Allerede i marts 1943 fik den sovjetiske hærledelse Stavka mistanke om, at tyskerne ville indtage Kursk. Stalin beordrede 300.000 arbejdere ud for at konstruere et sindrigt forsvarssystem af minefelter, anti-tank-grøfter, skyttegrave og strategiske udkigspunkter, hvor sovjettropperne kunne ligge i baghold.

Panserslaget ved Kursk var historiens største

I en sidste krampetrækning på østfronten beordrer Hitler i 1943 den tyske hær til at indtage byen Kursk. Men sovjethæren er velforberedt. Slaget om Kursk kulminerer, da tusinder af kampvogne støder sammen syd for byen.

25. september 2019 af Jeppe Nybye

Fortumlet spærrer den sovjetiske soldat Pavel Krylov øjnene op og ser over sig silhuetten af en person, som forsøger at ruske ham ud af søvnen.

“Vågn op”, lyder ordren i den trange skyttegrav nær landsbyen Prokhorovka – ca. 100 km syd for storbyen Kursk i Rusland. 

Efter mere end en uges opslidende kampe mod tyske styrker på østfronten er den 20-årige Pavel Krylov segnefærdig, men morgenvækningen før daggry den 12. juli 1943 varsler endnu en dag på slagmarken.

“En time til angrebet. Spis!” kommanderer den ukendte befalingsmand. 

Indtil Pavel Krylovs dødsdag vil den kommende dags begivenheder stå som de værste i hele hans liv. Inden længe vil historiens største panserslag forvandle områdets smukke, gyldne kornmarker til et blodigt inferno.

Hitler beordrede 2.928 tanks og selvkørende kanoner til at indtage det fremskudte frontafsnit omkring Kursk. Angrebet var Tysklands største kampvognsangreb på østfronten.

© Ullstein Bild

Knibtang skal knække fjenden

Godt en uge tidligere, den 4. juli 1943, har de tyske øverstkommanderende ved østfronten beordret deres styrker fremad i en storstilet sommeroffensiv, der skal sikre Nazityskland overtaget i øst og genoprette moralen efter det sviende nederlag ved Stalingrad et halvt år tidligere. 

Det Tredje Riges fremmeste strateg, Erich von Manstein, har udtænkt en knibtangsmanøvre med kodenavnet Operation Citadel, som skal omringe Den Røde Hær i det fremskudte frontafsnit ved Kursk. 

På den måde vil tyskerne stække Sovjetunionens muligheder for en sommeroffensiv, forkorte frontlinjen og give de krigstrætte tyske tropper et tiltrængt pusterum. I bedste blitzkrig-stil vil tyskerne overmande fjenden med hurtige overraskelsesangreb.

Men på den anden side af fronten har Sovjetunionens ubesejrede marskal Georgij Sjukov med hjælp fra en hemmelig agent i fjendens rækker allerede kendt til tyskerne planer i månedsvis. Velkomsten, som én gang for alle skal knække den tyske hær, er nøje forberedt. 

Ved hjælp af seks forsvarslinjer skal Den Røde Hær slide angriberne op og undervejs ødelægge de frygtede kampvogne, som udgør værnemagtens rygrad. Tyskerne kan bare skyde løs. For hver skudt sovjetisk soldat vil fem nye marchere frem. 

Prisen for denne udmattelsesstrategi vil være uhørt høj i både tabt materiel og menneskeliv, ved Sjukov. Men i modsætning til fjenden kan Sovjetunionen hurtigt erstatte det tabte. Nazityskland derimod vil miste sin slagkraft på østfronten for altid.

Tyskere bryder gennem forsvar

Med general Walter Model og general-oberst Hermann Hoth i spidsen fra henholdsvis nord og syd bider de tyske styrker sig allerede den 5. juli godt igennem forsvarslinjerne. 

Men selvom Hermann Hoth og hans soldater kæmper sig 25 km frem mod Kursk fra syd, er den sovjetiske hærledelses selvtillid intakt. 

Tyskerne er ganske vist brudt igennem de tre første og sværest befæstede forsvarslinjer. Men de mangler stadig tre, og inden længe vil generalløjtnant Pavel Rotmistrov ifølge planen standse dem endegyldigt ved landsbyen Prokhorovka.

“Hver eneste officer og soldat skal kende vigtigheden af dette angreb. Sejren ved Kursk skal tjene som et fyrtårn for verden”. Adolf Hitler umiddelbart før slaget ved Kursk.

© Ullstein Bild

Luftwaffe overrasker sovjetstyrker

Efter syv dages intense kampe bumler Pavel Rotmistrov en morgen gennem Prokhorovka i sit køretøj. 

Det er umiddelbart før daggry den 12. juli 1943, og der er endnu stille på slagmarken. Generalløjtnanten standser først, da han når til det 29. kampvognskorps' stillinger syd for den lille by, der er placeret på en bakke dækket af frugttræer. 

Herfra har Rotmistrov perfekt udsyn over slagmarken, hvor floden Psel snor sig som en slange gennem fuldmodne kornmarker. Han panorerer sin kikkert henover sovjettropperne og lader så blikket falde på fjenden. Knap 600 kampvogne fra tre SS-panserdivisioner står overfor ham. Selv råder han over 900.

Generalløjtnantens folk er tydeligvis utålmodige. Men netop da urets visere passerer 06, og han skal til at udstede ordren til det planlagte overraskelsesangreb, dukker en sværm af tyske jagerfly op som en sort sky på den i forvejen overskyede himmel. 

I halen på dem følger adskillige bombefly – tyskerne er kommet ham i forkøbet. Den ildevarslende stille slagmark vågner pludselig op i et øredøvende brøl, da bomberne regner ned over de sovjetiske tropper. Rotmistrov ser de tyske kampvogne sætte i gang med kurs mod hans linjer.

I skyttegraven hos den sovjetiske soldat Pavel Krylov, som blev vækket så brutalt denne morgen, gør mændene sig klar til at storme frem mod fjenden. 

Ud af øjenkrogen skimter Krylov pludselig et af de tyske styrtbombefly – en Stuka – inden det kort efter dykker og slipper sin dødbringende last. Han hører kun et advarselsråb og ser så jorden foran ham løfte sig. Hvis Krylov ikke vidste bedre, ville han tro, at en gigant havde grebet slagmarken og rystet den. 

Fortumlet hører han en rungen af ordrer om at holde stand. Krylov er netop ved at komme til sig selv igen, da han kigger mod fjendens linjer og til sin store skræk ser en tæt række af fjendtlige kampvogne nærme sig som en tidevandsbølge.

Pavel Rotmistrovs plan om at slå først er smuldret. Generalløjtnanten finder i dette øjeblik kun en smule trøst i, at de tyske kampvogne kører direkte ind i den orkan af granater og raketter, som ellers var planlagt til at gå forud for hans eget overraskelsesangreb. 

De tyske kampvogne – ledet af de frygtede tanks Tiger 1 – spreder sig dog for ikke at blive nær så lette mål. 

Kampvognenes larvefødder hvirvler støv og jord op og laver dybe spor i de gule kornmarker, som snart står i brand. Klokken 06.30 stopper det sovjetiske bombardement som planlagt, og Rotmistrov giver så endelig ordren til angreb.

“Stal! Stal! Stal”, stål, stål stål, råber han, og de sovjetiske kampvogne sætter i gear.

Efterhånden vinder de fart og tromler frem mod fjenden. Rotmistrov har på forhånd givet sine kampvognsførere ordrer til at køre “som ind i helvede”, da de ellers risikerer at blive sprængt i stykker af de tyske kampvognes langtrækkende 88-mm kanoner, inden de overhovedet kommer i kamp.

Grå-lilla røg varsler angreb

På den anden side af fronten omkring klokken kvart i syv forsøger SS-kompagnichefen Rudolf von Ribbentrop at få overblik over slagmarken fra udsigtspunktet i sin Panzer IV-kampvogn.

Han er søn af Nazitysklands udenrigsminister og har på trods af sine kun 22 år allerede udmærket sig i kampe mod Den Røde Hær i Finland. Foran ham – bag en bred bakketop – rejser skyer af udstødningsrøg sig. Langs hele skråningen ser han det samme grå-lilla fare­signal, som kun kan betyde én ting: De sovjetiske kampvogne er på vej.

Ribbentrop beordrer via radioen omgående sit kompagni til at køre op ad skråningen, og oppe på toppen opdager han den første sovjetiske T-34-kampvogn, som forsøger at afskære nogle tyske infanterister på en bakke 200 meter længere fremme. 

Kampvante som de er, finder Ribbentrops folk straks ind i den velkendte rutine: Kampvognen stopper, Ribbentrop udpeger målet, og skytten affyrer en granat mod tanken. 

Processen tager kun få sekunder, og i løbet af et øjeblik har Ribbentrops kompagni smadret adskillige kampvogne, hvori det sovjetiske mandskab kæmper en desperat kamp mod ilden, som er ved at omslutte dem.

Af gammel vane kigger Ribbentrop sig omkring, og synet, der møder ham, gør kompagnichefen stum. Forude aner han først 15, så 30 og så 50 kampvogne. Til sidst flere, end han kan tælle. Langs siderne af samtlige T-34'ere klynger sovjetiske infanterister sig fast til håndtagene på kampvognenes skrog.

Hurtigt affyrer Ribbentrops kampvogn en granat mod en T-34’er, som kun er godt 50 meter væk. Flammerne omslutter kampvognen, og dens besætning kaster sig brølende ud af den brændende dødsfælde. Pludselig hører kompagnichefen et højt drøn. 

Den tyske kampvogn lige ved siden af ham er blevet ramt direkte i skroget, og ilden får hurtigt fat. Ribbentrop når at se en af hans gode venner redde sig ud af vognen, men retter så igen hurtigt opmærksomheden mod de fremstormende russere. 

Lavinen af sovjetiske kampvogne ruller ubønhørligt videre. Kampvogn efter kampvogn. Bølge efter bølge.

Seks ud af 10 tyske kampvogne ved østfronten blev sat ind i Operation Citadel for at indtage Kursk. Her kæmper de i slaget ved Prokhorovka, der blev operationens vendepunkt.

© AKG Images

Granater gennemborer kampvogne

Fra sin kommandopost observerer Pavel Rotmistrov spændt sine tanks, der i høj fart pløjer ind i de tyske kampvognsformationer. 

De tonstunge maskiner cirkler snart rundt om hinanden i en tæt dødedans. Ingen af siderne har tid til at tage stilling i en gunstig angrebsposition. Granaterne borer sig på så tæt hold gennem kampvognenes panser, som er det smør. 

Pavel Rotmistrov kan ikke afgøre, hvem der angriber og forsvarer sig. Det eneste, han med sikkerhed kan identificere i sin kikkert, er de brændende kampvogne, der lyser op som fakler på de afsvedne marker.

Soldat Pavel Krylov priser sig i dette øjeblik lykkelig for, at hans deling allerede var ved at forberede sig til angreb, da tyskerne rykkede frem. Havde værnemagten angrebet bare en time tidligere, ville de have været prisgivet. 

Alligevel presser tyskerne Krylovs deling over 400 meter tilbage. Det slører for hans øjne, mens døde soldater dækker stadig mere af slagmarken.

Kampvogn løber tør for ammunition

I Rudolf von Ribbentrops optik er det kun et spørgsmål om tid, før hans berygtede kampvogne vil nedlægge de russiske T-34'ere. Men et desperat råb inde fra hans tank afbryder tankerne:

“Ikke flere pansergennembrydende”. 

Når laderen skal have flere granater, betyder det, at Panzer IV-kampvognen må standse, så skytten, radiooperatøren og føreren af tanken kan række ham ny ammunition fra lageret. 

Ribbentrop ved udmærket, at stilstand er det samme som at underskrive sin egen dødsdom, og straks beordrer han føreren til vende om og køre om bag en bakke med en smule bedre dækning. 

Men inden de når så langt, dukker en T-34'er op og standser kun 30 meter til højre for dem. Fjendens kanontårn rettes mod Ribbentrop, som snart kan se direkte ned i løbet på kanonen. Hans egen kampvogn kan imidlertid ikke skyde, da laderen kun lige har fået nye forsyninger af pansergennembrydende granater og stadig fumler med dem.

“Træd på speederen! Nu!” brøler Ribbentrop. 

Straks sætter kampvognen i gang og kører forbi fjenden med kun fem meters afstand. Tanken får manøvreret sig om bag fjenden, og kun 10 meter adskiller dem. Den tyske skytte kan næsten ikke undgå at ramme. Granaten hamrer lige ind i fjendens kanontårn, som flyver tre meter op i luften.

Selvom Ribbentrops kompagni efterlader mange kampvogne som forvredne panservrag, er strømmen tilsyneladende endeløs. Kompagnichefens kampvogn befinder sig midt i strømmen.

Ribbentrop har dog den fordel, at alle tyske kampvogne – i modsætning til de sovjetiske – er udstyret med radio. Ved at kalde soldaterne kan han måske forhindre, at de forveksler ham med fjenden.

“Kalder alle sammen! Skyd ikke”, gentager han over radioen. Intet svar.

Omgivelserne er ikke længere en slagmark, men et slagtehus for kampvogne. Alt står i flammer og indhyller både fjender og venner i røg. En ubeskrivelig stank hænger tungt i luften. De sovjetiske T-34'ere styrer på må og få og torpederer hinanden.

Ribbentrop vender om

Pavel Krylov aser sig op ad en bakke. Rundtom ligger døde i unaturlige stillinger, mens de sårede brøler efter hjælp. Nogle sovjetiske infanterister længere bagude yder en smule støtteild, men den tyske granatregn er stadig overlegen. 

Først ved 13-tiden retter det sovjetiske artilleri sigtekornet mod tyskerne på en strategisk bakketop og sender en regn af granater mod SS-soldaterne. Adskillige T-34'ere dundrer op ad skråningen, som de endelig indtager.

På den tyske side hører Rudolf von Ribbentrop igen den ildevarslende besked fra kampvognens indre:

“Ikke flere pansergennembrydende”. Beholdningen af netop denne type ammunition er imidlertid sluppet op. I stedet får Ribbentrop sin kampvogn til at jage de sovjetiske infanterister, der ligesom kampvognene dukker op i en uendelig strøm. Pludselig hører Ribbentrop et stort drøn og kort efter et brøl.

“Mit øje! Mit øje!” råber skytten. En granat har lige præcis ramt skyttens udsigtshul. Den er heldigvis ikke trængt igennem panseret, men har hamret periskopet ind med en sådan kraft, at skytten er blevet slået omkuld.

Ribbentrops Panzer IV-kampvogn er uden en skytte ude af stand til at kæmpe videre, men har i det mindste nedlagt 14 sovjetiske kampvogne. Hundredvis af havarerede kampvogne ligger bag ham, da han kører i sikkerhed.

“Russerne har lært meget siden 1941. De er ikke længere bønder med en simpel tankegang. De har lært kunsten at føre krig af os”. Den tyske general Hermann Hoth umiddelbart efter panserslaget ved Kursk.

© Ullstein Bild

Stalin raser over tabte tanks

Regnen siler ned, da mørket lægger sig over slagmarken ved Prokhorovka. Pavel Rotmistrov kan høre spredte skudsalver i det fjerne, men lige nu er han imidlertid mere bekymret over det uvejr, som Sovjetunionens leder, Josef Stalin, udsætter ham for.

“Hvad har du gjort ved din storslåede kampvognsarmé?” udfritter Stalin ham over felttelefonen. 

Spørgsmålet hænger i luften som en trussel, der får Rotmistrov til at frygte for sit eget hoved. Stalin har ikke engang fået hele sandheden om, at 650 kampvogne er gået op i røg på én dag, mens tyskerne på hans frontafsnit kun har tabt 17. 

Rotmistrov ved, at han med sin invaliderede kampvognsarmé umuligt kan gå i offensiven igen næste dag og beordrer sine mænd til at grave sig ned.

Tyskerne bliver holdt i skak

Lyn flækker den mørke nattehimmel i hvide glimt, og lyden af torden afløser bragene fra granater. 

Trods irettesættelsen fra Stalin glæder generalløjtnant Rotmistrov sig over uvejret, for næste morgen den 13. juli er slagmarken ét stort pløre, som de tyske kampvogne kun langsomt kan forcere. 

Rotmistrov lader sit artilleri hamre granater ned over de fremrykkende tyskere, og hurtigt kører de første tyske kampvogne med ødelagte larvefødder fast, mens andre styrer direkte ind i minefelterne. Infanteristerne rykker stadig frem, men da Stalinorglerne affyrer deres raketter, flygter de.

Rotmistrov vågner til sin glæde også op til nyheden om, at de allieredes landgang på Sicilien, som begyndte 10. juli, er blevet en succes. Mere end 160.000 soldater er nu kommet i land og har
sikret et brohoved inden den kommende invasion af det italienske fastland. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, da tyskerne senere samme dag afbryder Operation Citadel.

Den Røde Hær har lidt enorme tab, men tabene har hele tiden været en del af den kalkulerede pris for en sejr. 

Selv om Sovjetunionen har mistet tre gange så mange mænd som tyskerne, seks gange så mange kampvogne og næsten tre gange så mange fly, kan de drage sejrrige fra Prokhorovka. Nazityskland har endegyldigt tabt slaget i øst. 

Læs mere

Lloyd Clark: Kursk – the Greatest Battle, Headline Review, 2011. Mark Healy: Kursk 1943 – The Tide Turns in the East, Osprey, 1992. Steven H. Newton: Kursk – The German View, Da Capo Press, 2002. Steven J. Zaloga: T-34/76 Medium Tank, 1941-45, Osprey, 1994 Tom Jentz & Hillary Doyle: Tiger I Heavy Tank, 1942-45, Osprey, 1993.

Måske er du interesseret i...

Læs også