Hitlers sidste håb bliver kvalt i slaget ved Bastogne

Indtil videre bekymrer soldaterne fra den 101. faldskærmsdivision sig dog mest om kulden. De kommer direkte fra en opvarmet lejr bag fronten, hvor de troede, at de skulle hvile og træne indtil foråret 1945.

Nu er de pludselig på vej mod fronten, uden uldent undertøj eller blot tykke sokker.

Mens kolonnen af rystende, mismodige mænd vandrer fremad, dukker en uordnet hob af mennesker op forude. Det er soldater fra udslettede enheder, der forsøger at undslippe tyskerne.

“Løb! Løb!” råber en af de flygtende mænd. “De myrder jer. De slår jer ihjel. De har alt – kampvogne, maskingeværer, flystøtte, alt!”

Ordene fortrænger midlertidigt kulden fra faldskærmssoldaternes bevidsthed. En ny og endnu alvorligere bekymring melder sig.

“Hvor er ammunitionen? Vi kan ikke kæmpe uden ammunition”, udbryder en mand.

De er blevet sendt afsted uden andet end et par magasiner hver, og nogle har slet ikke våben, fordi deres geværer er til reparation tilbage i lejren.

Faldskærmstroppernes marchorden går i opløsning, da de menige blander sig med flygtningene for at indsamle patroner og håndgranater. Ingen stritter imod.

De skræmte mænd er mere end glade for at slippe af med deres ammunition, for så er de sikre på, at ingen længere fremme vil tvinge dem til at vende om og kæmpe mod fjenden.

Få minutter senere har faldskærmssoldaterne taget alt, hvad de kan få fat på.

Kolonnen bliver gendannet, og marchen mod Bastogne fortsætter. De har stadig alt for få skud, og frosten nager igen mændene, der kun bærer almindelige frakker uden på de tynde kampuniformer.

Der vil gå uger, før de atter føler får varmen. Forude venter Bastogne og et helvede af frost, stål og blod.

Krigen var alligevel ikke slut

Hitler havde tabt. Det vidste alle i den amerikanske hær. Hårdt prøvede krigsveteraner tænkte blot på, hvordan de kunne slippe helskindede gennem de sidste måneder, inden krigen sluttede.

Tropperne forberedte sig på en kold, men rolig jul i de belgiske Ardennerskove, da en offensiv pludselig skyllede hen over dem.

Den 15. december 1944 skar tyske panserdivisioner sig ubesværet gennem de alt for spredte styrker, der udgjorde amerikanernes frontlinje.

Enhed efter enhed blev udslettet af de fremrykkende kampvogne, mens de allieredes flystyrker stod unyttige på jorden, fordi dårligt vejr forhindrede dem i at blande sig.

Amerikanerne havde desperat brug for at vinde tid, og derfor fik alle soldater ved fronten ordre til at stå fast og kæmpe til sidste mand.

Imens blev området bag fronten støvsuget for tropper, der kunne sendes frem for at bremse den tyske flodbølge. Stabsofficerer fik hurtigt øje på den 101. faldskærmsdivision – knap 12.000 mand i færd med at slikke sårene efter et halvt års indsats på slagmarken.

De såkaldte Skrigende Ørne, opkaldt efter skuldermærket på deres uniformer, var dalet ned med faldskærme på D-dag og havde tilbragt sommeren i brutal nærkamp med tyskerne.

I efteråret opererede divisionen i Holland, og den var først trukket tilbage fra frontlinjen sidst i november.

Tropperne nød et velfortjent hvil, og mange var på orlov i Paris, da lastvogne ankom til deres lejr den 18. december. Inden daggry næste morgen blev de fortumlede faldskærmssoldater sat af dybt inde i de belgiske Ardennerskove.

Divisionens opgave var at gå i stilling omkring provinsbyen Bastogne, hvor strategisk vigtige hovedveje krydsede hinanden. Her skulle styrken holde stand for enhver pris, til forstærkninger kunne nå frem og slå tyskerne tilbage.

“Og sørg nu for ikke at blive omringet”, lød den sidste formaning til chefen for 101. division, inden han begav sig afsted i jeep mod Bastogne.

Det skulle vise sig umuligt både at holde stillingerne ved byen og at have ryggen fri.

Bastogne var fuld af civile

De første frysende faldskærmssoldater passerede gennem Bastogne i de tidlige morgentimer den 19. december for at grave sig ned i skovene og markerne øst for byen.

Nogle borgere var stået op for at uddele mad og varmt at drikke til de forbipasserende tropper. Andre forberedte sig på, at deres by igen kunne blive besat af tyskerne.

Da amerikanere befriede Bastogne to måneder forinden, havde en ung mand skrevet “Velkommen” med store bogstaver hen over sin families hus. Nu prøvede han febrilsk at skrubbe malingen af den hvide facade.

Imens cyklede en karavane af mænd ud af byen med kurs vestpå. Nogle tilhørte den belgiske modstandsbevægelse, og hvis tyskerne vendte tilbage, kunne de regne med at havne i koncentrationslejr. Andre stak af af frygt for at blive sendt til tvangsarbejde i Tyskland.

VIDEO: Amerikanske optagelser fra byen Bastogne under og efter 2. verdenskrig

Men flertallet var for overraskede til at komme væk, mens vejene endnu var åbne. Da realiteterne gik op for de ca. 3.000 belgiere, slæbte de madrasser og mad ned i kældrene.

Amerikanerne følte sig heller ikke sikre på, at de kunne holde tyskerne ude af Bastogne.

Chefen for 101. faldskærmsdivision, general Anthony McAuliffe, placerede sit hovedkvarter i en gammel belgisk kaserne, men han undlod at rykke ind i hovedbygningen.

Her ville tyskerne regne med at finde ham og hans stab, hvis de trængte ind i byen. I stedet indrettede generalen sig i en beskeden sidebygning. Udenfor holdt et svært bevæbnet panserkøretøj vagt, klar til at tage kampen op med indtrængende tyske kampvogne.

Skovle skulle stoppe tyskerne

Imens divisionsstaben hængte kort op inde i Bastogne, var tropperne på vej ud til deres tildelte stillinger i de omgivende skove og marker. For erfarne veteraner så situationen ikke lovende ud.

Richard Winters var kaptajn i en faldskærmsbataljon, der havde fået tildelt en sektor nordøst for byen. De omkring 600 mand havde andre amerikanske tropper til venstre, men et gabende hul i frontlinjen til den modsatte side.

Bataljonen måtte være det forkerte sted, mente Winters, der sendte en mand tilbage til hovedkvarteret for at få opklaret sagen. Han returnerede med den besked, at enheden var på det rette sted.

Winters måtte selv regne ud, hvordan han ville forhindre tyskerne i at rykke ind i hullet og rulle bataljonens stillinger op fra siden.

Hakker og skovle prøvede kræfter med den hårde vinterjord, da soldaterne gravede de skyttehuller, der skulle blive deres hjem i flere uger. Arbejdet var anstrengende, men angsten holdt soldaterne i gang.

Få kilometer borte kunne de høre intens kamplarm fra amerikanske enheder, der var sendt frem på selvmordsmission for at forsinke tyskerne.

Forposterne var dømt til undergang, men deres offer betød, at faldskærmstropperne fik en hel dag til at indrette deres stillinger. Kun ét sted forsøgte tyskerne at trænge ind i Bastogne den 19. december.

Angrebet blev mødt med en ødelæggende beskydning fra de amerikanske kanonbatterier, der var ankommet til byen samtidig med faldskærmstropperne.

Beskydning opbrugte dog en stor mængde granater, som snart skulle blive en mangelvare.

Linjen var fuld af huller

Ved daggry den 20. december, vidste faldskærmstropperne omkring Bastogne, at de var ved at blive omringet. Men endnu havde amerikanerne intet klart indtryk af, hvor i det skovrige landskab fjendens tropper befandt sig.

Kaptajn Winters befandt sig mellem træerne med to menige soldater, da han fik øje på en enlig tysker. Manden stoppede op, trak bukserne ned og satte sig på hug.

Amerikanerne ventede ubevægeligt, til den intetanende fjendtlige soldat var færdig med at lette sig. Derpå sagde Winters på sit skoletyske: “Kom herover”.

Tyskeren overgav sig straks, men alligevel var kaptajnen rasende. En fjende var spadseret gennem den amerikanske forsvarslinje, forbi et kompagnihovedkvarter og helt frem til bataljonens kommandopost.

Den absurde hændelse viste, hvor svag en stilling Winters’ mænd befandt sig i.

Amerikanerne havde selv svært ved at orientere sig. Menig Heffron fra Winters’ bataljon var på vej tilbage til frontlinjen, efter at han og en kammerat havde været bagude for at skaffe førstehjælpsudstyr. Pludselig faldt han ned i et hul, hvor noget bevægede sig.

“Hinkle? Hinkle, er det dig?” lød en tysk stemme under ham. Heffron fløj op af hullet igen og satte i løb tilbage, mens han hysterisk brølede:

“Hinkle mig i røven!” De to amerikanere slap uskadte tilbage til deres egne skyttehuller, og i den kommende tid spurgte Heffrons kammerater ham ofte, hvordan Hinkle havde det.

De bedste soldater var væk

Samme dag, den 20. december, forsøgte tyske kampvogne og soldater at trænge ind i Bastogne ved et lynangreb. Det blev slået tilbage, men flere rasende fremstød fulgte fra øst i løbet af dagen.

De amerikanske faldskærmstropper holdt deres stillinger med hjælp fra en lille reserve af kampvogne og især fra artilleriet. Kanonerne sendte en dødbringende spærreild mod vejene, som de tyske tropper rykkede frem ad, og ved solnedgang lettede presset.

Tyskerne ville ikke ofre mere tid og flere tropper på at storme Bastogne, så de lagde i stedet en ring omkring byen, mens hovedstyrken fortsatte vestpå.

Det strategiske valg reddede muligvis 101. division fra udslettelse, for kampene havde allerede opbrugt en stor del af granatbeholdningen. Endnu et koncentreret fremstød kunne muligvis have banet vej helt ind i Bastogne.

I stedet for kampvognsangreb kom sneen. Den 21. december var sigtbarheden nede på få meter, mens en tyk, hvid dyne lagde sig over Ardennerskovene.

Snefaldet satte dog ikke krigen på pause, for general McAuliffe ville vide, hvor tyskerne var ved at indrette stillinger, og derfor skulle patruljer undersøge sagen og vende tilbage med fanger.

I kaptajn Winters’ bataljon gjorde en deling på omkring 40 mand klar til at rykke frem. Enheden var ikke det samme toptrænede team, der dalede ned med faldskærme i Normandiet et halvt år forinden.

Halvdelen af de menige havde kun været med i kort tid, og det samme gjaldt for delingens purunge løjtnant. Han havde intet svar, da de erfarne sergenter spurgte til planen:

“I vil finde ud af, hvad I skal gøre, når vi når frem til træerne”, undveg officeren. Sergenterne havde bange anelser, da delingen kort efter begyndte at bevæge sig fremad gennem sneen.

Grupperne mistede straks kontakten med hinanden og med deres spejdere. De trampede blindt afsted gennem driverne, da en maskingeværsalve pludselig fældede to mand.

En rasende ildkamp begyndte. Sergenterne råbte efter ordrer fra delingsføreren, men han var som sunket i jorden. Så befalede de deres mænd tilbage.

Patruljen vendte hjem uden fanger og et par mand færre. En udmattende stillingskrig begyndte i den bitre kulde.

Vinteren viste ingen nåde

Amerikanerne i forreste linje levede dag og nat i skyttehuller, der var 180 cm gange 60 cm. På den beskedne plads måtte to mænd klemme sig sammen. Når de sov, lå de i det mindste så tæt, at de udvekslede kropsvarme.

Alligevel frøs faldskærmssoldaterne konstant uden ordentlig vinterudrustning. Den havde de ikke fået udleveret, inden de i hast blev kørt fra deres lejr til Bastogne.

Åben ild var desuden forbudt ved frontlinjen, så soldaterne kunne ikke varme sig ved et bål eller tilberede dåsemaden fra deres feltrationer.

Hver nat faldt temperaturen yderligere, og nogle soldater opgav på forhånd at sove. De sad i stedet og fantaserede om deres fremtid, hvis de slap levende fra Bastogne og resten af krigen.

En sergent i Winters’ bataljon fik for vane at synge sig gennem natten til stor irritation for mændene i nabohullerne.

Ud over kulden kæmpede soldaterne mod konstant frygt. Tyske kanoner skød med jævne mellemrum, og skyttehullerne gav kun ringe beskyttelse, når granater eksploderede i fyrretræernes kroner. Regnen af metalstykker og træsplinter kostede hver gang nye tab.

Det amerikanske artilleri svarede kun igen i belejringens første par dage. Så slap ammunitionen op, og de sidste få granater blev gemt til brug ved et tysk gennembrud af forsvarslinjen.

Beholdningen af patroner til geværer og maskingeværer skrumpede også med foruroligende hastighed. Men så længe skyer og snevejr skjulte himlen, kunne fly ikke kaste forsyninger ned.

Nogle soldater kæmpede mod fristelsen til at sende et skud gennem deres egen fod. Sårede kunne ikke bringes ud af Bastogne, men i det mindste slap de væk fra frontlinjen, kom under tag og fik lune måltider.

Kun få valgte dog denne desperate udvej, og selv soldater med forfrysninger blev på deres post.

“Hvis alle de, der havde en gyldig grund til at forlade frontlinjen, benyttede sig af den, ville vi slet ikke have haft en frontlinje”, vurderede kaptajn Winters. I stedet frøs mændene, mens de ventede på det næste tyske angreb.

Julen var ingen fest

Efter de første kampe foran Bastogne havde de tyske belejrere holdt amerikanerne under konstant pres. Snigskytter lå på lur, klar til at sende en kugle gennem hovedet på enhver amerikaner, der kiggede op over kanten på sit skyttehul.

Imens sneg tyske patruljer sig gennem huller i forsvarsringen, og faldskærmssoldater måtte skrabes sammen fra flere forskellige enheder for at drive indtrængerne ud igen.

Småangreb fandt sted hver dag langs hele linjen, men om eftermiddagen den 23. december voksede de i styrke. Tyske kampvogne og soldater kastede sig mod den amerikanske forsvarsring syd for Bastogne, og flere stillinger blev løbet over ende.

Angrebet fortsatte efter solnedgang, men mørket gjorde det lettere for de trængte amerikanere at komme tæt på tyske kampvogne og ødelægge dem med bazookaer.

Samtidig lykkedes det at fremskaffe en lille undsætningsstyrke ved at opgive et andet område og derved gøre frontlinjen kortere.

Da den 24. december gryede, var Bastogne derfor stadig på amerikanske hænder. Sårede soldater fyldte byens huse, hvor de måtte nøjes med en overfladisk behandling fra de få overbebyrdede læger og belgiske civile.

Medicinen var stort set brugt op, og som lindring for smerter fik de sårede uddelt spiritus.

En soldat fra Winters’ bataljon dulmede smerter i sine flænsede ben med sød, grøn crème de menthe. Væsken havde stadig sin friske farve, da Luftwaffe bombede Bastogne, og rystelserne fik ham til at kaste op i sin hjelm.

En tysk fuldtræffer ramte en bygning, hvor 20 amerikanske patienter og en belgisk sygeplejerske blev dræbt på stedet. Eksplosioner havde for længst tvunget general McAuliffe til at flytte sit hovedkvarter ned i en kælder.

Her lykkedes det kokkene at tilberede noget, der mindede om en julemiddag med kalkun. Tidligere på dagen havde han sendt en hilsen til tropperne, hvori han skrev, at deres julegave til hinanden var æren for det stædige forsvar af Bastogne.

Soldaterne i forreste linje ville hellere have haft et stykke af stabens kalkun. Deres menu stod på kolde bønner, og den eneste forkælelse, sergenterne i Winters’ bataljon kunne give, var selv at tage nattevagten i forposterne.

Hjælpen nåede frem

Selvom juleaften var bitter, havde soldaterne i Bastogne overvundet den værste del af slaget. Vejret klarede op, og allierede bombefly kunne omsider kaste sig over de tyske stillinger omkring byen.

Samtidig begyndte forsyninger at regne ned i faldskærme, og de sikrede, at 101. division kunne holde ud et par dage endnu.

Bastogne var derfor stadig på amerikanske hænder, da undsætningen under den berømte pansergeneral Patton nåede frem 26. december.

I første omgang lykkedes det kun at åbne en smal korridor ind til byen sydfra. Men kolonner af lastvogne kunne fragte forsyninger ind, og de sårede blev langt om længe evakueret.

Nyheder fra den omgivende verden kom til byen, og faldskærmstropperne forstod, at deres stædige forsvar havde gjort dem til stjerner i USA.

General Maxwell Taylor dukkede også op og overtog kommandoen fra McAuliffe, som kun havde været midlertidig chef. Den nyankomne inspicerede stillingerne og strøede om sig med kommandoer.

“Hold godt øje med træerne foran jer”, sagde Taylor til Winters.

“Hvad fanden tror du, vi har gjort, mens du var i Washington”, tænkte kaptajnen med indestængt raseri.

I mellemtiden var Hitlers store offensiv gennem Ardennerne gået i stå. Faldskærmstropperne i Bastogne havde udgjort en vejspærring, der forhindrede forsyninger i at nå frem til de tyske pansertropper længere vestpå.

Som belønning forventede de trætte faldskærmssoldater at blive afløst. Men først den 17. januar fik 101. division lov til at forlade frontlinjen.