Rommels sidste mission

Danmark får besøg af en krigshelt den 4. december 1943. Hitler har beordret Erwin Rommel til at styrke Atlantvolden, som skal holde allierede tropper ude af Europa, og feltmarskallens første inspektionsrejse går nordpå.

“Om eftermiddagen sejlede vi over til Fanø, som kontrollerer indsejlingen til Esbjerg”, skrev admiral Friedrich Ruge senere i sine memoirer.

Ruge ved, at Esbjerg er den eneste havneby på Danmarks vestkyst, som er stor nok til forsyne en invasionshær og derfor udgør et muligt mål for de allieredes forventede landgang.

Fanøs kommandant har sendt 1.000 mand ud i både – de skal spille rollen som landgangsstyrke, under en invasionsøvelse. Stranden, de angriber, forsvares af tropper og fire kanoner, som for effektens skyld skyder med skarpt.

Granater buldrer hen over hovedet på landgangsstyrken, men strandens højt besungne forsvarsstillinger formår ikke at stoppe “invasionen”. Lynhurtigt etablerer angriberne et brohoved. Øvelsen er tåkrummende pinlig for Fanøs kommandant, men meget lærerig for Rommel og hans stab:

“Den fuldstændig flade, brede strand, velegnet til amfibisk og luftbåren landgang, gjorde det dybeste indtryk. Det stod skræmmende klart, at store mængder soldater og krigsmateriel kunne koncentreres på steder som dette i løbet af kort”, noterede Ruge.

En mistanke er sået i Rommels stab. Hvis forsvaret på andre kyster har lige så alvorlige mangler, er Hitlers massive forsvarsværk, Atlantvolden, et rent fata morgana. Rommel må straks i gang med at forbedre Hitlers værn mod invasion. Arbejdet bliver et kapløb med tiden.

Europas bolværk var fup

Fra Danmark begav Rommel og hans stab sig til Frankrig. Langs hele kysten så de kun spredte stillinger, hvoraf mange end ikke var kapslet ind i beton. Fjendtlige beskydning ville med lethed sætte tyskernes kanoner ud af spillet.

“Til vores overraskelse eksisterede Atlantvolden blot nogle få steder. Ugerevyernes billeder af volden, som igen og igen blev vist den tyske offentlighed, kom næsten udelukkende fra området omkring Calais-Boulogne”, jamrede Ruge.

Nogle svære kanoner var blevet opstillet, så de kunne støtte den planlagte tyske landgang i Storbritannien, men den tabte luftkrig om England i 1940 havde fået Hitler til at afblæse invasionen. Herefter ignorerede han Atlantvolden. Det samme gjorde feltmarskal Gert von Rundstedt, som i 1942 blev udnævnt til tysk øverstbefalende i vest.

Von Rundstedts mangel på interesse og ressourcer betød, at arbejdet med kystforsvaret stort set lå stille i tre år, men i slutningen af 1943 fik tyskerne akut brug for et effektiv bolværk, for de allierede var begyndt at planlægge D-dag.

Rommel afleverede sin rapport om Atlantvolds mangler, og Hitler placerede ham herefter under von Rundstedt. Helten fra krigen i Nordafrika fik ansvaret for forsvaret af kysten mellem Holland og Bretagne – Frankrigs vestligste punkt.

Feltmarskallen vidste godt, hvordan han ville forsvare kysten. Idéen stammede fra ørkenkrigen:

“I vores kampe mod briterne lærte vi, at store minefelter med stillinger spredt i dem er ekstremt vanskelige at indtage. Desuden egner minerede zoner sig særligt godt til en bemanding af hjælpetropper eller reserveenheder”, sagde Rommel til en officerskollega.

Midt i minefelterne placerede briterne stillinger med panserværnskanoner og nogle gange endda kampvogne. Rommel agtede at bytte rollerne om, så eksplosive dødsfælder og krydsild ventede, når det var briternes og amerikanernes tur til at angribe.

“Det vil kræve anlæggelsen af en befæstet og mineret zone fra kysten og otte-ti km ind i landet, og som forsvares både mod havet og landsiden”, skrev Rommel.

Tyskerne langs stranden skulle være i stand til at forsvare deres ryg, for faldskærmssoldater ville sandsynligvis blive kastet ned bag dem.

Dødszonen skulle ikke stoppe en stor invasionsstyrke, den havde til formål at forsinke fjenden, så tyske reserver kunne nå at rykke frem.

Generaler undervurderede fjenden

Rommel havde sin plan parat, men hans Hærgruppe B kunne ikke vinde uden støtte. Dertil var tropperne spredt over for stort et område, så tyske panser-reserver måtte placeres så tæt bag kysten, at de kunne nå frem i løbet af få timer og afgøre slaget på stranden, forlangte Rommel.

VIDEO: Floder af beton blev til Atlantvoldens bunkers

Von Rundstedts panser-general Geyr von Schweppenburg var dog helt uenig i den strategi. Han ville i stedet lade de allierede gå i land, give dem plads til at nærme sig Paris, hvorefter tyskerne skulle udslette dem i et stort modangreb. På den måde ville fjenden lide enorme tab og måske endda opgive krigen.

Men den strategi byggede på dyb uvidenhed, mente Rommel. Siden 1941 havde Geyr von Schweppenburg og mange andre generaler kun kæmpet på østfronten, og deres opfattelse af briterne og amerikanerne var forældet.

“Vore venner østfra aner ikke, hvad de har i vente. Her drejer det sig ikke om fanatiske horder, som drives i massevis fremad mod vores linjer uden at bekymre sig om tab”, sagde Rommel til en kollega.

Briterne havde lært af deres mange fejl i 1940 og 1941. Desuden rådede de og deres amerikanske allierede over masser af kanoner, kampvogne og især fly, som kunne spolere store tyske operationer på landjorden.

“De dristige panserangreb fra krigens først år er et afsluttet kapitel”, erklærede Rommel. Han var en af den tyske blitzkriegs mestre, men i Nordafrika havde han oplevet, hvordan luftangreb forhindrede hans tropper i at bevæge sig.

Intelligent forsvar var nu Tysklands eneste chance, mente han.

VIDEO: Se Rommels tale på Atlantvolden

Hverken Rommel, Geyr von Schweppenburg eller von Rundstedt kunne dog bestemme strategien. Det gjorde Hitler. Han blandede sig i alle detaljer, og cheferne i vest kunne ikke flytte en eneste af deres egne divisioner, uden at det var godkendt af Føreren.

Hitler elskede fæstningslinjer og store byggeprojekter, men han kunne også lide, når Geyr von Schweppenburg talte om et stort tilintetgørelsesslag, som ville afgøre krigen i vest. Derfor traf Føreren ikke noget valg.

Frankrig forvandles til en fælde

Rommel fik aldrig sine reserver placeret dér, hvor han ønskede dem. Men han havde Hitlers fulde støtte til at udbygge Atlantvolden, så hurtigt det kunne lade sig gøre. Hans ingeniørchef, Meise, gav sig til at regne på, hvor mange miner der var brug for, hvis planen skulle føres ud i livet:

“Til første fase, som er et 1.000 m bredt bælte langs kysten og et tilsvarende bælte inde i land, kræves 10 miner per meter, hvilket giver 20 mio. miner i hele Frankrig. Hele Frankrig vil kræve omkring 300 mio. miner i alt”.

Ved Rommels ankomst lå kun 1,7 mio. miner i jorden, og den månedlige forsyning lød på sølle 40.000. Produktionen i Tyskland var dog stigende, men ikke hurtigt nok til at dække behovet. Tyskerne havde imidlertid erobret masser af fransk sprængstof, så Hærgruppe B fremstillede selv 11 mio. miner.

Rommel måtte prioritere, hvor hans knappe ressourcer skulle bruges, og han rejste utrætteligt op og ned langs de nordfranske kyster for at lede arbejdet.

Kysten ved Calais var det oplagte mål for en allieret invasion, mente Rommel:

“Her vil de have mest støtte fra deres langtrækkende artilleri, den korteste sørute for angrebet og forsyningerne samt de bedste forudsætninger for at bruge deres luftstyrker”, vurderede Rommel.

Normandiet var et oplagt mål

Den bretonske halvø længst mod vest egnede sig ikke til en fjendtlig invasion, fordi store dele bestod af klipper. Men Normandiet havde brede strande, og her fandtes ingen af de svære kanoner, som stod opstillet i betonbunkere ved Calais. Manglen kunne friste de allierede.

Rommel besøgte Normandiet sidst i januar 1944, og han var ikke tilfreds med det, han så. Forsvarsstillinger var anlagt, men de lå alt for spredt. Nogle steder var der 3,5 km mellem dem, og ingen lod til at have videre travlt med at gøre noget ved problemet.

“Generelt udfører tropperne ikke nok arbejde for at færdiggøre stillingerne. Tidspresset bliver undervurderet”, skrev Rommel irriteret.

Fire tyske divisioner dækkede den udsatte kyst i Normandiet. Men to af dem blev holdt i reserve, og det betød, at de to divisioner ved havet skulle dække hhv. 90 km og 200 km. Oveni måtte begge bruge mange kræfter på træning, fordi erfarne soldater hele tiden blev overført til østfronten og erstattet af grønne rekrutter.

Længere bagude stod tyskernes 21. panserdivision, hvis kampvogne udgjorde den eneste mobile styrke i denne del af Normandiet. Hvis fjenden gik i land, var divisionen næppe stærk nok til at stoppe dem alene.

Tyskerne kæmpede mod uret

Lønnede arbejdere, krigsfanger, tvangsarbejdere og tysk soldater knoklede ved Atlantvolden, mens det blev forår i 1944. Bunkere blev støbt, miner gravet ned og strandene fyldt forhindringer.

“Dag for dag og uge for uge bliver vi stærkere. Fjendens offensiv er tilsyneladende blevet forsinket. For os er hver eneste dag en formue værd”, skrev Rommel til sin hustru. Han mente stadig, at angrebet ville komme ved Calais, og her var tyskernes arbejde næsten afsluttet.

I brevene hjem og under samtaler med sine stabsfolk udtrykte han stigende optimisme. Og Hitler var mere tilfreds ham, end han havde været året før, da Rommel dristede sig til at anbefale en fredsaftale med de allierede. I en samtale med propagandaminister Goebbels sagde Hitler:

“Rommel er optændt af vrede og had, og han har viet al sin kraft og alle sine evner til at fuldende forsvaret ved Calais. Han er atter den kriger, han var engang”.

Både Rommel og Hitler havde store forventninger til det vidundervåben, som ville blive sluppet løs mod Storbritannien i juni. Den jetdrevne bombe V-1 rummede 850 kg sprængstof, og kunne ramme London og mange andre mål i Sydengland.

Slog de allieredes invasion fejl, ville tyskernes bombeoffensiv med tiden tvinge briterne i knæ. Hitler vidste dog ikke, at Rommel også grublede over en alternativ løsning på krigen. Via sin stabschef Hans Speidel var han kommet i kontakt med en gruppe tyske officerer, som ville rydde Hitler af vejen.

Storm fik tyskerne til at slappe af

Maj 1944 nærmede sig sin afslutning, og den allierede invasion fra vest lod stadig vente på sig. Rommel besøgte Caen i Normandiet, og advarede soldaterne mod at føle sig for sikre.

“Mine herrer, jeg kender englænderne fra Afrika og Italien. Og jeg kan fortælle Dem, at de vil vælge et landgangssted, hvor de regner med, at vi er uforberedte på en invasion. Det vil være her, på dette sted”.

Hidtil havde Rommel konsekvent udpeget Calais som mål for en allieret invasion. Måske var han nu kommet i tvivl, eller også ville han bare motivere soldaterne, for meget arbejde manglede stadig at blive udført på denne kyst.

Alle vidste, at invasionen måtte være nært forestående, for fjendtlige fly bombede løs i Nordfrankrig, og i de kommende dage, ville fuldmåne og tidevandsforhold være optimale til en landgang. Men Rommel blev beroliget, da han så vejrudsigten den 4. juni.

Kraftig blæst udelukkede en operation i de næste par dage, og derefter ville fjenden først få chancen igen sidst på måneden. Med god samvittighed satte han sig ind i sin stabsbil, som kørte ham mod Sydtyskland for at fejre sin hustrus 50 års fødselsdag.

Og Rommel var ikke alene om at sænke paraderne. I Normandiet blev de tyske hovedkvarterer tømt. Højststående officerer satte kurs mod Bretagne for at deltage i en øvelse, nu hvor invasionsfaren midlertidigt var drevet over.

Hitler stoppede kampvognene

Telefonen ringede hos familien Rommel omkring kl. 10.15 den 6. juni. Ophidset fortalte stabschef Hans Speidel, at de allierede var i færd med at gå i land. Speidel havde allerede bedt overkommandoen om indsætte panserreserverne.

Han havde endda befalet den 12. SS-panserdivision at køre mod kysten, selv om den ikke stod under Hærgruppe B’s kommando. En kontraordre fra højeste sted havde imidlertid stoppet kampvognene.

Ingen måtte flytte sig uden Hitlers tilladelse, og han ville først stå op sidst på formiddagen. Omtrent samtidig satte Rommel sig ind i sin bil og hastede mod Frankrig.

“Det er tvivlsomt om Rommel kunne have ændret ved situationen, hvis han havde været i sit hovedkvarter”, forklarede admiral Ruge senere.

Hærgruppe B, der bevogtede kysten ved Calais, havde ingen rolle at spille i disse kritiske timer, hvor alt afhang af de tyske chefer i Normandiet og ikke mindst Hitlers beslutninger.

Føreren tøvede fatalt, for han troede, at landgangen i Normandiet blot var en afledningsmanøvre, som skulle trække tyske tropper væk fra Calais, inden de allieredes hovedstyrke invaderede. Rundstedt og Rommel delte denne tanke, men bad alligevel indtrængende om forstærkninger til Normandiet.

Først midt på eftermiddagen frigav Hitler de første enheder, og de havde så langt til kysten, at ingen af dem nåede frem samme dag.

Rommel troede, at han i det mindste kunne bruge sin egen 21. panserdivision under slagets første dag. Men det viste sig, at kampvognene befandt sig for langt væk.

De var desuden på vej mod nedkastede britiske faldskærmstropper, før hovedkvarteret fik dem omdirigeret til kysten. Dyrebar tid gik tabt. Hen under aften gik en kolonne omsider til modangreb, og det lykkedes næsten at bryde igennem til havet, men så gik solen ned. De allierede var i land.

Hovedkvarter sprang i luften

Timerne efter de allieredes landgang var afgørende. Det havde Rommel sagt, lige siden han fik kommandoen over Hærgruppe B, men det lykkedes fjenden at komme i land på alle deres fem invasionsstrande.

Kun på den blodige Omaha Beach holdt nogle tyske stillinger stadig ud.

Briterne anså Rommel for at være snedig som en ræv, men på D-dag blev det taktiske geni selv overrumplet.

Selv hvis kysten i Normandiet i tide var blevet befæstet efter Rommels planer, ville det dog ikke have forhindret invasionen. Det havde hele tiden været meningen, at bunkere og minefelter blot skulle forsinke fjenden så meget, at tyske kampvogne kunne nå frem, mens
fjenden var mest sårbar. Men panserdivisionerne kom ikke frem i tide.

Geyr von Schweppenburg og hans kampvogne blev omsider sat under Rommels kommando den 7. juni. Men modangrebet måtte afblæses. Selv de nærmeste panserstyrker havde over 100 km til kysten, og allierede fly kastede sig nådesløst over dem hele vejen.

Nogle svækkede enheder blev omsider sendt frem den 9. juni, blot for at møde hård modstand, som hurtigt bremsede dem. Dagen efter jævnede fjendtlige fly sågar Geyr von Schweppenburgs hovedkvarter med jorden.

“Det var skæbnens ironi, at netop han skulle blive ramt så hårdt af de overlegne allierede luftstyrker. At konventionelle panseroperationer, som havde været så effektive i Rusland, ikke duede i Frankrig, var en lektie, som blev lært for sent”, skrev Ruge.

Ligesom Atlantvolden havde fejlet, så Geyr von Schweppenburg sin plan om modangreb smuldre.

VIDEO: Allierede fly angreb nådesløst tyskerne

I takt med at hans kampvogne nåede frem, måtte de spredes for at udfylde huller, der hele tiden opstod i fronten. Initiativet lå hos de allierede, som hver dag landsatte flere soldater.

Feltmarskal lagde arm med Hitler

Rommels Hærgruppe B indkapslede nogenlunde det allierede brohoved i dagene efter landgangen. Men kampene i Normandiet kostede tab i et alarmerende tempo.

Fjendtlige fly kastede sig over alt, som bevægede sig i dagslys, og slagskibe ud for kysten sørgede for voldsomme bombardementer. Rommel beskrev effekten i en rapport den 10. juni:

“Op til 640 kanoner er blevet brugt. Effekten er så voldsom, at ingen operationer af nogen slags kan gennemføres inden for dette hurtigt-skydende artilleris rækkevidde”.

En uge senere ankom Hitler til Rommels hovedkvarter, så de to og Rundstedt kunne udtænke en ny strategi.

De to feltmarskaler ønskede en tysk tilbagetrækning, og de opfordrede Føreren til selv at besøge fronten, så han kunne få et indtryk af den umulige situation.

Fjenden skulle trækkes længere ind i landet, mens de tyske tropper reorganiserede, mente feltmarskallerne. Derefter ville panserdivisionerne gå til modangreb – omtrent som Geyr von Schweppenburg havde foreslået tidligere på året.

Rommel sagde senere til sin familie, at han regnede chancen for succes for meget lille. Men alt var bedre end at fortsætte den nuværende stillingskrig.

Næste morgen faldt en forvildet V-1 bombe ned nær tyskernes hovedkvarteret, og Hitler skyndte sig hjem til Tyskland uden at give nye ordrer.

Sidst i juni gjorde Rommel og von Rundstedt et nyt forsøg på at forklare Hitler situationen, men Føreren holdt stædigt fast ved, at de tyske styrker skulle holde deres stillinger og kaste fjenden tilbage i havet.

Samtalen blev mere og mere ophidset, og da de to feltmarskaller omsider gik derfra, forventede de begge at blive afskediget.

Kun von Rundstedt modtog dog en fyreseddel. Hans plads som øverstbefalende i vest blev overtaget af Günther von Kluge, som hurtigt gennemskuede, at Hitlers plan var et luftkastel. For tyskerne i Frankrig ventede katastrofen, men Rommel skulle ikke komme til at opleve den.

Allierede fly beskød Rommel

Tyske køretøjer i Normandiet blev angrebet dagligt af allierede jagerbombere, som kredsede på himlen – på jagt efter bytte. Derfor tilbød en tysk general, som Rommel besøgte den 17 juli 1944, at han kunne udskifte den iøjnefaldende sorte Horch-stabsvogn med en mere anonym bil.

Rommel afslog imidlertid – en beslutning, der fik store konsekvenser. Klokken 16 begav han sig mod sit eget hovedkvarter.

Chaufføren kørte ad små veje med træer på begge sider, mens han zigzaggede mellem udbrændte tyske køretøjer. Efter et par timer var han dog tvunget til at driste sig ud på en hovedvej, og chaufføren trådte speederen i bund for hurtigst muligt at nå i ly i den næste skov.

Men britiske piloter havde bemærket bilen, og to Spitfire-jagere dykkede og indledte jagten. Da de kom tæt på, åbnede de ild.

Video: Se flyangrebet på Rommel

20-mm projektiler gennemhullede bilen, og chaufføren blev ramt. Han sank sammen ved rattet, og bilen kolliderede med en træstub, så Rommel blev slynget ud.

“Feltmarskallen lå bevidstløs på jorden. Blodet løb fra adskillige sår i ansigtet, navnlig ved øjet og munden”, forklarede en stabsofficer senere.

Rommel havde fået kraniebrud, kæben var brækket, og sår efter mødet bilens splintrede forrude dækkede ansigtet. En fransk læge, som tilså offeret, tvivlede på, at Rommel ville overleve.

Men feltmarskallen klamrede sig til livet, mens amerikanerne indledte det angreb, som omsider skulle få den tyske front i Normandiet til at kollapse og bane vej for fremrykningen mod Tysklands grænser.

Hitlers hævn ramte Rommel

I efteråret 1944, mens han stadig rekonvalescerede i sit hjem nær den sydtyske Bodensee, fik Rommel uanmeldt besøg af to generaler fra Hitlers hovedkvarter.

De oplyste, at feltmarskallens navn var blevet kædet sammen med Stauffenbergs forsøg på at sprænge Føreren i luften i Ulveskansen få måneder tidligere.

VIDEO: Se Atlantvolden blive løbet over ende

Selv om han ifølge efterforskningen ikke var en aktiv del af komplottet, havde Rommel kendt til de skumle planer. Og fordi han ikke havde slået alarm, måtte han nu bøde for sin illoyalitet.

Hitlers håndlangere gav Rommel tre valgmuligheder:

Han kunne prøve at forklare sig over for Hitler eller overlade sin skæbne til Folkedomstolen, som var bemandet af rødglødende nazister. I begge tilfælde var en dødsdom uundgåelig. Hævnen ville desuden ramme alle omkring Rommel: De stabsfolk, som trofast havde tjent ham, og familien, der ville miste hus og ejendele.

Den tredje mulighed var, at Rommel tog sig selv af dage. Omstændighederne omkring hans død ville blive mørklagt, for Hitler kunne ikke lade offentligheden viden, at Nazitysklands største krigshelt havde sympatiseret med kupmagerne.

Rommel vidst, hvad han måtte gøre. Han tog sin uniformsfrakke på, og fulgte med de to generaler ud til deres bil.

Efter en kort køretur den 14. oktober 1944 stoppede de på en øde vej. Rommel fik overrakt en cyanid-kapsel, og chaufføren forlod bilen sammen med generalerne. Da de kort efter vendte tilbage, var deres passager sunket livløs sammen.

Ifølge den nazistiske propaganda døde Rommel af de kvæstelser, som luftangrebet havde påført ham, og fire dage senere fik han en statsmandsbegravelse. Da havde Atlantvolden for længst udspillet sin rolle i krigen.