Slaget om Stalingrad - øjenvidneberetning fra første række

Det første drab giver en tapperhedsmedalje

Det eneste, jeg kan se helt ude i horisonten, er den flade steppe. Alt er stille. Ikke en lyd. Så pludselig er der en bevægelse foran mig. Mit hjerte hamrer. Min riffel er særdeles god – jeg kan ramme en konservesdåse på 100 meters afstand.

Med ét får jeg det varmt. Tyskere. De går nede i skyttegraven. Hvor mange? De bærer noget halm på skuldrene, jeg kan se, at der er tre. Jeg må skyde nu. Jeg beslutter mig for at få ram på ham i midten. Jeg sigter nogle centimeter foran ham og skyder.

Den første tysker begynder at løbe, men den anden stopper op, rejser sig i fuld højde. Hans hoved rykker unaturligt bagover og drejer, hvorefter kroppen synker sammen som en kludedukke. Min første tanke er, at ingen af mine kammerater vil tro på, at jeg har dræbt en nazist.

Men pludselig hører jeg en stemme: “Godt gået, Abdulin.” Det er kaptajn Tjetkasov. Han sænker kikkerten og smiler til mig: “Du er den første i din bataljon til at slå en fjende ihjel,” siger han og lover mig en tapperhedsmedalje.

Officererne stjæler de ­meniges spiritus

Den første aften i Sovjetunionen gik en af officererne rundt og gav os en ordentlig slurk snaps, formentlig for at højne moralen. Men vi fik kun én slurk. Senere på aftenen bemærkede vi, at vores officerer sad omkring bålet og blev stadig mere højrøstede og lystige.

Vi vidste kun alt for godt, at snapserationen tilhørte os, og at man ikke kunne blive så overstadig af blot en enkelt tår. Mens vi sad der, triste og opgivende, begyndte de at synge. Fremtiden tegnede ikke særlig lys.

Jorden flyder med blodige stumper af arme og ben

Luftangreb. Hvilken slags fly kan det være? Så ser jeg dem: tykmavede, tyske bombefly, ikke mere end 100 meter over os. De flyver direkte hen over vores kolonne og kaster deres dødbringende last. Bomberne falder tæt på vejen, men eksploderer ikke med det samme.

I adskillige sekunder løber jeg af sted og hopper over eller uden om de bomber, der lige er faldet. Der er allerede omkring 10 af dem foran mig. Jeg hører bragene bagved – et vedvarende tordenbrøl – og jordklumper regner ned over mig.

Så går det op for mig, at jeg må skifte retning og dreje til højre, væk fra vejen. Det gør jeg, men så får jeg øje på en enorm metalgenstand, der triller ned i en grøft lige foran mig. Jeg har ikke tid til at løbe udenom, men må springe over. Det føles, som om jeg hænger i luften i en evighed, og da jeg igen er på jorden, flyver et eller andet hen over mig og lander lige foran. Jeg hopper over det. Hvad var det? Et hestehoved, et bidsel. Jeg genkender delingsførerens hest. Jeg falder omkuld og presser kroppen ned mod jorden.

Så kommer eksplosionen. Min rygsæk bliver flået af og kastet væk. Forbløffet kæmper jeg mig på benene og begynder at hoste og kaste op, det er, som om indvoldene presser sig ud. Rundt omkring er jorden sort, sneen er helt væk, og overalt er der blodige stumper af arme og ben.

Hårdt såret kammerat ­får nådestødet

Med ét hørte vi lyden af fly bag os. Så fik vi øje på dem, russiske fly, der havde retning mod os. Legesygt hævede de sig op mod solen og slog cirkler rundt om os, så dykkede de ned og sigtede på os, det ene fly efter det andet. Der var ikke en grøft, intet hul, ingen plovfure at gemme sig i, kun den bløde sne, som var over 30 cm dyb. Kuglerne kom tæt på, men ramte ikke.

Så begyndte flyene forfra, de kredsede over vores hoveder. Dumme svin. Jeg hadede dem. Deres motorer brølede, deres kugler hvislede og ramte sneen omkring os. Da de endelig fløj bort, hørte jeg blot skrig af smerte. Angrebet havde ikke varet mere end nogle få sekunder.

Én var død, hans hoved var et gabende sår, en anden var hårdt såret. Den ene side af hans krop var flået op, og sneen ved siden af ham blev hurtigt farvet rød. Vi kiggede på hinanden i tavs enighed, vi havde intet valg nu. Eftersom jeg var den ældste, gik jeg hen og holdt om hans hoved med den ene hånd, mens jeg talte beroligende til ham.

I den anden hånd havde jeg en pistol. Et dæmpet skud, og alt omkring os var stille og fredeligt. Ikke mere smerte. Med hænderne skovlede vi sne, til begge kroppe var dækket. Så gik vi blot vores vej.

Tyvagtig soldat reddes fra henrettelse

Den sure lugt af rugbrød hænger i luften på denne fugtige novemberdag. Vi kan næsten indånde brødet. Mens vi spiser, er det, som om livet vender tilbage til os. Vores humoristiske sans kommer tilbage, og vi taler om, hvor tæt vi har været på at dø. Vi griner af oversergenten, så bange han havde set ud, da han lå fladt på jorden.

Vi griner også over, at den engang så korpulente intendant nu er lige så mager som os. Alt er o.k., og vi hygger os. Men så sker der noget ubehageligt: Jeg vil tage endnu en skive brød, men opdager, at brødet er forsvundet fra min rygsæk. Jeg kan ikke tro mine egne øjne.

Alle i kompagniet bliver anspændte og højrøstede, og vores råb hidkalder bataljonslederen, kaptajn Feodor Gridasov, der vil vide, hvad der foregår. Modvilligt fortæller vi ham det, hvorpå han udbryder: “Den slyngel vil blive skudt på stedet.” Gridasov griber om sin pistol. Alle i kompagniet tager deres rygsæk og tømmer indholdet ud på tæppet. Kun én rygsæk forbliver lukket – ejeren ser ikke ud til at have travlt med at åbne den.

I det sekund, han indser, at hans skæbne er beseglet, bøjer han hovedet for at undgå vores granskende blikke. Det giver et sæt i ham, da kaptajnen spænder hanen på sin pistol og giver en af mændene ordre om at gennemsøge hans rygsæk. Jeg skynder mig over til Nikolaj – sådan hedder tyven – og skubber den mand til side, der er ved at undersøge rygsækken. Med mine fingre gennemsøger jeg rygsækken og mærker to stykker brød.

Alle kigger på mig i tavshed. Så rejser jeg mig og meddeler, at jeg ikke kan finde det stjålne brød. I et splitsekund ser kaptajnen forvirret ud, men så ændres hans ansigtsudtryk. Han har forstået. Uden et ord stikker han pistolen i bæltet igen og går.

Alle i kompagniet ånder lettet op. Ingen spørger til det manglende brød, men alle mand brækker et stykke af deres eget og giver det til mig. Nikolaj dækker sit ansigt med hænderne og lægger sig på gulvet i et par timer. En mand, der var dømt til at dø i vanære, men som i sidste sekund har fået syndsforladelse.

De tyske kampvogne skyder pige ned i landsby

Efter at have mødt uventet hård modstand i industribyen Isjium og efter at have krydset floden Donets lå Donfloden nu for vores fødder. Vi vidste, at længere mod øst lå Volga, Europas mægtigste flod, med byen Stalingrad på den vestlige bred. Vores officerer havde igen og igen understreget, at vores mission var fuldført, når vi havde erobret denne by, og at vi bagefter kunne se frem til en velfortjent ferie.

Blot for at være på den sikre side lod vi vores kanoner lyne, mens vi passerede gennem en landsby. Vi ramte bl.a. en lille hytte, og da vi kom tættere på, så jeg et æbletræ fyldt med frugter. Jeg tænkte, at jeg ville strække forsyningerne, så jeg gik hen for at plukke nogle æbler. Men så hørte jeg en hulkende lyd. En ca. 12-årig pige lå i græsset under træet. Hun havde en sommerkjole på, med smukke pufærmer.

Hendes hår var blondt, og hun havde rottehaler. Hele venstre side af kroppen var flået op, og græsset var farvet rødt af blod. Hun bevægede sig stadig i krampetrækninger, men jeg kunne se, at der intet var at gøre. Hendes mor – jeg gik ud fra, at det var hende – stod bøjet over pigen med ryggen til mig. Hun hulkede og kaldte pigens navn igen og igen.

Da hun hørte mig komme, kiggede hun på mig, hendes ansigt var strimet af tårer, og hun havde et desperat udtryk i øjnene. Langsomt rejste hun sig, og da det gik op for hende, hvem jeg var, forvandlede hun sig for mine øjne: Alle tegn på sorg forlod hendes ansigt, hun kneb øjnene sammen og kiggede hadefuldt på mig, et blik fyldt med afgrundsdyb foragt.

Hunde med sprængstoffer angriber tyskerne

Det var ved Donfronten i november 1942, at jeg første gang hørte om antikampvognshunde. Jeg er vild med hunde, og jeg var forfærdet over at høre om den skæbne, der ventede disse stakkels væsner. En hund er menneskets bedste ven. Alligevel sender vi disse dyr ind for at dø under en enorm kampvogn.

Hundene havde alle former og størrelser, en skønsom blanding af farver og racer. Imidlertid var der en vovse, der fangede mit blik. Denne årvågne hund havde et øre, der hang, og et andet, der strittede lige i vejret. Hunden fik øje på mig og begyndte at snuse til mig i håbet om at finde mad.

I nærheden stod nogle otte-kilos bundter med sprængstof, og jeg kunne se en antenne, der var forbundet med en detonator. En af hundeavlerne fortalte mig, at hundene blev trænet i tre måneder, hvor de kun fik mad under en kørende kampvogn.

Senere så en jeg en sort hund, der løb i retning af nogle fjendtlige kampvogne. Øjeblikket efter fik hunden selskab af to andre hunde. Den første hund sprængte en kampvogn i luften med et mægtigt brag. Kort efter hørtes endnu to eksplosioner. De tyske kampvogne vendte øjeblikkeligt om og kørte hurtigt væk.

Gammel bondekone ­bliver hængt for sabotage

Næsten hver eneste dag blev et af vores køretøjer, som vi var så afhængige af, sprængt i luften eller ødelagt af en velanbragt tallerkenmine, der var blevet begravet af en eller anden i løbet af natten. Snart gik der sport i at fange den usle skurk, der stod bag. En måneløs nat var heldet med os: En pukkelrygget bondekone over 60 år kom vandrende over steppen, og fra hendes bælte dinglede en tallerkenmine og en spade.

Tidligt om morgenen blev hun bragt til forhør, men eftersom beviserne var overvældende, tog hele proceduren ikke engang fem minutter. Hun spurgte, om hun kunne få et sidste ønske opfyldt, at få lov at gå ned til den flod, som hun havde boet ved hele sit liv. Vi så hende gå ned til bredden, ingen af os sagde et ord. Hun samlede hænderne i bøn, kiggede på floden, hvorefter hun rettede på sit tørklæde, som ville hun nette sig til en særlig lejlighed.

I mellemtiden var en galge blevet gjort klar, men hun viste ikke det mindste tegn på frygt, da hun fik øje på den. Et par ammunitionskasser blev anbragt under rebet som en platform. En vagt løftede hende derop, hun kiggede ud på floden og siden ned på os. Stilheden var overvældende.

Da vagten forsøgte at lægge løkken om hendes hals, hev hun den resolut ud af hånden på ham og tog den selv på. Og så, med al den foragt og alt det had, hun kunne opbyde, spyttede hun på os og råbte: “Svin, nazisvin. I er alle gale. Længe leve revolutionen. Længe leve Lenin. Ned med jer, I er klodens pest.” Vagten gik hen og sparkede platformen væk. Så hørte vi en sagte, dump lyd.

Sulten, kulden og lus ­nedbryder kroppen

I en hel måned nu havde vi boet i en skyttegrav, hvor vi måtte snige os til at tage en lur ind imellem kampene. At leve sådan på den snedækkede steppe var næsten ubærligt. Lusene var bogstaveligt talt ved at slå mig ihjel.

Om vinteren kunne man ikke slippe af med dem. Svedig efter at have været i kamp tog jeg en hel pakke insektmiddel og tømte indholdet over min nøgne krop. Jeg pudrede kroppen fra hoved til tå, men pulveret virkede ikke på lusene. Sult, kulde, konstant søvnmangel, hårdt arbejde – det hele tærede på kræfterne.

Når vi skulle have vand, måtte vi smelte den sorte sne. Vi drak beskidt vand af beskidte krus. Allerede tre til fire uger efter, at jeg var kommet til fronten, begyndte jeg at lide af inkontinens. Jeg skulle tisse cirka hvert femte minut, og for at holde bukserne tørre måtte jeg lade dem stå åbne hele tiden. Jeg var sikker på, at jeg havde fået en frygtelig sygdom, men jeg var for skamfuld til at sige det videre.

Det, der skræmte mig mest, var tanken om, at sygdommen ville vare evigt. Det var langt bedre at dø end at være invalid for resten af hele ens liv. En af min venner, der havde set mig tisse konstant, trøstede mig: “Jeg har haft det samme problem, men da jeg blev skadet og indlagt på sygehuset, kom jeg over det inden for en uge.”

Diarré plager de tyske ­kampvognstropper

Adskillige af os led af diarré, en lidelse, der forårsagede problemer langs hele fronten. Kun de hårdest ramte blev taget ud af den forreste linje. Resten af os måtte klare den ved at sluge en meget støvet slags kulpulver, der ikke syntes at have nogen virkning. Især når jeg kørte i min kampvogn, var det en pinlig oplevelse at tømme tarmene. Under kamp lod det sig ikke gøre at kravle udenfor, men ellers gjorde jeg det så vidt muligt.

Men at sidde dér med bukserne nede om haserne er ikke nogen behagelig oplevelse, når andre kigger på og skynder på én. For at forhindre sygdommen i at sprede sig havde vi fået strenge ordrer om altid at grave afføringen ned – alligevel så jeg mangen en brav soldat, der klyngede sig til pansertårnet på en kørende kampvogn, med blottet bagdel og med bukserne nede om anklerne.

Sovjetsoldaterne stiller sulten med ­hestefoder

Vi var sultne, men havde ingen mad. Så foreslog en af kammeraterne, at vi spiste hestefoder. Han kom med en sæk, der var fyldt med briketter af havre, der var blandet op med mel. Foderet var lige så pigget som et pindsvin.

“Put det i en kedel med vand,” sagde kammeraten, ”Kog det, og si kornet fra. Drik væsken, det vil stille din sult,” forklarede han. Mændene i mit kompagni kogte adskillige briketter. Vi var så sultne, at vi også spiste hakkelsen: Det var, som om det blev blødgjort under kogningen, og vi satsede på, at det var i orden at spise det.

Næste dag skete der noget fuldstændig uventet: Jeg skulle på toilettet, men det gjorde ondt. Jeg prøvede at stoppe afføringen, men forgæves. Sikke en smerte. Skarp som kløer. Det sortnede for mine øjne, og jeg hylede som et svin i et slagtehus.

Jeg tænkte for mig selv, at hvis ikke tyskerne dræbte mig, så ville min egen dumhed slå mig ihjel. Hvorfor spiste jeg dog det foder? Så hørte jeg andre soldater, der skreg i skyttegraven. Mine kammerater var naturligvis dømt til at lide samme smerter som mig.

Arrogante officerer med tjenere besøger fronten

På et tidspunkt fik vi fint besøg i vores deling. Der var et par oberster, tre eller fire majorer foruden adskillige kaptajner og løjtnanter. De fleste var sidst i 20’erne eller først i 30’erne, to af dem bar monokel, og vi fik at vide, at der var en tysk prins iblandt dem. De var som fra en anden planet, deres adfærd var højrøstet, arrogant og selvsikker.

Hvidkitlede oppassere dækkede et bord med en snehvid dug, og synet af det, der blev sat på bordet, fik vores tænder til at løbe i vand: champagne, vin, spiritus, lyst brød, ost, smør, kød, frugt og andre lækkerier. De forstod sandelig at nyde livet. Ingen af os, der holdt den gående med magre feltrationer, havde i årevis set mad af samme kvalitet.

Vi havde altid fået at vide, at det skyldtes de besværlige transportforhold, og at det kun var rimeligt, at vi spændte livremmen ind for vores fædreland. Men det var mig en gåde, hvorfor deres forsyningslinjer ikke var tilsvarende besværlige.

Mændene ligner ­skeletter med papirtynd hud

Sneen var så fyldt med jord, at vi ikke længere kunne koge den til vand. Vores bagtrop var smadret. Vores telefoner var døde, og vi havde ingen kontakt med omverdenen. Tyskerne i lommen havde det bedre, fordi de havde adgang til brønde.

En af vores mest kampdygtige soldater løb ind i en kløft, og dér, helt nede på bunden, fandt han noget optøet jord. Han ventede, mens det beskidte, stinkende vand samledes i en pøl, og så stak han sit krus ned i det og drak så meget, han kunne. Så tog han noget mere og bragte det tilbage til os. Jeg løftede kruset op til læberne og var lige ved at besvime: Det stank af rådne æg. Men vi drak det hele og benyttede enhver lejlighed til at vende tilbage til kløften for at hente mere af det bitre, ildelugtende vand.

Da det første hul frøs, gravede vi et nyt, og sådan fortsatte det, indtil vi udgravede ligene af nogle tyskere. Jeg fik kvalme, men havde ikke noget at kaste op af – i tre dage havde jeg ikke fået så meget som en enkelt brødkrumme.

I løbet af 10 dage blev vi forvandlet til omvandrende skeletter. Gennem den pergamenttynde hud kunne man se vores kranier med store, sorte huller i stedet for øjne. Vores læber var tørre, vores tandhalse blottede.

Skyttegraven kollapser ­under brede larvefødder

Det var blevet morgen, himlen var grå og tung. I lang tid sad jeg og lyttede, jeg var forvirret og turde ikke røre mig. Pludselig ramte min hånd noget blødt – det var Fritz, som lå bag en sæk, med ansigtet nedad. Jeg rystede ham blidt og kaldte på ham, men der var ingen reaktion.

Jeg kravlede over ham og opdagede, at vores maskingevær var væk, og at store dele af skyttegraven var kollapset, ødelagt af de brede larvefødder fra en kampvogn. Mine sanser var nu i beredskab, og da jeg kiggede op af skyttegraven, kunne jeg ikke se nogen bevægelse: Overalt var der uhyggeligt stille. Var jeg blevet vanvittig, var det hele en drøm?

Uanset hvor jeg kiggede hen, var jorden endevendt. Kitt og Balbo lå på jorden, smadret til uigenkendelighed. Og længere væk lå Lazar, hans skulder og halvdelen af hovedet var flået af. Da jeg kravlede op af skyttegraven, opdagede jeg endnu flere døde. Så fik jeg øje på en rumænsk officer, der havde mistet sin ene arm.

Han kiggede bønfaldende på mig, og så fik jeg øje på endnu flere, mange af dem tyskere, der stadig var i live. Alle var hårdt sårede og kunne ikke hjælpes. Jeg havde ingen bandage, kunne ikke yde førstehjælp, så jeg sagde intet til dem, gav dem ingen trøst, ikke engang noget at drikke.

Jeg drejede blot omkring og begyndte at gå væk fra det hele. Nogle af de sårede råbte efter mig: Måske havde de ret i, at jeg var et dumt svin, men jeg vidste, at jeg ville blive drænet for kræfter, hvis jeg blev på stedet. Havde der kun været én såret, ville jeg have givet ham fred med en kugle.

Tysk pornografi falder ned fra himlen

Længe før solopgang var vi kampklare. Pludselig hørte vi larmen fra maskiner i himlen: tyske transportfly, der var på vej med julegaver til tyskerne. Vi skød efter flyene, og få minutter senere dalede enorme faldskærme med store pakker ned mod jorden.

Vi flåede pakkerne op, og snart bugnede vores skyttegrave af julegaver: pølse, smør, rosiner, tørrede abrikoser, honning, chokolade, kiks, likør, champagne, snaps og meget, meget mere. Der var også varmt undertøj, uldne sokker, soveposer og tusindvis af billeder af nøgne kvinder og mænd, der var sammen som tallene i nummer 69.

I første omgang kunne vi ikke regne ud, hvad de foretog sig, og da det endelig gik op for os, nægtede vi at tro vores egne øjne. En af mine kammerater var så lamslået, at jeg var nødt til at overbevise ham om, at tyskerne ikke brugte mennesker, men dukker til den slags billeder. Men det var ved denne lejlighed, jeg første gang stiftede bekendtskab med pornografi (obskøne og usømmelige billeder og litteratur var bandlyst i Sovjetunionen, red.).

Sergent forbyder at ­begrave de døde med klæder

I over en uge havde vi trukket Egon, en såret kammerat, i en fladbundet båd, som vi brugte som slæde. Men så døde han pludselig, og vi måtte lave en grav til ham. Selv om vi udmærket var klar over, at det var mod reglerne, viklede vi ham ind i en lærredspresenning, som vi dækkede med frosne jordklumper og sne.

Da vi kiggede på vores arbejde, tænkte vi på, hvornår der mon ville dukke et sultent dyr op og rode i graven. Men en emsig sergent havde opdaget, at der manglede en presenning, og nu blev der ballade. Først forsøgte vi at påtage os skylden i flok, men så blev den, der rent faktisk havde viklet liget ind, tvunget til at stå frem. Han blev skældt ud foran hele gruppen og straffet med ekstravagter.

Vores officer gav os så ordre om at returnere presenningen, så vi havde intet andet valg end at åbne graven og vikle liget ud igen. Vi var alle vrede og betragtede det som helligbrøde, en fornærmelse mod Egon og os alle.

Vi tænkte på vores egen mulige skæbne – at ende i en frossen grav berøvet både støvler og uniform var én ting, en ganske anden var at blive begravet uden så meget som et tæppe. Satte fædrelandet ikke større pris på os?

Stivfrossen tysk soldat ­bliver skudt uden at falde

Vi når til den lille landsby Pitomnik. Tyskerne har bragt deres sårede hertil, til deres flybase, men har ikke nået at evakuere dem. De skadede tyskere ligger på den snedækkede cement, tusindvis af mennesker, der er ved at fryse ihjel. Nogle af dem kravler på alle fire og støtter med deres hænder, hvor fingrene allerede er faldet af. En tysker kigger på mig med slørede øjne.

Hans næse er næsten væk, hans ansigt er hærget af forfrysninger. Han er udtæret og ubarberet, ude af stand til at bevæge sin mund. Det er ubærligt at se en mand lide så meget, med øjnene trygler han om en kugle, men jeg har ikke styrken til at slå ham ihjel.

Så får jeg øje på en af mine kammerater. Han og en kravlende tysker kigger hinanden i øjnene, min kammerat har en pistol i hånden. Tyskeren er så stivfrossen, at han ikke engang kan nikke. Han blinker: “Ja.” Min kammerat skyder ham i tindingen. Manden er død, men han falder ikke, han er stiv af kulde. Han forbliver på alle fire, som en bænk, og fra såret i hovedet flyder der intet blod.

Vi finder en bil i byen fyldt med chokolade. Hvem skulle mon have haft det? I hvert fald ikke de tyske soldater, der måtte gnave hestehove for ikke at dø af sult.

­­Enhedens hest fryser ihjel i den iskolde vinter

Temperaturen var mellem 20 og 30 graders frost, en streng vind ruskede, og vi kunne ikke finde noget at bygge bål med. For at få varmen krøb vi sammen om Esau, vores hest, og det beskyttede også ham mod kulden. Vi fodrede ham med håndfulde af strå, som vi medbragte i slæden. Så ville han ligge ned, og vi foldede en presenning ud på sneen og dækkede ham, så godt vi kunne. Da vi senere på morgenen forsøgte at få ham op at stå, opdagede vi, at han var sovet ind.

Jeg var kommet til at holde af ham, dette elskværdige væsen. Mens vi havde fulgtes ad, havde jeg ofte kløet ham mellem ørerne og snakket med ham undervejs. Tanken strejfede mig pludselig, at han havde det bedre nu, og jeg følte sågar en snert af misundelse – tænk, blot at kunne lægge sig ned og aldrig mere vågne op til denne verdens rædsler.

Hest og rytter rammes af ­­­en voldsom eksplosion

Har du nogen sinde set en hest, der er såret i kamp? Jeg har. Det var en hest, som jeg red på adskillige kilometer, indtil en granat eksploderede tæt på. Jeg slog et par kolbøtter i luften, før jeg landede. Så fik jeg øje på dyret: Forbenene rystede mod jorden, kroppen glinsede af sved, musklerne vibrerede i forgæves anstrengelse.

Det stakkels dyr anede ikke, at det aldrig mere ville rejse sig igen. Næseborene sitrede, lyserøde og blodige. Hesten brølede som et menneske og stirrede på mig med opspærrede øjne, fyldt med tårer. Jeg stod ganske tæt ved, men kunne ikke få mig til at skyde den. En ældre soldat kom over og skød hesten gennem øret.

Tyskere lignede de ynkelige rester af Napoleons hær

En dag kom en hestetrukken enhed til vores lejr. Det var et sørgeligt syn – de lignede resterne af Napoleons tropper. De fordelte sig i vores allerede overfyldte hytter og havde rædselsvækkende historier at fortælle. I dage og nætter var de blevet angrebet af skiløbere fra Den Røde Hær. De havde været tvunget til at slå lejr på åbne sletter, og efter alle de tab, de havde lidt, kunne de nu knap holde til mere. Ganske overraskende havde de en læge med sig.

Eftersom et gammelt sår var blevet inficeret af lus, stillede jeg op i køen af patienter. Ingen af os var blevet vasket i ugevis, og da jeg fjernede forbindingen fra mit ben, sagde lægen: “Du har ikke vasket det. Kom tilbage, når du har gjort det.” Jeg gik ud og vaskede såret i sneen.

Da jeg senere viste lægen benet, sagde han: “Du skal vaske det jævnligt i varmt vand og forbinde såret med ren bandage, så lusene holder sig væk.” Jeg spurgte, om jeg kunne få en ny bandage, men han havde ingen og foreslog, at jeg skar et stykke af min skjorte.

“Den er allerede for kort i forvejen,” svarede jeg. Vi kiggede på hinanden i få sekunder, og så begyndte jeg at grine. Vi var enige om, at det hele var håbløst. At hele krigen var latterlig.