Briterne buldrer til angreb ved El Alamein

Montgomerys ørkenrotter er sidste skanse mellem tyskerne og de arabiske oliefelter. Da 1600 kampvogne tørner sammen ved El Alamein i Egypten, skal slaget afgøre briternes skæbne.

Montgomerys ørkenrotter er sidste skanse mellem tyskerne og de arabiske oliefelter. Da 1600 kampvogne tørner sammen ved El Alamein i Egypten, skal slaget afgøre briternes skæbne.

Ørkenen var helt stille. Det var koldt. Nattehimlen var klar, og det bløde månelys farvede det flade landskab stålgråt.

I alt 328.000 soldater og næsten 1600 kampvogne pegede i det skjulte mod hinanden. De lå gemt i skyttegrave og under camouflage på begge sider af den kun 60 km lange front.

Mellem de to hære lå et bredt minefelt. Ingen civile og ingen bygninger var i vejen. Det var hær mod hær, som dengang feltherrer afgjorde konflikter på en mark til aftalt tid.

Alle ventede på det øjeblik, hvor stilheden ville blive forvandlet til storm.

Krigen var indtil videre en tysk succes

Igennem to år havde ørkenkrigen bølget frem og tilbage. Hitler ønskede at vriste Kairo ud af britiske hænder og bruge Nildalen som springbræt til de gigantiske oliereserver på Den Arabiske Halvø.

Samtidig var Suezkanalen i Egypten porten til Det Indiske Ocean og Østens rigdomme. Det var næsten lykkedes Føreren at få drømmen opfyldt. Den tyske feltmarskal Erwin Rommel var nået helt frem til El Alamein i Egypten – kun 240 km fra Kairo.

Rommels felttog var begyndt i den italienske koloni Libyen. Den snu feltherre havde med en undertallig hær vundet en stribe sejre over briterne i ørkenen, og briterne gav ham hurtigt øgenavnet “ørkenræven”.

VIDEO – Se tyskerne rulle gennem Afrika:

Fremrykningen mod Kairo skete dog så hurtigt, at forsyningerne ikke længere kunne følge med. Brændstof, våben og ammunition blev sejlet fra Italien til Tripoli i Libyen og skulle derefter transporteres gennem ørkenen med lastbil. Da Rommel var nået til El Alamein, var forsyningslinjen 2000 km lang og meget sårbar.

Kolonnerne af lastbiler blev angrebet af britiske jagere, mens de italienske­ fragtskibe i Middelhavet­ blev sænket af allierede ubåde­ og krigsskibe.

Rommel havde nu ikke andet valg end at standse fremrykningen. Han besluttede at forskanse sig bag et bredt bælte af miner og beordrede infanteristerne til at grave sig ned i skyttegrave. Briterne måtte ikke få mulighed for at slå igen.

Churchill sendte den rette mand

Den britiske premierminister Winston Churchill havde hidtil været under hårdt pres. Politikere og militærfolk i både ind- og udland tvivlede på, hvorvidt den britiske hær overhovedet kunne vinde et slag. Nu havde han endelig chancen for at give sine allierede håb.

Indtil nu var ørkenkrigen blevet udkæmpet på Rommels præmisser. Premierministeren sendte derfor den ukendte og lovende generalløjnant Bernard Montgomery til Nordafrika. Han mente at have opskriften på, hvordan ørkenrævens forsvar skulle knækkes.

To mineryddere

De britiske minesøgere var under et hårdt tidspres. Kampvognene kunne ikke rykke frem, før de var færdige.

© imperial war museum

De allierede var i overtal

445.000 tyske miner lå mellem Rommels styrker­ og Montgomerys hær. Aldrig havde en væbnet europæisk­ styrke dog været så godt støttet af artilleri. Samtidig havde briterne næsten tre gange så mange tanks som tyskerne og italienerne­ tilsammen og næsten dobbelt så mange mænd. Montgomery sad med gode kort på hånden.

Montgomery gjorde op med vanetænkningen om, at tanks skulle rykke frem før infanteristerne. Han ville lade artilleriet ødelægge fjendens kanonstillinger og først derefter befale infanteriet at bane vej gennem minefeltet. Panserstyrkerne skulle som de sidste rykke frem og kæmpe “ansigt til ansigt” og jage fjenden på flugt.

Den britiske generalløjtnant blev opmuntret af, at den frygtede feltmarskal Erwin Rommel ikke befandt sig på slagmarken. De sidste to års ørkenkrig havde­ slidt så meget på helbredet, at han nu var på sygeorlov i Østrig. General­ Ritter von Thoma afløste ham ved El Alamein­.

Tyskerne blødte ud af ørerne

Klokken 21.10 den 23. oktober kom øjeblikket, som tropperne i ørkennatten ængsteligt havde ventet på. 800 britiske kanoner brød stilheden i ét og samme sekund. Mundingsilden flænsede mørket, og bragene­, der rullede hen over nattehimlen, kunne høres i Alexandria 120 km længere mod øst.

Montgomery lod artilleriet koncentrere sig om én del af fjendens stillinger ad gangen, i stedet for at sprede granaterne jævnt. Han sammenlignede det med at spule fjenden hårdt med en vandslange i stedet for at lade regnen sile sagte over hans hoved.

VIDEO – Se artilleriet oplyse ørkennatten:

Granaterne hamrede først ned over de tyske og italienske artilleristillinger. Det indledende bombardement varede i 40 minutter og ødelagde hundredvis af fjendens kanoner.

I snit blev de tysk-italienske kanonstillinger udsat for 20 granatnedslag, for hver gang de selv affyrede én enkelt granat. Tyske og italienske artillerister blev dræbt i hobetal, mens andre­ blev døve af eksplosionerne og blødte ud af ørerne.

Dernæst rettede de britiske kanoner ind på de tysk-italienske infanterister, som lå lige på den anden side af minefeltet. Skyttegrave, pigtrådshegn og minefelter blev tilintetgjort.

Soldater og eksplosion

Det britiske artilleri baner vejen for infanteristerne. I løbet af slagets ti dage affyrer kanonerne mere end én million granater.

© Polfoto/Topfoto

Frontlinje-bombardementet varede i fem minutter. Ingeniørtropperne gik forrest – kun bevæbnet med metaldetektorer – og lige i hælene fulgte infanteriet.

“Det kræver mod at stå oprejst med metaldetektorer, mens alle andre løber foroverbøjet eller ligger fladt på maven for at undgå kuglerne”, fortalte en britisk­ officer.

Når en detektor gav et udslag, satte en infanterist sig på hug og stak sin bajonet skråt i jorden. Hvis spidsen ramte en mine, gravede de den op og uskadeliggjorde den.

Mens soldaterne møjsommeligt arbejdede sig gennem minefeltet, fejede projektiler fra tyske kampvogne og maskingeværreder over slagmarken. Lyden af kugler, der ramte mænd, kom fra alle retninger. Soldaterne faldt skrigende om i sandet, mens kammeraterne fortsatte offensiven.

Tusindvis af mænd og hundredvis af kampvogne trængte langsomt frem ad de mineryddede korridorer i mørket.

Britiske Churchill-tanks rykker frem på de kun 15 m brede korridorer­, som infanteriet har ryddet i det tyske minefelt.

© Alloverpress/Getty Images

Infanteristerne bar stormlamper på ryggen, så de andre soldater bagved kunne finde vej, mens lyset forblev usynligt for fjenden forude. Andre­ trak lange hvide strimler af stof efter sig for at afmærke angrebs-korridorerne, der i begyndelsen kun var 15 meter­ brede.

Snart begyndte de første problemer at melde sig. Trafikpropper og forvirring opstod i de smalle korridorer. Nogle kampvogne måtte standse og vente på minerydningen.

Andre kørte forkert og endte ude i minefelterne, mens hele enheder af soldater mistede orienteringen og fór vild i mørket, der kun blev mere uigennemtrængeligt af sandet, som blev hvirvlet op af de mange larvefødder­.

KORT – Følg slaget manøvre for manøvre:

Tyskerne blev vildledt

Montgomerys plan var at bore igennem den nordlige del af det tyske minefelt og derefter sende det meste af sin styrke ind igennem hullet.

For at vildlede fjenden satte Montgomery et angreb ind på de tyske panserstyrker i syd nær Qattara-sænkningen. Helt oppe ved Middelhavskysten foretog australske soldater ligeledes et skinangreb. Manøvrerne virkede.

Tyskerne og italienerne anede endnu ikke, hvor hovedangrebet kom, og de var tvunget til at sprede styrkerne langs hele fronten. Samtidig fortsatte briterne arbejdet i minefeltet­ mod nord.

Ved daggry den 24. oktober var enkelte britiske delinger nået gennem minefeltet og frem til fjendens fremskudte stillinger. Kun få steder lykkedes det at indtage skyttegravene, og de fleste briter måtte grave sig ned i sandet for ikke­ at blive forvandlet til de rene skydeskiver i dagslyset­. Bag dem herskede kaos stadig i korridorerne gennem minefeltet.

© Imperial War Museum & Scanpix

Britiske pressefotografer fuskede med billeder

Krigsreportere i Nordafrika faldt ofte for fjendens kugler. Opstillede scenerier sikrede dem mod frontens farer.

Nordafrikas ørken var den eneste front, som briterne kæmpede på i årene 1940-42. Den blev derfor dækket massivt af især britiske og australske aviser.

Journalister og pressefotografer flokkedes i ørknen, og i kampen om den gode historie og de flotte billeder faldt mange journalister for tyske kugler eller artilleriild.

De mange dødsfald fik den britiske fotograf Len Chetwin og andre til at iscenesætte kamphandlinger. Redaktørerne på Fleet Street hjemme i London var begejstrede for de stemningsfulde “reportage-fotografier” og brugte dem flittigt i aviserne.

Heden tog til i løbet af formiddagen, og støvskyer fra kampvogne og eksplosioner gjorde sigtbarheden ringe.

En øredøvende larm fra motorer, granater og maskingeværer gjorde det umuligt at høre hinanden. Allierede soldater og kampvognsførere mistede igen orienteringen.

Trods forvirringen var der ingen tvivl om, at slaget gik én vej – tyskerne blev presset af de allierede. Hitler fik nu meldinger om, at hans hær i Nordafrika var på hælene.

Som en sidste desperat handling tvang Føreren den erfarne, men afkræftede Erwin Rommel tilbage til ørkenen­ med fly via Italien og Kreta.

Han ankom til slagmarken den 25. oktober­ om aftenen. Han måtte dog konstatere, at der ikke var meget håb.

Briterne havde ikke tid til fanger

Den 26. oktober angreb britiske kampvogne italienske skyttegrave dybt inde bag minefeltet.

Flere britiske enheder havde fået ordre til ikke at tage fanger­. De måtte ikke­ spilde tiden­. Offensiven måtte ikke blive forsinket.

“De første skyttegrave, vi kom til, var pakkede med italienske bastarder. Vi gjorde kort proces. Vi kørte langs stillingerne og kastede håndgranater i hovedet på dem, mens vi råbte 'æg til morgenmad!' Vi kørte over skyttegravene, så de styrtede i grus. Vi gav de fyre en hurtig begravelse”, berettede en britisk kampvognssoldat.

Rommel blev først nu klar over, hvor briterne satsede på at bryde igennem. Tyske og italienske kampvogne gik til modangreb omkring det strategisk vigtige­ bakkedrag Kidney Ridge, hvor kampene bølgede frem og tilbage.

"Omstændighederne, vi befinder os i, kan ikke være værre. Jeg håber, vi klarer den.” General Erwin Rommel i brev til sin kone.

Da dagen var omme, var italienernes kampvognsstyrke reduceret fra 41 til to.

Ofte blev mandskabet i kampvognene spærret inde og brændte ihjel. Enten fordi nødudgangene var gået i baglås eller blokeret af sand.

Soldaterne udenfor kunne høre dem skrige. Mange skreg på deres mødre. “Nogle af kampvognene fortsatte med at køre fremad, selv efter at de var blevet ramt og stod i flammer. Mændene inde i dem var enten døde eller døende. Kampvognene var som store selvkørende ligbål, hvor en død mands fod stadig holdt speederen i bund”, skrev en britisk officer.

Ved daggry den 27. oktober trængte­ få britiske Crusader-tanks igennem de tyske forsvarslinjer.

© Imperial War Museum

Langsomt sled briterne sig dybere ind i forsvarslinjen. Den 28. oktober om aftenen skrev Rommel i et brev til sin kone Lucie: “Kampene er yderst hårde. Ingen kan forestille sig, hvilket pres jeg er under. Endnu en gang er alt på spil. Omstændighederne, vi befinder os i, kan ikke være værre. Jeg håber, vi klarer den”.

Det store gennembrud kostede dyrt

Rommel begyndte at løbe tør for forsyninger. Enhver kampvogn, kanon, mand eller tønde olie, han mistede, var et tab, der ikke kunne erstattes. Hans hær blev svagere og svagere, time for time­.

Klokken 11.00 den 2. november satte Montgomery så nådestødet ind. Hele 94 britiske kampvogne og 400 infanterister kæmpede sig vej gennem forsvarslinjen.

Men prisen var høj. Kun 19 kampvogne og 170 udmattede mænd klarede sig op på toppen af højdedraget Tel el Aqqaqir, hvorfra de kunne sende efterretninger om Rommels manøvrer.

Montgomery og ørkenrottesymbol

Montgomery var berygtet for konstant at fremhæve sine egne fortræffeligheder. Det bragte ham på kant med Churchill.

© polfoto/topfoto

Ørkenrotten var Eisenhowers rival

Montgomery var Churchills bedste kort. Efter succesen i Nordafrika måtte han sande, at USA's øverstbefalende havde mere indflydelse.

Bernard Montgomery blev som søn af en biskop født i London i 1887. I 1908 afsluttede han sin uddannelse på Sandhurst Military Academy.

Han tjente flere år i imperiets juvel, Indien, inden turen gik til skyttegravene i Frankrig. Allerede i oktober 1914 blev han hårdt såret af et skud i brystkassen.

To år senere vendte han tilbage til vestfronten, og ved krigens afslutning i 1918 var han stabschef.

Montgomery fik som generalmajor i 1938 kommandoen over de britiske styrker­ i Palæstina. I juli 1942 fik han på premierminister Churchills befaling ordre til at lede 8. Armé i Libyens ørken.

I december 1943 fik Montgomery kommandoen over alle britiske landtropper i den kommende invasion af det europæiske fastland. Men det var ikke nok for den ambitiøse feltherre.

Han bad om posten som øverstbefalende over både de britiske og amerikanske tropper i operationen. Han fik den ikke. USA ville have deres egen mand – general Eisenhower – og Churchill måtte acceptere.

Montgomery satte på et pressemøde spørgsmål ved Eisenhowers taktiske og strategiske evner. Churchill var tæt på at fyre ham, men udnævnte ham alligevel til leder af de britiske besættelsesstyrker i Europa.

Rommel sendte 60 kampvogne ind for at lukke hullet, men britiske kanoner og fly støttede den lille gruppe soldater på jorden. Ved solnedgang havde tyskerne­ kun 30 kampvogne tilbage.

Generalen mistede nu det sidste gran af håb. Igen skrev han til sin kone: “Hårde dage ligger forude. De døde er heldige. For dem er det hele overstået. Vores skæbne er i Guds hænder. Farvel­ til dig og vores lille søn”.

Den tyske general havde indset, at hele den samlede allierede styrke snart ville strømme igennem hullet i forsvarslinjen som vand igennem en brudt dæmning.

Rommel valgte at redde stumperne af sin hær og gav ordre til en generel tilbagetrækning. I titusindvis flygtede tyskere og italienere til byen Fuka 100 kilometer vest for El Alamein.

“Dette er ikke enden. Det er end ikke begyndelsen på enden. Det er dog måske enden på begyndelsen.” Winston Churchill efter sejren ved El Alamein.

På tilbagetoget destruerede tyskerne det eneste, de ikke var løbet tør for. Braget og røgen fra mere end 12.000 tons ammunition­ gav den golde ørken et skær af dommedag.

I stedet for at tilintetgøre Rommels hær fulgte Montgomery forsigtigt efter. Han turde ikke risikere at miste den dyrekøbte og betydningsfulde sejr ved endnu et frontalt møde med Rommel, der de sidste to år gang på gang havde vist sig snu nok til at omgå briterne ved flankerne.

For første gang siden krigens udbrud to år tidligere kunne britiske soldater endelig hovere over for fjenden.

© Imperial War Museum

I løbet af det næste år var Rommel konstant på tilbagetog. De sidste tysk-italienske styrker i Nordafrika endte i en desperat kamp med briterne i Tunesien. 140.000 italienere og 100.000 tyskere overgav sig den 13. maj 1943.

Rommel var dog for længst fløjet tilbage til Europa, hvor Hitler havde­ givet ham nye store opgaver. Han fik ansvaret for forberedelserne til den forventede allierede invasion­ af det europæiske fastland.

Briterne fangede aldrig ørkenræven, men det tysk-italienske eventyr i Nordafrika var forbi. Det Tredje Rige fik ikke igen held til at true oliereserverne på Den Arabiske Halvø.

Churchill skrev i sine erindringer: “Før El Alamein havde vi aldrig vundet en sejr. Til gengæld oplevede vi aldrig­ derefter et nederlag”.

Rommel drikker vand

Erwin Rommel var længe en af Hitlers største helte. Feltherren endte sine dage i unåde.

© Ullstein bild

Ørkenræven blev tvunget til selvmord

Hitler var en stor beundrer af Erwin Rommel. Men i efteråret 1944 præsenterede Føreren et ultimatum for generalen: Tag gift, eller dø i vanære.

Rommel kom til verden i 1891 i byen Heidenheim 110 km nordvest for München. Som ung ønskede han at blive ingeniør, men faderen insisterede på en militær karriere.

I 1910 gik den 19-årige Erwin ind i hæren, og da 1. verdenskrig brød ud, havde han allerede rang af løjtnant. De åbenlyse lederevner skaffede ham en titel som kaptajn og et jernkors.

I 1937 udgav han en bog om infanteriets taktik. Hitler læste værket og blev så imponeret, at Rommel blev udnævnt til general over 7. panserdivision, der i maj 1940 invaderede Frankrig.

Hitler satte i 1941 Rommel i spidsen for “Deutsches Afrikakorps”, som skulle indtage Kairo og Nildalen.

Tilbage i Europa vovede Rommel i 1944 at advare Hitler om, at Tyskland var på randen af nederlag, og opfordrede ham forgæves til kapitulation.

Derefter blev han kontaktet af generalstabschef Ludwig Beck. Han ønskede, at generalen arrangerede et attentat på Føreren.

Rommel takkede nej, men foreslog, at Hitler skulle stilles for en domstol. Hitler fik nys om forræderiet, og d. 14. oktober modtog Rommel en besked: Begå selvmord, og få en statsbegravelse, eller bliv anklaget for højforræderi.

Officielt døde krigshelten af en hjerneblødning.