Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Kampfly, skibe, illustration

Selvmordsmission skulle hævne Pearl Harbor

Hævntørsten er stor, da 16 amerikanske bombefly den 18. april 1942 stryger ind over Tokyo for at gengælde det japanske angreb på Pearl Harbor. Og piloterne ved, at de ikke har brændstof nok til at nå retur.

The Doolittle Tokyo Raiders by Robert Taylor/ © Military Gallery/www.militarygallery.com

Kun bugen af USS Oklahoma stikker op af vandet. Ovenpå sidder matroser og forsøger febrilske at skære sig gennem de tykke stålplader for at trænge ind til deres kammerater. Desperate bankelyde indefra signalerer, at overlevende er fanget under vand.

Hele flådehavnen Pearl Harbor på Hawaii er forvandlet til en brændende skibskirkegård. Japanske fly har sendt fire store slagskibe til bunds, og inde på land ligger dynger af forvredent metal, som kort forinden var række efter række af kampfly. Tykke søjler af sort røg fra de mange oliebrande sværter himlen.

Mens redningsarbejdere kæmper mod tiden i Pearl Harbor, når nyheden ud til hele Amerika og skaber chok og vrede. Med sørgebind om armen går præsident Roosevelt på talerstolen i Washington:

“I går, den 7. december 1941 – en dag, som vil blive husket som en skændselsdag – blev USA angrebet pludseligt og med overlæg. Vort land vil altid huske karakteren af dette stormløb imod os”, sværger Roosevelt, og få dage senere begynder planlægningen af en hævnaktion, som i opfindsomhed og dristighed overgår alle krigens hidtidige missioner.

Pearl Harbor, bombeangreb, 1941

Det japanske luftangreb på Pearl Harbor kostede 2.335 amerikanere livet, sænkede fire store krigsskibe og beskadigede 13 andre orlogsfartøjer.

© Imageselect

USA havde mindreværdskompleks

Forvirring og paranoia greb USA i ugerne efter Pearl Harbor. Fra alle sider indløb der rapporter om japanske fly på himlen, lurende ubåde langs vestkysten og spioner i hver en flække.

Selv højtstående officerer bildte sig ind, at en fjendtlig invasion af USA kunne finde sted når som helst.

Som modgift mod nederlagsstemningen forlangte Roosevelt et bombeangreb mod fjenden. “Krigen skal bringes til Japan”, lød hans befaling til militæret.

Umiddelbart virkede præsidentens ordre umulig. USA havde ingen baser, hvorfra fly kunne nå Japan, og en aktion med hangarskibe lignede selvmord. De strategisk vigtige fartøjer ville blive opdaget og sænket, længe før deres fly var inden for rækkevidde.

James Doolittle, 2. Verdenskrig

James “Jimmy” Doolittle: Doolittle var 45 år og oberstløjtnant af reserven, da krigen begyndte. Han blev senere forfremmet til generalløjtnant.

© Getty Images

Berømt flyver-es anførte hævntogtet

James Doolittle var både pilot og flyingeniør. Hans bedrifter i luften gjorde ham til et forbillede for alle.

Fart, spænding og en brændende fascination af fly drev i 1918 Doolittle til at blive pilot. I mellemkrigsårene satte han adskillige rekorder og modtog sin første medalje.

Herefter uddannede han sig til flyingeniør og blev dekoreret af det amerikanske luftvåben for sin forskning i flyveteknik.

Ved 2. verdenskrigs udbrud hvervede den amerikanske hærs luftvåben ham, og Doolittle tilbragte de første måneder med at analysere Europas oprustning.

Efter angrebet på Pearl Harbor blev han tilknyttet den arbejdsgruppe, der skulle finde en måde at angribe Japan på. Idéen med at lade store bombefly lette fra hangarskibe var ikke hans, men Doolittle var selvskreven til at føre den ud i livet.

En officer i flådestaben foreslog en kreativ løsning på problemet; han ville lade store bombefly lette fra hangarskibe i Stillehavet, fordi de kunne flyve langt nok til at nå Japan. Ingen havde bedre idéer, så flyve-legenden James Doolittle blev sat til at føre den vanvittige plan ud i livet.

I begyndelsen af 1942 fik tre bombe-eskadriller i USA besøg af den navnkundige Doolittle, som enhver amerikansk dreng havde hørt om. Han søgte frivillige til en hemmelig mission, som han ikke kunne sige mere om, end at den ville blive ekstremt farlig.

Flybesætningerne fik det ikke at vide, men deres eskadriller var blevet udvalgt, fordi de fløj hærens nye B-25 Mitchell.

Flyet krævede en kortere startbane end andre tomotorede bombemaskiner, og et smalt vingefang tillod – i hvert fald i teorien – flyet at lette fra et hangarskib uden at ramme kommandobroen. Doolittle fik i løbet af få minutter nok frivillige, for alle tørstede efter at hævne Pearl Harbor.

Flåden skulle lære piloter at flyve

Doolittles styrke bestod af 16 besætninger på hver fem mand, og da træningen til den kommende mission begyndte, opdagede de frivillige til deres overraskelse, at instruktørerne kom fra flåden. Flådens jagerpiloter skulle lære deres kolleger fra hæren, hvordan fly lettede fra et hangarskib.

Første lektion handlede om, at selv tungt lastede fly ikke behøvede så lang en startbane, som bombepiloterne troede.

B-25’erne lettede igen og igen, overflødig indmad blev fjernet, og mekanikere finpudsede motorer, indtil alle var i stand til at gå på vingerne fra en blot 150 m lang startbane. Så fløj Doolittles mænd til Californien, hvor kraner løftede bombeflyene op på startdækket af flådens nye hangarskib, USS Hornet.

Forstå, hvordan bombeflyene fik plads til ekstra brændstof:

Doolittle_parallax_1

Bombefly kom på slankekur

Alt unødvendigt udstyr måtte pilles ud af B-25-bombeflyene for at gøre dem lettere og give plads til ekstra brændstoftanke. Normalt havde flyene en aktionsradius på lidt over 2.100 km, men under angrebet på Tokyo ville der være over 3.000 km fra hangarskibet til nærmeste landingsplads i Kina.

Getty Images
Doolittle_parallax_2

Bombesigte

Doolittle fjernede det 25 kg tunge "Norden Bombsight", da det var unødvendigt ved angreb i lav højde.

Getty Images
Doolittle_Parallax_3

Radio

105 kg blev sparet ved at fjerne radioanlægget. Besætningen havde alligevel forbud mod at sende signaler, som fjenden kunne spore.

Getty Images
Doolittle_Parallax_4

To bomber

Normalt bar B-25'ere seks 225 kg tunge bomber, men to af dem blev udeladt for at få plads i lastrummet til en 910-liters brændstoftank.

Getty Images
Doolittle_Parallax_5

230 liter brændstof

To 38 kg tunge maskingeværer blev taget ud af plexiglaskuplen under bugen, så der blev plads til en ekstra brændstoftank.

Getty Images
Doolittle_Parallax_6

To maskingeværer

To kosteskafter skulle få det til at se ud, som om B-25'eren stadig havde maskingeværer i halen.

Getty Images

Den 2. april 1942 stod skibet til søs med sin eskorte, passerede under den berømte Golden Gate-bro i San Francisco-bugten og satte kurs mod åbent hav. Officielt var “Task Force 16”, som flåden af fartøjer blev kaldt, på vej til Hawaii for at forstærke øernes forsvar.

Men som våbenofficer og ansvarlig for klargøring af flyene kendte kaptajn Ross Greening og enkelte andre allerede missionens mål:

“Vi vidste, at næste gang vi rørte jorden, ville det være i Kina eller som krigsfanger i Japan, hvis ikke noget endnu mere dramatisk hændte os”.

Missionens mål vakte jubel

Nu kunne resten af mandskabet også få at vide, hvad de havde meldt sig til. Doolittle trådte frem foran sine flybesætninger og de medbragte mekanikere – i alt 200 mand. Luften i det trange lokale under dæk var tyk af spænding.

“Til dem af jer, som ikke allerede ved det eller har gættet det, er vi på vej mod Japan”, sagde Doolittle på sin sædvanlige direkte facon. Herefter beskrev han den livsfarlige plan.

Hornet og hendes eskorte skulle krydse Stillehavet i løbet af 17 dage, og når Japan var inden for B-25’ernes rækkevidde, ville det være tid for Doolittles 16 fly at gå på vingerne. Ingen jagerfly kunne flyve tilnærmelsesvis langt nok, så bombeflyene skulle angribe Tokyo uden eskorte og tilmed i lav højde.

Doolittle satte rekord efter rekord

Yderligere tre japanske byer var udvalgt som mål, og når bombelasten var kastet, kunne de store bombemaskiner ikke vende tilbage til hangarskibet, som så store fly umuligt kunne lande på.

Efter angrebet skulle B-25’erne derfor fortsætte mod vest. USA’s sovjetiske allierede havde sagt nej til at tage imod Doolittles styrke, fordi landet ikke var i krig med Japan, så missionens slutmål lå i Kina. Efter hurtig optankning på jorden skulle piloterne samles i Chungking.Byen lå sydøst for Shanghai og langt fra kysten, som vrimlede med japanske tropper.

“Hvis vi alle når til Chungking, holder jeg det største brag af en fest, I nogensinde har set”, lovede Doolittle.

Oppe fra dækket lød begejstringsbrøl, da Hornets kaptajn afslørede missionen for sin 3.000 mand store besætning. Udsigten til hævn løftede humøret ombord. Nord for Hawaii blev Task Force 16 forstærket med hangarskibet USS Enterprise, to krydsere og nogle destroyere.

Amerikanerne kunne intet ramme

Den 17. april blev bomberne løftet ombord på flyene, og samme aften samlede Doolittle sine folk til en sidste briefing. De skulle først lette to dage senere, men meget kunne ske inden da, så han ville have styr på hver en detalje i god tid.

Allerede ved daggry viste oberstløjtnantens beslutning sig at være klog, da det japanske patruljefartøj Nitto Maru kom til syne. Det ombyggede hvalfangerskib bevogtede havet øst for Japan for at forhindre overraskelsesangreb som ved Pearl Harbor.

“Tre fjendtlige hangarskibe i sigte”, lød et ukodet advarselssignal, som amerikanske radioer opfangede. I deres hastværk havde japanerne talt forkert, men Doolittles operation var afsløret.

Fly lettede omgående fra Enterprise for at sende Nitto Maru til bunds, mens Doolittles piloter så på.

“Det var spændende at se og høre rigtig ildkamp for første gang. Efter flere salver så jeg kanonskytterne ramme plet”, huskede Greening. Han anede ikke, at jagten var en fiasko. Først forsøgte jagerfly uden held at sænke hvalfangeren med deres maskingeværer.

"Held og lykke, og Gud stå jer bi."
Admiral Halsey, chef for Task Force 16

Så kastede styrtbombefly sig over målet uden at levere en eneste fuldtræffer. Den lette krydser Nashville måtte overtage opgaven, men skibets kanontorden gjorde blot farcen komplet. Først efter 29 minutter og 928 granater gik patruljebåden til bunds, og inden da var det lykkedes Nitto Marus besætning at skyde et fly ned.

Ombord på Enterprise skrev chefen for Task Force 16, admiral Halsey, senere en harmdirrende rapport og krævede intensiv træning til flådens piloter og kanonskytter. Men først traf han en beslutning, som fik stor betydning:

“Send flyene afsted. Til oberst Doolittle og hans tapre piloter: Held og lykke, og Gud stå jer bi”, morsede en signalampe fra Enterprise til Hornet. Angrebet på Tokyo var i gang.

Ekstra brændstof måtte ombord

Doolittles folk stod og talte om dagens dramatiske begyndelse, da en skrattende højttalerstemme afbrød dem.

“Piloter fra hæren, bemand jeres fly”, lød befalingen.

Besætningsmedlemmerne myldrede ind i deres B-25’ere, mens matroser løsnede de remme, som hidtil havde surret de store maskiner fast til dækket. I sidste øjeblik blev dunke med ekstra brændstof båret ombord, for mødet med Nitto Maru havde kraftigt forringet chancerne for at nå i sikkerhed i Kina efter angrebet.

En strid modvind blæste fra nordvest, og Hornet svingede op imod den for fuld kraft. Skumsprøjt fra det urolige hav skyllede ind over dækket, hvor matroserne måtte lægge sig ned, så vindstød på 100 km/t. ikke fejede dem over bord.

Avis, overskrift, Oakland Tribune, 2. verdenskrig, USA

Angrebet trak overskrifter i alle amerikanske aviser. Endelig var der godt nyt fra fronten.

© Timothy Hughes rare and early newspapers

Flyvelederen ventede tålmodigt, til det store skib begyndte at stikke stævnen ned i en bølgedal. Så signalerede han afgang med et lille flag, og Doolittle pressede gashåndtaget helt frem i den B-25, der holdt forrest i rækken.

Oberstløjtnanten og piloterne i de andre fly vidste, at Hornets besætning havde væddet om, hvorvidt flyene ville falde i havet eller komme i luften. Mens Doolittle rullede stadig hurtigere hen ad startbanen, fyldte havet hele hans synsfelt.

Men så begyndte skibet sin opstigning hen over næste bølge, og bombeflyet blev nærmest kastet opad, da det nåede enden af Hornet. Den kraftige modvind gav opdrift, og Doolittle var i luften. Han satte straks kurs mod Tokyo, mens de andre fly forlod hangarskibet et efter et, når havets bevægelser tillod det.

Greening lettede som nummer 11 i rækken og frygtede til det sidste, at flyets højre vinge ville ramme skibets kommandobro. Hans frirum var kun lidt over en meter, og det urolige startdæk fik flyet til at slingre. Men Greening fortsatte fremad, som han havde lært.

“Med en kraft, jeg aldrig havde oplevet før, blev mit fly nærmest slynget i vejret allerede 30 m før enden af start-banen. Et forrygende vindpres fra hangarskibets stævn drev flyet opad, og det krævede et hårdt pres fremad på styrepinden for at holde snuden nede”, skrev han senere.

Alle fly kom på vingerne uden uheld, men mødet med det japanske patruljeskib havde forvandlet et risikabelt bombetogt til noget, der lignede en selvmordsmission.

De 16 amerikanske B-25’ere fløj vestpå i lav højde over bølgerne for ikke at blive opdaget af japanske radarer. Besætningerne havde lidt over fire timer til at gruble over den situation.

“Doolittle havde sagt, at hvis vi bombede Japan i dagtimerne, ville vi efter hans beregning miste op mod 50 pct. af flyene”, huskede Greening. Derfor skulle de ifølge planen angribe om natten.

Men på grund af den tidlige afgang ville amerikanerne nå frem ved middagstid, hvor japanske jagere og luftværns-kanoner havde let ved at få øje på dem. For de fly, der slap uskadte hen over Japan, ventede en ny udfordring på den anden side.

Den tidlige afgang havde forlænget turen med over 300 km, og brændstofbeholdningen ville blive et problem. Ingen kunne længere forudsige, om flyene havde nogen chance for at nå frem til flyvepladsen i Kina.

Bombeflyenes rejse fra San Francisco til Kinas kyst

Snuppede en sandwich over Japan

Efterhånden som B-25’erne nærmede sig Japan, passerede de hen over flere og flere japanske fragtskibe og fiskebåde. Nogle besætninger vinkede til dem i den tro, at flyene var japanske.

Enkelte genkendte dem som fjenden og gav sig til at zig-zagge i desperate undvigemanøvrer. Så kom en kystlinje til syne. Snart var de første fly inde over Japan, og de havde kun kort vej til målet.

Ombord på Greenings fly forsøgte andenpiloten at løfte stemningen:

“Hr. kaptajn, skal vi ikke snuppe en sandwich? Når vi kommer hjem, kan vi fortælle, at vi fik en bid brød, mens vi bombede Tokyo”.

Greening tvang sig selv til at tage en bid, imens japanske huse og veje passerede forbi tæt under dem.

“Jeg tror aldrig, at jeg havde fløjet så lavt før. Vi kantede os gennem floddale og passerede mellem træer frem for at flyve over dem”, huskede Greening.

Pludselig hørte han den tunge, rytmiske hamren fra maskingeværerne i tårnet på flyets ryg. Han troede først, at skytten i et øjebliks vanvid havde besluttet sig for at testaffyre våbnene. Vrede ord formede sig på pilotens læber, da han fik øje på fire japanske jagere ud gennem sideruden. Den forreste brændte, for B-25’erens skytte, Gardner, havde ramt med første salve.

“Kort efter styrtede endnu en jager brændende til jorden som offer for Gardners dødbringende præcision”, så Greening.

“Hr. kaptajn, skal vi ikke snuppe en sandwich? Når vi kommer hjem, kan vi fortælle, at vi fik en bid brød, mens vi bombede Tokyo”.
Kaptajn Ross Greening

De sidste japanere lod sig falde tilbage for ikke at lide samme skæbne. Men skytten Gardner blev ved med at sprøjte projektiler mod dem, og pludselig var ammunitionsbeholdningen faretruende lav. Han måtte slippe af-trækkeren og se passivt til, mens jagerne atter nærmede sig.

Greening overvejede at smide sine bomber, for det ville gøre flyet 900 kg lettere og øge farten, men så fik han Tokyo-bugten i sigte. Han, andenpiloten og bombeskytten spejdede fremad efter det mål, som de var rejst tværs over Stillehavet for at bombe.

Doolittle var allerede på vej ind over millionbyen i det forreste amerikanske fly. Hans besætning havde fået øje på japanske jagere langt borte, men indtil videre udgjorde kanonild fra jorden den største fare.

Beskydningen var dog spredt, for selvom Nitto Maru havde opdaget Task Force 16 mange timer tidligere, kom Doolittles ankomst som en overraskelse.

Japanerne ventede først et angreb langt senere, når jagerbombere kom inden for rækkevidde. Den amerikanske stjernepilot fløj i lav højde og fandt den våbenfabrik, der var hans mål.

“Jeg trak flyet op i 350 meters højde og gav ordre til at åbne bombelemmen. Skytten Fred Braemer droppede de fire brandbomber i hurtig rækkefølge. Klokken var 12.30. Jeg dykkede tilbage ned i tag-højde og gled gennem tåge og røg i de vestlige forstæder for så at svinge sydpå ud over havet”, huskede Doolittle.

Han havde udført sin del af missionen. Om bomberne havde ramt plet, vidste ingen ombord, men nu var lasten under alle omstændigheder tom. Fra Tokyo satte han kurs mod Kina, mens de øvrige B-25’ere begyndte deres indflyvning.

Eksplosioner rystede flyet

Lige efter Doolittle ankom en bølge på tre fly, som søgte efter deres respektive mål i Tokyo. Et af dem var dog allerede i alvorlige vanskeligheder, fordi en brændstoftank var sprunget læk, og maskingeværtårnet sad fast.

Da japanske jagere gik til angreb kort efter, måtte piloten glemme alt om missionen, smide sine bomber i Tokyo-bugten og stikke af.

B-25’eren var ikke noget hurtigt fly, men det kunne alligevel løbe fra de antikverede jagere, som udgjorde luftforsvaret over Japans hovedstad. Tre angrebsbølger var allerede passeret hen over Tokyo, da Greening ankom i spidsen for den fjerde. Han skulle ramme et raffinaderi i Tokyo-bugten, men kunne ikke finde det, og de to japanske jagere bag ham udelukkede grundig eftersøgning.

Greening skulle netop til at smide bomberne et tilfældigt sted for at spare vægt, da et olieanlæg dukkede op:

“Jeg steg kun til 215 m for at smide vores “æg”, de forfølgende jagere var så tæt på, at vi ikke kunne nå højere op”.

Chester Nimitz

Admiral Chester Nimitz vandt slaget ved Midway, selvom han kun havde tre hangarskibe til sin rådighed.

© Getty Images

Japansk modangreb kostede dyrt

Doolittles bombetogt fik japanerne til at frygte flere angreb fra luften. To måneder senere forsøgte de at lokke amerikanerne i en fælde ved Midway-atollen.

En stor japansk flåde nærmede sig den 4. juni 1942 atollen Midway, der ligger midtvejs mellem Tokyo og USA’s vestkyst. Japans admiraler regnede med, at truslen mod den strategisk placerede ø ville få amerikanerne til at sende deres sidste reserver i aktion, så japanerne kunne udslette dem.

Men amerikanerne havde brudt fjendens koder, og i stedet faldt japanerne selv i et baghold. I luften over atollen rasede kampene i tre døgn, og den japanske flåde kom sig aldrig over de voldsomme tab.

I den lave højde rystede de eksploderende bomber flyet, så andenpiloten knaldede hovedet mod loftet, og blod fra en flænge flød ned over hans ansigt. Uden bombelasten kunne amerikanerne øge afstanden til de forfølgende jagere. Greening søgte ud over havet og satte kurs mod Kina.

Et efter et afleverede de amerikanske fly deres bombelast. Yokosuka-flådebasen uden for Tokyo blev bombet af et enkelt B-25, som ramte hangarskibet Ryuho, der var ved at blive bygget færdig. Fuldtræfferne skabte så store skader, at fartøjet først kom i tjeneste et halvt år senere.

Også storbyerne Kobe og Nagoya blev angrebet, for så mange japanere som muligt skulle føle Amerikas vrede. Himlen over Japan blev fyldt med eksploderende granater fra antiluftskyts-kanoner, og jagerfly halsede efter amerikanerne, men pludselig var det hele overstået, og amerikanerne forsvandt lige så hurtigt, som de var dukket op.

Til Kina med mad i munden

Samtlige 16 bombefly slap på mirakuløs vis hen over Japan uden at blive skudt ned. Den første fare var overstået, og besætningerne kunne slappe en smule af i deres sæder. Først da opdagede Ross Greening, at han stadig havde munden fuld af sandwich. Piloten havde glemt at synke den bid, som han tog under indflyvningen mod Tokyo.

fly, nedstyrtet

De fleste af Doolittles fly løb tør for brændstof og styrtede ned.

© Getty Images

Ifølge planen skulle flyene krydse det næsten 900 km brede Østkinesiske Hav og lande på flybaser sydvest for Shanghai. Men fordi turen fra USS Hornet til Japan var blevet 300 km længere end planlagt, tvivlede piloterne på, at flyene havde brændstof nok til at nå frem.

Selv hvis det lykkedes B-25’erne at krydse havet, kunne de formentlig ikke lande. Flyene skulle efter planen være ankommet i dagslys, men tidsplanen var rykket så meget, at de nærmede sig Kinas kyst i mørke.

Ingen ventede dem før næste dag, og uden oplyste landingsbaner ville det være umuligt at lande. Ombord på de amerikanske fly diskuterede besætningerne, hvad de skulle gøre.

Greening og de fleste andre besluttede, at faldskærmene var den eneste udvej. Han slog autopiloten til, rejste sig fra sit sæde og kantede sig om til flugtlugen, hvor de andre ventede.

“Før bombeskytten sprang, løftede han hånden i en afslappet honnør og sagde: ‘Vi ses, kaptajn. Tak for turen’. Så trådte han ud og forsvandt i natten”, skrev Greening senere.

De fleste B-25’ere nåede akkurat så langt, at besætningen kunne springe ud over kinesisk kontrolleret område. Efter mere eller mindre vellykkede landinger blev de samlet op kørt til kinesiske baser. Kun to besætninger faldt i hænderne på japanerne, og et enkelt B-25 måtte nødlande i Sovjetunionen, hvor de fem amerikanere blev interneret.

Hjemkomst, James Doolittle, 2. verdenskrig

Ved hjemkomsten til USA blev James Doolittle sendt på turné for at løfte kampmoralen og øge salget af krigsobligationer.

© Imageselect

Doolittle regnede med en hård straf

Hjemme i USA fordøjede hæren resultatet af den dristige operation.

“Betragtet som en luftoperation var togtet ingen succes. Alle missioner med over 10 procents tab er ikke succesfulde i vores bog, og i dette tilfælde lader alle flyene til at være gået tabt”, forklarede en general præsident Roosevelt.

Ved at ofre 16 fabriksnye fly havde amerikanerne blot forvoldt småskader, som Japan ville komme sig over i løbet af få uger – hvis ikke dage.

Imens sad Doolittle nedtrykt på en base i Kina og tænkte over, at han bar ansvaret for de store materielle tab. En af hans mænd, skytten Paul Leonard, forsøgte at muntre ham op:

“Hvad tror du, de vil gøre ved dig, når vi kommer hjem til USA, oberst?”

Doolittle svarede med et opgivende skuldertræk:

“Jeg bliver stillet for en krigsret og ender i fængsel”.

“Nej, de forfremmer dig til general og stikker dig en medalje”, udbrød Leonard.

Og det var, præcis hvad der skete. Angrebets sande værdi kunne ikke bedømmes ud fra en militær målestok. Japan blev ganske vist ikke nævneværdigt svækket, men Doolittles vovestykke løftede kampmoralen i hele USA. Amerikanerne begyndte at tro på sejr i stillehavskrigen, og for den bedrift blev flyver-esset dekoreret og forfremmet.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul