For hver gang et amerikansk fly blev skudt ned, dundrede de japanske hurraråb – "Banzai!" – mod himlen fra hangarskibet Akagi. Det var om formiddagen den 4. juni 1942, og japanerne havde sendt hovedparten af deres flåde afsted – inklusiv fire hangarskibe – for at invadere den lille amerikanske atol Midway, i centrum af Stillehavet.
Den mest entusiastiske ombord på Akagi var kommandør Mitsou Fuchida. Et halvt år tidligere havde han anført den første angrebsbølge mod den amerikanske flådebase Pearl Harbor. Den 7. december 1941 havde han sagt de skæbnesvangre ord over flyradioen, der førte 2. verdenskrig til Stillehavet: "Tora! Tora! Tora!" – det japanske ord for tiger, gentaget tre gange, som tegn på at overraskelsen var lykkedes.
Pearl Harbor var bare en delsejr
Det japanske angreb på flådebasen Pearl Harbor havde overrumplet amerikanerne. Da det var ovre, var fire amerikanske slagskibe sænket og fire beskadiget sammen med tre krydsere og tre destroyers. Formålet havde været at neutralisere den amerikanske flåde, for at japanerne frit kunne erobre Filippinerne og Hollandsk Ostindien (nu: Indonesien) og de dertilhørende oliefelter.
Men japanerne vandt kun en delsejr ved Pearl Harbor. De amerikanske hangarskibe lå nemlig ikke i havnen da angrebet fandt sted. Det var for at lokke disse i kamp og ødelægge dem, at angrebet på Midway blev gennemført.
Slaget ved Midway
Og lokket dem i kamp havde man. Sværme af torpedofly angreb nu de japanske skibe, som svarede igen med et velforberedt forsvar af Zero-jagerfly.
Hvis ikke det havde været for en blindtarmsbetændelse, ville Fuchida, der selv var pilot, have deltaget i luftkampene. Men Fuchida vidste, hvad hans piloter var i stand til, og én efter én styrtede de amerikanske piloter mod en sikker død i bølgerne. Ud af 47 amerikanske torpedofly blev 40 skudt ned, og ingen torpedoer ramte de japanske hangarskibe.
Amerikanske Dauntless-styrtbombere sikrede sejren i Slaget ved Midway.
For Fuchida og de andre japanske ledere så det ud, som om sejren nærmede sig. Ganske vist havde amerikanerne opdaget de japanske hangarskibe først, men nu var japanerne kampklar. Dækkene på skibene var fyldt med fly, der ville starte, så snart Zero-jagerflyene var landet for at få en ny forsyning af brændstof og ammunition.
Amerikanske styrtbombere
"Styrtbombere!" – Fuchida vidste ikke, hvem der råbte det, men hans blod frøs til is. Han kiggede op og så en række amerikanske fly, der med fuld fart dykkede mod hans eget skib, og Zero--jagerne havde ikke en chance for at kunne gribe ind i tide. Katastrofen var uundgåelig.
Bomber eksploderede blandt fuldt optankede fly, lastet med ammunition. Akagi blev ramt af en fuldtræffer. Fuchida hørte råb om, at der var brand i alle korridorer under dækket, og i horisonten sås store røgsøjler stige op fra to andre hangarskibe, Kaga og Soryu.
Fuchida var i chok. Slaget ved Midway endte med et alt-ødelæggende nederlag for japanerne, der mistede fire hangarskibe ud af en samlet styrke på otte. Fuchida selv blev trukket ud af nogle brændende vragdele ombord på et jagerfly og slap med to brækkede ben.
Japan havde taget Filippinerne
Indtil nu havde den japanske krigsmagt skabt overskrifter verden over takket være sine spektakulære sejre. Dens soldater havde besejret hære fra to europæiske kolonimagter og taget hundredtusinder af allierede soldater til fange.
Da det amerikansk styrede Filippinerne blev erobret i begyndelsen af 1942, fløj general Douglas MacArthur, leder af de allierede hærstyrker i det sydvestlige stille-havs-område, til Australien, mens tusindvis af hans soldater blev krigsfanger. Inden han forlod øgruppen, aflagde han en ed: "Jeg skal vende tilbage til Filippinerne!"
Slaget om Guadalcanal
Efter nederlaget ved Midway blev japanerne tvunget i defensiven. De forsøgte at opbygge en ny frontlinje mod fjenden ved at erobre øerne nord og øst for Australien, men den amerikanske militære tilstedeværelse i regionen voksede ufortrødent.
I begyndelsen af august 1942 gik amerikanske marinesoldater i land på øen Guadalcanal, en af de sydligste af Salomon-øerne, som Japan erobrede to måneder tidligere.
Ubådsbesætningerne udførte deres job i stilhed og blev ikke hædret i USA som eksempelvis piloterne.
Slaget om Guadalcanal rasede i seks måneder. Der blev kæmpet i tætte jungler, på åbne sandstrande, på havet og i luften. Japanske tropper udførte mange angreb, for blot at blive mejet ned af marinesoldaternes maskingeværild.
Hvad der til sidst afgjorde slaget, var dog det amerikanske luftherredømme. I november 1942 tvang amerikanske luftangreb den japanske flåde væk fra området, og nogle måneder senere blev de sidste japanske soldater evakueret fra Guadalcanal.
Tiden talte til USAs fordel
I januar 1943 blev Ny Guineas yderste spids og hele vejen frem til byen Buna generobret af australske og amerikanske tropper. Japanerne besluttede da at flytte 100 000 soldater til øen.
Admiral Isoroku Yamamoto, den japanske flådes øverstbefalende, fløj selv til området for personligt at lede operationen. Men Yamamoto vidste, at tiden arbejdede imod ham. Allerede i 1941 havde han sagt til den japanske premierminister, prins Konoye:
"Hvis vi ikke kan undgå en krig med USA, må vi sætte alle vores kræfter ind i det første halvår. Da kan jeg garantere en ubrudt række af sejre. Men drager krigen ud i to eller tre år, har jeg intet håb om, at vi skal kunne vinde."
Hellcat og Corsair
Til den amerikanske numeriske overlegenhed skulle også lægges et teknologisk forspring. I januar 1943 udrustedes hangarskibet Essex med de helt nye Hellcat-jagerfly, der var klart overlegne i forhold til den japanske Zero-jager.
I februar 1943 begyndte et andet moderne og overlegent amerikansk jagerfly, Corsair, at operere fra Guadalcanal. Amerikanerne havde også amfibiekampvogne, som selv kunne "svømme" i land fra et landgangsfartøj.
Amerikanerne havde også knækket den japanske flådes radiokode og fandt ud af, at admiral Yamamoto, den 18. april 1943, ville flyve på en inspektionsrejse til øen Bougainville. 16 amerikanske jagerfly angreb og nedskød det fly, Yamamoto var i. Den japanske admiral døde.
Et Corsair-jagerfly letter fra et af USA’s hangarskibe.
"Bukkespring" bag japanernes linjer
USA fulgte en strategi, man kaldte for "Leapfrogging," der er det engelske navn for at springe buk. Den gik ud på, at USA anvendte sin overlegenhed til søs og i luften til at landsætte styrker bag de japanske hovedstyrker. Det begyndte med en landstigning ved Lae, bag de japanske linjer i det østlige Ny Guinea i september 1943.
Derefter slog amerikanerne til mod et mål mere end 1 000 kilometer længere mod nordøst – Tarawa, der tilhørte Gilbert-øerne. Denne lille atol blev erobret af japanerne ved krigens begyndelse, og nu planlagde den amerikanske flådechef Nimitz at anvende den som base for sit næste angrebsmål på den blodige vej mod Filippinerne – Marshalløerne.
Den 20. november 1943 gik det amerikanske marinekorps i land på Tarawa – eller rettere sagt, på Betio, en af atollens 24 øer. Betio er bare halvanden kvadratkilometer stor og meget flad.
Alligevel bød japanerne på hårdnakket modstand. På få dages kampe døde alle de 3 636 japanske forsvarere bortset fra 17 soldater, som kapitulerede. Denne sejr kostede amerikanerne mere end 3 000 mand og et hangarskib.
Marshalløerne blev indtaget en efter en
Inden amerikanerne fortsatte mod Marshalløerne, afkodede de hemmelige japanske meddelelser for at finde ud af, hvor de stærkeste japanske troppekontingenter var placeret. Siden satte de deres tropper ind mod øer, der kun havde mindre forsvarsstyrker.
Kwajaleinatollen blev bombarderet i flere dage af fly og skibskanoner. Den 31. maj 1944, da 42 000 marinesoldater stormede i land, regner man med, at blot 1 500 af øens 8 000 forsvarere var i live. Men de kæmpede til sidste blodsdråbe, og kun 105 japanere blev taget til fange.
Næste mål var Eniwetok, den vestligste af Marshalløerne. Samtidig udførte fly fra ni amerikanske hangarskibe et massivt angreb mod den japanske fly- og flådebase Truk, som forsynede Eniwetok med tropper og materiel. I to dage, den 17. og 18. februar 1944, tæppebombede amerikanerne basen på Truk.
To japanske krydsere, fire destroyers og 23 handelsskibe blev sænket og to tredjedele af basens fly gik tabt. Uden nogen mulighed for forstærkninger, smuldrede Eniwetoks 2.700 mand stærke japanske forsvar hurtigt.
Herefter var de øvrige japanske baser på Marshalløerne hjælpeløse og overladt til amerikanernes nåde. Af de japanske soldater, der levede på øerne, var halvdelen enten døde af sygdom eller sult ved krigens afslutning.
Flammekastere blev et vigtigt våben for marinekorpset i de hårde kampe.
Blodigt slag om Saipan
MacArthur var nu nået halvvejs til Filippinerne. Næste skridt var at invadere øgruppen Marianerne, der ligger midt imellem Ny Guinea og Japan. Amerikanerne satte en enorm styrke ind, der talte 551 krigsskibe, inklusiv 15 hangarskibe med 1 000 fly ombord, og 130 000 marinesoldater. Den første landstigning på Marianerne fandt sted på Saipan, den 15. juni 1944.
Denne ø er betydeligt større end Betio, og da den består af høje klipper, er den også en del lettere at forsvare. Desuden havde øen tilhørt Japan siden 1. verdenskrig og var beboet af 30 000 japanske civile.
Det japanske forsvar blev alligevel overrumplet af den amerikanske overmagt, men prisen var høj. 14 000 marinesoldater var enten døde eller sårede. Da var næsten alle japanske soldater og 29 000 civile omkommet.
Omkring tusind japanske kvinder begik selvmord ved hoppe ned fra klipperne, af frygt for at blive dræbt eller voldtaget af de amerikanske soldater.
De japanske fly blev udslettet
Den japanske strategi gik nu ikke længere ud på at vinde krigen. Nu var målet derimod at få USA til at indgå fredsaftale ved at forårsage de amerikanske styrker meget svære tab i et stort slag. Den japanske ledelse håbede på en "fredssejr" fremfor en decideret kapitulation fra USA’s side.
Da store dele af USA’s flåde nu var samlet ved Marianerne, besluttede japanerne at sætte deres plan i værk. En stor flåde under viceadmiral Jisaburo Ozawa blev sendt afsted. Den 19. juni deltog de fleste af de japanske hangarskibes 431 fly i et stort anlagt angreb mod den amerikanske flåde.
Men det blev ikke et nyt Pearl Harbor. De japanske fly blev opdaget i god tid takket være det amerikanske radarudstyr, så hundredvis af jagerfly lå parat til at tage imod japanerne.
Resultatet var en ren massakre, der resulterede i, at den japanske flåde mistede næsten alle dens fly, uden at USA led nogle uerstattelige tab. Samtidig sænkede amerikanske fly tre japanske hangarskibe.
Slaget i Det Filippinske Hav, som det blev kaldt, indebar, at krigen i Stillehavet stort set var afgjort. Den japanske ministerpræsident Tojo, som havde planlagt "fredssejren," blev tvunget til at gå af.
Meget få japanere blev taget til fange på Iwo-jima. De fleste blev dræbt.
Hård modstand på Marianerne
Den 9. juli 1944 var hele Saipan på amerikanske hænder. 21. juli gik de i land på øen Guam og tre dage senere på Tinian. De blev mødt af japanske soldater, som havde barrikaderet sig i håb om at dræbe så mange marinesoldater som muligt, inden at de selv mistede livet. Men også dette forsøg på at få forhandlet "fredssejr" igennem, mislykkedes.
Selvom krigen i praksis var afgjort, kostede de følgende og meget brutale slag om øerne Peleliu, Iwo-jima og Okinawa, mellem september 1944 og juni 1945, begge sider mere end 100 000 mand, døde og sårede.
MacArthur generobrede Filippinerne
Den 20. oktober 1944 begyndte den amerikanske generobring af Filippinerne, og samme dag vendte MacArthur tilbage til øgruppen, præcis som han havde lovet. Nogle dage senere gjorde den afkræftede japanske flåde et sidste desperat forsøg på slå fjenden til søs, i havet ud for Filippinerne.
Søslaget i Leyte-bugten blev endnu en storslået sejr for amerikansk teknologi og materiel overlegenhed. USA mistede et hangarskib og fire mindre skibe, mens japanerne mistede fire hangarskibe, tre slagskibe, ti krydsere og 11 destroyers.
Fra november 1944 blev Japans byer ofre for hyppige amerikanske bombetogter, der udgik fra baserne på Marianerne. Under et angreb den 9. marts 1945 døde mere end 80 000 mennesker i Tokyo. Japanerne svarede igen med selvmordspiloter – de berygtede Kamikaze – som fløj deres fly, læsset med sprængstof, direkte ind i de amerikanske skibe.
Fuchida forlod Hiroshima i tide
Lige siden hans redning fra det synkende hangarskib Akagi under slaget ved Midway, havde Mitsuo Fuchida gjort tjeneste i forskellige grene af militæret. Han befandt sig ved en luftbase i Hiroshima, da han den 5. august 1945 blev kaldt til et møde i Tokyo.
Ved frokostbordet i den japanske hovedstad næste morgen hørte han den forfærdelige nyhed. Klokken 08.15 om morgenen den 6. august 1945, var atombomben blev kastet over Hiroshima.
Efter at endnu en atombombe ramte byen Nagasaki den 9. august, bøjede japanerne sig.
Den 2. september 1945 overværede Mitsou Fuchida, som en del af den japanske delegation, underskrivelsen af Japans endelige kapitulation i 2. verdenskrig, ombord på det amerikanske slagskib USS Missouri.