstjeneste kender til Operation Rösselsprung og ved, at noget stort er i gære.

I admiralitetet i London sidder Royal Navys øverste chef, sir Dudley Pound, bøjet over et søkort.

Han har regnet sig frem til, at Tirpitz kun er seks timers sejlads fra PQ-17. I al hast begiver han sig ned i citadellet, en underjordisk betonbunker bag admiralitetet, som huser “operationsefterretningscenteret”.

Pound prøver desperat at skaffe sig vished om Tirpitz' færden. Gentagne gange spørger han den ansvarlige efterretningsofficer, om han kan sige med sikkerhed, at slagskibet stadigvæk befinder sig i havnen i Altenfjord i det nordligste Norge.

Officeren svarer, at han kun får noget at vide, hvis skibet har forladt fjorden, og den besked har han ikke fået. Og i øvrigt mener efterretningsofficeren slet ikke, at slagskibet er sejlklart.

Det er imidlertid ikke nok til at rokke Pound. Han er overbevist om, at tyskernes flåde er sendt af sted mod PQ-17. Samtidig skønner han, at eskorten ikke har en chance mod tyskernes superslagskib alene.

Kun ved at lade flåden sejle væk og lokke Tirpitz med sig i armene på Home Fleet kan slaget vindes. Derfor giver han – i modstrid med råd fra næsten alle højtplacerede kolleger i admiralitetet – den skæbnesvangre ordre til, at konvojen skal spredes og skibene sejle enkeltvis mod Sovjetunionen.

Luftwaffe benyttede bl.a. Heinkel He 115 og 111 som torpedofly.

© Ullstein Bild

Torpedofly gik løs på ubevæbnede fragskibe

I deres angreb på konvojer i Barents-havet havde tyskerne stor succes med at anvende fly til at fremføre torpedoer.

Mod krigsskibe havde de såkaldte torpedobombere en væsentlig ulempe.

For at give træfsikkerhed måtte flyet holde en ret kurs direkte mod målet ca. 30 meter over havet i lang tid.

Dermed var flyet et udsat mål, der let kunne rammes af maskingeværild. Men konvojernes fragtskibe var kun let bevæbnede, og derfor var risikoen for at blive skudt ned ikke lige så stor.

Flere flytyper kunne bære torpedoer, men blandt de mest benyttede var Junkers Ju 88, Heinkel He 111 og den mere moderne He 115.

Sidstnævnte kunne bære en torpedo på op til 1000 kg og var desuden udstyret med to 7,92-mm maskingeværer.

Admiral beordrer konvojen spredt

Ordrerne fra admiralitetet i London rammer flådeskibenes kommandobro som maskingeværssalver. Kl. 21.11 kommer beskeden om, at Hamiltons krydserstyrke skal trække sig tilbage vestover “med høj fart”, og blot 12 minutter senere kommer instruksen om, at konvojen skal “opløses” og individuelt søge til russiske havne.

Kaptajnerne i Barentshavet er chokerede. Beskederne fra admiralitetet kan kun betyde én ting: Den tyske slagflåde med al sin kraft er lige i nærheden og har alle kanoner rettet mod de allierede skibe.

Signalet går fra de tre eskortechefer videre til flådeskibene via signalprojektører og bliver mødt med undren og bestyrtelse. “

Hvor helvede er fjenden”, signalerer en britisk ubåd, mens en anden fastslår, at den “agter at blive på overfladen”. “Det gør jeg også”, svarer Jack Broome galgenhumoristisk igen fra sin destroyer, Keppel.

På krigsskibene i Hamiltons fjern-eskorte blæses klart skib. De flammesikre dæksler smælder i over magasiner og kanonbesætninger, og destroyere fra nær-eskorten iler efter. For 25 knob går flåden mod vest, klar til at møde Tirpitz.

Enkelte flådeskibe bliver tilbage og skal ifølge ordren, ligesom fragtskibene, fortsætte enkeltvis til Arkhangelsk, og forbløffede og forvirrede kan fragtskibenes besætning blot se til, mens deres eskorte i fuld fart brager gennem isskosser, oliepletter og vraggods – væk fra dem.

Royal Navy har smidt de forsvarsløse fragtskibe for de lurende tyske ulve i det iskolde Barentshavet – så langt mod nord, at fragtskibenes magnetkompas ikke er meget bevendt.

På det amerikanske skib John Witherspoon skriver en officer: “Det er ufatteligt, at vi bliver sendt af sted på egen hånd uden beskyttelse. Nogle skibe helt uden bevæbning. Alle er forsvundet i forskellige retninger. Nogle af skibene holder sammen to eller tre. Vi fortsætter alene…”.

I begyndelsen forsøger fragtskibene at klynge sig til eskorteskibe, men det står hurtigt klart, at flåden ikke vil have noget med fragtskibene at gøre. Krigsskibene undviger ved at sætte farten op eller foretage pludselige kursændringer.

Kun løjtnant Gradwell på minestrygeren Ayrshire samler en lille flok fragtskibe omkring sig. Med blandt andre det gamle, kulfyrede og stærkt osende skib Troubadour fra Panama på slæb trodser han ordren om at sejle enkeltvis og om at forlægge til Arkhangelsk.

Hans besætning består hovedsageligt af djærve fiskere, og resolut sætter han kursen den modsatte vej – væk fra de tyske ubåde og bombefly. Ind i isen.

Med fare for at få skibet knust af ismasserne leder Gradwell sit følge ind mellem de tætte skosser. Hele natten og den følgende dag pløjer skibene sig igennem isen, indtil den til sidst bliver for tyk. Så går Gradwells næstkommanderende over isen til fods rundt til de andre skibe.

På hans ordre bliver kanonerne på de M-3-tanks, skibene har stående som dækslast, ladt og bemandet, så de er klar til at give tyskerne en bredside, hvis de viser sig.

I Troubadours lastrum finder søfolkene en større mængde hvid maling, som kan gøre nytte som camouflage. Alle skibene bliver malet, så de går i ét med isen. Og tricket virker. Et tysk fly passerer skibene på kun 20 sømils afstand uden at opdage dem.

Alle skibe i Gradwells lille følge når senere helskindet frem til Sovjetunionen.

De tyske piloter trænede angrebsmissioner intensivt, og deres Heinkel-fly havde stor træfsikkerhed.

Ullstein Bild

Syv skibe sænket på 30 minutter

Den 5. juli ligger en tyk tåge over tyskernes baser i Nordnorge, men sidst på eftermiddagen klarer vejret op. Junkers Ju 88-maskinerne bliver sendt i luften.

Omkring klokken 17 fyldes æteren med nødsignaler og råb om hjælp, mens flyene kaster sig over de forsvarsløse fragtskibe igen og igen. Angrebene kommer fra alle retninger.

Washington bliver ramt af 21 bomber, der gennemhuller overbygningen. Om bord på Bolton Castle er kaptajnen blevet advaret om, hvad der venter ham, men angrebets voldsomhed kommer alligevel bag på ham.

Overrasket ser han gennem broens frontruder et kraftigt lysende, grønt skær, mens han hører en lyd som et kraftigt brusende vandfald. Da han igen kikker ud, er der blot et gabende hul, der hvor lasten har været.

Lugedæksel og stålskrog er smeltet af heden fra en stor ladning af sprængstoffet kordit, der er røget i luften. Vandet fosser ind i lastrummet. I alt seks skibe og et af flådens tankskibe bliver sænket eller forladt på blot en halv time.

Før besætningsmedlemmerne går i redningsbådene, har de travlt med at samle alle skibets fortrolige dokumenter i sække, hænge blylodder om sækkene og smide dem over bord, så de ikke falder i fjendens hænder.

I de åbne redningsbåde kæmper mændene mod kulden og den udmattelse, der umærkeligt glider over i døden. Fyrbøderne og mandskabet fra maskinrummet er de mest udsatte.

Som alle andre forlader de skibene i deres arbejdstøj, men det er desværre kun bukser og en undertrøje. Nogle af mændene giver op og svømmer bare af sted i det iskolde hav. Ingen orker at tale dem fra det.

Redningsbådene har dog én fordel: De er ikke bombemål. Så da mandskabet på Olopana beredvilligt tilbyder at samle overlevende fra nogle af redningsbådene op, får kaptajnen et nej tak.

De skibbrudne foretrækker udsigten til ugevis i åben båd på det isnende kolde Atlanterhav frem for at sætte deres fod på endnu et ueskorteret fragtskib.

Stalin havde behov for hjælpen fra sine allierede i vest, og for at opretholde et godt forhold til USSR fulgte mange flere konvojer efter PQ-17.

© Adoc-photos

Josef Stalin rasede over PQ-17

Sovjetunionens leder anså håndteringen af PQ-17 for en katastrofe, men var samtidig afhængig af mere hjælp. Derfor fulgte PQ-18 snart efter – langt bedre beskyttet.

“Ejer den britiske flåde ikke skam i livet?” spurgte en rasende Stalin, der følte sig svigtet af sine allieredes beslutning om at sprede PQ-17 og gøre den til et let mål for tyskerne.

Samtidig pressede han på for hurtigst muligt at få sendt endnu en konvoj af sted.

Englænderne ville vente med at sejle, til vinteren og det arktiske mørke satte ind, men af hensyn til forholdet til USSR sejlede PQ-18 af sted allerede i september 1942.

I England førte PQ-17's sørgelige endeligt til utilfredshed med Churchill, der havde presset konvojen igennem, men nægtede at tage sin del af ansvaret for dens skæbne.

For Hitler var udfaldet af PQ-17-sagen heller ikke tilfredsstillende. Selv om tyskerne til en vis grad havde begrænset de allierede transporter til Sovjetunionen, mente Hitler, at slagskibsflåden trods alt havde været for forsigtig og forpasset en oplagt mulighed for at påføre den britiske flåde et nederlag.

En rasende Hitler – der tydeligvis havde glemt, at flåden havde handlet efter hans egne ordrer – holdt et langt foredrag om tyske flådefiaskoer og krævede, at alle slagskibe skulle hugges op.

Storadmiral Erich Raeder trådte tilbage som øverstbefalende for den tyske Kriegsmarine og blev afløst af ubåds-admiralen Karl Dönitz.

Efter PQ-17 blev konvojerne ledsaget af langt mere slagkraftige eskorter. PQ-18 blev fulgt tæt af 40 flådeskibe og mistede “kun” 13 fragtskibe af de 44, der var med.

Tirpitz står til søs

Mens de allierede konvojskibe kæmper for livet, giver Hitler omsider grønt lys for at sætte fuldt blus på Operation Rösselsprung.

Meldinger om, at de britiske eskorteskibe er på vej væk fra konvojen, betyder, at Tirpitz med følge står til søs den 5. juli klokken 10.52. Den følgende dag ved middagstid vil skibene nå konvojen. Nedslagtningen kan begynde, og sejren vil hurtigt være hjemme.

Alligevel bliver Tirpitz fulgt af forsigtige formaninger: “Meld øjeblikkelig, hvis overfløjet af nogen form for luftfartøj. Tøv ikke med at afbryde operationen, hvis situationen bliver tvivlsom. Giv under ingen omstændigheder fjenden lejlighed til at rette et slag mod flådens kerne”, lyder de lidet heroiske instrukser.

Hitlers angst for hangarskibe fornægter sig ikke, men frygten er ubegrundet. Da englænderne får besked om, at Tirpitz er stået ud, har Duke of York, admiralens flagskib i Home Fleet, næsten ikke mere brændstof og kan ikke sætte efter tyskernes dyrebare slagskib.

I stedet modtager det, der engang var PQ-17's eskorte, en tilbageholdende ordre: “Angreb fra fjendtlige overfladestyrker kan forventes inden for de næste få timer. Det primære mål er at undgå ødelæggelse, så De dermed er i stand til at vende tilbage til angrebsområdet og samle overlevende op, så snart fjenden har trukket sig tilbage”.

På de skibe, der afkoder signalet, breder fortvivlelsen sig. Et angreb af hidtil uset styrke må være på vej. Men der sker intet.

Da tyske efterretninger melder, at en engelsk enhed er blevet set, giver flådechefen ordre til, at Tirpitz og resten af styrken skal vende om.

I de tidlige morgentimer den 6. juli står den tyske slagflåde atter ind i de norske fjorde uden at have løsnet et eneste skud.

Hitler var selv til stede ved Tirpitz' stabelafløbning i 1939. Det enorme slagskib løsnede ikke et eneste skud i kamp, før det blev sænket i 1944.

© BPK

Tyskerne løber tør for mål

Den 5. juli er 18 fragtskibe endnu på søen, men trængslerne er ikke ovre. Den 7. og 8. juli sænker tyske ubåde fem skibe – herunder Olopana – og natten mellem den 9. og 10. juli kræver massakren på PQ-17 endeligt sine sidste ofre, da to fragtskibe må forlades.

“Kamphandlingerne mod PQ-17 blev indstillet 10. juli, da der ikke var flere skibsmål”, noterer tyskerne sig tørt. Den 24. juli er alle overlevende fra PQ-17 endelig bjerget i sikkerhed på land eller på ét af konvojens redningsskibe. Kun 11 ud af de 35 skibe har klaret turen, og en stor del af den dyrebare last er gået tabt.

De sovjetiske ledere er oprevede over, at englænderne har spredt konvojen, og det lader de gå ud over de 1200 sagesløse overlevende fra PQ-17, da de kommer til Arkhangelsk.

Skibenes besætningsmedlemmer får forbud mod at besøge hinanden, der bliver posteret bevæbnede vagter ved landgangen, og al post bliver tilbageholdt.

De allierede får hverken mad eller kul af russerne, så de må snige sig ud på hemmelige plyndringstogter for at kunne overleve.

På vej hjem igen mister konvojen yderligere to skibe, hvoraf det ene havde taget turen med Gradwell ind i isen.

I sin efterfølgende redegørelse opsummerede kommandør John Dowding, der havde det overordnede ansvar for dødskonvojen, PQ-17´s skæbne i en redegørelse, der slutter med ordene: “Ikke en heldigt gennemført konvoj”.

Læs også:

Tower Bridge
Bygningsværker

Tower Bridge reddede London

9 minutter
Historiske storbyguider

London: Oplev Undergrundens historie

4 minutter
2. verdenskrig

“Her er London, her er London”

1 minut

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul