Stranden foran Dieppe blev hurtigt dækket af døde canadiske soldater. Forliste landgangsfartøjer stod i flammer, og tanks kørte fast i stendiget. 

© National Archives of Canada

Operation Jubilee: Generalprøven for D-dag endte i blodbad

6.000 canadiere og briter blev en nat i 1942 sendt over Den Engelske Kanal. De skulle fra morgenstunden overraske tyskerne i den franske by Dieppe. Men planen var elendig, og ingen forestillede sig, hvor galt det ville gå.

22. oktober 2018 af Morten Rendsmark

Natten til den 19. august 1942 sneg en flåde af krigsskibe og landgangsfartøjer sig ud af flere havne på Englands sydkyst. 

Flåden talte 237 fartøjer og satte i mørket kurs mod den franske kyst i Normandiet 110 km borte. Nogle af landgangsfartøjerne havde kampvogne om bord, og andre var fyldt med tropper fra Den 2. Canadiske Division samt britiske kommandosoldater og marineinfanterister.

En bleg måne skinnede på havet og gav cirka en sømils sigtbarhed. Lidt over 6000 soldater sad den nat i landgangsfartøjerne og ventede i spænding. 

De blev eskorteret af seks destroyere og en række mindre krigsskibe, som alle var mørkelagte. Klokken 03.00 krydsede flåden “point of no return” – den sidste chance for at afblæse angrebet­.

Langt de fleste af soldaterne var på vej mod deres allerførste kamp – deres ilddåb. De forestillede sig dog ikke, hvor få af dem der ville vende tilbage fra den dristige operation. 

Nazisternes skrækindjagende styrke på det europæiske fastland tvang briterne til med alle midler at presse tyskerne­ overalt, hvor det var muligt.

Tyskerne var på fremmarch

Storbritanniens ledere i både regeringen og de væbnede styrker var på desperationens rand. 

I 1942 tromlede Hitlers hær fortsat frem over de russiske stepper mod Stalingrad, og i Nordafrika drev de briterne tilbage fra Libyen til Egypten, samtidig med at de tyske ubåde truede med at udslette nationens forsyningslinje over Atlanten til USA. 

I øvrigt bevægede Japans kejserlige styrker sig hastigt gennem Sydøstasien og truede “imperiets juvel” – Indien.

Alligevel gav et par lyspunkter mod på at tænke offensivt. Tyskerne havde tabt krigen om luftherredømmet over England i 1941, og Hitler havde opgivet drømmen om en invasion af De Britiske Øer. 

På østfronten var tyskerne i vinteren 1941-42 ligeledes stødt på modstand. Deres frontenheder fik Kremls gyldne tårne i Moskva­ i syne, men et massivt russisk modangreb stoppede dem i sidste­ øjeblik­.

Samtidig var amerikanerne trådt ind i krigen i december 1941, selv om de endnu var i gang med at rekruttere og træne soldater, søfolk og piloter.

Desuden­ var fabrikkerne i den gigantiske nation i færd med at omstille sig fra civil produktion til fremstilling af våben og ammunition­.

Landgangsøvelser blev udført på lignende strande­ rundt omkring i Sydengland. Langt de fleste af soldaterne fik deres kampdebut ved Dieppe.

© National Archives of Canada

Sovjet og USA pressede briterne

Stalin lagde politisk pres på briterne og ville have dem til at etablere en “anden front” i Europa. Russerne var nemlig de eneste på kontinentet, der holdt en frontlinje mod Nazityskland. 

Stalin ønskede derfor, at der blev lagt yderligere pres på den fælles fjende for at tvinge tyskerne til at overføre tropper fra øst til vest. Det ville sprede deres styrker.

Amerikanerne lagde også politisk pres på briterne for at åbne den “anden front”. 

De amerikanske generaler, som endnu ikke havde erfaring med kamp mod tyskerne, mente, at briterne skulle invadere Bretagne og Cotentin – to store halvøer i Nordfrankrig. Halvøerne skulle holdes vinteren over, så briterne i 1943 kunne­ invadere hele Frankrig­.

Ideen var aldeles urealistisk. Briterne havde ikke en chance for at holde halvøerne en hel vinter. Tyskerne ville have sønderbombet et sådant brohoved, som de desuden let kunne afskære ved at torpedere forsyningsskibe på vej over Den Engelske Kanal. 

I øvrigt havde tyskerne store troppestyrker i Frankrig, som var i stand til hurtigt at drive briterne tilbage i havet. Den amerikanske præsident Roosevelt indså til sidst, at en britisk invasion af det tyskbesatte­ Frankrig i 1942 var umulig. Men noget måtte­ gøres­.

Sabotageaktion var eneste mulighed

Siden Tysklands invasion af Frankrig i 1940 og sejren over de britiske styrker ved Dunkirk havde briterne haft succes med at gennemføre kommandoangreb mod tyske styrker fra Norge i nord til franske St. Nazaire i syd. 

Overraskelsesangrebene skulle sabotere tyske millitære installationer. Tyskerne måtte måtte derfor binde styrker til bevogtning og forsvar frem for offensive aktioner på især Østfronten.

Normalt talte den type aktioner højst et par hundrede mand med sortsværtede ansigter, som rykkede hurtigt ind og ud igen, helst inden fjenden opfattede, hvad der overhovedet foregik. 

Dieppe-aktionen, der fik kodenavnet “Jubilee” (jubelfest), talte 6000 mand og over 30 kampvogne. Den blev dermed til det største kommandoangreb nogen sinde.

De canadiske og britiske soldater var udset til at angribe kystbyen Dieppe, der havde 34.000 indbyggere og en tysk garnison på omtrent 2000 mand. 

Målet var at ødelægge en flyveplads seks km inde i landet, indtage et lokalt tysk hovedkvarter, finde militære dokumenter, tage officerer til fange samt springe en radarstation i luften. 

Desuden skulle styrken stjæle omkring 40 tyske landgangsfartøjer, der lå i havnen. Når opgaverne var fuldført, skulle styrken trække sig tilbage til den nordvendte kyst ved Dieppe og derpå sejle hjem igen.

Tyskerne tog let på alarmberedskab

Klokken 03.47, få timer efter afgangen fra England, opdagede en mindre tysk konvoj af kystdampere og tre kanonbåde en del af den britiske flåde. 

Tyskerne åbnede ild, men måtte hurtigt trække sig tilbage. Den ledende tyske kanonbåd mistede sin radioantenne, og meldinger fra de andre både nåede ikke igennem til garnisonen på land.

En sovende tysk soldat vågnede dog i sin bunkerstilling 10 km øst for Dieppe ved lyden fra skyderiet. 

Han sprang ud af sengen iført undertøj og skød vildt ud over havet med et tungt maskingevær. Men skyderiet alarmerede ikke tyskerne, hverken i Dieppe eller langs kysten vest og øst for byen.

Kanondueller, skudvekslinger og lysraketter var almindeligt i Kanalen, hvor britiske torpedobåde og kanonbåde jævnligt angreb tyske konvojer langs kysten. 

Desuden tog de tyske kystsoldater ret afslappet på disciplinen, selv om de den nat var i forhøjet alarmberedskab. Det skyldtes, at vejret var godt, hvilket forøgede risikoen for kommandoraids. 

Soldaterne i bunkerne langs kysten og i garnisonen i Dieppe havde derfor ordre til at sove med tøj og støvler på, men langt de fleste adlød ikke den ordre. 

Desuden var en tredjedel af jagerpiloterne på den nærmeste større tyske­ flybase på udgang for at deltage i en fest. Operation “Jubilee” var endnu ikke afsløret­.

Canadiernes Churchill-tanks var nyttesløse. Småstenene på stranden kilede sig ind mellem larvefødder og hjul og fik larvefødderne tll at falde af. Ingeniørtropperne døde i vandkanten. Muren mellem stranden og promenaden blev derfor ikke sprængt i luften. 

© National Archives of Canada

Briterne kæmpede med bajonetter

To støtteaktioner på hver side af byen skulle udgøre en knibtangsmanøvre og fjerne det tunge artilleri og maskingeværreder. Frontalangrebet ville dermed ikke ville blive beskudt fra klintens top. 

Næsten hele kysten var én lang lodret klint, der stod som en mange meter høj mur. Foran lå en strand af småsten, der denne morgen var smal pga. højvande. Kort før daggry begyndte den første støtteaktion, og to delinger af britiske kommandosoldater gik i land på stranden 10 km vest for Dieppe. 

De to delinger på i alt 200 mand arbejdede sig op ad klintens kløfter, der var minerede og dækket af pigtråd. De nåede usete op på toppen og trængte én km ind i land, hvor de stormede et tysk batteri med tunge kanoner. 

Med bajonetterne på deres rifler gik de i nærkamp i skyttegravene og bunkersystemerne omkring kanonerne. Briterne slog det tyske vagtmandskab og artilleristerne ihjel og sprængte kanonerne i luften. Opgaven blev løst, og folkene trak sig tilbage til stranden og stak til søs. Første del af aktionen var lykkedes­.

Øst for byen havde endnu en britisk kommandodeling iværksat en støtteaktion. Delingen var delt i to. Den ene gruppe blev stoppet af ild fra tyske maskingeværer og riffelskytter. 

Tyve mand fra den anden gruppe nåede op gennem en kløft og sneg sig frem til tyskernes tunge kanonbatteri. Men gruppen var ikke stor nok til at storme vagtmandskabet omkring kanonerne. 

I stedet åbnede kommandosoldaterne ild med håndvåben og granatkastere for at chikanere­ tyskerne­, som dog blev ved med at skyde­ mod landgangsflåden, der endnu lå ude på vandet. 

Støtteaktionen øst for Dieppe var en katastrofe og endte i et blodbad. Stort set alle de britiske kommandosoldater øst for Dieppe blev dræbt, såret­ eller taget til fange.

Canadierne gik i aktion

Samtidig med briterne gik også de første canadiere i land øst og vest for byen. Deres to støtteaktioner skete tættere på Dieppe ved landsbyerne Puys og Pourville. 

Deres opgave var ligesom briternes at trænge op på klinterne og fjerne alle feltkanoner og maskingeværreder, inden frontalangrebet på selve Dieppe blev sat ind.

Ved Puys var tyskerne i stilling, og 500 ud af de 554 canadiere blev dræbt, såret eller taget til fange. Resten nåede at stikke til søs igen. Mange ved at svømme helt ud til skibene, fordi de fleste landgangsfartøjer blev skudt i stykker, inden de nåede væk fra klinterne.

På den anden side af Dieppe ved Pourville havde canadierne bedre held med at overraske de tyske forsvarere. De indtog landsbyen og rykkede op gennem en floddal og mod Dieppe. 

Frem til 08.45 kæmpede de, men tyske forstærkninger fra oplandet afskar dem vejen. Canadierne måtte trække sig tilbage til stranden. Her lykkedes det landgangsfartøjer at samle de fleste op og stikke til søs.

Ingen af de to canadiske aktioner lykkedes. Dermed var kun én af de fire støtteaktioner en succes. 

Kun det tunge kanonbatteri vest for Dieppe var blevet sat ud af spillet, mens det øst for var i fuld funktion. Knibtangsmanøvren, der skulle sikre støtte til det frontale angreb på Dieppe, var mislykkedes fuldkommen.

Stranden var en forhindringsbane

Operation­ “Jubilee” fortsatte alligevel.De allierede tropper, der var udset til at udføre frontalangrebet, kom ikke alene til at lide under de mislykkede støtteaktioner. 

Terrænet var også en stor udfordring. Fra vandkanten skrånede den stenede strand op mod et stendige, der lå foran endnu et stykke strand, der var dækket af pigtråd. 

Bag pigtråden lå en mur, som løb langs byens promenade og den flade esplanade foran bygningerne. I alt en strækning på 220 meter fra esplanaden og ned til vandet.

Ét sted var afstanden dog kortere, ved et kasino. Det lå på selve promenaden foran alle andre bygninger. Det havde tyskerne bemandet stærkt, fordi kasinoet kunne give dækning til landgangstropper­.

Landet, der lå mellem klinterne i øst og vest og bag den 1,5 km lange strand, var fladt. De tyske bunkere og skyttegrave lå ikke bare oppe på toppen af klinterne, men også i huler inde i dem. 

Herfra kunne de beskyde enhver, der nærmede sig byen fra søsiden. Desuden var bygningerne langs esplanaden­ fyldt med tunge maskingeværer og riffelskytter­.

Gaderne, som gik op i byen fra esplanaden, var spærret af store betonblokke, som skulle sprænges i stykker af ingeniørtropper, før de britiske kampvogne kunne passere.

Tilfangetagne canadiske soldater blev ført til togstationen. Herfra blev de kørt mod øst på tværs af Tyskland og interneret i lejre. I slutningen af krigen tvang fangevogterne dem ud på en lang march tilbage mod vest i en evakuering fra de fremrykkende russere.  

© National Archives of Canada

Canadierne blev mejet ned

Den tyske garnison i byen var klokken 05.30 fuldt kampklar og parat, da canadiske styrker satte frontalangrebet ind.

Solen var på vej op, da hovedstyrken klokken 05.00 sejlede ind mod Dieppe. Destroyerne sejlede langs kysten og udlagde et røgslør, som skjulte landgangsfartøjerne frem til cirka 200 m fra stranden. 

De første fartøjer landsatte soldater klokken 05.20, og kort efter ankom de første kampvogne. De blev transporteret af landgangsfartøjer, der kunne have tre af dem om bord samtidig. 

Kun en håndfuld tanks nåede hele vejen fra fartøjernes ramper, over stendiget, gennem pigtråden og op på promenaden. 

Alle de andre blev stoppet på småstenene. En kampvogn kørte fx af rampen for tidligt og sank på for dybt vand, hvor besætningen druknede, mens andre mistede deres larvefødder. De blev enten skudt i stykker af tyske granater, eller småstenene fik dem til at rulle af hjulene.

Landgangsfartøjerne kom også hurtigt under beskydning. Flere åbnede deres rampe lige foran en tysk maskingeværstilling, der mejede de forreste rækker af canadiske soldater ned, inden de overhovedet nåede i land. 

For tyskerne var det som at skyde sild i en tønde, og mange canadiere sprang over landgangsfartøjernes sider. 

Her endte de i vandet tynget af ammunition, håndgranater, rygsække og bajonetter. Nogle druknede, mens andre kæmpede sig op på stranden. Mange af dem uden våben.

Langs stranden lykkedes det dog andre canadierne at komme i dækning bag stendiget og sønderskudte kampvogne. 

Derefter klippede de sig gennem pigtråden og nåede i dækning bag promenademuren. Ilden fra klinterne og bygningerne langs esplanaden var dog så intens, at et stormløb var det rene selvmord. 

Ved kasinoet, der lå næsten helt ud til vandet, lykkedes det canadierne at trænge ind i underetagen, mens tyskerne stadig befandt sig på etagerne ovenover­.

Ude på esplanaden kørte et par Churchill-kampvogne desperat frem og tilbage. De kunne ikke trænge over betonblokkene i gaderne op til byen, og tyske antitanksoldater jagede dem. 

Ingeniørsoldaterne, som skulle have sprængt betonen bort, lå døde på stranden

Radiokontakten svigtede

Radioforbindelser ud til skibene var sat ud af spillet. Radiooperatørerne var stort set alle blevet skudt. Med radioerne på ryggen og antennerne svajende tydeligt over hovederne var de oplagte mål for tyske snigskytter.

Den canadiske generalmajor John Hamilton Roberts, som havde kommandoen over “Jubilee” og sad på et skib, fik stort set ingen meldinger fra sine folk på land. Uheldigvis tydede de få meldinger, der kom igennem, på, at angrebet gik godt. 

Det røgslør, som destroyerne havde lagt ud, forhindrede mandskabet på skibene i at se, hvad der skete på land, og Roberts fik melding om, at soldater var trængt ind i byen. 

Det var for så vidt rigtigt, men det var kun to små grupper, som hurtigt blev slået tilbage. Ikke desto mindre fik det generalmajoren til at sende reserverne ind. De endte i samme låste situation som de tropper, der allerede lå på stranden.

Tilbagetrækningen fejlede

Først omkring klokken 09.00 gik det op for Roberts, at de manglende radiomeldinger skyldtes hårde tab på stranden. Han beordrede tilbagetrækning. Landgangfartøjer satte derpå kurs mod Dieppe­ for at hente tropperne.

Utallige landgangsfartøjer var dog for længst skudt i stykker, sænket eller strandede. Det skabte panik, da alt for få af dem dukkede frem af røgsløret klokken 10.20. Alt for mange mænd løb ned til vandet og kravlede om bord. Flere fartøjer kæntrede, mens andre gik på grund pga. overvægten.

Hele redningsaktionen foregik under tysk beskydning og langt flere blev dræbt under flugten end ved angrebet. Af de første otte fartøjer, som nåede stranden, slap kun to væk igen. Senere lykkedes det dog at evakuere flere.

Cirka 400 mand blev reddet ud til skibene, men omkring middag var tyskernes ild blevet for tæt til flere redningsforsøg. De overlevende blev nu ladt i stikken på stranden og kunne se frem til flere år i tysk fangenskab.

Tabstallene var katastrofalt høje. Ud af den samlede styrke på 6000 mand lå cirka 1200 døde på strandene ved Dieppe, og 3800 var taget til fange.

Efter slaget stod de tyske officerer undrende tilbage. En af dem udspurgte nogle af fangerne. Han kunne ikke forstå, hvorfor de havde forsøgt at gennemføre så tåbelig en operation:

“I angreb med for mange til, at det var et raid, men med for få til, at det var en invasion. Hvorfor?”

En svarede: “Det vil jeg gerne vide.”

Ledelsen løb fra ansvaret

Ingen har nogen sinde fået svar på spørgsmålet. Den britiske premierminister Winston Churchill gav efter operationen indtryk af, at han kun kendte meget lidt til selve planen. Officererne, der planlagde operationen, tav stort set, eller fandt på undskyldninger.

Fx forklarede lord Louis Mountbatten, der i høj grad stod for planlægningen, at “Jubilee” skulle give de allierede erfaringer med store landgangsoperationer.

Erfaringer, som skulle komme dem til gode, den dag den store invasion af Hitlers­ Europa endelig ville blive gennemført. I så fald var “Jubilee” et eksperiment. Mountbatten udtalte efter krigen:

“For hver soldat, der faldt ved Dieppe, blev der sparet 10 liv på D-dag”.

6. juni 1944 landede 133.000 briter, canadiere og amerikanere på de nordfranske kyster og befriede senere Vesteuropa.

Mountbatten var hele sit liv overbevist om, at han ikke havde iværksat en håbløs plan. Da forfatteren Richard Hough flere år efter krigen spurgte ham om, hvorfor han ikke lod en skribent skrive hans biografi, svarede han:

“Det er sært. Men det er en kendsgerning, at jeg har haft ret i alt, hvad jeg har sagt og gjort igennem mit liv. Ingen læsere ville tro en forfatter, der påstod det i en bog. De ville tro, at jeg stod lænet over hans skulder og havde bedt ham skrive det.”

Kun 2078 af de 6038, der deltog i aktionen, vendte tilbage til England. 850 af de hjemvendte havde end ikke sat foden på strandene ved Dieppe.  

© National Archives of Canada

For mange chefer fordærvede aktionen

En kendsgerning er det dog, at aktionen var en katastrofe. Der var flere årsager. Den tyske generalløjtnant Konrad Haase, som selv deltog ved Dieppe, sagde senere: “Det er komplet uforståeligt, at canadierne angreb frontalt uden dæknings-ild fra hverken flåden eller luftvåbnet.”

Oprindeligt skulle angrebene på klinterne have været gennemført af faldskærmstropper, kastet ned over det flade landskab bag byen. 

De ville ikke have været nødsaget til at kæmpe sig op gennem kløfterne i klinten. Andre tropper skulle have landet med svævefly i det flade bagland. Men det blev opgivet, fordi ustabile vindforhold kunne have ført til hele operationens afblæsning.

Desuden nægtede den britiske flåde at stille krydsere til rådighed. Krydserne havde 20-cm kanoner, mens de seks destroyere, som deltog, kun havde 10-cm kanoner. 

En eller flere krydsere kunne have sønderbombet de tyske stillinger på klinterne. Flåden ville ikke risikere at tabe en krydser under “Jubilee”, der ikke ville føre til en egentlig­ invasion.

Landgangsstyrkerne fik heller ikke luftstøtte. Jagerfly bestrøg ganske vist de tyske stillinger med maskinkanoner lige før angrebet. Men de kastede ingen bomber. Det blev undladt af hensyn til civilbefolkningen. Konsekvensen var, at de canadiske soldater blev ofret på stranden­.

Militærhistorikerne peger på endnu flere fejl i planlægningen. “Jubilee” var en fælles operation, hvor både hæren, flåden og luftvåbnet deltog. 

Chefer fra alle de tre værn skulle derfor have indflydelse, hvilket forplumrede en stram overordnet styring. Én leder for operationen kunne fx havde tvunget flåden til at bruge krydsere. 

Det var en af de dyrekøbte lektier, som briterne lærte af “Jubilee”. Senere udpegede de altid­ en chef med overordnet ansvar for en operation, uanset hvor mange værn der deltog.

Er du også fascineret af 2. verdenskrig? Så benyt dig lige nu af vores dugfriske abonnementstilbud på HISTORIE, hvor du kan få de næste 3 numre af Nordens største historiemagasin til spotpris!

Her kan du læse om nye, spændende aspekter af 2. verdenskrig i hvert eneste blad, samt et væld af andre artikler med dramatiske, sjove og vanvittige episoder fra historiens utømmelige skattekiste.

Læs mere

Ken Ford & Howard Gerrard: Dieppe 1942 – prelude to D-Day, Osprey Publishing, Oxford 2003. Robin Neillands: The Dieppe Raid: The Disastrous 1942 Mission, Aurum Press Ltd., 2006.

Måske er du interesseret i...

Læs også