Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

400.000 brandbomber forvandler Dresden til et flammehav

Den 13. februar 1945 kort efter klokken 22 angriber briterne den tyske by Dresden. På otte minutter vælter bomberegnen ned over byen og antænder en altfortærende ildstorm. Tusinder dør, og endnu flere er på flugt gennem gaderne, da briterne tre timer senere vender tilbage.

Aircraft Information & Imperial War Museum

Det er den 13. februar 1945. Aftenluften er kølig, og lette skyer driver over den sydøsttyske by Dresden. Dagen har budt på en forsmag på foråret, og indbyggerne har brugt den på at fejre fastelavn.

Men på vej hjem fra de berømte cafeer langs Elbens bred brydes idyllen. Klokken 21.51 begynder luftalarmernes tuden.

Sirenerne har lydt ofte de fem år, krigen har raset, men hver gang har det været falsk alarm. Indbyggerne tror derfor ikke længere på, at Dresdens smukke barokbygninger nogensinde vil blive bombet.

Alligevel piler udklædte børn og voksne gennem den gamle bydels krogede brostensgader og ned i beskyttelsesrum og kældre. Ti minutter senere dykker de første britiske fly ned mod Dresden og kaster deres markørbomber.

I dette sekund indser indbyggerne, at det ikke kun er fabrikker og jernbaneinstallationer, som står for skud, men også byens historiske centrum. En skinger stemme knitrer ud af radioen og opfordrer folk til hurtig muligt at komme væk fra gaderne og finde bedst mulig dækning.

Højt over Dresden brummer briternes bombeeskadriller uforstyrret ind over forstæderne. De 255 fly forlod for fire timer siden britisk luftrum, men trods det lange togt har de stort set ikke mødt modstand undervejs.

Det første bombefly kaldet U for Uncle åbner kl. 22.14 sine bombeluger. “Bombs gone”, lyder det over radioen, da den dødbringende last vælter ud af flyets bug og ned over Dresdens gader. Tusinder af skræmte borgere er samlet i kældre og beskyttelsesrum. De beder, græder og trykker sig sammen.

Snedig taktik narrede tysk luftforsvar

Angrebet på Dresden involverede næsten 1.500 fly. Halvdelen bombede selve byen, mens resten udførte en lang række afledningsmanøvrer i form af småbombninger og elektronisk krigsførelse, så selv tyskernes dygtigste radaroperatør ikke kunne forudsige, hvor hovedstyrken ville slå til.

Mikkel Juul Jensen

Trin 1

Hovedstyrken samles over Reading i Sydengland og flyver ind over Tyskland mellem Köln og Düsseldorf.

Mikkel Juul Jensen

Trin 2

Mosquitofly foretager et skinangreb mod Magdeburg i to bølger. Mindre grupper skinangriber Dort­mund, Bonn og Nürnberg, mens 368 Halifax-fly bomber et olieraffinaderi ved Leipzig.

Mikkel Juul Jensen

Trin 3

Lancasterfly smider klynger af aluminiums­strimler, kaldet Window, mellem Mainz og Mannheim. På de tyske radarer ligner det en stor bombestyrke.

Mikkel Juul Jensen

Trin 4

Foran hovedstyrken flyver 10 Halifaxfly udstyret med elektriske Mandrel-støjsendere, som forstyrrer de tyske radarsignaler og skjuler bombeformationerne.

Mikkel Juul Jensen

Brandbomber antænder ildstorm

Hvert syvende sekund overflyver et nyt fly Dresdens bymidte. En uendelig serie af fløjtelyde skærer gennem luften, inden de øredøvende brag runger mellem facaderne. Lufttrykket blæser selv massive jerndøre op, bygningerne skælver, og puds rasler ned fra væggene. Så følger brandbomberne.

“Det føltes, som om nogen direkte over os rystede kartofler eller kul ud på taget. Derefter kom der et hvæs og en eksplosion”, beretter skolepigen Nora Lang, der rædselsslagen gemmer sig i kælderen under familiens boligblok.

Tusindvis af magnesiumbomber ramler gennem hustagene og antænder et utal af småbrande. På otte minutter smider briterne 881 tons bomber og vender snuden mod England. I gaderne har Dresdens brandvæsen ikke en chance for at få ilden under kontrol.

De første, eksplosive bomber har smadret bygningerne til splinter, som nu er lette at antænde. De mange brande smelter sammen, og temperaturen nærmer sig 1.000 grader. Den varme luft begynder at stige til vejrs. En søjle af ild rejser sig over Dresden og skaber et vakuum under sig.

Brandbomberne lå tæt pakket i klynger, og briterne smed dem umiddelbart efter de kraftige, eksplosive bomber.

© Polfoto/Ullstein Bild & Imperial War Museum

Ilten suges glubsk ud af gaderne, hvilket den 21-årige ingeniørstuderende Berthold Meyer oplever på nærmeste hold:

“Mine lunger gispede. Mine knæ sank sammen. Det var skrækkeligt. Enkelte, især de gamle, begyndte at sakke bagud. De satte sig apatisk på gaden eller på dynger af murbrokker og omkom simpelthen af kvælning”.

Træer og hjælpeløse mennesker flås ind i ildstormen, som rasende æder alt på sin vej. Varmen er så intens, at bygninger og mennesker antændes uden at være i direkte kontakt med flammerne.

De fornuftige omslynger sig med våde tæpper og flygter ned mod Elben. Andre begynder at redde personlige ejendele ud af deres lejligheder, da de tror, at der ikke kommer flere bomber.

Men de tager grueligt fejl.

Troppetransport årsag til bombning

Verdenskrigen virkede i de første fem år fjern for Dresdens indbyggere. I de omkringliggende landområder faldt der et par bomber i ny og næ, men aldrig noget, som for alvor gjorde skade. Fronterne lå langt væk, og de britiske bombefly havde ikke rækkevidde til at nå helt til Dresden i det østligste Tyskland.

Men i løbet af krigen skiftede billedet, og Dresdens skæbne kom til at gå hånd i hånd med udnævnelsen af Arthur Harris til chef for briternes bombekommando i februar 1942. Harris præsenterede med det samme en ny strategi kaldet “sektorbombning”.

Hidtil havde briterne foretaget præcisionsbombninger, men ni ud af ti gange missede bomberne deres mål. Harris indså, at flyene ikke var i stand til at bombe præcist nok.

Hans løsning var, at “det var bedre at bombe alting end ingenting”, og beordrede i stedet til at tæppebombe et givent område, oftest bykerner, med brandbomber. Derudover lod Harris bombeflyene angribe i to bølger adskilt af halvanden time.

Erfaringerne viste, at det øgede chancen for at skabe en altødelæggende ildstorm. Det måtte Hamborgs indbyggere sande, da et britisk dobbeltangreb den 27. juli 1943 startede en voldsom ildstorm, som dræbte over 40.000 mennesker.

Dresden blev kaldt Elbens Firenze, og byens promenader langs Elbens bred var yndede turistmål i 1800-tallet.

© Getty images & Scala/BPK

Dresden var Elbens perle

Mod slutningen af 2. verdenskrig var Dresden en af de få tyske byer, som endnu ikke var bombet til grus.

Byen havde været en perle ved Elben siden 1697, hvor den saksiske Prins Frederik August kronedes til August 2. af Sachsen og Polen.

Monarken var inspireret af renæssancens Italien og havde brug for en imponerende hovedstad i sit rige. Valget faldt på Dresden, hvilket var godt nyt for byens håndværkere og kunstnere.

Snart skød sandstenspaladser og kirker op, og 1734 stod den smukke protestantiske Frauenkirche færdig.

Kirkens høje kuppel dominerede Dresdens skyline de efterfølgende 200 år og var et symbol på byens rigdom. August 2.s efterfølger, August 3., fortsatte forskønnelsen.

Han anlagde storslåede promenader, som var blandt Europas flotteste, og Dresden fik med tiden tilnavnet “Elbflorenz” – “Elbens Firenze”.

Byen var et yndet rejsemål i 18- og 1900-tallet, og turister fra hele Europa flokkedes hertil. Deriblandt også mange briter, og Dresdens indbyggerne kunne derfor ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, at deres by nogensinde ville blive udsat for et britisk bombeangreb.

Dobbeltangrebet var en stor personlig succes for Harris, og briterne gik nu specifikt efter at skabe en ildstorm, hver gang de bombede.

I sommeren 1944 var tyskerne under tilbagetrækning på alle fronter. De øverstbefalende drøftede derfor muligheden for at tvinge Hitler til overgivelse ved et gigantisk bombeangreb mod Berlin.

Det blev dog kun ved snakken, for den 16. december 1944 iværksatte tyskerne en offensiv i Ardennerne. 200.000 soldater og 600 tanks blæste igennem de allieredes linjer i Belgien for at nå ud til Atlanterhavet.

Selv om tyskerne blev stoppet hurtigt, beviste offensiven, at Det Tredje Rige langtfra var slået, og at tyskerne ville kæmpe om hver en centimeter. De allierede var rystede. Ideen om udelukkende at bombe Berlin blev droppet. I stedet skulle forbedrede Lancaster-fly bombe moralen ud af både Berlin og de øvrige tyske byer.

Den britiske luftmarskal Charles Portal forestillede sig, at “massive ødelæggelser kan skabes, hvis hele angrebet bliver koncentreret mod en enkelt stor by, som ikke er Berlin. Effekten vil være særlig stor, hvis byen endnu ikke er ramt”. I den henseende virkede Dresden som et oplagt mål. Byen var Tysklands 7.-største og stort set uskadt.

Men vigtigts af alt var den et transportmæssigt knudepunkt i forsvaret af østfronten. Hver dag bumlede troppetog igennem Dresden på vej til slagmarkerne, mens tusinder af flygtninge slæbte sig den modsatte vej.

Den Røde Hær stod kun 113 km fra byen, og de allierede ønskede at hjælpe fremrykningen. Efterretninger anslog, at tyskerne kunne mobilisere en halv million mand omkring den 15. februar.

Mange af tropperne skulle igennem Dresden, og et massivt angreb mod byens jernbane ville forsinke dem betragteligt. Men bombekommandoen ville ikke nøjes med at bombe jernbaneinstallationer omkring Dresden.

Ved at bombe byens centrum kunne man også sætte kommunikationscentraler ud af spillet og, vigtigst af alt, skabe kaos i civilbefolkningen.

Tyskernes vilje til at kæmpe videre skulle knækkes og på den måde fremskynde sejren. De allierede håbede at lamme hele regionen, og Harris skrev i et brev til Winston Churchill, at han ville “bombe Tyskland endegyldigt fladt”.

Premierministeren godkendte operationen i slutningen af januar 1945. Berlin, Dresden og Chemnitz skulle angribes hurtigst muligt, og den 13. februar var vejrforholdene omsider egnede til et togt mod Dresden.

Byen skulle angribes to gange på tre timer – Et dobbeltangreb lige efter Arthur Harris’ hoved.

Andenbølgen fuldender infernoet

Ildstormen står som en skorsten over Dresden. Søjlen af varm luft har været synlig de sidste 160 km, da den anden bølge af britiske bombefly sværmer ind over byen kl. 1.07.

Kilometerhøje røgskyer rejser sig og forstyrrer sigtet. Den voldsomme varme fra ildstormen kan mærkes i cockpittet mere end tre km oppe. På jorden går det op for Dresden-borgeren Christian Just, at flere bomber er på vej:

“Pludselig hørte vi sirenernes fjerne tuden fra de sydøstlige forstæder. Luftalarm! Nogle mennesker skreg: 'Åh nej, ikke igen!' Derefter begyndte et scenarie, der indprentede Dresdens inferno i mit sind: motorlarm, bombernes susen, det øredøvende drøn fra bomberne, et øjebliks stilhed og derefter det samme om igen og igen og igen!”

Det er et regulært slagtehus. Elektriciteten er gået. Sirenerne virker ikke i centrum, og angrebet kommer derfor uden varsel for de fleste. Mange dør i flugten gennem gaderne.

Andre, mens de er ved at redde deres ejendele. En anden af byens indbyggere, Gerhard Erich Bähr, når akkurat at kaste sig ned i sin kælder, da bomberne atter falder:

“Væggene vaklede, mursten brasede ned over os. Luften var fuld af støv, vi kunne ikke trække vejret. Mine ben var begravede. Oven på dem lå en firkantet stenblok, en kuffert og en tyk grå sæk, der føltes våd. Jeg prøvede at trække den væk for at komme ud og opdagede, at det ikke var en sæk, men en mand uden hoved”.

Andenbølgens 1.175 ton brandbomber får ildstormen til at tage yderligere til i styrke. Brændende træbjælker fyger gennem luften. Gnister og flammer regner ned overalt. De truer hvert sekund med at blænde eller lemlæste de flygtende, som kæmper for at finde ud af den gamle bydels labyrint af gader. En af disse er 18-årige Gertraud Freundel:

“Ildstormen hylede udenfor. Det blæste vildt, og vinden trak os ind mod byen. Far havde et fast greb i min arm. Vi blev nødt til at krydse dette infernalske uvejr, der rasede ned ad Reichstrasse med storm og ild. Jeg var skrækslagen og tøvede, men far trak mig og bønfaldt mig, mens han råbte gennem vindens brøl: 'Vi skal igennem dette'”.

Heden er så voldsom, at asfalten i vejene smelter. Nogle mister deres sko i den tykke tjæregrød og spræller af sted, indtil deres fødder er så forbrændte, at de ikke kan fortsætte.

Overlevelse afhænger af fodtøjet, for mens de, der bærer tætsnørede solide støvler, har en chance for at klare sig ud af infernoet, fortæres de øvrige af flammerne.

Manglende luftforsvar koster dyrt

Da de allierede besluttede at bombe Dresden, havde de ikke forestillet sig, at angrebet ville blive et af historiens voldsomste. Flere faktorer var medvirkende til ødelæggelsernes omfang.

Først og fremmest var byens luftforsvar stort set ikkeeksisterende. Dresdens antiluftskyts var pakket sammen og sendt til det tætbombede Ruhrdistrikt et par uger tidligere.

Dertil kom, at tyskerne som følge af brændstofmangel så vidt muligt holdt deres jagerfly på jorden, indtil de var helt sikre på, hvor briterne ville bombe. Det stod så galt til med olieleverancerne, at Luftwaffes fly blev trukket ud på startbanen af heste og okser. De britiske bombefly kunne derfor uforstyrret overflyve Dresden, mens deres last faldt ubønhørligt mod jorden.

For det andet var byens bunkere og beskyttelsesrum mangelfulde og dårligt konstruerede. De fleste var uden brandsikre vægge og døre samt ventilation, der skulle sørge for, at ilt cirkulerede og giftige gasser blev holdt ude. Manglerne betød, at ildstormen sugede al ilt ud af beskyttelsesrum og kældre og kun efterlod livsfarlig kulilte at indånde.

For det tredje var det hovedsageligt kvinder, børn og ældre, som befandt sig i Dresden. De var mindre tilbøjelige til at forlade kældrene og slukke ilden i deres lejligheder, og derfor nåede ildstormen nåede sit altødelæggende omfang.

Endelig var briterne blevet eksperter i ødelæggelse. De havde enorme mængder fly og bomber til rådighed mod slutningen af krigen. Dertil kom, at de havde startet ildstorme i flere tyske byer inden Dresden og udviklet det koldblodige dobbeltangreb til perfektion.

Fanger graver efter lig i kældrene

Dagen efter hænger røgen grå og beskidt over Dresden. Disen er så tæt, at mange ikke opdager, at det er blevet morgen. Ironisk nok har dagen navnet “askeonsdag” i den kirkelige kalender og markerer begyndelsen på 40 dages faste frem mod påske.

For Dresdens indbyggere har den en noget mere dyster betydning. Brandene raser stadig overalt, mens overlevende og redningshold kæmper sig vej mellem ruinerne. Mange steder er det stadig for varmt at færdes, og de overlevende mødes af groteske og forfærdelige syn.

Margret Mayer havde dagen inden set frem til at blive gift. Nu leder hun fortvivlet efter sin forlovede og ser kogte lig i springvandene:

“Fra nogle af brokkerne stak arme, ben og blotlagte kranier op. Springvandene var fyldt til randen med døde mennesker. De fleste så ud, som om de var blevet pustet op, og havde store gule og brune pletter på deres kroppe. Deres tøj glødede stadig”.

For Dresdens indbyggere er anstrengelserne langtfra overstået. Klokken 12.17 summer 316 amerikanske B17-bombefly ind over de brændende ruiner. De er blevet omdirigeret til Dresden, da skydækket er for tæt over deres primære mål.

Arthur Harris er stadig forhadt for sin bombestrategi under 2. verdenskrig. Hans statue i London har været udsat for hærværk gentagne gange og bevogtes nu døgnet rundt.

© Topfoto

Harris blev lagt for had

Arthur Harris er stadig forhadt for sin bombestrategi under 2. verdenskrig. Hans statue i London har været udsat for hærværk gentagne gange og bevogtes nu døgnet rundt.

Efter angrebet på Dresden gik den nazistiske propagandamaskine i gang. Tyskerne satte konsekvent et ekstra nul på alle tal, der udgik af byen, for at vinde sympati.

Schweiziske og svenske aviser skrev efterfølgende, at op mod 200.000 blev dræbt i Dresden. Billeder af forbrændte børn fremstillede briterne, og især bombekommandoens chef Arthur Harris, som skruppelløse mordere.

I begyndelsen af 1945 ville især amerikanerne have bombekommandoen til at fokusere på at angribe specifikke olieraffinaderier i stedet for at områdebombe tyske byer.

Harris blev rasende og truede med at trække sig som chef for bombekommandoen, da han mente, at angreb mod civilbefolkningen var den eneste måde at knække tyskerne på.

Ledelsen gav efter, og Harris fik lov til at vælge de mål, han ville – hvilket, ifølge hans kritikere, alt for ofte betød, at bombekommandoen udførte koldblodige dobbeltangreb mod tyske byer. Efter bombningen af Dresden skiftede det politiske klima i England. Winston Churchill var bekymret for, hvordan omverdenen opfattede briternes handlinger.

“Tidspunktet er kommet, hvor spørgsmålet om kun at bombe tyske byer for at indgyde rædsel skal genovervejes. Ellers overtager vi et fuldstændigt ødelagt land”, forklarede han Harris og bad ham neddrosle antallet af bombetogter.

Der var dog aldrig noget krav fra den britiske befolkning om at stoppe bombningen – især ikke, når tyske V1- og V2-raketter regnede ned over Sydengland hver nat.

Efter krigen haglede kritikken fortsat ned over “Bomber” Harris, som blev kaldt krigsforbryder. Til sidst blev det for meget for ham, og efter at have udgivet sine erindringer flyttede han til Sydafrika.

Yderligere 782 tons bomber regner ned over Dresdens hårdt prøvede og skrækslagne indbyggere.

De største brande er ikke slukket før dagen efter, og i de følgende uger rydder 2.000 værnemagtssoldater og 1.000 krigsfanger de blokerede gader og tømmer kældre og beskyttelsesrum for kulilteforgiftede lig.

Det er et makabert arbejde. Krigsfangerne sammenligner det med at arbejde i en mine, hvor det er menneskekroppe, man graver efter i stedet for mineraler. 21 km2 af Dresden er omdannet til ruiner. 12.000 bygninger og 200 fabrikker er ødelagt, og i alt 25.000 personer omkommet, mens dobbelt så mange er blevet hjemløse.

Den 21. februar afspærres Dresdens gamle torv og omdannes til et gigantisk krematorium, hvor ligene brændes, så smitsomme sygdomme ikke breder sig.

Til trods for bombningens voldsomhed og de høje tabstal lykkes det hverken at stoppe troppetransporterne til østfronten eller knække tyskernes moral. Efter to uger er togdriften gennem Dresden tilbage på normalt niveau, og indbyggerne forbliver loyale over for Hitler til den bitre ende.

Dresden er den eneste tyske by, der otte dage efter hans død stadig flager med hagekors, inden byen den 8. maj endegyldigt falder til russerne.

Læs også:

Pius 12 Holocaust vatikanet
Holocaust

Vatikan-notat: Jøderne overdriver nazi-massakrer

2 minutter
2. verdenskrig

Den brændende by viser piloterne vej

1 minut
special air service in jeeps
2. verdenskrig

Hvor gammel er Special Air Service?

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul