Knus Malta og red Rommel!

Sammen med to andre Spitfire-piloter er Barnham sendt på vingerne for at angribe en sværm tyske Junkers JU 88-bombefly på vej mod havnen i Valletta. Længe spejder han forgæves efter dem, men pludselig dukker de op.

“JU 88’ere. 10, 20, 30 af dem. Jeg har ikke tid til at tælle dem. De kommer tættere på. Min Spitfire ryster, mens jeg affyrer to korte maskingeværsalver ind i en gruppe bombemaskiner.

To store stykker af en JU 88 – et næseparti og en vinge – suser forbi min venstre side”, husker Barnham, som også selv bliver ramt. “Sort røg stiger op fra min venstre vinge. Orange ild slikker op ad cockpittet. Jeg kigger mig over skulderen, for hvem fanden er det, der skyder efter mig?”

Mens luftkrigen raser, hyler sirenerne nede på landjorden og får Maltas 250.000 indbyggere til at løbe mod beskyttelsesrummene. Nede i mørket gibber det i dem, hver gang en tysk bombe med et brag slår ned på flybaser, i havnen eller en tilfældig ejendom i nærheden.

Den britiske koloni er under voldsom beskydning, fordi øen ligger nær forsyningsruterne til Rommels Afrikakorps. Tyskland og Italien har stationeret over 800 fly på Sicilien til at angribe Malta med, så skibene med Rommels forsyninger imens kan slippe uskadte forbi.

Briterne råder blot over 12 Spitfire-jagere, som brændstofmangel ofte tvinger til at blive på jorden, når fjenden nærmer sig.

Hvis ikke øen snart forsynes med stribevis af nye jagerfly og friske forsyninger, kan intet stoppe Hitlers og Mussolinis tropper i at knuse den strategisk beliggende klippeø.

Mussolini ville bryde sine lænker

To år tidligere var situationen anderledes fredelig på Malta. Mens Nazityskland invaderede sine nabolande, fortsatte hverdagen på den lille ø midt i Middelhavet.

De 5.500 udstationerede britiske soldater fik dagene til at gå med at slendre rundt i solen og flirte diskret med maltesiske skønheder. Men den 10. juni 1940 vendte en tale i radioen op og ned på alting.

Tyskland var i gang med at tromle den franske hær ned, og briterne havde evakueret deres tropper fra Frankrig, nu ville Italiens leder, Benito Mussolini, sikre sig en del af krigsbyttet.

I Rom gik Il Duce på talerstolen og tordnede løs mod kolonimagterne Storbritannien og Frankrig, som kontrollerede det Nordafrika, som Mussolini drømte om at gøre italiensk:

“Vi må bryde de territorielle og militære lænker, der er ved at kvæle os”, råbte han i mikrofonen og erklærede Storbritannien og Frankrig krig.

Allerede få timer senere hørte malteserne en underlig summen, som gradvist steg i styrke. 75 italienske bombemaskiner og jagerfly dukkede op på himlen med kurs mod øens tre små flybaser. De fleste maltesere stod stille og betragtede de uvirkelige V-formationer på himlen.

“Det må være en øvelse”, sagde en arbejder i Vallettas havn, før en kollega råbte: “Det er et luftangreb! Løb!”

Briterne havde endnu ikke bygget et eneste beskyttelsesrum på øen, så havnearbejderne styrtede ned i gamle tunneller fra korstogenes tid. Kort efter bragede bomber mod jorden og sendte støvskyer op mod den dybblå himmel. Belejringen af Malta var begyndt.

Halvhjertet angreb

Rædslen over at blive inddraget i verdenskrigen fortog sig dog på Malta, da det stod klart, hvor ineffektivt Mussolinis luftvåben var. De italienske fly kastede i reglen deres bomber fra over 6.000 meters højde for at undgå Maltas antiluftskyts og ramte sjældent deres mål.

Skader på mennesker og bygninger var begrænsede, og trods bombardementerne fortsatte dagligdagen som før for de fleste maltesere. Krigen sled dog på nerverne, for ingen kunne føle sig sikre for vildfarne bomber.

Som modtræk fandt briterne tre pensionerede todækkerfly af typen Gloster Sea Gladiator frem fra depoterne og gjorde dem klar til kamp. Faith, Hope og Charity, som de blev døbt, kæmpede en ekstremt ulige kamp mod italienerne.

VIDEO – Mød Maltas tre heroiske forsvare, Faith, Hope og Charity:

Ofte gik et enkelt fly på vingerne for at møde 50 angribende italienere. Alligevel formåede de gamle britiske jagerfly at kæmpe mod italienerne i ugevis, før de et efter et blev skudt ned.

Men effekten på moralen var ikke til at tage fejl af: “Flyene gav os følelsen af, at vi kunne slå igen mod fjenden”, husker en maltesisk forretningsmand.

Den 25. juni 1940 rykkede truslen om en italiensk invasion pludselig nærmere. Hitlers choksejr over Frankrig betød, at Stor­bri­tan­nien nu var alene om at kæmpe mod Aksemagterne i Middelhavet. De britiske territorier Gibraltar i vest, Malta i midten og Suezkanalen i øst lå så strategisk placeret, at de kontrollerede Middelhavet – derfor vidste alle, at Italien ville slå til før eller siden.

Invasion truede øen

Maltas forsvar måtte øjeblikkeligt forstærkes, men det nært forestående tyske angreb på England betød, at briterne ikke kunne afse våben til at forsvare klippeøen. Ifølge guvernør sir William Dobbie stod øen “utrolig svagt, både på materiel og mandskab”.

Først i august 1940 kunne malteserne se 12 nye Hurricane-fly brøle ind over hustagene og lande på øens flybaser. Med 1.000 hestekræfter og otte maskingeværer kunne jagerflyene give de forsigtige italienere en varm velkomst.

I september lykkedes det en skibskonvoj at snige sig forbi italienernes fly og ind i havnen i Valletta med massevis af ekstra antiluftskytskanoner og ammunition.

Malta var omsider klar til at bide fra sig, og Mussolini fik betænkeligheder – i stedet for en invasion blev himlen over øen helt stille i løbet af sommeren.

Briterne greb chancen for at befæste Malta og bygge 2.000 beskyttelsesrum. Fra september til december 1940 anløb hele 55 skibe Valletta med tusinder af fris­ke tropper og nyt materiel. På årets sidste dag rådede middelhavsøen over 10.000 soldater og 63 jagerfly.

KORT – Så vigtig var Malta for krigsførelsen:

Guvernørens datter beskrev stemningen i julen 1940: “Italienerne var ikke nogle særlig skræmmende fjender”. I stedet for at kaste sig over Malta satsede Mussolini på en hurtig sejr i Nordafrika.

Den 13. september 1940 invaderede Mussolinis tropper det britisk-kontrollerede Egypten, men nåede blot 80 km ind i landet, før de blev slået på flugt. Ved årsskiftet var de fire italienske divisioner så tæt på et totalt kollaps, at Mussolini tiggede Hitler om at komme hans libyske koloni til undsætning.

Tyskland oprettede i hast det såkaldte Afrikakorps og sendte det til havnebyen Napoli i Italien. Hitler var irriteret over italienernes ringe præstationer på slagmarken, men indså det fordelagtige i at binde britiske tropper i Afrika, mens han selv forsøgte at erobre England.

På længere sigt kunne succes i Libyen desuden vise sig at være en kæmpe gevinst. Herfra kunne Suezkanalen indtages og bruges som springbræt til Mellemøstens oliefelter – og så ville alle problemer med brændstof til fly og kampvogne være løst.

Via Mellemøsten kunne Hitler også åbne en ny front mod Sovjetunionen, når tiden var moden. For at opfylde Førerens ambitioner måtte Malta bombes sønder og sammen, så Afrikakorpset kunne slippe helskindet forbi øen og nå frem til Libyen.

Luftwaffe spredte rædsel

Guvernør Dobbie spillede tennis i Valletta, da fjendtlige bombefly den 10. januar 1941 dukkede op i det fjerne. Denne gang blev de ude over havet, og snart lød det, som om et tordenvejr var på vej.

Guvernøren blev kaldt til telefonen, hvor en officer underrettede ham om, at den britiske flåde var under angreb. Tysklands frygtede 10. Flyverkorps var ankommet for at afløse de ineffektive italienere, og tyskernes første aktion gjaldt det 225 m lange britiske hangarskib HMS Illustrious.

40 Stuka-bombefly smed deres dødbringende last over det store skib, som rygende og gennemhullet blev trukket i nødhavn på Malta. Seks dage senere blev himlen over Malta formørket af tyske bombemaskiner, der kom for at gøre arbejdet færdigt og sænke HMS Illustrious.

VIDEO – Oplev Malta under angreb:

Den første bølge af Junkers JU 88’ere smed deres bomber fra 1.800 meters højde uden at forårsage større skader, men herefter fulgte 50 Stukaer med store, panserbrydende bomber mellem forhjulene.

Fra 3.000 meters højde angreb de næs­ten lodret, mens indbyggede sirener i vingerne hylede og fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Vallettas indbyggere. Men briterne var klar. Adskillige Stukaer blev revet i stykker, da de mødte en mur af spærreild fra hurtigtskydende kanoner.

På halvøen Senglea midt i havnen affyrede en af kanonerne så mange granater, at løbet blev rødglødende. Den lokale præst ilede til med vand for at afkøle det, mens han slog korsets tegn og tilgav mandskabet deres synder.

Soldaterne nikkede med blodet sivende fra ører og næse – trykket fra kanonen og eksploderende tyske bomber havde sprængt deres trommehinder. Så genoptog de beskydningen af fjenden.

Da tyskerne forsvandt, og krudtrøgen lettede, kunne briterne til deres o­ver­ras­kel­se se, at HMS Illustrious stadig flød. Blot en enkelt bombe havde ramt dækket, og kort efter kunne skibet halte videre til Alexandria i Egypten.

Så heldig var boligkvartererne nær havnen, hvor Illustrious lå fortøjet, ikke. Hundredvis af bomber tiltænkt hangarskibet var eksploderet i de smalle gader med ødelæggende effekt. Mange familier måtte graves ud af deres beskyttelsesrum, der lå under de sammenstyrtede bygninger.

Efterhånden som de rystende af chok klatrede ud i dagslyset, gik ødelæggelsernes omfang op for dem. Murbrokker i flere meters højde blokerede gaderne, og hist og her lå afflåede lemmer fra maltesere, som for tidligt have vovet sig ud af be­skyt­tel­ses­rum­me­ne. Få dage senere begyndte en ram lugt af rådnende lig at stige op fra ruinerne.

Hitlers mangel på fly reddede øen

Tyskernes Afrikakorps var i ly af bom­bar­de­men­ter­ne på Malta ankommet til Libyen – nu ville Hitler sikre sine for­sy­nings­ruter, som briternes klippeø truede.

I februar 1941 skrev han til Mussolini: “Det er afgørende, at vi tilintetgør Maltas fly- og flådebaser”.

Luftwaffe havde 180 bombemaskiner og 160 jagerfly på Sicilien – sammen med italienernes 300 rådede Aksemagterne 640 fly. En knusende overmagt. Hver dag fløj store formationer af bombemaskiner ind over Malta, der sjældent kunne få mere end otte Hurricane-fly på vingerne ad gangen.

I de følgende 30 dage måtte befolkningen flygte ned i beskyttelsesrummene 111 gange.

Den øverstkommanderende for briternes middelhavsflåde, admiral Cunningham, tryglede adskillige gange London om forstærkninger: “Jeg er virkelig bekymret for Malta. Vi må tilføres et stort antal jagerfly øjeblikkeligt, hvis vi skal undgå et stort tilbageslag”, understregede han.

Men London tøvede, fordi konvojer med flere fly til Malta risikerede at blive udslettet, når de nærmede sig øen. Imens fortsatte tyske og italienske fly med at kaste død og ødelæggelse ned fra luften. Vallettas tørdokker, kraner og lagerhaller blev søndersprængt, og havnen var så farligt et sted at opholde sig, at britiske destroyere kun turde snige sig derind om natten for at få nye forsyninger.

Maltas tre flybaser var også hårdt ramt. Den 28. februar skrev en officer en nedslående rapport til sine overordnede: “110 fjendtlige fly angreb basen. En foreløbig opgørelse: Tre Swordfish-fly og en Gladiator er udbrændte. Alle andre fly, inklusive vores Hurricanes, er ikke længere flyvedygtige”.

De civile maltesere gik heller ikke fri. Vildfarne bomber ødelagde 2.000 ejendomme. Fra et hustag observerede en britisk officer, hvordan en simpel, men skræmmende bombe langsomt dalede ned i et beboelseskvarter.

Under en faldskærm dinglede en italiensk sømine: “Pludseligt skød en mægtig søjle af ild og lys mod himlen. Da trykbølgen endelig kom, rystede huset under os”, skrev han i sin dagbog.

Kreta blev Maltas redning

Efter fire måneders uafbrudte bombardementer havde Luftwaffe kværnet store dele af Valletta til grus. Himlen blev atter stille, og alle maltesere troede, at en stor invasionsstyrke var på vej over havet. 15.000 unge blev indkaldt til militæret og forsvarsstillinger anlagt langs kysten.

Trods mobiliseringen ville øen helt sikkert falde, det var både briter og maltesere klar over, men de ville forsøge at gøre invasionen til en kostbar affære for Aksemagterne. Alle ventede i spænding, men intet skete. Det var, som om tyskerne pludselig havde glemt øen.

Dramatiske begivenheder på andre af verdenskrigens fronter fik tyskerne til at tøve. I maj indtog tyske styrker Kreta, men sejren var dyr. 284 fly blev skudt ned, og 4.000 soldater omkom under kampene – især faldskærmstropperne led svære tab – og nu manglede tyskerne dem til angrebet på Malta.

VIDEO – Se ødelæggelserne på Malta:

Støtte fra hundredvis af tyske fly ville en invasion af Malta heller ikke længere kunne regne med, for Luftwaffe ville det næs­te halve år være optaget af “Operation Barbarossa” – den storstilede invasion af Sovjetunionen planlagt til at finde sted i juni 1941.

Sommeren og efteråret blev derfor en rolig tid på Malta – på trods af Hitlers opfordring til Mussolini om at “holde Malta nede”.

Italienske fly udløste fortsat daglige luftalarmer på Malta, men bombardementerne var så ubetydelige, at mange gik op på hustagene for følge med i kampene.

Forstærkning strømmede til øen

Briterne greb straks chancen for at gen­op­byg­ge øens forsvar og øge indsatsen mod Rommels forsyningslinjer. 30 britiske skibe sendt fra Gibraltar nåede sikkert frem til Malta, mens fragtubåde sejlede i pendulfart mellem Alexandria og Valletta.

Lagrene blev snart fyldt til bristepunktet med ammunition, medicin, fødevarer og reservedele. Derudover udstationerede briterne yderligere 2.000 soldater på øen, så Maltas forsvar blev styrket, hvis tyskerne skulle vende tilbage.

Huler til underjordiske værksteder blev hugget ud af klippegrunden, og øens tre flybaser fik tilføjet 43 km ekstra taxibaner, så jagerfly kunne spredes ud over et enormt areal. Flyene blev desuden indkapslet bag hver deres mur af gamle benzindunke fyldt med sand, så sprængstykker fra Aksemagternes bomber ikke kunne skade de dyrebare maskiner.

Med Luftwaffe langt væk genoptog den britiske flåde jagten på Rommels forsyninger. De italienske skibe, der fragtede våben, ammunition og brændstof til Afrikakorpset, sejlede sjældent med eskorte, så i september og oktober 1941 blev hele 77 procent af Rommels forsyninger sænket.

Tabene var stærkt medvirkende til, at Rommel måtte hæve belejringen af Tobruk og trække sig tilbage mod vest.

Luftwaffe vender tilbage

Hitler indså alvoren. I december 1941 blev 400 Luftwaffe-fly flyttet fra Rusland til Sicilien sammen med en af flyvevåbnets dygtigste officerer, feltmarskal Kesselring. Inden nytår smed JU 88’ere og Stukaer atter deres bomber over Malta.

Angrebene var så intense, at en britisk officer skrev hjem til sine foresatte: “Jeg har opgivet at holde styr på antallet af luftangreb. I dag har der været syv siden klokken 9. Fjenden er ved at få held med at neutralisere Malta. Øen har brug for moderne jagere”.

263 gange i løbet af januar drønede tyske fly ind over byer, flybaser og havne på Malta og smed deres last. Angrebene betød, at Rommels forsyninger igen slap igennem, og Afrikakorpset kunne atter gå i offensiven.

Bønnerne om moderne jagere til Maltas forsvar blev hørt i London, og den 7. marts 1942 fik en ny motorlyd alle til at spejde mod himlen.

En britisk Spitfire lavede loop højt over øen og varslede bedre tider. I løbet af de næste uger ankom den ene eskadrille af disse superjagere efter den anden, og selvom tyskerne stadig rådede over 10 gange så mange fly, var kampen mindre ulige.

22-årige Denis Barnham fløj en af de 48 Spitfires, som hangarskibet USS Wasp havde sejlet så tæt på Malta, som truslen fra Luftwaffe tillod.

Da Barnham landede på Malta, måtte han straks søge tilflugt i et beskyttelsesrum – tyskerne havde opdaget, at forstærkninger blev fløjet ind – og efter at luftalarmen var afblæst, så Barnham, at 14 af de nye Spitfire-fly allerede stod i flammer. Tyskerne havde bevist, at de holdt Malta i et jerngreb.

Nogle dage senere kom han i kamp for første gang. I luften blev den unge pilot omringet af mere end 30 tyske bombe- og jagerfly. Han nåede at skyde en enkelt JU 88 ned, før adskillige tyske jagere kastede sig over ham.

“En Messerschmitt 109 dukker op foran mig, og mit fly ryster og ryster, mens jeg fylder det med projektiler. Sort røg vælter ud, og flyet falder sidelæns ud af himlen”, skrev Barnham i sin dagbog.

Trods intens beskydning fra andre tyske fly lykkedes det ham at lande sit gennemhullede fly og løbe i sikkerhed. Tyskernes overmagt sled hårdt på moralen blandt soldater og civile på Malta.

Befolkningen tilbragte i gennemsnit 12 timer hver dag i beskyttelsesrum, mens deres lille ø rystede under bombardementerne. Selv hernede var de ikke i sikkerhed. I landsbyen Luqa ødelagde en bombe et vandreservoir, hvorefter vandet fossede ned i et beskyttelsesrum og druknede mænd, kvinder og børn.

I landsbyen Kalkara bristede en gasledning og kvalte 24 civile i et andet beskyttelsesrum. På de tre britiske flybaser kunne soldaterne blot se til, mens nyankomne fly blev reduceret til vrag i løbet af få timer. Oven i elendigheden var fødevarelagrene ved at være tomme.

“Olien fra nedstyrtede fly blev brugt til madlavning, derfor smagte min bacon så fælt”, klagede Barnham i sin dagbog.

Tobruks kollaps købte Malta tid

Luftwaffes angreb havde den ønskede effekt – i april 1942 sænkede briterne blot to procent af Rommels forsyninger. Havde Maltas betydning ikke været kry­stal­klar for Hitler og Mussolini tidligere, så var den det nu. De to diktatorer aftalte, at tiden var inde til at invadere.

Ifølge planen skulle mere end 1.000 tyske fly bombe Malta så intensivt, at 70.000 italienske tropper kunne landsættes fra skibe – uden at møde nævneværdig modstand. Forberedelserne til “Operation Herkules”, som invasionsplanen blev døbt, skulle begynde med det samme, og angrebet var udset til at finde sted i midten af juli 1942.

VIDEO – Se tyskerne gøre klar til invasion:

Allerede få dage senere opdagede et britisk rekognosceringsfly nogle svævefly på en siciliansk base. Under invasionen af Kreta året før havde tyskerne netop brugt svævefly til at landsætte tropper, og briterne forstod, at et angreb på Malta måtte være nært forestående.

Yderligere 64 Spitfire-fly blev hastigt fløjet ind for at styrke Maltas forsvar, og de gjorde sig straks gældende i luftrummet. I løbet af en eftermiddag mistede Luftwaffe 20 fly og 40 mere i løbet af den næste måned.
“Da fik fjenden omsider respekt for os”, husker en af de britiske piloter.

I juni aflyste Hitler overraskende “Operation Herkules”. De mange nye Spitfires på Malta virkede afskrækkende, især da Luftwaffe umuligt kunne levere 1.000 fly til invasionen, fordi tyskerne havde desperat brug for dem på Østfronten.

Mest afgørende var det imidlertid, at Rommel havde indtaget havnebyen Tobruk i Libyen og erobret forsyninger til tre måneders krigsførsel.

Med så rigelige mængder mad, våben og brændstof til rådighed havde Hitler valgt at følge Rommels anmodning om at aflyse Malta-invasionen – ifølge generalen ville tropper og fly gøre mere gavn i Nordafrika, når han skulle i gang med at smide briterne i Suezkanalen.

To uger til kapitulation

Selvom Malta blev reddet fra en truende invasion, fortsatte de hårde tider. Britiske forsyningskonvojer blev sænket af tyske ubåde, og øboernes daglige madrationer måtte halveres.

I stedet tyede malteserne til at slagte deres geder, men det var en kortsigtet strategi, for uden geder kom de snart til at mangle mælk.

Brændstof til Spitfire-flyene nåede hellere ikke frem, så halvdelen af dem måtte blive på jorden, når fjenden angreb. Til sidst rummede fødevare- og ammunitionsdepoterne kun forsyninger til to ugers kamp.

Derefter måtte Malta overgive sig. I begyndelsen af august sendte briterne derfor den hidtil største konvoj afsted mod øen: Fire hangarskibe og 41 andre krigsskibe beskyttede 14 fragtskibe lastet til bristepunktet.

Et hangarskib samt tre krigsskibe blev sænket af tyskerne, og kun fire fragtskibe plus en olietanker nåede frem, men det var nok til at brødføde øen i to måneder og få alle fly på vingerne.

Med brændstof til fly og ubåde angreb briterne Rommels livline med fornyet styrke. Feltmarskal Kesselring opgav til sidst at knække Malta og overførte i løbet af november sine sidste fly til Afrika, hvor Rommel desperat manglede flystøtte og fragtfly.

Efter to år og fem måneders opslidende kampe var belejringen af Malta omsider forbi.