Med en hær på over 80.000 mand indledte japanerne den 7. marts 1944 angrebet på Imphal og Kohima.
Det britiske forsvar blev anført af general William Slim med støtte fra amerikanske krigsfly under ledelse af general Joseph W. Stilwell.
I Kohima var kun 1.500 britiske og indiske soldater på plads ved slagets begyndelse, men tusindvis af britiske og indiske forstærkninger sluttede sig snart til den allierede styrke.
Japanerne belejrede Kohima, men var ikke i stand til at erobre byen. Heller ikke sydpå ved Imphal lykkedes det for kejserrigets tropper at opnå et afgørende gennembrud.
Angrebet gik i stå, og general Slims tropper tilbageerobrede de tabte områder bid for bid, indtil det i juli stod klart, at invasionen var slået fejl.
Japanerne kæmpede videre med selvmorderisk iver, men soldaterne var trætte og svækket af sygdom, så officererne gav ordre til en tilbagetrækning.
Offensiven endte katastrofalt for den japanske hær, der mistede 53.000 soldater mod de allieredes 16.500.
Værre var det, at nederlaget knækkede de japanske styrkers evne til at udføre offensive operationer i Burma og dermed banede vejen for de allieredes generobring af landet fra november 1944 til juli 1945.