Et sælsomt syn møder en amerikansk soldat, da han om morgenen den 16. december 1944 spejder mod tyskernes forsvarslinjer i øst.
Fra sin udkigspost uden for byen Clervaux i Ardennerne ser han pludselig fede lyskegler fra projektører bryde gennem tågen på den mørke himmel.
Soldaten når kun akkurat at kalde sin overordnede op og rapportere om det fjendtlige lys på himlen, så hamrer en hidsig granatregn ned over hans skyttehul.
Minutter efter dør kanontordenen ud, og mørket genlyder tungt af brummende kampvogne. I lyset fra de kraftige projektører har tyskerne indledt en storstilet offensiv, der skal redde Det Tredje Rige.
Over en 100 kilometer bred front sætter svært tysk panser sig i bevægelse. Bagved følger titusinder af infanterister.
Ardenneroffensiven er i gang.
Ardenneroffensiven er Hitlers sidste chance
Det bakkede belgiske skovområde Ardennerne langs den tyske grænse er det sidste sted, de allierede venter en tysk offensiv.
Området er derfor svagt forsvaret med alt for få soldater – primært nye rekrutter netop ankommet fra USA og nedslidte og decimerede enheder.
Netop derfor har Hitler valgt området som det perfekte sted at gennembryde de allierede forsvarslinjer.
Sammen med sin generalstab har han udtænkt en dristig plan. Tre hærenheder skal indtage Antwerpen med dens vigtige forsyningshavn.
Hitler giver Gerd von Rundstedt ansvaret for Ardenneroffensiven på trods af generalfeltmarskallens modvilje mod planen. Han finder den for ambitiøs og dumdristig og foreslår en mindre omfattende offensiv, som Hitler afviser.
Kan tyskerne erobre havnebyen, vil de forhindre forstærkninger i at nå kontinentet og, endnu vigtigere, indeslutte fire allierede armeer i det nordlige Belgien og Holland.
I total diskretion har tyskerne formået at fragte 200.000 kamptrænede soldater til fronten.
Til at støtte dem har Hitler opmarcheret de sidste rester af velfungerende panserdivisoner, samt tusindvis af kanoner.
Overraskelsesmomentet er så vigtigt for tyskerne under Ardenneroffensiven, at selv operationens kodenavn har været en vildledning til eventuelle allierede spioner.
Wacht am Rhein – vagt ved Rhinen – skal narre de allierede til at tro, at Hitler forbereder et forsvar, ikke en omfattende offensiv.
For at udnytte overraskelsesmomentet skal de tyske tropper rykke hurtigt frem, så de allierede ikke når at mobilisere forstærkninger.
“Det myldrer med tyskere”. Amerikansk patrulje i starten af Ardenneroffensiven
På førstedagen for Ardenneroffensiven skal de krydse det svært fremkommelige og sneklædte terræn i Ardennerne og sikre sig hurtig kontrol med centrale veje og broer.
Et af de vigtigste knudepunkter er byen Bastogne, der skal erobres i løbet af et døgn for at sikre fremmarchen i Ardenneroffensiven.
Ifølge slagplanen har tropperne maksimalt fire dage til at krydse floden Meuse i nordvest; derfra flader terrænnet ud, og vejen mod Antwerpen er lettere tilgængelig.
Svækket division forsvarer Bastogne
Da helvede bryder løs den 16. december kl. 5.30 om morgenen, kommer angrebet som en total overraskelse for de allierede.
Ikke mindst for soldaterne fra den 28. amerikanske infanteridivision, der er sendt til området for at komme til kræfter efter månedsvis af hårde kampe.
Divisionens øverstbefalende, oberst Hurley Fuller, vågner brat til de hidsige brag fra tyske granater.
Hans tropper i Clervaux kontrollerer flere veje til Bastogne, og straks efter offensivens begyndelse tikker en klokkeklar ordre ind fra Fullers øverstbefalende, Dwight D. Eisenhower: Stillingerne ved Clervaux skal holdes med alle midler.
Tyskernes fremrykning går imidlertid så stærkt, at den første kampvogn ruller ind i Clervaux blot få timer senere.
De ydre forsvarslinjer er blevet løbet over ende, og nu begynder tyskerne at rydde byen hus for hus.
Granater i hundredvis lægger Clervaux i ruiner, og veteraner fra Østfronten nedkæmper effektivt de amerikanske forsvarere.
Da en tysk kampvogn sender granater mod det hotel, hvor Fuller har sin kommandopost, tager obersten flugten med sine officerer og snesevis af sårede soldater. Men for sent.
I det øjeblik gruppen kravler ud af et vindue på husets bagside, hører de tramp og tyske råb inde fra huset.
Fuller flygter ud af byen, mod vest tilbage mod allierede linjer, men obersten når ikke langt, før en tysk patrulje fanger ham.
Alt er kaos i de første timer af Ardenneroffensiven
Som de tyske meteorologer har forudsagt, er vejret med Hitlers tropper i starten af Ardenneroffensiven. Et tykt skydække ligger over Ardennerne, så de allierede piloter ikke kan komme de trængte landtropper til undsætning.
Og for tyskerne skrider alt frem efter planen de første timer. Efter erobringen af Clervaux kan soldaterne fortsætte deres march mod Bastogne.
Ved Losheim nær den luxemburgske grænse marcherer tyskerne lige så effektivt frem som ved Clervaux.
“Det myldrer med tyskere”, rapporterer en amerikansk patrulje, inden den tager flugten.
I løbet af en måned fik de allierede fragtet næsten 700.000 tropper til Belgien – og knækket tyskerne endegyldigt.
Fra en nærliggende landsby sender den amerikanske garnision en sidste forskræmt radiobesked om fjendtlige kanoner, der åbner direkte ild 70 meter fra deres kommandopost.
Angrebet dræber tre soldater, de resterende 87 overgiver sig.
Overgivelsen er helt efter planen. Hitler og hans generaler kalkulerer med, at de allieredes nye rekrutter vil overgive sig eller flygte ved mødet med den overlegne fjende. Alligevel går fremrykningen hurtigt i stå.
Efter det første chok har lagt sig, tager de undertallige amerikanere nemlig kampen op med dødsforagt langt de fleste steder.
Ved Wahlhausen lidt øst for Clervaux anmoder en af Fullers delinger endda om artilleribeskydning af egne positioner i et desperat sidste forsøg på at stoppe det tyske panser.
Kun en enkelt amerikaner overlever bombardementet.
Taktik fra Østfronten vinder kampen
Mens de tyske styrker længere mod nord kører fast i flaskehalse og bitter modstand, er tyskerne tættere på et gennembrud mod syd.
Her trænger en kampgruppe fra 1. SS Panserdivision den 17. december dybt ind bag allierede linjer.
Enheden er anført af den blot 29-årige obersturmbannführer Joachim Peiper, der fra Østfronten er berygtet for udryddelsen af flere russiske landsbyer.
Peipers uvane med at brænde russiske landsbyer ned til grunden har givet hans kampvognsgruppe tilnavnet blæselampe, og med sine 100 kampvogne buldrer Joachim Peiper frem gennem Ardennerne, hvor han får følgeskab af en gruppe af de gigantiske Tiger-kampvogne fra en anden panserenhed.
En amerikansk spejder ser kampgruppen bevæge sig gennem Ardennerne og mærker jorden skælve under de tonstunge bæltekøretøjer.
Med et hvidt lommetørklæde i hånden dirrigerer en tysker “den største forbandede kampvogn”, som amerikaneren nogensinde har set, fremad.
De tyske tropper benyttede bl.a. af Tiger II kampvogne til at bryde gennem de allieredes linjer under Ardenneroffensiven. Her ses en Tiger II tank udstillet på Deutsches Panzermuseum Munster.
Den brutale kongetiger er med sine næsten 70 tons den største kampvogn under 2. verdenskrig. Den har op til 18 cm tykke panserplader, og den præcise 88-mm kanon kan pulverisere en amerikansk Sherman-tank på 700 meters afstand.
I direkte kamp er amerikanerne chanceløse, og store flokke af allierede kampvognsførere flygter blot ved synet af kongetigerne. De få, der kæmper, møder en grum skæbne.
For at overraske tyskerne ligger de amerikanske kampvogne nemlig ofte på lur bag bakketoppe. Men tyskerne bruger en kampvognsstrategi udviklet på Østfronten.
I samme øjeblik de runder en bakketop, affyrer mandskabet lysgranater, der blænder fjendens førere og fremhæver kampvognene i silhuet.
Amerikanerne når knap at registrere, hvad der sker, før granater fra de tyske kampvogne efterlader køretøjerne i et flammehav.
Massakrer bliver hverdag under Ardenneroffensiven
Joachim Peipers mission er at rykke vestpå ind i de allieredes bagland, dels for at bane vejen for andre tyske enheder, dels for at sprede terror og rædsel og udløse et allieret kollaps.
Den 17. december fører Peipers mænd en gruppe tilfangetagne amerikanere ud på en mark ved byen Malmédy og åbner ild.
I den panik, der bryder ud, lykkes det nogle af krigsfangerne at flygte, men tilbage på den frostkolde mark ligger 84 døde amerikanere. Også de allierede tyer til sporadiske likvideringer af fjender.
På begge sider afhænger fangernes skæbne ofte af humøret hos soldaterne. Har de netop set deres egne kammerater blive slået ihjel, kan ophidselse føre til spontane hævnaktioner.
Andre gange har tropperne ikke mulighed for at tage krigsfanger med og skyder dem i stedet.
Skorzenys forklædte tyskere blev henrettet på stedet, hvis amerikanerne fik fingre i dem. Det skete bl.a. for Günther Billing, som ses på billedet, under Ardenneroffensiven.
På trods af enkelte succeser er den allierede modstand så indædt, at tyskerne efter flere dages offensiv stadig kæmper om vigtige positioner, der ifølge slagplanen burde være indtaget i løbet af timer.
Langs hele fronten sprænger allierede ingeniørtropper broer i luften, så de tyske enheder må køre omveje eller vente på, at ingeniørtropper får anlagt nye broer.
En velanbragt ladning tnt kan gøre mere skade end hundrede rifler, hvad obersturmbannführer Joachim Peiper ved selvsyn konstaterer, da hans kampgruppe rykker videre gennem Ardennerne.
“De satans ingeniører”, bander han, da hans panserenhed nær byen Stavelot bliver bremset af endnu en ødelagt bro over en flod.
“Løb! Flygt! De slagter jer! De har alt! Kampvogne, maskingeværer, jagerfly” Amerikanske soldater under slaget ved Bastogne i Ardenneroffensiven
Sydpå kæmper resterne af Fullers regiment stadig for at forsinke tyskernes fremrykning mod Bastogne.
Hans mænd bringer det ultimative offer og bytter deres egne liv med kostbar tid til de allierede tropper længere tilbage, så de kan forskanse sig og få forstærkninger.
Af regimentets 5000 soldater klarer kun 532 mænd sig helskindet gennem tyskernes offensiv.
Veteraner redder Bastogne
I Nordøstfrankrig hviler den amerikanske 101. luftbårne division – de såkaldte Screaming Eagles – ved offensivens begyndelse ud efter intense kampe i Holland.
Tyskernes offensiv i Ardennerne tvinger dem tilbage til slagmarken.
Den 18. december bliver enheden i hast hentet i lastvogne og kørt til Bastogne for at styrke forsvaret af det vitale knudepunkt.
Da soldater fra divisionen marcherer det sidste stykke frem mod byen, strømmer skrækslagne amerikanske soldater den modsatte vej.
“Løb! Flygt! De slagter jer! De har alt! Kampvogne, maskingeværer, jagerfly”, råber de i panik.
De nytilkomne Screaming Eagles er, som tyskerne, kamphærdede soldater og etablerer hurtigt en forsvarsring af skyttehuller om Bastogne.
Hele byen bliver befæstet af veteranerne, der i hastværket er ankommet uden mad og vinteruniformer. Kulden er intens, og sneen daler uafbrudt ned over Bastogne.
Om natten sover mændene tæt sammen i de små skyttehuller for at holde varmen. Om dagen forstærker de deres stillinger med træstammer for at beskytte sig mod granatstykker og træsplinter, men uden økser er arbejdet en større operation.
Enkelte steder vælger forsvarerne i stedet at lægge ligene af stivfrosne, tyske soldater hen over hullerne.
Den 21. december – fire dage efter planen – omringer tyskerne omsider Bastogne. De omkring 12.000 amerikanske soldater er nu spærret inde bag tyskernes linjer.
Kun et magasin pr. mand
Dagen efter nærmer fire tyske soldater sig med et stort hvidt flag. De overbringer et krav om, at de allierede i Bastogne skal overgive sig, ellers vil det få frygtelige konsekvenser for dem.
Brigadegeneral Anthony McAuliffe fra den 101. luftbårne division afviser blankt kravet og skriver blot et enkelt ord til svar til de tyske ledende officerer: “Nuts” – I må være skøre.
Efterhånden som kampene tager til og slaget ved Bastogne fortsætter, truer både mad og ammunition med at slippe op.
Mangel på forsyninger under Ardenneroffensiven resulterede i, at soldater tog tøj, sko, ammunition, våben o.l. fra de afdøde.
Nord for byen råder kanonstillingen, der dækker vejen mellem Bastogne og Foy, kun over tre granater. Og soldaterne må se ned på deres resterende ammunition med frygt.
Kun ét patronmagasin pr. mand og én kasse patroner pr. maskingevær.
Situationen er livstruende, da hjælpen omsider kommer – fra oven. Den 23. december klarer vejret så meget op, at C-47- fragtfly kan trodse det heftige tyske antiluftskyts og komme Bastognes indespærrede til undsætning.
Piloterne kaster mad og ammunition ned fra himlen, og et hold frivillige kirurger lander i en vovemodig manøvre med svævefly midt i Bastognes gader.
Straks begynder de at operere sårede i et nærliggende værksted.
Amerikanske soldater måtte selv fjerne ligene af deres kammerater, som var blevet skudt af tyskerne i Malmedy.
SS slagtede amerikanske krigsfanger
Under Ardenneroffensiven beordrede Hitler sine tropper til at kæmpe lige så brutalt som på Østfronten – for at skræmme de allierede soldater.
Kampene i vest havde hidtil været forholdsvis “noble”, men den 17. december transporterede SS-soldater under ledelse af oberst Joachim Peiper 120 amerikanske soldater ud på en mark nær landsbyen Malmedy.
Hovedparten blev likvideret på stedet, og de sårede efterfølgende henrettet med nakkeskud.
En lille flok formåede at flygte ind i en nærliggende café, der blev barrikaderet og stukket i brand af tyskerne.
I alt mistede 84 amerikanere livet i Malmedy-massakren, der var den første af sin slags på Vestfronten.
Undsætningen besegler offensivens skæbne. Bastogne kan ikke erobres, og mod nord er fremrykningen gået fuldstændigt i stå.
Kun den fremskudte Joachim Peipers gruppe opererer bag frontlinjen, men samme dag som Bastogne bliver undsat, afskæres Peiper fra tyskernes hovedstyrke og dermed også fra forsyninger og brændstof.
Kampgruppen graver sig ned for at afvente forstærkninger, der aldrig kommer, og da Peiper og hans mænd samme dag gennemfører et angreb tilbage mod tyske linjer, må de efterlade de fleste af deres tunge køretøjer.
Angrebet lykkes, og tropperne når i sikkerhed, men materiellet, de efterlader, vil blive savnet resten af krigen.
George Patton bryder belejringen
Tre dage senere bliver belejringen af Bastogne endegyldigt brudt, da kampvogne fra general George Pattons 3. amerikanske armé skyder sig op sydfra, via landsbyen Assenois, hvor den 19-årige rekrut James Hendrix udødeliggør sig selv.
Ene mand – bevæbnet med blot en riffel – stormer han frem mod en skyttegravsstilling med to tyske 88-mm antikampvogns-kanoner.
Da en tysk soldat kigger op fra et nærliggende skyttehul, skyder Hendrix ham og løber videre til et andet skyttehul, hvor han slår en tysker ud med sin riffelkolbe.
Derefter fortsætter han videre til de to anti-kampvognskanoner, hvor mandskabet uden kamp overgiver sig til den unge soldat.
James Hendrix får siden den fornemme Medal of Honor for sit dristige angreb.
VIDEO: Interview med veteranen James Hendrix, der kæmpede under Ardenneroffensiven
Da tropperne fra Pattons 3. armé hæver belejringen af Bastogne, er tyskernes højt anlagte offensiv for længst smuldret. Over hele fronten er Ardenneroffensiven mere eller mindre gået i stå, og de allierede har overtaget initiativet.
De tyske generaler ved nu, at de ikke kan krydse Meuse-floden og nå frem til Antwerpen. Det forventede, brede gennembrud i Ardennerne er udeblevet.
Den tyske generalfeltmarskal Gerd von Rundstedt påtager sig den tunge lod at overbringe den nedslående nyhed til Hitler, der som sædvanlig ikke er modtagelig for dårligt nyt.
Hitler føler sig overbevist om, at hans hær står på tærsklen til det store gennembrud.
“Alt har ændret sig i vest. Komplet succes er nu inden for vores rækkevidde”, udbryder Føreren begejstret, selvom Ardenneroffensiven har slået fejl.
Krigen er endegyldigt tabt efter Ardenneroffensiven
Omkring nytår går situationens alvor op for Hitler, der iværksætter endnu en offensiv i Alsace længere mod syd. Målet er at tvinge de allierede til at flytte tropper væk fra Ardennerne, så offensiven kan få ny luft.
Samtidig indleder Luftwaffe en sidste gigantisk offensiv, hvor de med stor succes bombarderer allierede lufthavne i Belgien og Holland.
Næsten 500 allierede fly bliver ødelagt, men prisen er for høj. Luftwaffe mister 280 fly og rejser sig aldrig igen. De allierede tab bliver erstattet i løbet af få uger.
Dwight D. Eisenhower stod i spidsen for den amerikanske indsats og taktik under Ardenneroffensiven.
Ikke før tyskerne er på flugt på alle fronter, den 7. januar 1945, giver Hitler grønt lys for tysk tilbagetrækning.
De følgende uger bevæger de tyske divisioner sig under heftige kampe tilbage gennem Ardennerne mod tysk territorium.
Hovedparten indtager stillinger i den såkaldte Siegfriedlinje – det langstrakte fæstningsværk langs vestgrænsen, der skal beskytte fædrelandet mod de allierede. Her giver de sig til at vente på den nu uundgåelige fjendtlige invasion.
Regningen for offensiven viser sig uhyrlig. Omkring 19.000 amerikanske soldater mister livet, og atter tusinder er ukampdygtige eller endt i tysk fangenskab.
Hverken før eller siden under 2. verdenskrig mister amerikanerne så mange soldater i ét slag.
For tyskerne er tabene tilsvarende høje, og Ardenneroffensiven har endegyldigt suget de sidste effektive kræfter og materiel ud af værnemagtens hær – krigen er endegyldigt tabt for tyskerne.