Churchills tropper på håbløs mission i Norge

Den 21-årige soldat Joseph Kynoch har netop vasket sit spisegrej rent for bøfgryde, da en ildevarslende brummen bryder stilheden.

“Antiluftskyts, bemand stativerne!” brøler en befalingsmand. De britiske soldater løber forvildede omkring og råber eller gemmer sig mellem den smalle dals mange træer.

Ud af det blå tordner tre Messerschmitt-jagere. Kynoch ser dem stryge få meter hen over trætoppene, og han stivner af skræk.

“Skrub ned på maven, og bliv liggende!” smælder Kynochs overordnede. Den unge soldat kaster sig ned.

Sekunder senere pisker jagerflyenes maskingeværkugler jorden op omkring ham. Mens projektilerne slår smut henover store sten og borer sig ind i træer, føler Kynoch sig stor som statuen af Frihedsgudinden – han må være krigens letteste mål for de tyske piloter.

Endnu et par øjeblikke senere er det hele dog overstået. Brølet fra flymotorerne viger for flodens rislen og klageskrig fra Kynochs sårede kammerater.

“Hvor fanden er Royal Air ­Force?” råber en eller anden.

“Hvorfor er de ikke her og hjælper os mod de forbandede pølsetyskere? Hvor er alle vores Spitfires og Hurricanes?” Men ingen svarer.

38.000 mand sendes til Norge

Det er mandag eftermiddag den 22. april 1940. Menig Joseph Kynoch befinder sig i Norge, og midt i en sneklædt Gudbrandsdal har han netop fået sin ilddåb.

Frokostens dampende varme gryderet skal blive hans sidste rigtige måltid i dagevis, mens Kynoch gradvist indser håbløsheden i det store allierede felttog, som han er en del af.

Kynoch var klokken otte samme morgen gået i land ved kystbyen Åndalsnes, syd for Trondheim, og et lokalt tog havde fragtet ham og hundredvis andre infanterister fra 148. brigade længere ind i Gudbrandsdalen.

Køretøjer medbragte brigaden nemlig ikke selv.

Den uprøvede unge soldat indgår i en allieret styrke på 38.000 mand, der skulle vriste Norge fri af Hitlers kløer.

Utilstrækkelig planlægning, mangel på tungt skyts og ikke mindst Luftwaffes næsten totale herredømme over det norske luftrum forvandlede dog i løbet af få uger de allieredes felttog til en dundrende fiasko.

Churchill plan er kaotisk

I London sad Storbritanniens marineminister Winston Churchill nervøst og trippede. Det var ham, der var hjernen bag aktionen i Norge.

Hans oprindelige plan gik ud på at lægge miner ud langs Norges kyst og sende en stor styrke af britiske, franske og polske tropper til Norge, så de kunne besætte og bevogte strategisk placerede byer og forhindre tyskerne i at gå i land.

Men planen blev ikke godkendt i tide til, at den kunne nå at blive ført ud i livet.

Først da rygter om Tysklands skandinaviske invasionsplaner nåede London, blev det besluttet straks at på­begynde mineudlægningen, men da var tyskernes flåde allerede på vej mod nord og havde 9. april 1940 landsat tropper i alle Norges større havne.

Samme dag satte tyskerne sig også på Norges vigtigste flyvepladser, og dermed fik tyske fly herredømmet i luften.

Hurtigt blev den norske hær trængt mod nord – længere og længere væk fra Oslo – mens de håbede på hjælp udefra.

Kontraordrer forvirrer de allierede

Den norske hær ønskede, at Churchills undsætningsstyrke skulle generobre Trondheim fra en tysk garnison på ca. 3.000 mand og give nordmændene ryggen fri, så de bedre kunne modstå presset fra tyskernes hovedstyrke, som trængte frem nede fra Oslo.

De britiske generaler og admiraler ville derimod hellere koncentrere indsatsen om at smide tyskerne ud af Narvik og dermed afskære Hitler fra Kirunas jernmalm.

Resultatet blev et kompromis, som medførte et væld af ordrer og kontra-ordrer til de forvirrede tropper ud for Norges kyster. De allierede iværksatte to samtidige invasioner: Den ene havde Narvik som mål, mens den anden var tænkt som en knibtangsmanøvre omkring Trondheim.

Angrebet på Trondheim blev indledt med landsætninger ved Namsos og Åndalsnes – den lille by, hvor Kynoch gik i land om morgenen den 22. april.

Kynoch skulle hurtigt blive klar over, at Trondheim lå langt uden for allieret rækkevidde. Da undsætningsstyrken blev sendt af sted fra Storbritannien, troede de allierede stadig, at de slog til, før tyskerne angreb Norge.

Tropperne ombord var derfor udrustet til bevogtningsopgaver og ikke til kamp.

Det betød, at de medbragte for få kanoner og kampvogne, for lidt antiluftskyts og næsten ingen køretøjer til troppetransport.

Tysk panser er usårligt

Kynoch gemmer sig i den knæhøje sne mellem Gudbrandsdalens graner og udstår adskillige luftangreb i løbet af sin første dag i Norge, mens tyskerne nærmer sig fra syd.

Briternes våben, for slet ikke at tale om nordmændenes, er klart underlegne i forhold til tyskernes topmoderne udstyr.

“Panserværnsgeværet er en skamplet. De folk, der har besluttet at indkøbe dette ubrugelige stykke udstyr, burde være herude sammen med os og demonstrere, hvordan man skal stoppe en fjendtlig kampvogn med det”, bemærker en bitter britisk soldat.

En anden soldat, som forsøger at holde en gruppe tyske kampvogne tilbage med et af geværerne, huskede efter krigen kun alt for godt, hvordan det gik:

“Vi så tre kampvogne nogle få hundrede meter væk og besluttede at angribe dem med panserværnsgeværet. Jeg satte det op og skød tre eller fire gange mod en af dem, men bortset fra klang-lyden, når kuglerne ramte, skete intet”.

I en halv time beskyder tyskerne laden, som han har forskanset sig i, med granater og maskingeværkugler. Så rykker en kampvogn helt tæt på.

“Selvom jeg affyrede et skud nærmest på klos hold, skete der intet. Panserværnsgeværet i min hånd blev pludselig ramt af en kugle. Splinter fra skæftet borede sig ind i min hånd, og geværet blev slået ud af mine hænder”.

Mod slutningen af april er billedet det samme i hele Sydnorge:

De allierede er under hårdt pres, igen og igen dykker tyske Stuka-styrtbombere med larmende sirener uhindret ned mod de britiske og norske tropper fra luften, mens tyske landstyrker udviser forbløffende manøvredygtighed i det fjeldrige terræn.

Små, isolerede grupper af britiske soldater må frysende flygte over fjeldene til Sverige, mens tyskerne baner sig vej gennem Gudbrandsdalen.

Allerede den 23. april står Hitlers tropper foran den lille by Tretten, hvor Kynoch befinder sig.

Kampvogne bryder vejspærringer

Synet af tyskernes kampvogne er skrækindjagende for de britiske fodsoldater, som intet har at svare igen med.

Joseph Kynochs enhed må trække sig tilbage til en stilling på en grusvej oppe ved en bjergskråning.

Imens brager tyskerne nede i dalen igennem de interimistiske vejspærringer af træstammer, som briterne og nordmændene i al hast har slæbt ud på hovedvejen. Pludselig kommer lyden af kamptummel ubehageligt tæt på.

“Pas på, de er bag os!” råber en eller anden. Kynoch griber sit maskingevær og løber i dækning mellem træerne.

Øjeblikke senere ruller en tysk kampvogn frem ad grusvejen, mens den skyder til alle sider. Byen Tretten falder samme aften.

Kynoch og hans gruppe flygter mod nord i dækning mellem træerne, uden om den nu tyskbesatte by.

Ammunitionen rækker til to dage

Mindre end to uger inde i kampen om Norge må planen om at angribe Trondheim fra syd skrottes, for alle mand er optaget af at hjælpe nordmændene i Gudbrandsdalen.

Også knibtangsmanøvrens nordlige del ved Namsos er gået fuldstændig i stå, da tyske faldskærmssoldater spærrer vejen.

Vitalt udstyr til kampene er desuden ved en fejl endt oppe i Narvik over 700 km længere mod nord, og tyske flådeangreb har efterhånden sænket så mange forsyningsskibe, at undsætningsstyrken kun har ammunition nok til yderligere to dages kamp.

Kun omkring Narvik lever håbet om allieret succes fortsat.

Her er britiske og franske styrker langsomt i gang med at etablere sig i det sneklædte landskab.

Tropper er sat i land både nord og syd for den strategisk vigtige by, mens også slagkraftige norske tropper angriber tyskerne.

Luftwaffe kan på grund af den store afstand til nærmeste flyveplads ikke hjælpe tyskerne i Narvik med effektive bombardementer på samme måde, som de kan længere mod syd.

Flystøtte ender i fiasko

De allierede forsøger desperate at tage kampen op mod Luftwaffe og komme de trængte landtropper til hjælp ved at etablere en landingsbane på den lange tilfrosne sø Lesjaskogsvatnet nær Åndalsnæs.

Desværre udstiller operationen blot den uduelige planlægning, som plager hele indsatsen i Norge. Landpersonellet har kun to genoptankningsanlæg til deling mellem 18 fly, og batteri-vognene, som skal bruges til at starte flymotorerne, er ikke ladet op.

Det lykkes trods alt at lande de 18 biplans Gladiator-jagere på søen om aftenen den 24. april, men næste morgen er motorerne frosset til, så det tager to timer at få det første fly på vingerne.

Det pauvert udstyrede landpersonel formår aldrig at holde mere end en håndfuld fly i luften ad gangen, og Luftwaffe får derfor ram på de fleste af Gladiator-flyene, mens de står parkeret på den frosne sø.

Selvom de britiske jagerpiloter skyder seks fjendtlige fly ned, har briterne på Lesjaskogsvatnet ved middagstid kun otte funktionsdygtige fly tilbage.

Om aftenen resterer blot fire, og landingsbanens is er hullet som en si af tyske bombekratere. Allerede den følgende morgen må de sidste fly tage flugten.

Soldater smider riflerne

Den 27. april beslutter de allierede helt at opgive forsøget på at erobre Trondheim.

Undsættelsesstyrken ved Namsos og Åndalsnes skal derfor evakueres.

For menig Kynoch betyder det en 100 kilometer lang ilmarch langs jernbanesporet til Åndalsnes. Mændene har ikke spist i dagevis, og trætheden sætter hurtigt ind.

“For guds skyld, stop!” lyder råbene bagest i kolonnen.

Stik mod deres ordrer smider flere af Kynochs kammerater stålhjelm og gevær fra sig for at have så lidt som muligt at slæbe på.

“Hvilken forbandet nytte har en slagen hær af geværer?” ræsonnerer én af soldaterne.

Til Kynochs held når hans gruppe frem til et tog, som kan transportere dem det sidste stykke vej til Åndalsnes.

Gruppen ankommer om morgenen den 30. april til en by, hvor Luftwaffes bombninger har sat byens mange træhuse i brand. Og det er ikke overstået endnu.

I to dage må Kynoch udholde angreb fra luften, før han omsider kommer ombord på et skib.

Fra dækket kan den udmagrede menige se tilbage mod byen, hvor han gik i land blot 10 dage tidligere:

“Der er ingen yndige huse nu, kun smuldrende, sorte skorstene, der rejser sig som spøgelsesagtige fingre. Over det hele hænger et dække af sort røg, som stiger til vejrs og spreder sig over fjorden”, sukker Kynoch.

Få timer senere vajer naziflaget over Åndalsnes.

Narvik falder for sent

Nu kan de allierede kun gøre sig forhåbninger om at holde fast i Nordnorge. I løbet af maj rykker de allierede og norske soldater frem mod byen Narvik, men fremrykningen sker med sneglefart i det ufremkommelige landskab.

Først den 28. maj kan to franske og en norsk bataljon endelig indtage byen. Og da er det allerede for sent.

Tyske kampvogne er i mellemtiden buldret ind i Holland, Belgien og Frankrig – fra strandene ved Dunkerque begynder titusindvis af britiske tropper at blive sejlet tilbage over Den Engelske Kanal.

I London virker Nordnorge pludselig ikke længere så vigtig. Nu gælder det forsvaret af England.

Uden at fortælle det til nordmændene har de allierede allerede lagt planer om at evakuere deres 25.000 tropper fra Narvik-området.

Evakueringen begynder i Bodø den 29. maj, og godt en uge senere bliver også Narvik overladt til sin egen skæbne.

De norske tropper i byen er frustrerede, for de har jo besejret tyskerne. Tyske krigsskibe sætter efter de flygtende briter og får ram på flere allierede fartøjer.

Værst er tabet af hangarskibet HMS Glorious, som forsvinder brændende i bølgerne.

Den 7. juni forlader også kong Haakon, der har opholdt sig i Tromsø, nødtvungent sit land ombord på et britisk krigsskib.

Hans mål er London, som den norske regering er flygtet til.

Tre dage senere må de sidste norske styrker overgive sig.

Tyskland besætter hele Norge, som forbliver på tyske hænder indtil verdenskrigens afslutning.