Slaget om Oslo: Modstand ødelægger tyske planer

Den tyske flåde ville have Norge

Angrebet begyndte som en idé blandt tyske admiraler.

En aktion mod Norge skulle sikre leverancen af skandinavisk jernmalm, skaffe havne ud til Nordatlanten og derved give flåden en chance for at tage del i 2. verdenskrig, som hidtil kun havde været et triumftog for hæren.

Generalerne lovede ellers marinen baser og jernminer i Frankrig, som hæren agtede at besejre i et lynfelttog. Men admiralerne troede ikke på, at de ambitiøse mål kunne indfries, og under alle omstændigheder foretrak de en operation mod Norge, hvor geografien sikrede flådens skibe en vigtig rolle.

Over for Hitlerblev angrebet solgt som forebyggelse mod en britisk aktion mod Nordnorge.

Tyskland var indtil videre afhængigt af jern fra Sverige, og i vintermånederne, hvor de nordsvenske havne var lukket af is, blev malmen udskibet fra Narvik i Nordnorge. En britisk landgang ville lukke trafikken, lød admiralernes argument.

Hitler godkendte operationen, og han gik endda et skridt videre, end flådens ledere havde forestillet sig. De ville blot tage kontrol over enkelte norske havne.

Men det afviste Hitler som komplet urealistisk – besættelse af hele Norge var den eneste løsning.

I de første dage af april 1940 blev fem flådestyrker sendt afsted fra Nordtyskland, så de ville være parate til at landsætte tropper ved alle de norske storbyer om morgenen den 9. april.

Gruppe 1 bestod af de tunge krydsere Blücher og Lützow, den lette krydser Emden og flere mindre fartøjer.

I ly af nattemørket skulle eskadren sejle op ad Oslofjorden og sætte soldater i land direkte på kajerne i den norske hovedstad.

Aktionens mål var at fange Norges konge og regering samt erobre militær-depoterne i Oslo, så tropper ikke kunne mobiliseres og gøres kampklar.

På vej op gennem fjorden ville de tyske skibe passere tæt forbi norske kystbatterier.

Men operationsplanen forudsagde, at de alt for få og dårligt trænede norske artillerister ikke kunne nå at gøre deres gamle kanoner klar i tide. Bedømmelsen viste sig at være korrekt – med en enkelt, blodig undtagelse.

Norge sneglede sig i krig

I den 9. aprils første timer strømmede rapporter om indtrængende skibe ind hos den norske overkommando i Oslo.

Efter en kort rådslagning gav regeringen ordre til mobilisering af fire af hærens brigader i Sydnorge, hvor truslen om angreb tilsyneladende var størst.

Den nytiltrådte forsvars­minister vidste ikke, at kun ved komplet mobilisering af samtlige norske styrker ville radioen udsende ordre til reservister om at møde op.

Ved delvis mobilisering som den, hæren havde fået besked på at gennemføre, udsendtes ordren pr. brev.

Generalstaben gik derfor i gang med papirarbejdet, der skulle gøre de fire brigader klar til operationer to dage senere. Imens ringede statsministeren, der troede, at reserverne ville gribe til våben i løbet af få timer, til den norske konge:

“Deres majestæt, vi er i krig”, meddelte statsminister Johan Nygaardsvoll.

“Mod hvem?” lød Haakon 7.s svar. Britiske og tyske skibe krænkede regelmæssigt det neutrale Norges territorialfarvand, så det var ikke indlysende for monarken, hvem hans fjende var.

Imens forvirringen rådede i Oslo, var de tyske skibe undervejs op gennem fjorden. Hovedstyrken holdt kursen mod hovedstaden, mens mindre skibe drejede af og satte soldater i land for at besætte norske kystforsvarsstillinger.

Uvidenhed om geografien og undervurdering af de norske garnisoners slagkraft bragte dog grimme overraskelser.

Kun bluff og svineheld reddede situationen for tyske tropper, da deres angreb på den lille flådebase ved Horten slog fejl.

To officerer gik frem under beskyttelse af et hvidt flag og truede med, at Luftwaffes fly ville jævne basen og den nærliggende by med jorden, hvis ikke de norske forsvarere kapitulerede.

Kravet blev videresendt til flådens overkommando, der gav tilladelse til overgivelse.

Men på vej tilbage gennem det militære hierarki, blev beskeden misforstået, og i stedet for blot en lille og ubetydelig base opgav hele Oslos kystforsvar at kæmpe. Også de kystbatterier, som den tyske invasionflåde endnu ikke havde passeret.

Hvis alle norske officerer gjorde deres soldaterpligt og adlød, fik fjenden fri bane til Oslo, kongen og regeringen. En enkelt soldat valgte dog at slås.

Oberst tog kampen op

På fæstningsøen Oscarsborg var den pensionsmodne oberst Birger Eriksen chef.

Hans karriere var begyndt 45 år tid­ligere, og de store, tysk-producerede kanoner, han førte kommando over, havde en tilsvarende alder.

Da advarslen fra patruljebåden Pol III bredte sig op langs fjorden og nåede Oscarsborg, gav gamle Eriksen sit mandskab ordre til at gøre skytset klar.

Hans lille garnison kunne dog kun bemande to af kanonerne, selv når køkkenpersonalet hjalp til. Og det ville være umuligt at lade igen efter første salve.

Kl. 03.40 indløb en melding fra en signalstation 10 km syd for fæstningen: “Krigsskibe passerer stationen med slukkede lanterner”.

Indtrængere var på vej, men Eriksen kendte endnu ikke deres nationalitet.

En nervøs underordnet foreslog ham at indhente instruks fra overkommandoen, men det ville obersten ikke høre tale om. Han lod mandskabet stå klar ved kanonerne, der var kendt under de gammeltestament­lige navne “Moses” og “Aaron”.

Ombord på den tunge krydser Blücher, der anførte tyskernes sejlads mod Oslo, var stemningen optimistisk.

Hidtil havde ingen kystbatterier beskudt eskadren. Og da skibene kom inden for rækkevidde af Oscarsborg, forblev de kraftige norske kanoner tavse, og ingen af fæstningens store projektører rettedes mod Blücher.

Tyskerne vidste ikke, at projektørerne var ude af drift, og Eriksen, der ikke kunne genlade sine kanoner, foretrak at få sit bytte tættere på.

Kl. 04.21 var Blücher kun 1.800 m fra Oscarsborg. Ifølge det norske militærs forholdsordre skulle han skyde varselsskud, inden han sendte granater direkte mod målet.

Men han vidste, at de fremmede skibe allerede havde været i kamp med norske fartøjer og baser længere sydpå, så han besluttede sig for at springe formaliteterne over.

“Enten bliver det en medalje eller en krigsret”, erklærede oberst Eriksen ifølge overleveringen. “Fyr”.

Gamle kæmper åbnede ild

Kanonerne i Oscarsborgs hovedbatteri var gamle, men på den korte afstand kunne de umuligt ramme forbi. “Moses” affyrede det første skud, der ramte Blüchers ildledercentral.

Granaten brød ubesværet gennem panseret og fortsatte ud i den modsatte side uden at eksplodere, men trykket fra de 345 kg stål og sprængstof var nok til at dræbe alle i rummet.

Krydseren havde mistet de folk, der skulle udpege mål for skibets kanoner.

Så skød “Aron” også, og tændsatsen på denne granat virkede. En kraftig eksplosion antændte brændstoflageret til skibets observationsfly, og en kraftig brand opstod.

Mens Blücher fortsatte fremad i den smalle fjord, stemte batterier på den modsatte bred i. Granater af forskellig kaliber hamrede ind i krydseren, der forsøgte at svare igen med luftværnsskyts.

På Oscarsborg havde Eriksen brugt sine to skud, men han rådede også over et skjult torpedo-batteri. Han ringede til den ansvarlige officer.

1.000 tyskere omkom i fjorden

Kommandørkaptajn Andreas Anderssen var egentlig gået på pension, da han kort forinden blev tilkaldt af Oscarsborgs chef for at tage kommandoen over torpedoerne.

Han kendte torpedo-anlægget fra 1901 ned til mindste detalje. Men som besætning havde han kun nystartede elever ved søartilleriets befalingsmandsskole, og han var endnu i gang med at instruere dem i deres opgaver, da oberst Eriksen ringede ham op.

“Skal hun torpederes?” spurgte Anderssen fæstningskommandøren.

“Hun skal torpederes”, svarede den krigeriske oberst bekræftende.

Anderssen gav sig til at vente på, at Blücher kom ind i hans skudfelt.

Imens spekulerede han over, om de 40 år gamle torpedoer overhovedet fungerede. Så kom det store fartøj til syne med flere røgsøjler vældende op fra skroget. Afstanden var blot 500 m.

“Jeg drejer affyringsnøglen og hører til min store lettelse, hvordan torpedoen buldrer afsted fra sin undervandsrampe”, huskede Anderssen senere.

I en dybde af tre meter strøg den motoriserede sprængladning mod sit mål. Anderssen havde ikke tid til at følge torpedoens kølvandsstribe, for han var i fuld gang med at genindstille sigtet.

Et øjeblik efter drejede den norske officer affyringsnøglen en gang til.

Den første torpedo ramte Blücher i forskibet, den næste midtskibs. Skroget begyndte straks at krænge, og flere brande bredte sig ukontrollabelt.

Da flammerne nåede et magasin, og granater begyndte at eksplodere, var krydserens skæbne beseglet.

Efter en timelang dødskamp fik de overlevende kl. 05.30 ordre til at forlade skibet. Kommandørkaptajn Anderssen overværede Blüchers endeligt:

“‘Deutschland, Deutschland über alles’ strømmer mod os, sunget med djævelsk fanatisme af de, som går under med fartøjet.

De, som svømmer i den brændende olie, og de, der har reddet sig i land på en holm, synger med i dette uhyggelige kor. Det var det værste, jeg nogensinde har hørt”.

1.000 mand omkom på Blücher, og aktionen mod Oslo var slået fejl. Resten af den tyske eskadre vovede ikke at løbe spidsrod mellem de norske kanoner og vendte om.

Hvis tyskerne skulle nå at indtage Norges hovedstad, inden den norske hær var mobiliseret, afhang alt af tropper, der var på vej ad luftvejen.

Katastrofen tegnede sig på himlen

Erobring af baser til Luftwaffes fly havde høj prioritet i den tyske operationsplan. Derfor skulle Fornebu-­flyvepladsen uden for Oslo erobres af faldskærms­tropper, hvorefter fly med soldater og udrustning ville lande.

Ligesom i fjorden blev virkeligheden dog en helt anden, end den tyske generalstab forventede.

Skyer og tåge indhyllede Sydnorge om morgenen den 9. april, og da den første tyske angrebsbølge nåede frem til luftrummet over Oslo, var det umuligt at se Fornebu. Faldskærmssoldaternes chef konstaterede, at nedkastningen ikke kunne gennemføres.

“Flyv tilbage til Slesvig grundet vejret”, lød befalingen kort efter fra det 10. Flyverkorps' chef.

Begge aktioner mod Oslo var udskudt, og dermed vaklede hele den tyske plan for Operation Weserübung. Men så greb tilfældet ind.

Kaptajn Richard Wagner var chef for tredje angrebsbølge, der skulle lande i Fornebu og slutte sig til faldskærmstropperne.

I den indviklede tyske invasions-organisation var han imidlertid ikke underlagt 10. Flyverkorps, og han mente derfor ikke, at ordren til at vende om havde betydning for hans styrke. Derfor fortsatte han med sine ca. 350 mand.

Imens var en hidsig luftduel i gang over Oslo. Tyske bombefly og deres eskorte af langtrækkende Messer­schmitt Bf-110-jagerfly blev angrebet af syv norske piloter, der fløj i britisk-fremstillede Gloster Gladiators.

Denne dobbeltdækker var forældet i 1940. Men i kamp mod de tunge, to-motorede tyske jagere viste flyet sig langt mere manøvredygtigt, og to Messerschmitt'er og to bombefly blev skudt ned, mens kun én norsk pilot måtte nødlande.

Mangel på ammunition tvang dog nordmændene til at afbryde kampen. To landede i Fornebu for at få genladt maskingeværerne, men flyene blev straks angrebet og ødelagt af dykkende tyske jagere.

De fem øvrige Gladiators måtte flyve bort, og luftkampen var forbi, da transportflyene med kaptajn Wagners styrke ankom kort efter.

Improvisering reddede dagen

Alle planer for erobringen af Oslo var slået fejl, men det vidste Wagner ikke. Tyske jagere cirklede over Fornebu, og gennem et hul i skydækket kunne han se flammerne fra de to ødelagte fly på jorden.

Faldskærmstropperne måtte have indtaget flyvepladsen, vurderede kaptajnen, og han gav piloten i sit transportfly ordre til at lande med det samme.

Den tre-motorede Junkers dalede forsigtigt ned, og hjulene havde netop rørt jorden, da maskingeværbyger pludselig slog ind gennem skroget.

Piloten gav panisk fuld gas for at komme op igen. Men inden flyet nåede uden for rækkevidde, var Wagner og flere andre i kabinen døde – dræbt af den norske luftværnsstilling, der forsvarede Fornebu.

Et øjebliks rådvildhed satte ind i luften over Fornebu. Så tvang en beskadiget motor det senere tyske luft-es Helmut Lent til at nødlande sin Messer­schmitt på flyvepladsen.

Maskinen endte på maven i et hegn uden for start­banen, men herfra kunne navigatøren beskyde de norske luftværnsstillinger med agtermaskingeværet.

De øvrige jagere fulgte hurtigt Lents eksempel, for turen fra Nordtyskland til Norge og morgenens luftduel havde tømt deres brændstoftanke.

Ilden fra jagernes våben tvang de norske skytter i dækning, så de tyske transportmaskiner kunne lande med kun få tab blandt deres last af kampklare soldater.

Kort efter var Fornebu på tyske hænder – det var alligevel lykkedes at vinde fodfæste nær den norske hovedstad.

Oslo faldt uden kamp

Mens fly efter fly satte tropper af i Fornebu, marcherede en kolonne mod Oslo.

Byen var kun bevogtet af nogle få gardekompagnier og en rytter-eskadron, som modtog forvirrende og modstridende ordrer. Intet forsvar blev organiseret i tide, og de tyske tropper kunne ubesværet rykke ind.

Hvor generalernes planer var slået fejl, havde held og improvisering reddet den tyske operation mod Oslo.

Men nogle få stædige nordmænd havde forsinket invasionstropperne så meget, at Norges konge og regeringen fik tid til at slippe ud af byen.

Haakon 7. forblev samlingspunkt for norsk modstand mod den tyske besættelse.

Modsat Danmark, som de allierede udråbte til “Hitlers kanariefugl”, blev det kæmpende Norge regnet for en del af alliancen mod Nazityskland.