“Ikke et skridt tilbage!” Ordre nr. 227 til Den Røde Hær, 28. juli 1942.

© Shuttersock & Ullstein Bild

Slaget om Stalingrad: Hitler og Stalins personlige duel

I efteråret 1942 udkæmper Stalin og Hitler en personlig duel i Stalingrads gader. De gør begge krav på den ulmende ruinhob og bekymrer sig ikke om prisen målt i menneskeliv.

1. oktober 2018 af Esben Sylvest

Et utroligt syn mødte den unge sovjetiske soldat Mikhail Panikakha, da han ankom til Volgas østbred en septembernat i 1942. 

Ovre på den anden side af floden lyste flammer og eksplosioner Stalingrad op som en fakkel, og sporprojektiler og projektørernes lyskegler dansede på himlen.

Midt i infernoet forsøgte utrænede sovjetiske soldater at bremse tyskernes angreb ind i ruinerne af den førhen så driftige industriby. De desperate forsvareres eneste livline var Volga, hvor en armada af pramme og småbåde hver nat sejlede mad, ammunition og forstærkninger over fra østbredden.

Den nat krydsede Panikakha og hans kammerater fra 883. regiment floden og blev straks sendt frem til frontlinjen, hvor murbrokker og stinkende lig flød. Udmattede soldater kunne fortælle de nyankomne, at den forventede levetid for rekrutter i Stalingrad blot var få dage.

Panikakhas skæbne blev helt gennemsnitlig. Den 1. oktober – tre dage efter sin ankomst til Stalingrad – lå han i en skyttegrav ved stålværket Røde Oktober, da en tysk kampvogn tromlede frem mod ham. 

Han antændte kludene, der fungerede som primitive lunter i to molotov-cocktails, men i processen fik han en del af deres brændbare væske ned over sig. 

Uniformen stod allerede i flammer, da han sprang op af sit skjul og løb som en levende fakkel mod panserkolossen. Panikakha smadrede flaskerne mod kølergitteret over motoren, og kampvognen eksploderede i en ildkugle.

Den unge mands offer var perfekt for den sovjetiske propaganda, og snart opfordrede flyveblade ved fronten andre til at følge hans eksempel. Panikakha var den type soldat, Den Røde Hær havde brug for til at forsvare Stalingrad.

Stormkanonen StuG III var tyskernes murbrækker, mens de rykkede ind i byen. Inde i centrum blev alle køretøjer dog hæmmet af ruindynger.

© Scanpix/AKG Images

Alle odds var i tyskernes favør

Slagkraftige tyske styrker var nået frem til Stalingrads forstæder i slutningen af august 1942. De deltog i Hitlers store offensiv “Fall Blau”‚ hvis endemål var erobringen af Kaukasus med de store oliefelter, der forsynede Den Røde Hær.

I de oprindelige tyske planer udgjorde Stalingrad kun et sekundært mål, men Josef Stalin tillagde den omvendt stor betydning. 

Han mente, at de sovjetiske styrkers kampmoral ville styrtdykke, hvis byen med hans navn faldt i fjendens hænder. Den var også et knudepunkt for transporten af den kaukasiske olie nordpå. Diktatoren befalede derfor Stalin­grad forsvaret til sidste mand.

Byen fik dog ingen forstærkninger, for Stalin frygtede på det tidspunkt en tysk offensiv mod Moskva, og derfor måtte Den Røde Hærs svage 62. armé kæmpe alene. Den bestod af dårligt trænede soldater, der allerede havde lidt svære tab i kampe vest for byen og nu kun fik hjælp fra lokale arbejdermilitser.

På den modsatte side af frontlinjen stod den kampvante 6. armé på mere end 250.000 mand, og chefen, general Friedrich Paulus, forventede en hurtig sejr. Den 13. september sendte han sine divisioner frem. En sovjetisk soldat beskrev med gru synet af de tyske panserkolonner og kamptropper.

“Det så ud, som om en sværm af sorte insekter fortærede byen. De var så velbevæbnede, og der blev ved med at komme flere og flere. Vi troede, at de ville rulle direkte henover os”.

I løbet af få timer erobrede tyskerne højdedraget Mamajev Kurgan mellem centrum og industrikvarteret mod nord, og herfra havde de frit udsyn ned over Volga. 

Imens trængte andre tyskere ind i byens hjerte, hvor de nærmede sig det livsvigtige færgeleje med faretruende hast. 

Angriberne havde omtrent dobbelt så mange soldater som 62. armé, fem gange så mange kampvogne og komplet herredømme i luften. Kun en iskold beslutning reddede byen fra at falde allerede på slagets anden dag.

Bondesøn tog kommandoen

Flere uger med tyske luftangreb havde allerede lært de sovjetiske tropper kun at krydse Volga i ly af natten. Men den 14. september var 62. armé i Stalingrad så presset, at flere tusinde soldater blev befalet over floden i klart dagslys.

Bådene sejlede spidsrod mellem bomber, granater og projektiler, og færre end halvdelen af de forsvarsløse soldater overlevede turen. Men resten blev straks kastet frem i modangreb, der forhindrede en hurtig tysk sejr.

I de følgende uger truede hver eneste ny tysk offensiv med at presse russerne endegyldigt ud i Volga. Men efter det første chok begyndte generalløjtnant Tjujkov at få sat skik på forsvaret.

Den 42-årige Vasilij Tjujkov havde først fået kommandoen over 62. armé, umiddelbart inden det tyske angreb gik i gang, men han var en kriger af natur. 

Ligesom sin bjørnestærke far, der var bryder ved siden af sliddet i markerne syd for Moskva, forenede han udholdenhed med et eksplosivt temperament.

Hans raseri mod officerer, der ikke levede op til hans høje forventninger, kendte ingen grænser og førte flere gange til korporlig vold. Men de menige soldater kom til at elske ham, fordi Tjuj-kov var som dem: grove ansigtstræk, mørkt og busket hår og en drøj humor. Og så var han aldrig langt væk fra forreste linje.

Hvor tyskeren Paulus udstak ordrer fra velordnede omgivelser 100 km bag fronten, lå Tjujkovs hovedkvarter midt i Stalingrads inferno under hele slaget.

“Effekten på os var kolossal: Vores egen øverstbefalende var der med os, midt i helvede. Det gav os fornyet vilje til at holde vores stillinger”, fortalte en kompagnichef om generalen, der ofte besøgte skyttegravene iført sin karaktestiske sorte frakke.

Vasilij Tjujkov opfordrede officererne til at dele deres større rationer af smør, kiks, sukker og cigaretter med de menige soldater og forbød dem at udnytte deres rang til at opnå privilegier. De fælles lidelser i ruinerne skabte en særlig ånd i 62. armé, trods hårrejsende tab.

Generalens største aktiv var dog hans taktiske sans, der hjalp ham til at forstå de særlige vilkår for bykamp.

Soldaterne lærte at holde hovedet nede, når de bevægede sig i ruinerne.

© Scanpix/AFP/Ria Novosti

Stalingrads huse blev fæstninger

Josef Stalin havde gjort det klart, at Stalingrad skulle forsvares, uanset prisen.

“Ikke et skridt tilbage”, havde han erklæret. Enhver officer, der lod sine mænd gå baglæns, ville blive stillet for en krigsdomstol.

Tjujkovs vigtigste forsvarslinje bestod af en række svært befæstede stillinger placeret i byens mest solide bygninger. De var omkranset af pigtråd og miner, så tyskerne havde svært ved at komme tæt på. Fæstningerne fungerede som bølgebrydere, der gjorde koordineret fremrykning vanskelig for tyskerne.

Når stillingerne blev angrebet, tilkaldte deres mandskab hjælp fra et støt voksende antal kanonbatterier på Volgas østbred.

“De fascistiske tropper vil blive knust mod dem, som bølger bliver brudt af klipper”,
havde Tjujkov erklæret. Det var ord, hans soldater kunne forstå.

En ejendom på Pensenskaja-gaden fik en særlig betydning for soldaterne i den 62. armé, for den blev hyppigt omtalt i den sovjetiske propaganda. 

Bygningen, der blev kendt som “Pavlovs Hus”, husede en sovjetisk garnison anført af sergent Jakov Pavlov, der stædigt kæmpede videre, længe efter at alle andre sovjetiske styrker var drevet væk.

Ifølge den officielle beretning om Pavlovs to måneder lange kamp havde han kastet sig ind i bygningen med blot 25 mand, grebet af offervilje. Men ifølge flere øjenvidner var Pavlovs Hus stærkt befæstet og velbemandet.

Mellem kampene opholdt de russiske soldater sig i kældre og bunkere, hvor de var bedst beskyttet mod granater. I kælderen under “Pavlovs Hus” lavede soldaterne mad på et støbejernskomfur, og de sov endda på madrasser, men det skete altid med støvlerne på.

Kælderen husede også flere familier, der ikke havde nået at flygte ud af byen i tide. Her fødte en gravid kvinde pigen Sina, hvis far faldt som soldat i slagets første dage. 

Den nyfødte blev heller ikke spået nogen overlevelseschance, men Pavlovs mænd, der ellers hurtigt blev vænnet til lidelserne omkring dem, vovede livet for at skaffe mad til den ammende mor. Sina overlevede alligevel.

62. armé kæmpede om natten

I løbet af de første kampe indså Tjujkov, hvordan tyskernes store overlegenhed i fly og kanoner skulle modvirkes. Han gav sine tropper ordre til at “omklamre” fjenden.

Afstanden mellem frontlinjerne skulle være så kort – gerne helt ned til 25-50 m – at tyskerne ikke kunne bombardere sovjetiske stillinger, uden at de også ramte deres egne.

“Vi må ikke lade fjenden skabe afstand til os”, lød Tjujkovs instruks.

Hvor tyskerne forsøgte at skabe orden og overblik, tilpassede han sig det uundgåelige kaos under kamp i den sønderskudte by. I stedet for store operationer med soldater i tusindvis inddelte han sine mænd i chokgrupper på kun 50-80 soldater, der bedre kunne manøvrere i labyrinten Stalingrad.

Hver chokgruppe bestod en af stormgruppe, en forstærkningsgruppe og en reservegruppe. De opererede efter solnedgang, hvor de kunne bevæge sig uden at frygte luftangreb. 

Her holdt tyskerne som regel hvil for at samle kræfter til næste dag, for de gik sjældent fremad i mørket, hvor kanoner og fly havde svært ved at give præcis støtte.

En menig russisk soldat har beskrevet et natangreb på en bank, hvor 30 tyske soldater opholdt sig. 

Russerne sprængte sig ind i bygningen og befandt sig pludselig så tæt på fjenderne, at kampen måtte foregå med knive og feltspader. En tysker greb ham om halsen og forsøgte at kvæle ham, men russeren svarede igen ved at jage sin kniv i hans nakke.

“Den type nærkamp var ulig alt andet. Når du først er inde i en bygning, er et maskingevær ikke til nogen nytte, der er ikke tid til at lade det og ikke plads til at bruge det effektivt. Knive og små skarpe spader var de bedste våben i nærkamp med stormgrupper – det handlede om psykisk hårdhed og hurtige reflekser”, beskrev han.

Kampen på så nært hold skræmte tyskerne, og det samme gjorde de evindelige baghold, hvor sovjetiske soldater pludselig angreb patruljer i ryggen. 

Når tyske enheder rykkede frem, sneg Tjuj-kovs chokgrupper sig om bag ved dem gennem kloakker, bygninger og kældre, hvor de på forhånd havde slået hul i skillemurene.

Tyskeren Wilhelm Hoffman var soldat i den 94. infanteridivision og tog del i kampene om Stalingrads centrum. Han noterede sin afsky i sin dagbog:

”Du kan ikke se dem, de gemmer sig i bygninger og kældre og angriber os fra alle sider – selv bagfra. Russerne er pludselig dukket op i en sektor, vi besatte for to dage siden, og så er kampen begyndt forfra igen”, skrev Hoffman.

Sådan fortsatte kampen med store tab og ufattelige lidelser på begge sider indtil slutningen af september, hvor Stalingrads centrum endelig var på tyske hænder. Men opgøret havde kun været blodbadets første akt, og nu skulle det næste til at begynde – med endnu større vildskab og endnu flere faldne.

De tyske soldaters moral styrtdykkede, mens slaget om Stalingrad trak i langdrag.

© Ullstein Bild

Solen forsvandt bag røg og støv

For Josef Stalin og Adolf Hitler gled de strategiske hensyn nu i baggrunden, mens forfængelighed greb dem begge. Slaget skulle vindes, mente diktatorerne, uanset omkostningerne, og titusindvis af friske soldater blev kastet ind i kampen.

Mens de tyske soldaterkirkegårde bag fronten voksede, var Hitler besat af tanken om at indtage Stalingrad.

“Intet menneske skal fjerne os fra dette sted”, erklærede han om byen i en tale til berlinerne den 30. september 1942. 

Hans generaler advarede om, at erobringen af oliefelterne i Kaukasus ikke kunne gennemføres inden vinter, og at den langstrakte frontlinje burde forkortes ved at trække nogle af de spredte styrker bagud. Hitler ignorerede dem og befalede en ny offensiv i Stalingrad.

Den 14. oktober lod Luftwaffe Tjuj-kovs divisioner vågne op til slagets mest omfattende angreb. Stuka-styrtbombere dykkede ned fra himlen og slap først bombelasten lige over målet, så de ikke ramte tyske stillinger.

“Vi blev nødt til at skubbe bomberne helt frem til målet, som brød ind i en ovn”, beskrev den 31-årige tyske major Paul-Werner Hozzel – en garvet pilot, der anførte Stuka’erne ved Stalingrad. Han nåede at gennemføre 12.000 missioner over byen.

Efter luftangrebene fulgte en granatregn fra mere end 2.000 tyske kanoner og morterer. Højt over slagmarken skinnede solen den dag, men nede på jorden herskede dunkelt kaos.

”Det var ikke længere muligt at se solen, kun en trist brun ring, som kunne anes gennem tågerne. Jord, ild og røg stod op omkring os. Det var ikke muligt at skelne enkelte eksplosioner fra hinanden – der var blot en rullende tordenvæg af larm”, beskrev en russisk soldat.

Alle ruinerne blev levende

Da kanonerne tav, angreb 90.000 tyskere med 300 kampvogne over en fem km bred front. Deres mål var de tre store fabrikker i Stalingrads nordlige ende, hvor Tjujkov endnu holdt stand.

Hans 62. armé talte kun knap 20.000 mand og omkring 20 funktionsdygtige kampvogne. Men de havde barrikaderet hver eneste gade for at bremse de tyske kampvogne, slået huller i bygningerne til panserværnskanoner og samlet store lagre af sprængstof.

Da de tyske soldater og kampvogne rykkede fremad, myldrede sovjetiske soldater frem fra deres dækningsrum i ruinerne. Det voldsomme tyske bombardement havde kun haft ringe effekt.

“Det var, som om vi havde kastet legetøjstorpedoer i stedet for bomber”, sagde Stuka-majoren Hozzel.

De talstærke tyske enheder trængte alligevel forsvarerne bagud, og deres landstribe langs Volga svandt ind til et blot 200 meter bredt bælte. 

Tyskerne kontrollerede 90 pct. af Stalingrad og holdt de sidste områder under konstant beskydning. Selv den evigt optimistiske general Tjujkov havde om eftermiddagen den 15. oktober svært ved at se en udvej. Tyskerne nærmede sig hans hovedkvarter, og han kaldte på sin lillebror, som tjente ved hans stab:

“Fjodor, en af os må slippe herfra i live. Når tyskerne trænger igennem, tager jeg min maskinpistol og kæmper til det sidste ved Volgas bred. Jeg overgiver mig ikke – jeg vil dø, mens jeg kæmper”, sagde generalen. 

Han gav sin lillebror et afskedsbrev til sin kone Valentina og sendte ham i sikkerhed på Volgas østbred. Så gav han et kanonbatteri ordre til at bombarde hans hovedkvarter for at udslette alt, hvis det lykkedes tyskerne at trænge igennem.

Humor og snigskytter ved Volga

I de sovjetiske bunkere og skyttegrave langs flodbredden levede soldaterne i nuet, for den forventede levetid var så kort, at ingen brød sig om at tænke på morgendagen. Divisioner med tusindvis af mænd blev reduceret til få hundrede i løbet af et par dages kamp.

Små ritualer tog form blandt de dødsdømte soldater. Et af dem gik ud på at pege på én af sine lommer, pege på en vilkårlig kammerats lomme og sige “bytte uden at kigge”. Så byttede soldaterne lommeindhold og fik måske et ur eller cigaretter – eller måske ingenting.

Med den slags skikke forsøgte soldaterne at holde modet oppe, selv om deres liv blev målt i minutter. På den modsatte side af frontlinjen beskrev den tyske soldat Wilhelm Hofmann situationen præcist i sin dagbog.

“I Stalingrad kan enhver dø på ethvert tidspunkt”.

62. armés læger og sygeplejersker kæmpede i døgndrift for at redde sårede soldater, men havde svært ved at få dem evakueret til østbredden. I nogle tilfælde blev hårdt sårede soldater sendt ned ad Volga på tømmerflåder i ydmygt håb om, at andre ville tage sig af dem.

Mens kampen forsatte gennem oktober måned, blev skarpskytter et af russernes vigtigste våben. Soldaten Aleksandr Kalentjev dannede skole, da han bad om tilladelse til at gå i kamp på egen hånd. Som knægt havde sibireren været en habil skytte, og nu ville han “gå på jagt efter Fritz’er med sit gevær”, som han selv formulerede det.

Han fandt gode observationsposter i ruinerne, hvor han tålmodigt lå på lur, og i løbet af få dage havde han fået ram på 10 tyskere. 

Rygtet løb, og snart gjorde mange andre sovjetiske soldater som han. De kaldte det “at åbne en konto” – en hævnkonto, hvor indskuddet var døde tyskere. General Tjujkov så hurtigt potentialet og tilskyndede sine mænd:

“Det vil få hver eneste tysker til at føle, at han lever for enden af en geværmunding”. Hærens avis hyldede løbende de dygtigste snigskytter, som fik 50 eller endda 100 drab på deres “konto”.

Tyskerne indsatte deres egne skarpskytter, og de skjulte jægere udlæmpede en nådesløs duel i ruinerne.

Stalingrad var skarpskyttens hjemmebane med tusindvis af gemmesteder, hvor den tålmodige jæger kunne vente på sit bytte. Tidligt om morgenen forlod han sit dækningsrum og sneg sig frem til en post, hvorfra han især spejdede efter tyske fly- og artilleriobservatører.

© Scanpix/AFP/Ria Novosti

Modoffensiv knækkede tyskerne

Oktober gik på hæld, uden at det lykkedes tyskerne at skabe det endelige gennembrud, og den mentale magtbalance begyndte at tippe. De trætte soldater i Paulus’ 6. armé mistede efterhånden troen på, at det ville lykkes dem at knuse den sidste modstand.

En sovjetisk officer bemærkede, hvordan de tyske soldater ændrede vaner. Tidligere sørgede de altid for at vaske og barbere sig, selv når kampene var hårdest, men nu begyndte de at se beskidte og nedbrudte ud. Deres angreb aftog også i styrke.

Mens en form for apatisk ro indfandt sig i Stalin­grad, faldt slagets afgørelse uden for byen. Den sovjetiske hærledelse havde samlet en reserve på 1 mio. mand, og den 19. november 1942 kastede de sig frem.

Enorme panserstyrker gennembrød fronten nord og syd for Stalingrad, og efter få dage mødtes de bag 6. arme. De hidtil så mægtige tyske belejrere var nu selv blevet de belejrede.

Ved bredden af Volga forstod Tjujkovs soldater i deres dækningsrum, at deres trængsler snart var forbi. Efter et par dage kunne de høre den fjerne rumlen fra sovjetiske kanoner mod vest – bag fjenden. 62. armé havde holdt stilingen og kæmpede nu ikke længere alene.

Nedkæmpelsen af den tyske 6. armé varede helt til 2. februar 1943, hvor general Paulus kapitulerede. 

Det nøjagtige tabstal for slaget inde i selve Stalingrad kendes ikke, men for tyskerne og russerne under ét nærmer tallet sig formentlig 1 mio. døde, sårede og tilfangetagne. Slaget om Stalingrad og det komplette tyske nederlag blev vendepunktet for krigen på østfronten.

Vasilij Tjujkov tog siden del i de afgørende kampe om Berlin i 1945 og modtog medaljen Sovjetunionens Helt to gange. Han blev forfremmet til sovjetisk marskal og ved sin død i 1982 som noget helt usædvanligt for en officer af så høj rang ikke begravet i Moskva. Han kom i stedet til at hvile i Stalingrad.

Er du også fascineret af 2. verdenskrig? 

Så benyt dig lige nu af vores dugfriske abonnementstilbud på HISTORIE, hvor du kan få de næste 3 numre af Nordens største historiemagasin til spotpris!

Her kan du læse om nye, spændende aspekter af 2. verdenskrig i hvert eneste blad, samt et væld af andre artikler med dramatiske, sjove og vanvittige episoder fra historiens utømmelige skattekiste.

Læs mere

Michael L. Jones: Stalingrad – How the Red Army Triumphed, Pen & Sword Military, 2007. Peter Antill: Stalingrad 1942, Osprey Publishing, 2007. Antony Beevor: Stalingrad, Penguin Books, 2007.

Måske er du interesseret i...

Læs også