Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

us soldiers red army meet at thorgau

Sejrsfest ved Elben: Tyskland hugget midtover

25. april 1945 er gået over i historien som “Elbe Day” – den dag de allierede soldater fra Vest- og Østfronten mødtes. Ingen var forberedt på begivenheden, så russerne indledte et slag mod amerikanerne. Skuddene skulle blive de første i den kolde krig.

AKG-Images

Fotografiet af Churchill, Roosevelt og Stalin ved Jalta-konferencen i februar 1945 skal frem for alt udstråle beslutsomhed – men i realiteten viser det blot tre ældre herrer i magelige stole.

Her er intet af det drama, som kendetegner de ikoniske reportagebilleder fra krigens afgørende øjeblikke – fx fra den tyske by Torgau, hvor de amerikanske og russiske styrker for første gang møder hinanden

Alligevel hører gruppe­billedet fra Jalta til et af verdenskrigens be­røm­te­ste fotografier pga. den kon­cen­tra­tion af magt, som de tre mænd re­­præ­­sen­­te­­rer: De alene havde i 1945 styrken til at forme verden.

Og det er, præcis hvad de gjorde under konferencen i det gamle zar-palads i Krim-byen Jalta. På dagsordenen stod det endelige opgør med Japan.

De skændtes også om Polen, som Storbritannien i 1939 gik i krig for at forsvare – og som Stalin nu havde sat sig eftertrykkeligt på. Men først og fremmest skulle “de tre store” afgøre Tysklands fremtid.

“Hvor tomme må hjernerne på disse tre charlataner være?”
Joseph Goebbels om Churchill, Stalin og Roosevelt.

Goebbels tordner mod Jalta

Aftalerne fra Jalta var ingen hem­me­lig­hed. Tværtimod – de blev of­fent­lig­gjort i en fælles erklæring 11. februar 1945.

“Det er vores ubøjelige vilje at udslette tysk militarisme og nazisme og sikre, at Tysk­land aldrig igen bliver i stand til at forstyrre verdensfreden”, fastslog erklæringen.

Derfor ville verdenskrigens snarlige sejrherrer opløse det tyske statsapparat og landets militær. De agtede også at lukke eller be­slag­læg­ge den del af pro­duk­tions­ap­pa­ra­tet, som kunne bruges til militære formål.

Desuden skulle det søn­der­bom­be­de Tyskland erstatte de skader, som krigen havde påført andre lande. Forholdsreg­lerne skulle gennemføres ved at dele landet i besættelseszoner.

Fransk­mæn­de­ne kunne også se frem til at få tilbudt en bid, og polakkerne blev lovet per­ma­nent ejerskab over store land­områder i det østlige Tyskland.

Blandt erklæringens læsere var den tyske propagandaminister Goebbels, der kom med en besk kommentar: “Hvor tomme må hjernerne på disse tre charlataner være – i det mindste på to af dem”, hånede han.

Ordene faldt i hans artikel med overskriften “Året 2000”, hvori han tegnede en dyster fremtidsvision i tilfælde af et tysk nederlag.

“Den tredje, Stalin, forfølger langt mere vidtrækkende mål end sine to kammerater. Dem har han bestemt ikke tænkt sig at of­fent­lig­gø­re”, spåede Goebbels.

Han forudså, hvordan amerikanernes i­so­la­tio­nis­me og sovjetisk infiltration vil­le forrykke magtbalancen mellem de tre magter, så Europa til slut ville være nå­des­løst udleveret til Stalin.

Men aftalen var selvfølgelig komplet irrelevant, på­pe­ge­de Joseph Goebbels, for Tyskland ville ikke tabe krigen. I virkelighedens verden – uden for propagandaministerens kontor – nær­me­de det tyske nederlag sig hastigt.

Dwight D. Eisenhower, den amerikanske general og øverstkommanderende for de al­li­e­re­de styrker på Vestfronten, var allerede trængt frem til Rhinen.

For at stoppe offensiven havde tyskerne sprængt alle broer over den brede flod. Undtagen én.

Churchill ønsker at erobre Berlin

At den vigtige bro ved Remagen nær Bonn ikke blev ødelagt, skyldtes en hel stribe af uheld: Tyskerne havde placeret sprængladningerne i god tid, men bureaukratiet betød, at ordren til spræng­ning nåede meget sent frem.

Dernæst virkede udløseren ikke, så en enlig soldat måtte løbe spidsrod gennem amerikanske skud­sal­ver for at antænde spræng­stof­fet manuelt.

Eksplosionen indhyllede bro­en i røg, men da den kort efter lettede, så både tyskere og amerikanere, at de store stålbuer stod uskadte. Sprængstoffet havde været af en for dårlig kvalitet, og kun en del af det gik af.

Inden resten kunne ud­lø­ses, stormede amerikanske soldater frem og klippede tændsnorene over. Broen var erobret – og det ændrede intet, at en rasende Hitler henrettede den øverste tyske officer fra Remagen.

Nu skulle Eisenhower blot besætte den del af Tyskland, som amerikanerne og briterne ifølge Jalta-aftalen havde krav på. Den 28. marts meddelte han Den Røde Hær, at han agtede at støde østpå, frem til floden Elben.

Derefter ville hans styrker dreje af mod syd og nord. Eisenhower betragtede sit telegram (registreringsnummer SCAF-252) som en helt almindelig militær koordinering mellem allierede, men Win­ston Churchill blev rød­glø­den­de af raseri.

Storbritanniens pre­mier­mi­nis­ter ville være i Berlin som den første – også selv­om den tyske hovedstad ifølge Jalta-aftalen lå i den sovjetiske besættelseszone.

Erobringen var vigtig for Churchill, fordi han ville bruge byen til at afpresse Stalin, som var ved at løbe fra sine løfter om et demokratisk Polen. “Berlin er udelukkende et politisk mål, ikke et militært”, belærte Eisenhower.

I hans øjne var krig og diplomati to forskellige ting, som skulle holdes ad­skilt. Churchill måtte bøje sig, for i 1945 var Storbritannien klart blevet lillebroren i alliancen med det mægtige USA.

Churchill, Roosevelt and Stalin at the Yalta Conference, 1945

Churchill, Roosevelt og Stalin gik under fælles­betegnelsen “de tre store”.

© Imageselect

Jalta rev tænderne ud på Tyskland

En uge i begyndelsen af februar 1945 mødtes “de tre store“ – Churchill, Stalin og Roosevelt – i et gammelt zar-palads nær byen Jalta på Krim-halvøen.

Her forhandlede de om fremtiden efter sejren over nazismen. Mødets tre parter havde vidt forskellige interesser: Churchill mistænkte Stalin for at ville underlægge sig hele Europa, og han forsøgte at hente støtte hos Roosevelt.

Men USA’s præsident koncentrerede sine kræfter om De Forenede Nationer, der skulle skabe fred mellem alverdens lande.

Til dette projekt havde Roosevelt brug for Stalins opbakning, og derfor gav han ind­røm­mel­ser til Sovjet-lederen, hvis mål var at sikre sig kontrollen over Østeuropa.

Mødets resultater

  • Efter krigen skulle Tyskland be­sæt­tes og afvæbnes og ind­byg­ger­ne gennemgå en grundig af­na­zi­fi­ce­ring.
  • Tyske krigsforbrydere skulle døm­mes ved en international domstol.
  • Tyskland skulle betale krigs­ska­des­er­stat­ning.
  • Tyskland skulle afstå provinsen Østpreussen til Sovjet.
  • Polen skulle afgive sine østlige provinser til Sovjetunionen og mod­ta­ge tyske områder som erstatning.
  • Sovjetunionen skulle erklære Japan krig.

Amerikaner rækker ud efter Berlin

Amerikanernes offensiv ind i Tyskland foregik i et forrygende tempo. I det åbne landskab mødte pan­ser­ko­lon­ner­ne kun en svag tysk modstand, og efter en hæsblæsende fremrykning nåede de første amerikanske soldater til Elbens vestbred den 11. april.

Arméchef William Simpson var fuld af e­rob­rings­lyst, da han sendte trop­per over floden for at etablere to brohoveder.

“Vi havde været de første ved Rhinen, og nu ville vi blive de første i Berlin”, skrev han i sine erindringer: “Vi tænkte kun på én ting – erobring af Berlin, rykke igennem og møde russerne”.

Den tyske rigshovedstad lå bare 80 km borte. General Simpson beordrede en panserdivision og en division infanteri i lastvogne til at gøre sig parat.

Ifølge hans vurdering ville bare én nats vild kørsel bringe dem helt frem til målet. Men fremstødet krævede tilladelse ovenfra.

  1. april bad den ivrige Simpson om grønt lys hos sin overordnede, general Omar Bradley, som forelagde sagen for Eisenhower.

Nyhederne fra Elben satte Eisenhower i et dilemma: Hans generaler forventede at blive sendt mod øst, for de kendte intet til SCAF-252.

Kun Eisenhower og Bradley vidste, at Berlin ikke længere var et mål for Vestmagterne. Deres be­slut­ning om at lade russerne rykke alene ind i Berlin var blevet holdt hemmelig for at opretholde troppernes kampiver.

“Jeg er sikker på, at 9. Armé kunne have taget Berlin med små tab."
General Simpson.

Eisenhower fælder sin dom

Endnu kunne den øverstbefalende nå at skifte mening – og slippe kampvognene løs. Ei­sen­hower bad derfor general Bradley om at vurdere, hvor store tab et lynfremstød mod Berlin ville medføre.

Som svar fik han et pes­si­mi­stisk regnestykke, som an­gav, at frem­ryk­nin­gen og den efterfølgende bykamp kun­ne komme til at koste 100.000 døde og sårede amerikanere.

“En temmelig pebret pris at betale for et prestige-projekt”, mente Bradley. “Især når vi er nødt til at trække os tilbage og lade den anden fyr rykke ind”.

Eisenhower valgte at holde fast ved sin op­rin­de­li­ge beslutning: Vestmagterne skulle ikke til Berlin. Bradley overdrog den nedslående besked til general Simp­son, der ærgrede sig resten at sit liv.

“Jeg er sikker på, at 9. Armé kunne have taget Berlin med små tab, længe før russerne nåede byen”, skrev den skuf­fe­de general.

Han tvivlede aldrig på, at Bradleys beregninger var forkerte. Og seks år efter nåede Omar Bradley til den samme konklusion.

“På det tidspunkt kunne vi for­­ment­­lig være trængt i­gen­nem til Berlin”, ind­røm­me­de han i sine erindringer, der udkom i 1951.

“Som soldater havde vi et naivt syn på briternes hang til at komplicere krig med politisk fremsyn og ikke-militære mål”.

Beslutningen var truffet og opgaverne fordelt. Simpsons 9. Armé og andre amerikanske styrker måtte nøjes med at grave sig ned langs Elben, efterhånden som de trængte frem langs floden.

Den 16. april, dagen efter Eisenhowers afgørelse om at stoppe ved Elben, gik over 1 mio. sovjetiske soldater til angreb på den tyske forsvarslinje langs floden Oder. Det var begyndelsen på Stalins stormløb mod Berlin.

USA og Storbritannien tog den største bid

Allierede styrker væltede ind i Tyskland i 1945. Amerikanske og britiske tropper besatte mere, end de måtte ifølge aftalen med Stalin.

Shutterstock

Før stormen

23. januar 1945: Sovjet etablerer brohoveder på den vestlige bred af Oder – bare 70 km fra Berlin.

Shutterstock/The Imperial War Museum

Den eneste bro

7. marts: Ved Remagen erobrer amerikanerne den eneste intakte bro over Rhinen. Nu kan de uhindret krydse floden.

Shutterstock

Ruhr falder

1. april: Ruhr-området er omringet, 370.000 tyske sol­dater ender i fangenskab.

Shutterstock

Fremstød

11. april: Efter et lynfremstød når de første amerikanere frem til Elben. De får nej til at fortsætte mod Berlin.

Shutterstock

Fri bane til Berlin

16. april: Den Røde Hær an­gri­ber Seelow-højdedraget ved Oder. Trods svære tab bryder sol­da­ter­ne igennem, vejen til Berlin ligger åben.

Shutterstock/Getty Images

“Elbe Day”

25. april: Amerikanske og sovjetiske tropper mødes ved Torgau.

Shutterstock/U.S. National Archives and Records Administration, William E. Poulson

Akavet møde midt i en dynge lig

Knap to uger efter at general Simpson fik Elben i sigte, nærmede andre a­me­ri­kan­ske tropper sig floden 130 km længere mod sydøst.

Den 69. Infanteridivision var kommet et godt stykke foran sine naboenheder, og patruljer kørte den 25. april i forvejen for at opklare, hvad situationen var længere fremme.

Løjtnant Albert Kotzebue anførte en af dem, som bestod af 26 mand i jeeps. Hvide flag hang ud af vinduerne på husene langs vejen, men han så ingen mennesker – og han vidste godt hvorfor.

En tysk borgmester havde fortalt ham, at russerne var nær. Nu frygtede de lokale tyskere, at de ville blive ofre for voldtægter og plyndringer.

Kotzebue gjorde holdt ved en gård, hvor han fandt bonden, hans kone og deres tre børn samlet omkring middagsbordet. Det så hyggeligt ud – bortset fra at alle fem var døde. De havde taget gift.

Patruljen fortsatte mod Elben, hvor de fandt en lille båd. En håndfuld soldater sprang ombord og roede over med deres geværkolber som årer.

På den anden side fandt de flodbredden oversået med døde civile. Tyske mænd, kvinder og børn lå o­ver­alt blandt væltede hes­te­vog­ne og med bagage spredt omkring sig.

Kort efter dukkede en sovjetisk patrulje op. Kotzebue gjorde honnør. Det samme gjorde de andre, hvorefter begge parter skulede vagtsomt på hinanden.

Situationen lagde ikke op til om­fav­nel­ser og kammeratlige dunk i ryggen. Klokken var 13.30, og vest havde om­si­der mødt øst midt i fjendeland – ved en flække kaldet Strehla.

I Torgau kunne de menige soldater fra USA og Sovjet feste – deres ledere var allerede fjender.

© AKG-Images

Løjtnant udforsker Tyskland

Som den første amerikaner kom løjtnant Kotzebue i kontakt med sovjetiske soldater i Tyskland, men han vandt ingen berømmelse for det historiske øjeblik.

Da nyheden om “mødet ved Elben” ryddede avis-forsiderne de føl­gen­de dage, havde en anden officer hovedrollen et helt andet sted ved Elben. Løjtnant William D. Robertson var efterretningsofficer og tilhørte samme re­gi­ment som Kotzebue.

Omkring kl. 10 om morgenen den 25. april begav han sig ud på landevejene, hvor han ville forsøge at få overblik over det kaos, som herskede overalt omkring amerikanerne: Vejene myldrede med modløse tyske soldater, frigivne allierede krigsfanger og udenlandske tvangsarbejdere.

Den enlige jeep med løjtnanten og tre menige var knap sat i gang, før de mødte de første fjender – alt fra enlige tyske soldater på raslende cykler til hele kom­pag­ni­er, som trætte og snavsede stavrede vestpå med håbløshed i deres øjne.

Robertson afvæbnede dem og stak dem en lap papir med en instruks, som de skulle vise ved den første amerikanske stilling længere fremme. Ingen forsøgte at angribe jeepen, og i landsbyerne gav tyskerne dem en venlig modtagelse.

Ved middagstid stødte patruljen på 30 britiske krigsfanger. De fortalte, at en gruppe amerikanske sårede og fanger befandt sig i en by ved navn Torgau, som lå længere fremme ved Elben.

Robertson konfiskerede et hvidt lagen fra en civil tys­­ker, og jeepen hastede mod floden.

Ødelæggelser i London efter et V-2-angreb. Briterne var trætte af krig. Da Churchill luftede muligheden for en krig mod Sovjet, mistede han magten ved valget i juli.

© Getty Images

Churchill satsede på en ny krig

“Operation Utænkelig” var det britiske bud på, hvordan en krig mod Stalin skulle udkæmpes i sommeren 1945. Planen viser, hvorfor den aldrig blev aktuel.

Storbritanniens premierminister, Winston Churchill, befalede i foråret 1945, at ge­ne­ral­sta­ben skulle udtænke en plan for krig mod Sov­jet­uni­o­nen.

Han var oprørt over, at Stalin brød sine løfter om demokratiske valg i Polen. Seks år tidligere havde briterne erklæret Hitler krig for at forsvare landets selvstændighed.

Nu tydede alt på, at Polakkerne i stedet ville blive underkastet Sov­jet­.

Et angreb på Sovjet vil være en katastrofe

“Operation Utænkelig” var kodeordet for en allieret offensiv mod Sovjetunionen med start 1. juli 1945.

Planen var udarbejdet til Churchill og forudsatte, at angrebet kom som en komplet overraskelse for russerne.

Den skulle gennemføres af briter og amerikanere, forstærket med den polske eksil-hær samt 10 divisioner af tyske krigsfanger.

Alli­gevel ville Vestmagterne være så underlegne i forhold til Sovjet, at generalerne frarådede planen.

En defensiv strategi har ingen chance

Churchill gav også sine generaler besked på at beregne, hvad der ville ske, når Tyskland var slået, og USA flyttede sine tropper til krigen mod Japan.

Den situation kunne friste Stalin til et angreb på Vesteuropa, frygtede Churchill.

Gene­ralerne forudså i deres forsvarsplan, at briterne efter et russisk angreb ville blive presset tilbage til De Britiske Øer.

Herefter var tunge bombefly det eneste våben, som ville kunne ramme Stalin.

Russere skyder på amerikanerne

Den enlige jeep ankom til Torgau uden van­­ske­­lig­­he­­der. Til gengæld kunne Ro­bert­son høre skudsalver i nær­­he­­den, længere borte rumlede ka­no­ner – de var tydeligvis på vej ind i en kampzone.

Robertson grublede over, hvordan han skulle nærme sig russerne uden at blive mejet ned. Han bandede over, at han ikke havde taget et amerikansk flag med. I stedet besluttede han at lave et selv.

Soldaterne brød ind på et apotek, hvor de fandt rød og blå maling. Hurtigt klas­ke­de de farverne på lagenet, så det med lidt god vilje lignede “Stars and Stripes”.

Flaget viftede Robertson med fra top­pen af et tårn i slottet Hartenfels, som rejste sig over Elbens vestbred. Samtidig råbte han “amerikanski”, “Russia”, “America” og “Kamerad”.

Robertson troede, at han var ved at få skabt kontakt, men han tog fejl. Snart pif­te­de skudsalver over vandet, og nedslag på mur­vær­ket overbeviste ham om, at han var målet.

Faren blev un­der­stre­get, da en pan­ser­værns­granat ramte tårnet. Løjtnanten krøb sammen bag den tykke mur, mens han desperat viftede med armene og håbede ikke at få dem skudt af.

Så stop­pe­de kug­le­reg­nen pludselig, og et grønt sig­nal­blus steg til vejrs fra den modsatte bred: Signalet, som allierede styrker skulle bruge, hvis de stødte på hinanden.

Robertson havde desværre ingen grønne blus at svare med, og soldaterne på den anden bred begyndte at skyde igen.

Den amerikanske løjtnant Robertson smilede bredt som en idiot og klap­pede russeren på knæet.

Det første møde gik i glemmebogen

Redningen blev en sovjetisk krigsfange. Ham havde Robertsons patrulje fundet i Torgau, og på tysk blev han instrueret i, hvad han skulle råbe over floden.

Efter fem minutter kunne han med­de­le Robertson, at nogle folk ville komme over. Krigsfangen gav sig til at klatre ud på det forvredne stål­­ske­­let, som tidligere hav­de udgjort en bro over Elben.

Ro­bert­son fulgte efter. Efter nogen tøven begav en russer sig den mod­sat­te vej, og møj­som­me­ligt nærmede de to parter sig hinanden.

Ude på broen kravlede Robertsen på hænder og knæ for at kunne holde fast, da en russer kom ku­ren­de ned ad et bro­fag mod ham. I dette betydningsfulde øjeblik kunne Robertson ikke finde på noget historisk at sige.

Han smilede i stedet bredt som en idiot og klappede russeren på knæet. Klokken var 16 – a­me­ri­kan­ske og sovjetiske soldater tryk­ke­de hinanden i hænderne midt i det slagne Tyskland.

I Torgau brød spontane fester ud blandt tropperne, når de russiske soldater fandt trækharmonikaen frem. Ingen hørte om Kotzebue, som et par timer før Robertson havde haft sit akavede møde med Den Røde Hær midt blandt de massakrerede tyskere på flodbredden.

Dagen efter måtte løjtnant Robertson og den første russer på broen, løjtnant Aleksandr Silvasjko, gentage scenen på broen til ære for fotograferne.

Billederne fra Torgau gik verden rundt, for de indvarslede Nazitysklands nederlag – selvom kampene fortsatte to uger mere. Tyskland var blevet klippet over på midten, og de allierede kunne tri­um­fe­re.

Kun få anede – som Churchill – at en ny konflikt spirede frem. De fleste an­dre håbede inderligt på, at verden var på vej ind i en tidsalder med fred og bro­der­skab mellem alverdens lande.

Allerede i juli 1945 tabte Churchill valget i Storbritannien, og det var op til den nye Labour-regering at stå fast over for Stalin. Verden var på vej ind i den kolde krigs tidsalder.

Læs også:

Samfund

Derfor bar tyske soldater pikkelhuer

2 minutter
Admiral Friedeburg Signs German Surrender Document
2. verdenskrig

Hitlers arvinger indleder dristigt dobbeltspil

27 minutter
Jul

Hvad var nazisternes problem med julen?

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul