Slaget ved Dunkirk: Bagtropper sikrede britisk mirakelsejr

Den 28-årige britiske kaptajn Marcus Ervine-Andrews ved, at han står over for en næsten overmenneskelig opgave, da han spejder ud i morgendisen.

På den anden side af den kanal uden for Dunkirk, som han er sat til at forsvare med 200 udmattede mænd, står nemlig en hel tysk division.

Og netop denne morgen, den 1. juni 1940, hvor mændene er allermest trætte, kan han konstatere, at tyskerne har sat et angreb ind langs hele linjen.

Overalt skynder infanterigrupper sig over kanalen i gummibåde.

“Vent, indtil jeg puster i fløjten”, råber Ervine-Andrews til sine mænd. Da tyskerne når ud midt på vandet, giver han signalet, og sekundet efter slår de engelske maskingeværer huller i vandoverfladen.

Tyskerne falder i hobetal, men på trods af svære tab bliver de ved med at sende nye angrebsbølger frem.

Få timer senere når de første angrebsgrupper over vandet og presser de undertallige briter tilbage. Ervine-Andrews indser straks, at han må gå forrest for at indgyde nyt mod i sine efterhånden desperate mænd.

En kaptajn med en riffel på en stråtækt lade

Hvad der herefter sker, skal senere få den engelske konge til at tildele kaptajnen Viktoriakorset. Ervine-Andrews kravler nemlig op på en stråtækt lade, hvorfra han afgiver præcise enkeltskud med sin riffel.

17 tyskere får han ram på, før han griber et maskingevær og skyder så vildt omkring sig, at fjendens fremrykning stoppes.

Først da laden bliver mål for mortér- og antitank-granater, og det stråtækte tag bryder i brand, hopper Ervine-Andrews ned på jorden og leder sine mænd i sikkerhed.

Slaget er tabt, men Ervine-Andrews’ mission er lykkedes: Værnemagten er blevet forsinket med endnu nogle livsvigtige timer.

Bagtroppen skal ofres for de mange

Lignende scener udspiller sig samtidig hele vejen rundt om Dunkirk, hvor 44.000 allierede soldater i bagtroppen kaster sig ind i den ulige kamp mod overmagten.

De har alle fået ordre på at kæmpe til det sidste for at udsætte Dunkirks fald, så hele den britiske ekspeditionsstyrke, og så mange franskmænd som muligt, kan nå at evakueres ad søvejen til Dover i England.

Selve Storbritanniens overlevelse afhænger af disse prisgivne soldater:

Hvis tyskerne render bagtroppen over ende og udsletter alle de professionelle soldater i ekspeditionsstyrken, kan intet forhindre Hitler i at krydse Den Engelske Kanal og indtage London.

Blot 14 dage tidligere – den 16. maj – buldrede tyske panserdivisioner anført af general Erwin Rommel ind over den franske grænse.

Med massiv flystøtte brølede op mod 1.000 kampvogne med ekspresfart mod kysten, og Rommel var euforisk over bedriften.

“Vi er gennem Maginot-linjen! Jeg kan ikke tro det. Vi kører dybt ind i fjendeland”, lyder det i tyskerens erindringer.

I en enorm knibtangsmanøvre når tyskerne Den Engelske Kanal fire dage senere og omringer op mod 500.000 soldater fra det britiske ekspeditionskorps samt den belgiske og franske hær.

Tyskerne stopper deres egen fremrykning

En uge efter Rommels gennembrud er forsvarerne i lommen tæt på et fuldstændigt kollaps, men så opsnapper den britiske efterretningstjeneste en meddelelse, der vækker et lille håb: Tyskerne vil stoppe deres fremrykning, så de spredte styrker kan forstærkes med infanteri.

Ordren er en gave for lederen af den trængte britiske ekspeditionsstyrke, lord Gort, der griber chancen for at redde sin hær:

De britiske og franske soldater skal trække sig tilbage langs en smal korridor til havnebyen Dunkirk, hvorfra de skal sejles til England, før tyskerne når frem.

Mens flertallet af briterne haster mod havet, skal en bagtrop på 40.000 soldater vende front mod tyskerne og sammen med den franske hær købe livsvigtig tid til redningsaktionen.

Der er ikke mandskab nok til at forme en ubrudt forsvarslinje, så i løbet af de næste 48 timer etablerer lord Gort en række svært befæstede bolværker i form af landsbyer, gårde og broer.

De ved det ikke endnu, men da bagtroppens soldater den 26. maj rykker ind i landsbyer som Cassel og Le Paradis, er deres generaler overbeviste om, at flertallet ikke vil se hjemlandet igen – de er et nødvendigt offer, der skal redde ekspeditionsstyrken og den britiske nation.

Et af de stærkeste bolværker skal være den franske by Cassel, der er beliggende små 30 km fra Dunkirk.

Den murbefæstede by ligger på en bakketop, og briterne kan herfra få en panoramaudsigt ud over de flade forårsmarker – og fremrykkende tyskere.

På byens torv får briterne en forsmag på de kommende rædsler. Her har tyske granater regnet ned over en fransk kolonne, og brostenene er dækket med forkullede lig og døde heste.

“Jeg husker stadig en død sort pony, der lå med åbne kæber og blottede hvide tænder”, skriver en britisk menig i sin dagbog.

To britiske infanteribataljoner begynder straks at forbedre byens forsvarsværker. Vejafspærringer og panser­­værnskanoner placeres ved de tre indfaldsveje, og bymurene bemandes.

Derudover placerer briterne fremskudte stillinger i en ring ca. tre km fra byen, hvorfra små kampgrupper skal forsinke tyskerne så meget som muligt.

Den 27. maj beslutter den tyske general von Rundstedt, at fronten er styrket tilstrækkeligt til at iværksætte et nyt fremstød.

Britiske panserværnskanoner mod tyske tanks

Kort efter rykker en panserdivision i stilling i en skov nær Cassel, hvilket briterne tydeligt kan se fra deres stillinger på bymurene.

Da tre tyske kampvogne kører ud gennem et skovbryn og tordner frem, ved kanonkommandør Harry Munn, som er placeret på muren med en panserværns-kanon, at han straks må handle.

“Da de kom nærmere, kunne jeg tydeligt se flagene med hagekors”, skriver han senere.

Da vognene er 600 meter væk, affyrer Munn den første granat, og tyskerne besvarer straks ilden.

15 granater når at prelle af på henholdsvis bymuren og kampvognens panser, før Munn sætter en stopper for den tyske maskine ved at skyde dens larvefødder i stykker.

Det får det tyske mandskab til at flygte ud over markerne med engelske kugler flyvende om ørerne. Den næste kampvogn er mindre modstandsdygtig over for Munns kanon.

“Denne gang borede granaten sig gennem panseret, eksploderede inde i kampvognen og sprængte den i småstykker. Der var ingen overlevende”, skriver Munn. Den tredje vogn får samme tur.

Takket være i alt 24 panserværnskanoner får briterne dæmmet op for den første tyske angrebsbølge mod Cassel og kan puste ud for en stund.

SS begår krigsforbrydelse

60 km syd for Dunkirk og 30 km fra Cassel har et britisk kompagni fået en selvmordsmission.

De skal forsvare en firelænget gård lidt uden for landsbyen Le Paradis mod en tysk panserbataljon og bliver vækket før daggry til lyden af granater.

Tyskerne er et par kilometer væk og i færd med at nedkæmpe de fremskudte poster. Den 19-årige signalmand Bob Brown holder kontakt til forposterne fra gården, indtil de én efter én bliver tavse. En desperat soldat når at ringe Brown op.

“Jeg er bange for, at spillet er ude. Glem mig ikke”, råber han i røret, før eksplosionerne i baggrunden stiger i intensitet, og signalet pludselig forsvinder.

Alle linjer er nu døde, så Brown løber selv ud til gårdens ydermur og slutter sig til ca. 130 andre britiske soldater, der kort efter åbner ild mod de fremstormende tyskere.

Gården er tæt på at være omringet, men kompagnichefen vil ikke tillade en tilbagetrækning.

“Andre soldater er afhængige af, at vi kæmper videre”, råber han til sine folk, før han beordrer krigsdagbogen, kort og hemmelige dokumenter kastet i gårdens dam.

Ammunitionen er ved at slippe op, så de sidste patroner fordeles blandt mændene. Først da gårdens tag skydes i brand og kort efter braser sammen, vælger briterne at vifte med et hvidt håndklæde og træde frem med hænderne over hovedet.

De ved endnu ikke, at de marcherer lige i armene på soldater fra den frygtede SS-division Totenkopf.

De overlevende forventer ikke at blive mødt af venlige tyskere, men mødet med Totenkopf-divisionen overgår deres værste mareridt.

Tyske geværkolber regner ned over de 99 afvæbnede briter, der kort efter overværer et ophidset møde mellem en lille gruppe SS-officerer.

Massakren ved Le Paradis

Tyskerne mener, at fjenden har brugt ulovlige dum-dum-kugler og skudt mod førstehjælpere, og det skal hævnes.

De rystede soldater marcheres ind på en gård, hvor de placeres på en linje med udsigt til to tunge maskingeværer.

“Det var det skrækkeligste syn i mit liv”, husker menig Pooley.

De, der ikke dør i kugleregnen, skydes bagefter i hovedet eller stikkes ihjel med bajonetter, inden tyskerne fordufter.

Da mørket falder på, begynder to skikkelser i bunken af lig at røre på sig. De er hårdt sårede, men Pooley og en kammerat har overlevet og slæber sig over til en nærliggende svinesti, hvor de gemmer sig i mudderet.

I løbet af natten hører de råbene fra endnu en overlevende, men de tør ikke redde deres ven, af frygt for at tyskerne skal vende tilbage.

Det viser sig at være et klogt valg, for kort efter lyder et pistolskud, og råbene stopper. I dagene efter overlever Pooley og kammeraten ved at spise rå kartofler og drikke regnvand.

Samme dag som massakren kæmper andre bagtropper for at forsvare en kanal mellem Ypres og Comines, der skal fungere som en naturlig barriere mod tyskernes fremrykning.

Lige før daggry angriber det tyske infanteri, krydser kanalen i gummibåde og presser briterne halvanden kilometer tilbage.

Den britiske kommandant har ingen kampvogne til rådighed, så i ren desperation lader han sine ubevæbnede mandskabsvogne køre hurtigt frem mod tyskerne.

Det får flere tyske infanterister til at gå i panik og løbe fra deres maskingeværreder, hvorefter de bliver tromlet ned af briterne.

Den 27. maj har været lang og yderst blodig for briterne.

Overalt presses de tilbage, men indsatsen har betydet, at 7.669 soldater har haft den nødvendige tid og ro til at blive evakueret fra havnebyen Dunkirk.

Briterne flygter fra Cassel

Mod alle odds holder briterne stand i byen Cassel, men den 29. maj er ressourcerne udtømte.

Gaderne flyder med lig, de fleste bygninger er styrtet sammen, og de overlevende er ved at løbe tør for ammunition.

Først nu hører brigadechefen Somerset, at en storstilet evakuering er i gang ved kysten.

“Jeg indså nu, at vi var Dunkirks offerlam”, skriver Somerset senere.

Samme aften får Somersets 450 mænd endelig ordre på at forlade Cassel og forsøge at nå til Dunkirk til fods.

I ly af natten begiver en lang kolonne sig ud gennem den nordlige byport, men som ventet når de ikke langt.

Efter en halv time kommer de under heftig beskydning, men uden tunge våben er de prisgivne.

De fleste bliver dræbt, såret eller, som Somerset, taget til fange.

Langs hele korridoren trækker de britiske bagtropper sig tilbage mod Dunkirk. Her sendes de fleste mod stranden, mens 4.000 soldater omgrupperer og befæster en 30 km lang jernring rundt om byen sammen med franske soldater.

Som en sidste skanse skal de holde tyskerne tilbage i mindst tre dage.

For nok er 70.000 soldater allerede blevet evakueret fra strandene omkring Dunkirk, men næsten 300.000, inklusive bagtroppen selv, venter stadig på at komme i sikkerhed.

Gennem de følgende to dage slår de adskillige angreb tilbage, mens alt fra fiskekuttere til orlogsskibe sejler i pendulfart mellem Frankrig og England.

Den 31. maj fanges de britiske Grenadier Guards i et artilleribombardement i byen Furnes i jernringens østlige sektor beliggende cirka 24 km fra det centrale Dunkirk.

I en kælder under byens markeds-plads søger signalmanden George Jones tilflugt sammen med nogle kammerater.

“En eller anden fandt en radio, og omkring klokken 14 hørte vi, at over to tredjedele af vores styrker var blevet evakueret”, skriver Jones i sine erindringer.

“Her sad vi så, langt inde i landet, fanget i en by, der styrtede sammen om ørerne på os. Det føltes meget ensomt”, lyder det fra signalmanden.

På dette tidspunkt, den 31. maj, er ca. 200.000 soldater blevet evakueret fra Dunkirk, og samme aften kommer den længe ventede ordre:

Grenadier Guards skal begive sig mod skibene ved kysten.

“I gløden fra 100 brande marcherede vi væk fra Furnes. Vi snublede over murbrokker, knust glas og sammenfiltrede telefonledninger, men endelig var vi fri”, skriver Jones.

Da dagen gryr den 1. juni, myldrer de trætte ud på stranden, hvor de slutter sig til deres landsmænd.

Snart signalerer de britiske destroyere, som er ankret op langt ude på havet for at undgå de tyske kanoner, imidlertid, at soldaterne skal marchere ind mod Dunkirk igen.

“Flere Messerschmitt-fly angreb os”, husker en menig soldat. “Sårede blev efterladt og skyllet væk af tidevandet”.

Efter flere timers march formår de fleste i gruppen dog at komme ombord på et af skibene i undsætningsflåden.

Desertører bliver skudt

“Jeg var den sidste soldat, der forlod Dunkirk”, lyder det senere den 1. juni over en skrattende radio fire km syd for havnebyen.

Løjtnant Langley griner højt, da han hører den fejlagtige udtalelse. For godt nok er 254.000 blevet sejlet i sikkerhed, men tusinder venter stadig på strandene, og de 4.000 mænd i bagtroppen forsvarer stadig Dunkirk.

Langleys enhed har sågar skrællet efterladte stillinger for ammunition, og de er indstillede på at kæmpe til det allersidste.

Da det endelige tyske angreb på jernringen omkring Dunkirk nærmer sig, får nogle briter kolde fødder.

Løjtnant Langley har fået ordre på at skyde mod sine egne, hvis de flygter fra stillingen, og der går ikke længe, før han og en overordnet får øje på en kaptajn, der lusker ned ad vejen.

“Vores rifler gik af samtidig”, skriver Langley. Kort efter myldrer det frem med tyskere, og de britiske maskingeværer pumper bly mod dem.

Langley skyder selv ud gennem et loftsvindue og når at få ram på fem tyskere, før alt bliver sort.

“En bølge af varme, støv og murbrokker væltede ned over mig”, skriver han. “En granat havde ramt taget. Der blev helt stille, før jeg hørte min egen stemme sige ‘Jeg er ramt’”.

Et utal af granatsplinter har ramt Langley, og han evakueres straks.

Den 2. juni om aftenen trækker resterne af den britiske bagtrop sig endelig helt tilbage til Dunkirks centrum, mens oversvømmede enge og 40.000 hårdt kæmpende franskmænd køber dem tid til at komme væk.

Lidt før klokken 23 stævner et skib således fra Dunkirk ud med de sidste af i alt 193.000 britiske soldater.

Den britiske del af operationen er ovre, men i de næste dage fortsætter evakueringen af de franske soldater.

Da ingen tyske enheder har formået at kæmpe sig ind til Dunkirks centrum, bliver et mindre antal britiske skibe sendt på natlige togter tilbage til byen.

Indtil tyskerne indtager byen den 4. juni om formiddagen, lykkes det derfor at redde yderligere 52.000 franskmænd.

I alt koster slaget om Dunkirk 11.000 briter og franskmænd livet, men 338.000 allierede soldater er blevet reddet og kan fortsætte kampen mod Hitler.