Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Brutale bombeangreb satte Tyskland i brand

I begyndelsen af 2. verdenskrig slog angreb efter angreb fejl, når briterne forsøgte at bombe Nazityskland. Arthur Harris blev udpeget til ny chef for bombeflyene, og han tog nye, hårdhændede metoder i brug. Harris’ strategi var effektiv, men også så brutal, at selv Churchill skammede sig.

Getty Images/Fotomontage

Sir Arthur Harris var 80 år, da han i 1972 gav et af sine sidste interviews til BBC.

Lille og sammensunket sad den pensionerede luftmarskal foran TV-kameraet og talte med en gammel mands mumlen. Men bag svarene lå samme stålsatte vilje som før:

“Hvis jeg skulle gennemleve den samme tid én gang mere, ville jeg gøre præcis det samme”, sagde Harris.

Han ville sønderbombe Tyskland nat efter nat, indtil hver en by lå i ruiner.

“Vores bombefly holdt en million tyske mænd væk fra fronten. De måtte i stedet betjene luftværnsskyts, fremstille ammunitionen til dem og genopbygge ødelagte byer”, argumenterede Harris.

Tyskland blev offer for krigens nødvendighed, fastholdt den gamle soldat.

Han så bekvemt bort fra de stemmer, som allerede under krigen havde hævdet, at Harris’ bombeoffensiv var et gigantisk spild af ressourcer og helt unødvendigt kostede titusindvis af tyske civile livet.

© Getty Images

Arthur Harris’ CV

Navn: Arthur Travers Harris.

Født 13. april 1892 i England. Udvandrer som 17-årig til Rhodesia (i dag: Zimbabwe).

1. verdenskrig (1914-1918): Harris begynder krigen som hornblæser i den rhodesiske hær, der støtter Storbritannien, men ender som flyver-es i Frankrig, hvor han skyder fem fjendtlige fly ned.

Mellemkrigsårene (1919-1938): Udstationeres i Indien, Irak og Iran. Han er med til at tæppebombe oprørsbyer i Irak. De store civile tab får oprørerne til at overgive sig. Harris sendes i 1936 til Egypten, hvorfra han leder bombeangreb på arabiske oprørere i Palæstina – hele landsbyer jævnes med jorden.

2. verdenskrig (1939-1945): Får først kommandoen over en af RAF’s bombefly-grupper, inden han i februar 1942 bliver chef for alle britiske bombefly.

Efterkrigstiden (1945-1984): Harris flytter til Sydafrika og bliver direktør for et shippingfirma. I 1953 vender han tilbage til England, bliver adlet og dør som 91-årig i 1984.

RAF drømte om at vinde krigen

Kompromisløshed kendetegnede Arthur Harris allerede som teenager.

I stedet for at følge sin fars anbefaling om at gå ind i hæren udvandrede han i 1910 til kolonien Rhodesia (i dag Zimbabwe). Harris var på det tidspunkt blot 17 år gammel. Under 1. verdens-krig fem år senere vendte han hjem for at uddanne sig til kamp-pilot.

Han steg hurtigt i graderne, og efter krigen valgte major Harris at fortsætte karrieren i det, der blev historiens første selvstændige luftvåben – det britiske Royal Air Force, RAF.

Det nye luftvåben var fast besluttet på frem­over at kæmpe som en selvstændig gren i kongerigets forsvar. I stedet for blot at hjælpe hæren og flåden til sejr ville RAF bombe fjenden, hvor han var sva­gest, og fremtvinge hans kapitulation.

Luftvåbnets ledelse var forsigtig med at præcisere, hvilke mål den havde i tankerne. I vage vendinger kaldte den dem “nervecentre” og “hovedpulsårer”, men alle indviede forstod, at bombeflyene skulle passere hen over frontlinjen og slå til dybt inde i fjendens bagland.

RAF var som det eneste luftvåben forberedt på en strategisk bombeoffensiv, da nedtællingen til 2. verdenskrig begyndte. Men til stor forargelse for Harris og mange andre ledende officerer fik RAF forbud mod at slippe flyene løs i 1939.

Storbritannien havde gjort alt for at undgå krig med Hitler. Og selv efter at den var brudt ud, håbede regeringen stadig at få Hitler til at skrive under på en freds­af­ta­le.

For ikke at forgifte for­hand­lings­kli­ma­et skulle civile tyske tab undgås, og RAF måtte derfor ikke bombe nær beboede områder.

Bombeflyene blev sluppet løs

Ved krigsudbruddet havde vice-luftmarskal Arthur Harris kommandoen over Gruppe 5, hvis 120 bombefly det meste af tiden samlede støv på baser i Midtengland.

Af mangel på tyske mål udkæmpede han de fleste af sine kampe mod bureaukrater i luftfartsministeriet.

Sidst i september 1939 fik Harris en sjælden lejlighed til at gå til angreb, da en mission mod tyskernes flådebase på Hel­go­land blev godkendt. 11 af Harris’ to-motorede Handley Page Hampden-bom­be­fly ankom i fuldt dagslys, ramte in­­gen­­ting med deres bomber og blev slag­tet af tyske jagere: Seks af dem blev skudt ned, inden angrebet blev afblæst.

Flere tilsvarende fiaskoer tvang Harris og andre RAF-chefer til at genoverveje deres metoder. Bombefly kunne ikke forsvare sig selv mod angreb, og britiske jagere havde for kort rækkevidde til at følge med. Angreb måtte fremover ske om natten, og denne regel fraveg RAF’s bombefly sjældent de følgende år.

I foråret 1940 begyndte RAF endelig tog­ter ind i Tyskland. Lasten var dog ikke bom­ber, men flyveblade, som skulle un­der­gra­ve Hitlers regime.

Britiske ledere mente, at det tyske folk blot havde brug for lidt opmuntring til at vende sig mod na­zi­re­gi­met. Luft-offensiven på katte-poter skulle dog snart blive erstattet af barskere metoder.

Den 10. maj 1940 overtog Winston Churchill premierministerposten, og han troede ikke på en forhandlingsfred med Hitler.

Få timer efter magtskiftet indledte Tysk­land desuden en stor offensiv vestpå mod Frankrig. Paniske rapporter indløb fra fronten, og den nye regering ledte febrilsk efter våben, som kunne bremse tys­ker­nes blitzkrig.

I den katastrofale situation blev fristelsen til at bruge bombefly for stor. RAF-chefer havde forlangt frie hænder siden krigens udbrud, og deres løfter om en hurtig sejr lød tillokkende:

“Tysklands svage punkt er Ruhrdalen, hvor omkring 60 procent af krigsindustrien er koncentreret. Den rummer desuden en civilbefolkning, som må forventes at bryde sammen under intensive luftangreb”, fastslog en RAF-rapport.

Ifølge flyvevåbnets beregninger krævede det blot 1.000-4.000 bombelaster at stoppe al produktion i Ruhrdalen.

Rapporten var baseret på stor træfsikkerhed. Selv hvis bomber blev kastet fra stor højde, ville de maksimalt ramme 300 m forbi målet, hævdede RAF.

Gik flyene længere ned, faldt fejl-marginen til blot 75 m. Ingen havde afprøvet, om tallene holdt stik i realistiske krigssituationer, men i RAF havde de status som bundsolide fakta.

Med et truende sammenbrud i Frankrig var det umuligt for britiske politikere at sige nej. Bombeflyene fik lov til at angribe tyske fabrikker, også selvom det uundgåeligt ville føre til civile tab.

Britiske bombefly medbragte brev-duer, så de kunne sende besked, hvis flyet måtte nødlande.

© Imperial War Museum

Skandaløs mangel på træfsikkerhed

Da RAF begyndte at bombe Tyskland i sommeren 1940, havde Harris forladt Gruppe nr. 5 og sad i luftfartsministeriets operationsstab.

Her var han vidne til den massive gengældelse, som blev Hitlers svar på de første britiske luftangreb.

Nysgerrighed førte Harris op på ministeriets tag den 29. december, hvor tyske brandbomber antændte det centrale London.

Fra sit udsigtspunkt kunne han se Saint Paul’s Cathedrals kuppel, der rejste sig som en ø i et hav af flammer, og i dette øjeblik hadede han fjenden. Det var første og sidste gang under krigen, forklarede han mange år senere.

Den tyske “Blitz” mod britiske byer kostede mere end 40.000 civile livet, men militært var den en fiasko, som gav magre resultater og førte til tabet af mange bombefly. Den største effekt blev, at alle britiske skrupler mod tæppebombning forsvandt, nu skulle Ruhrdalen få gengældelsen at føle.

Tysk våbenindustri blev dog ikke sat ud af spillet, selvom RAF ihærdigt prøvede. Rapporter baseret på fri fantasi holdt optimismen kørende, men de dækkede over, at kun en brøkdel af bomberne ramte deres mål.

Illusionen brast først i efteråret 1941, hvor eksperter gav sig til at nærstudere luftfotos. Deres konklusion rejste en politisk storm, som fik fundamentet til at ryste under den britiske bombeflåde.

Nogle ville neddrosle hele bombe-offensiven, så livsvigtige ressourcer i stedet kunne bruges på skibe, jagerfly og kampvogne.

Churchill foretrak at blive ved, men også han forlangte, at luftkrigen fremover skulle give resultater. Harris blev udpeget til at lede den fornyede indsats mod tysk våbenindustri, og i februar 1942 fik han kommandoen over alle RAF’s bombefly.

“Nu har I chancen for at tænde en ild i fjendens mave og brænde hans formørkede hjerte ud”.
Arthur Harris før angrebet på Berlin i november 1943

Nemme mål skulle sikre mere støtte

Harris havde meget at bevise, da han satte sig til rette i sin nye stol. Men premierminister Churchill udrustede ham med et direktiv, der skulle gøre arbejdet betydelig nemmere.

“Det er besluttet, at det primære mål for dine operationer nu skal være den fjendtlige civilbefolknings kampmoral og især industriarbejdernes”, fik Harris at vide. Ikke flere resultatløse forsøg på at sigte efter bestemte fabrikker og forsyningsdepoter i mørket.

Fremover måtte hele byer bombes. Harris var fuldstændig klar over konsekvenserne af direktivet:

“Nazisterne trådte ind i denne krig med den ganske barnlige overbevisning, at de kunne bombe alle andre, og at ingen ville bombe dem. I Rotterdam, London, Warszawa og et halvt hundrede andre steder omsatte de denne naive teori til praksis. De såede vinden, og nu vil de høste stormen”, sagde bombe-chefen i en radiotale på BBC.

Harris søgte minutiøst efter det helt rigtige mål, så stormen ville give genlyd i Storbritannien og Tyskland. Hans valg faldt på den nordtyske by Lübeck.

Den lå ved floden Trave, og det gjorde det nemmere for piloterne at finde vej. Byen havde krigsindustri nok til, at den med lidt god vilje kunne kaldes et militært mål, og dermed overholdt Harris premier-ministerens krav om at holde lav profil med, at målet nu var civile tyskere.

Lübeck rådede kun over et beskedent luftforsvar, og så bestod centrum af smalle gader med bindingsværkshuse.

“Lübeck var ikke noget afgørende mål, men det forekom mig bedre at ødelægge en industriby af moderat vigtighed end at fejle i forsøget på at ødelægge en stor industriby”, skrev Harris i sine erindringer.

Fuldmånens skær lyste Lübeck op, da drønet fra hundredvis af motorer nærmede sig aftenen før palmesøndag den 29. marts 1942.

Harris havde samlet 234 fly til missionen, hvilket var markant flere end ved tidligere angreb, og de passerede alle hen over målet i løbet af blot to timer.

Redningsfolk måtte ikke få tid til at bringe ildebrande under kontrol, inden de næste opstod. Angrebsstyrken bestod mest af to-motorers fly, for giganter som Avro Lancaster var først på vej ind i tjeneste.

Derfor blev Lübeck blot ramt af 300 tons bomber, men to ud af tre var brand­bom­ber, og de virkede over al forventning i middelalderbyen.

Over halvdelen af det historiske centrum blev opslugt af flam­me­havet, og domkirken fra 1300-tallet styrtede sammen. 312 indbyggere mis­te­de livet den nat, hvilket gjorde angrebet til RAF’s hidtil mest dødbringende. Drab på civile var dog ikke angrebets primære mål.

Harris skulle “afhuse” tyske arbejdere, som det hed på embedsmandssprog. Tysklands byer skulle gøres ubeboelige, så industrien gik i stå.

Talknusere havde regnet det hele igennem: Tyskland rummede 58 storbyer med over 100.000 indbyggere, og tilsammen husede de 22 mio. mennesker.

Storbritannien skulle producere 10.000 tunge bombefly i løbet af et år, og hvis blot halvdelen af deres last ramte byernes centrum, ville en tredjedel af Tysklands befolkning blive hjemløs.

“Undersøgelser peger på, at tabet af ens hjem gør stor skade på kampmoralen. Folk påvirkes tilsyneladende mere af dette end af at opleve venner eller endda slægtninge dø”, erklærede analysen.

Påstanden byggede på tvivlsomme studier af britiske bombeofre. Analysen skabte store forventninger til “afhusning”, for det var en almindelig antagelse, at den gennemsnitlige tysker havde mindre rygrad end en gæv brite.

Operation Gomorrah: Hamborg blev fortæret af enorme flammehav

Fra den 25. juli til den 3. august 1943 angreb de allierede Hamborg dag og nat. Alene under den ildstorm, som Harris’ fly antændte på rædselsnatten den 28. juli, omkom 18.500 civile tyskere.

Imageselect, hhla.de, Shutterstock

Harris gik efter prestige-togter

Nazityskland hævnede ødelæggelsen af Lübeck med en serie angreb på Bath, Canterbury og andre britiske kulturbyer. 1.600 briter mistede livet.

Storbritanniens industribyer fortsatte på højtryk med at bygge flere og større bombefly til Harris. Med ødelæggelsen af lille Lübeck havde han købt politisk støtte, så luftoffensiven mod Hitler blev en hjørnesten i den britiske krigsstrategi.

Før dækkede flyproduktionen knap tabene, men i 1942 begyndte Harris’ flåde af bombefly at vokse markant.

RAF’s styrke var dog endnu ikke stor nok til at fælde Nazityskland, så Harris udtænkte i stedet operationer, som ville tiltrække maksimal opmærksomhed og sikre hjemlig støtte til at opruste RAF.

“Tusind-bombefly-togtet” i maj 1942 var et eksempel på en plan, som mere handlede om propaganda end militær nødvendighed. Industribyen Köln skulle angribes af den største luftflåde, der nogensinde havde været samlet til en mission, og inden afgang modtog hver besætning en besked fra Harris:

“I har mulighed for at rette et slag mod fjenden, som vil give genlyd i hele verden. Lad ham få den lige på kæben”, lød Harris’ pep-talk til de knap 1.000 bombebesætninger.

Köln sikrede Harris’ fremtid

Luftflåden mod Köln var imponerende stor, men kun på papiret. Harris havde nemlig finkæmmet Storbritannien for at skaffe 1.000 fly.

Forældede flytyper, træningsmaskiner og nødtørftigt reparerede vrag blev sendt afsted. Nogle af dem havde flyve-elever og deres instruktører som besætning. Hvad flybesætningerne manglede i ekspertise, blev delvist opvejet af nye metoder og forbedret teknik.

Under angrebet brugte RAF for første gang den såkaldte bombestrøm – en taktik, hvor alle fly blev sendt gennem det samme punkt i tyskernes luftforsvar.

Tyske jagerfly nåede kun at skyde nogle få bombemaskiner ned, mens hovedparten drønede videre mod målet. Under bugen bar hvert andet bombefly desuden en nyudviklet H2S-radar, som hjalp navigatøren med at finde vej til målet.

Resultatet blev voldsomme ødelæggelser. Under det halvanden time lange angreb slap 11 bombefly i minuttet deres last over Köln.

Eksplosioner og 1.200 større ildebrande ødelagde over 3.000 bygninger, beskadigede næs­ten 8.000 og “afhusede” 60.000 mennesker. Alligevel var resultatet af den enorme kraftanstrengelse ringere end forventet.

Modsat Lübeck var Köln en moderne storby med brede boulevarder, som inddæmmede flammerne. Desuden lykkedes det ikke at afbryde vandforsyningen, så brandkorpset og tililende forstærkninger reddede over 90 pct. af byen. Dødstallet begrænsede sig til 486 civile, mens RAF mistede 43 fly.

Men som propaganda-fremstød var Köln en enorm succes, og fra den ene dag til den anden blev Harris landskendt. Journalister kredsede om manden, som betalte tyskerne tilbage – med renter.

Harris blev belønnet med yderligere økonomisk støtte og en støt strøm af nye bombefly. Antallet af eskadriller med fire-motorede kolosser som Avro Lancaster og Handley Page Halifax voksede fra 15 til 36. Begge flytyper kunne løfte omkring seks tons og gav RAF en hidtil ukendt ødelæggende kraft.

I sommeren 1943 blev Hamborg et rædselseksempel på, hvad Harris’ luftflåde var i stand til. Bomber med sprængstof og en sværm af brandbomber skabte tilsammen en ildstorm, som sugede ilten ud af hele kvarterer.

Nu skulle ofrene for luftangreb ikke længere tælles i hundreder, men i tusinder og titusinder. I Hamborg nåede dødstallet efter flere nætters angreb op over 40.000.

De britiske flybesætninger betalte dog også en høj pris. Harris’ stab havde beregnet, at tab på omkring fire procent pr. togt var acceptable, fordi de kunne erstattes af fabrikkerne og flyveskolerne.

Men bag det tørre regnestykke fandtes den grusomme realitet, at hvert flymandskab løb en høj risiko for at blive skudt ned før eller siden. Og chancen for at slippe ud i faldskærm var ringe, hvis de befandt sig i en Lancaster.

Små flugtluger gjorde den ellers fremragende bombemaskine til en flyvende dødsfælde. Harris gjorde sit yderste for, at Lancaster-besætningerne ikke skulle få nys om deres ringe overlevelseschancer ved styrt.

Trods store tab havde Harris Churchills fulde støtte. Ødelæggelsen af tyske storbyer gjorde sovjetlederen Stalin glad, og det mildnede hans vrede over, at britiske og amerikanske styrker ikke for længst var gået i land i Frankrig.

Ildstormene i juli 1943 lagde store dele af Hamborg i ruiner. 1,2 mio. indbyggere måtte flygte fra byen.

© Getty Images

Churchill sagde stop

Da de allieredes invasion i Normandiet endelig nærmede sig i 1944, fik Harris besked på at stille bombningen af Tyskland i bero, fordi flyene i stedet skulle smadre jernbaner, depoter og hovedkvarterer i Frankrig.

Ordren strittede luftmarskallen imod med sædvanlig stædighed og lovede tysk kapitulation i løbet af få måneder, hvis han fik lov at fortsætte.

For Harris handlede slagsmålet om selve kontrollen over den britiske bombestyrke.

Hvis hans fly fremover skulle støtte tropper på jorden, ville de blive underlagt den amerikanske general Eisenhower, som anførte felttoget i Frankrig. Harris stod til at miste sin rolle som selvstændig feltherre.

Men der var ikke noget at stille op. I seks måneder måtte de britiske bombefly støtte invasionen, først i september 1944 fik Harris atter lov til at sende sine fly mod Tyskland.

Herefter kunne intet stoppe ham – selv ikke da 1,4 mio. tons bomber var regnet ned over Tyskland, alle nazisternes vigtigste industribyer lå i ruiner, og Hitlers fald blot var et spørgsmål om tid.

I februar 1945 udslettede RAF og amerikanske bombefly byen Dresden, selvom det var et mål uden militær betydning. Ildstormen i den gamle renæssanceby kostede omkring 25.000 mennesker livet.

Aktionen vendte stemningen, og Harris følte sig mere og mere isoleret. Krigen var så godt som vundet, og i amerikansk og britisk presse lød kritik af nyttesløse blodsudgydelser.

Harris fortsatte med operationer, der forekom andre meningsløse. 700 fly angreb hårdtprøvede Köln den 2. marts, selvom allierede landtropper nærmede sig byen. Den 11. marts var allierede timer fra at marchere ind i Essens ruiner, da 1.000 RAF-fly slog til igen.

Selv Churchill sluttede sig nu til kritikerne og sendte en reprimande til RAF, for i løbet af kort tid ville de allierede have ansvaret for det knuste Tyskland.

Alligevel fortsatte Harris ufortrødent. I midten af april udslettede han Berlin-forstaden Potsdam med de mange historiske pragtpaladser, hvilket fik Churchill til harmdirrende at skrive til Harris:

“Hvad var idéen med at ødelægge Potsdam?” Tilladelsen til områdebombardementer blev trukket tilbage, og omsider ophørte de natlige angreb.

“Dresden? Det sted findes ikke længere på landkortet” .
Arthur “Bomber” Harris

Luftmarskallen gik i vrede

Da krigen sluttede, så mange med kritiske øjne på Harris’ skånselsløse strategi. Krigen havde fra begyndelsen været ført som de godes kamp mod de onde, men synet af Tysklands ruinbyer passede dårligt til dette budskab.

RAF’s optimistiske løfter havde heller ikke holdt stik. Trods bombardementerne steg den tyske våbenproduktion helt frem til 1944.

Det civile Tyskland havde heller ikke vendt sig mod Hitler, selvom 350.000 civile mistede livet under RAF’s og det amerikanske luftvåbens angreb.

Kritikerne fremhævede desuden, at tabene blandt bombeflyenes besætninger var klart de højeste i nogen del af det britiske militær: Ud af 125.000 mand omkom de 55.000.

Som en hyldest til de overlevende bad Harris om en særlig medalje, som skulle gives til alle deltagere i bombeoffensiven. Men den idé blev pure afvist af en regering, som helst ville lægge bombeaktionerne bag sig.

I raseri afslog Harris den adelstitel, som han og krigens andre værnschefer blev tilbudt i 1946. Bitter forlod han luftvåbnet, pakkede sine ting og emigrerede til Sydafrika.

Læs også:

Samfund

Derfor bar tyske soldater pikkelhuer

2 minutter
battle of britain dogfight
Slag under 2. verdenskrig

Lynguide: Luftkrigen mod Hitler

3 minutter
2. verdenskrig

Winston Churchills ensomme kamp mod nazisterne

13 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul