Claus Lunau
Pearl Habor, lead

Fanget under havet: Pearl Harbors sømænd kæmpede mod druknedøden

Amerikaneren Stephen Young og mange af hans landsmænd bliver under det japanske angreb på Pearl Harbor fanget i det kæntrede slagskib USS Oklahoma. Vandet stiger, og snart løber de tør for ilt.

De amerikanske sømænd på slagskibene i Pearl Harbor nyder morgensolen den 7. december 1941. Mange er kun iført shorts og skjorte – klædt på til en fredelig søndag ved Hawaiis paradisstrande.

Men kl. 7.55 borer lyden af 183 japanske fly sig gennem luften og bryder idyllen.

“Alle mand, bemand jeres kampposter!” lyder det i skibenes højttalere.

Kun få amerikanere når frem til deres positioner, før japanernes torpedoer og bomber drysser ned over havnen, hvor seks store slagskibe ligger side om side i den såkaldte slagskibsrække.

Vand og ild står op som gejsere, da de første fuldtræffere rammer USS Arizona og USS West Virginia, og inden for bare ét minut er havnen forvandlet til et inferno af flammer, sort røg og flyvende metalstumper.

Oklahoma er marinekonstabel Stephen Young i fuldt firspring på vej gennem slagskibets labyrintiske gange i agterdelen, da en torpedo smadrer ind i skibssiden. Han snubler, men har så meget fart på, at benenes bevægelser redder ham fra at falde på hovedet.

Young når lige frem til krudtlasten i kanontårn 4, da yderligere to torpedoer brager ind i stålkæmpen – denne gang tættere på Youngs position.

Med et går lyset ud, og langs hele skibet hviner og knager bjælker og skotter, inden de bøjer og brækker.

“Ned i granatmagasinet, hvor det er sikkert! Vores 356-mm-kanon kan alligevel ikke bruges som anti-luftskyts”, råber kanontårnets øverstbefalende, premierløjtnant Herbert Rommel.

Mandskabet famler sig vej længere ned i skibet, hvor den ekstra pansring beskytter dem mod bomber og torpedoer.

Men denne morgen er ingen steder sikre i Pearl Harbor. Mere end 2.000 søfolk mister livet, og selv da den sidste bombe er faldet, fortsætter mareridtet.

Nede i de sænkede skibe er hundreder af søfolk nemlig fanget. De kommer alle til at kæmpe for livet i en kamp mod tiden.

USS Steve Bower

Stephen Young havde kun været ved flåden i et år, da Pearl Harbor blev angrebet.

© Official U.S. Navy Photo

Vandet fosser ind

Situationen er kritisk for de 1.354 sømænd på Oklahoma. Godt nok har de tre første torpedoer ikke slået hul i det 25 år gamle slagskib, men værnet mod de næste torpedoer er svært beskadiget.

Da japanske fly lidt efter kl. 8 kaster flere torpedoer mod skibet, krøller stålskroget flere steder sammen, så vandmasserne kan fosse ind. I løbet af minutter begynder det 178 meter lange slagskib at krænge.

I granatmagasinet to dæk under hoveddækket kan Stephen Young ikke fatte, hvad der sker. Sømanden har kun været på havet i et år, og den 19-årige Massachusetts-knægt må stadig tage køkkentjanser ved siden af vagterne i kanontårn 4, hvor hans opgave består i at hejse tunge krudtsække op til kanondækket.

Hidtil har teenageren ikke spekuleret meget på krigen i Europa eller konflikten mellem USA og Japan, men nu sidder han pludselig i et slagskib, der tager vand ind, mens eksplosionerne brager om ørerne på ham.

Pearl Harbor angreb fra luften
© Claus Lunau

Pearl Harbor blev et skydetelt

I to bølger angriber i alt 351 japanske angrebsfly flådebasen Pearl Harbor på Hawaii. Amerikanerne opdager ikke angriberne, før japanerne er fremme. Derfor får især den første angrebsbølge frit spil. I alt mister 2.403 sømænd livet.

Slagskibene

Slagskibene på østsiden af Ford Island bliver bombet og torpederet, herunder Oklahoma.

Flyvebaserne

Flyvebaserne Ford Island og Hickam, hvor flyene står vinge ved vinge, bliver tæppebombet.

Øvrige skibe

De øvrige skibe bliver bombarderet – bl.a. synker tre destroyere, og tre krydsere beskadiges.

Minut for minut får Oklahoma større og større slagside, og sømændene i granatmagasinet har svært ved at holde balancen, for dørken er fedtet ind i olie og hydraulik-væske fra kanonens maskineri.

Alt, der ikke er boltet fast, begynder at dratte ned på gulvet. Selvom granaterne er surret fast i stativer, frygter premierløjtnant Rommel, at de 635 kilo tunge bæster er ved at løsne sig.

“Røm hellere rummet – de granater begynder snart at glide rundt på dækket, og vi bliver knust, hvis vi bliver her”, lyder det fra premierløjtnanten, der selv er på vej op i tårnet for at se, hvad der er los i havnen.

Young følger efter sergenten Bob Roberts gennem en luge og videre ad en stige ned til krudtlasten under granatmagasinet. Young må hele tiden passe på ikke at kravle ind i Roberts.

Heldigvis lyser skibets nødlys momentvist op, så sømændene af og til kan se lidt. Det svage lys gør også, at Young kan kigge rundt, da de når ned i krudtlasten.

“Jeg så ansigterne på mine kammerater – skræmte, ængstelige, vantro. Mit eget så sikkert også sådan ud”, skrev Young mange år senere.

Skibet tipper rundt

Mens Young sidder i krudtlasten, rammer flere torpedoer Oklahoma. En kakofoni af eksplosioner, hvinende metal og mændenes dødsskrig lyder gennem slagskibet fra stævn til agter.

Vandet styrter ind gennem skakter, koøjer og åbne luger, og masterne læner sig længere og længere ned mod vandskorpen. Også i krudtlasten pibler vandet ind.

“Vi dør! Jeg vil ikke dø!” udbryder Roberts, inden han igen får kontrol over sine nerver.

Da “Okie”, som besætningen kærligt kalder sit skib, hælder 45 grader, klynger mændene sig til fastnaglede genstande for ikke at rutsje ned i vandmasserne.

“De levende, de døende og de døde hvirvlede rundt mellem hinanden”. Stephen Young, marinekonstabel på USS Oklahoma, 1941.

En af sømændene mister alligevel fodfæstet og glider ned ad det glatte dæk, inden han rammer et hejseværk og plasker i vandet længere nede.

“Hans skrig stoppede prompte”, huskede Young mange år senere.

Lige så grufulde er lydene fra granatmagasinet over dem, hvor andre søfolk fra skibet har søgt tilflugt. Young kan høre, at de tunge granater slipper fri og kurer rundt. Skrigene er frygtelige.

Nedenunder har Young og hans kammerater deres egne problemer. Halvdelen af krudtlasten er efterhånden fyldt med vand, og mændene begynder febrilsk at hamre løs på lugen til granatmagasinet for at slippe væk.

“Få den forbandede dør op!” råber en af mændene desperat – men den er blokeret.

Ni torpedoer sendte Oklahoma til bunds

Hele ni gange rammer torpedoer ind i USS Oklahomas venstre side. På bare 12 minutter kæntrer jernkæmpen og efterlader hundredvis af mænd til druknedøden. Kun få slipper levende ud.

© Claus Lunau

Kl. 7.56: De første træffere

Mellem kl. 7.56 og 7.59 hamrer tre torpedoer ind i bagbords side af Oklahoma, ca. seks meter under vandoverfladen. Skibets torpedobeskyttelse ødelægges, men skroget er stadig intakt.

© Claus Lunau

Kl. 8.00: Skibet får slagside

I løbet af få minutter rammes Oklahoma af yderligere fem torpedoer. Flere af dem slår hul i skroget, fordi skibet nu er uden beskyttelse. Vandet fosser ind, og “Okie” begynder at hælde til bagbord.

© Claus Lunau

Kl. 8.06: Torpedo rammer højt

Kl. 8.06 hælder Oklahoma allerede så meget, at den niende torpedo smadrer ind i fartøjet helt oppe ved de øverste dæk. Bagbords side er nu så hullet, at vandet strømmer hurtigt ind.

© Claus Lunau

Kl. 8.08: “Okie” tipper rundt

12 minutter efter den første træffer har “Okie” taget så meget vand ind, at skibet ruller rundt og har bunden i vejret. Master og dækkonstruktioner hviler på havnebunden i en vinkel på ca. 30 grader.

I det samme forsvinder nødlyset igen, og en øredøvende knagen breder sig i hele slagskibet, da kæmpens master og kanoner rammer vandoverfladen og fortsætter ned mod havnebunden.

Young bliver kastet rundt, som var han i en vaskemaskine:

“De levende, de døende og de døde hvirvlede rundt mellem hinanden”.

Til sidst borer skibets knækkede master sig ned i den mudrede bund på 12 meters dybde. Kun en del af “Okies” skrog ligger stadig oven vande.

Under vandet, i skibets indre, er hundredvis af sømænd fanget nu.

USS Oklahoma, befriede på skibsskrog

Foruden de 15 mand i Youngs gruppe blev yderligere 17 sømænd reddet ud af USS Oklahoma. Her står nogle af de befriede på skroget af det bundvendte slagskib.

© Keystone-France/Getty Images

Young venter på døden

Da alt igen bliver stille, fornemmer Young og hans kammerater i krudtlasten under kanontårn 4, at skibet er vendt på hovedet.

Til deres held befinder de sig i en luftlomme, for vandet i rummet går kun op til livet.

En af sømændene lyser med en nødlanterne, som han har fundet i vandet. Flere gange rammer lyskeglen en død kammerat, som flyder på det mørke vand.

Mere opmuntrende er det, da lyset rammer døråbningen til kanontårnets lager. Fordi skibet pludselig ligger med bunden i vejret, står indgangen til rummet ikke længere under vand, og døren har tilsyneladende revet sig løs under bundvendingen.

En efter en kravler de overlevende ind i lageret, hvor vandet kun når dem til lidt under knæene. Young hiver sig op på et udhæng og sætter sig ved siden af sin bedste ven, den krølhårede Wimpy Hinsperger.

Også Bob Roberts og Youngs jævnaldrende kammerat Mike Savarese har klaret skærene. I alt er de 15 mand i lagerrummet.

“Vi er fanget”, sukker Young.

Han får ikke svar. Mændene sidder i deres egne tanker – vel vidende at chancerne for at overleve ikke er gode.

Når de endelig udveksler et par sætninger, er dæksbefalingsmanden Howard Aldridge straks over dem.

“Hold op med at snakke, I bruger ilten”, vrisser den rødhårede texaner.

Sømænd slap væk mod alle odds

Drukning, kvælning, røgforgiftning – der var mange måder at dø på i Pearl Harbor. Og for flere af de overlevende måtte der en særlig indsats – eller held – til for at klare den 7. december 1941.

Ikon, mand på reb over vand
© Shutterstock

19-årig kravlede væk via reb

USS Arizona reddede den stærkt forbrændte Donald Stratton livet ved at kravle over et reb fra det brændende slagskib til skibet Vestal, der lå ved siden af. Forbrændingerne gjorde, at huden på begge hans arme røg af under klatreturen.

Ikon, flammehav
© Shutterstock

Sømand holdt vejret under flammehav

Fra dækket på USS West Virginia sprang Stuart Hedley fra borde, samtidig med at en japansk torpedo ramte. På vandoverfladen brændte olien allerede, så han måtte holde vejret og svømme under flammehavet, til han nåede land.

Ikon, propel
© Shutterstock

Bombe gav sygepasser en flyvetur

Vito Colonna blev kastet 15 meter op i luften, da en bombe ramte USS Arizona. Det føltes som at lande på beton, da han ramte vandet. Sammen med andre heldige, der var blevet slynget væk fra skibet, klamrede sygepasseren sig til Arizonas løsrevne propel, før han nåede i land.

Ikon, haand over vandoverflade
© Shutterstock

21-årig svømmede op gennem rør

Adone Calderone blev fanget i USS West Virginias dyb, da vandet strømmede ind. Den 21-årige måtte svømme op gennem skibet via en ventilationsskakt og havde opgivet at overleve, da han i sidste øjeblik nåede op til overfladen.

icoon, torpedo
© Shutterstock

Kammerater reddede tårnskytte

18-årige Everett Hyland slap mirakuløst med livet i behold, efter at en bombe ramte nær hans skyttepost på USS Pennsylvania. Kammeraterne kunne slæbe ham væk fra infernoet, men de genkendte ham ikke, for hele hans krop var forbrændt og kødet på lemmerne revet op ind til knoglerne.

Young indgår bizart væddemål

Mens minutter bliver til timer i Oklahomas dyb, har de sidste japanske bombefly forladt luftrummet over Pearl Harbor.

I løbet af en time og et kvarter har de sat den amerikanske stillehavsflåde ud af spillet og efterladt en rygende havn af sønderbombede og sænkede skibe.

Young og hans kammerater i “Okie” kender ikke omfanget af katastrofen i flådebasen, men de ved, at de selv lever på lånt tid.

Ved 11-tiden har den bare 17-årige Clarence Mullaley fået nok af at vente på, at et redningshold – måske – skal nå frem. Den spinkle teenager vil udforske muligheden for at dykke hele vejen ud af skibet.

“Der er lang vej”, konstaterer Aldridge tørt, inden Mullaley trækker vejret dybt og dykker ned gennem den første flugtlem i lagerrummets loft.

Alt er sort i dybet, men da Mullaley kommer tilbage, vurderer han, at han har været helt nede ved skibets hoveddæk tæt på havbunden.

Hvis det er sandt, mangler han dog stadig at svømme 10-15 meter på tværs af dækket og så 10-12 meter op til overfladen.

“Denne gang forsøger jeg at svømme hele vejen”, proklamerer Mullaley, inden han igen forsvinder.

Young og de andre 13 tilbageværende tænker de næste timer over, om deres kammerat har klaret turen – eller om han er druknet et eller andet sted i “Okie”.

“Til helvede med det hele! Jeg forsøger, og jeg kan ikke engang svømme!” Dan Weissman, fanget i USS Oklahoma, 1941.

Ilten svinder, og vandet stiger langsomt. Flere af søfolkene lover sig selv, at de vil forsøge at svømme ud, inden det er for sent.

Young er usikker på, hvad han vil gøre. Hans selvtillid får et knæk, da en af de andre to gange forsøger at svømme ud og begge gange må vende tilbage.

Derfor foreslår Young sin sidekammerat et morbidt væddemål:

“Wimpy, hvis vi ikke slipper ud, vil jeg vædde en dollar på, at vi bliver kvalt, før vi drukner”.

“Top! Jeg tror, vi drukner først”, svarer kammeraten.

Roberts klarer svømmeturen

Time for time svinder optimismen i lagerrummet. Aldridge sidder stadig og banker vedholdende “SOS” med en skruenøgle på jernvæggen.

Tre hurtige bank. Tre langsomme. Og tre hurtige. Men tilsyneladende hører ingen nødsignalet.

Det meste af tiden sidder mændene i mørke for at spare på nødlanternens batteri. Kun når en af dem forsøger at dykke ned i vandet, tændes den kortvarigt.

Youngs gode ven Mike Savarese prøver flugtvejen tre gange, men han kan ikke holde vejret længe nok og vender retur hver gang. I stedet meddeler den kraftige Dan Weissman, at han vil prøve lykken:

“Til helvede med det hele! Jeg forsøger, og jeg kan ikke engang svømme!”

Weissman kommer ikke tilbage. Mændene er sikre på, han er druknet – alligevel har også Bob Roberts mod på at gøre forsøget. Underofficeren håber, han kan holde vejret i to minutter, og efter en dyb indånding forsvinder han ned i det olieblandede vand.

For ikke at bruge en masse energi på at svømme nedad bruger Roberts hovedsageligt armene til at trække sig ned vha. metalgrebene mellem nødlugerne.

USS Oklahoma, flugten ud fra skibet
© Claus Lunau

Sømænd svømmer ud af “Okie”

Adskillige steder i Oklahomas indre sidder besætningsmedlemmer fanget. I opbevaringsrummet under kanontårn 4 sidder 15 sømænd i en luftlomme. Tre af dem redder livet ved at svømme ud af det mørke skib.

Ned i mørket

Sømændene må dykke ned i det totale mørke og finde luger fra rum til rum, inden de når skibsdækket ved havnebunden.

På tværs af dækket

Når sømændene slipper ud af skibets indre, mangler de stadig 10-15 meter på tværs af dækket for at komme ud under slagskibet.

Op til lyset

Fra skibets ræling er der 10-12 meter op til overfladen. Her kan mændene endelig trække vejret efter ca. to skæbnesvangre minutter.

Nedstigningen går så langsomt, at han er lige ved at give fortabt. Men pludselig opdager han, at han er kommet gennem den sidste luge og befinder sig under dækket. Over ham ligger “Okie” som en livløs hval.

Med ivrige svømmetag slider Roberts sig fremad, men vandet presser ham op mod skibet, så han må bruge mange kræfter på at holde sig fri af dækket.

Roberts føler, at han er tæt på at miste bevidstheden, da han omsider kommer ud under skibet. Han sparker vildt med benene, desperat efter at kunne suge luft ind.

Så! Endelig skyder hans hoved op af vandet, og lungerne eksploderer nærmest i iveren efter at få luft.

“Oh, boy!” fremstammer han, da en motorbåd kort efter samler ham op.

På hospitalsskibet møder Roberts både Mullaley og Weissman, der også har reddet livet.

Alle tre har den samme melding til redningsfolkene: Deres kammerater er fanget i Oklahoma – og deres ilt slipper snart op.

Stemmerne fra dybet

I lageret har Young og de øvrige mænd ingen anelse om, at Mullaley, Weissman og Roberts har klaret svømmeturen.

Ud på eftermiddagen bliver luften så iltfattig, at ingen har energi til at forsøge at svømme væk. Deres sidste kræfter bruger de på at få åbnet en dør ind til et andet lagerrum, der går under navnet “Lucky Bag”.

Anstrengelserne lykkes til sidst, og mændene mærker med det samme, at der er lidt mere ilt i den nye luftlomme. Der er også madrasser, de kan ligge på.

Flere falder udmattede i søvn, men de bliver lysvågne, da de hører en stemme fra et tilstødende rum.

“Er der nogen der?” lyder det.

“JA! JA! Hvem der?” spørger Young.

“Vi er nogle, der er fanget i radiorum 4”.

“Vi er fanget her i Lucky Bag”, fortæller Young med øret mod væggen.

Timerne slæber sig afsted, mens de indespærrede holder modet oppe ved at tale med hinanden gennem væggen.

Men ilten svinder, og da de har tilbragt næsten et døgn i dybet, forbereder alle sig på, at enden er nær.

Pludselig runger en metallisk banken gennem skroget.

“De prøver at få os ud!” råber naboerne.

“Fortæl dem, vi er her!” brøler Young.

Louis Costin, Clifford Olds og Ronald Endicott på bar

Clifford Olds (th.) på bar dagen før japanernes angreb på Pearl Harbor.

© West Virginia & Regional History Center

Tre søfolk ventede forgæves i 16 dage

Ventetiden er ulidelig i Lucky Bag – især da de hører, at redningsholdet får hul ind til naboerne og hiver dem ud.

“Gå for guds skyld i gang med at bore ind til os!” råber Young.

“Ro på. Vi skal nok få jer ud”, lyder det fra redningsfolkene, der hele natten til den 8. december har arbejdet sig vej ned gennem dækkene i Oklahoma.

De borer et lille hul ind til Lucky Bag, men da de trækker boret ud, siver en masse luft ud. Young og hans kammerater gisper efter vejret.

Samtidig begynder vandet at strømme ind over dørkarmen, fordi det mindskede lufttryk tillader vandet at stige.

“Skynd jer! Brænd os ud! Vandet stiger!”

“Det kan vi ikke, så bliver I kvalt”.

“Men vi drukner, hvis I ikke gør det!”

De fangede sømænd er ædt op af angst. Selvom redningen er så nær, skal de måske alligevel drukne som rotter.

Young kommer op i lyset

Redningsfolkene arbejder sig møjsommeligt gennem stålet med en mejselhammer, mens de indespærrede forsøger at holde vandet ude ved at stable madrasser op i døråbningen.

Vandet når dem allerede til navlen. Redningsfolkene hugger tre snit i stålet, så de kan bøje metallet og skabe et hul til mændene. Men vandet stiger fortsat, så mændene nu befinder sig umiddelbart under det sted, hvor redningsfolkene arbejder.

“Pas på derinde, drenge. Vi bruger en forhammer!” advarer de.

Lyden er øredøvende, da forhammeren knalder mod væggen og lidt efter lidt bøjer stålet, så sømændene kan klemme sig ud.

“Skynd dig, Mike”, siger Young til Savarese, der kravler ud som den første.

Young følger lige efter. Vandet i rummet skvulper ud gennem hullet, mens han maser sig ud.

Pearl Habor, mindesmaerke

I dag flyder et mindesmærke for USS Arizonas ofre hen over skibets vrag, der stadig ligger på bunden af havnen.

© Getty Images

Da han står i radiorummet, kan han se dagslyset gennem alle hullerne, som redningsfolkene har lavet ned gennem skibet.

Ved 11-tiden den 8. december står han på oppe på bunden af “Okie”:

“Jeg var ude! Fri! I live!”

En efter en kommer hans kammerater ud i lyset – reddet i absolut sidste øjeblik efter 27 timer i dybet.

Da Young får øje på Wimpy Hinsperger, kan han ikke lade være med at grine:

“Gem du bare den dollar som en souvenir, Wimp. Ingen af os vandt det væddemål og gudskelov for det”.