Den 1. august 1944 stod 14-årige Julian Kulski for første gang ansigt til ansigt med en tysk Tiger-tank. Rundt omkring ham lå kammeraterne fra den polske modstandshær og pressede sig flade mod Warszawas asfalt, mens Tigerens kanonmunding drejede i retning af Julian og hans lille gruppe.
Den første granat slog ned kun 25 meter fra ham. Så justerede skytten i den tyske kampvogn sigtet og gjorde klar til næste skud.
Det var nu eller aldrig; Julian greb sit gevær, og han og kammeraterne begyndte at spæne af sted for at nå i dækning ovre på den anden side af den brede boulevard.
I farten strejfede et skud fra Tiger-tankens maskingevær Julians højre arm. Det var ikke alvorligt. Det var til gengæld det skud, der ramte Julians kammerat Bogdan i benet.
Efter at have hjulpet Bogan op nåede den lille gruppe i sikkerhed i en forladt bygning på den anden side af den brede boulevard, hvor et hold frivillige tog sig af den hårdt sårede Bogdan.
I det fjerne kunne den lille gruppe høre sporadiske maskingeværssalver og dumpe drøn fra eksplosioner fra de andre centrale bydele – Stare Miasto, Wola, Ochota ...
Efterhånden som eftermiddagssolen forsvandt, og mørket faldt på, stoppede skyderierne i Warszawas gader. Kun lyden af de mange brændende bygninger i kvarteret brød stilheden. Warszawa-opstandens første dag var ovre.
Russerne var på vej
Opstanden var fra første færd et kapløb med tiden. I et nøje koordineret angreb forsøgte de omkring 35.000 medlemmer af den polske undergrundhær, Armia Krajowa, i Warszawa at overraske og nedkæmpe de omkring 15.000 tyske besættelsestropper i byen.
Årsagen til hastværket var, at de russiske tropper i løbet af juli i ekspresfart var rykket frem over den østlige del af Polen med den flygtende tyske hær foran sig og nu stod små 20 km fra Warszawas østlige forstad Praga.
Den polske eksilregering, der var flygtet til London allerede ved krigsudbruddet i 1939, frygtede, at russernes “befrielse” af Polen snarere ville blive en ny brutal besættelse.
Året forinden havde Tyskland triumferende afsløret en række massegrave, hvor russiske specialenheder i 1940 havde henrettet over 15.000 polske officerer, som havde overgivet sig, da russerne invaderede Østpolen i 1939.
Forholdet mellem Rusland og Polen var således mere end anspændt, da Den Røde Hær i juli 1944 nærmede sig Polens hovedstad.
Den polske eksilregering mente, at en opstand i Warszawa var polakkernes sidste chance for at vække forståelse for deres sag i Vesten og for at få etableret en fri demokratisk regering i Polen.
Desuden ville en opstand i Warszawa være af stor strategisk betydning for Den Røde Hærs videre fremrykning mod Tyskland. Polakkerne håbede derfor, at russerne og de andre allierede hurtigt ville komme undergrundshæren til hjælp, når først opstanden var i gang.
De polsk-kontrollerede dele af Warszawa lå isoleret fra hinanden. Derfor måtte polakkerne bruge kloakkerne for at nå fra bydel til bydel. Her er det dog gået galt, og en polsk frihedskæmper er endt i et tyskkontrolleret område.
Warszawas bymidte blev erobret
Polakkerne havde mere end dobbelt så mange soldater som tyskerne i Warszawa, men til gengæld var soldaterne utrænede og manglede desperat våben.
Men da opstanden gik i gang, angreb de dårligt udrustede polakker med stor dødsforagt de tyske stillinger i byen. Tabene var chokerende høje, og mere end 2000 modstandsfolk mistede livet alene i løbet af opstandens første døgn.
Men så snart en frihedskæmper blev såret eller dræbt, overtog en ny hans våben og ammunition. Desuden meldte mange polakker, der ikke før havde haft det mindste at gøre med undergrundshæren, sig nu under fanerne.
I løbet af opstandens to første døgn lykkedes det undergrundshæren – trods de massive tab – at erobre hovedparten af hovedstadens bykerne. På et af de tyske arsenaler i byen overtog en gruppe polske maskinarbejdere 3-4 tanks, som bl.a. blev sat til at støtte forsvaret af bydelen Wola, hvor nogle af de hårdeste kampe udfoldede sig.
Samtidig lykkedes det polakkerne at sprænge jernbanelinjen ved byens hovedbanegård, så ingen tyske tog kunne køre til området øst for Vistula-floden, hvor de tyske tropper kæmpede en desperat kamp mod de fremrykkende russere. I dagene før opstanden var omkring 25 forsyningstog i døgnet passeret via dette spor.
Efter de første par dages kampe kontrollerede oprørerne hovedparten af det centrale Warszawa samt flere af byens yderdistrikter. Overalt i de erobrede bydele bredte sig en stormende befrielsesstemning.
“Midt i støvet og ilden blev rød-hvide flag sat op langs gaderne og blafrede fra vinduer og tagrygge for at fejre dette fantastiske øjeblik,” fortæller den dengang 14 år gamle Julian Kulski i sine memoirer.
Nu gjaldt det for de polske frihedskæmpere om at fastholde de erobrede områder, indtil de russiske styrkers forventede ankomst få dage senere.
Hitler krævede Warszawa knust
I den tyske generalstab behandlede man nyhederne om opstanden i Warszawa med den største opmærksomhed. Hitler fik et af sine berømte raserianfald og beordrede straks, at byen skulle opgives og derefter jævnes med jorden med luftangreb.
Denne plan blev dog hurtigt opgivet på grund af de mange indesluttede tysker tropper i byen, men også fordi Warszawa var af stor strategisk betydning for de tyske styrker i forsøget på at stoppe de russiske styrkers fremmarch.
Heinrich Himmler, der ud over at være øverste leder af det berygtede SS også havde kommandoen over alle tyske reservestyrker, beordrede derfor alt sat ind på tilbageerobringen af den polske hovedstad.
De fleste regulære tyske tropper var optaget i kampen mod de fremrykkende russere, men det lykkedes alligevel hurtigt Himmler at få samlet omkring 12.000 soldater, der med ekspresfart blev sendt til Warszawa.
Blandt tropperne var en af den tyske hærs nok mest besynderlige enheder: SS-Oberführer Oskar Dirlewangers brigade af hårde kriminelle, rekrutteret i diverse tyske fængsler og kz-lejre.
Enheden, der talte omkring 900 mand, havde siden 1940 været indsat i antipartisan-aktioner i Polen og Rusland og havde derfor stor erfaring i bykamp og regulære udrensningsaktioner. Nu skulle den berygtede brigade vise sine færdigheder i Warszawa.
Dirlewangers brigade fik følgeskab af en anden ikke helt almindelig enhed; SS-Division RONA, der bestod af omkring 1600 ukrainske og russiske kollaboratører, der var gået tysk tjeneste.
Oskar Dirlewangers SS-brigade bestod udelukkende af hårde kriminelle, hvervet fra de tyske fængsler. Her ses medlemmer af brigaden under gadekampe i Warszawa.
SS-bødlerne blev sluppet løs
Om morgenen den 5. august begyndte de tyske tropper fremrykningen mod de to polsk-kontrollerede bydele Wola og Ochota, der lå i den vestlige del af Warszawa.
Det tyske luftvåben startede angrebet ved at bombe de polske stillinger og barrikader. Herefter rykkede tyskerne ind i de to bydele assisteret af tanks og specialenheder bevæbnet med flammekastere.
Selv om de første dages relativt store succes havde sikret polakkerne nye forsyninger i form af tyske våben, var det langtfra tilstrækkeligt til at bevæbne alle. Frihedskæmperne var derfor nødt til at slås med alle forhåndværende midler – hjemmelavede maskingeværer, knive, økser og køller – mod de fremrykkende tyske enheder.
Mange polske kvinder deltog direkte i kampene, blandt andet i små sprængningskommandoer, der banede vej gennem husene, eller som guider i kloakkerne under byen.
Smådrenge bevæbnet med molotovcocktails blev sat til at foretage bagholdsangreb mod de tyske tanks, som brød i brand, hvis benzinbomberne ramte ved motoren.
I mellemtiden havde Himmler givet de tyske tropper besked på, at ikke kun oprørerne, men alle indbyggere i Warszawa skulle tilintetgøres. Det var forbudt at tage fanger. Warszawa skulle jævnes med jorden som et skrækeksempel for resten af Europa.
Det var en ordre, Dirlewangers brigade og SS-Division RONA med stor iver forfulgte, da de angreb henholdsvis Wola- og Ochota-distrikterne.
De polske styrker i de to bydele var ikke forberedt på det voldsomme tyske modangreb og blev hurtigt nedkæmpet. Herefter gik de tyske SS-enheder i gang med systematisk at henrette alle indbyggere i de erobrede områder.
40.000 mennesker blev myrdet
Massakren på civilbefolkningen i Wola og Ochota var så blodig og brutal, at selv de mest hårdføre og erfarne tyske soldater var rystede.
Matias Schenk troede, han havde set det meste. Men i august 1944 blev hans deling af ingeniør-tropper sat til at støtte Dirlewangers nedkæmpelse af de polske oprørere.
I et interview i 2004 med den polske avis Gazeta Wyborcza mindedes Matias Schenk Dirlewangers brutalitet:
“Der var et lille barn i Dirlewangers hænder, som han havde taget fra en kvinde, der stod i en gruppe på gaden. Han løftede barnet højt op i luften og smed det ind i ilden. Derefter skød han moderen.”
Oplevelsen var ikke enestående. Matias Schenk fortalte videre i interviewet, at han 60 år senere stadig var plaget af mareridt. Blandt andet om massemordet på omkring 500 polske skolebørn:
“Vi sprængte dørene op, jeg tror, det var til en skole. Der stod børn på trapperne. Masser af børn. Alle stod de med deres små hænder i vejret. Vi så på dem et kort øjeblik, så kom Dirlewanger løbende ind.
Han gav ordre til at dræbe alle. De skød dem og vadede derefter hen over dem, mens de smadrede deres små hoveder med geværkolberne.”
Det blev senere anslået, at alene i Wola og Ochota blev 30-40.000 mennesker dræbt under de første fire dages kampe og efterfølgende massakrer. Tyskernes erobring af de to distrikter var et stort tab for undergrundshæren, men endnu værre nyheder var på vej til de trængte polakker.
Tyskerne brugte alle midler i kampen mod den polske undergrundshær i Warszawa. Et meget brugt våben var flammekasteren.
Den russiske offensiv stoppede
Allerede i dagene umiddelbart før opstandens begyndelse havde man i Warszawa tydeligt kunnet høre det russiske artilleri buldre mod øst, hvor de russiske styrker kæmpede sig nærmere og nærmere Warszawa.
Men da polakkerne vågnede op om morgenen den 4. august, var den velkendte lyd af det russiske artilleri afløst af total stilhed.
De fleste mente, at det måtte være på grund af en midlertidig pause i kampene. Ingen kunne på det tidspunkt forestille sig, at der skulle gå fem uger, før de igen kom til at høre det russiske artilleri.
Tyskerne havde nemlig efter flere ugers tilbagetog fået held til at stoppe den russiske offensiv og drive Den Røde Hær på tilbagetog.
Stalin havde i dagene umiddelbart efter opstanden – trods sin modstand mod den polske undergrundsbevægelse – lovet, at russiske fly ville kaste forsyninger ned til oprørerne.
Men de lovede forsyninger udeblev, og de russiske kampfly blev trukket væk fra Warszawa, hvilket gav det tyske luftvåben frie hænder til at bombe oprørernes stillinger dagligt.
Det passede Stalin fint at lade tyskerne udslette den polske modstandsbevægelse i Warszawa, inden hans egne tropper indtog byen.
I London forsøgte den polske eksilregering derfor i stedet at overtale briterne og amerikanerne til at flyve forsyninger ind til Warszawa.
Storbritannien erklærede sig parat til at sende fly med forsyninger, men så forbød russerne pludselig briterne og amerikanerne at lande og genoptanke deres fly på russisk-besatte flyvepladser, der lå kun 100 kilometer fra Warszawa. Derfor måtte de britiske fly flyve hele vejen fra Italien til Warszawa og tilbage igen i ét stræk – næsten 2600 kilometer.
Alligevel sendte briterne i løbet af august og september i nærheden af 100 fly af sted med forsyninger til oprørshæren. En del af forsyningerne endte dog i stedet i den tysk-besatte del af byen. Desuden blev en stor af flyene skudt ned på vejen.
I løbet af august og september mistede briterne omkring 250 besætningsmedlemmer i forsøget på at bringe forsyninger til Warszawa. Tabene skal dog ses i lyset af, at polakkernes tab i samme periode gennemsnitligt lå på over 3000 mennesker – hver dag.
Den gamle bydel blev knust
Warszawas befolkning var i realiteten overladt til sin egen skæbne, selv om de kæmpende indbyggere stadig håbede, at russerne ville komme dem til hjælp.
De små enklaver af polsk-kontrollerede bydistrikter holdt kontakt med hinanden via byens kloaknet, hvorigennem et frivilligt meldekorps kravlede frem og tilbage – ofte flere kilometer – for at bringe beskeder og ordrer frem.
De tyske tropper var i mellemtiden blevet forstærket og bestod i midten af august – 14 dage efter opstandens begyndelse – af næsten 26.000 mand.
Den tyske hærledelse var klar over, at der var stor risiko for, at de russiske tropper ville indtage den del af Warszawa, der lå på den østlige side af Vistula-floden, og man satte derfor alt ind på at få kontrol med flodens vestbred.
Den 19. august angreb de tyske styrker Stare Miasto – den gamle bydel – med store styrker assisteret af Tiger-tanks, morterer, bombefly, flammekastere og artilleri fra et nyligt ankommet pansertog.
Effekten af det samlede angreb var forfærdende: den øredøvende buldren fra tons og atter tons af murværk fra de gamle bygninger, der brasede sammen, dumpe drøn fra de tyske granater, brøl fra de tyske fly- og tankmotorer, brag fra bomberne og den uhyggelige hvinen fra maskingeværkuglerne. Det var helvede på jord.
Selv om de kun havde meget få og primitive våben, lykkedes det polakkerne at erobre store dele af den indre by fra tyskerne.
Tyskerne brugte uhyggelig krigslist
I de næste to uger rasede kampene om den gamle bydel. Polakkerne kæmpede fra hus til hus, kælder til kælder og gade til gade. Under kampene anvendte tyskerne en uhyggelig krigslist:
Da en tysk kampvogn nærmede sig en polsk stilling, fingerede mandskabet motorstop og forlod køretøjet. En gruppe polakker løb straks ud for at undersøge kampvognen, der til alles store overraskelse viste sig at kunne starte uden problemer.
Den erobrede kampvogn blev herefter kørt ind bag de polske linjer, hvor begejstrede soldater
og civile samledes omkring krigsbyttet. Men tyskerne havde placeret en tidsindstillet bombe i kampvognen og derefter fyldt den op med store mængder sprængstof.
Få minutter senere eksploderede den derfor med et øredøvende brag, hvorved 400 mennesker blev dræbt.
Den 2. september besluttede den polske undergrundshær at evakuere deres tropper fra den gamle bydel gennem kloakkerne.
Rygter om undergrundshærens planer om at forlade bydelen og overlade den til tyskernes nåde, fik den civile befolkning i bydelen til at gå i panik, og flere tusinde forsøgte at flygte via de trange, mørke kloakker med store tab til følge.
I mørket faldt mange i de trange gange og blev trampet ihjel af de bagfrakommende. Andre igen besvimede af de kraftige dunster eller druknede i det beskidte vand. Hele grupper forvildede sig ud i hovedkloakkens sidegrene for aldrig mere at se dagens lys.
For at gøre det endnu værre havde tyskerne flere steder smidt cementsække omviklet med pigtråd ned i bunden af kloakken, mens de andre steder havde ophængt lureminer.
Efter de tumultagtige flugtscener rykkede de tyske tropper ind i Stare Miasto, som overgav sig. Det samlede tab af civile alene i denne bydel anslås til at være over 30.000 mennesker.
Russerne erobrede Praga
Da opstanden gik ind i sin anden måned, intensiverede de tyske tropper de nådesløse angreb på de tilbageværende modstandslommer.
Artilleri, fly og tanks angreb uafladeligt de polske stillinger. Angrebene og de deraf følgende ødelæggelser var så voldsomme, at selv mange tyske soldater var målløse.
“I de seneste dage er denne storslåede by ved Vistula-floden blevet straffet, som ingen anden storby nogen sinde har oplevet det. Allerede på lang afstand kan vi se det enorme røgtæppe over byen.
Eksplosioner og artilleritorden når kun vores ører som en fjern rumlen. Oven over os flyver en gruppe kampfly i retning af muren af røg,” skrev en udsendt tysk Waffen SS-krigskorrespondent midt i september.
I mellemtiden var Den Røde Hær endelig begyndt at røre på sig og stod nu få kilometer fra Warszawa.
Den 14. september sprængte tyskerne broerne over Vistula-floden og trak sig tilbage til Warszawas vestlige del, mens russerne besatte forstaden Praga på den østlige side af floden.
Omsider begyndte russiske kampfly at tage kampen op med de tyske fly over hovedstaden.
De polske modstandslommer var på randen af sammenbrud efter næsten 50 dages indædt kamp mod den tyske overmagt, men i håbet om at russerne inden for få dage ville krydse floden og komme de trængte polakker til hjælp afslog modstandshærens ledere flere tyske tilbud om kapitulation.
Den polske eksilregering forsøgte derfor igen at få en dialog i gang om russisk undsættelse af de polske modstandslommer, men alle henvendelser forblev ubesvarede.
I mellemtiden faldt de polsk-kontrollerede bydistrikter et efter et. I slutningen af september måtte polakkerne omsider indse, at russerne aldrig ville komme undergrundshæren til undsætning.
Efter to måneders opstand måtte polakkerne sande, at de russiske styrker ikke ville komme dem til hjælp. Da havde kampene i Warszawa kostet cirka 250.000 polakker livet.
Opstanden kostede 250.000 livet
Den 1. oktober indgik undergrundshærens ledere våbenhvile med tyskerne og indledte forhandlinger om kapitulation, der blev underskrevet dagen efter. 63 dages blodig opstand var forbi.
Tabene var enorme.
Et sted mellem 200.000 og 250.000 civile polakker havde mistet livet i opstandens to måneder, mens undergrundshæren havde mistet omkring 16.000 mand. Tyskerne havde på deres side mistet et sted imellem 10.000 og 17.000 mand.
De tyske hærledere, der allerede var begyndt at tænke på, hvad der ville ske med dem, når
Tyskland engang tabte krigen, gav ordre om, at den slagne modstandshær skulle betragtes som regulære soldater og behandles i overensstemmelse med Genève-konventionen.
“Klokken 10.00 om morgenen ankom en lastbil med læderklædte Gestapofolk. Da vi blev bevogtet af tropper fra en SS-panserdivision, måtte de nøjes med synet af os. Vi kiggede på hinanden som vilde dyr.
Feberkramper rystede min krop, og i mine tanker genså jeg Czarniecki-gaden, Pawlak, Krasinski og et kalejdoskop af andre velkendte steder, der havde fungeret som krigens slagmark,” fortæller Julian Kulski.
Få uger efter gav Himmler ordre til at jævne Warszawa med jorden, og ingeniørtropper blev sat til at sprænge alle tilbageværende bygninger i byen i luften.
Først 10. januar blev den russiske offensiv over Vistula-floden indledt. Otte dage senere afholdt de russiske soldater en sejrsparade i Warszawas ruiner.