Efter 1. verdenskrig stod Frankrig over for et problem: Landets ledere vidste, at de i en fremtidig krig mod tyskerne ville være håbløst i undertal. I 1919 var der omtrent 39 mio. franskmænd mod ca. 60 mio. tyskere, og den tyske befolkningstilvækst var tilligemed større end den franske.
Løsningen blev at bygge en forsvarslinje, som kunne holde de tyske horder tilbage. Hovedparten af Maginotlinjen blev anlagt i årene 1930-1935, og projektet, der oprindeligt var blevet bevilget 3 mia. franc, endte med at koste 5-7 mia. franc.
Linjen skærmede Frankrigs direkte grænse til Tyskland, men den gik ikke hele vejen ud til Atlanterhavskysten. Hvis krigen kom, var det planen, at den franske hær med det samme skulle rykke frem gennem det allierede Belgien og indtage forsvarspositioner langs floden Meuse og Albertkanalen.
Strategien gav kun mening, så længe Frankrig og Belgien holdt sammen. Men allerede tre år inden krigsudbruddet revnede alliancen, og franskmændene havde dermed skabt et svagt punkt i deres forsvarslinje, som Hitlers generaler kunne udnytte.
KONKLUSION: Franskmændene dummede sig inden 2. verdenskrig
Langs den fransk-tyske grænse viste Maginotlinjen sig at være 100 pct. effektiv, men til ingen verdens nytte. Frankrigs forsvarsstrategi begyndte at smuldre i 1936, da Hitler besatte Rhinlandet. Her valgte Frankrig og Storbritannien at acceptere.
Belgierne blev så fortvivlede over, at deres allierede intet gjorde for at bremse Hitler, at de rev deres alliance med Frankrig i stykker og erklærede sig neutrale. Ifølge historikeren Alistair Horne havde belgiernes beslutning fatale konsekvenser:
“I tilfælde af en krig kunne Frankrig nu ikke sende styrker ind i Belgien, før Hitler havde invaderet. Med et pennestrøg var Frankrigs Maginotlinje-strategi ødelagt”.
Da Hitler invaderede, stormede de franske styrker ind i Belgien, hvor de nåede Dilje-floden. Her blev de omgået af tyskerne, der drev deres panserkorps gennem Ardennerne.