Selvmordspiloter var Hitlers sidste håb

Bomberegn falder over Tyskland

Missionen, Erich Kreul skulle udføre, havde krævet flere måneder at forberede. I de sidste år af krigen kunne Luftwaffes øverstkommanderende uroligt observere, hvordan Hitlers luftvåben kom under stadig større pres fra et kombineret britisk og amerikansk luftvåben, som formåede at tæppebombe vigtige tyske byer og industriområder.

Derfor blev en simpel, men uhyggelig idé født: I fly lastet med 900 kg tunge bomber skulle piloter i høj fart flyve deres maskiner direkte ind i allierede bombefly og stoppe truslen fra oven.

Mens Luftwaffe var lun på idéen, mødte den større skepsis hos Adolf Hitler. Selvmordsmissioner var “ikke i overensstemmelse med den tyske karakter”, mente Føreren. Hertil vurderede han, at krigen ikke var kommet til et punkt, hvor så ekstreme løsninger var nødvendige, og Føreren bekymrede sig for, at selvmordsmissioner ville “virke demoraliserende på befolkningen”.

At det alligevel lykkedes at overtale Hitler, skyldes den tyske testpilot Hanna Reitsch, der støttede planerne om at skabe en enhed af selvmordspiloter. Inden krigen havde Reitsch udmærket sig ved De Olympiske Lege i Berlin i 1936 og slået flere rekorder inden for svæveflyvning. Hendes præstationer fangede opmærksomheden hos Hitler, der beundrede hendes evner.

Den 28. februar 1944 mødtes Reitsch med den tyske fører i hans private hjem Berghof i det sydlige Bayern. Da Reitsch senere forlod residensen, gik der ikke længe, før den tyske selvmords-eskadrille så dagens lys.

Selvmordspiloter stod i kø

Efter mødet med Hitler blev Reitsch personligt involveret i hvervningen af piloter til den nyoprettede selvmordsenhed, som fik tilnavnet Leonidas-eskadrillen.

Fordi projektet var top-hemmeligt, er det sparsomt beskrevet, men kilder peger på, at selvmordspiloterne blev nøje udvalgt, da hundredvis af frivillige meldte sig, og Luftwaffe i første omgang kun søgte 70 vovemodige mænd i alderen 18-20 år.

De “heldige”, som slap gennem nåleøjet, blev straks konfronteret med deres nye opgave, når de underskrev Leonidas-eskadrillens optagelses-erklæring.

“Jeg ansøger hermed frivilligt om at blive optaget i selvmordsgruppen som en del af en menneskelig svæveflysbombe. Jeg forstår fuldt ud, at ansættelse i denne egenskab vil medføre min død”, lød ordene på papiret, som blev lagt foran de håbefulde aspiranter på den første træningsdag.

Hvordan selve træningen forløb, er historikere stadig i tvivl om, men beretninger fra krigens sidste dage giver et billede af, at pres, løgne og undergangsfølelse var udbredt blandt både officerer og menige. I sine erindringer skriver piloten Erich Kreul, hvordan ingen af de unge piloter meldte sig frivilligt til at deltage i et af de første planlagte angreb, og at officererne måtte bruge hårde ord og løgne for at overtale piloterne til at sætte sig op i deres fly.

Kommandosoldat bygger selvmordsflyet

Sideløbende med træningen begyndte Luftwaffe at udvikle Leonidas-eskadrillens selvmordsfly. Maskinen skulle være billig, driftssikker og dødbringende – en opgave, som viste sig sværere end først antaget. Hanna Reitsch måtte se sine første forsøg på at konstruere eskadrillens nye våben slå fejl, og først da Reitsch i april 1944 blev kontaktet af elite-soldaten Otto Skorzeny, fandt de to sammen løsningen. Skorzeny foreslog at ombygge en af de nye V1-raketter til et fartøj, som Leonidas-eskadrillen kunne bruge.

Tyskerne havde indtil nu brugt V1-raketterne til at terrorbombe London, og gennem sine kontakter fik Skorzeny fingre i en række raketter, som han og Reitsch fik monteret både cockpit og flyvinger på. Det nye fly fik navnet Fieseler Fi 103R.

I sin autobiografi, “Flyvning, mit liv”, beskrev Reitsch, hvordan den ombyggede raket ikke krævede særlig store evner at styre, men at lande den igen under træning krævede exceptionel kunnen, særligt fordi flyet til at begynde med ikke havde understel og landingshjul.

Under angreb ville flyet eksplodere, når det ramte målet, men i princippet kunne piloten skyde sig ud af cockpittet i sekunderne inden, og den mulighed gav piloterne et spinkelt håb om overlevelse, inden de lettede.

I sidste ende blev Fieseler Fi 103R aldrig benyttet af Leonidas-eskadrillen, som ikke blev den afgørende faktor, nazisterne håbede på. Historikere peger på, at Luftwaffe nedprioriterede idéen for at fokusere på andre projekter, hvor piloten havde bedre chance for overlevelse.

Den store plan endte som en fiasko

Selvom Nazityskland opgav idéen om den flyvende bombe, levede Leonidas-eskadrillen videre, og i krigens sidste dage i foråret 1945 blev piloterne omsider sendt på en selvmordsmission. Ordren lød på, at piloterne skulle sigte efter broer over Oder-floden, der var kontrolleret af Den Røde Hær. Formålet var at forsinke Sovjetunionens fremrykning mod Berlin.

På det tidspunkt var eskadrillens jetdrevne selvmordsfly udskiftet med gamle jagerfly i en særdeles sølle forfatning, og nogle faldt fra hinanden, allerede da piloterne forsøgte at lette. Men bruges til selvmordsmission skulle de, beordrede Hitler, og fælles for dem alle var derfor, at de blev udstyret med en tung bombe og for lidt brændstof til at kunne vende hjem.

Sammen med 35 andre piloter lettede Erich Kreul, for hvad han troede skulle blive sidste gang, i april 1945. Inden afgangen skrev han et brev til sin kone og nyfødte datter og fik sendt personlige ejendele til sine forældre.

Kreul har i sine erindringer beskrevet, hvordan han i tiden op til selvmordsmissionen havde uklare tanker og ikke forstod situationens alvor. Først da han skulle til at ramme broen over Oder-floden, gik det op for ham, hvor fuldstændig idiotisk det var at ofre livet for nazisternes regime.

I sidste øjeblik rettede han derfor flyet op. Erich Kreul turde ikke vende tilbage til sine overordnede, så den unge mand fortsatte med at flyve, indtil brændstofmåleren viste rødt, og tanken var tom. Herefter åbnede han kabinen, sprang med faldskærm ud af flyet og endte i amerikansk fangenskab.

Hvad Kreul ikke vidste, var, at stort set alle angrebene på broerne over Oder endte i fiasko. Nogle af piloterne blev skudt ned af sovjetisk antiluftskyts, og andre nåede ikke deres mål. Nazisterne påstod efterfølgende, at de havde formået at ødelægge 17 broer, men historikere har senere kunnet notere, at blot en enkelt bro blev beskadiget i Leonidas-eskadrillens angreb.

Med selvmordsangrebene i april 1945 havde det nazistiske regime desperat forsøgt at ændre krigslykken. Angrebene fik ikke den betydning, som de havde håbet, og senere på måneden, den 30. april 1945, begik Adolf Hitler selvmord.