Rudolf Höss byggede Hitlers dødsfabrik

Far lærte unge Höss at adlyde ordre

Manden, som endte med at blive nazisternes største massemorder, blev født i 1901 i kurbyen Baden-Baden. Rudolf Höss' far var en stærkt religiøs, pensioneret oberst, som opdrog sin søn med stram disciplin:

“Jeg blev konstant belært om, at jeg skulle følge ønsker og ordrer fra forældre, lærere, præster etc., og at jeg ikke måtte lade noget distrahere mig i forhold til den pligt”, skrev Rudolf­ Höss, da han mange år senere sad og afventede sin dom.

Ifølge ham selv havde han ingen legekammerater som barn. Hans bedste ven blev derfor ponyen Hans. Verdenskrigens udbrud i 1914 fik den ensomme dreng til at drømme om soldaterlivet, og to år inde i krigen lykkedes det ham som 16-årig at blive optaget i hæren.

Efter krigen kom Höss hjem som en hærdet krigsveteran blot for at opdage, at forældrene var døde og hjemmet opløst. Bitter over livets modgang vendte han sig mod det fællesskab, der aldrig havde svigtet: soldaterkammeraterne.

Höss lod sig indrullere i de nationalistiske frikorps, der i de kaotiske år efter 1. verdenskrig bekrigede kommunisterne. Og i 1922 meldte han sig ind i den stærkeste af de nationalistiske grupper, nazist-partiet, hvis leder var en anden krigsveteran, Adolf Hitler. Dermed var Höss' skæbne beseglet.

I 1934, året efter Hitlers magtovertagelse, fik Höss et tilbud, han ikke kunne afslå, da Heinrich Himmler, leder af Hitlers personlige vagtkorps, Schutzstaffel, opsøgte ham. SS, som Himmlers
organisation blev forkortet, stod også for bevogtningen af fangerne i regimets nyligt oprettede, såkaldte koncentrationslejre, hvor politiske modstandere i stadig større antal blev spærret inde.

SS havde brug for folk med Höss’ erfaring, fortalte Himmler, som kunne garantere hurtig forfremmelse og god løn.

Höss lod sig overtale og blev kort efter overført til nazistatens første, permanente koncentrationslejr, Dachau. Lejren blev styret af kommandanten Theodor Eicke, som lærte Höss, hvordan en kz-lejr effektivt skulle styres:

“Enhver, som udviser den mindste antydning af sympati over for fangerne, skal forsvinde fra vore rækker øjeblikkeligt”, erklærede Eicke.

Auschwitz skulle huse polske fanger

I september 1939 brød 2. verdenskrig ud, da Hitlers tropper løb det vestlige Polen over ende. I kølvandet på erobringen blev tusinder af polske nationalister og bolsjevikker arresteret. De mange fanger krævede plads, og SS besluttede derfor at bygge nye kz-lejre i Polen.

I foråret 1940 blev Höss, der i de mellemliggende år var steget i SS-hierarkiet, sendt til det sydvestlige Polen for at udpege et passende sted til en lejr.

Ikke langt fra den lille, polske by Oswiecim – på tysk Auschwitz – fandt han en nedslidt kaserne, som passede perfekt: Kasernen lå skjult for den omgivende verden, kunne let udvides,­ og adskillige jernbanelinjer løb igennem området.

Auschwitz-planen blev straks god­taget af Himmler, som udnævnte Höss til den nye lejrs kommandant.

“På den kortest mulige tid skulle jeg bygge en lejr til 10.000 fanger”, skrev den overvældede Höss, der indså, at det var en gigantisk opgave.

Lejrens fanger skulle omdanne det sumpede område omkring lejren til landbrugsjord, som tyske kolonister kunne dyrke. Ifølge Höss selv var hans plan at behandle fangerne bedst muligt for at få dem til at arbejde mest effektivt: “Jeg antog, at jeg ville være i stand til at give dem bedre indkvartering og forplejning end i andre lejre”, skrev han senere.

I al hast fik den nyslåede kommandant sat hegn op, opført vagttårne og bygget et krematorium. Men kasernens gamle, fugtige murstensbarakker nåede han ikke at gøre meget ved, før de første fangetransporter i juli 1940 rullede ind. Som konsevens blev fangerne indkvarteret under kummerlige forhold.

Lejrkommandantens egen tilværelse stod i skærende kontrast til fangernes levevilkår. Höss og hans familie flyttede ind i en herskabelig villa lige uden for lejrområdet. Villaen var omgivet af en tre meter høj mur, som delvist skjulte den overfyldte lejr på den anden side.

“Min familie havde det godt i Auschwitz. Børnene havde en lys og let barndom, mens min hustru nød sin paradisiske­ blomsterhave,” fortæller Höss i sine erindringer.

Uden for familiens lille paradis så virkeligheden ganske anderledes ud.

Fanger spiste hinanden

Trods Höss' planer om en kz-lejr, som skulle have bedre forhold end alle andre, blev Auschwitz hurtigt berygtet for ekstrem brutalitet og høj dødsrate blandt fangerne.

Årsagen var ifølge Höss, at al hans tid gik med de overordnede problemer med at udbygge Auschwitz, mens fangerne var overladt til lejrens vagter, som sjældent fulgte hans ordrer:

“Jeg måtte bittert erkende, at alle mine gode intentioner og forhåbninger blev lagt i ruiner af de menneskelige mangler og den stædighed, de mænd og officerer, som var blevet mig tildelt,
udviste”, skriver han.

Forrådte visioner eller ej, Auschwitz ekspanderede voldsomt under Höss’ ledelse. En række underlejre skød op i det, der hastigt forvandlede sig til et lejrkompleks med en konstant tilstrømning af nye fanger. Efter Tysklands invasion af Sovjetunionen i sommeren 1941 blev Höss beordret til at bygge en ny lejr fem kilometer fra den oprindelige. Auschwitz II, også kendt som
Au-schwitz-Birkenau, skulle overgå alle andre kz-lejre i størrelse og have plads til 100.000 russiske krigsfanger.

Oprindeligt var ideen, at krigsfangerne selv skulle bygge lejren, men hovedparten viste sig for medtagne af sult til at kunne arbejde effektivt. Selv Höss var chokeret over deres tilstand:

“De døde som fluer grundet deres svækkede fysiske tilstand eller på grund af den mindste sygdom, som deres kroppe ikke længere kunne bekæmpe. Jeg så talløse russere dø, mens de
forsøgte at spise kartofler eller roer”.

Antallet af fanger var så enormt, at Höss havde store problemer med at give dem bare et minimum af mad. Sulten gjorde de sovjetiske fanger desperate. I flere tilfælde fandt Höss' vagter lig af russere, som var blevet slået ihjel af deres medfanger og delvist fortæret.

Samtidig fik Höss nu ordre til at udtænke en måde, hvorpå uarbejdsdygtige krigsfanger kunne henrettes effektivt. Kommandanten var beklemt ved tanken, men en ordre var en ordre.

Efter forsøg med ukrudtsmidlet Zyklon B besluttede Höss at indrette en del af Auschwitz' krematorium til gaskammer. I september 1941 blev 900 russere gennet ind i kammeret, hvorefter giftgassen blev hældt ind fra huller i loftet.

“Da gassen blev kastet ned, råbte nogle ­‘Gas!’ og en voldsom skrigen og skubben begyndte. Men dørene modstod presset”, skriver Höss.

Hans største bekymring var ikke henrettelsen, men at krematorie-ovnene ikke kunne følge med antallet af lig. Det skulle dog blive langt værre.

Auschwitz skulle udslette jøder

Det massive arbejdspres gjorde Höss kold og fjern i sine folks selskab, og tit nåede han først sent om aftenen hjem til familien. Ifølge en af hans officerers husholderske, der besøgte villaen, tog han sig dog altid tid til at lege med børnene:

“Han kyssede dem og talte så sødt til dem. Men så snart han var ude af huset, var han en helt anden person. Han sagde ikke et ord til mig”.

I sommeren 1942 blev Höss kaldt til Berlin til et skæbnesvangert møde med SS’ øverstbefalende, Heinrich Himmler, der havde en ny opgave til ham.

“Alle jøder inden for vor rækkevidde skal dræbes i løbet af denne krig. Hvis ikke vi udsletter jødedommens biologiske fundament nu, vil de en dag udslette det tyske folk”, erklærede Himmler.

Ifølge SS-lederen var Auschwitz med sine jernbanelinjer til det besatte Europa det ideelle centrum for det planlagte folkemord. De russiske krigsfanger, som oprindeligt skulle have været huset i den nybyggede kæmpe-lejr, var blevet sendt til andre lejre for at arbejde med våbenproduktion. I stedet fik Höss ordre til at omdanne Auschwitz-Birkenau til nazisternes største udryddelseslejr.

Det var en rystet Höss, som forlod Berlin samme dag – mest af alt fordi han indså, hvor mange praktiske problemer Himmlers ordre indebar. Selve udryddelses-programmet satte han dog ikke spørgsmålstegn ved:

“Om masseudryddelsen af jøderne var nødvendig eller ej, var noget, jeg ikke kunne tillade mig at have en mening om, for jeg manglede det nødvendige overblik”, skrev han senere.

Den trætte kommandant trøstede sig i stedet med, at hans forsøg med gasning af russiske krigsfanger havde været succesfulde, og at metoden nu kunne bruges til udryddelsen af jøderne.

Et humant massemord

I de følgende uger arbejdede Höss dag og nat på at forberede Auschwitz-Birkenau til massemord. Lidt vest for lejren lod han bl.a. to forladte bondegårde ombygge til gaskamre, hvoraf det største kunne rumme hele 1.200 mennesker.

Faciliteterne var således på plads, da det første tog med omkring 1.000 jøder rullede ind. En gruppe SS-læger sorterede dem ved ankomsten: en tredjedel, såkaldte “stærke og sunde” jøder, blev udvalgt til arbejde, mens de resterende 638 blev sendt direkte til gaskammeret.

Ifølge Höss havde han ladet sine folk skrive “desinfektions-rum” på dørene til dødskammeret for at berolige ofrene. Samtidig blev ofrene orienteret om, at de skulle sikre sig, at de kunne finde deres ting, når de kom ud fra badet.

“Disse tiltag skulle forhindre uro”, skriver Höss, der var stolt af, at han på denne måde undgik unødig panik.

Gasningen blev indledt uden problemer, og efter 25 minutter holdt de sidste desperate skrig fra kammeret op. En ventilator blev startet, hvorefter et special-korps af fanger fjernede ligene.

I de følgende måneder blev tusinder af jøder gasset i stadigt højere tempo. Höss iagttog ofte de dødsdømte fanger og var især fascineret af de kvinder, der øjensynligt havde en mistanke om, at de skulle dø, og som alligevel var i stand til at berolige og lege med deres børn. En dag passerede en kvinde ham:

“Hun trådte helt tæt på mig og hviskede, mens hun pegede på sine fire børn, ‘Hvordan kan du myrde disse smukke børn? Har du intet hjerte?’”

Ved en anden lejlighed indså en gruppe kvinder deres skæbne, da vagterne gik i gang med at lukke gaskammerets døre bag dem: “Jeg så en kvinde prøve at skubbe sine børn ud af kammeret, mens hun grådkvalt råbte, ‘Lad i det mindste mine­ dyrebare børn leve’”.

I sine erindringer erkendte Höss, at oplevelserne rystede ham. Af hensyn til sine vagter viste han det dog aldrig:

“Over for dem var jeg nødt til at agere­ kold og uanfægtet af enhver menneskelig­ følelse”.

Brændt kød kunne lugtes overalt

Hjemme i villaen kunne Höss dog ikke længere skjule sit mismod. Han isolerede sig mere og mere fra hustruen Hedwig, men havde stadig tid til at lege med børnene og indimellem tage dem med på tur ved den nærliggende flod.

Hans mismod blev ikke mindre af, at det i løbet af 1942 efterhånden var tydeligt, at Hitlers sejr ikke var helt så sikker længere. USA var gået ind i krigen på de allieredes side, og tyskerne mødte stærk modstand fra de sovjetiske tropper.

Samme efterår gav Himmler derfor ordre om, at massemordet fremover skulle ske uden at efterlade spor. I Auschwitz betød det, at de 107.000 lig, som hidtil var blevet kastet i massegrave uden for Auschwitz-Birkenau-lejren, skulle graves op og kremeres under åben himmel. I månedsvis brændte enorme ligbål nær lejren.

“I dårligt eller blæsende vejr kunne det brændende kød lugtes mange kilometer væk, hvilket fik hele området til at tale om afbrændingen af jøderne trods den officielle modpropaganda”, skriver Höss, der egenhændigt overvågede­ den makabre opgave:

“Jeg var nødt til at stå i timevis i den frygtelige stank, mens massegravene blev åbnet og lig slæbt ud og brændt”.

Jødetransporterne fortsatte imidlertid på fuld kraft, og Höss lod derfor fire nye, topmoderne krematoriebygninger opføre af sine jødiske slavearbejdere. I de nye bygninger var hele processen samlet under ét tag med særlige rum til afklædning, gaskamre og direkte adgang til de enorme krematorieovne.

Massemordet var nu for alvor blevet industrialiseret. Levende mennesker i hundredtusindvis gik ind, mens intet andet end røg og aske kom ud.

Chef for samtlige kz-lejre

I løbet af 1943 var Auschwitz blevet en ren dødsfabrik, og Höss’ værk dermed fuldført. Om vinteren blev han tilbudt stillingen som chef for kz-lejrenes centraladministration, som han efter nogen tøven accepterede. Höss’ nye kontor lå lidt uden for Berlin, men på Höss’ opfordring blev Hedwig og børnene boende i villaen i Auschwitz.

Fra sidelinjen kunne Höss fortsat følge med i aktiviteterne i Auschwitz. I foråret 1944 koordinerede han transporterne af Ungarns jøder til lejren, hvor de i hæsblæsende tempo blev myrdet. På blot otte uger lykkedes det den nye lejr-ledelse under Höss’ overopsyn at gasse 320.000 jøder.

Massemordet beviste Höss uhyggelige organisationstalent og blev højdepunktet for Auschwitz' udryddelses-kapacitet.

Ud på efteråret stod det klart, at krigen var tabt, og Himmler beordrede alle gasninger i Auschwitz indstillet. I januar 1945 rømmede tyskerne lejren, der kort efter blev indtaget af Den Røde Hær.

Efter et år på flugt blev Rudolf Höss i marts 1946 fanget af britiske soldater nær Flensborg, hvor han arbejdede­ på en gård under falsk navn. Først nægtede han at afsløre sin sande identitet, men efter en omgang tæsk gik massemorderen omsider til bekendelse.

Höss overraskede alle

Under den efterfølgende retssag undskyldte Rudolf Höss både over for sin hustru, kirken, den polske nation og de fleste andre, som gad lytte. De, som forhørte ham, regnede med at møde et monster, men mødte i stedet en mand, som virkede rolig og helt normal.

Den officer, som censorerede Höss' breve til familien, bemærkede, at Höss tilsyneladende indeholdt to vidt forskellige personer: “Den ene var brutal uden hensyntagen til menneskeliv. Den anden­ var blød og kærlig”.

Den amerikanske militærpsykolog, der undersøgte Höss, skrev: “Han udviser en forsinket interesse i sin forbrydelses enorme omfang, men giver indtryk af, at det aldrig ville være gået op for ham, hvis ikke nogen havde spurgt”.

Den 16. april 1947 blev kommandant Rudolf Höss hængt i Auschwitz. Måske nåede kommandanten – inden han som den sidste person blev henrettet i den lejr, hvor han selv havde myrdet over en million mennesker – at tænke på det, han havde skrevet kort forinden:

“Det er tragisk, at jeg, der af natur er mild, venlig og hjælpsom, blev den største ødelægger af liv og udførte enhver ordre om at udrydde mennesker”.