Stalin og Hitler kæmper indædt om Kyiv

Støjen i Kyiv er øredøvende i midten af september 1943. To år med nazistisk besættelse har ellers drænet Sovjetunionens tredjestørste by for liv og reduceret indbyggertallet med 700.000, men nu fyldes den ukrainske hovedstad time for time med tyske tropper fra Østfronten.

Tunge køretøjer maser sig frem i gaderne, og ved byens indfaldsveje arbejder ingeniørtropper på at opstille betonklodser, så fjendens kampvogne ikke kan trænge ind.

Tyskerne kører kanoner på plads bag forsvarsstillingerne og stabler tonsvis af sandsække op, som kan skærme for de kraftfulde maskingeværer, der skal stoppe Den Røde Hær.

I Kyivs østlige bydel, hvor den dybe Dnepr-flod flyder, klaprer kampvognenes larvefødder tungt over broerne. Metallets møde med asfalten frembringer en knusende lyd, som skærer sig ind i ørerne på de tropper, der også er i færd med at krydse floden.

Da de sidste soldater fra slagmarkerne er kommet tørstøvlede ind i Kyiv, lyder nogle gigantiske brag, og broerne styrter i vandet, knust af tyskernes eksplosiver.

Både nord og syd for den ukrainske hovedstad finder samme scenarie sted – tyske panserarméer og lastbiler fyldt med infanterister passerer Dnepr for på vestbredden at eta­ble­re en række solide stillinger, der skal forme en forsvarsmur i Ukraine.

Selvom linjen er over 1.000 km lang, føler nazisterne sig godt rustede til at modstå den russiske krigsmaskine, som snart vil stå på den østlige side af Dnepr.

Alligevel vil det være belejligt at undgå hårde kampe, så i et forsøg på at afskrække Den Røde Hær flyver tyske fly hen over den fremadstormende fjende og nedkaster tusinder af flyveblade:

“Tyskerne har beklædt Dnepr-flodens vestlige bred med beton og stål. Vi har skabt en Østvold, der er lige så uigennemtrængelig som Vestvolden i vest. I bliver sendt i døden. Døden venter jer ved Dnepr. Stands, inden det er for sent!” lyder advarslen.

Russiske Nikolaj Vatutin giver dog ikke meget for tyskernes skræmmekampagne, da generalen en del kilometer uden for Kyiv læser flyvebladet.

Den velpolstrede russer, som er chef for Den 1. Ukrainske Front, krøller ubekymret papiret sammen og fortsætter mod Dnepr. Generalen har en deadline. Stalin har proklameret, at Kyiv skal være indtaget inden den 7. november. Og Vatutin har ikke tænkt sig at skuffe sin leder.

Hitler accepterede modvilligt retræten

I månederne op til den tyske forskansning langs Dnepr havde Den Røde Hær først slået tyskerne ved Kursk og siden ved Kharkov.

Allerede dagen efter sejren i Kharkov den 24. august 1943 trådte Stalins generalstab sammen og planlagde en stor­offen­siv mod de svækkede tyskere.

Russerne var sikre på, at fjenden ville forsøge at bygge forsvarsstillinger langs Dnepr, og derfor skulle Den Røde Hær storme fremad, så tyskerne ikke fik tid og ro til at etablere en effektiv forsvarslinje. Ved ankomsten til floden skulle russerne angribe over en bred front, så de kunne krydse Dnepr mange steder samtidig og på den måde holde fjenden under konstant pres.

Endelig vedtog generalstaben på mødet, at når Dneprs vestbred var under russisk kontrol, skulle centrale jernbanelinjer og hovedbyer angribes – først og fremmest Kyiv, som Stalin insisterede på, at hans tropper skulle befri inden den 7. november 1943 – 26-årsdagen for revolutionen i 1917.

Ligesom de russiske officerer var tyske Erich von Manstein ikke i tvivl om, at det eneste fornuftige træk oven på de tyske nederlag var retræte til Dnepr.

Desværre for den tyske feltmarskal, som var chef for Armégruppe Syd, var Hitler ikke til at rokke, da de to mødtes i det centrale Ukraine sidst i august.

“Tropperne skal holde stillingerne, til fjenden er overbevist om det håbløse i sine angreb”, krævede Hitler, der i vanlig stil bildte sig ind, at russerne snart måtte opgive kampen.

📽 Se de hårde kampe på Østfronten:

Først nogle uger senere, da tyskernes position ved Østfronten ikke var forbedret, lykkedes det von Manstein at overbevise den stædige Fører om, at en naturlig forsvarslinje langs Dnepr-floden kunne sætte en effektiv klods i russernes panserhjul.

Da Dnepr er over 300 meter bred, endda op mod 700 meter enkelte steder, var den uhyre velegnet som forsvarslinje. Fjenden ville få svært ved at transportere materiel over på den modsatte bred, og havnede en lastbil eller kampvogn først i vandet, sikrede flodens dybde, at køretøjet aldrig ville dukke op igen.

De fleste steder var flodens vestlige bred desuden meget høj, så hvis russerne endelig trængte over Dnepr, var de nødt til at kæmpe sig op ad stejle skrænter.

Hitler accepterede nødtvungent von Mansteins argumentation – det væsentligste for Tyskland var trods alt, at fjenden ikke erobrede hele Ukraine. Den sydlige del af Sovjetunionen var livsvigtig for tyskerne, da områdets marker var rige på korn, og undergrunden indeholdt store forekomster af jernmalm og kul – uundværlige produkter, hvis den enorme tyske krigsmaskine skulle holdes kørende.

Tyskerne plyndrede på tilbagetoget

Den 14. september beordrede von Manstein sine tropper på hele den sydlige Østfront til at trække sig tilbage til Dnepr. Mange soldater, der var udmattede efter voldsomme kampe, åndede lettede op. Tropperne fornemmede desuden, at fjenden havde både flere mænd og mere artilleri, mens tyskerne ved fronten kun blev erstattet dråbevis.

I alt 1,2 millioner tyskere begyndte retræten. De heldige fik plads i lastbiler eller tog, mens andre slæbte sig afsted ad de grusede ukrainske landeveje. Alle måtte dog gøre jævnlige ophold, da von Manstein havde givet ordre til, at ethvert frodigt område skulle plyndres.

“Madsituationen hjemme gør det essentielt, at tropperne får mad fra egnen, og at det størst mulige lager stilles til rådighed”, lød meldingen fra von Manstein.

200.000 stykker kvæg, 270.000 får, 153.000 heste og 40.000 vognlæs mad blev stjålet fra de i forvejen sultende bønder i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine. Tyskerne læssede det hele på lange godstog, som holdt ved de nærmeste jernbanelinjer – i alt 2.942 tog kørte i september gods, sårede og evakuerede soldater til den vestlige side af Dnepr.

Men de tyske tropper skulle ikke bare plyndre – de havde også ordre til at føre den brændte jords taktik. Alt, hvad fjenden kunne bruge, skulle destrueres. Taktikkens resultat var tydeligt for Den Røde Hærs soldater, der jagtede tyskerne.

“Kilometer efter kilometer af ødelæggelser og elendighed. Tyskerne er i sandhed gode til dette job. I utallige byer er lader og lagerrum brændt ned, kornsiloer sprængt i luften, og landmænd efterladt uden korn, der kan holde dem i live til næste høst. Tyskerne satte ild til huse og skød de indbyggere, der gjorde modstand”, nedfældede den russiske menig Gabriel Temkin i sin dagbog.

Til gengæld blev sovjetsoldaterne mødt af ukrainere, der efter lang tids besættelse kastede sig om halsen på befrierne, mens de berettede om tyskernes ugerninger. Nogle af ukrainerne var udmagrede og havde levet af græs i ugevis.

For den russiske korrespondent Vasilij Grossman, som fulgte i hælene på general Vatutins tropper, blev det klart, at hærens had til fjenden blussede voldsomt op under fremmarchen:

“Hver eneste soldat, hver eneste officer og hver eneste general i Den Røde Hær, som har set Ukraine i blod og ild, forstår helt ned på bunden af deres sjæl, at der nu kun eksisterer to hellige ord for os. Det ene er ‘kærlighed’, det andet er ‘hævn’”.

I jagten på von Mansteins styrker tromlede russerne ufortrødent videre mod vest i retning af Dnepr-floden.

Døde dyr lå overalt

Stalins hærchefer var ivrige efter at overholde tidsplanen og give tyskerne så kort tid som muligt til at forskanse sig på Dneprs vestbred. Men det hæsblæsende tempo havde sin pris.

Hestene, der trak trævognene med forsyninger, blev for trætte til at spise deres hø og faldt omkuld. Døde dyr med fluer sværmende omkring sig lå overalt i vejkanten, når bagtropperne passerede.

Konsekvensen var, at mange enheder manglede både føde og vigtigt materiel, da de i slutningen af september omsider kunne skimte vandet i Dnepr-floden. Men for de førstankomne styrker var rifler og enkelte kanoner også nok til at angribe de få uheldige tyske soldater, der ikke var kommet over på den vestlige side af floden, inden Dneprs fem brugbare broer var blevet sprængt.

“Paniske mænd efterlod alt på flodens bredder og kastede sig i vandet for at forsøge at svømme over på den modsatte side. Vi hørte lyden af geværild og eksplosioner afbrudt af grufulde skrig”, skrev en tysk soldat, der så fjenden meje sine landsmænd ned i det grå vand.

Sådanne episoder var med til at minde tyskerne om, at de langtfra var i sikkerhed bag forsvarslinjen. Selvom Værnemagten havde etableret kilometerlange forsvarsstillinger langs Dneprs vigtigste punkter, bugtede floden sig over 1.000 kilometer gennem det ukrainske landskab, og det var så godt som umuligt at forsvare hver en sten langs bredden – ikke mindst da Den Røde Hær stormede mod floden med intet mindre end 2,6 millioner hævntørstige mænd.

Men selvom de tyske soldater var bekymrede, så Hitler optimistisk på situationen: “Dnepr kommer til at strømme baglæns, før russerne gennembryder denne 330 meter brede flodlinje”, lød det fra Føreren, som nu havde affundet sig med tanken om tilbagetrækningen. Men ét var ord, noget andet var virkelighed.

Russerne sejlede på tømmerflåder

General Vatutins enorme styrker nåede ikke Dnepr på samme tid, men på grund af tidspresset tøvede de russiske officerer ikke med øjeblikkeligt at sende enheder afsted mod flodens vestbred.

I stedet for at vente på, at pontoner eller andre reglementerede transportmidler skulle nå frem, kastede soldaterne sig ud i den hurtigtstrømmende flod på tømmerflåder eller forsøgte at svømme over, mens det tunge, våde tøj truede med at trække dem ned under vandet.

Hvis soldaterne var heldige, sejlede lokale partisaner dem over i små joller eller fiskerbåde, hvor der også var plads til artillerivåben. I andre tilfælde måtte mændene skubbe regimentets kanoner op på portdøre, mens de selv svømmede ved siden af.

Trods et inferno af tysk artilleri- og mortérild, konstant truende jagerfly og maskingeværkugler, der piskede hen over vandskorpen, lykkedes det flere russiske bataljoner at erobre de første brohoveder allerede i den sidste uge af september. Den Røde Hærs styrker var så talrige, at de trods store tab kunne blive ved med at angribe den modsatte bred.

Enheder fra Vatutins 1. Ukrainske Front indtog den 23. september en vigtig tysk forsvarsstilling ved byen Bukrin, knap 100 kilometer syd for Kyiv, selvom styrkerne slet ikke havde haft mulighed for at transportere tungt artilleri eller mad med over på den vestlige side af floden.

Indtagelsen af forsvarsstillingen var dog dyrekøbt: “Det var virkelig skræmmende. Så mange mennesker blev dræbt. Der var 280 nye rekrutter i en nabobataljon. Da kampene var slut, var kun 16 af dem tilbage. Vi kravlede rundt på hænder og knæ, skærmede os mod den uophørlige bomben og ledte febrilsk efter mad”, lød det fra en sygeplejerske, som selv svømmede over Dnepr for at tage sig af de mange sårede.

I slutningen af september havde Den Røde Hær udvidet Bukrin-brohovedet, så det var 20 kilometer bredt og tre kilometer dybt. Russernes fremgang fortsatte midt i oktober, hvor de havde flere brohoveder på den vestlige side af Dnepr. Samtidig muliggjorde nye pontonbroer, at det tunge sovjetiske artilleri kunne krydse floden.

Men Vatutin var stadig ikke kommet rigtig tæt på Kyiv. Byens forsvar ud til Dnepr var for stærkt, så generalen håbede, at styrkerne ved Bukrin kunne presse fjenden baglæns hele vejen til den ukrainske hovedstad.

Den strategi havde den rutinerede von Manstein dog for længst afluret, så feltmarskallen indsatte ekstra panserstyrker i området.

I flere uger kom Den Røde Hær ved Bukrin ikke en meter frem, og presset på Vatutin voksede, i takt med at den 7. november nærmede sig.

Men russeren havde ikke opgivet sit mål. Han gemte et genialt træk i baglommen.

Vatutin fuppede fjenden

Regnen væltede ned ved 22-tiden den 25. oktober, da tanks fra panserarméen ved Bukrin startede motorerne. Lygterne var skærmet af, så de kun akkurat lyste op, da maskinerne satte afsted mod pontonbroen, der førte tilbage til Dneprs østlige bred.

Heldigvis gjorde det overskyede vejr, at ingen fly kunne spotte de mange kampvogne, der ganske langsomt bevægede sig væk fra Bukrin-fronten.

Nogle dage forinden havde arméchefen i Bukrin modtaget en besked fra Vatutin, som ville overføre tropperne i Bukrin til Ljutetj 25 kilometer nord for Kyiv, hvor russerne tidligere på måneden havde etableret et brohoved: “Foretag marchen i absolut hemmelighed. Ryk kun frem om natten. Forbyd radiokommunikation, og foretag ingen telefonsamtaler vedrørende manøvren”, lød generalens ordre.

Vatutins dristige plan var at overraske von Manstein ved at samle en slagkraftig hær ved Ljutetj, hvor tyskerne ikke forventede et angreb. For at bluffe fjenden havde tropperne ved Bukrin i dagene op til den 25. oktober knoklet med at fremstille falske tanks.

Træskeletter var blevet banket sammen og beklædt med jord, så de fra luften lignede kampvogne. Samtidig skulle den normale radiokommunikation fortsætte i Bukrin, mens styrkerne bevægede sig væk, så tyskerne ikke opdagede, at noget var under opsejling.

Hver nat under omgrupperingen gik de tilbageværende soldater i Bukrin rundt og tændte hundredvis af bål, så det så ud, som om den russiske lejr stadig var fuld af tropper fra Den Røde Hær.

Nat efter nat i slutningen af oktober trillede kampvognene og lastbiler med soldater roligt gennem de store skovområder på vejen mod Ljutetj. Ud over det konstante skydække og den tætte regn slørede trætoppene også de tunge køretøjer, som ikke kunne tilbagelægge de næsten 200 kilometer på én nat.

Derfor skjulte de sig i skovdybet, når lyset brød frem, og de tyske rekognosceringsfly havde bedre udsyn. 200 tanks, 150 selvkørende kanoner, 500 traktorer og 3.500 andre køretøjer var den 28. oktober flyttet til mødesteder øst for Dnepr, og de næste tre nætter rullede de det sidste farlige stykke vej over to pontonbroer til brohovedet ved Ljutetj.

For at fjendtlige fly ikke skulle bombe overgangene, var de konstant omgivet af tæt røg, som russerne lod sive fra røgkanoner.

Den 2. november var det store fupnummer fuldført. En enorm hær stod klar på Dneprs vestlige side nord for Kyiv, hvor tyskerne slet ikke følte sig truet. Nogle russiske tanks og kanoner var ikke mere end 10 kilometer fra Kyiv.

Russiske tropper indtog et knust Kyiv

Mens Vatutins tanks havde dæmpet lys og lyd under omgrupperingen, var situationen helt modsat om morgenen den 3. november, da Den Røde Hær angreb fra Ljutetj mod Kyiv.

Køretøjernes lygter var sat på maksimal styrke, og russerne havde monteret lydforstærkere på kampvognene for at skræmme fjenden mest muligt. På et stort areal uden for byen havde Den Røde Hær opstillet flere rækker kanoner, som sendte granater mod de tyske soldaters forsvarsstillinger.

Bag barrikaderne i Kyiv kunne tyskerne i deres kikkerter se fjendens styrke nærme sig meter for meter, og i de efterfølgende dage rasede et intenst slag om herredømmet over byen.

Men den russiske overmagt var for stor, og efter at have kæmpet indædt i mere end to døgn indså von Mansteins tropper, at det var umuligt at holde den ukrainske hovedstad.

Mens forsvarsstillingerne ved byens nordside holdt russerne tilbage lidt endnu, begyndte tyskerne systematisk at ødelægge resterne af Kyiv – 940 statsbygninger, 800 fabrikker og 140 skoler blev sat i brand den 5. november. Vandsystemet blev sat ud af drift, og da de sidste tyske styrker trak sig ud af byen natten til den 6. november, lå Kyivs gamle kirker i ruiner, og byens konservatorium, universitet og kraftværk var brændt ned til grunden.

Klokken fire tromlede de første russiske tanks over murbrokkerne i det nordlige Kyiv, og snart vrimlede byen med sovjetiske soldater.

De overlevende indbyggere listede sig lidt efter lidt ud fra deres skjul og betragtede omgivelserne med blandede følelser. For første gang i to år var Kyiv ikke besat – til gengæld var byen smadret til det uigenkendelige.

Stalin fik kontrol over Dnepr

For Vatutin var erobringen af Kyiv dog en stor sejr uanset byens tilstand. Tyskerne var tvunget ud af den største besatte by i Sovjet, og det var sket lige inden den store årsdag for revolutionen.

Sejren blev fejret med kanonsalutter i Moskva, hvor Stalin også greb chancen for at mindes faldne kammerater og sende en drabelig besked til fjenden: “Evig hæder til dem, der er faldet i kampen for befrielsen og uafhængigheden af vores land. Død over de tyske invasionsstyrker!”

I begyndelsen af december havde Den Røde Hær tilkæmpet sig et solidt fodfæste på den vestlige bred af Dnepr. Ud over Kyiv var vigtige brohoveder ved Tjerkasy og Dnepropetrovsk erobret, ligesom russerne længst mod syd stormede frem på Krimhalvøen.

Den hurtige fremmarch overskyggede det faktum, at russerne under Dnepr-offensiven i gennemsnit mistede 3.500 mænd om dagen.

På fire måneder havde russerne trængt tyskerne godt 250 kilometer tilbage over en front på 1.000 kilometer, og samlet havde Den Røde Hær generobret et areal på størrelse med Storbritannien.

Da 1943 gik på hæld, kunne Stalin se tilbage på et år, hvor hans tropper havde haft held til at tilføje den tyske invasionshær uoprettelige tab, mens han selv blev mere og mere overbevist om, at triumfen nærmede sig.