Slaget ved Midway skulle knække USA

Tågen ligger som en tyk dyne over havoverfladen og skaber en spøgelsesagtig stemning, mens den enorme japanske flådekampstyrke Kido Butai den 3. juni 1942 skærer sig gennem bølgerne. Den er på vej mod de to små atoller, som udgør den amerikanske base Midway.

Hidtil har de japanske styrker vist sig uovervindelige, men alligevel hersker en anspændt stemning blandt officererne på broen af det 260 meter lange hangarskib Akagi. Den øverstbefalende, viceadmiral Nagumo, er bekymret.

“Hvor er fjendens flåde?” spørger han ud i luften.

Ingen kan svare ham. Ingen ved, hvilken fjende der venter dem i tågen. Til gengæld ved alle, at amerikanerne er snublende nær og formentlig kommer med alt, hvad de har.

Nagumos mission er at erobre Midway, der, som navnet antyder, ligger midt i Stillehavet, halvvejs mellem Asien og Amerika. Atollerne er i sig selv ret ubetydelige.

Godt nok vil Midway være en nyttig forpost, meget tættere på USA end nogen anden japansk base, men operationens egentlige formål er at lokke den amerikanske stillehavsflåde frem og tilføje den et endeligt, knusende nederlag.

Japanerne er sikre på, at amerikanerne ikke vil opgive Midway uden kamp. De vil sende US Navy ud for at slås – og så vil Kido Butai begrave de amerikanske hangarskibe i havets dyb.

Nagumo frygter dog, at det ikke vil gå helt så smertefrit som ved Pearl Harbor et halvt år tidligere.

USA sætter alle hangarskibe ind

Det amerikanske hangarskib Yorktown er i en sørgelig forfatning, da det samme dag nærmer sig Midway. Japanerne har for nylig ramt skibet under et slag i Koralhavet nordøst for Australien, og værftsfolkene i Pearl Harbor har kun haft 48 timer til at udbedre de værste skader.

Skibets indre er i al hast blevet afstivet med træbjælker. Om bord er kontreadmiral Frank Jack Fletcher. Han er så udmattet efter lang tid til søs og i kamp, at han rystede en smule på hænderne, da han på Hawaii mødte admiral Chester Nimitz, chefen for stillehavsflåden.

Men situationen giver ingen tid til hvile. Amerikanerne har knækket den japanske flådekode og opsnappet meddelelser om et nært forestående angreb på Midway. Fletcher skal stoppe fjenden i spidsen for stillehavsflådens tre disponible hangarskibe. Går de tabt, er der intet tilbage.

Japanerne slår først

Da solen den 4. juni 1942 står op over Midway, sidder den kun 17-årige radio-operatør Harry Ferrier allerede klar i sin Avenger-torpedobomber sammen med piloten og agterskytten.

Ved sekstiden lyder en melding i hans hovedtelefoner: “Fjendtlige styrker i pejling 320 grader, afstand 150 sømil”. En angrebsbølge på 108 japanske fly er på vej mod Midway.

Seks Avenger-maskiner, heriblandt Harry Ferriers, letter straks. De skal ikke forsvare øen, men derimod slå igen mod de japanske hangarskibe. Harry glæder sig. Endelig skal han i kamp. Det bliver hans livs største oplevelse, tænker han.

Efterhånden som Harrys gruppe – og 45 andre amerikanske fly – lægger Midway bag sig, begynder røgsøjler at stige op fra øerne. Japanerne bomber den amerikanske base.

Selv om Midway er velbefæstet, rammer angrebet hårdt. Brændstofdepoter sættes i brand, og bygninger smadres, og kun ca. ti japanske fly går tabt.

Amerikanernes modangreb er til gengæld en ren fiasko. Ikke én eneste amerikansk bombe eller torpedo rammer sit mål, og kun 33 af de 51 fly fra Midway vender hjem.

De amerikanske bombefly og torpedobombere har ingen beskyttelse, da de få jagerfly på Midway er afsat til forsvaret af øerne, og det er en smal sag for de erfarne japanske piloter i deres hurtige Zero-jagere at pille de langsomme amerikanske fly ned fra himlen.

For Harry Ferrier bliver forventningen hurtigt afløst af rædsel. En sværm af Zeroer kaster sig over de seks enlige Avenger-fly. Harry ser alle de andre blive skudt ned.

Også hans eget fly bliver ramt af maskingeværkugler. En af dem strejfer ham i hovedet og slår ham bevidstløs. Da han kommer til sig selv igen, fosser blodet ned over hans ansigt. Bag ham er skytten sunket sammen, død.

Piloten kaster sin torpedo mod et japansk skib. Han rammer ikke, men har til gengæld held til at slippe fra Zero-jagerne. Harry Ferrier overlever sin ilddåb, men er dybt chokeret. På få minutter har han mistet 16 af sine i alt 17 kammerater i Avenger-gruppen.

Admiralens taktiske dilemma

Kido Butai har vundet første omgang, men viceadmiral Nagumo kan ikke slippe sin bekymring. Den amerikanske flåde har endnu ikke vist sig. Hvor er den? Og hvor stor er den?

Nagumo har holdt en del af sin flystyrke tilbage for at kunne angribe de amerikanske krigsskibe, når de dukker op. Nogle af reserveflyene er lastet med torpedoer, andre er endnu uden våbenlast.

Da det kræver en ny angrebsbølge at nedkæmpe forsvaret på Midway, træffer Nagumo en afgørende beslutning: Torpedoerne skal afmonteres. Alle reservefly skal i stedet lastes med bomber beregnet på landmål.

VIDEO: De to flåder så aldrig hinanden

Midway er en ny type søslag: Der er ingen visuel kontakt mellem de to flåder. Angrebene bliver udført af fly, og rekognoscering er altafgørende. USA får et afgørende forspring, da en vandflyver en halv time før slaget spotter japanernes hangarskibe.

Mens mandskabet arbejder på højtryk ved flyene, modtager Nagumo en melding, som fuldstændig ændrer forudsætningerne for hans beslutning. Et af hans rekognosceringsfly har spottet ti amerikanske flådefartøjer – deriblandt et hangarskib – ca. halvanden times flyvning mod nordvest!

Viceadmiralen er havnet i et djævelsk dilemma. Han ville helst slå til mod den fjendtlige styrke straks, men hans folk har allerede nået at udskifte mange af flyenes torpedoer med bomber. Desuden er flyene fra angrebet på Midway på vej retur og skal snart lande for ikke at løbe tør for brændstof.

Tiden er knap. Hvis Nagumo straks sætter et angreb ind, må det nødvendigvis blive med en begrænset flystyrke, og en del af flyene vil have forkert våbenlast. Derfor vælger han at vente og bruge den tid, det tager at forberede et angreb i fuld skala.

På de japanske flydæk er situationen kaotisk. Tidspresset og udskiftningen af våbenlast har medført, at det flyder med bomber og torpedoer på flydækkene, hvor der desuden ligger brændstofslanger på kryds og tværs. De japanske hangarskibe er flydende krudttønder.

Oppe på broen spejder viceadmiral Nagumo op mod himlen, mere bekymret end nogensinde. Hvis han bare kan få sine fly i luften, før den næste amerikanske angrebsbølge finder frem til ham! Det er altafgørende.

US Navy har et forspring

Den amerikanske flådestyrke er splittet op i to enheder for ikke at udgøre et samlet mål for fjenden. Hangarskibet Yorktown med følgeskibe udgør den ene enhed, hangarskibene Enterprise og Hornet med følgeskibe den anden.

Det japanske rekognosceringsfly opdager Yorktown kl. 8.20, mens amerikanerne allerede ved sekstiden har lokaliseret de japanske hangarskibe omkring 200 sømil borte. US Navy har et stort tidsmæssigt forspring, og kontreadmiral Frank Fletchers fly er for længst sendt på vingerne.

På det tidspunkt, hvor viceadmiral Nagumo får meldingen om det amerikanske hangarskib, er mere end 100 amerikanske bombemaskiner, torpedobombere og jagere allerede godt på vej imod ham.

Da Nagumo får flere og flere meldinger om fjendtlige fly, der nærmer sig, går en skæbnesvanger sandhed op for ham: Alle de fly kan umuligt komme fra kun ét hangarskib!

Kl. 9.20 har Nagumo fået landet sine fly fra første angrebsbølge mod Midway, og nye fly er ved at være klar på dækkene, optankede og med våbenlast. Det er kun et spørgsmål om minutter, før de første fly er på vingerne. Men de minutter får Nagumo aldrig.

Pludselig er amerikanerne over ham. Hans skibe får travlt med at undvige de amerikanske angrebsbølger, og de korte pauser i kamphandlingerne bliver brugt på at lande Zero-jagere, der er ved at løbe tør for brændstof.

På Akagi ligger kommandør Mitsuo Fuchida fladt udstrakt på dækket og ser flere grupper af amerikanske torpedobombere nærme sig. Akagi kan umuligt undvige så mange torpedoer, tænker han, men igen er Zero-jagerne fantastiske.

De skyder torpedobombere ned på stribe, og hver gang lyder et jubelbrøl fra besætningen på Akagi. Endnu en gang er amerikanernes torpedobombere kanonføde, prisgivet uden jager-eskorte.

I et af flyene fra 8. Torpedoeskadrille, som angriber de japanske hangarskibe i nulhøjde, sidder pilot og sekondløjtnant George Gay. Han oplever angrebet som ét langt mareridt. Først er de 15 Devastator-fly, så 14, 13, 12, 11...

Til sidst er George Gay alene om angrebet. Han kæmper for at undvige Zero-jagerne og det japanske antiluftskyts, og da han er tæt på et af de japanske hangarskibe, overvejer han et splitsekund at lade sig styrte ned i flyene på dækket og udløse en stor eksplosion.

Det når ikke at blive aktuelt, for nu bliver George Gay også skudt ned. Byger af maskingeværkugler og 20 mm. granater fra et kobbel Zero-jagere ødelægger flyets højderor, og Devastatoren hamrer mod vandoverfladen.

Gay når lige at kæmpe sig ud af cockpittet, inden Stillehavet opsluger flyet og hans radiooperatør, som sidder hårdt såret tilbage i maskinen.
Den amerikanske flådes 8. Torpedo-eskadrille er ophørt med at eksistere.

Slaget tipper på fem minutter

Det ser ud til, at japanerne vinder igen. Amerikanerne har lidt enorme tab, mens alle japanske hangarskibe er intakte og de fleste fly operationsklare.

Mange amerikanske flybesætninger har ofret deres liv, tilsyneladende til ingen verdens nytte. Men så indtræffer slagets afgørende øjeblik, der giver deres indsats mening.

En gruppe Dauntless-styrtbombere fra Enterprise har haft svært ved at finde de japanske hangarskibe, men nu når de endelig frem – næsten samtidig med en gruppe styrtbombere fra Yorktown.

Styrtbomberne kommer ind fra stor højde, netop som torpedobombernes heroiske angreb har trukket Zero-jagerne ned i nulhøjde og tappet dem for ammunition. Som grådige rovfugle suser styrtbomberne i en stejl vinkel og høj fart ned mod tre af de japanske hangarskibe.

På Akagi ser orlogskaptajn Mitsuo Fuchida de fjendtlige flys mørke silhuetter vokse sig større og større på himlen, han hører de skrækindjagende hyl fra faldende bomber, efterfulgt af flere voldsomme eksplosioner, der får skibet til at skælve.

En bølge af varme slår imod ham, mens han fortvivlet ser et brølende inferno af ild brede sig, næret af de fuldt optankede og bevæbnede fly, som eksploderer ét efter ét.

Akagi er dødsdømt. Oppe på broen beslutter viceadmiral Nagumo modstræbende at opgive sit elskede flagskib. De højtstående officerer, inklusive Mitsuo Fuchida, forlader skibet ad en rebstige. En af dem bærer kejserens portræt under armen.

På kun fem-seks minutter er alt forandret. Hangarskibene Akagi, Kaga og Soryu er blevet ramt af en række fuldtræffere fra styrtbomberne og står i flammer, totalt ødelagte.

Kun hangarskibet Hiryu er gået fri. Det ligger et godt stykke nord for de andre og undgår styrtbombernes opmærksomhed.

Sekondløjtnant George Gay er stadig i live efter styrtet med sin torpedobomber. Han ligger i det lune vand med et fast greb om en sædepude fra sit fly og ser til på nærmeste hold, da Dauntless-maskinerne slår ned på deres mål. Et pragtfuldt syn, synes han.

Gay oplever, hvordan ilden på det nærmeste hangarskib “brøler som fra en enorm blæselampe”. Det meste af skibets skrog er rødglødende. Noget senere ser George Gay endnu et fantastisk syn: en amerikansk vandflyver, som lander og samler ham op.

Japanerne slår igen

Japanerne har modtaget et lammende slag, men deres ukuelige kampvilje fornægter sig ikke. Allerede mens viceadmiral Nagumo forlader Akagi, letter en gruppe Val-styrtbombere fra det uskadte hangarskib Hiryu. De følges af en gruppe Kate-torpedobombere.

Kontreadmiral Tamon Yamaguchi, der er øverstbefalende på Hiryu, står på flydækket og giver hver eneste af sine piloter et håndtryk, inden han sender dem af sted.

“God kamp”, siger han.

Piloterne ved, at de højst sandsynligt skal dø, men ingen tøver med at gøre deres pligt for kejser og fædreland. En af piloterne har slet ikke brændstof nok til at nå tilbage til Hiryu, da hans ene vingetank er blevet gennemhullet under morgenens angreb på Midway. Det stopper ham ikke.

Yorktown bliver målet for det japanske modangreb. Først rammer flere af styrtbomberne hangarskibet, dernæst følger torpedobomberne. Selv om de bliver mødt af en morderisk luftværnsild fra Yorktown, trænger flere japanske piloter gennem forsvaret og får afleveret deres dødbringende last.

Torpedoernes gule næser glimter i solen, inden de hamrer ind i Yorktowns skrog. Kort efter begynder hangarskibet at krænge om på siden. Til sidst er slagsiden på hele 26 grader. Maskinerne går i stå, og det store fartøj ligger ubevægeligt og hjælpeløst hen.

Besætningen får ordre til at forlade skibet. Kontreadmiral Fletcher har allerede forladt Yorktown efter det første angreb fra styrtbomberne.

“Jeg er for gammel til det her pis”, udbryder den 57-årige øverstbefalende, da han klatrer ned i båden.

Dødsstødet sættes ind

Japanerne ved nu fra deres rekognosceringsfly, at US Navy har tre hangarskibe, men i første omgang lykkes det kun angrebsbølgerne fra Hiryu at lokalisere og uskadeliggøre Yorktown, og mange fly går tabt under angrebet.

Kontreadmiral Tamon Yamaguchis luftstyrke er stærkt amputeret, men alligevel planlægger han et nyt angreb, når tusmørket sænker sig. Det bliver dog aldrig til noget.

Ved 17-tiden, omkring ti timer efter det første angreb på Midway, lokaliserer styrtbombere fra Enterprise og Hornet det sidste japanske hangarskib og sætter dødsstødet ind.

Styrtbomberne leverer igen en række fuldtræffere, og bomberne antænder brændstof og ammunition, så skibet med lynets hast forvandles til et flammehav.

Da de amerikanske fly forsvinder i horisonten, cirkler de sidste Zero-jagere stadig omkring det fortabte Hiryu, nu uden noget sted at lande. Om bord beslutter kontreadmiral Yamaguchi at gå ned med sit skib.

Kido Butai, kernen i den japanske flåde, er reduceret til en tom trussel. En samling eskorteskibe uden hangarskibe at eskortere. Viceadmiral Chuichi Nagumo har tabt slaget. Den japanske flåde vil aldrig genvinde sin offensive slagkraft og overlegenhed i stillehavsområdet.