Maskingeværerne affyrede snerrende salver hele natten. Skud fra geværer glammede med en uregelmæssig rytme, og begge lyde blev overdøvet, når artilleriets granater eksploderede. Råbende mennesker føjede sig til infernoet af krigslarm. Hæse amerikanere kaldte på mere ammunition, og japanerne brølede deres trodsige “Banzai!”
Skråningen var allerede dækket af japanske lig, alligevel angreb de igen og igen op ad højderyggen. Små kakiklædte skikkelser, der rykkede frem med fanatisk mod, og selvom skudsalver fældede japanere i hobevis, fortsatte resten fremad uden at tøve.
“Tilbage, hvor I kom fra! Det eneste, japanerne har, er dét, som I mangler: Rygrad!” Amerikansk major under Japans angreb på Guadalcanal.
Nerverne slog klik for flere af de amerikanske marineinfanterister, der bemandede sandsækkestillingerne på højderyggen. De chokerede mænd vaklede bagud for at komme væk fra larmen og rædslerne. Men ingen kunne undværes denne september-nat i 1942, for et nederlag ville betyde den fuldstændige udslettelse af styrken på Guadalcanal.
“Tilbage, hvor I kom fra!” hersede en amerikansk major. “Det eneste, japanerne har, er dét, som I mangler: Rygrad!”
Marineinfanteristerne blev tvunget tilbage til deres poster, hvor de genoptog slagteriet, og omsider havde de ikke flere japanere foran sig. Kun døde og sårede lå tilbage på skråningen.
Japanerne forsøgte igen, men de kom ikke over højderyggen, der lå blot 1.000 m fra den amerikanske luftbase Henderson Field. Denne primitive landingsplads var nøglen til Guadalcanal og dermed til Salomonøerne og herredømmet over hele det sydvestlige Stillehav. På generalernes kort udgjorde øen kun en lille plet, men her kæmpede amerikanske soldater en konstant kamp imod japanerne i seks desperate måneder.
VIDEO: Junglen ødelagde japanernes planer
I oktober 1942 iværksætter japanerne deres hidtil største angreb på Guadalcanal. Amerikanernes luftbase skal erobres en gang for alle gennem et dristigt overraskelsesangreb. Den japanske angrebsplan tager højde for alt – bortset fra den barske natur på tropeøen.
Admiral ville have sin egen slagmark
I første fase af 2. verdenskrig var japanerne gået fra sejr til sejr i Stillehavet. Der herskede en følelse af uovervindelighed i den kejserlige flådes hovedkvarterer, hvor admiralerne i april 1942 besluttede sig for også at indtage Salomonøerne. De begyndte fra nord og fortsatte så fra ø til ø mod Guadalcanal, hvor en flyveplads skulle anlægges. Med dette fremstød ville japanerne skære søvejen mellem Australien og den amerikanske vestkyst over og dermed holde USA på afstand af Østasiens råstoffer.
I Washington bredte bekymringen sig, da meldingen om japanernes ankomst til Guadalcanal nåede frem. Men for den amerikanske flådes øverstbefalende, Ernest King, var bekymringen blandet med et lille stænk af tilfredshed.
Englands premierminister, Winston Churchill, og USA’s præsident, Franklin D. Roosevelt, aftalte, at Europa skulle befries, inden de allieredes skyts blev rettet mod Japan.
Kort forinden havde USA’s præsident, Roosevelt, og den britiske premierminister, Churchill, nemlig aftalt, at de først skulle knuse Nazityskland, og bagefter gøre regnskabet op med Japan. Denne arbejds-strategi faldt ikke i Kings smag, for den dømte flåden til at spille anden-violin i flere år. Han søgte derfor efter en slagmark, hvor alt afhang af flådens angrebskraft og transport-kapacitet.
I Kings øjne udgjorde Salomonøerne en perfekt mulighed for at slå sprækker i “Tyskland-først”-strategien. Uden at overdrive kunne han pege på, at det ville få alvorlige konsekvenser, hvis japanernes operationer ikke blev stoppet. Hærens chef måtte bøje sig, men nægtede at bidrage med styrker til et modtræk. Præsidenten gav sin tilladelse, men operationen skulle være lille og kræve få ressourcer.
Flåden improviserede sig i land
Admiral King vidste endnu ikke, hvor på Salomonøerne han ville slå til mod japanerne. Men når slaget kom, skulle det leveres af marinekorpsets 1. division, som i foråret 1942 var hans eneste reserve. Indtil nu havde styrken kun fungeret som gennemgangslejr for andre amerikanske enheder og kunne dårligt beskrives som parat til operationer.
Korpsets general, Alexander Vandegrift var derfor mildt sagt forbløffet, da han fik ordre til at sejle fra USA til New Zealand med hele sin division. Og knap var 1. marinedivision ankommet, før admiral King befalede, at Vandegrift skulle erobre Tulagi i Salomonøerne allerede den 1. august.
Generalen havde næsten ingen tid til at gøre tropperne klar, indsamle efterretninger om fjendens styrker og studere landskabet omkring sine operationsmål. Med feberagtig hast måtte han og de amerikanske flådechefer i Stillehavet improvisere, mens de bønfaldt King om en udsættelse. Admiralen nedlod sig til at give dem seks dage.
“Alt forløb med en lethed og præcision, som var det en standardøvelse i fredstid”. General Alexander Vandegrift om amerikanernes landgang på Guadalcanal.
Den 7. august lå en hastigt sammenskrabet flåde på havet ud for Tulagi og den større naboø Guadalcanal, der i mellemtiden også var blevet udpeget som mål. Marineinfanteristerne klatrede ned i landgangsbåde, som lagde sig i formation og satte kurs mod kysten. Den første af mange amerikanske invasioner fra havet var begyndt.
Japanerne på den lille ø Tulagi bed fra sig, men efter et blodigt døgn var de nedkæmpet til sidste mand. Ovre på Guadalcanal mødte marineinfanteristerne ingen modstand på stranden, og amerikanerne strømmede i land.
“Usædvanlig succesfuldt”, noterede Vandegrift i sin rapport. “Alt forløb med en lethed og præcision, som var det en standardøvelse i fredstid”.
Med radioer drevet af bilbatterier sendte kystobservatørerne vigtige informationer til amerikanerne.
11.000 blev efterladt i junglen
Efter at have kæmpet sig igennem 6 km jungle ankom Vandegrifts mænd omsider til den japanske lejr på Guadalcanal, som lå øde hen. Japanerne, hvoraf mange blot var arbejdere, havde bragt sig i sikkerhed længere oppe ad kysten og efterladt tonsvis af forsyninger. Amerikanerne skulle snart få stor nytte af fjendens ris og gravemaskiner, for katastrofen lurede lige ud for Guadalcanals kyst.
Øen blev bevogtet af to amerikanske hangarskibe, hvis fly i det første halvandet døgn slog adskillige japanske luftangreb tilbage. Kampene kostede dog 21 ud af de oprindeligt 99 jagere ombord, hvilket skræmte skibenes admiral, der regnede sine fartøjer for vigtigere end udfaldet af operationerne på Salomonøerne.
Den 8. august trak han derfor sine to flydende luftbaser tilbage, og kun en lille eskorte af krigsskibe blev liggende for at forsvare invasionsflåden, som indtil nu kun havde losset en brøkdel af sin last af forsyninger til tropperne på land.
Da de første marineinfanterister ankom til Guadalcanal, mødte de ingen modstand. Seks måneder senere havde de oplevet tragedier, død og ødelæggelse.
Samme nat slog den japanske flåde til. En eskadre dukkede op i mørket, sænkede fire amerikanske og australske krydsere og stak af igen. Søslaget ved Savo-øen var en ydmygende katastrofe.
Nederlaget havde berøvet transportskibene deres sidste beskyttelse, så allerede næste morgen lettede de anker og forlod Guadalcanal med næsten fyldte lastrum. General Vandegrift blev efterladt på øen med 11.000 mand, som manglede både feltrationer, medicin og pigtråd.
Japanernes ekspertise i natangreb overraskede de selvsikre amerikanske flådekaptajner.
Admiral Kings ønske om at landsætte tropper på Salomonøerne var indfriet. Men ingen havde lagt planer for, hvordan de skulle overleve i det barske tropiske klima eller forsvare sig, når japanerne besluttede at sætte hårdt mod hårdt.
Amerikanerne lagde alle kræfter i for at færdiggøre landingsbanen og omgive den med en ring af forsvarsstillinger. Den 20. august var arbejdet kommet så langt, at Guadalcanal fik sit eget luftvåben i form af 31 jagere og bombefly.
“Nu kan skiderikkerne bare komme an!” jublede en amerikansk soldat. Det var præcis, hvad japanerne gjorde få timer senere.
Kun ét skib overlevede træfningen med japanerne. Fotos af dets skader blev holdt skjult for offentligheden.
Amerikanerne fortiede pinlig katastrofe
På papiret var de allierede overlegne på Guadalcanal, men i løbet af sommeren var det tæt på at gå galt. Det katastrofale slag blev holdt hemmeligt for at sikre den folkelige opbakning til krigen.
Den amerikanske flådes største nederlag nogensinde blev holdt hemmeligt i månedsvis af admiral Ernest King. Folkets tro på sejr – og hans egen karriere – måtte ikke tage skade af nyheder om dyb inkompetence i flåden.
Den 9. august 1942 var det nemlig lykkedes japanerne i ly af mørket at slippe forbi de amerikanske destroyere, der patruljerede ved Savo-øen nær Guadalcanal. Med to skud satte japanerne to krydsere ud af spillet. Herefter sejlede japanerne videre, mens de skød krigsskib efter krigsskib i sænk. Herefter drejede den japanske admiral koldblodigt sin styrke rundt og sejlede bort ad den samme rute, han var kommet.
Da magasinet “Time” første gang omtalte søslaget i slutningen af august, havde flåden endnu ikke frigivet nogen detaljer, så den patriotiske journalist lod pennen udfylde hullerne og omtalte slaget som “en blodtud til japanerne”.
Først i december, da japanerne var på vej væk fra Guadalcanal, turde admiral King frigive de bitre realiteter omkring slaget til pressen. Taktikken virkede. Hans indrømmelse vakte kun ringe opsigt, for i mellemtiden havde USA’s flåde vundet flere betydelige sejre.
4 allierede bommerter sikrede japanerne sejren
Allierede fly så japanerne sejle mod Guadalcanal, men alle troede, at der blot var tale om en ufarlig forsyningskonvoj.
De allierede flådekaptajner havde ikke forstand på det nyudviklede radarsystem, der var installeret på de amerikanske skibe. Japanerne var derfor som usynlige på radarskærmen.
Kun tåber angreb i mørke, mente amerikanske og australske flådekaptajner, som ikke havde gennemført natøvelser i månedsvis. Japanerne, derimod, trænede konstant natkamp.
Allierede radioer tav under slaget. Da de første japanske granater ramte, slog ingen alarm, og forvirring lammede hele flåden under kampen.
Japan svarer igen
Den japanske hærledelse tog indtil videre let på situationen på Guadalcanal, for den tolkede marineinfanteristernes landgang som en nålestiksoperation. Et enkelt japansk regiment på knap 2.500 mand fik derfor til opgave at sejle ned og drive dem bort.
Manden, der skulle løse opgaven, var oberst og regimentschef Kiyanao Ichiki – en erfaren soldat, der gik for at være ekspert i infanteritaktik. Ichiki stolede på sine evner, sine mænd og deres overlegenhed over for viljeløse amerikanere. Derfor gav han ordre til angreb, så snart den første tredjedel af regimentet kom i land øst for amerikanernes luftbase.
Japanernes fanatisme drev dem til at løbe direkte imod den fjendtlige maskingeværild.
Ichiki angreb først på natten, som japanerne havde for vane, men på vej over et vandløb blev soldaterne fanget i en kugleregn. Amerikanske maskingeværer og kanoner massakrerede hele første angrebsbølge. Oberst Ichiki svarede igen med et morterbombardement, inden han sendte tropper frem til nye stormangreb. Blodbadet fortsatte til solopgang, hvor lyset kun gjorde det nemmere for amerikanerne at ramme.
“Hvem som helst kunne have mejet de dumme svin ned. De stod op, for fanden! De havde ikke engang omtanke nok til at mave sig frem”, huskede en amerikansk maskingeværskytte senere.
Bagefter var marineinfanteristerne lige forundrede over japanernes primitive taktik som deres fanatiske offervilje.
“Jeg har aldrig hørt om kampe som denne”, skrev Vandegrift i sin rapport. “Disse mennesker nægter at overgive sig. De sårede ventede på, at vi kom for at hjælpe dem – og så sprængte de sig selv og de omkringstående i småstykker med en håndgranat”.
De japanske togter førte til mange sammenstød med amerikanske skibe i mørket.
Den natlige Tokyo-ekspres holdt japanerne i live
Amerikansk luftherredømme tvang japanerne til at fragte tropper til Guadalcanal på hurtigere destroyere, som dukkede op efter solnedgang.
Japanerne måtte fragte soldater, krigsmateriel og fødevarer til Guadalcanal i ly af mørket, for det var rent selvmord at sende skibe inden for rækkevidde af de amerikanske fly i dagslys. Kun destroyerne var hurtige nok til at slippe bort igen inden solopgang. Deres faste nattogter kaldte amerikanerne for “Tokyo-ekspressen”. Sejladserne foregik nemlig efter fast timeplan og rute.
Nattransporterne havde dog alvorlige begrænsninger, for destroyerne var ikke bygget til fragt af tungt gods. Hvert skib kunne maksimalt transportere 150 mand eller 30-40 tons forsyninger.
Det tog derfor mange togter at sejle et regiment soldater til Guadalcanal, og det blev sværere og sværere at levere nok proviant, efterhånden som den japanske hær på øen voksede.
Destroyerne havde heller ingen havnekaj, hvor de kunne lægge til og losse. Derfor blev forsyninger fyldt i ståltønder og smidt i havet tæt på land, hvor de flød, indtil tropper på øen afhentede dem. Metoden viste sig så usikker, at langt over halvdelen af tønderne ikke kom i land.
Flåden måtte tigge om hjælp
Efter oberst Ichikis nederlag fortsatte den japanske overkommando med at opbygge en slagkraftig styrke, som skulle drive amerikanerne bort fra Guadalcanal. I den følgende måned udkæmpede amerikanske og japanske patruljer hidsige småslag i junglen, og højt over dem fandt luftdueller sted, når japanske bombefly og deres jagereskorte ankom på hyppige togter. De konstante tab sled på begge luftstyrker, men amerikanske piloter kunne trods alt nødlande nær deres base. Japanerne, derimod, var langt hjemmefra, og mange omkom i havet.
Bølgerne opslugte også utallige skibe, som ankom til øen med forsyninger på et uheldigt tidspunkt og stødte på overlegne fjender. Flåderne kæmpede om herredømmet i det omkringliggende Stillehav, og begge sider mistede flere af deres kostbare hangarskibe.
Admiral King måtte erkende, at han havde fået meget mere, end han havde ønsket sig tilbage i foråret. Slaget om Guadalcanal krævede så mange ressourcer, at flåden ikke længere var i stand til at løfte opgaven alene.
Omstændighederne tvang ham til at bønfalde hæren om soldater og fly, som kunne erstatte de nedslidte delinger på øen. Til hans held havde kampen om Guadalcanal antaget så stor symbolsk betydning i amerikansk presse, at en tilbagetrækning ikke længere var mulig. Hensynet til den offentlige mening tvang præsidenten til at støtte en forstærket indsats.
Imens holdt de japanske militærstrateger stædigt fast ved deres tro på, at amerikanerne kun havde få mænd og var så svækkede, at et tilstrækkelig kraftigt skub ville kaste dem i havet. Dermed var scenen sat for slagets afgørende fase.
Amerikanske knægte var ikke klædt på til junglen
Amerikansk marinesoldat
Knægte på 18-19 år udgjorde størstedelen af marinekorpsets 1. division, som befandt sig på Guadalcanal. Sergenterne var dog erfarne soldater, der havde bemandet fjerne udposter i 1930’erne og videreførte marinens stærke korpsånd.
Hjelmen var den nye M1. Trods grøn maling og en ru overflade skinnede hjelmen, når den blev våd, så nogle soldater dækkede metallet med hjemmelavede net.
Marineinfanteristerne bar hver op til fire Mk II “Frag”-håndgranater. Granatens kraftige eksplosion var effektiv mod de japanske stormløb.
Geværet Springfield M1903 ramte præcist, men skulle lades manuelt efter hvert skud. Friske tropper ankom i løbet af slaget med den selv-ladende M1 Garand, der gav enhederne større ildkraft.
Uniformen af bomuld var vævet i en slidstærk, men også alt for tyk og varm kvalitet til kamp i troperne. I den stærke sol falmede den olivengrønne farve hurtigt til en bleg grågrøn.
Støvlerne var dobbeltsålede og af høj kvalitet. Men den høje luftfugtighed i junglen førte til, at mange fik koldbrand i fødderne.
Japanernes endelige angreb
I oktober 1942 rundede japanernes styrke på Guadalcanal 20.000 mand. Ifølge deres egne efterretningsrapporter var de nu dobbelt så mange som amerikanerne – og klar til det endelige angreb. Men tallene viste sig at være forkerte: I virkeligheden havde amerikanerne hele 23.000 soldater til forsvaret af den efterhånden stærkt udbyggede luftbase.
Japanernes operation begyndte den 13. oktober, da to japanske slagkrydsere sejlede langs kysten, mens de udsatte amerikanerne for det hidtil værste bombardement: Inde på basen blev 48 fly forvandlet til skrot, og store lagre af benzin forsvandt i et flammehav.
Krigsveteraner troede på udødelighed
Kejserlig japansk soldat
Krigsveteraner fyldte rækkerne i de japanske enheder. De troede på, at udødelighed ventede enhver, der gav sit liv for kejseren. Soldaternes pligtfølelse gjorde dem i stand til at sulte ihjel på deres post eller kaste livet bort i selvmorderiske angreb.
Hjelmen var lavet af svagt stål, som gav ringe beskyttelse. Nogle soldater droppede derfor hjelmen for at spare vægt og kæmpede iført kasket.
Geværet Arisaka Type 99 var robust og var velegnet til natkamp, da det kun afgav en lille mundingsflamme, som kunne afsløre skytten. Modsat amerikanernes Garand skulle den dog lades efter hvert skud.
Remmene af læder, hesteskind eller svineskind gik hurtigt i forrådnelse i Guadalcanals jungle.
Bajonetten var 40 cm lang og et af japanernes foretrukne våben. Ved march igennem junglen havde den dog en tendens til at sætte sig fast i vegetationen.
Uniform Type 98 var lavet af tynd bomuld. Den tillod huden at ånde, men slid og ekstrem luftfugtighed fik hurtigt stoffet til at gå i opløsning.
De japanske støvler var lavet af hestelæder, men faldt hurtigt fra hinanden. Derfor kæmpede mange japanske soldater i sandaler eller barfodet.
Fra skjulte stillinger i junglen stemte langtrækkende japanske kanoner i, og ødelæggelserne gjorde det vanskeligt for de amerikanske fly at lette. Nu var det op til de japanske soldater på jorden at udnytte øjeblikket.
Men angrebet kom ikke. De japanske soldater i junglen var stadig på march og langt bagud i forhold til deres tidsplan. De havde kun uregelmæssig kontakt med andre enheder, fordi junglens træer forstyrrede radiosignalerne, og det var umuligt at koordinere en ændret dato for angrebet. Det planlagte afledningsangreb ved kysten begyndte derfor en dag for tidligt og førte til svære japanske tab uden gevinster.
“Der er 3.000 japanere mellem dig og mig”. Få minutter inden angrebet, opdagede en amerikansk sergent de snigende japanere.
Afgørelsen faldt
Først natten til den 25. oktober indledte den japanske general Masao Maruyama hovedangrebet fra junglen. Meget var gået skævt i forhold til planen, men det var faktisk lykkedes ham at få sine 7.000 mand frem gennem junglen, uden at amerikanerne havde opdaget dem.
Silende regn faldt over slagmarken, da japanerne gjorde klar til angreb. Regnen dæmpede den støj, som tropperne lavede i junglen, mens de sneg sig gennem mørket til deres startpositioner. Men de blev alligevel hørt af en amerikansk sergent, som lå i en skjult forpost foran resten af forsvarslinjen.
“Oberst”, hviskede sergenten i røret på sin felttelefon.
“Der er 3.000 japanere mellem dig og mig”.
“Er du sikker?” spurgte oberst Puller, der havde kommandoen over stillingerne.
“Fuldstændig”.
Med indsættelsen af M3 Stuart-kampvognen på Guadalcanal benyttede de allierede for første gang tanks i junglen.
Puller nåede knap at slå alarm, før de første japanske enheder indledte angrebet. Japanere rykkede frem med bajonetter på deres geværer og viljen til at sejre for enhver pris. Al koordination var umulig i mørket, så general Maruyamas tropper slog til mod den amerikanske linje, efterhånden som de bevægede sig frem til slagmarken.
Ligesom under de foregående kampe led angriberne grufulde tab til maskingeværsalver og byger af håndgranater. Bølge efter bølge vaklede og brød sammen i blodbadet.
Men så satte en patron sig fast i et af amerikanernes maskingeværer. De kaki-klædte japanere udnyttede muligheden og stormede frem. De stak amerkanerne i stillingen ned, inden de stormede videre. Det store japanske gennembrud lod til at være inden for rækkevidde. Men en håndfuld amerikanske soldater lukkede hullet bag angriberne, og alle nye fremstød blev afvist med morderisk ild.
“I har bajonetter, har I ikke?” Den amerikanske oberst Puller til sine mænd under japanernes banzai-angreb.
Kampen fortsatte i timevis, indtil marineinfanteristerne begyndte at løbe tør for ammunition. Via radioen bad de om tilladelse til at trække sig tilbage.
“I har bajonetter, har I ikke?” spurgte oberst Puller barskt.
“Jo, naturligvis, hr. oberst”.
“Fint, så hold stand”, lød befalingen fra Puller, der afsluttede samtalen.
Manglen på ammunition var dog langt værre hos japanerne, for mange af dem havde smidt næsten alt fra sig under marchen gennem junglen for at spare på kræfterne. Nogle af dem indledte angrebet med blot 15 patroner.
Amerikanerne, derimod, kunne løbende sende forstærkninger og forsyninger frem til truede stillinger.
Der kom ikke flere japanske gennembrud, og ved daggry udslettede Vandegrifts reserver de sidste japanere. Angrebet havde været endnu en militær katastrofe for de overmodige japanske styrker. Over 2.000 mand var faldet mod blot 80 på amerikansk side.
Malariamyggen kostede flere amerikanske soldater livet end japanske kugler.
Malaria var troppernes værste fjende
Både de amerikanske og de japanske tropper var plaget af de barske forhold på Guadalcanal. Særligt tropesygdommen malaria hærgede og gjorde mange soldater på begge sider ukampdygtige. Myg inficerede soldaternes blod med malariaparasitter, som medførte høj feber og i værste fald døden.
Medicin var en mangelvare på begge sider. Særligt amerikanerne havde store vanskeligheder, eftersom de ikke kunne fremskaffe kinin, der i 1942 var den mest effektive og udbredte form for malaria-medicin. Næsten al kinin kom nemlig fra øen Java, som japanerne netop havde erobret.
Amerikanerne brugte i stedet lægemidlet Atabrine, men det var ikke lige så effektivt som kinin. Mange soldater undlod ovenikøbet at tage deres medicin, da der gik rygter om, at den kunne fører til impotens. Derfor skjulte soldaterne diskret pillen under tungen, indtil de uset kunne spytte den ud.
Marinekorpset takkede af
Med amerikanernes stædige forsvar i oktober endte de med at vinde slaget om Guadalcanal. Generaler i Japan indså, at yderligere operationer på øen blot ville koste endnu flere soldater, fly og skibe, som ikke kunne undværes.
Fremover kæmpede japanerne på Guadalcanal kun for at forsvare sig. De bed som altid indædt fra sig, men stillingerne kunne ikke holdes. Efter en langstrakt kamp gennem junglen blev ordren til japansk evakuering givet i januar 1943.
Mere end 25.000 japanske soldater døde på Guadalcanal som følge af nytteløse angreb og forfærdende leveforhold.
På det tidspunkt var general Vandegrift og hans marineinfanterister ikke længere på øen. Hæren havde overtaget felttoget, og den udmattede 1. marinedivision var sejlet bort til et velfortjent hvil i Australien. Vandegrift deltog i nye invasioner i Stillehavet, inden han i 1944 rejste til Washington for at overtage posten som øverstbefalende for hele marinekorpset.
Sammen med den store sejr, som amerikanerne vandt ved Midway i sommeren 1942, blev Guadalcanal vendepunktet i stillehavskrigen. Japanernes held var sluppet op, og deres fremmarch stoppet – herefter begyndte det lange felttog fra ø til ø med kursen mod Tokyo.
Marinekorpset førte an under utallige landgange, og efter krigen kom belønningen. Styrken blev løsrevet fra flåden og blev et selvstændigt værn ved siden af hæren, flåden og flyvevåbnet.