Blev Rigsdagen erobret rum for rum?

Publiceret 08. 08. 21

Læsetid: 4 minutter Gem

Den berømmede historiker Antony Beevor lægger ikke fingrene imellem, når han udpensler kampene om Rigsdagen i sin bog “Berlin – faldet 1945”:

“Endnu flere selvkørende kanoner og tanks blev hentet til stedet. Katjusja-batterier og ca. 90 kanoner skød uafbrudt mod Rigsdagen”.

Om aftenen den 30. april var bygningen skudt mør: “Det lykkedes efterhånden at trænge ind i den store forhal, men de tyske forsvarere kastede håndgranater eller affyrede pansernæver ned mod dem fra balkonerne højere oppe. En af angriberne, løjtnant Beljaev, husker tydeligt, hvordan der var sprøjtet blod ud på de enorme søjler”.

Lignende blodige beretninger findes i mange andre historiebøger og på nettet – fælles for dem er, at teksterne bygger på russiske kilder. De tyske soldater kommer aldrig til orde.

Et andet blik på slaget kom frem i 2010, da HISTORIE bragte et interview med flak-hjælperen Ernst Bittcher, der som 16-årig stod foran Rigsdagen. Han oplevede en times heftig beskydning ved frokosttid den 30. april, så var alt stille, og Ernst blev sendt ud med mad og kaffe til soldaterne i området.

Officielt faldt bygningen to dage efter. “Der var så stille, at man kunne høre fuglene synge”, forklarede Bittcher, der formodede, at alle forfattere til bøger om rigsdagsslaget skriver af efter hinanden og tager de russiske beretninger for gode varer: “Hovedsagen er altid, at der blev kæmpet, skreget og udgydt blod”, sagde Bittcher med et skuldertræk.

FOR OG IMOD: Rigsdagen var kendt

Tyskerne gav først op, da Rigsdagen faldt
Der er et tidsmæssigt sammenfald mellem Den Røde Hærs påståede erobring af rigsdagsbygningen den 2. maj og de fredsforhandlinger, som Berlins kommandant, general Weidling, indledte samme morgen.
Ekstra forsvarsværk
Rigsdagen var godt befæstet, berettede de fremrykkende russere. Bygningens vinduer var muret til, og foran på Königsplatz var der anlagt en dyb voldgrav.
Ingen har modsagt russerne
I årtierne efter krigen har overlevende tyskere haft mulighed for at korrigere beretningerne om slaget. Men ingen har udtalt sig.

Der var ingen voldgrav
Den dybe voldgrav, russerne beskrev, var i virkeligheden en sammenstyrtet tunnel, der indgik i hovedstadens stort anlagte trafiksystem. Tunnellen blev fyldt med vand fra Spree.
Rigsdagen betød intet
Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 mistede parlamentet sin betydning. Langt vigtigere var ministerierne i Wilhelmstrasse og ikke mindst Førerbunkeren, som Den Røde Hær ikke kendte til i slutningen af april 1945.
Hvor er de tyske vidner?
At ingen tyskere har meldt sig, kan have en helt enkel forklaring: De var så få, og ingen har siden tillagt deres mere udramatiske beretninger nogen betydning.

KONKLUSION: Den Røde Hær havde brug for en undskyldning til Stalin

Efterhånden som det stod klart for alle, at Nazityskland stod over for et umiddelbart kollaps, faldt kampiveren blandt de russiske soldater. Ingen ønskede at omkomme i krigens sidste dage, men Den Røde Hærs generaler havde lovet Stalin at erobre Berlin til den kommunistiske festdag den 1. maj, og dermed havde generalerne et problem:

Den langsommelige fremrykning krævede en håndfast forklaring – og den bedste forklaring var, at tyskerne kæmpede forbitret videre. Som kulisse var Rigsdagen et perfekt valg, for den var kendt i Sovjet.

En af de letgennemskuelige overdrivelser i Beevors bog er de ca. 90 kanoner, der “skød uafbrudt mod Rigsdagen” en hel dag – foruden kampvogne og Katjusja-batterier.

Hvis tallet står til troende, må alene antallet af affyrede granater have været over 30.000.