Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Breslau Festung 1945

Fæstning Breslau: Hitlers sidste bastion

Nazi-tyskland er ved at tabe krigen. Østfronten er kollapset, og sovjetiske styrker bevæger sig ubønhørligt mod vest. Når de til Berlin, er det slut. Men først må de indtage Breslau med nogle få tusinde soldater og 150.000 civile. De bygger byen om til en fæstning.

Ullstein Bild & Scanpix/Akg

Sveden springer på Hugo Hartungs pande. Til daglig instruerer han forestillingerne på Breslaus teater og er ganske uvant med hårdt fysisk arbejde. Det samme gælder hans kolleger fra teateret, der slider side om side med ham.

Det er august 1944, og Tyskland er tvunget i defensiven. I forsøget på at forhindre sovjetiske tropper i at løbe Tyskland over ende har Føreren udnævnt flere byer i Østpreussen, Polen og Schlesien til “fæstningsbyer”, der skal holdes for alt i verden.

Sovjetunionens 6. armé står ved Warszawa kun 400 km væk, og alle arbejdsduelige mænd i Breslau er udkommanderet til at forberede den belejring, alle ved vil komme.

Hugo Hartung arbejder på “Operation Bartold”, anlæggelsen af seks meter brede og fire meter dybe grøfter, som skal stoppe de angribende kampvogne.

Som solen kravler højere på himlen, føles spaderne, der kun med besvær lader sig bore ned i den fede, schlesiske muld, tungere og tungere. Flere mænd falder om af udmattelse – måske til ingen verdens nytte.

“Graven vil ikke stoppe en eneste sovjetisk kampvogn”, hører Hartung en officer sige. “Hvis én af dem falder ned i den, vil den næste kampvogn allerede rulle henover”.

Hitlers håndlanger vakler i troen

Fredag 12. januar 1945
Den Røde Hær indleder sin storoffensiv mod Tyskland. 2,2 millioner sovjetiske soldater står klar langs fronten, nu sætter de sig i bevægelse.

Breslaus øverste leder, gauleiter Karl Hanke, hører meldingen om russernes storoffensiv i radioen på sit kontor i Hatzfeld-palæet. Det er kun et spørgsmål om dage, før fjenden når Breslau, ved Hanke.

Han sidder hensunket i sine egne tanker, indtil sekretærens stemme bringer ham tilbage til virkeligheden.

“Tænk, at de virkelig vil risikere alt, sådan som situationen er”, kvidrer den unge kvinde.
“Hvem?” Hanke rynker brynene.
“Russerne. Hvem ellers?” svarer hun.
“Og hvad risikerer de?”
“Karl”, siger sekretæren tålmodigt. “De er snart slået. Alt, hvad de har, er et par amerikanske kampvogne, som er sluppet igennem vores blokade af Murmansk”.

Karl Hanke hører til blandt Hitlers tidligste og mest trofaste støtter, og han har arbejdet i propagandaministeriet sammen med Josef Goebbels.

Om nogen kan han gennemskue nyhederne og se, at meldingerne om Sovjetunionens svaghed blot er nazistisk selvbedrag.

“Mit kære barn”, svarer gauleiter Hanke. “Det er noget værre snak fra propagandaministeriet. Stol ikke på det”.

civilians digging tank trenches germany 1945

De arbejdsduelige mænd blev sat til at grave “panser-grave” rundt om byen, da Sovjet-hæren nærmede sig Breslau.

© Ullstein Bild

Bødlen opildner sin pjalte-hær

Midt i januar 1945
De sovjetiske styrker er rykket frem over hele den tyske front og står mindre end 10 km fra Breslau.

“Gør fjenden mest mulig skade”, råber gauleiter Hanke entusiastisk til forsamlingen af skoledrenge og grånende bedstefædre. Alle voksne, våbenduelige mænd er for længst sendt til fronten eller er dræbt.

Tilbage til byens forsvar har Hanke blot nogle få tusinde soldater. Resten af hans hær er pjaltede og dårligt bevæbnede civilister, der bliver omtalt som “folkestormen”.

I alt 50.000 mand mod en langt større sovjetisk styrke med tunge våben. “Mine herrer. Det er ingen skam at dø for Tyskland”, siger Hanke salvelsesfuldt.

Gennem sine fire år som gauleiter i Breslau har han beordret mere end 1.000 henrettelser, og indbyggerne kalder ham “Bødlen fra Breslau”.

“Angrib!” brøler Hanke. De forsamlede hæver højrearmen og råber pr. refleks “Sieg Heil!”

Kvinder og børn dør i kulden

Lørdag 20. januar 1945
I månedsvis har Hanke forhindret civilbefolkningen i at flygte. Nu skal det være. 600.000 kvinder og børn skal forlade byen. Omgående.

På byens banegård forsøger tusindvis af mennesker at komme om bord på det samme tog. Panikken griber de desperate ventende, og mere end 100 mennesker bliver trampet ihjel.

Langt de fleste må opgive at tage toget. I stedet slider de sig ad snedækkede landeveje mod vest, i endeløse kolonner. Blandt dem er den unge fru Hanisch, der i favnen bærer sin fire måneder gamle datter, Gabi.

Langs vejen hviler udmattede kvinder sig i sneen, mens kulden suger livet ud af dem. Nogle kommer aldrig på benene igen. I grøften ligger stivfrosne børnelig.

Gabi græder af sult, men vil ikke ammes. Mælken i den medbragte flaske er frosset, og hver gang fru Hanisch passerer et hus med lys i vinduerne, banker hun på i håb om at få lov til at varme flasken.

Først ved morgengry åbner en dør sig. Lettet skynder Hanisch sig ind og vikler Gabi ud af tæpperne. Barnet er helt stille. Husmoderen kigger hende over skulderen. “Hun er død”, konstaterer hun.

Omkring 90.000 mennesker dør under flugten fra Breslau. En del af de overlevende når til Dresden, hvor de bliver ofre for de allieredes alt­ødelæggende luftangreb den 13.-15. februar.

german refugees 1945

I januar fik 600.000 kvinder og børn ordre til at forlade Bres­lau. Nogle fik et lift med tog eller lastbil. Alle andre gik.

© Scala/BPK

Fjenden angriber flyvepladsen

Torsdag 15. februar 1945
Ringen lukkes om Breslau. I byen er 150.000 civile og 50.000 soldater. Alle forsyninger – ammunition og mad – skal komme fra en luftbro.

Teaterinstruktør Hugo Hartung er udkommanderet til at forsvare flyvepladsen Schöngarten i byens udkant. Han er ved at gå til køjs, da en stemme pludselig skærer igennem døsigheden. “Russerne står ved hegnet!”

Mændene tumler ud. Et lysspor farer hen over landingsbanen. Flere bygninger står allerede i flammer, nattehimlen gløder ildevarslende, og Hartung kan se, at flere gårde i omegnen også brænder.

Fra staldene lyder paniske brøl fra dyrene. Med kuglerne fløjtende om ørerne flygter Hartung mod officerernes kvarter.

Undervejs må han løbe i zigzag mellem de døde og sårede. “Kom over til os! Kom over til os!” lyder det fra de skrattende højttalere, som de sovjetiske styrker har sat op. Så sætter musikken i gang, først “Internationale”.

Hartung og et par kammerater søger tilflugt i en kælder. Få timer senere når en ordonnans dem med besked om, at de skal overlade Schön­garten-flyvepladsen til fjenden.

breslau 1934 soviet artillery

Fra byens udkant beskød Den Røde Hærs tunge artilleri Breslau igen og igen. Før krigen var Breslau ved Oder-floden en travl handelsby.

© Scanpix/AKG

Kulturbyen Breslau blev udslettet

De allierede bombefly skånede Breslau i flere år. Derfor samlede 400.000 tyske flygtninge sig i byen. Da krigen endelig kom, blev Breslau nærmest pulveriseret.

  1. verdenskrig foregik langt fra den tyske provins Schlesien. Frem til den 7. oktober 1944 oplevede indbyggerne i Breslau ikke et eneste luftangreb.

Byen gik for at være et sikkert sted at opholde sig, og efterhånden som de tyske hære blev trængt tilbage på østfronten, strømmede 400.000 flygtninge hertil.

En overgang havde byen mere end en mio. indbyggere. Fra gammel tid havde Breslau været Nedre-Schlesiens hovedstad med en stor embedsmandsstand, der forsødede tilværelsen med opera og flere teatre.

Byen lå idyllisk ved Oder-flodens bred og tiltrak en livlig handel. Indbyggerne var etniske tyskere, kun et par procent talte polsk.

Under krigen flyttede en del krigsvigtig industri til byen – sammen med tusindvis af tvangsarbejdere fra kz-lejrene.

Efter 1945 blev Schlesien overdraget til Polen, og beboerne fordrevet til Tyskland. Nu blev Breslau befolket af polakker, der var blevet hjemløse i forbindelse med Sovjetunionens annektering af polske landområder mod øst.

Byen fik navnet Wrocław og har i dag 630.000 indbyggere. En del af de historiske huse er blevet genopbygget.

Tyskerne er chanceløse

Søndag 18. februar 1945
De sovjetiske soldater kæmper sig vej gennem Breslaus yderkvarterer og erobrer hus efter hus. Forsvarerne kæmper indædt, men forgæves.

Paul Peikert er ikke nem at bringe ud af fatning. Gennem 13 år har han været præst i den katolske Skt. Mauritius-kirke. Hans modstand mod nazisterne er velkendt, og end ikke forhør hos Gestapo har kunnet ryste den 60-årige præst.

Nu hvor han skal begrave den første faldne fra sit sogn, er han dybt berørt. Den døde, SS-officer Erich Seega, faldt i kamp mod sovjetiske styrker kun 24 år gammel.

Fjenden angreb med 12 kampvogne, tyskerne havde ingen svære våben. Af de omkring 150 faldne tyskere var Seega den eneste, som kunne bjærges. Alle andre døde og sårede blev ladt tilbage.

Næppe er kisten sænket i graven, før høje brag fra sovjetiske bomber bryder den højtidelige stilhed. Peikert og begravelsesfølget må flygter ind i kirken. Bomberne falder hele resten af dagen og gennem den frostklare nat.

trench panzerfaust volkssturm

Breslaus forsvar bestod primært af halvvoksne drenge og gamle mænd bevæbnet med simple våben som en panzerfaust.

© Bridgeman

Officerer er presset til det yderste

Torsdag 1. marts 1945
“Fæstningen Posen” har overgivet sig efter en måneds hårde kampe og 12.000 døde. I Breslau får general Hermann Niehoff en opsang.

General Niehoff lytter opmærksomt til stemmen i telefonen. Generaloberst Ferdinand Schörner udtrykker sig som altid kontant.

Schörner – med tilnavnet “Den Blodige” – er én af Tysklands højest dekorerede generaler og har kommandoen over styrkerne i Tjekkoslovakiet og den del af Oder-regionen, hvor Bres­lau ligger.

Med det pres Den Røde Hær lægger på området, har han ikke råd til misforståelser. “De må holde fæstningen til sidste mand og sidste kugle”, siger Schörner.

Efter et øjebliks stilhed i telefonen tilføjer han: “Hvis De svigter opgaven, vil ikke kun De få en dødsdom. Deres familie vil også blive stillet til ansvar”.

Niehoff ved, at det er alvor. Siden februar 1945 har en lov gjort det muligt at henrette familiemedlemmer til officerer, som Hitler mener er kujoner.

Da Hermann Niehoff har lagt røret på, kradser han hastigt et par ord til sin hustru og børnene ned på et stykke papir. “Jeg ved, hvad der forventes af mig. Lev vel”, skriver han.

Byen er fuldstændig knust

Søndag 11. marts 1945
Over den sydlige del af Breslau flyver sovjetiske bombefly mere end 500 togter. Byen er efterhånden forvandlet til en rygende ruinhob.

Et ærinde fører den 14-årige Horst Gleiss forbi den skole, han plejede at gå i – før belejringen begyndte og alle byens skoler lukkede.

Bygningen er svært beskadiget. Et stort mosaikvindue er knust, og kemilokalet smadret til ukendelighed.

Hugo kommer i tanke om et slogan, han har lært som Hitlerjunge: “Vore mure kan briste, men ikke vore hjerter”. Han går grædende derfra.

Med let artilleri trængte de sovjet­iske soldater ind i byen og beskød de tyske stillinger.

© Scanpix/AKG

Undsætningen er på vej

Senere samme dag
I Karl Hankes palæ markeres den nazistiske mindedag for Tysklands faldne.

Omkring 150 udmattede og beskidte soldater og “Volkssturm”-folk baner sig vej ind i den fine sal. Den højtidelige stemning understreges af en Hitlerjunge, der med klar røst synger den vemodige “Ich hatt' einen Kameraden”.

Efter nogle korte bemærkninger fra Hanke tager general Niehoff ordet. Indbyggerne i Breslau skal “holde ud”, siger han, “også selv om byen skulle ende som en ruin”.

For byen bliver naturligvis snart undsat af tyske hjælpetropper, tilføjer Niehoff hurtigt. Hvornår kan han ikke sige. Det kan være om “10-14 dage, men det kan også vare længere”.

Indtil da, fastslår han, “lover vi højtideligt Føreren, at vi her i Breslau, den trofaste gamle bastion mod øst, vil vise os som fanatiske krigere”.

Hanke deler medaljer ud. Blandt modtagerne er Panzer Karl, en 17-årig dreng, der på egen hånd driver rundt i gaderne med en panzerfaust-dysekanon under hver arm, klar til at gå løs på de sovjetiske kampvogne.

Ny flyveplads midt i byen

Midt i marts 1945
De sovjetiske styrker er ved at få kontrol over flyvepladsen Gandau. Dermed er de tæt på at afskære Breslau fra at få ammunition og fødevarer fra luften.

“Brandkommandoer, gør jeres pligt”. Præsten Paul Peikert læser med afsky de opklæbede plakater i gaderne. De halvmilitære grupper har intet at gøre med brandbekæmpelse. Tværtimod.

Karl Hanke har givet dem ordre til at jævne kvarteret omkring Lutherkirken nær Bres-laus centrum med jorden og i stedet bygge en landingsbane til erstatning for Gandau, som snart vil være på sovjetiske hænder.

Med magt er beboerne blevet smidt på gaden, og deres indbo kylet ud ad vinduerne. Tøj, nips, bøger og bibler ligger spredt i gaderne.

Bevæbnede mænd holder beboerne på afstand, mens brandkommandoerne hælder tjære over dyngerne og sætter dem i brand.

Bagefter stikker de ild til husene. End ikke kirken, en monumental neogotisk bygning, hvis spir inden krigen var Breslaus højeste, bliver skånet.

Landingsbanen kan ikke bruges

Slutningen af marts 1945
Fæstnings­byerne Kolberg og Küstrin har overgivet sig til Den Røde Hær. Breslaus indbyggere fortsætter arbejdet med den nye landingsbane.

Møjsommeligt rydder arbejdsholdene huse og murbrokker væk i Breslaus centrum. Planen er at skabe en 1.000 meter lang landingsbane.

Af al magt forsøger de sovjetiske belejrere at forhindre færdiggørelsen. Næsten i døgndrift regner granaterne ned over byggepladsen.

13.000 mennesker fra arbejdsholdene bliver dræbt, før landingsbanen står færdig.

Præsten går under jorden

Påskesøndag 1945
De sovjetiske styrker indleder en afgørende offensiv mod byen.

I beskyttelsesrummet under Klosterstrasse 36 har Peikert næppe afsluttet sin indgangsbøn, da en rumlen fortæller, at et nyt luft­angreb er begyndt.

Uroen breder sig i beskyttelsesrummet, hvor omkring 300 af Peikerts sognebørn har forsamlet sig denne 1. april.

Over højtalerne har de sovjetiske styrker annonceret, at 750 bombefly er på vej mod byen, og præsten har derfor flyttet påskemessen under jorden.

En egentlig gudstjeneste er umulig at afholde, men præsten læser et stykke op fra Bibelen.

Imens tager bragene til, indtil en øresønder­rivende eksplosion får væggene til at ryste, lysene falder ned fra alteret.

Flere af tilhørerne springer op i rædsel, overbevist om, at deres sidste time er kommet.

Pludselig buldrer det på den tunge dør ind til rummet. “Brand! Ud! Gaden brænder!” Panikken bryder løs. De to kvinder, der har bevogtet døren, åbner den nu på vid gab.

Gamle mænd, kvinder og børn tumler af sted mod trappen, der fører op til gaden. Kun én tanke driver dem: at komme væk, så de ikke bliver knust under huset, når det styrter sammen.

Heden rammer dem som en mur. I stedet for frisk luft indånder de bogstavelig talt ild og gnister, der springer fra de brændende huse. Hos nogle bryder tøjet i brand.

Skrigende ruller de sig på jorden for at slukke ilden. Imens hyler granater gennem luften. Trykbølger kaster mennesker og mure omkuld.

De overlevende flygter i rædsel. Forbi sortsværtede facader, forkullede lig og udbrændte køretøjer. Væk, uden at ænse hvorhen.

© Wagner & Debes

“Fæstning Breslau” holdt stand i 82 dage

Sammen med Königsberg, Posen og Kolberg var Breslau udset til at bremse den fremstormende Sovjet-hær.

De sovjetiske generaler regnede med at gøre kort proces med Breslau, men Hitler havde udnævnt byen til en “fæstning”, som skulle holdes til sidste mand.

En af grundene var, at trafikknudepunktet Breslau ikke måtte falde i Sovjets hænder. Oveni kunne et langvarigt slag om Breslau binde i tusindvis af sovjetiske soldater, som ville mangle på andre frontafsnit.

Endelig kunne byens heroiske kamp bruges i nazisternes propaganda. Den sovjetiske storoffensiv, der blev indledt 12. januar, bevægede sig fra det centrale Polen til Oderfloden (80 km fra Berlin), på blot to uger.

Men ved Breslau gik offensiven i stå. Den 15. februar omringede Den Røde Hær byen og indledte et voldsomt bombardement.

Artilleri og bombefly hamrede løs på byen, mens infanteriet kæmpede sig frem fra hus til hus. De forsvarende tyske styrker havde næsten kun adgang til lette våben – maskinpistoler, flammekastere og panzerfaust.

Alligevel lykkedes det dem at holde stand i 82 dage, før de gav op den 6. maj – fire dage senere end rigets hovedstad Berlin kapitulerede. Kampen kostede mindst 20.000 civile og 6.200 tyske soldater livet.

Bomber har sat byen i brand

Tirsdag 3. april 1945
Efter ugers intensive bombardementer er op mod 80 pct. af byens huse lagt i ruiner.

Skt. Mauritius-kirken brænder. Ilden har fat i tårnet, der brænder fra oven og nedefter. Som en højovn, bemærker præsten Paul Peikert, der i hast har måttet pakke en taske og forlade sin brændende kirke og præstegård.

Som lange tunger slikker flammerne ind gennem de sønderskudte vinduer, hvor de griber fat i alt, der kan brænde – gulve, gardiner, møbler, sengetøj, tapet.

Gennem de brændende gader løber Peikert fra det ene beskyttelsesrum til det andet. Heden river i hans lunger og svier i øjnene. Halsen er tør. Hvert øjeblik frygter han at blive forvandlet til en levende fakkel.

Da han når Kaiserbrücke over Oder-floden, står han stille, målløs over det syn, der møder ham. Tårne og spir er styrtet i grus, og kun en sortsværtet, amputeret silhuet tegner sig mod de rødlige skyer.

Da bombeangrebet stilner af, ligger de døde overalt. Så mange er faldet, at byen for længst er udgået for kister. I stedet må ligene svøbes i papir, indtil de kan blive begravet.

Som hvide pakker, tænker instruktøren Hugo Hartung. For nogle er det anden gang, de skal begraves. De seneste dages bombeangreb har sprængt gravene åbne, så de døde ligger på jorden.

I de haver, der ikke er omdannet til gravpladser, blomstrer tulipaner og hyacinter. Heden fra brandene har fået dem til at springe ud før tid.

Albert Speer siger farvel

Mandag 16. april 1945
Den Røde Hær indleder stormen på Berlin. Hitler flytter permanent ned i Førerbunkeren.

Gauleiter Karl Hanke sidder på sit kontor og læser et brev, han netop har modtaget fra Albert Speer.

For 15 år siden mødte han for første gang den unge arkitekt Speer, der senere blev Hitlers chef­arkitekt og rustningsminister: “I en tid hvor nationens ledende lag bryder sammen og giver op, sætter De et eksempel. De har intet at fortryde. De nærmer Dem nu en smuk og værdig ende på livet”. Underskrevet af “Deres ven, Albert Speer”.

Hitlerjugend fester i smug

Fredag 20. april 1945
Adolf Hitlers fødselsdag. Før i tiden var denne dag en festdag. Dette år nedtoner nazisterne dagen.

De unge soldater i den kælder, hvor 14-årige Hitlerjunge Horst Gleiss holder til, er ligeglade. Slagordene om ære og stålsat vilje hører fortiden til.

Nu skal de feste. Bordet er dækket med honningkager, saftevand, snaps og rødvin. En gruppe piger er kommet til, og aftenen igennem synger og danser de.

Som timerne går, forvandles den desperate glæde til tungsind, og i morgengryet får tristheden overtaget. Sangen fra lyse stemmer stiger op fra kælderen.

“Es geht alles vorüber, es geht alles vorbei...”, lyder det bittersødt over murbrokkerne, mens himlen langsomt lysner i øst. Blandt de voksne soldater er desperationen langt mere håndfast.

Hver dag ser de døden i øjnene. De ved, at slaget er tabt, og er rædselsslagne for den dag, de må overgive sig. I grupper drager tyskerne hærgende gennem byen og gennemsøger lejlighederne for sprut.

Finder de en flaske, er dagen reddet. Og selvom soldaterne skal beskytte byens indbyggere, kaster de sig gerne over kvinderne for at voldtage dem.

Breslau er ved at gå i opløsning. Moralen skrider, fødevareforsyningen er ustabil. Al tro på, at hjælpetropperne når frem, er væk.

De sårede får ingen hjælp

Slutningen af april 1945
Den Røde Hær har stort set indtaget Berlin, og Hitler begår selvmord. “Fæstning Breslau” holder stand.

Flammen fra stearinlysene kaster et flakkende skær på bunkerens grå betonvægge. Af og til lyder en stille klagen.

Ellers hersker tavsheden i de beklumrede rum i bunkeranlægget i Elbingstrasse, der er omdannet til et lazaret.

Sårede og døende mænd ligger alle vegne i den flere etager høje betonkolos. Blodige lagner er krøllet sammen på gulvet, og stanken ulidelig.

Patienterne ligger tæt i køjesenge, de øverste så tæt på loftet, at deres ansigt næsten berører betonen. De fleste sårede må klare sig selv.

Eneste udvej er overgivelse

Fredag 4. maj 1945
Tysklands nye rigspræsident Karl Dönitz forhandler fred med de allierede. De tyske tropper i Danmark og Norge forbereder sig på at kapitulere.

Fire af Breslaus præster har fået foretræde for general Niehoff, den militære øverstbefalende. “Kan De stadig, under disse omstændigheder, over for Gud retfærdiggøre at forsvare byen?” spørger den ene af præsterne.

Sammen med sine kolleger har han fortalt om den angst og de lidelser, sognebørnene dagligt lever i. Nu betragter de Niehoff. Beslutningen er hans.

Generalen sidder længe med bøjet hoved, så ser han op: “Deres bekymringer er mine bekymringer. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre?”
“Overgiv Dem!” svarer præsterne i kor.
“De vil høre fra mig snarest”.

Uden at tale med gauleiter Hanke sender general Niehoff to officerer udrustet med et hvidt flag mod de sovjetiske linjer for at forhandle.

Da den nyhed når Hankes ører, kører han straks til Niehoffs kontor for at få en forklaring: “General! Jeg har lige hørt, at De vil overgive Dem!” siger han ophidset.
“De har hørt rigtigt, hr. gauleiter. Jeg er villig til at overgive mig”, svarer Niehoff roligt.
“Så må jeg have Dem arresteret, general”, bider Hanke ham af.
“Hvis nogen skal have nogen arresteret, er det vist mig”, konstaterer Niehoff tørt.

En pinlig stilhed fylder rummet, mens Karl Hanke famler efter ordene: “Undskyld min trussel. Det var ikke sådan ment. Men hvad skal jeg gøre?” lyder det afvæbnende.

Niehoff lader sig ikke rokke. Han foreslår Hanke at begå selvmord. Gauleiteren afslår bestyrtet: “Jeg er stadig så ung, jeg vil leve. Om jeg så skal rejse verden rundt som en vagabond”.

Stemmen, der plejer at holde brandtaler, bliver pludseligt helt spag. “General, hjælp mig”, trygler Hanke, men Hermann Niehoff afslår.

Da nazilederen Karl Hanke opgav Breslau, stjal han et Fieseler Storch-fly og stak af mod vest.

© Bundesarchiv

“Bødlen fra Breslau” forsvandt sporløst

I månedsvis holdt Karl Hanke kampen om Breslau i gang. Da nederlagets time nærmede sig, stak han af.

Karl Hanke indledte sin usædvanlige karriere i propagandaministeriet, hvor han blev minister Goebbels' nærmeste medarbejder.

Det nære samarbejde ophørte brat i 1939, da Hankes forhold til Goebbels' hustru Magda blev kendt.

Herefter meldte han sig til hæren og kæmpede bl.a. i Frankrig. 1941 udnævnte Hitler ham til gauleiter (dvs. regionsleder) i Nedre-Schlesien, hvor Breslau var hovedbyen.

De næste fire år satte han sit brutale præg på byens liv og beord­rede over 1.000 henrettelser. Få timer før Breslaus fald den 6. maj 1945 stak Hanke af i et stjålet fly og forsvandt sporløst.

Talrige myter har omgærdet hans flugt. Det blev bl.a. formodet. at han nåede til Spanien. Mere sandsynligt er det dog, at han landede i Tjekkoslovakiet, hvor han blev dræbt af lokale frihedskæmpere.

Det sidste fly fra Breslau

Søndag 6. maj 1945
Nazi-Tyskland er ved at gå under. Kl. 05.30 står en gruppe mænd ved den nye landingsbane, Karl Hanke fik anlagt. Hidtil er den ikke blevet brugt.

Gauleiter Hanke stiger om bord i byens eneste flyvedygtige maskine, general Niehoffs private Fieseler Storch. Ubesværet kommer det lille fly på vingerne og slipper forbi de sovjetiske antiluftskytsbatterier.

Hanke kigger nervøst ud ad vinduet og løsner den snævre uniform, som har tilhørt en menig SS-soldat. Karl Hanke har forklædt sig for at slippe uset ud af byen.

Af skræk for at blive pågrebet af de sovjetiske styrker har han stjålet Niehoffs fly, og nu er han allerede højt over den sortsvedne brandtomt, som engang var Breslau.

Piloten lægger flyet sydvestover. Udsigten skifter til forårs­grønne marker. Snart vil flyet og Hanke være på den anden side af fronten – i sikkerhed hos de tyske styrker i Tjekkoslovakiet.

Tyske soldater afventer fjenden

Senere samme dag
Efter Karl Hankes flugt er Breslau klar til overgivelse. General Niehoff forhandler om fredsbetingelserne.

De omkring 300 tyske soldater, som er stuvet sammen i den snævre kælder, frygter alle fjendens hævn.

En faldskærmsofficer stiller sig op på en stol og begynder at tale: “Mænd! Kammerater!” råber han. “Vi har gjort, hvad vi kunne. Jeg takker jer, fordi I altid har været parate til at kæmpe, selvom det var hårdt. Jeg har ikke mere at sige nu. Gør, hvad I kan for at bevare jeres ære over for jeres faldne kammerater og jeres samvittighed. Tyskland er tabt, og der er ikke længere plads på denne jord til en gammel faldskærmskaptajn”.

Med en rolig bevægelse tager officeren sin pistol fra bæltet og fører den til hovedet. Imens har general Niehoff genoptaget sine fredsforhandlinger.

I Sovjet-generalen Glusjdovskijs hovedkvarter gennemlæser tyskeren de forhandlede betingelser for overgivelse. Ordlyden er meget mildere, end Niehoff havde turdet forestille sig.

De syge og sårede vil få hjælp, de civiles sikkerhed garanteres, og soldater vil blive behandlet efter internationale regler. Lettet skriver den tyske general under.

Rummet bliver stille. Den Røde Hærs politiske kommissær har forholdt sig tavs: “Den sovjetiske 6. armé går ind i Breslau omkring kl. 21”, siger han koldt.

Niehoff protesterer. Han kan umuligt nå at afvæbne sine folk så hurtigt. Alt vil blive kaos. “Marskal Konev har ordre til i aften at meddele, at Breslau er besat”, svarer kommissæren.

Fjenden viser ingen nåde

Natten til 8. maj 1945
Krigen er slut. Sovjetiske soldater har besat byen, mens indbyggerne gemmer sig inden døre.

Mørkets kræfter har frit spil. End ikke kirken er hellig for de døddrukne sovjetiske soldater. Brutalt bliver døren sparket op, og de få mænd, der er til stede, slæbt udenfor og banket, inden soldaterne igen raver ind i kirken.

Krypten er fuld af kvinder, der efter tur bliver voldtaget. Ingen går fri. Gør de modstand, bliver de tævet. I de følgende uger drager grupper af sovjetiske soldater gennem byen på jagt efter alkohol og kvinder.

De slingrer af sted med krus og flasker i hænderne, mens de på må og få affyrer deres våben op i luften. Når de er fulde nok, drikker de alt, hvad de kommer i nærheden af, også frostvæske.

Flere af dem falder om i gaderne, hvor de sover rusen ud.

Vidnerne fra Breslau

Juni 1945
I lange kolonner føres de tyske fanger ud af den ødelagte by. Blandt dem er teaterinstruktøren Hugo Hartung.

Præsten Paul Peikert fik siden embede i Bredenborn i det vestlige Tyskland og døde i 1949. Hitler-drengen Horst Gleiss blev zoolog, botaniker og geograf. I 1975 stiftede han et arkiv for erindringer om krigens Breslau.

General Hermann Niehoff sad i sovjetisk fangenskab indtil 1955. Siden arbejdede han for et kemifirma og skrev bøger om Breslau.

Hugo Hartung flyttede til München, hvor han arbejdede som teaterkritiker og romanforfatter til sin død i 1972.

Læs også:

Maskiner

Sovjetisk prestige-fly var verdens hurtigste

2 minutter
Vikinger

Hårdhændet test beviser vikingeskjoldets styrke

3 minutter
Opfindelser

Flammekasteren skabte panik på slagmarken

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul