Invasionen af Kreta: Fjenden kom fra himlen

I maj 1941 bliver luftrummet over øen Kreta dækket af tusindvis af faldskærme. Hitlers veltrænede lufttropper har indledt et dristigt angreb uden fortilfælde i historien.

I maj 1941 bliver luftrummet over øen Kreta dækket af tusindvis af faldskærme. Hitlers veltrænede lufttropper har indledt et dristigt angreb uden fortilfælde i historien.

Bridgeman & Per O. Jørgensen

De britiske og græske tropper er i gang med morgenmaden, da lyden af luftværnssirener pludselig flænger stilheden. Efter et stykke tid stopper sirenerne, blot for så at sætte i gang igen.

Det er signalet: Den ventede tyske invasion af Kreta er på vej – det er den 20. maj 1941, klokken er lidt i otte om morgenen.

Snart lyder en dyb brummen, som vokser støt i styrke. Hundreder af tyske fly i tætte formationer dukker op i horisonten.

Da de kommer nærmere, føles det som om, at luften vibrerer. Øens forsvarere virker først lammede af den enorme styrkedemonstration af Hitlers toptrænede militærmaskine.

“Der var omkring et minuts rædselsslagen inaktivitet, mens folk prøvede at fatte, hvad der foregik. Men så blev der pludselig fyret løs alle steder fra”, husker menig Peter Butler senere. Han befinder sig nær Maleme-flyvepladsen i Kretas nordvestlige ende.

Briterne åbner ild med alt, hvad de har: Bofors-maskinkanoner, Bren-maskingeværer og almindelige håndvåben. Overalt blander lyden af maskingeværsalver sig med den karakteristiske hylen fra styrtdykkende tyske Stuka-fly og bragene fra eksploderende bomber.

Efter de tyske kampfly følger bølger af Ju-52-transportfly, proppede med faldskærmssoldater. Fra jorden kan briterne se de åbne luger, som udspyr soldater i stribevis. På et øjeblik er himlen dækket af tusinder af faldskærme.

Efter landingen tog det soldaterne ca. 80 sekunder at gøre sig fri af faldskærmen. Dernæst skulle de hurtigt finde en våbencontainer.

© BARC 141-0865

Tyskerne sprang fra risikabel lav højde

Elementet af overraskelse var vigtigt, hvis et faldskærmsangreb skulle lykkes. Desværre for tyskerne ventede fjenden på Kreta med opadvendte våben.

Mens de tyske soldater hang i luften, var de meget sårbare. Det var altafgørende for dem, at de landede uden for fjendens områder og havde tid til at organisere sig på jorden.

De skulle også undgå at hænge for længe i luften, og derfor sprang de ud fra usædvanlig lav højde.

Under landingen var faldskærmssoldaterne instrueret i ikke at spænde benmusklerne for meget, i stedet skulle de gå ned i knæ for at dæmpe stødet.

De var derfor udstyrede med knæbeskyttere, som minder om dem, som volleyballspillere brugte. Teknikken med at gå ned i knæ gjorde det umuligt at medbringe en lang riffel under springet, og soldaterne måtte hurtigt finde de separat nedkastede våbencontainere.

Kreta er et afgørende mål

I foråret 1941 virker den tyske hær uovervindelig. Den har nedkæmpet bl.a. Polen, Frankrig, Belgien, Norge og Danmark og næsten fanget den britiske hær ved Dunkerque.

I Grækenland har historien gentaget sig: De invaderende tyskere driver grækerne og deres britiske allierede tilbage – og den britiske Royal Navy må evakuere tusinder af slagne soldater til Kreta.

Tyskland er nu klar til at kaste sig over Sovjetunionen. Men bedst som planlægningen af historiens største felttog er i fuld gang, bliver Hitlers generalstab i det tidlige forår 1941 distraheret af Kreta, som holdes af britiske og græske styrker.

Herfra kan langtrækkende britiske bombefly nemlig nå de rumænske oliefelter ved Ploiesti. De er tyskernes vigtigste kilde til råolie og derfor af vital betydning for krigsførelsen.

Luftwaffe, som ønsker oprejsning efter nederlaget i slaget om England det foregående år, tilbyder at løse problemet.

Til formålet kan Luftwaffe bruge godt 10.000 faldskærmssoldater fra sin elitestyrke på 15.000 mand – de såkaldte fallschirmjägere.

Begge sider får en dårlig start

Invasionen af Kreta får kodenavnet “Operation Merkur”. Planen er relativt enkel: Faldskærmsjægerne skal erobre en eller flere af de tre flyvepladser på Kretas nordside og holde stand, indtil forstærkninger kan flyves ind med transportfly og sejles over fra det græske fastland.

LG40-kanonen var et effektivt middel mod de allieredes tanks.

© Privatfoto & BARc 101I-567-1503E-34

Tyskernes nye kampvåben

Rekylfri kanon LG40.

Den slagkraftige LG40-kanon fik sin ilddåb under invasionen af Kreta. Det var et såkaldt rekylfrit våben, der ikke sparkede bagud ved affyring.

Den rekylfri effekt blev skabt ved, at store dele af bevægelsesenergien fra gastrykket blev ledt bagud og udlignede energien i det tryk, som drev projektilet frem. Våbentypen blev taget i brug under 2. verdenskrig.

Inden selve invasionen skal Luftwaffe gøre det af med de britiske luftstyrker på Kreta eller fordrive dem til Nordafrika. Tyskernes har en klar plan.

Men desværre for dem bygger den på elendige efterretninger. Faldskærmsjægernes øverste chef, generalmajor Kurt Student, regner med en minimal modstand fra fjenderne på jorden.

Han planlægger sine træk ud fra, at der er godt 10.000 britiske soldater på øen plus de sørgelige rester af ti græske divisioner. Det rigtige tal er langt højere: 32.000 briter, 10.000 græske soldater og ikke mindst tusindvis af beredte kretenske civile.

Briterne har til gengæld et godt overblik. De allierede har fået fingre i fjendens Enigma-kodemaskine og ved på forhånd, at tyskerne, udover et angreb fra søsiden, vil bruge faldskærmsstropper til at indtage Kreta.

Men en virkelig storstilet invasion fra luften er aldrig set før. Og det er mere, end en britisk general på det tidspunkt har fantasi til at forestille sig.

General Freyberg, der leder de britiske styrker, er overbevist om, at hovedangrebet vil komme fra havet, ikke fra luften. Så selv om styrker står klar ved flyvepladserne, bliver mange soldater holdt i reserve til at nedkæmpe angreb fra søsiden.

Tyskerne laver således en grov undervurdering af fjendens styrke, og briterne kigger den forkerte vej. Begge parter har en slem overraskelse i vente.

Første og sidste spring

Klokken nærmer sig 10.30 den 20. maj, og endnu et kompagni faldskærmssoldater er på vej fra det græske fastland. Inde fra et af Ju-52-transportflyenes firkantede ruder kan major Rudolf Witzig og hans mænd se det glitrende blå hav under sig.

Kaster de blikket til siderne, kan de se formationer med hundredvis af fly, som hver rummer 10-12 faldskærmsjægere og fire våbencontainere. Witzig er leder af 144 mand fra 9. kompagni, som hører under 3. bataljon.

Deres mål er at sikre Maleme-flyvepladsen. Mange af mændene er på vej til deres første faldskærmsspring i kamp nogensinde, og ingen af dem ved med sikkerhed, hvad landjorden gemmer på.

De har hørt, at Kreta vil være et nemt bytte – at briterne, australierne og newzealænderne er udmattede, og kretenserne passive. Mere erfarne mænd som Witzig ved, at virkeligheden kan være en helt anden.

VIDEO – Se tyskerne angribe:

Endelig kan de skimte Kretas bjerge som et mægtigt fort i horisonten. Da de nærmer sig kysten, dykker flyet ned i 100-150 meters højde. Jo nærmere jorden, jo kortere tid skal soldaterne hænge i luften, hvor de er sårbare over for fjendens kugler.

Witzig kaster et blik rundt på sine mænd. De er alle klædte i tunge uniformer og knæbeskyttere, hvilket står i skarp kontrast til den hede sommerdag udenfor. En fjerdedel af mændene har en MP40 maskinpistol i hænderne, resten må nøjes med en mindre effektiv pistol og en kniv.

Så snart de rammer landjorden, gælder det derfor om at finde deres våbencontainere og bevæbne sig så hurtigt som muligt.

Det blå hav glider over i solsvedent græs og krogede oliventræer, og pludselig kommer signalet til at springe. Tiden er inde.

En efter en kaster mændene sig ud af døren på flyets ene side, og med et er luften fuld af faldskærme, der bærer soldater, våbencontainere og førstehjælpsudstyr. Størstedelen af mændene når imidlertid ikke at gøre brug af nogen af delene.

Major Witzig og hans mænd er sprunget ud lige over newzealændernes 21. og 23. bataljon, som står parat med deres våben syd og øst for Maleme-flyvepladsen.

Den tyske major Rudolf Witzig havde allerede imponeret sine overordnede ved slaget om det belgiske fort Eben Emael året før. På Kreta var han blandt de uheldige faldskærmsjægere, som landede nærmest oven i de allierede uden for Maleme. Wizig overlevede krigen og fik tildelt to jernkors.

© Scanpix/Akg & AWM

Til faldskærmsjægernes rædsel hænger de over jorden som forsvarsløse skydeskiver, og rundt omkring sig kan Witzig se flere af sine mænd hænge livløse for enden af faldskærmens liner.

Mange af dem, der når ned i live, bliver viklet ind i deres skærm eller hænger fast i oliventræernes grene. De når end ikke at løfte et våben, før newzealandske soldater eller græske civile, bevæbnede med sten og hakker, kaster sig over dem.

KORT – Følg Kretas fald slag for slag:

Bataljon bliver nedslagtet

Witzig er eneste overlevende mand fra sit fly og bliver selv hårdt såret i sit højre ben, da han rammer jorden. Det lykkes ham at slæbe sig ned i et granathul skjult under en busk, mens størstedelen af den uheldige 3. bataljon dør omkring ham.

Med smerten dunkende i benet beslutter han sig for at prøve at holde ud i sit hul, indtil tyske forstærkninger forhåbentlig kommer til øen.

For de britiske og newzealandske soldater ser situationen noget lysere ud. Fra jorden oplever Charles Upham, hvordan døde tyske soldater rammer det tørre græs som tunge sække:

“Det var verdens letteste form for krigsførelse. Det var som at skyde siddende fugle. Hele ideen med faldskærmstropper var at lande dem, hvor der ikke var nogen. Når de først var på jorden og organiserede, så havde de altid de bedste våben. Men mens de var i luften – de var det letteste i verden at plaffe”.

Lidt heldigere er de soldater, som vinden bærer vest for Maleme. De lander i et mindre bevogtet område og får lokaliseret deres våbencontainere. Hist og her får de sig samlet og organiseret i defensive stillinger.

Modsat tyskerne blev de allierede udstyrede med faldskærme, som de kunne styre manuelt under springet.

© Polfoto /Corbis

De allierede huggede ideen

Tanken om at lande store styrker bag fjendens linjer var forjættende for generalerne. Hitler blev imidlertid så chokeret over faldskærmsjægernes enorme tab på Kreta, at han ganske enkelt forbød store luftbårne aktioner i fremtiden.

Briterne og amerikanerne drog den stik modsatte lære. Slaget havde trods alt vist, at store luftlandeoperationer kunne blive gennemført med succes.

Briterne opbyggede deres første luftbårne division i slutningen af 1941, og i begyndelse af 1942 organiserede USA to divisioner. Da de allierede i marts 1945 krydsede Rhinen, banede 1.600 transportfly. 1.300 svæveplaner og en styrke på 17.000 faldskærmstropper vejen til sejren.

Det lykkes dem også at erobre broen, der går over Tavronitis-floden mod vest. I løbet af den 20. maj lander yderligere tre bølger af faldskærmsjægere på Kreta ved Chania og ved flyvepladserne Rethimno og Iraklion.

Men også her står de allierede parat, og enkelte kompagnier bliver næsten helt udryddet. 10.000 faldskærmsjægere er sendt ind over øen i løbet af dagen – og kun lidt over halvdelen er stadig kampdygtige.

Samtlige flyvepladser er stadig på de allieredes hænder, og tyskerne har ikke opfyldt et eneste af deres mål. Så kvajer briterne sig.

Kommunikationen svigter

Det eneste sted, tyskerne endnu kan nære det mindste håb på Kreta, er ved Maleme-flyvepladsen, som beskyttes af en bataljon hårdføre newzealandske soldater under kommando af oberstløjtnant L.W. Andrew.

Andrew og hans mænd fra den 22. bataljon skal ikke alene forsvare flyvepladsen. De skal også forsvare den såkaldte høj 107, som er nøglen til pladsen, plus byen Maleme og et større område omkring den.

Tropperne fra 22. bataljon er med andre ord spredte, da faldskærmsjægerne begynder at rykke frem i løbet af eftermiddagen den 20. maj. Oberstløjtnant Andrew er i vildrede. Han har svært ved at holde kontakt med sine egne kompagnier og har ikke overblik over den samlede militære situation på øen.

Denne ene beslutning om tilbagetrækning kommer til at koste briterne Kreta.

Temperaturen nærmer sig 50 grader i skyggen, og solen bager ubarmhjertigt ned på de udmattede newzealandske tropper. Mange er allerede faldet i kampene, og Andrew selv er såret. Hvis hans mænd skal holde stand meget længere, må de have forstærkninger.

Andrew kalder sin lokale øverstbefalende, brigadegeneral James Hargest, og beder om at få en newzealandsk bataljon sendt frem til modangreb. Hargest afslår. Den pågældende bataljon er allerede i kamp andetsteds, lyder begrundelsen.

Kort efter melder bataljonen dog af egen drift, at den er klar til at ile Andrew til undsætning, men Hargest giver den ordre om at vente, medmindre situationen “bliver alvorlig”.

I mellemtiden forsøger oberstløjtnant Andrew selv et modangreb, som mislykkes. Han mister kontakten med to af sine kompagnier og meddeler Hargest, at han i nuværende situation kan blive nødt til at trække sig tilbage.

“If you must, you must – hvis du er nødt til det, så er du nødt til det”, lyder svaret fra den øverstbefalende. Denne ene beslutning om tilbagetrækning kommer til at koste briterne Kreta. Da tyskerne opdager, at newzealænderne har forladt deres positioner, besætter de omgående høj 107 – og flyvepladsen den følgende dag.

Ved daggry den 21. maj lander et Ju-52-fly uden problemer i Maleme. Derefter går det stærkt. En uendelig strøm af transportfly lander og letter igen, og 14.000 alpejægere bliver fløjet ind som forstærkning.

Major Rudolf Witzig er stadig i live og bliver transporteret til et hospital i Athen. Faldskærmsjægerne har – trods deres mange døde – fuldført missionen.

Tyskland var forfærdede over de store tabstal på Kreta. Faldskærmjægernes leder Kurt Student navngav øen “de tyske faldskærmsjægeres gravplads”.

© Barc 141-0848

Briterne flygter

Da briterne opdager konsekvensen af at miste Maleme, er det for sent. De forsøger at generobre pladsen, men er i undertal: I det afgørende øjeblik tøver briterne.

Øverstkommanderende på Kreta, generalmajor Bernard Freyberg, er stadig overbevist om, at tyskernes hovedangreb vil komme fra søsiden, og han holder reserverne tilbage.

I virkeligheden er et sådant angreb allerede opgivet. En bataljon tyske alpejægere er den 19. maj blevet sendt afsted med transportskibe fra det græske fastland, men kl. 23 den 20. maj bliver de opdaget af en britisk flådestyrke. Kun et enkelt transportskib med 113 soldater ombord slipper væk, og efter den lærestreg opgiver tyskerne at sende flere flådestyrker mod Kreta.

Jeg har kun dystre minder om Kreta. Generalmajor Kurt Student, leder af de tyske faldskærmsjægere.

På den kretenske landjord er det en ganske anden sag. Efter en uafbrudt tysk fremrykning mod øst må øverstkommanderende Freyberg den 27. maj meddele sine chefer, at nederlaget nu er uundgåeligt, og at en evakuering skal forberedes hurtigst muligt.

Den britiske hovedstyrke begynder et kæmpende tilbagetog mod Kretas syd- og nordøstlige kyster. Allerede den 29. maj evakuerer den britiske flåde 4.000 mand fra Iraklion og 700 fra Chora Sfakion til Nordafrika.

I de følgende dage fortsætter evakueringen fra Chora Sfakion, selv om tyske luftangreb gør det til en yderst farlig opgave. Klokken tre om morgenen den 1. juni bliver yderligere 4.000 mænd sejlet bort.

De bliver de sidste. Seks timer senere kapitulerer de tilbageværende allierede styrker. Næsten 12.000 briter og ca. 10.000 grækere går i krigsfangenskab, hvis ikke det lykkes dem at flygte op i Kretas bjerge.

Da tyskerne har overtaget øen, bliver befolkningen udsat for brutale repressalier og henrettelser.

© Barc 101I-166-0527-02A & BARC 101I-166-0525-09

Tyskerne tog en grusom hævn på de civile

Kretenserne havde en tusindårig tradition for at forsvare deres ø mod invasioner, og flere bevæbnede civile tog del i de allieredes modangreb.

Forud for invasionen troede tyskerne, at kretenserne blot ville resignere og overgive sig. Intet kunne være mere forkert. Både mænd, kvinder og store børn tog frygtløst kampen op.

En enkelt faldskærmsjæger blev rapporteret dræbt med en hakke af en frygtløs kretensisk husmor, som gik til angreb, da han landede lige foran hende og kæmpede med at befri sig for sin faldskærm.

Et andet sted blev en indfiltret faldskærmssoldat banket ihjel af en ældre herre med en stok. De chokerede tyskere tilgav ikke kretenserne. En græsk opgørelse fortæller, at tyskerne under besættelsen dræbte 6.593 kretensiske mænd, 1.113 kvinder og 869 børn.

Tyskland har vundet en stor, men meget dyr sejr. Ikke mindre end 3.352 tyske elitesoldater har mistet livet, og mere end 3.000 er sårede.

Især faldskærmsjægerne har lidt katastrofale tab. Da deres chef, generalmajor Kurt Student, efter krigen blev spurgt om invasionen af øen, lød svaret: “Jeg har kun dystre minder om Kreta”.