Tyskernes angreb den 9. april udløste en hektisk mødeaktivitet hos de allieredes militære og politiske ledere. Frankrig og Storbritannien var klar til at svare igen på den tyske aggression, men uenige om, hvordan det skulle ske. Briterne havde en stærk flåde i området, så en landgang på den norske vestkyst var en indlysende mulighed. Hvor det skulle ske, havde mange et bud på.
Den britiske premierminister Neville Chamberlain mente, at Bergen, Trondheim og Narvik skulle generobres, mens den franske statsminister Paul Reynaud holdt på Narvik: “De allieredes hovedmål er at standse Tysklands malmtilførsel. Øjeblikkelig og kraftig reaktion er derfor en ubestridt nødvendighed”.
Nordmændene håbede, at de allierede ville koncentrere kræfterne om den vigtige havneby Trondheim. Her var også en lufthavn, der blev brugt til at forsyne de isolerede tyske tropper i Narvik, 640 km længere mod nord. Uden Trondheim ville de være prisgivet.
Men de allieredes indsigt i norske forhold var begrænset, og kontakten med den norske hær endnu ikke etableret. Diskussionerne fortsatte, nye angrebsmål blev fremsat og igen forkastet. Midt i april blev tre ekspeditionskorps med briter, franskmænd og eksil-polakker endelig sendt af sted:
“Mauriceforce” til byen Namsos og “Sickleforce” til Åndalsnes, begge for at indtage Trondheim. Det sidste korps, “Rupertforce” med 4000 briter, 3000 franske alpejægere, 2000 fremmedlegionærer og 4000 eksil-polakker, satte kursen mod hovedmålet, Narvik.
Lige fra begyndelsen var operationerne præget af dårlig organisering. Korpsene blev omdirigeret flere gange, og udrustningen var hverken gennemtænkt eller pakket rigtigt. Fx havde “Mauriceforce”, der skulle til Namsos, kun kort over Narvik. Oven i købet var dele af udrustningen – og korpsets øverstkommanderende! – sendt til Narvik.
Første angreb på Narvik
Den 14. april landede de første britiske tropper i Harstad nord for Narvik, hvor de anlagde en midlertidig base. Tropperne manglede tungt udstyr som artilleri og antiluftskyts. De var heller ikke forberedt på norske forhold – trods foråret lå sneen stadig højt, og sbriterne havde hverken varmt tøj, snesko eller ski. Da marinekommandanten lord Cork gik i land for at rekognoscere, sank han dybt ned i sneen og mistede sin monokel. To soldater måtte trække ham op. I sin rapport skrev han:
“Jeg har personligt testet sneen, og det er let at synke ned til livet. Enhver fremrykning er udmattende”.
Trods problemerne blev det bestemt at foretage et angreb på Narvik den 24. april, men det endte i kaos. På angrebsdagen brød en voldsom snestorm ud. De britiske slagskibe affyrede flere salver, men kunne pga. sneen ikke se, hvor granaterne slog ned. Briterne havde intet andet valg end at afbryde landgangen – og det var nok det bedste, for granaterne havde ingen skade gjort på de tyske stillinger. Byens huse havde derimod taget imod flere fuldtræffere.
Franskmand lægger en plan
I fire dage efter det mislykkede angreb 24. april skændtes de to britiske kommandører om den videre strategi. Marinekommandant lord Cork stolede på Royal Navys styrke og ville forsøge et nyt frontalangreb på Narvik. Landstyrkernes kommandant, general Mackesy, var mere forsigtig. Han ville omringe Narvik med sin hær. Generalerne havde samme rang – og holdt hinanden i skak.
Den 28. april ankom endelig forstærkninger i form af den franske general Bethouart. Han var veteran fra 1. verdenskrig og ekspert i bjergkrig. Med sig havde han tre bataljoner utålmodige chasseurs alpins (alpejægere).
General Bethouart lagde sig mellem de to stridende briter og foreslog et konstruktivt kompromis: De allierede skulle landsætte tropper ved landsbyen Bjerk-vik, hvor tyskerne kun havde et let forsvar. Herfra kunne de allierede rykke sydover og angribe tyskerne i flanken.
Samtidig skulle en styrke bestående af eksil-polakker trænge frem fra sydvest, og norske tropper støde til fra nordøst, alt imens Royal Navy beskød tyskerne i Narvik fra fjorden.
Dette var en plan, som begge britiske kommandanter kunne bifalde. Forberedelsene til slaget om Narvik begyndte.
Krigen i fjeldene
Inde på land var de ca. 10.000 norske soldater hårdt presset. Tyskerne modtog hver dag nye forsyninger fra luften og havde held til at erobre store landområder nord og øst for Narvik.
Den 16. april angreb tyskerne de norske stillinger på Bjørnefjell nær den svenske grænse. Målet var at sikre fuld kontrol med Malmbanen, der bragte malm fra Sverige. I nogle timer holdt de norske styrker fjenden tilbage. Men da tyskerne angreb med en hurtigtskydende 20-mm kanon, brød det norske forsvar sammen. Bjørnefjell var tabt.
Nordmændene var udmattede, manglede træning, tungt materiel og luftstøtte. Men modgangen hærdede dem, og under ledelse af general Carl Gustav Fleischer begyndte de at vænne sig til soldaterlivet. Ikke mindst lærte de at udnytte deres naturlige kendskab til ski og den norske vinter.
Snart kom nordmændene på niveau med de toptrænede tyske alpejægere, og fra begyndelsen af maj rykkede de langsomt, men sikkert frem mod Narvik. Tyskerne bød på sej modstand, men nordmændene kæmpede sig fra fjeldtop til fjeldtop. Den 7. maj erobrede de norske soldater det strategisk vigtige “Højdedrag 856”. Derfra kunne de se ned til Ofotfjorden. Og i det fjerne blinkede lys fra en by. Narvik.
Slaget om Bjerkvik
Lige før midnat den 12. maj stod general Bethouart på dækket af krydseren Effingham. Sammen med 14 andre skibe gled krydseren over den stille Bjerangsfjord. I lyset fra midnatssolen så franskmanden, hvordan fire landgangsfartøjer med næsten 500 fremmedlegionærer nærmede sig Bjerkvik. Da fartøjerne var oppe under land, gav Bethouart ordre til at åbne ild. “Feu!”
Trykbølgen fra kanonløbene rev cigaretten ud af hans mund. Nogle sekunder efter slog granatene ned i Bjerkvik. Blandt de første huse, som blev truffet, var kirken. Tyskerne brugte den som ammunitionslager, og nu eksploderede kirken i et flammehav. Hurtigt spredte ilden sig til træhusene i hele Bjerkvik.
Så stormede fremmedlegionærerne i land. På forhånd havde soldatene fået at vide, at Bjerkvik var tømt for civile. Men korporal Favrel fra Fremmedlegionen opdagede, at det ikke var tilfældet:
“Det blev et rædselsfuldt blodbad. Vi massakrerede flere civile end tyskere. Maskingeværerne pebrede døre og vinduer, infanteristerne stormede frem og kastede granater, så gik de ind i de huse, som havde overlevet infernoet. Med våben i hånd vandrede jeg gennem et frygtindgydende Golgata, overstrøet med lemlæstede lig, væltede vugger med døde spædbarn og stønnende sårede i pøle af blod”.
I det uhyggelige, blodrøde lys fra midnatssolen kæmpede legionærerne sig fra hus til hus. Tyske alpejægere overøste dem med maskingeværkugler fra hvert gadehjørne, og først efter flere timers kamp var Bjerkvik omsider på allierede hænder. Men Bjerkvik var blot et brohoved. Endnu ventede erobringen af Øyjord, som var indfaldsporten til Narvik.
Bethouart sendte Fremmedlegionens motorcykeltropper sydover i højeste hastighed. Fra vest rykkede polske tropper frem, og to britiske destroyere var klar med artilleristøtte. Men den var unødvendig. Infernoet i Bjerkvik havde drevet de tyske tropper på flugt, og legionærene nåede Øyjord uden at møde modstand. Narvik var omringet.