Efter en lang vinter var foråret endelig kommet til Berlin. 16-årige Christa Ronke havde slæbt en madras ud i haven bag huset.
Hun ville nyde den spæde sol og betro sig til sin dagbog: “26. marts 1945. Kampen er vanvid!” skrev hun.
“Det giver ingen mening at kæmpe videre. Krigen er tabt. Hvorfor de mange meningsløse ofre? Mange hører fjendens radiosendere, også jeg. Det hedder sig, at Hitler og Goebbels ikke er rigtig kloge. Nazisterne taler naturligvis om sejr. Vi håber, at amerikanerne når til Berlin før russerne. Goebbels og aviserne siger, at russerne vil myrde og voldtage. Fjendens radio siger det modsatte. Man ved ikke, hvad man skal tro”.
I dag, 70 år efter, finder hun dagbogen frem, når hun skal fortælle om de rædselsfulde dage i 1945, mens hun og resten af byens millionbefolkning ventede på den uundgåelige afslutning.
Dagligt tømte bombefly deres dødbringende last ud over Berlin, og Hitlerjugend blev udkommanderet til byens vaklende forsvar.
Blandt dem Ernst Bittcher (16), der var søn af en SS-mand og blev flakhjælper ved luftværnskanonerne:
“Flakhjælper lyder, som om vi bare hjalp til. I virkeligheden fik vi en tomåneders uddannelse. Og vi var gode. På vores kanon havde vi malet 16 ringe – én for hver nedskydning, vi var med til”, forklarer Ernst Bittcher.
Et tredje øjenvidne, Alfred Lieball (15), overlevede sammen med sin jødiske mor i en kælder nær Alexanderplatz, mens husene over dem blev bombet til grus.
Bunkerforvalterens datter Helga Kreutzmann (10) oplevede krigens afslutning i bydelen Karlshorst. Og så er der Hans Müncheberg (15), der gik på den nazistiske Napola-eliteskole i Potsdam.
Skolen skulle uddanne blomsten af Tysklands ungdom til at føre Hitlers rige videre, men nu blev eleverne overført til SS for at forsvare de sidste stumper af landet.
“Vi fra årgang 1929 havde været til mønstring for at se, om vi kunne bruges i kamp. Dengang var jeg 160 cm høj og vejede 45 kg, og derfor blev jeg afvist – det skete for flere i min klasse. Men dét rørte ikke skolens leder, Otto Calliebe, der var SS-oberführer (general). Efter planen skulle vores skole evakueres til Slesvig-Holsten, men Calliebe fik os alle indrulleret i SS. Imens pakkede han sine ejendele på en lastvogn og kørte mod vest, før Berlin blev omringet”, siger Hans Müncheberg 70 år efter.
I dag er de fem øjenvidner for længst pensioneret, men de husker stadig krigens sidste dage i 1945, der kom til at præge deres liv og Tysklands skæbne i mange år efter.
HISTORIE besøgte dem for at høre deres beretning.

Tallene på kortet viser, hvor øjenvidnerne befandt sig under krigens sidste dage.
Kampen for livet
Midt i krigens inferno kæmpede fem unge mennesker for at holde sig i live. De opholdt sig hvert sit sted – men de deler skæbne: Alle var de med, da Hitlers rige brød sammen og Berlin faldt.

Christa Ronke
blev slæbt med af en soldatet, da Den Røde Hær nåede hendes vestberlinske bydel, Dahlem.

Ernst Bittcher
bemandede en en luftværnskanon ved Rigsdagen og løb med forsyninger til soldaterne.

Alfred Lieball
oplevede krigsafslutningen i en kælder nær Alexanderplatz.

Helga Kreutzmanns
far havde ansvaret for en treetagers bunkers i Karlshorst.

Hans Müncheberg
gik på en nazi-eliteskole i Potsdam, før han blev sendt i kamp ved Spandau.
Stormen på Berlin begynder
FREDAG DEN 20. APRIL Den Røde Hær har indledt offensiven for fire dage siden. De første granater falder i byen. I Førerbunkeren fejrer Hitler fødselsdag med en snæver kreds af gamle støtter.
Ernst Bittcher: “Efterhånden som russerne nærmede sig Berlin, blev vi flakskytter omskolet. Nu skulle vi ikke længere skyde efter fly, men efter mål på jorden.
Jeg skulle sidde på en fremskudt post og udpege mål via en felttelefon, der fik strøm fra en cykel.
En af vores sidste stillinger var ved Teltowkanalen. Jeg klatrede op i fotofabrikken Zeiss Ikons tårn ved kanalen for at finde fjendtlige mål.
Med ét letter tågen, og på den anden side af kanalen ser vi 20 russiske kampvogne parkeret side om side med kanonerne rettet mod mig.
Hen over løbene havde de spændt en snor og hængt uniformer til tørre. Med ét bevægede kanonerne sig, og tårnet fik tre fuldtræffere. Jeg flygtede ned ad trapperne”.
Alfred Lieball: “En bombe slog ned i vores ejendom, mens vi sad i vores kælder nær Alexanderplatz. Facaden og trappen stod endnu, men to værelser blev sprængt væk.
Et af værelserne havde været min fars stoflager – han var skrædder – og nu lå rullerne hulter til bulter mellem murbrokkerne. Så tog vi fat på at samle stofrullerne sammen.
Vi var de første, der indrettede os her i kælderen, men få dage senere blev hele befolkningen opfordret til at opholde sig i beskyttelsesrummene hele tiden”.
LØRDAG DEN 21. APRIL Den Røde Hær når Berlins forstæder. Joseph Goebbels slår i radioen fast, at byen skal forsvares til det sidste.
Hans Müncheberg: “Sammen med SS skulle vi forhindre Den Røde Hær i at omringe Berlin. Vi blev sat ind nordvest for Spandau. Stillingen var umulig at holde, og de første af mine kammerater omkom.
Vores klasselærer var ved flakforsvaret, men han ville være sammen med sine drenge. En fuldtræffer rev hans ene ben af. Vi forsøgte at redde ham, men han forblødte for øjnene af os.
Han gav klassens ældste elev ordre til, at vi skulle drage til Slesvig-Holsten: 'Jeg overdrager dig kommandoen. Forsøg at komme til Plön. I efterlader mig her. Det er en ordre!'
SS-folkene var allerede stukket af, og vi var alene på dette afsnit af fronten. Russerne affyrede stalinorgler mod os, og når sådanne raketter slår ned i en skov, flyver granat- og træsplinterne… Vi måtte trække os tilbage”.
Alfred Lieball: “Rationeringssystemet var brudt sammen. Enhver måtte sørge for at samle forsyninger og lave måltider, som ikke findes på noget spisekort: tørt brød med koldt kød overhældt med marmelade, serveret med kostbar rødvin drukket af en skåret kaffekop.
Vinen fik vi, da værtshuset i gaden åbnede sin kælder. De sortklædte SS-folk lå omgivet af flasker. Lige så god vinen var, lige så forfærdelige var samtalerne.
Særligt kvinderne udmalede, hvad der ville ske dem, når russerne kom. Jeg vil aldrig glemme en sætning, som en af disse klagende kvinder sagde: “Tørt brød vil jeg spise til mine dages ende, hvis jeg overlever dette”.

INTERVIEW: “Det hed et privilegeret blandings-ægteskab”
Alfred Lieballs jødisk-katolske forældre levede uden for det nazistiske fællesskab. Han måtte ikke studere. I stedet blev han skrædder.
- De er søn af en jødisk mor og en katolsk far. Hvordan fik De lov at leve i Berlin under krigen?
“Ifølge Nürnberglovene fra 1935 nød jødiske kvinder med ikkejødiske mænd og deres børn beskyttelse. Man kaldte det “privilegeret blandingsægteskab”. Der fandtes også “det uprivilegerede blandingsægteskab” – når faren var jøde, og han blev sendt i kz-lejr”.
- Hvordan var det at vokse op som et halvt jødisk barn i et nazistisk land?
“I skolen havde vi et fællesskab, så mine kammerater tævede mig ikke. Men hvis vi skændtes, brugte de ukvemsord, som ramte mig dybt. Jeg kunne ikke forsvare mig og måtte altid holde mig tilbage. Hitlerjugend kunne jeg ikke være medlem af og heller ikke fortsætte i skolen. I stedet kom jeg i lære som skrædder”.
SØNDAG DEN 22. APRIL Berlins brandvæsen forlader byen med 1.400 køretøjer.
Alfred Lieball: “Blandt alle dem, som kom ned i vores kælder, var en gammel mand i lysebrun uniform. En såkaldt guldfasan – en nazist fra de første dage. En fra opgangen præsenterede ham som sin onkel. Han gav sig selv opgaven at lede forsvaret af kælderen, og ingen sagde ham imod. Han forklarede, at han om dagen var ved fronten. Om aftenen ville han stå til vores disposition. Med vin i koppen pralede han med, at han havde lært de unge, hvordan man ser fjenden lige i øjnene og skyder”.
Helga Kreutzmann: “Min far og tre mænd hørte BBC. Sådan fandt de ud af, hvor fronten gik. Vi forstod, at Den Røde Hær kom nærmere. Min mor lavede en hvid fane ud af et lagen, som tre-fire mænd skulle sætte på taget. Men de holdt sig nøje underrettet, så de ikke gjorde det for tidligt. De var klar over, at SS kunne opdage det”.
Voldtægt og venlighed
MANDAG D. 23. APRIL SS-folk henretter desertører i gaderne for at højne moralen. Den Røde Hær når frem til bydelen Karlshorst.
Helga Kreutzmann: “Så skete det. Russerne kom til Karlshorst. Kort før besvimede flere kvinder i bunkeren, men mændene beroligede dem: “Hos os vajer den hvide fane!” Bunkeren blev ikke beskudt. Min far tog imod russerne og sagde: 'Her er alt i orden. Kom bare ind'. Alle måtte aflevere deres ure til russerne”.
Christa Ronke: Fru D. kom ind med en flyveseddel, hvor der stod følgende: 'Befaling fra rigskommissæren for forsvaret, dr. Goebbels: Byen Berlin vil blive forsvaret til det sidste. Kæmp med fanatisk sammenbidthed for jeres hustruer, børn og mødre! Vi vil bestå – og så videre'.
Folk siger, at vi har sluttet fred med Amerika og England, og at vi nu kæmper sammen med dem mod russerne. Ingen ved noget med sikkerhed, for radioen er død”.

INTERVIEW: “Jeg savnede nogen at tale med”
Christa Ronke var under krigen skolepige og levede i bydelen Dahlem i det vestlige Berlin. Siden blev hun ansat i messen hos de amerikanske tropper i byen.
- Hvorfor skrev De dagbog i 1945?
“Jeg kan faktisk ikke huske det… Jeg tror, at jeg var ensom og savnede nogen at tale med. I stedet skrev jeg mine tanker og oplevelser ned”.
- Efter krigen blev De ansat hos amerikanerne. Hvordan var det at arbejde for fjenden?
“Jeg kunne ikke klare deres storsnudede facon og lagde ikke skjul på det. Til sidst ville chefen fyre mig, men min mor og jeg var afhængige af pengene, så jeg måtte tage mig sammen”.
- Kunne De flytte tilbage i Deres hus efter krigen?
“Vores hus var helt ødelagt, men min mor fik et lån gennem Marshall-hjælpen. I flere år lejede vi værelser ud, indtil lånet var betalt ud”.
ONSDAG DEN 25. APRIL. Den Røde Hær lukker ringen om Berlin. Soldaterne voldtager og plyndrer i bydelen Dahlem i Berlins vestlige udkant.
Christa Ronke: “Vi lever kun i kælderen og tør ikke gå ud. Midt på dagen så jeg ud ad vinduet tre soldater i fremmede uniformer.
De første russere. Ganske ophidset kaldte jeg på de andre i kælderen. Lidt senere bankede det på døren. To russere.
En af dem så godt ud og var venlig. De spurgte efter tyske soldater. Så gennemsøgte de alt, pegede på mor og mig – mente vel “mor og datter” – og gik igen.
Måske er russerne alligevel helt fornuftige? For en sikkerheds skyld gemte jeg mit ur i papirkurven.
Straks efter kom de næste. En soldat med bind for det ene øje trak mig ud af værelset. Mor bønfaldt ham, men hun blev skubbet tilbage. J
Jeg ville forsvare mig, men han greb straks sin pistol. Omtumlet af afsky, men på en måde også glad for at være i live vendte jeg snart efter tilbage til min mor og de andre, der trøstede mig.
Da russerne var væk, overvejede mor og jeg hurtigt, om jeg skulle spille “gammel, syg kone” eller “dumt, sygt barn”. Det barnlige lå mere til mig.
Jeg flettede mit hår og rev mine to kunstige fortænder ud – dem havde jeg slået ud ved en ulykke. De næste russere grinede jeg tandløst til, mens jeg lå på madrassen.
Min mor gav den som “gammel kone” og græd fortvivlet: 'Barn meget sygt'. Russerne drejede rundt uden at vise interesse – en af dem gav mig ovenikøbet et stykke brød.
Fru H. og frøken S. blev hentet for anden gang af russerne, selvom de havde forsøgt at gemme sig”.

Håb og fortvivlelse. I bunkeranlæg og mørke kældre ventede Berlins befolkning på russernes ankomst.
En vandretur gennem Rigsdagen
FREDAG DEN 27. APRIL De russiske soldater i Dahlem fejrer sejren. Foran Rigsdagen er alt endnu fredeligt.
Christa Ronke: “Denne nat var helvede løs i Dahlem. Det siges, at Stalin har givet sine soldater tre dage, hvor alt er lovligt – som belønning for erobringen af Berlin.
I Dahlem bor flere højtstående nazister. Derfor rasede russerne særligt ud her. De farligste var de fulde. Snapsen fandt de i kældrene”.
Ernst Bittcher: “Der skete ikke noget som helst på Königsplatz, så jeg havde tid til at strejfe omkring.
Jeg gik ind i Rigsdagens ene tårn og nåede op på taget, hvor man kunne kigge ud over byen. Her stod et tungt maskingevær. Pludselig råbte to soldater:
'I dækning! Snigskytter!' Jeg gik en etage ned. Her var ikke et øje. Så nåede jeg til et rum fuld af arkitekturmodeller. Man kunne stikke hovedet op i dem.
Det var sikkert en del af udstillingen om nyindretningen af Berlin til Germania. På hylderne stod masser af små buster. Jeg tog et pigehoved – med meget dårlig samvittighed.
En etage længere nede kunne jeg se, at en henrettelse var i gang. Med ryggen til stod en desertør. Foran ham står pelotonen og gør sig klar.
I samme øjeblik falder russiske granater over Rigsdagen, og desertøren kunne undslippe”.

Adolf Hitler viste sig sidste gang offentligt, da han uddelte medaljer til de tapreste drengesoldater den 20. april 1945.
Ungdommen var Hitlers sidste reserve
5.000 drenge mistede livet i forsøget på at forsvare Berlin mod Den Røde Hær.
Tyskerne var trængt på alle fronter, da Adolf Hitler i foråret 1945 besluttede at kaste sine sidste reserver ind i kampen.
De 16-17-årige drenge skulle indkaldes og danne 10 nye divisioner, der skulle stoppe “den røde oversvømmelse”.
Planen nåede ikke at blive realiseret. I stedet kom tusinder af drenge til at indgå i eksisterende styrker – og blev behandlet som voksne soldater. Fejhed blev straffet med døden.
Hvor mange drengesoldater nazisterne indsatte, er uvist, men de sidste måneders kamp kom til at koste 60.000 soldater under 18 år livet. 5.000 af dem døde i forsvaret af Berlins ruiner.
Blandt russerne var de unge tyskere særlig frygtede, for de kæmpede med fanatisk mod og vidste ikke, hvornår det var mest fornuftigt at trække sig tilbage.
Det var sådanne frygtløse drengesoldater, Adolf Hitler gav sig tid til at møde på sin sidste fødselsdag 20. april 1945.
Kortvarigt forlod han festen i Førerbunkeren for at dele medaljer ud og sige et par opmuntrende ord, før han igen forsvandt under jorden. Adolf Hitlers sidste offentlige optræden var forbi.
Tyskland bryder sammen, Hitler gifter sig
LØRDAG DEN 28. APRIL Den Røde Hær får efter et døgns hårde kampe kontrol over Alexanderplatz.
Alfred Lieball: "Denne aften havde alle følelsen af, at vendepunktet var kommet. Ingen havde lyst til at sove, selvom det var tid, og så kom de første kolbeslag mod kælderdøren.
Befrielsen skete uden advarsel. Beskidte og stinkende skikkelser gennemsøgte kælderen for tyske soldater. De fandt ingen.
Og den eneste, som havde bebudet sin modstandsvilje, den gamle nazist, var nu som en sitrende olding. Den flotte lysebrune uniform havde han skidt i.
Lige netop min mor havde skaffet dette nazirelikvie af vejen; det kunne have betydet hans dødsdom. Heller ikke nu havde nogen lyst til at tage hævn.
Alle var bange, men i vores kælder skete ingen voldtægt eller mishandling. 'Uri, uri' – altså vores ure – måtte vi aflevere, men jeg var ligeglad. Nu kom en ny tid, hvor jeg kunne være fri og leve. Det vidste jeg'".
Hans Müncheberg: “En del af min skoleklasse slap via en sprængt jernbanebro over Havelfloden. Nye kampe opstod. Vi nåede Charlottenburg, hvor min kammerat blev dræbt af en snigskytte, og nu var jeg alene.
Gaden kunne man ikke gå på, så jeg løb gennem en baggård, sprang over en mur og nåede en ny gade og forsøgte at finde ud af, hvor der blev skudt – for dér gik fronten.
Jeg stod ved et gadekryds ved et værtshus og kiggede forsigtigt rundt om hjørnet. I samme øjeblik kiggede en ung russisk soldat frem fra den anden side.
Jeg havde et stormgevær, og han havde en maskinpistol med stor ammunitionstromle, men vi var begge frosset fast af skræk. Det var som den her leg, hvor man ikke må blinke.
Måske blinkede jeg først, og så blinkede han. Så nikkede han, og jeg nikkede, og så tog vi begge et skridt tilbage og ventede, men ingen af os kiggede frem igen.
Fra dét øjeblik havde fjenden fået et ansigt: Han var blond, havde blå øjne – måske en ukrainer – og lignede slet ikke det billede af en vild mongol, som jeg havde set i nazisternes propaganda. Han var som mig!”
SØNDAG DEN 29. APRIL. I Førerbunkeren gifter Adolf Hitler sig med sin elskerinde, Eva Braun. Dele af byen nyder freden; andre kæmper endnu.
Christa Ronke: “Vejret er herligt, og jeg har lagt mig i haven for at sole mig. Hvor er det dejligt at lukke øjnene og drømme om en verden uden bomber, frygt og sult”.
Hans Müncheberg: “Jeg fandt mine kammerater i Radiohuset i Masurenallee – dem, der havde overlevet. 10 ud af klassens 30 elever var døde.
Situationen var meget sær: Radiohuset var på tyske hænder, mens Messeområdet på den anden side af gaden allerede var erobret af Den Røde Hær.
Vi drenge fortalte en af reporterne, hvordan vi under en indsats var gået gennem U-banetunnellerne og nået frem til et boligområde, der stadig var tysk kontrolleret”.
Stille dage i Rigsdagen
MANDAG DEN 30. APRIL Adolf Hitler begår selvmord. Nyheden holdes hemmelig.
Ernst Bittcher: “Ved frokosttid begyndte en vanvittig beskydning af Rigsdagen og Königsplatz. Jeg kravlede i dækning i Rigsdagens varmekælder. Bygningen skælvede.
Efter en time hentede en SS-soldat mig ud. “Kom med mig til køkkenet”, sagde han. Dér skulle jeg vente på, at nogle damer havde smurt en stabel madder, som blev pakket i to kufferter.
Så skulle jeg, der var en fej hund, bringe mad frem til de tyske soldater, der havde indrettet sig i indenrigsministeriets kælder på den anden side af pladsen.
Ministeriets øvre etager var allerede indtaget af russerne, men der lød ingen skud. Tyskerne i kælderen var formentlig faldskærmsjægere, der havde trukket sig tilbage.
Jeg løb over pladsen tre gange den dag. Først med madderne, så med to kander kaffe og til sidst med pansernæver.
Den sidste gang lagde vi os ved et vindue, for vi havde hørt lyden af en russisk kampvogn. Formentlig skulle den nedkæmpe vores modstandslomme.
Den standsede, drejede tårnet og sænkede kanonløbet. Min sidemand affyrede sin pansernæve. Granaten udløste en masse støv, så vi ikke kunne se en pind.
Kun skrigene fra de arme mennesker i kampvognen hørte vi. Så gik lugen op. Panserkommandanten ville stige ud. Vi greb vores våben og skød på én gang.
Afstanden er vel otte meter. Efter krigen havde jeg forfærdelige samvittighedskvaler, men alle fortalte mig, at det var ham eller os. Han behøvede bare at trykke på knappen – så havde vi været færdige.
Da overløjtnant Richter ud på aftenen hørte, at jeg havde været over Königsplatz tre gange, sagde han “Kom, vi henter EK’er” – jernkors. Han ville også selv have et.
Vi gik gennem Tiergarten til flakbunkeren ved Zoologisk Have. På vejen mødte vi hverken ven eller fjende”.

Valtiopäivätalo taistelujen laannuttua. Nuoli osoittaa Ernst Bittcherin it-tykkiä.
Her endte slaget om Berlin
Nogle af de sidste kampe stod om Rigsdagen, hvor Ernst Bittcher befandt sig.
I historiebøgerne bliver kampene om den tyske Rigsdag omtalt som nogle af de mest indædte under 2. verdenskrig.
Russiske kilder fortæller, at helt op til 500 russiske kampvogne og 24.000 soldater deltog i slaget mod SS-folk, der gjorde fanatisk modstand.
Tyskerne havde endda gravet en dyb vandgrav omkring Rigsdagen, skriver russerne. Sandsynligvis er tallet noget overdrevet til propagandaformål.
Den 28. april rykkede de første russiske soldater frem over Moltkebrücke, som flakkanonerne foran Rigsdagen beskød.
Vel over broen erobrede soldaterne indenrigsministeriet og trængte ind i Schweiz’ ambassade, der stadig var bemandet af et par af landets diplomater.
Herfra kunne soldaterne trænge frem over pladsen og den 2. maj placere den røde fane på Rigsdagens tag. Scenen blev siden foreviget på et ikonisk fotografi.
Håbet om flugt lever
TIRSDAG DEN 1. MAJ: Radioen offentliggør nyheden om Hitlers heltemodige død i kampen for Tyskland. Berlin bereder sig på kapitulationen.
Ernst Bittcher: “Næste morgen gik jeg tilbage mod Rigsdagen. Igen gik jeg gennem Tiergarten uden at se en eneste russer.
Parken bliver ofte beskrevet som en kampplads, men den var stille som “orkanens øje”. Jeg nåede til Siegessäule, hvor nogen sagde, at Hitler var faldet i kamp. Men før sin død havde han giftet sig.
Tænk, at denne halvgud havde giftet sig og afsløret sig som en småborger, som et helt almindeligt menneske!?
Jeg tænkte på at begå selvmord. Alle mine forsøg på at slippe ud af byen via U-banetunnellerne var mislykkedes, og om aftenen tog jeg sammen med to-tre kammerater til Bellevueslottet.
Døren til varmekælderen stod åben. Gulvet var oversvømmet. SS-mænd og -kvinder sad overskrævs på kedlerne og forsøgte at fjerne mærkerne fra deres uniformer”.
Hans Müncheberg: “I Radiohuset hørte vi den løgnagtige nyhed om, at Hitler havde været hos de kæmpende soldater ved Zoobunkeren.
På vej tilbage til Rigskancelliet var han blevet ramt af en granat og havde lidt heltedøden. Det stod klart, at Berlin måtte kapitulere, og de, som ikke ville overgive sig, samledes bag Radiohuset.
Flere hundrede mennesker. Natten til den 2. maj begyndte udbrudsforsøget. Det var især soldater fra Værnemagten og SS. Guldfasanerne så jeg ikke, men de kan godt have været der.
Mine kammerater og jeg fik til opgave at gå ved siden af kolonnen og beskytte den. Kolonnen drejede af mod nordvest for at komme over Charlottenbrücke, der stadig var intakt og førte til Spandaus gamle bydel.
Problemet var, at Den Røde Armé kunne beskyde broen. Man kom kun levende over, hvis man løb og var heldig eller gik i ly af en kampvogn.

INTERVIEW: “Der var ingen kamp om Rigsdagen”
Efter krigen blev Ernst Bittcher en anerkendt orgelbygger og arkitekt. Oplevelserne under krigen holder han foredrag om.
- Alle historiebøger beskriver de hårde kampe om Rigsdagen. Og De fortæller, at De uden problemer kunne gå over Königsplatz med mad og kaffe?
“Bortset fra bombardementet ved middagstid den 30. april var her ingen kampe – ikke engang snigskytter. Om eftermiddagen trængte en russisk deling ind i nordfløjen og blev indkapslet af en lille SS-styrke.
Den 1. maj om eftermiddagen drev SS russerne ud. To af mine venner var med. Og i løbet af natten forsvandt tyskerne gennem tunneller, så Den Røde Hær kunne tage Rigsdagen uden kamp”.
- Hvordan opstod myten?
“Den opstod i Sovjet, så hele verden kunne forstå sejrsøjeblikket, da den røde fane vajede over nazismens centrum. Siden skrev alle af efter hinanden. Hovedsagen er altid, at der blev kæmpet, skreget og udgydt blod”.
Hårdt såret i en villahave
ONSDAG DEN 2. MAJ Berlin opgiver kampen og lægger våbnene. Udbrudskolonnen fra Radiohuset forsøger at finde vej mod vest.
Hans Müncheberg: “Jeg kom uskadt over broen, men i Spandau løb jeg ved siden af en flammekastervogn, som fik en fuldtræffer.
Den eksploderede, og jeg blev slynget gennem en dør, gennem huset og ud i baggården. Jeg kom væk fra min gruppe, men blev fundet af en officer.
'Nu hører du til min gruppe. Træd ind i geleddet', sagde han og gav mig og en soldat besked på at undersøge, om vi kunne komme videre ad gaden.
Vi kom gennem et beboelseskvarter. 'I dækning!' skreg soldaten. I samme øjeblik slog granaten fra en godt gemt T-34 ned ved siden af mig.
En granatsplint ramte min hjelm, en anden splint gik gennem min venstre overarm, og en tredje borede sig ind i brystet. Jeg blev liggende bevidstløs”.
Ernst Bittcher: “Om morgenen hører vi glade russiske stemmer uden for varmekælderen. De vil os ikke noget ondt, kun have vores 'Uri, uri'.
Og sådan blev vi taget til fange. Vi går i lange kolonner til Kleist Park, hvor fangerne blev samlet. Derfra skulle vi gå gennem Berlin, så tyskerne kunne se, hvor mange fjender der var”.
Hans Müncheberg: “Jeg kom til mig selv i kælderen under et hus. To kvinder havde fundet mig i haven, slæbt mig ind og forbundet mine sår.
'Krigen er slut. Bliv her', sagde de, men jeg turde ikke gå i krigsfangenskab. Udenfor opdagede de russiske soldater mig, og jeg måtte gemme mig bag en mur, som de bestrøg med maskingeværer.
Gennem et hul slap jeg væk og fandt tilbage til udbrudskolonnen. Da jeg trådte ud på gaden, steg en major ud af sit pansrede køretøj: 'Hvordan er situationen?'
Jeg berettede om de russiske stillinger. 'Omkring!' sagde han til sine mænd. Jeg bad om at komme med, men han hørte intet. Han steg ind i sit køretøj, lukkede og begyndte at køre.
Bag ham kom en Tiger-kampvogn. Jeg hagede mig fast til dens slæbekrog. Hvis jeg gav slip, var jeg blevet rullet over af næste kampvogn”.

De russiske soldater havde aldrig set så megen velstand som den, de oplevede i Berlin – og de krævede den udleveret.
Panisk flugt over markerne
TORSDAG DEN 3. MAJ Berlinerne får ordre til at rydde gaderne for murbrokker. Imens fortsætter udbrudsforsøget mod vest.
Hans Müncheberg: “Næste morgen blev jeg anbragt på en raupenschlepper (en lastvogn med larvefødder) med hårdt sårede. Jeg sad på en trækasse helt oppe foran.
Da jeg så et lavtflyvende jagerfly nærme sig, og mundingsilden gnistrede, lod jeg mig falde ned oven på de sårede. Idet jeg landede, slog kuglerne ind i trækassen oppe ved førerhuset. Vognen kørte uskadt videre.
Vi havde forladt vejen, der var spærret af ødelagte køretøjer, og kørte over en nysået mark, hvor der lå sårede, som vi tromlede hen over.
Sådan nåede vi til landsbyen Ketzin, hvor russerne havde opbygget en stilling. Over højttalere lød det:'Tyske soldater! Det er meningsløst! Nedlæg våbnene, og kom med hænderne i vejret! Der vil ikke ske jer noget!'
Men vi var bange. Jeg gemte mig i en kælder med en anden såret. Her stod henkogningsglas, så vi havde noget at spise. Jeg vidste, at jeg skulle væk herfra, for kl. 20 ville beskydningen begynde.
Jeg smuttede ud og så en sygetransport med hårdt sårede. Det var muligt at hage sig fast på den venstre side af førerhuset. Min højre arm var jo i orden, så jeg stillede mig på trinbrættet.
Vognen kørte ud af landsbyen hen mod et bakkedrag. Jeg så ud over marken. Sporlyskuglerne kom nærmere. Jeg lod mig falde fra vognen og rullede ned i en grøft.
Fem-ti meter længere fremme ramte kuglerne vognens benzintank, der eksploderede…
Jeg forsøgte at mave mig videre, men havde ikke flere kræfter, og så kom et par soldater forbi. 'Tag mig med', bad jeg. 'Jeg har et kompas'. 'Aflevér!' sagde en af soldaterne og truede med sin pistol.
I dét øjeblik kom en officer fra Luftwaffe med egeløv og træben – kaptajn Herbst. Det navn vil jeg aldrig glemme.
Han var sammen med tre faldskærmsjægere og spurgte: 'Hvad foregår her?' Jeg forklarede det, og han befalede soldaterne at bære mig”.

INTERVIEW: “Bunkeren havde en kabine til hver familie”
Helga Kreutzmanns far var soldat i den tyske hær, men blev syg og kunne ikke kæmpe i krigen. I stedet blev han bunkerbestyrer.
- Hvordan fik han det job?
“I Karlshorst var en bunker til civile blevet bygget færdig i 1943, og politiet søgte en bunkerforvalter – helst med en hustru, så de kunne dele vagterne. Min far sagde: 'Hvad kan være bedre for os end at arbejde i en bunker?' Min mor var enig”.
- Hvordan var bunkeren indrettet?
“Den havde plads til 3.000 mennesker og var indrettet med kabiner, ligesom på et skib, med to køjesenge. Om aftenen kl. 18 kom folk og fik udleveret nøglen til deres kabine. Næste morgen ved 9-10-tiden skulle de være ude”.
- Det lyder næsten som et hotel?
“Ikke helt. I de sidste krigsuger var bunkeren propfuld med mennesker. Men hvad skulle vi gøre? Folk var i fare på gaderne”.
Tyskland har kapituleret
ONSDAG DEN 9. MAJ Den tyske feltmarskal Keitel har underskrevet Tysklands kapitulation i Karlshorst. Hans Münchebergs gruppe er stadig på fri fod og kæmper sig mod vest.
Helga Kreutzmann: “At kapitulationen fandt sted i Karlshorst, få hundrede meter fra vores bunker, opdagede jeg ikke. Det blev nok også holdt hemmeligt”.
Hans Müncheberg: “Vi nåede landsbyen Päwesin. En gårdhund gøede, og en kvinde kom ud. 'Herregud, hvor kommer du dog fra, min dreng?' spurgte hun.
Og jeg forklarede om min gruppe, der søgte mad og et sted at sove. Päwesin var vores redning, for landsbyen lå mellem to søer.
På den anden side var et stort skovområde, som nåede helt til det britiske territorium. 'Den går ikke,' sagde hun. 'Russerne har været her. De fortalte, at Tyskland har kapituleret'.
Jeg gik tilbage til kaptajn Herbst og forklarede situationen. 'At Tyskland har overgivet sig, kan da ikke passe!' sagde jeg. 'Sandheden kræver sommetider mere mod end løgnen', svarede Herbst.
Dér forstod jeg, at alt var forbi, og med min nationalsocialistiske opdragelse græd jeg som en slotshund. Jeg var dødeligt udmattet og faldt i søvn på stedet.
Da jeg endelig vågnede igen, var det blevet den 10. maj. Jeg var alene, og mit kompas var væk. Jeg havde stadig min brødpose, som også rummede min pistol og en håndgranat.
Jeg gik til den samme gård som sidst, og hunden rev sig løs af kæden. Den væltede mig om, så jeg besvimede. Da jeg kom til mig selv, hørte jeg høje russiske stemmer.
Jeg lå på en sofa i en stue og var helt værgeløs. Russerne trådte ind med maskinpistoler, men bondekonen stillede sig imellem.
Forinden havde hun gemt min camouflageuniform og smidt min pistol og håndgranaten i gyllehullet. 'Niks, soldat', sagde hun.
De kiggede på mit barneansigt og undersøgte mine sår. Jeg frygtede, at de ville dræbe mig, men de sagde bare: 'Hitler kaput, fascisme kaput. Du skal hjem til din mor!'”

INTERVIEW: “Jeg fik aldrig sagt tak”
Hans Müncheberg blev efter krigen landarbejder og gjorde så karriere ved DDR’s TV. Oplevelserne under krigen kom til at præge hans liv.
- Hvordan gik det Otto Calliebe, lederen af Napola-skolen, der sendte Dem til SS?
“Calliebe nåede til Soltau (Niedersachsen, Vesttyskland), hvor han underviste, til han var over 70 år gammel. Jeg ved, at han fortsatte med at være nazist og underviste børn.
Han var en af grundene til, at jeg ikke flygtede til Vesttyskland. For mig var DDR det nye Tyskland, hvor de gamle nazister ikke fik lov at opdrage ungdommen”.
- Kaptajn Herbst reddede Deres liv på en mark uden for Berlin. Så De ham igen?
“Desværre. Jeg fandt aldrig et spor efter ham. Jeg ved kun, at han var en Stuka-pilot, der blev skudt ned og fik amputeret et ben. Jeg ville gerne have takket ham og de to kvinder, der fandt mig, før jeg forblødte. Men så kom Muren, og de boede i vest”.

Efterhånden som bydelene opgav kampen, bredte feststemningen sig blandt russerne.