Den brændte jords taktik er Stalins bitre forsvar

Med disse oplevelser i rygsækken regner Roth og hans kammerater ikke med, at de får lov til at tage Kijev uden kamp. Men alt forbliver stille, og de tyske tropper rykker ind uden at møde modstand.

I stedet for kamp kan soldaterne se frem til et tiltrængt hvil. Hverdagen indfinder sig i byen.

Endeløse lastvognskolonner med tropper og forsyninger triller gennem gaderne med kurs mod øst, mens Kijevs tilbageblevne borgere forsigtigt kommer frem fra deres skjul i kældrene.

Gaderne fyldes igen med mennesker, stemningen er nærmest fredfyldt.

Med ét bliver byens summen over-døvet af en gigantisk eksplosion, som slynger murbrokker og sønderrevne jerndragere højt op i luften. Alt er pludselig kaos.

Grebet af rædsel flygter indbyggerne i alle retninger, og flere bliver trampet ned i panikken.

Da røgen har lagt sig, kan Hans Roth se ødelæggelserne: En Lenin-statue er blevet erstattet af et 100 m bredt krater, og to nærliggende bygningers ydermure er styrtet sammen.

Eftersøgningen efter flere bomber går straks i gang. Roth er med i den gruppe, som bliver sat til at gennemsøge det ukrainske nationalmuseum. I et lille rum i kælderen hører de en uhyggelig tikken.

Lyden kommer fra den anden side af en væg, og i en nervepirrende halv time leder tyskerne efter en vej ind til den tidsindstillede bombe. Så får de ordre til at rømme bygningen.

Samme aften gennemrystes museet af en eksplosion, og tilsvarende drøn lyder andre steder i byen. Kijevs nattehimmel lyses op af de mange brande, som sprængstofferne antænder.

Den næste dag dræber en bombe på Grand Hotel en gruppe højtstående tyske officerer og mange civile. Stalins fælder gør ikke forskel på tyskere og sovjetborgere.

Brande raser i fire dage og jævner én kvadratkilometer af byen med jorden.

VIDEO – Se farvelagte billeder fra slaget om Kiev:

Sovjetunionen ruster sig til krig

Kijev blev offer for de systematiske ødelæggelser, som var den sovjetiske leders svar på den tyske invasion den 22. juni.

Stalins første reaktion på Hitlers angreb var ellers lammelse. Diktatoren var sikker på, at hans kollega i Berlin ikke vovede en krig med Sovjetunionen, så længe store styrker stadig var bundet af Tysklands opgør med Storbritannien.

I ugevis havde han derfor set bort fra alle efterretningsrapporter, som pegede på, at et angreb fra vest var undervejs.

Selv de første rapporter om kampe ved grænsen afviste han, indtil beviserne ikke længere lod sig bortforklare.

Men da Stalin endelig så realiteterne i øjnene, strømmede en byge af ordrer ud fra hans kontor. Blandt dem var en befaling den 24. juni om oprettelse af et evakueringsråd.

Det skulle få afgørende indflydelse på udfaldet af krigen på østfronten. Rådet fik til opgave at flytte 2.500 fabrikker og 20 mio. mennesker i sikkerhed øst for Moskva.

Hitler håbede på en hurtig tysk sejr, men Stalin forventede et langvarigt opgør. Her ville mængden af ressourcer blive afgørende for udfaldet.

Han havde allerede afskrevet hele den vestlige del af Sovjet-imperiet. Nu handlede det om bringe så store dele af det sovjetiske produktionsapparat som muligt i sikkerhed, inden det faldt i hænderne på de tyske styrker, som rykkede fremad i lyntempo.

Tre dage senere var rådet klar med et direktiv for folkeforflyttelsen: “Første prioritet har faglærte arbejdere, ingeniører og ansatte ved virksomheder evakueret fra fronten; befolkningen, først og fremmest unge egnet til militærtjeneste; samt Sovjet- og partiledere”.

Imens afgjorde Stalin, hvad der skulle ske med ressourcer, som ikke kunne flyttes: “Ikke så meget som et kilo korn eller en eneste liter benzin” måtte falde i fjendens hænder.

“Al værdifuld ejendom, lagre af råvarer og fødevarer og korn på markerne (...) skal ødelægges, udslettes eller brændes”.

Stalins ord var startskuddet til det sovjetiske sikkerhedsapparats hensynsløse ødelæggelser for at hæmme den tyske fremrykning. Ingen steder blev hårdere ramt end Kijev.

Allerede før fjenden marcherede ind og plantede hagekorsflaget i byen, blev et elværk, fire broer over Dnepr-floden, et kæmpe fødevarelager, en konservesfabrik og byens vandtårn sprængt i luften.

Store mængder af mel, sukker, salt og medicin blev hældt ud i floden.

Stalin tager ordet

Op gennem 1930'erne havde Stalin udskrevet millioner af mennesker til tvangsarbejde for at opbygge et kommunistisk industriparadis, og kollektivisering af landbruget havde sendt andre millioner i sultedøden.

I den kommende styrkeprøve med Hitler var han klar til at lægge nye prøvelser på borgernes skuldre. Stalin meddelte i en radiotale den 3. juli sin vilje:

“Jeg taler til jer, mine venner”, indledte han jovialt, hvorefter han gav sig til af forklare, hvordan han havde tænkt sig at vende op og ned på borgernes liv:

“I vore rækker må der ikke være plads til klynkere og kujoner, til panikmagere og desertører”.

Alle skulle underordne sig krigsindsatsen, for kampen var “ikke blot en krig mellem to hære, det er også hele det sovjetiske folks krig mod de tyske fascistiske styrker”.

I takt med, at de tyske styrker rykkede frem, skulle “alt rullende materiel evakueres, og ikke et eneste lokomotiv, ikke en eneste togvogn, ikke et eneste pund korn eller en liter brændstof efterlades til fjenden”.

Bønderne skulle “drive deres kvæg i sikkerhed og overlade alt korn til staten, så det kan transporteres bagud”.

Hverken børn eller ældre mennesker blev nævnt med et ord. Stalin kom heller ikke ind på, hvordan sovjetborgerne bag de tyske linjer skulle overleve, når fødevarerne blev fjernet eller ødelagt.

For at gøre ondt værre ville det sovjetiske evakueringsråd hindre folk i at tage skæbnen i egen hånd. Uautoriseret flugt blev forbudt, og kun borgere af værdi for regimet kunne gøre sig håb om at få den eftertragtede tilladelse.

Således blev den brændte jords taktik sat i gang. Blottet for kommunismens officielle solidaritet og præget af stærkt forhastet planlægning.

Partibosserne stikker af

Sovjetregimet forestillede sig en velordnet evakuering fra de truede områder nær fronten.

Arbejderne skulle systematisk skille maskinerne på deres fabrikker ad og læsse dem på tog, som ville fragte både mennesker og produktionsanlæg til destinationer langt mod øst.

Bag dem kunne “ødelæggelsesbataljoner” gå i gang med at sprænge alt tilbageværende af værdi i luften og sætte ild til afgrøder på markerne – med selvopofrende hjælp fra landbefolkningen.

Virkeligheden blev dog noget anderledes.

Ødelæggelsesbataljonerne bestod af parti-aktivister suppleret med tvangsudskrevne værnepligtige og kriminelle. De gennemførte deres opgaver uden hensyn til befolkningen i fx Ukraine, hvor 216.000 t korn gik op i flammer.

Men ofte handlede de også fuldstændig planløst. I stålværks-byen Saporosje var Stalins bataljoner skyld i to store menneskelige tragedier.

Byens brødfabrik blev uden varsel sprængt i luften, før de sidste arbejdere havde forladt grunden, og mens borgere stod i kø udenfor for at købe de sidste brød. Omkring 300 mennesker omkom.

Byen blev også ramt af en enorm flodbølge, da en dæmning ved Dnepr-floden blev ødelagt for at stoppe el-produktionen i området. Vandet skyllede hele den sydlige del af Saporosje væk, inklusive indbyggerne.

Ofte var de fabrikschefer, partisoldater og embedsfolk, som skulle organisere evakueringerne, de første til at tage benene på nakken – i flere tilfælde med lommerne fulde af stjålne værdier.

Tidligt i august indløb en rapport om kaotiske tilstande i Sjpoljanskij-distriktet nær den sovjetiske sydfront:

“Evakueringen er forvandlet til en uorganiseret flugt som resultat af distriktsorganisationernes tab af lederskabet over befolkningen. Fabriksdirektøren og brandchefen flygtede først... og også mange ledere af kollektivbrug og statslige landbrug har taget flugten efter at have lagt beslag på kollektive og statslige værdier”.

I Vitebsk i sovjetrepublikken Hviderusland stak byrådsformanden af mod Moskva efter at have beslaglagt såvel en bil som en tønde øl til turen.

Evakueringen bliver en folkevandring

Nogle steder lykkedes det at få evakueringerne sat nogenlunde i system. Få dage efter orden blev givet, sendte myndighederne i Leningrad op til 15.000 af systemets udvalgte af sted dagligt.

Efter seks uger kunne de prale af at have flyttet en halv million mennesker ud af byen. Men effektiviteten stoppede ved bygrænsen, og mange befandt sig stadig i det omkringliggende landbrugsland, da tyskerne i september lagde en jernring om Leningrad.

Samtidig måtte mange af de “evakuerede” i praksis selv finde vej væk fra de truede områder.

Da arbejdersken Tamara Kokosjkina pludselig fik besked på at rømme hendes skosålefabrik i Kalinin uden for Moskva, gik alt så hurtigt, at hun ikke nåede sin lastbil østpå.

Hun måtte i stedet vandre ad hovedvejen mod hovedstaden med sin lille søn på armen og datteren i hånden.

Hun var langtfra den eneste. Trods forbuddet var myndighederne ude af stand til at kontrollere det, som i Sovjetstatens sprogbrug kom til at hedde “spontan selvevakuering”.

Store menneskemasser samlede deres mest nødvendige ejendele og flygtede mod øst, væk fra kanonernes torden. Med den polskfødte forfatter Alexander Wats ord var “hele Rusland på farten”.

Trods de iskolde intentioner om kun at bringe mennesker af værdi for krigsførelsen i sikkerhed begyndte både evakueringsrådet og lokale myndigheders lister at svulme.

Allerede i krigens første uger blev partifolk og officerers familier føjet til de privilegerede med førsteret til togene, og efterhånden fik de følge af forfattere, akademikere, filmfolk og skuespillere.

Selv kvinder og børn uden forbindelser til den sovjetiske elite fandt i stadig større antal vej til listerne.

Ud over evakueringerne fandt tvungne deportationer sted i et massivt omfang. Mange minoriteter, som Stalin regnede for politisk upålidelige, blev tvunget mod øst.

Særlig hårdt gik det ud over de flere millioner af etniske tyskere, som i århundreder havde boet i rigets sydlige dele.

Alene på Krim-halvøen blev 60.000 tyskere i midten af august flyttet til Sibirien, efter at Stalin havde givet sikkerhedstjenesten NKVD ordre til at “sparke dem alle sammen ud”. Mange omkom undervejs.

Evakueringsrådet og NKVD benyttede også lejligheden til at rydde Moskva for hjemløse og flygtninge.

Samlebåndene kører igen

Stalins ordre om evakuering af det sovjetiske produktionsapparat skabte et kaos af bibelske proportioner. Men trods forvirring og uduelighed lykkedes det at redde enorme ressourcer fra Hitlers fremstormende værnemagt.

Det sovjetiske jernbanenet blev udnyttet til det yderste, og den 20. november 1941 var hele 914.380 vognlæs blevet sendt østpå med råstoffer, industrigods, maskiner og mennesker.

Inden årets udgang var mere end ti mio. mennesker og 2.500 fabrikker flyttet østpå.

Indbyggertallene i mange byer i det endeløse sovjetiske bagland øst for Moskva eksploderede: Omsk voksede med 42 pct., Kujbysjev med 36 pct., og Sverdlovsk med 28 pct.

Den massive evakuering af arbejdere og maskiner gjorde det muligt for Sovjetunionen at masseproducere krigsmateriel uden for Hitlers rækkevidde.

I Saratov ved Volga-floden gik arbejderne i gang med fremstille MiG-jagerfly, allerede mens murerne endnu var i færd med at bygge fabrikken rundt om dem.

Det første fly rullede af samlebåndet blot to uger efter, at de sidste dele af produktionsanlægget var læsset af togvognene.

Ved at spille på patriotismen lykkedes det også med tiden for Stalin at få store dele af befolkningen til at bakke op om det, regimet kaldte “Den Store Fædrelandskrig”.

Mange borgere arbejdede sammenbidt dag efter dag for at holde styrkerne ved fronterne forsynet.

Så langt væk som i Tasjkent, Usbekistans hovedstad tusindvis af kilometer fra fronten, følte almindelige mennesker sig dybt involveret i kampen mod tyskerne.

Omkring 90 fabrikker blev flyttet til området, hvor lokale side om side med evakuerede arbejdere langvejsfra producerede alt fra kampfly til Katjusja-raketbatterier og uniformer til Den Røde Hær.

På én af fabrikkerne arbejdede den blot ni-årige dreng Oleg Boldyrev med at lave bomber, miner og granater. Han havde tigget sin far om at få lov til at være med til produktionen.

Mobiliseringen af den sovjetiske industri blev afgørende, for Stalin fik ret. Krigen var ikke overstået på seks uger, som Hitler havde håbet.

Den tyske blitzkrig gik over i en en langstrakt dyst, og den vandt Sovjetunionen ved at producere Tyskland i knæ.

Hans Roth blev et af de omkring 4 mio. tyske dødsofre på østfronten. Han forsvandt under kampe i Hviderusland i sommeren 1944.