Slaget om Stalingrad: De sidste dage

Frontlinjen nær Stalingrad, 10. januar 1943

Den tyske 6. armé har været omringet i to måneder. I al hemmelighed har Den Røde Hær opmarcheret 200.000 soldater for at knuse fjenden.

Efter et par rolige dage bryder helvede løs på stepperne vest for Stalingrad klokken 8.05 den 10. januar 1943.

En bidende snestorm raser over det øde landskab, da mundingsilden fra tusindvis af kanoner og stalinorgler lyser himlen op. Sekundet senere flænser en øredøvende torden stilheden.

I skyttegravene kryber de tyske soldater tættere sammen, mens sovjetisk artilleri ubønhørligt hamrer ned de næste 55 minutter.

Hvert granatnedslag sender byger af jord og dødbringende metalsplinter gennem luften.

Bombardementet er så intenst, at en russisk artilleriofficer med slet skjult tilfredshed konstaterer, at fjenden kun kan undslippe kanonilden på to måder “med døden eller med evig sindssyge”.

Den tyske general Edler von Daniels beskriver nonchalant dagen som “en ganske urolig søndag ved fronten”, men russernes vurdering er tættere på virkeligheden.

På den frosthårde steppe er skyttegravene ikke hakket dybe nok.

Samtidig er de tyske frontsoldater udmarvede og forkomne efter ugevis på en diæt af vandsuppe og nogle få hundrede gram brød. De råder over utilstrækkelig ammunition, og afstanden mellem de tunge våben i forsvarslinjerne alt for lang.

Præcis kl. 9.00 dør kanontordenen ud og bliver afløst af den ildevarslende rumlen fra dieselmotorer. Jorden ryster, da hundreder af tonstunge sovjetiske T-34-kampvogne sætter sig i bevægelse mod de sønderskudte tyske stillinger.

Umiddelbart efter følger tusinder og atter tusinder af russiske soldater – klædt i snehvide uniformer og med opplantede bajonetter på deres stormgeværer.

Med høje hurra-råb og til tonerne fra den kommunistiske kampsang Internationale sætter den levende mur sig i bevægelse og ruller ind over de tyske forsvarere.

“Operation Ring” – nedkæmpningen af de tyske styrker i Stalingrad – er begyndt.

Frontlinjen ved Stalingrad, 11. januar

Den Røde Hærs offensiv fortsætter på andet døgn. Sovjetiske styrker gennembryder de tyske forsvarslinjer langs store dele af fronten.

For de tyske styrker kommer det sovjetiske angreb ikke som en overraskelse. To dage forinden har den russiske øverstkommanderende general Georgij Zjukov udstedt et sidste ultimatum til den 6. armé.

Ved hjælp af skrattende højtalervogne langs fronten og i titusindvis af nedkastede flyveblade har Zjukov forlangt øjeblikkelig overgivelse og lovet en fair behandling af alle krigsfanger.

Alternativet er med generalens egne ord “den totale udslettelse af de tyske styrker til sidste mand”.

Svaret fra den 6. armés øverstbefalende, general Friedrich Paulus, er et rungende nej. Ingen i den tyske hær har derfor været i tvivl om, at et angreb kan komme hvert øjeblik.

Alligevel er tyskerne ikke i stand til at holde forsvarslinjerne, da først Den Røde Hær iværksætter sin offensiv.

I snestormene har tyskerne mange steder opgivet at hakke gennem den frosne jord og skabe brugbare skyttegrave.

I stedet bruger soldaterne de gennemfrosne lig af faldne kammerater og døde russere som dækning. Men de hårde kroppe hjælper ikke meget mod kampvogne og tungt artilleri.

Tyskernes eneste mulighed er derfor at flygte baglæns, ikke mod hjemlandet Tyskland og sikkerheden i vest, men længere og længere mod øst ind i den stadig mindre forsvarslomme ved Stalingrad.

Frontlinjen ved Stalingrad, 13. januar

Russernes første mål er lufthavnen ved Pitomnik, der rummer hovedparten af den 6. armés forsyningsdepoter.

I tre dage har sergent Günther Wallrawe ledet sin deling i en organiseret tilbagetrækning.

I 20 graders kulde og med sneen piskende i de frostbidte ansigter har hans mænd flere gange hakket nødtørftige forsvarsstillinger i den tilfrosne jord, men hver gang er de russiske styrker brudt igennem forsvarslinjer i nærheden.

For at undgå en omringning har Wallrave igen og igen beordret sine mænd baglæns. Mod Pitomnik og Stalingrad.

Her 12 km vest for den livsvigtige lufthavn har Wallrave imidlertid fået ordre til at standse tilbagetrækningen ved en jernbanestation. Ordren er klar: Stillingen skal forsvares til sidste mand.

Den unge sergent har for længst indstillet sig på at dø, da russiske stormtropper angriber jernbanestationen. I den første angrebsbølge flår en kugle hans mavesæk op – skaden er normalt dødelig, men ikke ved Stalingrad.

Som så mange andre tyske soldater bliver sergenten reddet af sine tomme mavesæk, der producerer langt mindre mavesyre end en fyldt. Intet af den ætsende væske når Wallraves vitale organer efter skuddet i maven.

Hårdt såret kravler sergenten til felthospitalet i Pitomnik. Få timer senere bliver han fløjet ud ombord på et af Luftwaffes store transportfly.

Startbanen ved Pitomnik, 13. januar

Tusinder af sårede søger mod Pitomnik, hvor kun enkelte fly nu lander og letter.

For Raymond Beyer er situationen uvirkelig. To måneder tidligere er den 39-årige veteran som en af de sidste blevet fløjet ind i Stalingrad-lommen. I dag bliver han en af de sidste, der forlader den.

Beyer ligger på en båre nær landingsbanen med skudsår i begge ben og ser frustreret fly efter fly lette uden ham. 12 km borte kæmper tyske soldater med håndvåben for at give de sårede tid til at slippe ud.

Et helt døgn tilbringer Beyer i Pitomnik, inden han omsider bliver båret ind i et af de ventende fly. Omkring ham står SS-vagter med maskinpistoler og forsøger at holde andre sårede væk.

Kampen om en plads i de frelsende fly er nådesløs, og flere gange smælder maskinpistolerne mod mængden af jamrende soldater. Først da Beyer er på plads i flyet, kan han ånde lettet op.

Da en af piloterne lægger et stykke brød i hænderne på ham, flår en korporal maden ud af hænderne på Beyer og kaster den i sig.

For Raymond Beyer er der en vis form for retfærdighed i, at korporalen kort efter synker skrigende sammen i kramper og dør.

Den underernærede krop har givet op efter pludseligt at have fået mad i maven.

Lufthavnen ved Pitomnik, 14. januar

Tyskerne kæmper for at beholde kontrollen over de to lufthavne Pitomnik og Gumrak, den 6. armés eneste veje ind og ud af Stalingrad-lommen.

Kaosset i Pitomnik er totalt. Hundreder af mænd med bandager og blødende sår slås om at rykke frem i de lange køer. Frem til lægerne, som flankeret af maskinpistolbevæbnede soldater, sorterer de sårede i tre kategorier:

De hårdest sårede bliver sendt ud på landingsbanen nærmere en redning. Soldater med forfrysninger og kødsår bliver straks sendt tilbage til fronten. Og mænd med skudsår i højre hånd bliver slæbt udenfor i snestormen og henrettet.

Lægerne genkender straks den mest almindelige måde at såre sig selv på i håb om at slippe ud af Stalingrad.

For de, der slipper gennem sorteringen, begynder en ny kamp ude på startbanen. Nu om en plads i flyene.

De, der ikke kan gå selv, har ikke en chance og ligger apatiske på bårer.

Mænd på krykker og med hovedet viklet ind i bandager slås om pladserne, og frontlinjen er nu så tæt på, at granater fra de tunge russiske kanoner jævnligt hamrer ned på landingsbanen.

Selv soldater, der bliver hevet i sikkerhed i flyene, er ikke frelst. Ofte kravler alt, alt for mange ombord i Luftwaffes lastfly.

De store maskiner skal stige stejlt for at få højde nok til at slippe forbi det russiske luftforsvar få kilometer borte, og den tyngende last er livsfarlig.

Enkelte gange presser piloterne maskinerne for meget, og i næsten lodret stilling begynder motorerne at skrige, inden de sætter ud. For soldaterne, der bliver kastet rundt, er panikken kun kortvarig.

Maskinerne er dødsdømte. Uvirkeligt langsomt falder de baglæns mod jorden og eksploderer i et inferno af ild.

Den russiske steppe, øst for Pitomnik, 15. januar

Tyskerne har opgivet at forsvare Pitomnik. Sårede soldater forsøger at nå felthospitalet ved Gumrak-lufthavnen.

De hårdt sårede i Pitomnik bliver efterladt til russerne, da tyskerne trækker sig tilbage mod den mindre Gumrak-lufthavn.

På steppen slæber, kravler og kryber udhungrede, sårede og levende døde sig gennem sneen. Soldaterne marcherer på frostsprængte fødder omviklet med tæppestrimler.

Forfrysninger har flået læberne åbne, og ansigterne har en voksagtig karakter. Jævnligt falder mænd til jorden, døde af udmattelse.

I de situationer er hvert sekund dyrebart. Andre soldater flokkes om liget og flår tøjet af den døde, inden kulden fryser tøjet fast til kroppen.

De heldigste sikrer sig nye støvler, som kan udgøre forskellen mellem liv og død. I et øjebliks opstemthed marcherer de heldige videre med et ekstra lag tøj på kroppen.

Stalingrad-lommen, 16. januar

600 læger er fulgt med den 6. armé ind i Stalingrad. Gennem hele slaget forsøger de frygtløst at hjælpe sårede.

Stalingrads sande helte er ambulanceførerne og lægerne.

I deres sønderskudte ambulancer, hvor stort set kun chassiset er tilbage, fræser de frygtløst mellem fronten og Gumrak vel vidende, at køretøjer er det primære mål for russiske piloter og kampvognsskytter.

Igen og igen ser de tyske frontsoldater ambulancerne dukke op i rasende fart for hurtigt at forsvinde med sårede ombord.

Hovedparten af førerne betaler med deres liv. For lægerne i den 6. armé er tanken om selvmord med gift nærliggende.

Men deres pligtopfyldenhed er så stor, at ingen af dem kan få sig selv til at ende livet før tid. Selv de få, som får tilbuddet om at slippe væk på et af flyene, afslår blankt.

Af de 600 læger, der følger med hæren ind i Stalingrad, forlader ikke én eneste kampen før tid.

Vest for Gumrak-lufthavnen, 19. januar

Lommen er halveret på ni dage. Den 6. armé bliver presset sammen på et stadig mindre territorium.

I ni dage har Den Røde Hær igen og igen gennembrudt tyskernes forsvarslinjer.

Ofte har den 6. armé i al hast forladt skyttegraven uden kamp, og overalt vidner forladte stillinger om den paniske tilbagetrækning.

Den Røde Hærs soldater er målløse over de enorme bunker af geværer, morterer og feltkanoner, som tyskerne har efterladt.

Nær Gumrak er mængden af våben så enorm, at den russiske 64. hær opgiver at finde en bar plet til at stille deres artilleri op på.

Normalt har russerne også kunnet bruge erobrede skyttehuller, men efterhånden som hæren nærmer sig Stalingrad, flyder hvert eneste hul med døde tyskere.

Gumrak, 22. januar

Den tidligere så disciplinerede tyske hær er i opløsning. Officererne må tage alle midler i brug for at opretholde blot en form for orden.

Selv de mest Hitler-tro soldater i Stalingrad har nu indset sandheden. Den 6. armé vil blive løbet over ende af russerne. I løbet af få timer vil Gumrak falde, og hvert fly, der letter fra lufthavnen, kan være det sidste.

Den håbløse situation har fået den disciplinerede tyske hær til at gå i opløsning. Selv højtstående officerer forsøger nu at snyde døden og slippe bort.

Med en falsk ordre skaffer en ung oberstløjtnant sig plads på et fly og lander halvanden time senere i en militærlufthavn uden for lommen. Hans håb er, at ingen vil opdage hans forsvinden midt i al kaosset omkring Gumrak.

Men da officerens chauffør rapporterer, at han er forsvundet efter at være blevet kørt til Gumrak-lufthavnen, eksploderer general Friedrich Paulus i raseri.

Straks kontakter han armégruppens ledelse og forlanger desertøren fløjet ind igen til øjeblikkelig henrettelse, men pladsmangel på flyene gør kravet umuligt.

I stedet bliver han skudt på stedet.

Øst for Gumrak, 22 januar

I al hast forlader tyskerne Gumrak. Hårdt sårede og russiske fanger bliver ladt tilbage.

Da soldater fra Den Røde Hær nærmer sig et pigtrådsafspærret område nær Gumrak, bliver de mødt af et umenneskeligt syn.

I den åbne lejr ligger tusindvis af frosne lig ribbet for alt. En lille flok forhutlede mænd sidder sammenklemte for at finde læ for vinden.

Russerne er tilfældigt stødt på en tysk krigsfangelejr, der har huset tusindvis af soldater fra Den Røde Hær.

Kun omkring 20 er i live, men så udhungrede, at de falder døde om, da deres redningsmænd giver dem brød og pølse fra feltrationerne.

Et russisk filmhold filmer de skelettynde lig, og billederne bliver sendt ud til den sovjetiske befolkning.

Få timer senere tromler russiske kampvogne ind over landingsbanen ved Gumrak. Hundreder af hårdt sårede tyskere er blevet efterladt liggende på bårer i et felthospital.

Uden skånsel bliver de knust under kampvognenes larvefødder eller henrettet med en hastig maskingeværsalve.

Stalingrad by, 24. januar

Efter to måneders indespærring er hæren nær sultedøden.

Gumrak er faldet. Og med dén enhver spinkel chance for at overleve. De daglige rationer er skåret ned til 50 gram brød og en kop af den såkaldte vandsuppe.

På gode dage flyder en enkelt ært eller nudel rundt i den tynde smagløse væske.

De snart to måneders indespærring har sat sit brutale aftryk, og den 6. armé er her sidst i januar ikke andet end et omvandrende korps af levende skeletter.

Når de sidste gram fedt har forladt kroppen, bliver pinslen ved enhver bevægelse uudholdelig, og selv hærdede veteraner skriger af smerte under marcher.

Paulus har set sig nødsaget til at udstede et forbud mod kannibalisme, men sandsynligvis bremser hærledelsens ordre ikke soldaterne. Det gør kulden derimod.

I de mere end 20 graders frost bliver ligene så hårde, at soldaterne ikke kan snitte de mindste lunser kød af deres kammerater.

Også de dybfrosne døde heste ligger urørte hen.

Kun når pionertropperne kommer forbi med tomands-save, formår soldaterne at flænse det sparsomme kød fra de radmagre krikker og skaffe sig tiltrængte proteiner.

Frontlinjen ved Stalingrad, 25. januar

Luftwaffe forsøger at forsyne tropperne fra luften. Hver dag flyver de ind over Stalingrad og kaster deres last af forsyninger.

For piloterne om bord på de tunge Condor-transportfly bliver turene til Stalingrad værre og værre. Ofte må flyene vende om og med Jak-jagere i halen flygte tilbage.

Samtidig har sovjetiske enheder opstillet endeløse rækker af antiluftskyts langs de mest benyttede ruter mellem forsyningslufthavnene og Stalingrad.

Straks piloterne ændrer rute, følger flakket hurtigt med. Siden midten af november har Luftwaffe dagligt mistet omkring fem maskiner.

Selv de fly, der trænger gennem det russiske luftforsvar, er ikke til megen hjælp. Sovjetiske efterretningsofficerer har brudt koden for tyskernes nedkastningssignaler.

Når de tunge fly nærmer sig, vifter de russiske soldater med røde, grønne og gule nødblus.

På den måde lokker de tyskernes uvidende piloter til at smide deres last, og russerne kan konfiskere tonsvis af vinterfrakker, støvler, våben og mad.

I de containere, der når frem, er manglen på organisation tydelig.

En tysk sergent beretter, hvordan hans deling fyldt med håb åbner en container, blot for at finde den pakket med peber.

Tørt konstaterer sergenten, at tropperne måske kan bruge krydderiet til at kaste i hovedet på fjenden.

Fangelejrene øst for Stalingrad, 25. januar

Tusinder af tyskere deserterer eller overgiver sig. De bliver ribbet for deres støvler og mad og derefter sendt til opsamlingslejre øst for Stalingrad.

For de tusinder, der ender i russisk fangenskab, er helvede kun lige begyndt.

Tyskerne bliver samlet i store opsamlingslejre – som regel blot et stykke steppe omgivet af meterhøjt pigtrådshegn.

På den frosne jord ligger mænd i hærgede klæder. De heldigste har udslidte støvler på fødderne, andre har strimlet stof fra de dødes jakker og bundet det om fødderne for at værne dem mod de isnende vinde fra Sibirien, som fyger gennem lejren.

På trods af kulde, sult og væskende sår er fangernes største pinsel noget helt fjerde: lus. Kroppene på de soldater, der er for svage til at gøre modstand, har nærmest sit eget liv.

De blodsugende insekter dækker hver en cm2 og efterlader kløende røde bid overalt på kroppen, og laget af lus er så tykt, at de små insekter kan skrabes op som mel fra en tønde, fortæller militærlægen Hans Dibold, som tilser de døende.

I det øjeblik døden nærmer sig, forlader lusene de syge.

Stalingrad by, 26. januar

Russerne står få kilometer fra tyskernes hovedkvarter i kælderen under det fem etager høje stormagasin Unimag.

Sammenklemt i de labyrintiske kælderrum under stormagasinet Unimag sidder general Friedrich Paulus bag et mørkt gardin.

Her tilbringer den mere og mere apatiske leder af de tyske styrker hovedparten af sin dag.

Liggende i sin seng eller vandrende hvileløst frem og tilbage, mens de strategiske beslutninger er overladt til hans næstkommanderende, generalmajor Arthur Schmidt.

Da en adjudant overrækker Paulus beskeden om, at russerne er brudt igennem til Volga og har delt den 6. armé i to, falder generalens sidste håb om redning sammen.

Straks sender han et telegram til Berlin, hvor han tigger om lov til at overgive den 6. armé:

“Tropperne er uden mad og ammunition”, skriver generalen og beretter, hvordan hæren er i opløsning på hele fronten.

“18.000 sårede er stuvet sammen i Stalingrad uden medicin eller forbindinger. Det er uundgåeligt, at vi kollapser”, skriver Paulus og afslutter sit telegram med ordene:

“Hæren beder om tilladelse til at overgive sig og redde de resterendes liv”.

Svaret fra Hitler er et rungende nej. Tropperne i Stalingrad binder så mange russiske styrker, at andre dele af den tyske hær har tid til at etablere et forsvar længere mod vest.

Og ikke mindst vil Stalingrads fald være en katastrofe for nazisterne, der om blot fire dage skal fejre ti-års jubilæet for magtovertagelsen med en storslået ceremoni.

Føreren udnævner kort efter Friedrich Paulus til feltmarskal og minder ham om det tyske officerskorps' stolte historie.

Ingen tysk feltmarskal har nogensinde overgivet sin hær eller sig selv. Budskabet til Paulus er slet skjult.

Begå selvmord, eller kæmp til døden.

Berlin, 30. januar

Selvom Paulus tigger om lov til at overgive sig, nægter Føreren. Stalingrad passer perfekt ind i den nazistiske propaganda.

I tyske byer, over hele det besatte Europa og selv her i Stalingrads ruiner knitrer Hermann Görings stemme gennem radioen.

Den korpulente chef for Luftwaffe taler om “Fæstning Stalingrad”, der er ved at falde – men som vil leve videre for evigt.

Soldaterne lytter med lige dele vrede, vantro og latter til den nazistiske topleder, som med bombastiske ord hylder heltene fra sikkerheden i Berlin, 2200 km borte:

“Der vil komme en dag, hvor fremtidige generationer vil tale med stolthed om den 6. armés kampe”, udbasunerer Göring og forsikrer, at slaget for altid vil blive husket som fundamentet under Det Tredje Riges sejr.

For de indespærrede i Stalingrad er talen dybt komisk. Den tykkeste mand i Tyskland prædiker mod og udholdenhed for de udhungrede tropper.

Paulus' hovedkvarter, 31. januar

Feltmarskal Friedrich Paulus har accepteret en fredsforhandling i sit hovedkvarter.

Mens de to russiske repræsentanter skridter ned ad gangene under stormagasinet Unimag, breder en uhyggelig stilhed sig. Ikke et ord undslipper de tyske soldater, der virker, som om djævelen selv marcherer i deres nærhed.

Langsomt forsvinder de to russere dybere ind i labyrinten, indtil de omsider når deres mål: et lille spartansk lokale, hvor et enkelt skrivebord og en stol er de eneste møbler på det hårde betongulv.

To vægge er behængt med landkort, men et stort hagekorsflag pryder den tredje. Her får russerne besked på at vente.

Alt er stille, da Paulus' næstkommanderende, generalmajor Arthur Schmidt, skridter ind i rummet. Han er ulasteligt klædt i en sirligt presset uniform, nybarberet og med vandkæmmet hår.

Da generalen åbner munden for at tale, nærmest bjæffer han ordene ud i korte sætninger: “General Paulus er blevet udnævnt til feltmarskal. Han leder ikke længere de tyske styrker. Hans sind er for træt til at mødes med russerne”.

Schmidt har fået myndighed til at lede alle fredsforhandlinger.

Den russiske udsending overrækker ultimatummet, der indeholder krav om en betingelsesløs kapitulation.

Alle kamphandlinger skal stoppes øjeblikkeligt, og de tyske soldater forsamles på “de faldne krigeres plads” midt i Stalingrad, hvor de skal nedlægge deres våben.

Efter den formelle underskrivelse af dokumenterne får russerne adgang til Paulus' rum. De finder generalen marcherende nervøst frem og tilbage på gulvet i en uknappet grå uniformsfrakke.

Feltmarskallen oplyser navn og rang og erklærer, at han ikke bærer våben. Derefter trasker han ud gennem Unimags gange, ud i vintersolen og i sovjetisk fangenskab.

Stalingrad, 2. februar

Slaget om Stalingrad er slut.

Viktor Kontradenko, journalist ved Den Røde Hærs avis, skuer målløst ind mod den sønderskudte by. Ud af ruinerne marcherer tusinder og atter tusinder af tyske soldater.

En gigantisk slange af knækkede mænd, der én efter én lægger deres våben i de voksende bjerge af våben.

Foran Kontradenko falder en ung løjtnant om af udmattelse. Journalisten hører ham kalde på sin ven med svagere og svagere røst. “Peter! Peter!”

Kammeraten kaster ikke ét eneste blik over skuldrene. Han hiver blot op i kraven på sin frakke, løfter skuldrene og fortsætter støvleløst videre.

Foran ham venter 5000 kilometers march mod de sibiriske fangelejre.

Øjenvidnernes skæbner

Ingen kender sergenten Günther Wallrawes eller Raymond Beyers skæbne.

Lægen Hans Dibold overlevede krigen og nedskrev siden sine oplevelser.

Generalmajor Arthur Schmidt sad i sovjetisk fangenskab i 12 år. Han døde i Karlsruhe i 1987.