Lignende blodige beretninger findes i mange andre historiebøger og på nettet – fælles for dem er, at teksterne bygger på russiske kilder. De tyske soldater kommer aldrig til orde.
Et andet blik på slaget kom frem i 2010, da HISTORIE bragte et interview med flak-hjælperen Ernst Bittcher, der som 16-årig stod foran Rigsdagen. Han oplevede en times heftig beskydning ved frokosttid den 30. april, så var alt stille, og Ernst blev sendt ud med mad og kaffe til soldaterne i området.
Officielt faldt bygningen to dage efter. “Der var så stille, at man kunne høre fuglene synge”, forklarede Bittcher, der formodede, at alle forfattere til bøger om rigsdagsslaget skriver af efter hinanden og tager de russiske beretninger for gode varer: “Hovedsagen er altid, at der blev kæmpet, skreget og udgydt blod”, sagde Bittcher med et skuldertræk.
KONKLUSION: Den Røde Hær havde brug for en undskyldning til Stalin
Efterhånden som det stod klart for alle, at Nazityskland stod over for et umiddelbart kollaps, faldt kampiveren blandt de russiske soldater. Ingen ønskede at omkomme i krigens sidste dage, men Den Røde Hærs generaler havde lovet Stalin at erobre Berlin til den kommunistiske festdag den 1. maj, og dermed havde generalerne et problem:
Den langsommelige fremrykning krævede en håndfast forklaring – og den bedste forklaring var, at tyskerne kæmpede forbitret videre. Som kulisse var Rigsdagen et perfekt valg, for den var kendt i Sovjet.
En af de letgennemskuelige overdrivelser i Beevors bog er de ca. 90 kanoner, der “skød uafbrudt mod Rigsdagen” en hel dag – foruden kampvogne og Katjusja-batterier.
Hvis tallet står til troende, må alene antallet af affyrede granater have været over 30.000.
MYTEKNUSERNES DOM: Kampene er blevet overdrevet.