Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Slaget om Oslo: Modstand ødelægger tyske planer

Om morgenen den 9. april indleder Hitler en lyn­aktion mod Norges hovedstad. Men angrebet udvikler sig til et blodbad, da nogle få stædige nordmænd forpurrer de tyske planer, og hele operationen balancerer på randen af en ydmygende katastrofe.

BPK/Scala Archives

Aftenmørket indhyller Oslo-fjorden, hvor bevogtningsskibet Pol III sejler langsomt afsted på sin ensomme patrulje.

Hele den 8. april 1940 er rapporter om tyske og britiske flådebevægelser langs Norges kyster strømmet ind. Derfor damper det lille skib rundt i fjorden, på vagt over for indtrængere.

Hidtil har intet usædvanligt vist sig i mørket, og kaptajn Leif Welding-Olsen er gået til ro i sin kahyt. Her vækkes han kl. 23.06 af en melding: to skibe i sigte.

Øjeblikke senere står kaptajnen på broen, hvor han ganske rigtigt kan se to store skygger forude, uden tændte lanterner. Welding-Olsen befaler affyring af et varselsskud med Pol III's 76-mm kanon.

Skuddet får dog ikke de mystiske fartøjer til at ændre kurs eller fart, og pludselig påsejles det norske patruljeskib bagfra.

En torpedobåd med tysk flag skraber op langs siden af Pol III, der fanges i lyskeglen fra en projektør og får ordre til at overgive sig.

I stedet for at adlyde affyrer Welding-Olsen signalraketter. De skal advare kystbatterier længere inde i fjorden om, at fjender er trængt ind på norsk territorium.

Som straf pisker maskingeværsalver ind gennem kommandobroen. Kaptajnen bliver ramt i benet, og brande opstår flere steder. Den kvæstede søofficer befaler sin besætning fra borde.

“Jeg er alligevel færdig, bekymr jer ikke om mig”, siger han, da hans næstkommanderende og et par matroser forsøger at få ham ned i en redningsbåd.

Kaptajnen ryger i vandet, hvor han drukner. Operation Weserübung, Hitlers invasion af Skandinavien, har krævet sit første norske dødsoffer.

Fem tyske eskadrer er sejlet ud for at besætte de vigtigste norske havnebyer på samme tid den 9. april 1940. Aktionen skal lamme Norge og gøre modstand umulig.

© BPK/Scala Archives

Den tyske flåde ville have Norge

Angrebet begyndte som en idé blandt tyske admiraler.

En aktion mod Norge skulle sikre leverancen af skandinavisk jernmalm, skaffe havne ud til Nordatlanten og derved give flåden en chance for at tage del i 2. verdenskrig, som hidtil kun havde været et triumftog for hæren.

Generalerne lovede ellers marinen baser og jernminer i Frankrig, som hæren agtede at besejre i et lynfelttog. Men admiralerne troede ikke på, at de ambitiøse mål kunne indfries, og under alle omstændigheder foretrak de en operation mod Norge, hvor geografien sikrede flådens skibe en vigtig rolle.

Over for Hitler blev angrebet solgt som forebyggelse mod en britisk aktion mod Nordnorge.

Tyskland var indtil videre afhængigt af jern fra Sverige, og i vintermånederne, hvor de nordsvenske havne var lukket af is, blev malmen udskibet fra Narvik i Nordnorge. En britisk landgang ville lukke trafikken, lød admiralernes argument.

Hitler godkendte operationen, og han gik endda et skridt videre, end flådens ledere havde forestillet sig. De ville blot tage kontrol over enkelte norske havne.

Men det afviste Hitler som komplet urealistisk – besættelse af hele Norge var den eneste løsning.

I de første dage af april 1940 blev fem flådestyrker sendt afsted fra Nordtyskland, så de ville være parate til at landsætte tropper ved alle de norske storbyer om morgenen den 9. april.

Gruppe 1 bestod af de tunge krydsere Blücher og Lützow, den lette krydser Emden og flere mindre fartøjer.

I ly af nattemørket skulle eskadren sejle op ad Oslofjorden og sætte soldater i land direkte på kajerne i den norske hovedstad.

Aktionens mål var at fange Norges konge og regering samt erobre militær-depoterne i Oslo, så tropper ikke kunne mobiliseres og gøres kampklar.

På vej op gennem fjorden ville de tyske skibe passere tæt forbi norske kystbatterier.

Men operationsplanen forudsagde, at de alt for få og dårligt trænede norske artillerister ikke kunne nå at gøre deres gamle kanoner klar i tide. Bedømmelsen viste sig at være korrekt – med en enkelt, blodig undtagelse.

Norge sneglede sig i krig

I den 9. aprils første timer strømmede rapporter om indtrængende skibe ind hos den norske overkommando i Oslo.

Efter en kort rådslagning gav regeringen ordre til mobilisering af fire af hærens brigader i Sydnorge, hvor truslen om angreb tilsyneladende var størst.

Den nytiltrådte forsvars­minister vidste ikke, at kun ved komplet mobilisering af samtlige norske styrker ville radioen udsende ordre til reservister om at møde op.

Ved delvis mobilisering som den, hæren havde fået besked på at gennemføre, udsendtes ordren pr. brev.

Generalstaben gik derfor i gang med papirarbejdet, der skulle gøre de fire brigader klar til operationer to dage senere. Imens ringede statsministeren, der troede, at reserverne ville gribe til våben i løbet af få timer, til den norske konge:

“Deres majestæt, vi er i krig”, meddelte statsminister Johan Nygaardsvoll.

“Mod hvem?” lød Haakon 7.s svar. Britiske og tyske skibe krænkede regelmæssigt det neutrale Norges territorialfarvand, så det var ikke indlysende for monarken, hvem hans fjende var.

Imens forvirringen rådede i Oslo, var de tyske skibe undervejs op gennem fjorden. Hovedstyrken holdt kursen mod hovedstaden, mens mindre skibe drejede af og satte soldater i land for at besætte norske kystforsvarsstillinger.

Uvidenhed om geografien og undervurdering af de norske garnisoners slagkraft bragte dog grimme overraskelser.

Kun bluff og svineheld reddede situationen for tyske tropper, da deres angreb på den lille flådebase ved Horten slog fejl.

To officerer gik frem under beskyttelse af et hvidt flag og truede med, at Luftwaffes fly ville jævne basen og den nærliggende by med jorden, hvis ikke de norske forsvarere kapitulerede.

Kravet blev videresendt til flådens overkommando, der gav tilladelse til overgivelse.

Men på vej tilbage gennem det militære hierarki, blev beskeden misforstået, og i stedet for blot en lille og ubetydelig base opgav hele Oslos kystforsvar at kæmpe. Også de kystbatterier, som den tyske invasionflåde endnu ikke havde passeret.

Hvis alle norske officerer gjorde deres soldaterpligt og adlød, fik fjenden fri bane til Oslo, kongen og regeringen. En enkelt soldat valgte dog at slås.

Da Fornebu-flyvepladsen var erobret, kunne tyske soldater flyves ind. De marcherede mod Oslo og indtog hurtigt den norske hovedstad.

© Barch, Piltz 101i-399-0004-25

Panikløsning vinder tyskerne en flyveplads

Efter den tyske søbårne invasion af Oslo er slået fejl, afhænger alt af, om det lykkes luftbårne tropper at indtage Fornebu-flyvepladsen. Endnu en fiasko truer, da nordmændene gør modstand.

  • Kl. 04.10

    De syv norske Gloster Gladiator-jagere på Fornebu-flyvepladsen sættes i alarmberedskab.

  • 05.00

    To norske jagere sendes op på patrulje, hvor de møder et enligt tysk fly og driver det på flugt.

  • 06.00

    Luftværnsstillingen med tre maskingeværer bemandes.

  • 07.05

    Fem jagere indleder en ny patrulje. De bliver senere forstærket med de sidste to Gladiators.

  • 07.35

    De norske piloter angriber tyske fly over Oslo. To af Luftwaffes tunge Messerschmitt Bf-110-jagere og to Heinkel He-111-bombefly skydes ned mod én Gladiator, der må nødlande. Derefter løber de norske piloter dog tør for ammunition.

  • 08.00

    Tyske jagere udnytter deres chance og angriber Fornebu, hvor de ødelægger to Gladiators, der er landet for at få ladt maskingeværerne. De øvrige fem norske fly må gå ned på en frossen sø i Oslo.

  • 08.19

    Tyske transportfly forsøger at lande på Fornebu-flyvepladsen, og et dramatisk opgør begynder.

Kampen om Fornebu lufthavn

Shutterstock

Et tysk transportfly med soldater lægger an til landing. Chefen ombord tror, at Fornebu allerede er erobret.

Shutterstock

Tre norske Colt-maskin­geværer åbner ild, og flyet må lette igen med flere dræbte.

Shutterstock

Tyske jagere er løbet tør for brændstof og lander længst muligt væk fra de norske stillinger. Her giver de dækningsild med maskingeværer, så transportfly kan gå ned og sætte soldater af. Fornebu erobres.

Shutterstock

Oberst tog kampen op

På fæstningsøen Oscarsborg var den pensionsmodne oberst Birger Eriksen chef.

Hans karriere var begyndt 45 år tid­ligere, og de store, tysk-producerede kanoner, han førte kommando over, havde en tilsvarende alder.

Da advarslen fra patruljebåden Pol III bredte sig op langs fjorden og nåede Oscarsborg, gav gamle Eriksen sit mandskab ordre til at gøre skytset klar.

Hans lille garnison kunne dog kun bemande to af kanonerne, selv når køkkenpersonalet hjalp til. Og det ville være umuligt at lade igen efter første salve.

Kl. 03.40 indløb en melding fra en signalstation 10 km syd for fæstningen: “Krigsskibe passerer stationen med slukkede lanterner”.

Indtrængere var på vej, men Eriksen kendte endnu ikke deres nationalitet.

En nervøs underordnet foreslog ham at indhente instruks fra overkommandoen, men det ville obersten ikke høre tale om. Han lod mandskabet stå klar ved kanonerne, der var kendt under de gammeltestament­lige navne “Moses” og “Aaron”.

Ombord på den tunge krydser Blücher, der anførte tyskernes sejlads mod Oslo, var stemningen optimistisk.

Hidtil havde ingen kystbatterier beskudt eskadren. Og da skibene kom inden for rækkevidde af Oscarsborg, forblev de kraftige norske kanoner tavse, og ingen af fæstningens store projektører rettedes mod Blücher.

Tyskerne vidste ikke, at projektørerne var ude af drift, og Eriksen, der ikke kunne genlade sine kanoner, foretrak at få sit bytte tættere på.

Kl. 04.21 var Blücher kun 1.800 m fra Oscarsborg. Ifølge det norske militærs forholdsordre skulle han skyde varselsskud, inden han sendte granater direkte mod målet.

Men han vidste, at de fremmede skibe allerede havde været i kamp med norske fartøjer og baser længere sydpå, så han besluttede sig for at springe formaliteterne over.

“Enten bliver det en medalje eller en krigsret”, erklærede oberst Eriksen ifølge overleveringen. “Fyr”.

Blücher falder i en dødsfælde

Tyske krigsskibe skal forbi søbefæstninger i den smalle Oslofjord, før de kan landsætte tropper i Norges hovedstad.

Planlæggerne bag operationen mener, at flåden kan liste lige forbi i ly af nattens mørke, inden de underbemandede garnisoner får gjort deres forældede skyts klar. De tager fejl.

Claus Lunau/HISTORIE

1. Oscarsborgs gamle kanoner tager imod

To af de svære 280-mm kanoner på Oscarsborg affyrer et skud hver. Granaterne sætter Blüchers ild­ledercentral ud af spillet og antænder en brand midtskibs.

Claus Lunau/HISTORIE

2. Blücher kommer i krydsild

Umiddelbart efter åbner Kopås-batteriet også ild. Stillingens tre hurtigt-skydende 150-mm kanoner når at sende 23 granater mod den tyske krydser.

Claus Lunau/HISTORIE

3. Miniputter hjælper til

Blücher er sejlet ind i skudfeltet for Husvik-batteriet med to 57-mm kanoner.

Claus Lunau/HISTORIE

4. Nådestødet rammer plet

To torpedoer affyres fra et skjult batteri i Nordre Kaholmen. De flår store huller i siden på den tyske krydser.

Claus Lunau/HISTORIE

5. 1.000 går ned

Blücher driver videre ind i fjorden og kæntrer. Af de i alt 2.500 mand ombord på Blücher dør 1.000 i forliset.

Claus Lunau/HISTORIE & ntb scanpix & Ullstein Bild

Gamle kæmper åbnede ild

Kanonerne i Oscarsborgs hovedbatteri var gamle, men på den korte afstand kunne de umuligt ramme forbi. “Moses” affyrede det første skud, der ramte Blüchers ildledercentral.

Granaten brød ubesværet gennem panseret og fortsatte ud i den modsatte side uden at eksplodere, men trykket fra de 345 kg stål og sprængstof var nok til at dræbe alle i rummet.

Krydseren havde mistet de folk, der skulle udpege mål for skibets kanoner.

Så skød “Aron” også, og tændsatsen på denne granat virkede. En kraftig eksplosion antændte brændstoflageret til skibets observationsfly, og en kraftig brand opstod.

Mens Blücher fortsatte fremad i den smalle fjord, stemte batterier på den modsatte bred i. Granater af forskellig kaliber hamrede ind i krydseren, der forsøgte at svare igen med luftværnsskyts.

På Oscarsborg havde Eriksen brugt sine to skud, men han rådede også over et skjult torpedo-batteri. Han ringede til den ansvarlige officer.

1.000 tyskere omkom i fjorden

Kommandørkaptajn Andreas Anderssen var egentlig gået på pension, da han kort forinden blev tilkaldt af Oscarsborgs chef for at tage kommandoen over torpedoerne.

Han kendte torpedo-anlægget fra 1901 ned til mindste detalje. Men som besætning havde han kun nystartede elever ved søartilleriets befalingsmandsskole, og han var endnu i gang med at instruere dem i deres opgaver, da oberst Eriksen ringede ham op.

“Skal hun torpederes?” spurgte Anderssen fæstningskommandøren.

“Hun skal torpederes”, svarede den krigeriske oberst bekræftende.

Anderssen gav sig til at vente på, at Blücher kom ind i hans skudfelt.

Imens spekulerede han over, om de 40 år gamle torpedoer overhovedet fungerede. Så kom det store fartøj til syne med flere røgsøjler vældende op fra skroget. Afstanden var blot 500 m.

“Jeg drejer affyringsnøglen og hører til min store lettelse, hvordan torpedoen buldrer afsted fra sin undervandsrampe”, huskede Anderssen senere.

I en dybde af tre meter strøg den motoriserede sprængladning mod sit mål. Anderssen havde ikke tid til at følge torpedoens kølvandsstribe, for han var i fuld gang med at genindstille sigtet.

Mange norske soldater måtte kapitulere stort set uden kamp. Tyskerne var i overtal og langt bedre udrustede.

© Ullstein Bild

Et øjeblik efter drejede den norske officer affyringsnøglen en gang til.

Den første torpedo ramte Blücher i forskibet, den næste midtskibs. Skroget begyndte straks at krænge, og flere brande bredte sig ukontrollabelt.

Da flammerne nåede et magasin, og granater begyndte at eksplodere, var krydserens skæbne beseglet.

Efter en timelang dødskamp fik de overlevende kl. 05.30 ordre til at forlade skibet. Kommandørkaptajn Anderssen overværede Blüchers endeligt:

“‘Deutschland, Deutschland über alles’ strømmer mod os, sunget med djævelsk fanatisme af de, som går under med fartøjet.

De, som svømmer i den brændende olie, og de, der har reddet sig i land på en holm, synger med i dette uhyggelige kor. Det var det værste, jeg nogensinde har hørt”.

1.000 mand omkom på Blücher, og aktionen mod Oslo var slået fejl. Resten af den tyske eskadre vovede ikke at løbe spidsrod mellem de norske kanoner og vendte om.

Hvis tyskerne skulle nå at indtage Norges hovedstad, inden den norske hær var mobiliseret, afhang alt af tropper, der var på vej ad luftvejen.

Fæstning holder stand i 25 dage

Hegra-fæstningen nær Trondheim var ubemandet, da tyskerne angreb Norge. Men den norske major Reidar Holtermann rykkede ind i stillingen med 250 frivillige og forsvarede sig stædigt mod tyskerne.

Belejrerne stormede den 17. april, men angrebet gik i stå ved pigtrådsspærringer foran de norske skyttegrave, hvor tyskerne blev mejet ned med kanoner, maskingeværer og håndvåben.

Et nyt angreb skulle finde sted dagen efter. En voldsom snestorm skabte dog kaos blandt de fremrykkende tropper, der skød på hinanden i forvirringen. I stedet blev artilleri og fly sat til at jævne stillingen med jorden.

Hegra kapitulerede først den 5. maj som den sidste norske enhed i Sydnorge. Seks af forsvarerne var døde, og 14 sårede, mens kampen kostede tyskerne over 150 døde og sårede samt ét fly.

Katastrofen tegnede sig på himlen

Erobring af baser til Luftwaffes fly havde høj prioritet i den tyske operationsplan. Derfor skulle Fornebu-­flyvepladsen uden for Oslo erobres af faldskærms­tropper, hvorefter fly med soldater og udrustning ville lande.

Ligesom i fjorden blev virkeligheden dog en helt anden, end den tyske generalstab forventede.

Skyer og tåge indhyllede Sydnorge om morgenen den 9. april, og da den første tyske angrebsbølge nåede frem til luftrummet over Oslo, var det umuligt at se Fornebu. Faldskærmssoldaternes chef konstaterede, at nedkastningen ikke kunne gennemføres.

“Flyv tilbage til Slesvig grundet vejret”, lød befalingen kort efter fra det 10. Flyverkorps' chef.

Begge aktioner mod Oslo var udskudt, og dermed vaklede hele den tyske plan for Operation Weserübung. Men så greb tilfældet ind.

Kaptajn Richard Wagner var chef for tredje angrebsbølge, der skulle lande i Fornebu og slutte sig til faldskærmstropperne.

I den indviklede tyske invasions-organisation var han imidlertid ikke underlagt 10. Flyverkorps, og han mente derfor ikke, at ordren til at vende om havde betydning for hans styrke. Derfor fortsatte han med sine ca. 350 mand.

Imens var en hidsig luftduel i gang over Oslo. Tyske bombefly og deres eskorte af langtrækkende Messer­schmitt Bf-110-jagerfly blev angrebet af syv norske piloter, der fløj i britisk-fremstillede Gloster Gladiators.

Denne dobbeltdækker var forældet i 1940. Men i kamp mod de tunge, to-motorede tyske jagere viste flyet sig langt mere manøvredygtigt, og to Messerschmitt'er og to bombefly blev skudt ned, mens kun én norsk pilot måtte nødlande.

Mangel på ammunition tvang dog nordmændene til at afbryde kampen. To landede i Fornebu for at få genladt maskingeværerne, men flyene blev straks angrebet og ødelagt af dykkende tyske jagere.

De fem øvrige Gladiators måtte flyve bort, og luftkampen var forbi, da transportflyene med kaptajn Wagners styrke ankom kort efter.

Kong Haakon 7. afprøver en britisk sten gun. Maskinpistolen blev ofte brugt af frihedskæmpere i Norge.

© Ole Friele Backer

Haakon 7. takker nej til at blive Hitlers lakaj

Det norske folk bliver lovet en skånsom tysk besættelse, hvis blot kongen underkaster sig. Haakon 7. giver et tydeligt svar.

Den tyske invasion kaster Norge ud i en akut krise.

Alle de største byer besættes på førstedagen den 9. april, og kong Haakon står over for samme brutale dilemma, som Tysklands andre naboer konfronteres med under 2. verdenskrig: ødelæggende kamp eller tilpasning for at skåne befolkningen.

Hans storebror på den danske trone har valgt samarbejdet med besætterne for at undgå et blodbad. Kong Haakon sætter principperne højere.

“NEI” siger kongen, da en tysk udsending opsøger ham med et fredstilbud den 10. april.

Tyskerne vil have ham til at godkende en ny regering anført af den norske fascist og overløber Vidkun Quisling.

I stedet flygter kongen nordpå, hvor han fortsætter kampen, indtil nederlaget i Norge er en realitet. Den 7. juni 1940 forlader han sit rige på en britisk destroyer.

Sammen med de demokratisk valgte politikere vil han fortsætte kampen fra eksil.

“NEI”gentager Haakon, da tyskerne prøver at presse ham til at abdicere den 8. juli 1940.

Besættelsesmagten truer med at internere alle våbenføre norske mænd i Tyskland, men kongen vakler ikke.

Han vil kæmpe videre, og en lille eksilhær oprettes i Skotland.

Tyske soldater jagtede kongen, efter han var flygtet fra Oslo.

© BPK/Scala Archives

Maskingeværer stopper kongejagt

Efter erobringen af Oslo er 100 tyske faldskærmssoldater steget på busser for at indhente og fange Norges konge.

De nærmer sig byttet den 10. april, da deres kolonne bliver stoppet af en norsk vejspærring ved Midtskogen nord for Oslo.

Under forvirrende kampe forsøger ­tyskerne at bane vej forbi forhindringen.

Men da den tyske chef og flere soldater bliver dræbt, opgiver resten jagten og trækker sig tilbage mod hovedstaden. Kongens flugt er sikret.

Improvisering reddede dagen

Alle planer for erobringen af Oslo var slået fejl, men det vidste Wagner ikke. Tyske jagere cirklede over Fornebu, og gennem et hul i skydækket kunne han se flammerne fra de to ødelagte fly på jorden.

Faldskærmstropperne måtte have indtaget flyvepladsen, vurderede kaptajnen, og han gav piloten i sit transportfly ordre til at lande med det samme.

Den tre-motorede Junkers dalede forsigtigt ned, og hjulene havde netop rørt jorden, da maskingeværbyger pludselig slog ind gennem skroget.

Piloten gav panisk fuld gas for at komme op igen. Men inden flyet nåede uden for rækkevidde, var Wagner og flere andre i kabinen døde – dræbt af den norske luftværnsstilling, der forsvarede Fornebu.

Et øjebliks rådvildhed satte ind i luften over Fornebu. Så tvang en beskadiget motor det senere tyske luft-es Helmut Lent til at nødlande sin Messer­schmitt på flyvepladsen.

Maskinen endte på maven i et hegn uden for start­banen, men herfra kunne navigatøren beskyde de norske luftværnsstillinger med agtermaskingeværet.

De øvrige jagere fulgte hurtigt Lents eksempel, for turen fra Nordtyskland til Norge og morgenens luftduel havde tømt deres brændstoftanke.

Ilden fra jagernes våben tvang de norske skytter i dækning, så de tyske transportmaskiner kunne lande med kun få tab blandt deres last af kampklare soldater.

Kort efter var Fornebu på tyske hænder – det var alligevel lykkedes at vinde fodfæste nær den norske hovedstad.

Oslo faldt uden kamp

Mens fly efter fly satte tropper af i Fornebu, marcherede en kolonne mod Oslo.

Byen var kun bevogtet af nogle få gardekompagnier og en rytter-eskadron, som modtog forvirrende og modstridende ordrer. Intet forsvar blev organiseret i tide, og de tyske tropper kunne ubesværet rykke ind.

Hvor generalernes planer var slået fejl, havde held og improvisering reddet den tyske operation mod Oslo.

Men nogle få stædige nordmænd havde forsinket invasionstropperne så meget, at Norges konge og regeringen fik tid til at slippe ud af byen.

Haakon 7. forblev samlingspunkt for norsk modstand mod den tyske besættelse.

Modsat Danmark, som de allierede udråbte til “Hitlers kanariefugl”, blev det kæmpende Norge regnet for en del af alliancen mod Nazityskland.

Læs også:

Historiske storbyguider

Besøg det besatte Oslo

4 minutter
Nazisme

Ikonisk port fra tysk KZ-lejr fundet i Norge

2 minutter
2. verdenskrig

Vinterkrigen: Guerillakrig i 40 graders kulde

17 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul