Slaget om Okinawa: USA kæmper mod usynlig hær

Ny taktik skal sejre over USA

Synet af de mennesketomme strande kom bag på den allierede styrke, da landgangsfartøjerne gled op på sandstranden på midten af den sydlige halvdel af den japanske ø Okinawa – kun 515 kilometer fra Japans hovedøer.

Siden slaget ved Midway i sommeren 1942 var krigen gået japanerne imod, og deres krigsførelse var blevet stadig mere brutal og desperat.

Amerikanerne forventede derfor et af de sædvanlige frontale angreb fra kejserens styrker, i samme sekund de gik i land.

Med skarpladte geværer og skærpede sanser undersøgte amerikanerne stranden og forsøgte at se igennem det uigennemtrængelige mørke skovbryn.

Kun bølgeskvulp, løvets raslen og lyden af deres eget åndedræt kunne høres.

Fra et højdedrag lidt derfra blev amerikanerne imidlertid skarpt overvåget. Generalløjtnant Mitsuru Ushijima og hans næstkommanderende, general–major Isamu Cho fra den japanske 32. armé, stod med hver sin kikkert for øjnene og fulgte nøje med i, hvordan titusinder af amerikanere gik i land, og hvordan en stadig strøm af lastbiler, tanks og andet materiel rullede op på strandene.

Begge mænd vidste, at kun de og deres styrker stod imellem fjenden og det totale kollaps af Solens Rige, som ikke havde tabt en krig i 1000 år. Og de var forberedte og selvsikre.

Med hjælp fra stabsofficeren oberst Hiromichi Yahara havde de to lagt en ny taktik. Denne gang ville de ikke kaste sig løbende over den overtallige fjende i vilde angreb med løftede bajonetter og høje banzai-råb.

Gennem flere måneder havde japanerne afsøgt terrænet, sørget for camouflage til tropper og våben og gravet huler i et underjordisk netværk på næsten 100 kilometer under den godt 1200 kvadratkilometer store ø.

De var klar til en guerillakrig, udkæmpet krat for krat, meter for meter, og til at gå i døden for kejseren. Langsomt, men sikkert skulle amerikanerne forbløde på Okinawa.

“Et slagskib for et fly! Et skib for en båd! Ti fjender eller en tank for én mand!” lød ordren.

Amerikanerne nyder strandlivet

Kort efter landgangen fortsatte den store amerikanske styrke ind i landet. Bortset fra enkelte snigskytter, som hurtigt blev overmandet, mødte amerikanerne ingen modstand, og fremmarchen foregik forbløffende hurtigt.

To flyvepladser blev indtaget og taget i brug næsten med det samme.

Allerede 4. april – tre dage efter landsætningen – havde amerikanerne sikret sig kontrol over hele den midterste del af den aflange ø.

Så langt havde de først regnet med at nå efter to ugers heftige kampe. Glæde og lettelse begydte så småt at afløse frygten. Soldaterne drev omkring på stranden, smed sig i græsset for at snakke eller læse.

De indfangede og stegte øens vilde grise og begravede tæerne i det varme sand, mens solen glitrede i havet.

Mænd, som blot få dage tidligere var overbeviste om, at de ikke ville leve længe nok til at se endnu en solopgang, fik troen tilbage – ikke blot på, at de selv ville overleve, men på, at krigen meget snart ville slutte. Hvem ville have troet, at det skulle gå så let?

Japanerne ligger på lur overalt

Tiden var kommet til at sætte anden fase af invasionen i gang, og de amerikanske tropper blev delt i to og sendt hhv. mod nord og mod syd for at indtage resten­ af øen.

Amerikanske rekognosceringsflyvninger over den sydlige del af øen havde vist, at her ingen tropper var, men landskabet alene var nok til at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver feltherre. Til alle sider rejste stejle højderygge sig. Hele øen var én stor naturlig fæstning, og ingen kunne se, hvad der gemte sig bag den næste klynge træer eller bakketop.

Himlen åbnede sig, og et voldsomt regnskyl forvandlede på kort tid Okinawas røde lerjord til en klistret sump. Strømme af okkerfarvet vand flød ud på veje og i hjulspor og fik hjulene på lastbiler og jeeps til at sætte sig fast. Vand flød ind i teltene og gennemvædede alt.

Da regnen stilnede af, viste landskabet mod nord sig at være ufremkommeligt. Store ege og høje fyrretræer tårnede sig op til alle sider, og under det hele voksede en tyk underskov. Veje fandtes stort set ikke på den nordlige del af øen, og i det ufremkommelige terræn var kampvogne ubrugelige. Snart indså amerikanerne, hvad japanernes hensigt var.

Når marineinfanteristerne mindst ventede det, blev stilheden brudt af bagholdsangreb fra japanske guerillasoldater, der gemte sig i krat, klipper og huler. Guerillaerne affyrede uden varsel deres korte salver på få meters afstand og forsvandt igen lige så hurtigt, som de var dukket op.

“Det er”, bemærkede en officer “som at bekæmpe en fantomfjende”.

“Ja, hver og én af dem har en pistol, men hvor i alverden er de henne?” spurgte­ en frustreret læderhals.

Et af landskabets mere fredfyldte kendetegn viste sig at være de rene dødsfælder. Bakkerne var overstrøet med små hvælvede kapeller af sandsten og cement, og amerikanerne gik rundt om dem i det høje græs med løftede geværer, mens de spejdede efter enhver lille bevægelse i landskabet. Ingen fjender var at se. Insekternes summen var den eneste lyd.

Pludselig smældede øredøvende maskingeværsalver ud fra kapellerne og ramte soldaterne i ryggen. Japanere kom i samme sekund stormende fra alle sider – fra klippehuler, hulninger i jorden og fra de store, runde tanke, der blev brugt til at opsamle regnvand til markerne. På et øjeblik forstod amerikanerne, hvorfor de ikke havde kunnet se de japanske tropper fra luften.

Underjordiske huler rummede hundreder af soldater og store mængder håndvåben og ammunition. En egentlig front var der ikke, kun træfning efter træfning om klipper og bakkedrag, der konstant skiftede hænder.

På trods af den indædte japanske modstand rykkede amerikanerne mod nord. Meter for meter. Bakke for bakke. Kun en uge efter invasionen var 4500 japanere og 1500 amerikanere dræbt.

Selvmordspiloter hærger flåden

Mens marineinfanteristerne på land kæmpede mod en skjult fjende, blev deres kammerater på havet ud for øen udsat for et djævelsk bombardement fra himlen.

Den første bølge kom den 6. april, hvor omkring 900 japanske fly fyldte himlen. Mere end hvert tredje var et af de frygtede kamikazefly, selvmordsfly, som styrtdykkede direkte ned i skibene, hvor deres store last af sprængstof detonerede.

Pilot Junie B. Lohan var blandt de flere hundredtusinder flådefolk på de 430 skibe, som lå tæt under kysten.

Han stod som forstenet på dækket af et hangarskib, da et japansk fly, dekoreret med en rød sol, brølede ud af de lavthængende grå skyer. Alle omkring ham dukkede sig, men Lohan kunne ikke fjerne øjnene fra flyet, der med stor fart dykkede ned mod dækket.

“Jeg var for fascineret til at røre mig så meget som en tomme. Jeg stod bare og så, hvordan han styrtede ned imod os. Jeg var ikke bange. Jeg tror, at jeg ville se, hvad piloten ville gøre. Jeg troede ikke, at han havde en chance for at ramme os, men det gjorde han”, fortalte Lohan efter slaget­.

I dagene, der kom, fortsatte kamikazeangrebene. Når kugleregnen fra skibenes maskinkanoner ramte de japanske fly, styrtede de mod havet i hvirvlende spind med haler af ild og røg efter sig. Hver gang var lettelsen stor på de amerikanske skibe.

Men flere fly kom til, og selv om mændene ved kanonerne skød og skød, kunne de ikke stoppe det uundgåelige. Flyene styrtdykkede og slog ned i dækkene, hvor de eksploderede i en kugle af ild og tyk, fed røg.

Heden og lugten af flammende brændstof slog imod amerikanerne, når de efter få sekunder nærmede sig med brandslanger for at bekæmpe ildens hærgen. Ofte var kampen tabt på forhånd.

“Flyet styrtede ind i skibet ved det bageste dækshus og eksploderede. Et sprøjt af brændstof startede en række store brande, som efterlod dækshuset og kanonaffutager som en forvredet masse... forsøg på at slukke ilden var nytteløse, for sprøjterørene var gennemhullede, og sprinklerventilerne ødelagt under styrtet og den efterfølgende eksplosion”, fortæller orlogskaptajn Albert O. Momm fra destroyeren Mullany. På kun nitten timer blev seks skibe sænket.

Japanernes massive forsvar fortsatte både til lands og i luften, og i dagene 11. og 12. april blev grebet strammet yderligere om de amerikanske styrker.

Til søs blev skibene udsat for endnu en voldsom bølge af kamikazeangreb, og på land fraveg oberst Yahara for en stund – opmuntret af japanernes succes – guerillataktikken og gennemførte et egentligt samlet angreb på amerikanerne.

Sårede og døende fyldte feltlazaretterne, og på skibene lå lange rækker af indsvøbte lig, parate til at blive overgivet til havets dyb.

I disse sorte dage følte mange atter en gnavende tvivl på, om USA overhovedet kunne vinde slaget og dermed hele krigen mod Japan.

Præsidenten dør midt i slaget

Da flådeskibenes udmattede besætninger mødtes til morgenmad tidligt om morgenen den 13. april, blev de mødt med en besked, der ramte som et slag i hjertekulen.

“Giv agt. Giv agt. Præsident Roosevelt er død. Gentager! Vores øverstkommanderende, præsident Roosevelt, er død”, rungede det fra flådeskibenes højttalere.

Selv om alle kendte til præsidentens skrøbelige helbred, kom hans død få måneder inde i hans fjerde præsidentperiode som et chok. I snart tolv år – gennem 30'ernes krise og 40'ernes verdensbrand – havde Roosevelt været nationens faste holdepunkt.

De yngste soldater kunne dårligt huske andre præsidenter end ham.

Overalt samledes amerikanske soldater med bøjede hoveder og sørgmodige øjne for at mindes deres øverstkommanderende. Hvem skulle nu føre dem frelst ud af dette blodige morads?

Napalm knækker japanerne

Amerikanerne fik nyt mod, da deres mandskabsmæssige og materielle overlegenhed gav bonus. De sidste japanere på den nordlige del af øen blev nedkæmpet 21. april – kun tre uger efter landgangen på den tomme strand.

Nu stod slaget om den sydlige del.

Amerikanerne forsøgte fortvivlet at trænge igennem den japanske forsvarslinje, der strakte sig over den sydlige del af øen. Linjen spærrede amerikanernes vej til det japanske hovedkvarter i byen Shuri og var på det nærmeste uigennemtrængelig.

Den 19. april udsatte amerikanerne linjen for Stillehavskrigens hårdeste artilleriangreb. Fra land, hav og luft blev de japanske stillinger bombet, og landskabet overdænget med et inferno af brændende napalm. Først fem dage senere kunne amerikanerne gå igennem.

Det grønne landskab var forvandlet til en afsveden, arret slette med en skarp stank af napalm over sig. De japanske soldater var forsvundet – på jagt efter nye forskansninger.

Japanerne led under desperat mangel på forstærkninger, hvilket generalstaben i Tokyo bevidst ignorerede. Den havde blikket rettet mod det afgørende slag om hovedøerne.

Selvom også dette slag ville blive tabt, bød kultur og tradition, at alle kræfter skulle sættes ind på at gøre forsvaret så heroisk og nederlaget så ærefuldt som muligt.

Set fra Tokyo havde de japanske tropper på Okinawa derfor kun én eneste funktion: at forsinke, udmatte og ødelægge amerikanerne og deres materiel mest muligt, inden de kunne nå frem til selve Japan.

Trodsig officer ændrer taktik

Da Tyskland, Japans eneste vigtige allierede, kollapsede i slutningen af april, blev det for meget for øens næstkommanderende, generalmajor Cho. Han havde, viste det sig nu, aldrig helhjertet gået ind for udmattelsestaktikken.

Den stovte generalmajor Cho var indbegrebet af en udenrigspolitisk høg. Gennem tiden havde han været involveret i adskillige kupforsøg, i besættelsen af Manchuriet og i massakren i Nanking, som i 1937 kostede 300.000 kinesere livet. Selv i et gennemmilitariseret samfund som 1930'ernes Japan var han en ekstrem figur.

Nu var han grundigt træt af guerillakrigen, der tydeligvis var mere dødbringende for japanerne selv end for amerikanerne.

Kraftfuldt talte han for at stoppe guerillataktikken og gå direkte i frontal kamp mod amerikanerne.

Oberst Yahara protesterede, men hans argumenter vandt ikke længere genklang hos generalstaben hjemme i Tokyo; dag for dag svandt den japanske styrke ind.

Tokyo var enig med generalmajor Cho – hellere blive udslettet sammen end dø langsomt og ynkeligt.

Japanerne skyller op på stranden

En offensiv fra det sydligste Okinawa blev sat i værk den 3. maj. Målet var at presse amerikanerne mod nord.

“Vis jeres samlede styrke. Hver eneste soldat skal dræbe mindst én amerikansk djævel”, lød ordren. Japanerne satte først ind med artilleriangreb.

I en halv time haglede granater ned over amerikanerne, som var blændet af et kraftigt røgslør. Samtidig rullede japanske tanks for første gang ud på slagmarken, og to japanske amfibieenheder gik i land på henholdsvis den østlige og vestlige kyst.

Offensiven kom som et chok for amerikanerne. Efterretningsrapporter havde netop forsikret om, at en offensiv fra kejserriget var utænkelig. Amerikanerne fandt imidlertid hurtigt deres egne ben og satte alt ind på at imødegå japanernes angreb.

Da japanerne først kom ud i det åbne land, viste amerikanerne, hvor overlegne de var. De japanske tanks blev skudt sønder og sammen, og amfibieenhederne så godt som udslettet af en massiv spærreild fra både land og sø.

Da solen stod op den 4. maj, skyllede blodige lig af unge japanske mænd op på Okinawas strande. Operationen var en katastrofe for japanerne: Omkring 10. af deres 76.000 overlevende mænd blev dræbt den dag. 700 amerikanere døde.

Kæmp til sidste mand!

I militærledelsens hule i Shuri – et vidtforgrenet netværk af huler og tuneller, som husede omkring 10.000 soldater og civile – kaldte generalløjtnant Ushijima oberst Yahara ind på sit kontor.

Siddende med benene over kors på gulvet, med en slidt rismåtte som underlag og med et sørgmodigt udtryk i ansigtet, var Ushijima et trist syn. “Oberst Yahara, som du forudsagde, har denne offensiv været en total fiasko”, sagde han og fortsatte:

“Vores hovedstyrke er stort set væk, men lidt styrke har vi tilbage, og øboerne støtter os godt. Vi vil kæmpe til den yderste høj, til den sidste kvadratcentimeter jord og til sidste mand”. Yahara vidste ikke, hvad han skulle sige. Han vidste, at der ikke var langt igen.

Imens nærmede amerikanerne sig Shuri. Mod nord havde de hurtigt fået overtaget, så her mod syd skulle de afgørende kampe stå.

Den 11. maj satte amerikanerne ind med en knibtangsmanøvre mod de japanske stillinger. Taktikken havde de ændret, så de ikke længere forsøgte sig med store samlede anslag mod japanerne, men udkæmpede mindre guerillaslag. Med håndvåben, flammekastere og håndgranater angreb amerikanerne hulerne.

Japanere kaster sig i døden

I hulerne under Shuri drev vandet ned ad væggene og dannede små bække i gangene.

Det elektriske lys flimrede og begyndte at sætte ud. I halvmørket famlede oberst Yahara rundt i sin gennemblødte uniform for i hast at indsamle og destruere dokumenter. Med amerikanernes kanonild tordnende over hovedet forlod han sammen med de andre ledende officerer den 27. maj hulen og flygtede endnu længere mod syd.

To dage senere gik amerikanerne ind i Shuri by. Her kæmpede de gade for gade mellem sønderskudte huse. Rædselsslagne civile dukkede frem fra huler, sammenkrøbne og missende mod det stærke dagslys. Fra en enkelt af hulerne krøb en gruppe på 600 forhutlede civile, der så ud, som så de døden lige i øjnene.

Den japanske propaganda havde skræmt dem fra vid og sans ved at hævde, at smertefuld død, tortur og voldtægt ventede enhver, som overgav sig til amerikanerne.

Mange begik selvmord for at slippe for denne skæbne. Snart hang ligstanken over ruinerne i Shuris sommerhede gader.

Soldater, der var oplært til ikke at overgive sig, sprængte sig selv i luften eller kastede sig ud fra de høje klipper, der omgav øen.

Officererne begår harakiri

Med amerikanerne i hælene fortrak Cho, Yahara og Ushijima til Mabuni på Okinawas sydspids. Her i en hule med dryppende stalaktitter hængende fra loftet skrev Ushijima sin sidste ordre:

“Mine elskede soldater. I har alle kæmpet modigt gennem de seneste tre måneder. I har gjort jeres pligt. Jeres mod og loyalitet tegner lyst for fremtiden. Slagmarken er nu et sådant kaos, at jeg ikke længere kan lede jer. Enhver mand i forterne skal kæmpe til det sidste for moderlandets skyld. Farvel!”

Ved daggry den 23. juni samlede Cho og Ushijima deres nærmeste omkring sig for sammen at begå harakiri. I de tidlige morgentimer satte Cho og Ushijima sig uden for hulen med ansigterne vendt mod havet.

De to officerer flænsede deres blottede maveskind. Sekundet efter svingede en kaptajn sit sværd to gange og halshuggede dem begge.

Få timer senere gik amerikanske officerer ind i hulen. Ingen var i live. Rundt omkring lå døde japanske officerer i fuld uniform og med sværd ved siden.

De havde kæmpet til den bitre ende. Den 26. juni havde amerikanerne endelig fuld kontrol over hele øen.

For japanerne var slaget om Okinawa en militær og menneskelig katastrofe med omkring 75.000 døde.

For amerikanerne blev sejren bittersød. 14.000 mistede livet, heriblandt generalløjtnant Simon Buckner, der havde ledet landtropperne, indtil han den 18. juni blev dræbt som følge af et granatnedslag.

Samtidig havde amerikanerne på egen krop oplevet krig, når den var mest grusom og nådesløs.

Krigens sidste slag blev også et af de mest blodige.