April 1945: Øjenvidner til Berlins fald

Stormen på Berlin begynder

FREDAG DEN 20. APRIL Den Røde Hær har indledt offensiven for fire dage siden. De første granater falder i byen. I Førerbunkeren fejrer Hitler fødselsdag med en snæver kreds af gamle støtter.

Ernst Bittcher: “Efterhånden som russerne nærmede sig Berlin, blev vi flakskytter omskolet. Nu skulle vi ikke længere skyde efter fly, men efter mål på jorden.

Jeg skulle sidde på en fremskudt post og udpege mål via en felttelefon, der fik strøm fra en cykel.

En af vores sidste stillinger var ved Teltowkanalen. Jeg klatrede op i fotofabrikken Zeiss Ikons tårn ved kanalen for at finde fjendtlige mål.

Med ét letter tågen, og på den anden side af kanalen ser vi 20 russiske kampvogne parkeret side om side med kanonerne rettet mod mig.

Hen over løbene havde de spændt en snor og hængt uniformer til tørre. Med ét bevægede kanonerne sig, og tårnet fik tre fuldtræffere. Jeg flygtede ned ad trapperne”.

Alfred Lieball: “En bombe slog ned i vores ejendom, mens vi sad i vores kælder nær Alexanderplatz. Facaden og trappen stod endnu, men to værelser blev sprængt væk.

Et af værelserne havde været min fars stoflager – han var skrædder – og nu lå rullerne hulter til bulter mellem murbrokkerne. Så tog vi fat på at samle stofrullerne sammen.

Vi var de første, der indrettede os her i kælderen, men få dage senere blev hele befolkningen opfordret til at opholde sig i beskyttelsesrummene hele tiden”.

LØRDAG DEN 21. APRIL Den Røde Hær når Berlins forstæder. Joseph Goebbels slår i radioen fast, at byen skal forsvares til det sidste.

Hans Müncheberg: “Sammen med SS skulle vi forhindre Den Røde Hær i at omringe Berlin. Vi blev sat ind nordvest for Spandau. Stillingen var umulig at holde, og de første af mine kammerater omkom.

Vores klasselærer var ved flakforsvaret, men han ville være sammen med sine drenge. En fuldtræffer rev hans ene ben af. Vi forsøgte at redde ham, men han forblødte for øjnene af os.

Han gav klassens ældste elev ordre til, at vi skulle drage til Slesvig-Holsten: 'Jeg overdrager dig kommandoen. Forsøg at komme til Plön. I efterlader mig her. Det er en ordre!'

SS-folkene var allerede stukket af, og vi var alene på dette afsnit af fronten. Russerne affyrede stalinorgler mod os, og når sådanne raketter slår ned i en skov, flyver granat- og træsplinterne… Vi måtte trække os tilbage”.

Alfred Lieball: “Rationeringssystemet var brudt sammen. Enhver måtte sørge for at samle forsyninger og lave måltider, som ikke findes på noget spisekort: tørt brød med koldt kød overhældt med marmelade, serveret med kostbar rødvin drukket af en skåret kaffekop.

Vinen fik vi, da værtshuset i gaden åbnede sin kælder. De sortklædte SS-folk lå omgivet af flasker. Lige så god vinen var, lige så forfærdelige var samtalerne.

Særligt kvinderne udmalede, hvad der ville ske dem, når russerne kom. Jeg vil aldrig glemme en sætning, som en af disse klagende kvinder sagde: “Tørt brød vil jeg spise til mine dages ende, hvis jeg overlever dette”.

SØNDAG DEN 22. APRIL Berlins brandvæsen forlader byen med 1.400 køretøjer.

Alfred Lieball: “Blandt alle dem, som kom ned i vores kælder, var en gammel mand i lysebrun uniform. En såkaldt guldfasan – en nazist fra de første dage. En fra opgangen præsenterede ham som sin onkel. Han gav sig selv opgaven at lede forsvaret af kælderen, og ingen sagde ham imod. Han forklarede, at han om dagen var ved fronten. Om aftenen ville han stå til vores disposition. Med vin i koppen pralede han med, at han havde lært de unge, hvordan man ser fjenden lige i øjnene og skyder”.

Helga Kreutzmann: “Min far og tre mænd hørte BBC. Sådan fandt de ud af, hvor fronten gik. Vi forstod, at Den Røde Hær kom nærmere. Min mor lavede en hvid fane ud af et lagen, som tre-fire mænd skulle sætte på taget. Men de holdt sig nøje underrettet, så de ikke gjorde det for tidligt. De var klar over, at SS kunne opdage det”.

Voldtægt og venlighed

MANDAG D. 23. APRIL SS-folk henretter desertører i gaderne for at højne moralen. Den Røde Hær når frem til bydelen Karlshorst.

Helga Kreutzmann: “Så skete det. Russerne kom til Karlshorst. Kort før besvimede flere kvinder i bunkeren, men mændene beroligede dem: “Hos os vajer den hvide fane!” Bunkeren blev ikke beskudt. Min far tog imod russerne og sagde: 'Her er alt i orden. Kom bare ind'. Alle måtte aflevere deres ure til russerne”.

Christa Ronke: Fru D. kom ind med en flyveseddel, hvor der stod følgende: 'Befaling fra rigskommissæren for forsvaret, dr. Goebbels: Byen Berlin vil blive forsvaret til det sidste. Kæmp med fanatisk sammenbidthed for jeres hustruer, børn og mødre! Vi vil bestå – og så videre'.

Folk siger, at vi har sluttet fred med Amerika og England, og at vi nu kæmper sammen med dem mod russerne. Ingen ved noget med sikkerhed, for radioen er død”.

ONSDAG DEN 25. APRIL. Den Røde Hær lukker ringen om Berlin. Soldaterne voldtager og plyndrer i bydelen Dahlem i Berlins vestlige udkant.

Christa Ronke: “Vi lever kun i kælderen og tør ikke gå ud. Midt på dagen så jeg ud ad vinduet tre soldater i fremmede uniformer.

De første russere. Ganske ophidset kaldte jeg på de andre i kælderen. Lidt senere bankede det på døren. To russere.

En af dem så godt ud og var venlig. De spurgte efter tyske soldater. Så gennemsøgte de alt, pegede på mor og mig – mente vel “mor og datter” – og gik igen.

Måske er russerne alligevel helt fornuftige? For en sikkerheds skyld gemte jeg mit ur i papirkurven.

Straks efter kom de næste. En soldat med bind for det ene øje trak mig ud af værelset. Mor bønfaldt ham, men hun blev skubbet tilbage. J

Jeg ville forsvare mig, men han greb straks sin pistol. Omtumlet af afsky, men på en måde også glad for at være i live vendte jeg snart efter tilbage til min mor og de andre, der trøstede mig.

Da russerne var væk, overvejede mor og jeg hurtigt, om jeg skulle spille “gammel, syg kone” eller “dumt, sygt barn”. Det barnlige lå mere til mig.

Jeg flettede mit hår og rev mine to kunstige fortænder ud – dem havde jeg slået ud ved en ulykke. De næste russere grinede jeg tandløst til, mens jeg lå på madrassen.

Min mor gav den som “gammel kone” og græd fortvivlet: 'Barn meget sygt'. Russerne drejede rundt uden at vise interesse – en af dem gav mig ovenikøbet et stykke brød.

Fru H. og frøken S. blev hentet for anden gang af russerne, selvom de havde forsøgt at gemme sig”.

En vandretur gennem Rigsdagen

FREDAG DEN 27. APRIL De russiske soldater i Dahlem fejrer sejren. Foran Rigsdagen er alt endnu fredeligt.

Christa Ronke: “Denne nat var helvede løs i Dahlem. Det siges, at Stalin har givet sine soldater tre dage, hvor alt er lovligt – som belønning for erobringen af Berlin.

I Dahlem bor flere højtstående nazister. Derfor rasede russerne særligt ud her. De farligste var de fulde. Snapsen fandt de i kældrene”.

Ernst Bittcher: “Der skete ikke noget som helst på Königsplatz, så jeg havde tid til at strejfe omkring.

Jeg gik ind i Rigsdagens ene tårn og nåede op på taget, hvor man kunne kigge ud over byen. Her stod et tungt maskingevær. Pludselig råbte to soldater:

'I dækning! Snigskytter!' Jeg gik en etage ned. Her var ikke et øje. Så nåede jeg til et rum fuld af arkitekturmodeller. Man kunne stikke hovedet op i dem.

Det var sikkert en del af udstillingen om nyindretningen af Berlin til Germania. På hylderne stod masser af små buster. Jeg tog et pigehoved – med meget dårlig samvittighed.

En etage længere nede kunne jeg se, at en henrettelse var i gang. Med ryggen til stod en desertør. Foran ham står pelotonen og gør sig klar.

I samme øjeblik falder russiske granater over Rigsdagen, og desertøren kunne undslippe”.

Tyskland bryder sammen, Hitler gifter sig

LØRDAG DEN 28. APRIL Den Røde Hær får efter et døgns hårde kampe kontrol over Alexanderplatz.

Alfred Lieball: "Denne aften havde alle følelsen af, at vendepunktet var kommet. Ingen havde lyst til at sove, selvom det var tid, og så kom de første kolbeslag mod kælderdøren.

Befrielsen skete uden advarsel. Beskidte og stinkende skikkelser gennemsøgte kælderen for tyske soldater. De fandt ingen.

Og den eneste, som havde bebudet sin modstandsvilje, den gamle nazist, var nu som en sitrende olding. Den flotte lysebrune uniform havde han skidt i.

Lige netop min mor havde skaffet dette nazirelikvie af vejen; det kunne have betydet hans dødsdom. Heller ikke nu havde nogen lyst til at tage hævn.

Alle var bange, men i vores kælder skete ingen voldtægt eller mishandling. 'Uri, uri' – altså vores ure – måtte vi aflevere, men jeg var ligeglad. Nu kom en ny tid, hvor jeg kunne være fri og leve. Det vidste jeg'".

Hans Müncheberg: “En del af min skoleklasse slap via en sprængt jernbanebro over Havelfloden. Nye kampe opstod. Vi nåede Charlottenburg, hvor min kammerat blev dræbt af en snigskytte, og nu var jeg alene.

Gaden kunne man ikke gå på, så jeg løb gennem en baggård, sprang over en mur og nåede en ny gade og forsøgte at finde ud af, hvor der blev skudt – for dér gik fronten.

Jeg stod ved et gadekryds ved et værtshus og kiggede forsigtigt rundt om hjørnet. I samme øjeblik kiggede en ung russisk soldat frem fra den anden side.

Jeg havde et stormgevær, og han havde en maskinpistol med stor ammunitionstromle, men vi var begge frosset fast af skræk. Det var som den her leg, hvor man ikke må blinke.

Måske blinkede jeg først, og så blinkede han. Så nikkede han, og jeg nikkede, og så tog vi begge et skridt tilbage og ventede, men ingen af os kiggede frem igen.

Fra dét øjeblik havde fjenden fået et ansigt: Han var blond, havde blå øjne – måske en ukrainer – og lignede slet ikke det billede af en vild mongol, som jeg havde set i nazisternes propaganda. Han var som mig!”

SØNDAG DEN 29. APRIL. I Førerbunkeren gifter Adolf Hitler sig med sin elskerinde, Eva Braun. Dele af byen nyder freden; andre kæmper endnu.

Christa Ronke: “Vejret er herligt, og jeg har lagt mig i haven for at sole mig. Hvor er det dejligt at lukke øjnene og drømme om en verden uden bomber, frygt og sult”.

Hans Müncheberg: “Jeg fandt mine kammerater i Radiohuset i Masurenallee – dem, der havde overlevet. 10 ud af klassens 30 elever var døde.

Situationen var meget sær: Radiohuset var på tyske hænder, mens Messeområdet på den anden side af gaden allerede var erobret af Den Røde Hær.

Vi drenge fortalte en af reporterne, hvordan vi under en indsats var gået gennem U-bane­tunnel­lerne og nået frem til et boligområde, der stadig var tysk kontrolleret”.

Stille dage i Rigsdagen

MANDAG DEN 30. APRIL Adolf Hitler begår selvmord. Nyheden holdes hemmelig.

Ernst Bittcher: “Ved frokosttid begyndte en vanvittig beskydning af Rigsdagen og Königsplatz. Jeg kravlede i dækning i Rigsdagens varmekælder. Bygningen skælvede.

Efter en time hentede en SS-soldat mig ud. “Kom med mig til køkkenet”, sagde han. Dér skulle jeg vente på, at nogle damer havde smurt en stabel madder, som blev pakket i to kufferter.

Så skulle jeg, der var en fej hund, bringe mad frem til de tyske soldater, der havde indrettet sig i indenrigs­ministeriets kælder på den anden side af pladsen.

Ministeriets øvre etager var allerede indtaget af russerne, men der lød ingen skud. Tyskerne i kælderen var formentlig faldskærmsjægere, der havde trukket sig tilbage.

Jeg løb over pladsen tre gange den dag. Først med madderne, så med to kander kaffe og til sidst med pansernæver.

Den sidste gang lagde vi os ved et vindue, for vi havde hørt lyden af en russisk kampvogn. Formentlig skulle den nedkæmpe vores modstandslomme.

Den standsede, drejede tårnet og sænkede kanonløbet. Min sidemand affyrede sin pansernæve. Granaten udløste en masse støv, så vi ikke kunne se en pind.

Kun skrigene fra de arme mennesker i kampvognen hørte vi. Så gik lugen op. Panserkommandanten ville stige ud. Vi greb vores våben og skød på én gang.

Afstanden er vel otte meter. Efter krigen havde jeg forfærdelige samvittighedskvaler, men alle fortalte mig, at det var ham eller os. Han behøvede bare at trykke på knappen – så havde vi været færdige.

Da overløjtnant Richter ud på aftenen hørte, at jeg havde været over Königsplatz tre gange, sagde han “Kom, vi henter EK’er” – jernkors. Han ville også selv have et.

Vi gik gennem Tiergarten til flakbunkeren ved Zoologisk Have. På vejen mødte vi hverken ven eller fjende”.

Håbet om flugt lever

TIRSDAG DEN 1. MAJ: Radioen offentliggør nyheden om Hitlers heltemodige død i kampen for Tyskland. Berlin bereder sig på kapitulationen.

Ernst Bittcher: “Næste morgen gik jeg tilbage mod Rigsdagen. Igen gik jeg gennem Tiergarten uden at se en eneste russer.

Parken bliver ofte beskrevet som en kampplads, men den var stille som “orkanens øje”. Jeg nåede til Siegessäule, hvor nogen sagde, at Hitler var faldet i kamp. Men før sin død havde han giftet sig.

Tænk, at denne halvgud havde giftet sig og afsløret sig som en småborger, som et helt almindeligt menneske!?

Jeg tænkte på at begå selvmord. Alle mine forsøg på at slippe ud af byen via U-banetunnellerne var mislykkedes, og om aftenen tog jeg sammen med to-tre kammerater til Bellevueslottet.

Døren til varmekælderen stod åben. Gulvet var oversvømmet. SS-mænd og -kvinder sad overskrævs på kedlerne og forsøgte at fjerne mærkerne fra deres uniformer”.

Hans Müncheberg: “I Radiohuset hørte vi den løgnagtige nyhed om, at Hitler havde været hos de kæmpende soldater ved Zoobunkeren.

På vej tilbage til Rigskancelliet var han blevet ramt af en granat og havde lidt heltedøden. Det stod klart, at Berlin måtte kapitulere, og de, som ikke ville overgive sig, samledes bag Radiohuset.

Flere hundrede mennesker. Natten til den 2. maj begyndte udbrudsforsøget. Det var især soldater fra Værnemagten og SS. Guldfasanerne så jeg ikke, men de kan godt have været der.

Mine kammerater og jeg fik til opgave at gå ved siden af kolonnen og beskytte den. Kolonnen drejede af mod nordvest for at komme over Charlottenbrücke, der stadig var intakt og førte til Spandaus gamle bydel.

Problemet var, at Den Røde Armé kunne beskyde broen. Man kom kun levende over, hvis man løb og var heldig eller gik i ly af en kampvogn.

Hårdt såret i en villahave

ONSDAG DEN 2. MAJ Berlin opgiver kampen og lægger våbnene. Udbrudskolonnen fra Radiohuset forsøger at finde vej mod vest.

Hans Müncheberg: “Jeg kom uskadt over broen, men i Spandau løb jeg ved siden af en flammekastervogn, som fik en fuldtræffer.

Den eksploderede, og jeg blev slynget gennem en dør, gennem huset og ud i baggården. Jeg kom væk fra min gruppe, men blev fundet af en officer.

'Nu hører du til min gruppe. Træd ind i geleddet', sagde han og gav mig og en soldat besked på at undersøge, om vi kunne komme videre ad gaden.

Vi kom gennem et beboelseskvarter. 'I dækning!' skreg soldaten. I samme øjeblik slog granaten fra en godt gemt T-34 ned ved siden af mig.

En granatsplint ramte min hjelm, en anden splint gik gennem min venstre overarm, og en tredje borede sig ind i brystet. Jeg blev liggende bevidstløs”.

Ernst Bittcher: “Om morgenen hører vi glade russiske stemmer uden for varmekælderen. De vil os ikke noget ondt, kun have vores 'Uri, uri'.

Og sådan blev vi taget til fange. Vi går i lange kolonner til Kleist Park, hvor fangerne blev samlet. Derfra skulle vi gå gennem Berlin, så tyskerne kunne se, hvor mange fjender der var”.

Hans Müncheberg: “Jeg kom til mig selv i kælderen under et hus. To kvinder havde fundet mig i haven, slæbt mig ind og forbundet mine sår.

'Krigen er slut. Bliv her', sagde de, men jeg turde ikke gå i krigsfangenskab. Udenfor opdagede de russiske soldater mig, og jeg måtte gemme mig bag en mur, som de bestrøg med maskingeværer.

Gennem et hul slap jeg væk og fandt tilbage til udbrudskolonnen. Da jeg trådte ud på gaden, steg en major ud af sit pansrede køretøj: 'Hvordan er situationen?'

Jeg berettede om de russiske stillinger. 'Omkring!' sagde han til sine mænd. Jeg bad om at komme med, men han hørte intet. Han steg ind i sit køretøj, lukkede og begyndte at køre.

Bag ham kom en Tiger-kampvogn. Jeg hagede mig fast til dens slæbekrog. Hvis jeg gav slip, var jeg blevet rullet over af næste kampvogn”.

Panisk flugt over markerne

TORSDAG DEN 3. MAJ Berlinerne får ordre til at rydde gaderne for murbrokker. Imens fortsætter udbrudsforsøget mod vest.

Hans Müncheberg: “Næste morgen blev jeg anbragt på en raupenschlepper (en lastvogn med larvefødder) med hårdt sårede. Jeg sad på en trækasse helt oppe foran.

Da jeg så et lavtflyvende jagerfly nærme sig, og mundingsilden gnistrede, lod jeg mig falde ned oven på de sårede. Idet jeg landede, slog kuglerne ind i trækassen oppe ved førerhuset. Vognen kørte uskadt videre.

Vi havde forladt vejen, der var spærret af ødelagte køretøjer, og kørte over en nysået mark, hvor der lå sårede, som vi tromlede hen over.

Sådan nåede vi til landsbyen Ketzin, hvor russerne havde opbygget en stilling. Over højttalere lød det:'Tyske soldater! Det er meningsløst! Nedlæg våbnene, og kom med hænderne i vejret! Der vil ikke ske jer noget!'

Men vi var bange. Jeg gemte mig i en kælder med en anden såret. Her stod henkogningsglas, så vi havde noget at spise. Jeg vidste, at jeg skulle væk herfra, for kl. 20 ville beskydningen begynde.

Jeg smuttede ud og så en sygetransport med hårdt sårede. Det var muligt at hage sig fast på den venstre side af førerhuset. Min højre arm var jo i orden, så jeg stillede mig på trinbrættet.

Vognen kørte ud af landsbyen hen mod et bakkedrag. Jeg så ud over marken. Sporlyskuglerne kom nærmere. Jeg lod mig falde fra vognen og rullede ned i en grøft.

Fem-ti meter længere fremme ramte kuglerne vognens benzintank, der eksploderede…

Jeg forsøgte at mave mig videre, men havde ikke flere kræfter, og så kom et par soldater forbi. 'Tag mig med', bad jeg. 'Jeg har et kompas'. 'Aflevér!' sagde en af soldaterne og truede med sin pistol.

I dét øjeblik kom en officer fra Luftwaffe med egeløv og træben – kaptajn Herbst. Det navn vil jeg aldrig glemme.

Han var sammen med tre faldskærmsjægere og spurgte: 'Hvad foregår her?' Jeg forklarede det, og han befalede soldaterne at bære mig”.

Tyskland har kapituleret

ONSDAG DEN 9. MAJ Den tyske feltmarskal Keitel har underskrevet Tysklands kapitulation i Karlshorst. Hans Münchebergs gruppe er stadig på fri fod og kæmper sig mod vest.

Helga Kreutzmann: “At kapitulationen fandt sted i Karlshorst, få hundrede meter fra vores bunker, opdagede jeg ikke. Det blev nok også holdt hemmeligt”.

Hans Müncheberg: “Vi nåede landsbyen Päwesin. En gårdhund gøede, og en kvinde kom ud. 'Herregud, hvor kommer du dog fra, min dreng?' spurgte hun.

Og jeg forklarede om min gruppe, der søgte mad og et sted at sove. Päwesin var vores redning, for landsbyen lå mellem to søer.

På den anden side var et stort skovområde, som nåede helt til det britiske territorium. 'Den går ikke,' sagde hun. 'Russerne har været her. De fortalte, at Tyskland har kapituleret'.

Jeg gik tilbage til kaptajn Herbst og forklarede situationen. 'At Tyskland har overgivet sig, kan da ikke passe!' sagde jeg. 'Sandheden kræver sommetider mere mod end løgnen', svarede Herbst.

Dér forstod jeg, at alt var forbi, og med min nationalsocialistiske opdragelse græd jeg som en slotshund. Jeg var dødeligt udmattet og faldt i søvn på stedet.

Da jeg endelig vågnede igen, var det blevet den 10. maj. Jeg var alene, og mit kompas var væk. Jeg havde stadig min brødpose, som også rummede min pistol og en håndgranat.

Jeg gik til den samme gård som sidst, og hunden rev sig løs af kæden. Den væltede mig om, så jeg besvimede. Da jeg kom til mig selv, hørte jeg høje russiske stemmer.

Jeg lå på en sofa i en stue og var helt værgeløs. Russerne trådte ind med maskinpistoler, men bondekonen stillede sig imellem.

Forinden havde hun gemt min camouflageuniform og smidt min pistol og håndgranaten i gyllehullet. 'Niks, soldat', sagde hun.

De kiggede på mit barneansigt og undersøgte mine sår. Jeg frygtede, at de ville dræbe mig, men de sagde bare: 'Hitler kaput, fascisme kaput. Du skal hjem til din mor!'”