Den tilfrosne bugt Frisches Haff er eneste flugtmulighed for de tyskere, der er fanget i den belejrede by Königsberg. I tusindvis begiver de sig over isen, mens russiske fly angriber, og isen bryder op.

© Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz

Millioner af tyskere på desperat flugt fra russerne

I efteråret 1944 – efter tre års skånselsløs krig – står Den Røde Hær endelig på tysk jord. Nu tager de sovjetiske soldater hævn for nazisternes krigsforbrydelser. Den første massakre spreder rædsel blandt de civile tyskere. Midt i den isnende vinter forsøger de at nå i sikkerhed mod vest, og en af krigens største humanitære katastrofer begynder.

17. oktober 2018 af Torsten Weper

Churchill, Stalin og Roosevelt i vigtigt møde

I slutningen af november 1943 mødes “De Tre Store” til topmøde i Teheran: Premierminister Winston Churchill, marskal Josef Stalin og præsident Franklin D. Roosevelt skal drøfte krigens videre gang.

Efter middagen må Roosevelt lægge sig. Han føler sig sløj. Churchill og Stalin slår sig ned i en sofa for at ryge og – ganske uformelt – lægge planer for tiden efter de allieredes sejr over Nazi-Tyskland.

“Skal vi forsøge at trække grænselinjer,” spørger briternes leder. “Ja,” svarer Stalin, som lufter sit ønske om at indlemme det østlige Polen i Sovjetunionen – den del er hovedsagelig beboet af hviderussere og ukrainere.

Churchill foreslår, at Polen simpelthen vandrer et par hundrede km mod vest – “ligesom soldater, der slutter op til venstre”: De landområder, som polakkerne mister i øst, kan kompenseres med områder, som Tyskland afstår til Polen i vest.

Premierministeren lægger tre tændstikker ved siden af hinanden. Den højre repræsenterer Sovjetunionen. Rykker den mod venstre, må de to øvrige – Polen og Tyskland – også rykke mod venstre. Stalin nyder logikken.

Få uger senere forklarer Churchill i Underhuset, at tyskerne må ud af Østeuropa: “Fordrivelse af tyskerne er efter vor opfattelse den mest tilfredsstillende og holdbare metode. Den vil afskaffe blandingen af folkeslagene, som har ført til endeløse vanskeligheder,” siger han.

Efter erobringen af landsbyen Nemmersdorf skyder sovjetiske soldarter alle indbyggerne. Billederne udløser panisk angst i hele Tyskland.

© Ullstein Bild

Nemmersdorf, 21. oktober 1944

Den Røde Hær trænger for første gang ind på tysk territorium og erobrer landsbyen Nemmersdorf i Østpreussen.

Hovedparten af Nemmersdorfs 637 indbyggere er flygtet, da kanontordenen nærmer sig landsbyen, men enkelte har valgt at blive for at passe deres dyr og ejendom. Så galt kan det vel heller ikke gå, når russerne kommer, mener de.

21. oktober kl. 7.30 ruller de første sovjetiske panservogne ind i landsbyen. Indbyggerne – overvejende kvinder, børn og gamle – overgiver sig.

De trækker sig tilbage til deres hjem og venter. Om eftermiddagen trænger sovjetiske soldater ind og gennemroder husene for værdier.

De er egentlig ganske høflige, beretter det eneste overlevende øjenvidne, Gerda Meczulat, bagefter, men om aftenen kommanderer en sovjetisk officer alle indbyggere ud på gaden.

“Da vi kom ud, stod der soldater med skudklare geværer på begge sider. Jeg faldt, for jeg havde børnelammelse. Da jeg kom til mig selv igen, hørte jeg børnene skrige og geværskud. Så var alt stille.”

Gerda Meczulat overlever, fordi soldaterne ramte ved siden af, da de skød mod hende. To dage efter lykkes det den tyske hær at tilbageerobre Nemmersdorf, hvor et grufuldt syn møder soldaterne.

Dynger af døde landsbyboer – alle skudt eller med knust kranium. En krigsfotograf dokumenterer rædslerne, og i den følgende tid bruger nazisterne billederne til at anspore de tyske tropper: Se, hvad der sker med kvinder og børn, når russerne kommer!

Billederne er ledsaget med beretninger fra de tyske soldater, som befriede landsbyen. Generalmajor Erich Dethlefsen kan fx fortælle, at en del af ofrene blev sømmet fast på ladeporte, før russerne skød dem.

Et andet øjenvidne, løjtnant Heinrich Amberger, siger: “Jeg så talrige kvinder, som – efter tøjets tilstand at dømme – var blevet voldtaget og dræbt med et skud i nakken. Hos en del af kvinderne lå dræbte børn, også skudt i nakken.”

Om beretningerne om voldtægter og bestialske henrettelser er sande – eller om øjenvidnerne fik besked på at overdrive for at styrke propagandaeffekten – er den dag i dag et stridsemne blandt historikere, men Nemmersdorf gør et voldsomt indtryk på tyskerne.

På ingen anden front kæmper soldaterne med samme fortvivlede mod som på østfronten, og civilbefolkningen gribes af panisk angst for russerne.

Ingen ønsker at falde i hænderne på dem, så hellere efterlade alt og flygte – eller begå selvmord.

Østpreussen, 12. januar 1945

Sovjetunionen indleder en samlet offensiv over hele østfronten – fra Østersøen til Karpaterne. En flodbølge af flygtninge sætter sig i bevægelse mod vest.

Vinteren 1944-45 er nådesløs med snefygning og temperaturer ned til minus 20 grader. Dette inferno må tyskerne ud i, hvis de vil redde sig fra de fremrykkende russere.

Til det sidste har nazisterne afvist en evakuering af de truede områder og betragtet flugt som fejhed – der straffes med døden.

Da Den Røde Hær indleder sin store offensiv, er det ved at være for sent for indbyggerne i Østpreussen.

Togtrafikken mod Berlin bryder sammen. I stedet pakker titusinder deres hestevogne, barnevogne, kælke og rygsække med de vigtigste ejendele og finder en plads i de endeløse flygtningekolonner, som slæber sig mod vest.

Efter få dage stopper vejene til. Ængstligt lytter flygtningene til drønene fra fronten. De kommer nærmere. Vejene er spejlglatte.

Ofte skrider en hestevogn i grøften, hvor den bliver liggende. I kulden fryser mange ihjel og bliver liggende tilbage i vejkanten, begravelser har ingen tid til.

Enkelte mister tålmodigheden og forsøger at komme frem over markerne, men sneen når hestene til langt over bugen. I vejkanten står nye flygtninge. De venter på et hul i kolonnen, så også de kan komme væk.

Om natten søger flygtningene ly i skure eller forladte bondegårde. Somme tider er de heldige at finde efterladt mad i et forrådskammer – ellers må de sulte.

Møblerne bliver brugt som brænde. Når dagen gryer, fortsætter marchen. Hver gang en tysk hærenhed skal passere, bliver flygtningene mast ud til siden. Ved vejkryds og byer går kolonnerne helt i stå.

Gennemsnitsfarten er et par kilometer i timen, meget langsommere end de fremstormende russiske soldater.

Josefine Schleiter, der læser til læge og i 1945 må flygte fra Østpreussen, beskrev siden, hvad der skete, da hendes kolonne blev overhalet af sovjetiske panservogne, der simpelthen ræsede ind i menneskemængden: “Hestevognene blev slynget ned i grøften, hestene lå døde. Mænd, kvinder, børn kæmpede med døden.”

Midt i kaosset overhørte hun brudstykker af en samtale. En såret pige tryglede sin far: “Skyd mig!” Også sønnen bad ham om et nådeskud: “Ja, far, jeg forventer mig ikke mere af livet.” Faderen græd, da han svarede dem: “Vent lidt, børn.”

Kort efter bliver Josefine Schleiter hevet til side af tre russiske soldater. De smider hende op på en lastvogn og kører væk med hende: “Grinende ser en af fyrene på mig. “Kold?” spørger han. Nu følger mit livs mest nedværdigende øjeblikke, der ikke kan beskrives.”

Da lastvognen endelig gør et kort ophold, lykkes det hende at hoppe af og løbe væk. Josefine Schleiter deler skæbne med omkring én million tyske kvinder, som bliver voldtaget i krigens sidste måneder.

Hvis kvinderne ikke lystrer opfordringen “Frau, komm!”, bliver de dræbt på stedet. Hvert tiende offer overlever ikke voldtægten – de myrdes, de dør af kvæstelserne, som den ofte timelange mishandling giver dem, eller de begår selvmord af skam.

I dag, 62 år efter krigen, diskuterer historikerne fortsat, om overgrebene blot var enkelte, afstumpede soldaters værk, eller om de var ønskede af Stalin og den sovjetiske hærledelse.

Der forelå ingen direkte ordre til at begå voldtægt mod tyske kvinder – tværtimod risikerede pågrebne voldtægtsmænd dødsstraf for deres forbrydelse.

Men samtidig blev soldaterne gennem radio og hærens aviser ansporet til at hævne den tre år lange udryddelseskrig, som tyskerne har ført på russisk jord: “For os er intet lystig­ere end et bjerg af tyske lig. Hæng dem op, og se, hvordan de i løkken spjætter. Brænd deres huse ned, og glæd dig over flammerne,” hed det i en sovjetisk soldatersang.

Plyndringer forekommer dagligt. Med humoren som et skjold ler tyskerne bittert af de kulturløse sejrherrer, der drikker vand af toiletkummen og ikke kan finde ud af at trække de lommeure op, som de netop har stjålet.

Men russerne stjæler mere end tyskernes ejendele. I hemmelighed har Stalin beordret indfangningen af tyske civile til at genopbygge Sovjetunionen. På den måde skal de afdrage Tysklands krigsgæld.

Eftersom de fleste tyske mænd er ved fronten, anbringes tusinder af unge kvinder i kreaturvogne og ender som tvangsarbejdere i sibiriske fabrikker og miner.

Arbejdet er hårdt, og dødsraten høj. Kvinderne lider af forfrysninger og tyfus. For nogle varer mareridtet i otte år, før de kan vende hjem.

Flygtningeskibene har kun plads til mennesker om bord – deres ejendele må de efterlade på kajen.

© Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz

Frisches Haff, 26. januar 1945

Den Røde Hær er trængt dybt ind i Tyskland og har afskåret Østpreussen fra resten af landet. Flygtningene må over den tilfrosne bugt Frisches Haff for at nå til Østersøen.

“Mure styrter i grus – det gør vore hjerter ikke,” lyder slagordet i Königsberg, Østpreussens hovedby.

Mange flygtninge strømmer hertil i håb om at finde sikkerhed, men de møder kun fortvivlelse. Byen er blevet afskåret fra Tyskland, og den eneste vej videre går mod nord, til havnebyen Pillau ved Østersøen.

Russerne har ganske vist erobret landevejen til Pillau, der ligger på en halvø, men for én gangs skyld er vinteren på flytningenes side.

Bugten Frisches Haff er frosset til, så det alligevel er muligt at nå frem. I den følgende tid begiver tusindvis af flygtninge sig over bugten.

“Ved ni-tiden trådte vi ud på isen. Hestevognene og de gående blev ordnet i tre kolonner. Hvad der skete i løbet af dagen, kan jeg ikke begribe i dag,” fortæller Kurt Koslowski, der var 16 år gammel i 1945.

Det tager en dag at krydse bugten, og færden er langtfra ufarlig. Trods den hårde frost er isen usikker, og vægten af de mange mennesker skaber brud.

Mange hestevogne kører ned i våger, så den forfrosne kolonne må traske i en bue uden om faren; tanken om at redde de paniske heste eller de druknende mennesker får de færreste.

Det sker også jævnligt, at sovjetiske fly angriber flygtningene, desuden finkæmmer SS-folk kolonnerne for at finde drenge og mænd, der forsøger at undslippe krigstjenesten.

I Pillau venter flygtningene på de skibe, der skal bringe dem til havne i Nordvesttyskland eller til Danmark. Pladserne bliver tildelt efter strenge kriterier – mødre med børn står forrest i køen.

Alt det bohave, som de møjsommeligt har slæbt med sig, har skibene ingen plads til. På kajen hober det efterladte gods sig op.

Iskorridoren mellem Königsberg og Pillau står åben i flere uger, i alt undslipper 592.000 flygtninge via denne havn.

I Königsberg bliver situationen desperat. Russiske granater regner ned over byen, og byens apotekere begynder at sælge gift til selvmord.

“Alle taler om cyankalium, som apotekerne udleverer i rigelige mængder. Om man overhovedet skal bruge det, taler ingen om – kun den nødvendige dosis bliver diskuteret,” skriver en af byens læger i sin dagbog.

I tre måneder forsøger en kvart million russiske soldater at knække “Fæstning Königsberg”, som Hitler under ingen omstændigheder vil opgive.

Først den 9. april, da Den Røde Hær indtager Universitetspladsen, kapitulerer nazisterne endelig – de sidder i en bunker fire meter under selvsamme plads.

110.000 mennesker overlever belejringen, men nu bryder epidemierne ud, og samtidig tager Den Røde Hær en grusom hævn over byen, der nægtede at bøje sig. Sygdomme og vilkårlige henrettelser koster 95.000 livet.

Gotenhafen, 30. januar 1945

Skibet “Wilhelm Gustloff” ligger klar til afgang med 10.000 flygtninge om bord. Kun 1000 af dem overlever natten.

Krydstogtskibet ”Wilhelm Gustloff” blev bygget til den nazistiske fritidsorganisation Kraft durch Freude, men kun ganske få feriegæster nåede at nyde godt af skibet.

Da krigen brød ud, blev “Wilhelm Gustloff” overtaget af marinen og indrettet til flydende kaserne. I 1945 får det mægtige skib en ny opgave; det skal bringe tusinder af flygtninge i sikkerhed.

Havnen i Gotenhafen (i dag Gdynia, Polen) er fyldt med mennesker, der maser for at få plads på en af de mange pramme, færger og fragtbåde, der sejler i pendulfart.

Trængslen på kajen er så tæt, at de yderste på kajen falder i det iskolde havnebassin. Og allerede inden et skib er ved kaj, kaster desperate kvinder deres småbørn i armene på søfolkene.

Ved “Wilhelm Gustloff”s anløbsplads foregår det mere civiliseret, i det mindste i begyndelsen. En næsten endeløs kø stiller sig op og venter på tilladelse til at gå om bord.

Besætningen udfylder passagerlisten, men da 8000 flygtninge er gået op ad lejderen, spreder panikken sig blandt de ventende på kajen.

De ved, at der ikke er plads til dem alle, og mere end 2000 maser sig uden om bureaukratiet og op på skibet.

Ved middagstid den 30. januar bugserer fire slæbebåde “Wilhelm Gustloff” ud af havnen. Som beskyttelse har flygtningene kun et enkelt ledsageskib, torpedobåden “Löwe”.

Den østlige Østersø er et farligt farvand. Ud for Gotenhafen patruljerer flere sovjetiske ubåde, blandt dem “S-13” under kaptajn Aleksandr Marineskos kommando.

Han er en udisciplineret sømand i den sovjetiske flåde; få dage forinden lod han sin ubåd anløbe Turku i Finland, så han kunne gå på druk og være sammen med en finsk kvinde.

Marinesko risikerer en krigsret og skal vise resultater. Pluselig ser han “Wilhelm Gustloff” foran sig, og de følgende timer sniger han sig nærmere for at komme på skudhold. Kl. 21.16 er han bare 700 meter fra målet og giver ordre til at affyre torpedoerne.

“Wilhelm Gustloff” er ramt, krænger og begynder at synke. Tusinder af flygtninge når aldrig ud af skibets indre, andre tusinder når at springe over bord, men omkommer hurtigt i det kolde vand.

“Löwe” og andre tililende skibenår kun at redde 1000 mennesker, mens ca. 9000 omkommer. Halvdelen af dem børn.

Få dage efter sænker Marinesko det tyske passagerskib “Steuben”, der er på vej fra Pillau til Kiel med 2800 sårede soldater, 900 flygtninge samt besætningen på 540. Kun 660 kan reddes.

Langt de fleste skibe fra Gotenhafen når dog frem og bringer 1,35 mio. mennesker i sikkerhed. Kaptajn Marinesko, der sænkede to flygtningeskibe, bliver en af krigens mest effektive soldater, men hæder får han ikke. Efter krigen bliver han degraderet. Han dør siden af druk.

Breslau, februar 1945

Den Røde Hær er nået til den sydøsttyske landsdel Schlesien og omringer hovedbyen Breslau. Indbyggerne opfører en forsvarsvold.

Allerede i efteråret 1944 har Hitler udnævnt landsdelen Schlesiens hovedby, Breslau, til “fæstning”.

Værnemagten og de 600.000 indbyggere skal forsvare byen med alle midler, kræver han. Derfor gør områdets nazistiske leder, Karl Hanke, intet for at bringe byens indbyggere i sikkerhed, selv om Den Røde Hær er i anmarch.

I al hast får han anlagt et forsvarsanlæg af murbrokker, sporvogne, allétræer og andet forhåndenværende byggemateriale.

Kort før byen er omringet, ombestemmer Hanke sig alligevel. Han befaler kvinder og børn at rejse. Tusinder stormer byens banegård, hvor grusomme scener udspiller sig omkring det sidste tog.

Da det er kørt, ligger hundredvis af småbørn tilbage. Trampet ihjel. Busser er der ingen af, heste ejer de færreste byboer – kun til fods kan de slippe væk.

Endeløse kolonner drager af sted i den bidende kulde. Det går kun langsomt fremad, hyppigt bliver kolonnerne pløjet ned af sovjetisk panser.

16. februar lukker jernringen. 200.000, der ikke kunne forlade byen, er spærret inde.

Dresden er fuld af flygtninge, da britiske og amerikanske bomberfly i 1945 forvandler byen til grus og aske.

© Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz

Dresden, 13. februar 1945

England og USA forsøger at knække den tyske forsvarsvilje med bomber mod civile.

Köln, Hamborg, Hannover – i krigens sidste måneder regner bomberne ned
over de tyske storbyer og dræber tusinder af civile.

Formålet med “terrorbomberne” er at skabe så stor modstand mod krigen blandt tyskerne, at nazisterne må stoppe krigen. Som den eneste store by er Dresden blevet skånet. Derfor mener hundredtusinder af flygtninge sig i sikkerhed her.

Men den 13. februar lyder luftalarmen, og de næste to døgn raser et inferno af ild, næret af de mere end 2000 tons brandbomber, som britiske og amerikanske fly kaster ned over byen.

Mange indbyggere redder livet ved at kaste sig i Elben, andre bliver kvalt i deres beskyttelseskældre, fordi ilden har opbrugt al ilt.

Mange af flygtningene var ikke registrerede, og derfor kender ingen det samlede tabstal. Buddene går fra 20.000, enkelte historikere sætter tallet til 200.000.

Demmin, 30. april 1945

Nazisterne stopper den sovjetiske fremrykning i Nordøsttyskland ved at sprænge broerne over floden Peene i byen Demmin.

De 15.000 indbyggere i Demmin har heller ikke mærket meget til krigen, men nu nærmer Den Røde Hær sig.

For at stoppe den sovjetiske fremrykning sprænger nazisterne byens broer over Peene-floden. Dermed går De Røde Hærs offensiv pludselig i stå, og en stor sovjetisk styrke bliver hængende i byen uden noget at lave.

For at adsprede sine soldater beslutter kommandøren at give byen fri til plyndring. Den uventede orlov falder sammen med 1. maj – kommunisternes vigtigste mærkedag.

Soldaterne finder frem til de store lagre af alkohol, som den tyske hær har efterladt. Hærgende drager de nu gennem byen.

Huse bliver plyndret og sat i brand, hundredvis af kvinder voldtages. Brutaliteten udløser panik i byen, fremgår det af utallige, anonyme beretninger: “Halvanden time efter de russiske soldaters indmarch blev min yngste tante voldtaget flere gange. Efter flere forgæves forsøg på at drukne sig i Peene hængte hun og hendes mor sig på loftet,” skrev et øjenvidne senere.

Et andet fortalte: “Min svigerinde skar sine forældres pulsårer op med en barberkniv. Skovfogeden skød sine tre børn på fire, fem og seks år og så sin kone. Til slut skød han sig selv.”

Hele familier går i døden sammen. De skyder sig, tager gift, hænger sig eller vælger druknedøden. Snart er byen oversået med lig, bedemændene kan slet ikke følge med.

Rædslerne i Demmin varer i tre dage. Da de endelig er forbi, har 1200-2500 indbyggere taget deres eget liv. Og hovedparten af byen er brændt ned, fordi russerne forbød brandvæsenet at rykke ud.

At beretningerne fra Demmin er anonyme, skyldes, at det i de følgende 44 år er forbudt at tale om forbrydelserne og selvmordene.

Demmin ligger i den sovjetiske besættelseszone og hører siden til DDR, hvor venskabet med Sovjet er samfundets bærende pille. Al omtale af Den Røde Hærs soldater som forbrydere er strafbart. Begivenhederne fortrænges.

Men mange af kvinderne kan ikke fortrænge overgrebene: Da deres mænd vender hjem fra krigen og ser det uægte barn, forlanger de skilsmisse.

Enkelte kvinder skammer sig så meget efter fødslen, at de fylder en rygsæk med sten og går ud i Peene med den nyfødte på armen.

“Frau, komm!” siger de sejrsberusede sovjetiske soldater, før de slæber af med en tysk kvinde. Sæt­ningen bruges så flittigt, at de tyske børn begynder at lege “Frau, komm!”. 

© Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz

Breslau, maj 1945

Hitler er død, og Berlin har overgivet sig, men “Fæstning Breslau” holder stand som en nazistisk ø i et sovjetisk kontrolleret hav.

Indbyggerne i det belejrede Breslau har sammen med tyske soldater holdt stand i næsten tre måneder.

Modstandsviljen skyldes ikke kun rædslen for russerne; lige så bange er indbyggerne for de SS- og Gestapopatruljer, der konstant gennemtrevler byen. Hvis nogen undslår sig arbejdspligten, der gælder for børn ned til 10 år, bliver de henrettet.

“Den, der frygter en ærefuld død, vil dø i skam,” advarer byens nazistiske leder Karl Hanke, og truslen om dødsstraf virker. Bl.a. har indbyggerne anlagt en start- og landingsbane.

To kirker samt statsbiblioteket skulle sprænges, og murbrokkerne bæres væk, så der opstod et 1000 meter langt og 300 meter bredt felt midt i byen. 13.000 døde under arbejdet, der konstant blev beskudt af russerne.

Disciplinen hos de tyske soldater svinder i løbet af belejringen. De bryder ind i lejlighederne og smider beboerne ud. Derefter bliver boligerne plyndret – særligt glade bliver soldaterne, når de finder spiritus; så kan de feste og glemme.

“I bunkers og kældre udspiller sig forfærdelige orgier,” skriver den katolske pater Peikert i sin dagbog. “Piger og prostituerede fester med, for der er rigeligt med alkohol til disse sammenkomster. Det er et folks moralske opløsning.”

Snart er kirkegårde og parker fulde af grave, så de døde må stuves væk i kældre. Lugten af lig hænger over byen, der vrimler med rotter.

Breslau holder stand, men til hvilken nytte, spørger Peikert. Selv om det går langsomt, erobrer russerne hus efter hus. Han raser over nazisterne, men kun i den private dagbog kan han få luft for sin vrede: “De ofrer en by, uden at det på nogen måde ændrer krigens gang.”

I sit testamente belønner Hitler den trofaste Karl Hanke med posten som chef for SS, men Breslaus kommandant, general Niehoff, har mistet troen på en sejr. Han indleder hemmelige forhandlinger om en overgivelse.

Da Hanke hører om forræderiet, brøler han: “Så lader jeg Dem anholde!” Niehoff svarer, at hvis nogen skal anholdes, er det Hanke.

Hanke bliver stille og spørger, hvad han skal gøre. Niehoff råder ham til selvmord. “Det kan jeg ikke – jeg er ung endnu,” svarer Hanke.

Den 6. maj overgiver Breslau sig. Ud af en civilbefolkning på 200.000 er 170.000 døde i den håbløse kamp for at indfri Hitlers ambition. Hærens dødstal er på “kun” 6000.

Få timer før kapitulationen når Hanke af flygte i et fly, som han har holdt skjult. Et rygte vil vide, at Hanke efter krigen slipper til Sydamerika. Men formentlig blev han fanget og skudt af tjekkiske modstandsfolk allerede i 1945.

Østeuropa, 8. maj 1945

Krigen er slut, men flugten fortsætter. De befriede lande begynder at jage deres tyske mindretal ud.

“Død over tyskerne,” lyder det fra Prags radio. Tjekkiet er atter frit, og hævntørsten i befolkningen stor. Nazispidserne og Værnemagten har forladt landet, i stedet går det ud over den etnisk tyske civilbefolkning.

Formodede nazister torteres, og kvinder klippes skaldet. I Polen, Ungarn, Rumænien, Hviderusland, Ukraine og Jugoslavien er scenerne de samme.

Men helt spontan er befolkningernes hævn ikke. I flere år har landenes eksilregeringer arbejdet med planer for, hvordan de kunne skaffe sig af med deres tyske mindretal – inspireret af mødet mellem Churchill og Stalin i Teheran i 1943.

Den etniske udrensning er stort set afsluttet i 1952. Da er ialt 13,7 millioner etniske tyskere fordrevet fra deres hjem i Østeuropa.

2. verdenskrig efterlod sig store spor

Nazistaten fik stor betydning for Europa - også efter krigens afslutning. Derfor behandler vi altid temaer om nazisme og 2. verdenskrig i HISTORIE.

Lige nu har vi et rigtig godt tilbud på 9 numre - og så får du en valgfri gevinst oven i pakken. Se tilbuddet her.

Læs mere

K. Erik Franzen: Die Vertriebenen – Hitlers letzte Opfer, Ullstein, 2002. Stefan Aust & Stephan Burgdorff (udgivere): Die Flucht – über die Vertreibung der Deutschen aus dem Osten, Spiegel Buchverlag/dtv, 2005. Marion Gräfin Dönhoff: Namen die keiner mehr nennt, Diederichs, 2004.

Måske er du interesseret i...

Læs også