Den 21-årige soldat Joseph Kynoch har netop vasket sit spisegrej rent for bøfgryde, da en ildevarslende brummen bryder stilheden.
“Antiluftskyts, bemand stativerne!” brøler en befalingsmand. De britiske soldater løber forvildede omkring og råber eller gemmer sig mellem den smalle dals mange træer.
Ud af det blå tordner tre Messerschmitt-jagere. Kynoch ser dem stryge få meter hen over trætoppene, og han stivner af skræk.
“Skrub ned på maven, og bliv liggende!” smælder Kynochs overordnede. Den unge soldat kaster sig ned.
Sekunder senere pisker jagerflyenes maskingeværkugler jorden op omkring ham. Mens projektilerne slår smut henover store sten og borer sig ind i træer, føler Kynoch sig stor som statuen af Frihedsgudinden – han må være krigens letteste mål for de tyske piloter.
Endnu et par øjeblikke senere er det hele dog overstået. Brølet fra flymotorerne viger for flodens rislen og klageskrig fra Kynochs sårede kammerater.
“Hvor fanden er Royal Air Force?” råber en eller anden.
“Hvorfor er de ikke her og hjælper os mod de forbandede pølsetyskere? Hvor er alle vores Spitfires og Hurricanes?” Men ingen svarer.
38.000 mand sendes til Norge
Det er mandag eftermiddag den 22. april 1940. Menig Joseph Kynoch befinder sig i Norge, og midt i en sneklædt Gudbrandsdal har han netop fået sin ilddåb.
Frokostens dampende varme gryderet skal blive hans sidste rigtige måltid i dagevis, mens Kynoch gradvist indser håbløsheden i det store allierede felttog, som han er en del af.
Kynoch var klokken otte samme morgen gået i land ved kystbyen Åndalsnes, syd for Trondheim, og et lokalt tog havde fragtet ham og hundredvis andre infanterister fra 148. brigade længere ind i Gudbrandsdalen.
Køretøjer medbragte brigaden nemlig ikke selv.
Den uprøvede unge soldat indgår i en allieret styrke på 38.000 mand, der skulle vriste Norge fri af Hitlers kløer.
Utilstrækkelig planlægning, mangel på tungt skyts og ikke mindst Luftwaffes næsten totale herredømme over det norske luftrum forvandlede dog i løbet af få uger de allieredes felttog til en dundrende fiasko.

Boys panserværnsgevær
14,3 mm, 10 skud i minuttet
Taget i brug: 1937
Fra 90 meters afstand skulle Boys panserværnsgevær i teorien kunne gennembryde en 2,3 cm tyk panserplade. Men under kampene i Norge prellede projektilerne bare af på tyskernes kampvogne.

Hotchkiss H39-tank
37-mm SA 18-kanon
Taget i brug: 1939
15 små franske H39-kampvogne deltog i kampene ved Narvik. H39 skærmede infanteri mod beskydning, men kanonen kunne blot gennembryde 2,3 cm panser og var for svag til direkte tankdueller.

Bofors-kanon
40-mm kanon
Taget i brug: 1934
Det svenskproducerede antiluftskyts kunne afgive 120 skud i minuttet. Rækkevidden på ni km gjorde den desuden velegnet som artilleri. Bofors solgte kanonen til både de allierede og Tyskland.
Churchill plan er kaotisk
I London sad Storbritanniens marineminister Winston Churchill nervøst og trippede. Det var ham, der var hjernen bag aktionen i Norge.
Hans oprindelige plan gik ud på at lægge miner ud langs Norges kyst og sende en stor styrke af britiske, franske og polske tropper til Norge, så de kunne besætte og bevogte strategisk placerede byer og forhindre tyskerne i at gå i land.
Men planen blev ikke godkendt i tide til, at den kunne nå at blive ført ud i livet.
Først da rygter om Tysklands skandinaviske invasionsplaner nåede London, blev det besluttet straks at påbegynde mineudlægningen, men da var tyskernes flåde allerede på vej mod nord og havde 9. april 1940 landsat tropper i alle Norges større havne.
Samme dag satte tyskerne sig også på Norges vigtigste flyvepladser, og dermed fik tyske fly herredømmet i luften.
Hurtigt blev den norske hær trængt mod nord – længere og længere væk fra Oslo – mens de håbede på hjælp udefra.






Allieret fremstød endte i vild flugt
Tyske tropper bemægtigede sig på én dag Norges største havne og alle flyvepladserne. Fra Oslo trængte deres hovedstyrke den stadigt kæmpende norske hær mod nord, da allieret hjælp begyndte at strømme ind.
Den tyske hovedstyrke marcherer mod nord
Tyskerne bemægtiger sig Oslo og fem andre vigtige havnebyer den 9. april. Cirka 100.000 tropper støttet af 500 fly er snart parat til at nedkæmpe den norske hær i Gudbrands-dalen og afvise de allieredes forsøg på at smide besættelsesmagten ud igen.
Narvik erobres, men da er alt tabt
- april ryddede den britiske flåde Narvik for tyske skibe. Dagen efter gik franske, britiske og polske tropper i land. 28. maj måtte tyskerne i Narvik overgive sig, men da havde de allierede allerede opgivet Norge.
Offensiven går i stå efter få dage
De allierede tropper, som gik i land ved Namsos 16 april, skulle være rykket sydover for at true den tyske garnison i Trondheim. Men de nåede kun en tredjedel af vejen, før de måtte give op og lade sig evakuere.
Angrebet på Trondheim må hurtigt aflyses
- april gik briterne i land i Åndalsnes. Herfra skulle de være rykket nordpå mod Trondheim, men da norske tropper kom under voldsomt pres ved Lillehammer, blev briterne og franskmændene i stedet beordret mod syd for at hjælpe dem. I løbet af 14 dage mistede styrken 1.300 mand og måtte den 2. maj evakueres.
Tropperne trækkes ud
Midt i maj rykkede allierede tropper fra Narvik-området til Bodø for at forsvare byen mod tysk fremrykning sydfra. Men efter to uger opgav de allierede at forsvare Bodø og sejlede alle tropperne tilbage til England. Tyskernes sejr i Frankrig havde ændret alt. Troppene trekkes ut
Kontraordrer forvirrer de allierede
Den norske hær ønskede, at Churchills undsætningsstyrke skulle generobre Trondheim fra en tysk garnison på ca. 3.000 mand og give nordmændene ryggen fri, så de bedre kunne modstå presset fra tyskernes hovedstyrke, som trængte frem nede fra Oslo.
De britiske generaler og admiraler ville derimod hellere koncentrere indsatsen om at smide tyskerne ud af Narvik og dermed afskære Hitler fra Kirunas jernmalm.
Resultatet blev et kompromis, som medførte et væld af ordrer og kontra-ordrer til de forvirrede tropper ud for Norges kyster. De allierede iværksatte to samtidige invasioner: Den ene havde Narvik som mål, mens den anden var tænkt som en knibtangsmanøvre omkring Trondheim.
Angrebet på Trondheim blev indledt med landsætninger ved Namsos og Åndalsnes – den lille by, hvor Kynoch gik i land om morgenen den 22. april.
Kynoch skulle hurtigt blive klar over, at Trondheim lå langt uden for allieret rækkevidde. Da undsætningsstyrken blev sendt af sted fra Storbritannien, troede de allierede stadig, at de slog til, før tyskerne angreb Norge.
Tropperne ombord var derfor udrustet til bevogtningsopgaver og ikke til kamp.
Det betød, at de medbragte for få kanoner og kampvogne, for lidt antiluftskyts og næsten ingen køretøjer til troppetransport.
Tysk panser er usårligt
Kynoch gemmer sig i den knæhøje sne mellem Gudbrandsdalens graner og udstår adskillige luftangreb i løbet af sin første dag i Norge, mens tyskerne nærmer sig fra syd.
Briternes våben, for slet ikke at tale om nordmændenes, er klart underlegne i forhold til tyskernes topmoderne udstyr.
“Panserværnsgeværet er en skamplet. De folk, der har besluttet at indkøbe dette ubrugelige stykke udstyr, burde være herude sammen med os og demonstrere, hvordan man skal stoppe en fjendtlig kampvogn med det”, bemærker en bitter britisk soldat.
En anden soldat, som forsøger at holde en gruppe tyske kampvogne tilbage med et af geværerne, huskede efter krigen kun alt for godt, hvordan det gik:
“Vi så tre kampvogne nogle få hundrede meter væk og besluttede at angribe dem med panserværnsgeværet. Jeg satte det op og skød tre eller fire gange mod en af dem, men bortset fra klang-lyden, når kuglerne ramte, skete intet”.
I en halv time beskyder tyskerne laden, som han har forskanset sig i, med granater og maskingeværkugler. Så rykker en kampvogn helt tæt på.
“Selvom jeg affyrede et skud nærmest på klos hold, skete der intet. Panserværnsgeværet i min hånd blev pludselig ramt af en kugle. Splinter fra skæftet borede sig ind i min hånd, og geværet blev slået ud af mine hænder”.
Mod slutningen af april er billedet det samme i hele Sydnorge:
De allierede er under hårdt pres, igen og igen dykker tyske Stuka-styrtbombere med larmende sirener uhindret ned mod de britiske og norske tropper fra luften, mens tyske landstyrker udviser forbløffende manøvredygtighed i det fjeldrige terræn.
Små, isolerede grupper af britiske soldater må frysende flygte over fjeldene til Sverige, mens tyskerne baner sig vej gennem Gudbrandsdalen.
Allerede den 23. april står Hitlers tropper foran den lille by Tretten, hvor Kynoch befinder sig.

Hjemme i stuerne kunne nordmændene høre nyheder fra den frie del af Norge.
Norges regering forsatte kampen i æteren
Da tyskerne indtog Oslo, bemægtigede de sig samtidig den statslige norske radio.
Snart var æteren fuld af opfordringer til at forholde sig i ro og undlade at gøre modstand – beskeder, der blev læst op af folk fra fx landbrugs- og arbejderorganisationerne, som straks havde besluttet at samarbejde med tyskerne.
Helt andre toner lød fra radiosenderen i den lille by Hamar 125 km nord for Oslo.
Her flygtede den norske regering til og fik straks en gruppe radiofolk, kunstnere og journalister til at udsende frie nyheder.
“Vi førte ganske enkelt krig i æteren efter alle kunstens regler – uden at kende dem”, skrev en af Hamar-senderens aktive, politikeren Haakon Lie, efter krigen.

Hamarsenderen bestod af en barak og to høje master.
Kampvogne bryder vejspærringer
Synet af tyskernes kampvogne er skrækindjagende for de britiske fodsoldater, som intet har at svare igen med.
Joseph Kynochs enhed må trække sig tilbage til en stilling på en grusvej oppe ved en bjergskråning.
Imens brager tyskerne nede i dalen igennem de interimistiske vejspærringer af træstammer, som briterne og nordmændene i al hast har slæbt ud på hovedvejen. Pludselig kommer lyden af kamptummel ubehageligt tæt på.
“Pas på, de er bag os!” råber en eller anden. Kynoch griber sit maskingevær og løber i dækning mellem træerne.
Øjeblikke senere ruller en tysk kampvogn frem ad grusvejen, mens den skyder til alle sider. Byen Tretten falder samme aften.
Kynoch og hans gruppe flygter mod nord i dækning mellem træerne, uden om den nu tyskbesatte by.

Søkrigen om Norge gik bedre for de allierede, som tilføjede tyskerne svære tab.
Den britiske flåde sejrede til søs
Kampene om Norge rasede ikke kun på land. Også til søs kæmpede tyskerne og de allierede forbitret.
Storbritanniens stolte flåde – Royal Navy – besad en skræmmende styrke, tilføjede tyskerne svære tab og havde nær fået Hitler til at opgive Norge, da han hørte, at 10 skibe var gået tabt ved Narvik.
De tyske admiraler fik dog Føreren på bedre tanker – herredømmet i luften gjorde den britiske flådes dominans mindre vigtig.
Under briternes evakuering fra Norge fik Hitler lidt trøst, da slagskibet Scharnhorst sænkede det britiske hangarskib HMS Glorious, som gik ned med 1.200 mand. Kun 40 overlevede i det kolde hav.
Ammunitionen rækker til to dage
Mindre end to uger inde i kampen om Norge må planen om at angribe Trondheim fra syd skrottes, for alle mand er optaget af at hjælpe nordmændene i Gudbrandsdalen.
Også knibtangsmanøvrens nordlige del ved Namsos er gået fuldstændig i stå, da tyske faldskærmssoldater spærrer vejen.
Vitalt udstyr til kampene er desuden ved en fejl endt oppe i Narvik over 700 km længere mod nord, og tyske flådeangreb har efterhånden sænket så mange forsyningsskibe, at undsætningsstyrken kun har ammunition nok til yderligere to dages kamp.
Kun omkring Narvik lever håbet om allieret succes fortsat.
Her er britiske og franske styrker langsomt i gang med at etablere sig i det sneklædte landskab.
Tropper er sat i land både nord og syd for den strategisk vigtige by, mens også slagkraftige norske tropper angriber tyskerne.
Luftwaffe kan på grund af den store afstand til nærmeste flyveplads ikke hjælpe tyskerne i Narvik med effektive bombardementer på samme måde, som de kan længere mod syd.
Flystøtte ender i fiasko
De allierede forsøger desperate at tage kampen op mod Luftwaffe og komme de trængte landtropper til hjælp ved at etablere en landingsbane på den lange tilfrosne sø Lesjaskogsvatnet nær Åndalsnæs.
Desværre udstiller operationen blot den uduelige planlægning, som plager hele indsatsen i Norge. Landpersonellet har kun to genoptankningsanlæg til deling mellem 18 fly, og batteri-vognene, som skal bruges til at starte flymotorerne, er ikke ladet op.
Det lykkes trods alt at lande de 18 biplans Gladiator-jagere på søen om aftenen den 24. april, men næste morgen er motorerne frosset til, så det tager to timer at få det første fly på vingerne.
Det pauvert udstyrede landpersonel formår aldrig at holde mere end en håndfuld fly i luften ad gangen, og Luftwaffe får derfor ram på de fleste af Gladiator-flyene, mens de står parkeret på den frosne sø.
Selvom de britiske jagerpiloter skyder seks fjendtlige fly ned, har briterne på Lesjaskogsvatnet ved middagstid kun otte funktionsdygtige fly tilbage.
Om aftenen resterer blot fire, og landingsbanens is er hullet som en si af tyske bombekratere. Allerede den følgende morgen må de sidste fly tage flugten.
Soldater smider riflerne
Den 27. april beslutter de allierede helt at opgive forsøget på at erobre Trondheim.
Undsættelsesstyrken ved Namsos og Åndalsnes skal derfor evakueres.
For menig Kynoch betyder det en 100 kilometer lang ilmarch langs jernbanesporet til Åndalsnes. Mændene har ikke spist i dagevis, og trætheden sætter hurtigt ind.
“For guds skyld, stop!” lyder råbene bagest i kolonnen.
Stik mod deres ordrer smider flere af Kynochs kammerater stålhjelm og gevær fra sig for at have så lidt som muligt at slæbe på.
“Hvilken forbandet nytte har en slagen hær af geværer?” ræsonnerer én af soldaterne.
Til Kynochs held når hans gruppe frem til et tog, som kan transportere dem det sidste stykke vej til Åndalsnes.
Gruppen ankommer om morgenen den 30. april til en by, hvor Luftwaffes bombninger har sat byens mange træhuse i brand. Og det er ikke overstået endnu.
I to dage må Kynoch udholde angreb fra luften, før han omsider kommer ombord på et skib.
Fra dækket kan den udmagrede menige se tilbage mod byen, hvor han gik i land blot 10 dage tidligere:
“Der er ingen yndige huse nu, kun smuldrende, sorte skorstene, der rejser sig som spøgelsesagtige fingre. Over det hele hænger et dække af sort røg, som stiger til vejrs og spreder sig over fjorden”, sukker Kynoch.
Få timer senere vajer naziflaget over Åndalsnes.
Narvik falder for sent
Nu kan de allierede kun gøre sig forhåbninger om at holde fast i Nordnorge. I løbet af maj rykker de allierede og norske soldater frem mod byen Narvik, men fremrykningen sker med sneglefart i det ufremkommelige landskab.
Først den 28. maj kan to franske og en norsk bataljon endelig indtage byen. Og da er det allerede for sent.
Tyske kampvogne er i mellemtiden buldret ind i Holland, Belgien og Frankrig – fra strandene ved Dunkerque begynder titusindvis af britiske tropper at blive sejlet tilbage over Den Engelske Kanal.
I London virker Nordnorge pludselig ikke længere så vigtig. Nu gælder det forsvaret af England.
Uden at fortælle det til nordmændene har de allierede allerede lagt planer om at evakuere deres 25.000 tropper fra Narvik-området.
Evakueringen begynder i Bodø den 29. maj, og godt en uge senere bliver også Narvik overladt til sin egen skæbne.
De norske tropper i byen er frustrerede, for de har jo besejret tyskerne. Tyske krigsskibe sætter efter de flygtende briter og får ram på flere allierede fartøjer.
Værst er tabet af hangarskibet HMS Glorious, som forsvinder brændende i bølgerne.
Den 7. juni forlader også kong Haakon, der har opholdt sig i Tromsø, nødtvungent sit land ombord på et britisk krigsskib.
Hans mål er London, som den norske regering er flygtet til.
Tre dage senere må de sidste norske styrker overgive sig.
Tyskland besætter hele Norge, som forbliver på tyske hænder indtil verdenskrigens afslutning.

Churchill og Chamberlain kom fra samme parti, men var dybt uenige om, hvordan Hitler skulle håndteres.
Fiaskoen i Norge gjorde Churchill til premierminister
Marineminister Churchill stod bag flere af de brølere, der var årsagen til fiaskoen i Norge. Alligevel blev han forfremmet.
Marineminister Winston Churchills indsats under Norgesfelttoget var alt andet end prangende. Irriteret over, at Churchill konstant skiftede mening, skrev generalstabschef Edmund Ironside i sin dagbog:
“Han minder på så mange måder om et barn!”
Det var Churchills forslag at dele de i forvejen sparsomme mængder udstyr og tropperne, så undsætningsstyrken skulle angribe ved Åndalsnæs, Namsos og Narvik.
Flåden og hæren havde anbefalet at koncentrere indsatsen om Narvik.
Da fiaskoen ved Trondheim stod klar, skiftede Churchill mening og krævede forstærkninger på vej til kampene ved Namsos omdirigeret til Narvik.
Premierminister Neville Chamberlain indkasserede en sønderlemmende kritik i det britiske parlament og blev den 10. maj tvunget til at gå af.
På vej ud anbefalede han Winston Churchill som sin afløser – og sådan blev det.
Churchill
Før missionen: Marineminister
Under krigen: Premierminister
Efter krigen: Parlamentsmedlem og premierminister (1951-55)
Chamberlain
Før missionen: Premierminister
Under krigen: Dør 9. november 1940 – et halvt år efter sin afgang