Hitlers panserstyrker vælter ind i Frankrig

Franskmændene er sikre på, at Hitlers hovedangreb kommer gennem Belgien. Men i maj 1940 buldrer de tyske panserdivisioner ind i Frankrig fra en helt uventet kant.

Franskmændene er sikre på, at Hitlers hovedangreb kommer gennem Belgien. Men i maj 1940 buldrer de tyske panserdivisioner ind i Frankrig fra en helt uventet kant.

SZ Photo/Sammlung Megele/Bridgeman Images

Et stolthedens sus går gennem de tyske pansertropper. De er nået frem til den østlige side af Meuse-floden nær byen Sedan, da et mylder af Stuka-fly suser hen over hovederne på dem om morgenen den 13. maj 1940. Sekunder senere indleder styrtbomberne deres hylende dyk mod de franske stillinger på den vestlige side af floden.

“På samme tid, som en flok rovfugle, farer de ned mod deres offer og slipper deres bomber. Hver gang er eksplosionen overvældende, og lyden øredøvende. Vi står som hypnotiserede og kigger på, hvad der sker – foran os er helvedet brudt løs!” skriver en tysk pansersoldat efterfølgende.

VIDEO: Se og hør de frygtede Stuka-fly i aktion

Efter at flyene har angrebet i adskillige timer, åbner også de tyske feltkanoner og kampvogne ild. Soldaterne følger ødelæggelserne fra deres skjul mellem træer og buske, men så heldig er Walter Rubarth ikke.

Den 26-årige sergent leder en stormgruppe på seks infanterister og fem ingeniørtropper, der skal forsøge at krydse Meuse og uskadeliggøre en række bunkere i fjendens forreste forsvarslinje.

Gruppen står bag en større landejendom nogle kilometer fra Sedan og samler deres grej. Pigtrådssakse, sprængstoffer og håndgranater puttes i tunge rygsække, inden mændene med lette våben i hånden forlader deres skjul.

“Ingen nedgravning til os. Enten klarer vi os uden, ellers dør vi!” Walter Rubarth, 26-årig tysk sergent.

Tyskerne spæner hen over en åben eng med øjnene rettet mod flodbredden.

“Prompte bliver vi mødt af en kraftig maskingeværild. Folk bliver ramt. Med min enhed når jeg Meuses bred og finder dækning ved en række træer”, beretter Rubarth senere.

Da gruppen når frem til flodbredden, har de kun to intakte gummibåde tilbage – bygget til maksimalt at bære tre mand hver. Rubarth kommanderer en ekstra mand ned i den ene båd og hopper selv ned som fjerdemanden i den anden.

Tyskerne havde luftherredømmet under slaget om Sedan.

© Sueddeutsche Zeitung Photo/Alamy Stock Photo

Soldaternes oppakning viser sig at være så tung, at bådene næsten synker, da de begynder at padle over den 60 m brede flod. Rubarth må beordre det tunge skyttegravsudstyr smidt over bord.

“Ingen nedgravning til os. Enten klarer vi os uden, ellers dør vi!” råber sergenten, mens fjendens kugler fyger hen over vandet.

Rubarth ved, at situationen er livsfarlig. Men de er på en vigtig mission, som skal gennemføres, så tyskerne kan bygge pontonbroer til deres kampvogne. Angrebet ved Sedan og en hurtig krydsning af floden Meuse er et altafgørende element i Hitlers “Fall Gelb” (Operation Gul).

En dristig plan, som omfatter at sende over tusind kampvogne gennem de ufremkommelige Ardennerskove, over Meuse og videre ind i Frankrig. Lykkes manøvren, ligger vejen åben for de tyske panserdivisioner, som med støtte fra bombefly vil kunne knække Frankrig på rekordtid.

VIDEO: Sådan knuste blitzkrig fjenden

I begyndelsen af 2. verdenskrig udviklede tyskerne den såkaldte blitzkrig. Militærtaktikken byggede på mobilitet og samspil mellem de militære grene i luften og på jorden.

Flystyrt bringer tysk angreb i fare

Godt otte måneder før tyskerne indledte deres blitzkrig mod Frankrig, havde de i september 1939 haft stort held med deres lynkrig mod Polen. Angrebet på naboen mod øst blev samtidig begyndelsen på 2. verdenskrig, da Frankrig og Storbritannien efterfølgende erklærede Tyskland krig.

I kølvandet på Hitlers invasion af Polen fulgte en længere periode – den såkaldte spøgelseskrig – med kun få militære operationer. Hele tiden ventede det store slag i Vesteuropa, og mens franskmændene og briterne lagde forsvarsplaner, var de tyske militærstrateger i fuld gang med at forberede et storstilet angreb på Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig.

Tyskerne var ikke franskmændene overlegne i forhold til krigsmateriel, men deres disciplin, dygtigere brug af kampvogne og en overvægt af fly gjorde – sammen med overraskelsesmoment – forskellen.

© Shutterstock

FRANKRIG

Soldater: 2.240.000

Kampvogne: 3.383

Bombefly: 140, plus 392 britiske

Jagerfly: 516, plus 680 britiske

Feltartilleri: 13.974

© Shutterstock

TYSKLAND

Soldater: 3.000.000

Kampvogne: 2.445

Bombefly: 2.175

Jagerfly: 1.093

Feltartilleri: 7.378

I begyndelsen af januar 1940 tog angrebsplanen udgangspunkt i, at de tyske styrker skulle trænge ind i det centrale Belgien for så at dreje mod syd og gå ind i Frankrig ved floden Somme.

Skæbnen ville dog, at et tysk fly den 10. januar 1940 – blot én uge før Hitlers planlagte angreb – måtte nødlande på en mark i Maasmechelen i Belgien. Ombord var major Helmuth Reinberger, som bar på en mappe med de tophemmelige angrebsplaner. Panisk forsøgte majoren at sætte ild til papirerne, men belgiske grænsevagter kom oksende på deres cykler og sikrede sig materialet.

“Hvis fjenden er i besiddelse af alle dokumenterne, er situationen katastrofal”, advarede Værnemagtens operationschef, Alfred Jodl.

Føreren skifter strategi

Men Hitler lod sig ikke slå ud. Den tyske fører så uheldet som en mulighed for at følge en mere dristig strategi, der kunne overrumple fjenden.

I måneder havde general Erich von Manstein arbejdet på en plan: Tyskerne skulle narre fjenden ved at marchere ind i Holland og Belgien med en stor hær, der havde til opgave at binde fjendens tropper. Imens skulle hovedstyrken – i form af 45 tyske divisioner, herunder syv panserdivisioner – snige sig sydom gennem de skovklædte Ardenner og angribe franskmændene nær Sedan, hvor de mindst ventede et tysk angreb.

Den risikable tilgang tiltalte Hitler, der valgte Mansteins plan til “Fall Gelb”.

I den franske overkommando var hærens øverstbefalende, 67-årige Maurice Gamelin, godt tilfreds med, at de tyske planer var blevet afsløret. Dokumenterne cementerede den gamle generals antagelse om, at fjenden ville angribe gennem det centrale Belgien – præcis som i 1. verdenskrig. Gamelin betegnede Ardennerne som “uigennemtrængelige”.

Under 2. verdenskrig var Erich von Manstein en af Hitlers mest succesfulde hærførere.

© Collection NBL/KHARBINE-TAPABOR/Imageselect

Generaler var uenige om angreb

Generalerne Erich von Manstein og Franz Halder var uenige om, hvordan Frankrig skulle besejres. Halder hemmeligholdt sågar Mansteins planer i lang tid, så Hitler ville vælge Halders strategi.

I efteråret 1939 lå tyskernes plan for invasionen af Frankrig klar. Overkommandoens stabschef, Franz Halder, havde lavet et opkog af den gamle Schlieffen-plan, som tyskerne anvendte under 1. verdenskrig, da de angreb det centrale Belgien og derfra gik mod floden Somme i Frankrig.

Erich von Manstein var lunken ved tanken om genbrug, så generalen satte sig for at studere alternative løsninger. Han undersøgte muligheden for at angribe gennem Ardennerne og rådførte sig hos pansergeneral Heinz Guderian, som kendte det kuperede terræn fra 1. verdenskrig. Guderian fandt det realistisk at føre syv panserdivisioner gennem skovområdet, og Manstein fremlagde sin plan for Halder.

Stabschefen var ikke begejstret og sendte Manstein til Østpreussen for at sikre, at generalens forslag aldrig kom Hitler for øre. Men da Schlieffen-planen kom fjenden i hænde, ændrede alt sig. Nye idéer blev fremlagt for Hitler, herunder Mansteins, og Føreren faldt pladask for den dristige Ardenner-plan.

Allerede i det tidlige forår 1940 flyttede Gamelin derfor en hel armé ud mod Kanal-kysten, så tropperne hurtigt kunne storme ind i Belgien og stoppe tyskerne her, når krigen brød ud. Tyske rekognosceringsfly opdagede franskmændenes bevægelser, og meldingerne vakte begejstring hos Hitler. Den 9. maj om aftenen sendte han “Fall Gelbs” kodeord, “Danzig”, ud til sine tropper ved rigets vestfront.

Morgenen efter rykkede Førerens hær af lokkeduer under general Fedor von Bock ind i Holland og det nordlige Belgien. Og dårligt havde de krydset grænserne, før Gamelin dirigerede store dele af sin hær samt de britiske ekspeditionsstyrker, som befandt sig i Frankrig, frem til floden Dyle i Belgien.

“Den franske hær har trukket sit sværd”, erklærede den franske regeringsleder, Paul Reynaud, stolt i en radiotale til nationen.

I mellemtiden kunne Hitler ikke være i sig selv af lykke. “Jeg kunne have grædt af glæde. De hoppede lige i fælden”, erindrede Føreren senere i krigen.

Kampvogne ruller gennem skovene

Mens Gamelins blik var rettet mod det nordlige Belgien og Holland, kørte de første af 1.222 tyske kampvogne ind over grænsen til Luxembourg. Herfra skar de sig vej gennem Ardennerne for at levere felttogets afgørende slag mod den franske linjes svage midte ved Sedan, hvor det store forsvarsværk – Maginotlinjen – kun var svagt udbygget.

General Heinz Guderian, chef for de forreste pansertropper, betragtede tilfreds, hvordan de tyske kampvogne trængte sig fremad på skovvejene mellem tusindvis af træer, hvis grene og blade dannede et forårsgrønt skjul over bæltekøretøjerne. Oven over Ardennerne fløj en sværm af Messerschmitt-jagere, parate til at angribe allierede rekognosceringsfly.

De tyske kampvognsførere fik til opgave at føre deres kampvogne gennem Ardennerne.

© Max Right/Imageselect

Hver gang et køretøj eller en kampvogn brød sammen, sørgede tropperne for at skubbe maskinen hurtigt af vejen, så tempoet kunne holdes oppe. Efter de forreste kampvogne fulgte stormtropper på motorcykler som de første af i alt 134.000 soldater, der skulle deltage i det indledende angreb.

Til Guderians lettelse fungerede alt perfekt, selvom tyskerne efterfølgende spøgte med, at de havde skabt “den største trafikprop i historien”.

Hverken i de luxembourgske eller i de sydøstbelgiske dele af Ardennerne mødte panserdivisionerne anden modstand end måbende skovbetjente, der intet kunne stille op mod den overvældende styrke.

“Vi kæmper ikke om området, vi flyder bare igennem det”, skrev en ung tysk ingeniørsoldat hjem i et brev.

Efterhånden som tyskerne nærmede sig den franske grænse, noterede franske spejdere sig bevægelser, men de indså ikke, hvad der var i vente.

“Vi udnytter situationen til at tynde ud i bunkerens bemanding med vores håndgranater”. Walter Rubarth, 26-årig tysk sergent, der var en del af stormtropperne.

Hitler godtede sig om aftenen den 11. maj. Efterretninger tikkede ind med informationer om, at der fra fransk side stadig ikke var “tegn på nogen store jernbanebevægelser”, ligesom fjendens luftvåben var “forbløffende passivt”.

Først næste dag, da de forreste tyske panserdivisioner trillede ind på fransk jord, indså Gamelin og hans stab, at det nok var en god idé at sende nogle ekstra divisioner mod Sedan-sektoren. Problemet var blot, at tropperne tidligst ville nå frem tre døgn senere. På det tidspunkt ville det være for sent at redde Sedan og stoppe fjenden ved Meuse.

Franske forsvarere går i panik

Gamelin havde beordret, at Sedan skulle holdes “for enhver pris”. Men byen og området omkring den var forsvaret af ældre reservister, som hurtigt mistede modet og tog flugten fra de fremskudte stillinger foran byen.

Om eftermiddagen den 12. maj rømmede franskmændene næsten hele Sedan, der med sin beliggenhed hovedsageligt på østsiden af Meuse ville være umulig at forsvare mod Guderians pansertropper. I stedet sprængte franskmændene alle områdets broer over floden, inden de barrikaderede sig i bunkere på den vestlige bred.

“Fronten ved floden synes at være godt sikret over en bred front”, forklarede hærens næstkommanderende, general Alphonse Georges, til sin chef, Gamelin.

I maj 1940 overrumplede tyske panserdivisioner den franske ærkefjende i et overraskelsesangreb.

© SZ Photo/Sammlung Megele/Bridgeman Images

Også general Charles Huntziger, som anførte den 2. franske armé ved Meuse-floden, var optimistisk. Det til trods for at hans soldater om aftenen den 12. maj hørte en konstant rumlen fra hundredvis af kampvogne, der indtog positioner i Sedan og i skovområderne nord og syd for byen.

Næsten morgen kl. 7.15 indledte tyskerne for alvor den blitzkrig, der skulle knuse Frankrig på rekordtid. Bomber fra de tyske fly regnede ned over forsvarsstillingerne, og general Edmond Ruby fra den franske 2. armé var i chok over bombardementets virkning på forsvarstropperne ved Sedan:

“Luftværnsskytterne holdt op med at skyde og smed sig på jorden, infanteriet krøb sammen i deres skyttegrave. Fem timer af denne tortur var nok til at få dem til at gå op i limningen. De var ude af stand til at imødegå det fjendtlige infanteri, der nærmede sig”.

Rubarth går i land på vestbredden

Selvom bombardementet havde tyndet ud i det franske forsvar, følte Walter Rubarth på ingen måde, at modstanderne var paralyserede. Den 26-årige tyske sergent var sammen med syv af sine mænd i færd med at krydse Meuse i to gummibåde. Rubarth og hans folk padlede på livet løs, mens fjendtlige maskingeværkugler føg om ørerne på dem.

Skuddene kom primært fra en bunker, der befandt sig foran tyskerne. Rubarth befalede derfor sin maskingeværskytte til at beskyde bunkeren uden pauser. Larmen fra maskingeværet var øredøvende i den lille gummibåd, men det infernalske våben sikrede, at tyskerne nåede helskindede over på den modsatte bred.

Rubarth sprang ud af gummibåden og spænede hen mod bunkeren, som han satte ud af spillet ved at smide en håndgranat gennem et skydeskår.

Stormtropper med sprængstoffer uskadeliggjorde mange bunkere under slaget om Sedan.

© Popperfoto/Getty Images

Langs bredden lå flere bunkere, som stormgruppen havde til opgave at eliminere. Rubarth og hans folk kravlede forsigtigt frem til den næste bunker, som de angreb bagfra ved at placere en sprængladning på et skrøbeligt punkt i konstruktionen.

“I det næste sekund bliver en del af bunkerens bagparti flået op af eksplosionen. Vi udnytter situationen til at tynde ud i bunkerens bemanding med vores håndgranater. Efter en kortvarig kamp kommer resten ud med hvide flag, og et par sekunder senere vajer vores hagekorsflag over bunkeren. Fra den modsatte bred hører vi høje jubelbrøl fra vores kammerater”, berettede Rubarth.

I løbet af eftermiddagen den 13. maj etablerede Rubarths landsmænd i lignende aktioner små brohoveder på vestbredden. Tabene i de første tyske bølger var store, men når brohovederne var sikret, gik ingeniørtropperne straks i gang med at bygge flydebroer, så kampvognene kunne køre over Meuse.

“Jeg vil for altid være den besejrede ved Sedan”. Charles Huntziger, leder af den franske 2. armé ved Meuse-linjen.

I nogle områder rullede de tyske kampvogne hastigt videre mod de nærmeste franske stillinger, hvor stålbæsternes hærgen skabte panik blandt forsvarerne. Et af de steder var ved byen Bulson 5 km sydvest for Sedan, som general Edmond Ruby fra den franske 2. armé befandt sig i nærheden af:

“En bølge af skrækslagne flygtninge, artillerister og infanterister, mange uden våben, men slæbende på deres vadsække, skyndte sig ned ad vejen fra Bulson. ‘Kampvognene er ved Bulson’, skreg de. Nogle affyrede geværer som galninge. Officerer kom løbende sammen med mændene. Der var maskingeværskytter og infanterister blandet sammen, skræmt fra vid og sans i et anfald af massehysteri”.

En anden fransk general noterede sig, at “fra kl. 18 til 19 udviklede situationen sig med foruroligende hastighed hen imod en katastrofe”.

Den franske 2. armés øverste chef, Huntziger, indtog dog en langt mere hovmodig og nærmest absurd attitude, da han blev orienteret om, at tyskerne havde krydset Meuse. “Så mange desto flere fanger”, udtalte generalen.

Et døgn senere skulle piben få en anden lyd.

FØLG SLAGET – Sedan faldt på rekordtid:

Modangreb ender katastrofalt

At de tyske kampvogne og tropper begyndte at passere Meuse, var ikke nødvendigvis fatalt, hvis blot franskmændene kunne sætte ind med en hurtig modoffensiv. Men Gamelins problem var, at hjælpetropperne fortsat befandt sig langt væk – samt at panikken havde bredt sig i de forreste stillinger. At de tyske luftangreb havde ødelagt mange franske kommunikationslinjer, gjorde kun forvirringen og frygten større.

Franskmændenes bedste mulighed om morgenen den 14. maj var at rasere de tyske pontonbroer fra luften og stoppe strømmen af kampvogne. 152 bombefly og 250 jagerfly fra det britiske og franske luftvåben gjorde sig klar og lettede med snuderne rettet mod Meuse. Efterhånden havde tyskerne etableret så mange brohoveder, at en breche på næsten 80 km var åbnet ved fronten. Piloterne havde derfor nok at se til.

Tyskerne var dog forberedt på situationen. Panserdivisionernes luftværnsvåben var bragt i position, og Messerschmitt Bf 109-jagere lå på lur over skyerne. Det første allierede angreb med 19 britiske Battle-bombefly fløj direkte ind i en massakre over Meuse. Ni fly blev skudt ned af antiluftskytset, da de gik efter pontonbroerne, og yderligere to fly blev beskadiget af de tyske jagere.

Takket være pontonbroer kunne tyskerne krydse Meuse-floden.

© Tallandier/Bridgeman Images

I et af dem sad J.F. Hobler: “Bf 109’erne angreb og skød os i stumper og stykker. Alt, jeg kunne gøre, var at forsøge at holde flyet i luften, for vi fløj så lavt, at det ikke gav mening at springe ud. Neden under os rykkede tyske soldater frem i pansrede køretøjer, og da vi nærmede os jorden, mærkede vi, at selv lettere ild ramte os”, lød det fra piloten, der fik slemme forbrændinger under sin nødlanding, men blev reddet af franske tropper i skovene vest for Sedan.

Den sårede Hobler blev bragt til general Alphonse Georges’ hovedkvarter for at få behandling. Her var humøret på lavpunktet. Gamelins næstkommanderende måtte konstatere, at dagens modangreb var endt i en tragedie. Næsten halvdelen af alle bombefly var skudt ned, og så godt som ingen pontonbroer var ødelagt. De tyske kampvogne tromlede fortsat over Meuse – klar til at buldre gennem Frankrig.

“De er brudt igennem vores front ved Sedan! Der har været et sammenbrud”, konstaterede Georges over for Gamelin på en telefonlinje, hvorefter Georges ifølge en fransk officer “satte sig ned i en stol og brast i gråd”.

Selv Huntziger, hvis 2. armé efterhånden var spredt for alle vinde, indså samme aften nederlaget. “Jeg vil for altid være den besejrede ved Sedan”, sukkede han.

Den dristige Ardenner-manøvre havde komplet taget fusen på den franske hær, og vejen lå nu åben for Guderian og hans pansertropper.

Guderian når frem til kysten

Den franske overkommando var overbevist om, at fjendens panserhær ville fortsætte sin offensiv ind i det centrale Frankrig og mod Maginotlinjen i vest. Men Guderian dirigerede i stedet sine panserstyrker og motoriserede enheder mod Den Engelske Kanal for at afskære de franske og britiske styrker i Belgien.

Kampvognene tordnede afsted og kvaste den sporadiske modstand, de mødte. Egentlig var det kun tyskernes Panzer IV, der med sin 75-mm-kanon matchede franskmændenes velbevæbnede Char B, men Guderians kampvogne var samlet i store klynger og var derfor altid i overtal. Derudover var de tyske panserenheder langt mere stabile, og de rådede over radioudstyr, som lettede samarbejdet under angreb.

Franskmændenes panserstyrker blev ganske enkelt massakreret, og i en af de motoriserede tyske infanteridivisioner, som fulgte efter kampvognene, betragtede løjtnanten Alexander Stahlberg “ruinerne af en besejret fransk hær: Gennemhullede køretøjer, medtagne og udbrændte kampvogne, forladte kanoner, en endeløs kæde af ødelæggelse”.

En tysk korporal skrev i et brev hjem, at der “naturligvis også er nogle tyske kampvogne imellem, men forsvindende få”.

De tyske panserdivisioners største problem var oftest at få tanket op undervejs, og nogle gange holdt kampvognene i kø på de franske benzinstationer, mens de sortuniformerede besætningsmedlemmer tog sig en sjælden pause.

Under ceremonien i operaen blev Göring, der var feltmarskal i forvejen, udnævnt til rigsmarskal for det stortyske rige.

© National Digital Archives

Hitler uddelte fine titler

Den tyske Fører var i storslået humør efter den hurtige erobring af Frankrig. Derfor udnævnte han ikke færre end 12 generaler til feltmarskaller under en stor ceremoni i Kroll-operaen i Berlin.

Den 19. juli 1940 var der lagt op til den helt store fejring i Kroll-operaen i Berlin. Det var dog ikke et af Wagners stykker, der indtog scenen, men 12 af de generaler, som havde spillet hovedrollerne i slaget om Frankrig.

Von Bock og von Rundstedt, der anførte de tyske armégrupper ind i Benelux og Frankrig, var to af de 12 udvalgte, som Hitler forfremmede til feltmarskal. Det var første gang i krigen, at nogen fik tildelt den fornemme titel som belønning for militære resultater.

Gennem resten af krigen udnævnte Hitler kun yderligere 12 feltmarskaller. At seancen i Kroll-operaen var ganske særlig, blev understreget af, at den tyske kejser under hele 1. verdenskrig blot forfremmede fem generaler til feltmarskal.

Guderian, der om nogen havde været motoren i invasionen af Frankrig, havde ikke høj nok rang til at blive udnævnt til feltmarskal. I stedet blev panserchefen udnævnt til generaloberst – ét skridt fra feltmarskal.

Modstanden var efterhånden reduceret til enkelte lokale fremstød, i takt med at panserhæren nærmede sig Kanalen.

“Foran os løber de væk. Franskmænd og englændere – jævnbyrdige modstandere tilbage i 1. verdenskrig – vil ikke tage kampen op mod os nu”, lød det fra en tysk korporal, der bed mærke i, at stillinger, “man kæmpede om i årevis i 1914-18”, nu blev erobret “i løbet af timer”.

Den 20. maj – mindre end 10 dage efter at panserdivisionerne var brudt ud af Ardennerne – kunne Guderians fortropper dyppe tæerne i Kanalen. De havde skabt et bælte hen over Nordfrankrig, som tyskerne døbte “Panzer Korridor”. Bag det var 400.000 allierede soldater i Nordvestfrankrig og Belgien afskåret i en lomme – uden mulighed for at komme Frankrig til hjælp.

Samme dag udskiftede premierminister Reynaud sin hærchef, Gamelin, men i virkeligheden var slaget om Frankrig allerede tabt.

En konklusion, som Reynaud allerede nogle dage forinden havde meddelt Winston Churchill: “Vi er besejret. Vejen til Paris er åben”.

Efter den franske kapitulation marcherede den tyske hær gennem Paris’ gader.

© World of Triss/Imageselect

Efterskrift: Paris faldt den 14. juni, og den 22. juni besluttede den franske ledelse officielt at lægge våbnene. På kun seks uger havde Hitler besejret en af Europas stormagter og taget hævn for det bitre nederlag i 1. verdenskrig. Den 26-årige sergent Walter Rubarth modtog Ridderkorset for sin indsats ved Meuse, men døde året efter under den tyske invasion af Sovjetunionen.

LÆS MERE OM FALL GELB

  • Alistair Horne: To Lose a Battle: France 1940, Penguin, 2007
  • Philip Warner: The Battle for France: Six Weeks That Changed the World, Pen & Sword Military, 2010