Under slaget om Monte­cassino indrømmer de allierede generaler, at ingen tropper i verden kæmper mere stædigt end tyske faldskærmssoldater.

© Polfoto/Ullstein Bild & Getty/AOP

Monte Cassino: De allieredes erobring kostede dyrt

En enkelt bjergtop spærrer for de allierede hæres erobring af Rom. For soldaterne på begge sider bliver kampen om knolden med dens smukke gamle kloster en gentagelse af vanviddet i 1. verdenskrigs skyttegrave. De må kæmpe om hver kvadratmeter jord i fire måneder, mens bomber og granater gør livet i forreste linje til et helvede.

14. marts 2019 af Rasmus Dahlberg & Esben Mønster-Kjær

På et øjeblik forvandles endnu en kold og kedsommelig nat til et angstfyldt mareridt for de tyske vagtposter.

Uden varsel fyldes skråningerne foran deres stillinger ved fronten 100 km syd for Rom af brølende skikkelser, som stormer fremad. Over dem prøver de søvnige forsvarere febrilsk at gøre sig klar til kamp, men det er for sent.

Natten til den 12. januar 1944 løber marokkanske kolonisoldater fra den franske hær hurtigt de tyske for­poster over ende. De dødsforagtende nord-afrikanere er i deres rette element:

“Marokkaneren elsker natten og bjergene”, skriver en stolt oberst Lappara senere. Han leder et af de marokkanske regimenter. “Klipper, krat og sprækker, alle skjult i det forræderiske mørke, er hans bedste allierede, og gennem tusind år har hans øjne vænnet sig til nattens svage lys. Han ved, hvornår han skal gå frem, og hvornår han skal vente”.

En hel marokkansk division er på vej frem gennem Appenniner-bjergene, som deler den italienske halvø på langs. Ved deres side angriber algeriske soldater, og trods det vanskelige terræn og nattemørket går fremrykningen hurtigt. Frankrigs nordafrikanske soldater beviser, hvordan de har vundet deres ry som nogle af verdens bedste angrebstropper.

Tyskerne indsætter deres specialister: alpe­jægere, som er trænet til kamp i ufremkommeligt terræn. Marokkanerne og algerierne må kæmpe med håndgranater og bajonetter for at indtage hver enkelt tinde, mens cheferne på begge sider forgæves prøver at få overblik i moradset af klippetoppe og slugter:

“Det var ikke længere en kamp mellem små enheder, men snarrere mand mod mand i et terræn, hvor man kunne trykke sig i timevis uden nogen idé om, hvad der foregik blot ti meter længere fremme”, lyder beskrivelsen i en rapport fra den marokkanske division.

Slaget fortsætter efter daggry, og i de følgende døgn arbejder nordafrikanerne sig møjsommeligt fremad. Endelig på femtedagen er alle mål indtaget, og de trætte soldater får et velfortjent hvil.

Operationen vidner om, hvor stor en hindring den italienske geografi og de erfarne tyske tropper udgør tilsammen. For offensiven har kun flyttet fronten fem km. Og først nu er de allierede fremme ved den egentlige tyske forsvarsstilling: Gustavlinjen.

Opad hele vejen. Polske soldater kravler på Monte-cassinos stejle skråninger, mens tyskerne har frit udsyn fra toppen.

© Scala/BPK & Osprey

Geografien er den største fjende

Siden september 1943, hvor tropper fra USA, det britiske imperium og de franske kolonier gik i land i Syditalien, har de kun bevæget sig langsomt nordpå. 

Tyskerne har sprængt alle broer over de dybe kløfter i bjergene og lavlandets rivende floder. De smalle og dårlige veje er blevet blokeret af miner, og fra højdedragene har skjulte kanoner, morterer og maskingeværer kostet konstante tab.

Indtil nytår er tyskerne alligevel blevet presset bagud af de langt overlegne allierede hære. Men feltmarskal Albert Kesselring har lovet Hitler, af han kan forsvare Rom indtil sommeren 1944. Derfor har han forberedt Gustavlinjen –et bælte af stillinger fra kyst til kyst, som skal stoppe fjendens offensiv.

Stedet er valgt med omhu, for næsten hele linjen er dækket af bjerge. Ved Adriaterhavet mod øst er kystsletten kun en smal stribe, og i vest rejser Aurunci-bjergene sig op fra havet. 

Mellem dem og de mægtige Appenninere er Liri-dalen det eneste sted, hvor allierede kampvogne kan rykke frem. Først skal de dog over floden Rapido, og hver km af den kan overvåges fra højderne bag byen Cassino.

Montecassino er en perfekt observationspost, hvorfra tyskerne kan rette en dødbringende kanonild mod den eneste brugbare fremrykkevej mod nord. Vil general Harold Alexander, de allierede armeers britiske chef bryde igennem Gustavlinjen, er Montecassino nøglen.

Alexander har for længst indset, at “vejen til Rom er lang og brolagt med torne”. Derfor har han lagt en ambitiøs plan, som skal gøre et stormløb mod tyskernes naturlige fæstning overflødigt. Med en landsætning på kysten bag fjendens ryg vil han stille tyskerne i Gustavlinjen over for valget mellem at blive omringet og udslettet eller flygte.

Lørdag den 22. januar 1944 strømmer fartøjer fulde af amerikanske og britiske soldater ind mod kysten ved Anzio på vestkysten mellem fronten og Rom. 

Landgangen overrasker dog ikke Kesselring, og han har en reservestyrke parat. Tyske elitestyrker lægger hurtigt en ring om brohovedet på kysten og stopper alle forsøg på at bryde ud.

Anzio-operationen er en fiasko. Alexanders armeer slipper ikke for at kæmpe sig vej gennem Gustavlinjen.

Amerikanerne angriber forgæves

Samtidig med landsætningen er angreb begyndt ved Liri-dalens munding for at binde tyske styrker til fronten. Nu bliver offensiven optrappet til et forsøg på at gennembryde Kesselrings linje.

Igen går den franske hærs nordafrikanere frem mod de tyske alpejægere. Men angrebet er knap begyndt, før en ordre om at skifte retning ind-løber. Kolonisoldaterne skal dreje mod sydvest for at hjælpe amerikanerne, som forsøger at erobre byen og bjerget Montecassino bagved.

De hårdføre nordafrikanske soldater er ikke imponerede af deres allierede. Og de opdager, at fjendens respekt for amerikanerne er lige så ringe:

“Tyske patruljer opererede overalt i ingenmandsland, de kastede granater og fornærmelser mod os”, skriver den algeriske sergent Ben Bella siden. 

“Det gik hurtigt op for os, at fornærmelserne
var på engelsk, fordi tyskerne troede, at der stadig var amerikanere her. Amerikanerne havde stort set ikke sendt patruljer ud, og de kunne ikke engang fortælle os, hvor fjendens forposter var”.

Ved Cassinos nordlige udkant prøver en amerikansk division at krydse Rapido-floden. Men angreb efter angreb bremses af miner og mudrede flodbredder, mens tyske kanoner og maskin-
geværer hamrer løs. Oversergent W. Kirby oplever rædslerne:

“Vi var under konstant beskydning. Da vi kom over på den anden side, lignede alt omkring os en scene fra en film. Jeg havde aldrig set så mange lig – vores egne drenge. Jeg husker den her knægt, som blev ramt af ild fra et maskingevær – kuglerne skubbede hans krop, som var den en konservesdåse. Stort set alle blev ramt. Jeg havde ikke én eneste god ven i kompagniet, som
ikke blev dræbt eller såret”.

Tyskerne lider også hårdt under kampene. En underofficer fra et regiment i forreste linje skriver i sin dagbog:

“22. januar: Jeg er færdig. Artilleri­ilden gør mig vanvittig. Jeg er mere
bange end nogen sinde før – og kold. Om natten kan man ikke forlade sit hul. Disse sidste dage har kørt mig helt ned”.

Efter tre blodige døgn lykkes det endelig at komme over floden. Langsomt drives de tyske soldater op ad Monte-cassinos skråninger. Én af de forreste enheder i amerikanernes fremstød er en bataljon etniske japanere fra Hawaii.

Selv om forstærkninger kastes ind i slaget, er angribernes kræfter dog brugt op den 12. februar. Frontlinjen er under 400 m fra klostret øverst på Monte-
cassino, men så længe tyskerne holder toppen, er landvindingerne værdiløse.

Et nyt, afgørende angreb skal vinde hele bjerget og bane vej til Liri-dalen, så fremrykningen mod Rom kan begynde. Men først må friske indiske og newzealandske divisioner afløse amerikanerne.

De allierede styrker i Italien var et kludetæppe af nationaliteter. Efter tur blev de kastet ind i den blodige kamp om Montecassino. Frankrigs marokkanske bjerg­krigere havde ry for morderisk effektivitet med knive.

© Getty Images

Klostret bliver ødelagt

Forud for den næste allierede offensiv ved Cassino giver general Alexander en barsk ordre. Han sender bombefly mod middelalderklostret på Montecassino.

Hidtil har den prægtige bygning ikke lidt overlast, for tyskerne har erklæret den for neutral zone og undladt at postere soldater bag de tykke stenmure. Med sin placering på bjergets top er klostret ellers en stærk fæstning med frit udsyn over slagmarken i kilometers omkreds, men feltmarskal Kesselring ønsker at frelse Italiens enestående kulturskatte. 

Chefen for den indiske division stoler dog ikke på fjendens garantier, og han kræver klostret jævnet med jorden, før han sender sine mænd op ad bjergskråningen. Alexander bøjer sig – soldaters liv vejer tungere end mursten.

Om morgenen den 15. februar dækkes himlen over slagmarken af en fly-armada, og motorlarmen er øredøvende. Over 250 allierede bombemaskiner passerer hen over Montecassino og kaster deres last mod klostret. 

Det er 2. verdenskrigs hidtil største allierede luftaktion til støtte for tropper på jorden. For en tysk løjtnant føles detonationerne som om, at en “enorm hånd ryster bjerget”.

Inde i klostret omkommer flere hundrede italienske flygtninge. De allierede havde på forhånd advaret om angrebet via nedkastede flyveblade, men de mange mennesker i bygningen troede ikke på, at bombningen ville finde sted.

Tysk radio tordner i de følgende dage mod de allieredes aktion:

“Klostret Montecassino er fuldstændig ødelagt. En meningsløs magtdemonstration fra det britisk-amerikanske luftvåben har berøvet den civiliserede menneskehed et af dens mest værdifulde kulturmonumenter”.

Militært er bombningen en fiasko. Nok lider tyske enheder nær klostret svære tab, men den indiske division er ikke klar til at angribe før to dage senere. Da soldaterne den 17. februar begynder at kravle op ad skråningerne, bliver de mødt af en morderisk ild fra stillinger i ruinen, som tyskerne nu har besat.

Efter katastrofale tab får tropperne den følgende dag ordre til at afbryde angrebet. De få terræn­gevinster, soldaterne har opnået, må opgives igen, fordi de ikke giver dækning mod tyske våben. Nede i Cassino er newzealændernes angreb også slået fejl, og frem for at ofre flere soldater stoppes offensiven.

Tyske elitetropper nægter at give op

Newzealænderne gør et nyt forsøg en måned senere – den 15. marts. Også denne gang indsættes tunge bombefly for at blødgøre målet, og Cassinos gamle huse forvandles til en ruinhob. 

De tyske faldskærmstropper, som forsvarer byen, lider enorme tab, men murbrokkerne spærrer også vejen for allierede kampvogne. Infanteriet må angribe alene.

Hus for hus kæmper newzealænderne sig ind i byen, mens inderne også går langsomt frem på Montecassinos skråninger. Men selv om divisionens seje nepalesiske gurkhaer kommer så tæt på klostret, at de næsten kan røre murene, lykkes det ikke at erobre det. Faldskærmssoldaternes stædighed stopper de allierede i Cassino og på bjerget.

Den 20. marts sender den britiske premierminister Churchill et undrende telegram til general Alexander:

“Jeg håber, du vil forklare mig, hvorfor passagen ved Cassino-klosterhøjen – en frontlinje på omkring to-tre miles – er det eneste sted, du er nødt til at hamre løs på. Omkring fem eller seks divisioner er slidt op i dette gab”.

I sit svar forklarer Alexander Montecassinos strategiske betydning. Samtidig indrømmer han, at de allierede er blevet overrasket over forsvarets styrke:

“Disse tyske faldskærmssoldaters kampvilje er bemærkelsesværdig taget i betragtning, at de har været udsat for hele luftvåbnet i middelhavsområdet samt 800 kanoner i den største koncentration af ildkraft nogensinde. Jeg tvivler på, at nogen andre tropper i verden kunne have stået det igennem og alligevel kæmpet videre med samme vildskab”.

Generalen har dog taget Churchills ord til sig, for offensiven afblæses. I stedet går han i gang med at planlægge et fremstød over en bred front i maj.

Imens graver de allierede tropper sig ned i deres nye stillinger, og en form for hverdag begynder – fuld af artilleriets endeløse torden og blodige småkampe.

Allierede og tyske styrker kæmpede i Cassinos huse i næsten et halvt år.

© Scala/BPK

Dagligliv i helvede

For soldaterne på begge sider af fronten ved Montecassino rummer foråret 1944 kun endeløse lidelser og tab.

“Det, vi gennemlever her, tåler ingen sammenligning. Jeg oplevede aldrig noget lignende i Rusland. Ikke et øjebliks fred, kun den frygtelige torden fra kanonerne og mortererne”, skriver en tysk menig i et brev. “Her er ikke andet end rædsel og frygt, død og forbandelse”.

Den korte afstand mellem parterne betyder, at enhver bevægelse væk
fra skyttehullet eller skjulestedet i kælderen under en ruin er livsfarlig:

“På vej til kompagniets hovedkvarter mindre end 200 m væk ligger mindst 20 døde tyskere – hvordan det skete, er kun alt for indlysende”, beretter en tysk soldat fra Cassino. 

“Englændernes finskytter rammer alt for godt. Igen og igen hovedskud. Mortererne skyder, og
granaternes hvislen og eksplosioner fortsætter dag og nat. Nogle gange, kun et øjeblik eller to, er der stilhed, og så drømmer jeg mig hjem”.

Også de allierede tropper dænges til med granater, og samtidig koster miner konstante tab. I månederne før krigen nåede Gustavlinjen, havde tyske ingeniørtropper god tid til at fylde jorden foran deres oprindelige stillinger med eksplosive fælder. 

Siden har fronten bevæget sig, men minefelterne gør indhug i de folk, som bevæger sig til og fra forreste linje. Også terrænet hæmmer trafikken bag fronten, fortæller et britisk regiments krigsdagbog:

“Det tog en tungt lastet mand fire og en halv time at kravle op til bataljonens område. Alt vand, ammunition og rationer skulle bæres med håndkraft, da
ruten var ufremkommelig for muldyr”.

Trætheden breder sig blandt mændene på begge sider. Men de allierede har en klar fordel, for general Alexander kan udskifte sine nedslidte tropper. 

Forud for fjerde offensiv i maj bliver fronten ved Montecassino overtaget af udhvilede polakker og briter. Styrker flyttes også fra østkysten, så Alexander har 25 divisioner og 11 brigader i vest.

Kesselring har ikke samme mulighed, for den tyske hær i Italien er spændt til bristepunktet. Feltmarskallen kan kun samle ni divisioner over for de allierede, og derfor må faldskærmstropperne blive på deres post ved Montecassino.

“Ikke en eneste mand fra min oprindelige deling er tilbage”, skriver en tysk soldat hjem til sin far. “Sådan er det i hele kompagniet”.

Oddsene vender sig langsomt til de allieredes fordel forud for Alexanders næste forsøg på at slå hul i Gustavlinjen.

Gustavlinjen falder

Under kodenavnet “Operation Diadem” begynder det fjerde og sidste slag om Montecassino den 12. maj. I mørket før daggry går to polske divisioner frem mod klostret for at overvælde tyskerne med deres overlegne antal.

Ligesom ved de tidligere angreb svarer faldskærmssoldaterne igen med velrettede maskingeværsalver, som fælder polakkerne i hobevis. Sårede strømmer ind på lazaretterne bag fronten:

“Nogle kravlede selv ind til os, andre blev hjulpet af venner eller var slynget over skuldre som sække”, husker felt­lægen Majewski efter krigen. “Alle var i opløftet stemning. Nogle gange troede jeg, at jeg drømte. Der var ingen frygt at finde i dem, kun vrede og raseri”.

Alligevel bryder angrebet sammen over hele linjen. Ligesom andre allierede styrker før dem må polakkerne indse, at tyskernes stilling på Montecassino er for stærk. Angrebet afbrydes i håb om, at en gunstig lejlighed opstår senere. Den kommer efter fem dage.

Igen er det Frankrigs nordafrikanere, som baner vej for de allierede. Tættere ved Italiens vestkyst bryder de gennem det tyske forsvar, og derved får britiske divisioner chancen til at rykke ind i Liri-dalen. Hele Gustavlinjen vakler, og nu går polakkerne frem til angreb igen.

Tyskerne prøver at forsvare sig, men synet af britiske styrker på vej om bag deres ryg nede i Liri-dalen får linjen til at smuldre. Endelig kan de polske soldater storme klostret. Montecassino falder.

Den 17. maj opgiver feltmarskal Kesselring endelig Gustav­linjen af frygt for at få sine tropper omringet. For samtidig med at de allierede trænger ind i Liri-dalen, er andre styrker brudt ud fra Anzio, hvor de gik i land fire måneder tidligere.

Fra brohovedet kan amerikanske styrker afskære det tyske tilbagetog. Men i stedet sætter de kurs mod Rom for at vinde æren ved at være de første allierede styrker i byen. 

Kesselrings forslåede divisioner slipper ud af fælden og danner en ny forsvarslinje længere mod nord. Felttoget ender derfor først den 2. maj 1945, hvor de sidste tyske styrker overgiver sig i Norditaliens bjerge.

Prisen for herredømmet over Montecassino bliver over 75.000 døde og sårede soldater fra begge sider. Blandt de overlevende efterlader de blodige kampe ar på sjælen. I en allieret krigsfangelejr forbyder den tyske sergent Richard Kruppa sine mænd at nævne slaget:

“Tal om kvinder, men ikke Cassino!”

For de nordafrikanske regimenter, som har skabt større resultater end nogen andre i Italiens bjerge, nærmer enden på deres stolte historie sig. 

Forude venter frihedskampen mod Frankrig, hvor mange af soldaterne vil kæmpe på oprørernes side. Efter Algeriet får sin selvstændighed i 1962, indtager den forhenværende sergent Ben Bella posten som præsident.

Læs mere

John Ellis: Cassino: The Hollow Victory, Aurum Press, 1984. Matthew Parker: Monte Cassino: The story of the hardest-fought battle of World War Two, Headline, 2003. Ken Ford: Cassino 1944, Osprey Publishing, 2004.

Måske er du interesseret i...

Læs også