Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Stalins olie skal redde Hitler

Den tyske Fører fejrer nye triumfer i 1942, da hans kampvogne tromler gennem Sovjetunionen. Målet er de rige oliefelter i Kaukasus. På få uger kan Hitler sikre sig alt det brændstof, han skal bruge for at vinde 2. verdenskrig.

AKG-images, Imageselect & Shutterstock

Hylende vind rev i hagekorsflaget, som soldaterne netop havde plantet i den dybe sne. Sommeren 1942 havde bragt temperaturen i det kaukasiske steppeland op på glohede 52 grader, men heroppe på toppen af bjerget Elbrus 5.642 m over havet var det vinter, også i august.

Soldaterne nægtede dog at lade kulden dæmpe deres triumf. De var tyske alpejægere – soldater, der hører hjemme på snedækkede tinder, hvor kun specialis­ter har den fornødne træning til at overleve.

Stoltheden svulmede i soldaternes hjerter. To divisioner af alpejægere havde marcheret 200 km for at nå frem til Europas højeste bjerg, og denne lille patrulje udgjorde eliten af eliten, som havde fået til opgave at nå toppen.

Alpejægerne var vant til at bruge muldyr, når de skulle frem i uvejsomt terræn.

© Getty Images

Sigtbarheden var lav – med tåge og fygende sne. Men det lykkedes at få knipset nogle billeder, så pressen hjemme i Tyskland kunne vise raske unge helte på forsiden. Derefter kunne alpejægerne begive sig ned igen.

Elbrus var erobret, snart ville hele Kaukasus med sine rige olie-felter være på tyske hænder, og så var sejren på Østfronten hjemme. Næste dag opdagede tyskerne deres fejl. Vejret var klaret op, og nede fra dalen kunne de se, at flaget stod på den forkerte top!

Patruljen havde taget fejl af bjergtinderne i det tågede vejr. En ny ekspedition måtte sendes op, så den pinlige misforståelse kunne rettes, inden nogen hørte om bommerten.

Sommeren 1942: Aldrig var Tyskland større, end da alpejægere plantede hagekorset på Elbrus’ top – 2.400 km fra hovedstaden, Berlin.

© Bridgeman/AKG-Images

Nyheden om alpejægernes to ekspeditioner til Elbrus havde en ganske uventet virkning på Adolf Hitler – han frådede af raseri. Nazi-rigets øverste feltherre råbte op om krigsret mod officererne, der ødslede tid bort på propaganda-pjat, hvor de burde kæmpe for den endelige sejr.

Hitler havde ellers altid et godt blik for propaganda-egnede aktioner, men måske var det nerverne, der løb af med ham. Alt for meget stod på spil i disse augustdage i 1942.

Hitler havde sendt den tyske hær ud på et felttog, der skulle skaffe ubegrænsede mængder af sovjetisk olie – hvis det lykkedes. Slog felttoget fejl, ville Tyskland tabe krigen. Vidste han.

Hitler ville tage Stalins olie

Offensiven i Kaukasus var en reaktion på, at tyskernes store invasion af Sovjetunionen året før var slået fejl. Hæren var ganske vist rykket frem i lyntempo, men afstandene var store og vejene for dårlige til, at “Operation Barbarossa” kunne gennemføres fuldt ud.

Offensiven var gået i stå lige uden for Moskva, Stalin var ikke knækket – og gennem hele vinteren 1941-1942 blev de frysende tyske soldater udsat for sovjetiske modangreb.

Fiaskoen i Rusland betød, at 2. verdenskrig skiftede karakter. Siden krigsudbruddet i 1939 havde den tyske hær kun udkæmpet korte felttog, som alle var endt i knusende sejre, hvorefter tropperne kunne hvile ud og genopbygge deres kampkraft.

Nu måtte Hitler indstille sig på, at det ville kræve tid og mange kræfter at besejre Sovjetunionen. Og til det formål skulle tyskerne bruge olie, for krigsindsatsen slugte over syv mio. tønder olie hver måned, mens produktionen kun lå på fem mio. tønder.

Reservelagrene blev opbrugt allerede i efteråret 1941, og herefter kom samtlige grene af tysk militær under streng rationering.

Tyskland oliebehov lå på 7,35 mio. tønder om måneden, men de havde kun 5,35 mio. til rådighed.

© AKG-Images

Krig gjorde brændstof til en mangelvare

Krigen mod Sovjetunionen gav stor oliemangel i Tyskland – Hitler var tvunget til at erobre nye oliefelter for at vinde.

Nazi-lederen Adolf Hitler talte allerede i 1920’erne om, at Tyskland skul­le erobre “Lebensraum” – land-områder – i øst. Målet var at gøre tyskerne selvforsynende, så en udenlandsk blokade ikke kunne skabe sult og sætte industrien i stå, som det var sket under 1. verdenskrig.

Udviklingen gik dog den forkerte vej. Tyskland blev i de følgende år mere afhængigt af bl.a. importeret brændstof, fordi landets egne olie-forekomster kun dækkede ca. en fjerdedel af forbruget.

Ved krigsudbruddet i 1939 skruede tyskerne den hjemlige olie-produktion i vejret, og Hitlers allierede Rumænien udvidede sine store felter. Desuden eksporterede Stalin store mæng­der olie til sin daværende alliancepartner.

Men efter tyskernes angreb på Sovjetunionen i 1941 var det slut. Hurtigt var lagrene opbrugt, og den tyske hær manglede – trods rationering – 1,9 millioner tønder olie hver måned for at fungere optimalt.

Olieforsyningen året før krigen:

  • Kilde: Mio. tønder årligt
  • Olie-kilder i Tyskland: 4
  • Syntetisk olie (fremstillet af kul): 9
  • Import fra Europa (især Rumænien): 4
  • Import fra oversøiske kilder: 28

Heldigvis sprang løsningen nærmest Hitler i øjnene, da han studerede landkortene i de første måneder af 1942: Kaukasus med Sovjetunionens rigeste olie-felter var inden for rækkevidde, og kom de først på tyske hænder, ville panserdivisionerne aldrig komme til at mangle brændstof igen.

Olie-feltet Maikop producerede 19 mio. tønder årligt, felterne ved Groznyj gav 32 mio., og Baku længere sydpå forsynede Stalin med svimlende 190 mio. tønder.

Specialister lovede Hitler, at de hurtigt kunne få produktionen i gang efter en erobring. I deres begejstring glemte de alt om det ukrainske olie-felt, som tyskerne havde erobret i 1941.

Det havde sovjetiske tropper fyldt så grundigt op med beton, at det året efter stadig var værdiløst. Andre eksperter var mindre henrykte over Førerens kaukasiske plan, nemlig generalerne, som skulle gøre den til virkelighed.

Argumenter preller af på Føreren

I det tidlige forår 1942 så Tysklands øverste officerer på fremtiden med dyb pessimisme. De havde fra begyndelsen været imod angrebet på Sovjetunionen, fordi så gigantisk en opgave krævede flere kræfter, end selv den mægtige Værnemagt kunne mønstre.

Siden havde svære tab samt nedslidningen af fly og kampvogne kun svækket de styrker, der nu stod dybt inde i Rusland.

Hæren burde blive i defensiven på Østfronten, mente de fleste – enkelte talte endda om tilbagetrækning til grænsen. Hitler svarede igen ved at uddele fyresedler til de værste sortseere.

“Hvis jeg ikke får olien i Maikop og Groznyj, må jeg afslutte krigen.”
Adolf Hitler

Efter hans mening var hærens øverste rækker befolket af grædekoner, som så begrænsninger frem for muligheder. Derfor indsatte Hitler også sig selv som hærens øverstkommanderende, og han tog kontrol over den praktiske krigsførelse.

I foråret var kun én enkelt officer endnu så tæt på Tysklands enevældige hersker, at han kunne påvirke strategien. Han hed Franz Halder, og som chef for hærens generalstab var det hans pligt at udføre Hitlers befalinger.

“Det var en kamp om viljer”, forklarede Halders nærmeste medarbejder, general Günther Blumentritt, til en britisk historiker efter krigen. Stabschefen advarede i 1942 mod at gå i offensiven, da de sovjetiske fabrikker ifølge efterretningsrapporter producerede 600-700 nye kampvogne hver eneste måned.

“Da Halder fortalte det, slog Hitler i bordet og sagde, at det var umuligt. Han troede aldrig på det, han ikke ønskede at tro”, huskede Blumentritt.

Hitler havde besluttet sig for, at Den Røde Hær var stærkt svækket efter de enorme tab i 1941. Denne tolkning blev gjort til officiel sandhed, da Hitler udsendte sit “Fører-direktiv nr. 41” i april:

“Så snart vejret og terrænet tillader det, må vi gribe initiativet igen og påtvinge fjenden vores vilje gennem overlegent tysk lederskab og overlegne tyske soldater”, dikterede Hitler.

Alle kræfter skulle bruges på at indtage Kaukasus’ rige olieforekomster. “Hvis jeg ikke får olien i Maikop og Groznyj, må jeg afslutte krigen”, erklærede Hitler.

General Halder havde advaret – nu måtte han som en god soldat adlyde og udtænke planen for en operation, som han ikke selv troede på. Resultatet blev et strategisk mesterværk.

Russiske krigsfanger fra 1941 sultede ihjel. De fanger, tyskerne tog året efter, skul­le arbejde i landbrug og på fabrikker.

© Bundesarchiv 1011-605-1721-03a

Krigsfanger fik lov at overleve

Forud for ruslandsfelttoget i 1941 meddelte Adolf Hitler sine generaler, at alle krigens regler ville blive sat ud af kraft, når krigen på Østfronten begyndte.

Hitler planlagde ikke bare un­der­tvingelsen af en stat, men ud­slet­tel­sen af den kommunistiske ideologi og en befolkning af “undermennesker”. Derfor satte han Genève-konventionernes regler om behandlingen af krigsfanger ud af kraft.

““I denne kamp er nåde eller hensyn til international lov forkert. Disse udgør en trussel mod vor sikkerhed og mod den hurtige pacificering af besatte områder”.

  • Adolf Hitlers førerbefaling udstedt 6. juni 1941

Tyskerne vandt knusende sejre, og ca. 3,3 mio. sovjetiske soldater overgav sig. Af dem omkom 2,8 mio. i løbet af blot seks måneder, fordi de blev holdt indespærrede på åben mark uden husly og sanitære indretninger.

Mad fik de næsten ikke. End ikke de nazistiske udryddelseslejre slog mennesker ihjel så hurtigt som Østfrontens krigsfangelejre.

Den voksende modgang i krigen betød dog, at Hitler var tvunget til at skifte holdning i 1942. Mod forventning var Sovjet ikke brudt sammen, og krigsindustrien i Tyskland havde hårdt brug for arbejdskraft.

Fremover blev de russiske fanger overført til tyske fabrikker og landbrug. Hårdt arbejde og for lidt kost kostede stadig mange krigsfanger livet, men dødsraten var langt lavere end i de nådesløse måneder året før.

Stalin gør tyskernes opgave lettere

Foråret nærmede sig sin afslutning, og solen havde for længst tørret de mudrede stepper i Rusland. Alligevel foretog tys­ker­ne sig intet. På den anden side af fronten var Josef Stalin nået til den konklusion, at tyskerne var svækkede af høje tab, og den sovjetiske diktator gav derfor ordre til et angreb.

750.000 mand fra Den Røde Hær rykkede frem mod industribyen Kharkiv i Ukraine (200 km syd for Kursk). Tysk infanteri og kanoner tog imod angrebet, og først da de sovjetiske tropper var låst fast i kamp, slap general Halder sine panserdivisioner løs.

De tyske kampvogne strømmede frem på begge sider af Stalins arméer, som var tvunget til at indlede et hovedkulds tilbagetog. Mange slap ikke ud, inden tyskerne lukkede fælden, og Den Røde Hær mistede knap 300.000 mand i løbet af tre ugers kampe. De tyske tab begrænsede sig til 20.000.

Slaget ved Kharkiv viste, at tyskerne stadig var manøvrekrigens mestre: De havde ganske vist færre og dårligere kampvogne end russerne, men det betød mindre, for tyskerne rådede over veluddannede officerer, effektiv støtte fra Luftwaffe og masser af radioer til at koordinere mellem enhederne.

Den hurtige sejr stivede den tyske selvtillid af efter en vinter fuld af modgang, og Stalins uforsigtige angreb havde gjort fremtidige operationer nemmere: “Det opbrugte meget af den kraft, som ellers kunne have imødegået vores angreb”, vurderede Blumentritt.

Tyskerne brugte det meste af juni på at forberede sig, og den 28. begyndte den store offensiv omsider. Kodenavnet for operationen var “Fall Blau”, der kan oversættes til “Plan Blå”.

Med sig i hovedkvarteret Werwolf havde Hitler sin elskede hund, Blondie.

© Ullstein Bild & Getty Images

Hitler flyttede til Ukraine

I sommeren 1942 forlod den tyske fører “Ulveskansen” i Østpreussen. Hans nye hovedkvarter i Ukraine hed “Varulv”. Her ville han have mere føling med Østfronten, mente Hitler.

Sovjetiske krigsfanger byggede et nyt hovedkvarter til Hitler i foråret 1942. Så snart Adolf Hitler var flyttet ind i juni, forlangte han alle bygningsarbejderne henrettet – de vidste for meget.

Bygningskomplekset med navnet “Werwolf” (Varulv) lå skjult i en skov og havde plads til en mindre hær af stabsofficerer og tjenestefolk.

Bag pigtrådsspærringerne fandtes en militær-kommandocentral og bunkeranlæg, men også bjælkehuse med spisesal, sauna og biograf, så den tyske generalstab kunne slappe af.

Idéen med Werwolf var, at Hitler personligt skulle styre storoffensiven Fall Blau tæt på fronten. I realiteten kunne han dog lige så godt være blevet i Ulveskansen i Østpreussen, for allerede ved kampenes begyndelse befandt Hitler sig over 700 km fra frontlinjen, og afstanden voksede, i takt med at de tyske styrker rykkede frem.

I september var hans nye hovedkvarter tættere på Berlin end på enhederne i Kaukasus. Han udstak kommandoer uden at kende til virkeligheden i kampzonen.

Hitlers helbred skrantede desuden i det ukrainske klima. Sommerheden gjorde det ulideligt at arbejde i hovedkvarteret, der samtidig var så fugtigt, at Føreren pådrog sig en svær influenza i juli. Alligevel blev han boende til oktober, hvor tyskernes fremrykning var gået i stå.

Han vendte kortvarigt tilbage to gange i 1943, men året efter blev Werwolf-komplekset sprængt, så det ikke faldt i hænderne på Den Røde Hær.

  • © Ullstein Bild & Getty Images

    Under krigen lagde Hitler vægt på at få soldaterkost, men den var lavet af gode kokke.

  • © Ullstein Bild & Getty Images

    Telefonanlægget sørgede for, at ordrerne kunne nå frontens fjerneste afkroge.

De tyske tropper brød hurtigt igennem sovjetiske enheder, som stadig var mærkede af de enorme tab ved Kharkiv. Fremrykningen foregik i et hæsblæsende tempo, og selv de mest skeptiske tyske generaler havde svært ved at bevare pessimismen.

I løbet af tre uger nåede tyskerne frem til den mægtige flod Don, og dermed kunne Fall Blaus næste og afgørende fase begynde: Kampvognene stod ved porten til Kaukasus, forude ventede Sovjets olie-kilder, som skulle gøre Tyskland uovervindeligt.

Panserdivisionerne sætter i gang

Stabschef Halders store operationsplan byggede på, at Ewald von Kleist skulle nå den sovjetiske olie. I 1942 var Kleist én af Tysklands mest rutinerede pansergeneraler, der havde ført store kampvognsstyrker til sejr i Frankrig og i Sovjetunionen, og han havde også leveret det afgørende stød ved Kharkiv. Forventningerne til ham var skyhøje.

VIDEO: Se den tyske krigsmaskine buldre frem over steppen

Da Kleist satte i gang med sin 1. panserarmé, vidste han, at han havde en lang vej foran sig. Maikop-felterne lå 330 km borte, og han havde 750 km til Groz­nyj og de kaukasiske bjerge.

Længere forestillede end ikke Hitler sig, at Kleist kunne nå inden vinteren. Offensiven kom godt fra start, da det lykkedes tyske ingeniørtropper at bygge to broer over den 150 m brede Don.

De fortumlede sovjetiske styrker samlede sig først til modangreb flere dage senere, og på det tidspunkt var Kleists kampvogne for længst begyndt at buldre over.

“Ikke ét skrid tilbage!“
Stalins ordre nr. 227

Nu skar tyske panserkiler sig sydpå, mens de indtog vigtige trafikknudepunkter, inden russerne kunne nå at stable et ordentligt forsvar på benene.

Forbitret udsendte Stalin sin “Ordre nr. 227”, der advarede om følgerne af en fortsat tysk fremrykning: “Hvis vi ikke holder op med at trække os tilbage, vil vi stå uden brød, uden brændstof, uden metaller, uden råstoffer, uden fabrikker, uden jernbaner”, formanede sovjet-lederen dystert.

Soldaterne skulle kæmpe, og Stalin lovede blodige straffe til alle kujoner og panik-spredere. Ordrens afslutningsbudskab var umuligt at tage fejl af: “Ikke ét skridt tilbage!”

De opildnende ord fra Moskva havde dog ringe forbindelse med virkeligheden, som den så ud ved fronten i Kaukasus. Her knuste Kleist alle sovjetiske styrker, som blev stående i stedet for at flygte.

Og kampen blev endnu mere ulige efter den 29. juli, hvor tyske fortropper overskar den eneste jernbanelinje mellem Kaukasus og resten af Sovjetunionen.

Kleists styrker var nu i den helt usædvanlige situation under krigen på Østfronten, at de havde flere og bedre kampvogne end modstanderen.

Nye tyske våben i 1942

Et lille antal af de sovjetiske T-34’ere nåede ganske vist til fronten via færger over Det Kaspiske Hav, men tyskerne stødte oftere på britiske og amerikanske kampvogne, som de allierede havde sendt som militærhjælp gennem Persien til Den Røde Hær.

Kampvognene var typisk for langsomme til lynkrigen på Østfronten, og besætningerne manglede konstant ammunition og reservedele.

Sejrsglæde i Werwolf-hovedkvarteret

I sommeren 1942 strømmede sejrsmeldinger ind, og Hitler kunne godte sig i sit nybyggede Werwolf-hovedkvarter i Ukraine. Den Røde Hær blev udstillet som en kraftløs kæmpe, præcis som han havde forudsagt.

Og generalerne med Halder i spidsen havde vist sig som en flok svæklinge – præcis som i 1940, hvor ingen andre end Føreren selv troede på en let sejr over stormagten Frankrig.

Hitler misundte Stalin, fortalte han ved et middagsselskab, hvor Halder sad med ved bordet: Sovjet-lederen kunne slå hårdere ned på genstridige generaler, end det var muligt i Tyskland.

1930’ernes store udrensninger havde forvandlet Den Røde Hær til et værktøj, der var drevet af ideologi og fuldstændig bundet til lederens vilje.

Den slags fanatisme fandt man desværre ikke i det tyske officerskorps: “De tyske har skrupler, kommer med indvendinger, bakker mig ikke nok op”, beklagede Hitler sig. Hans mistro til generalerne fik ham til at blande sig i de mindste detaljer ved fronten, som lå hundredevis af km borte.

Og sygdom fik ikke strømmen af befalinger til at stilne af. Hitler led af svær influenza sidst i juli 1942, hvor han traf en strategisk beslutning, der siden skulle få katastrofale konsekvenser.

Halder fandt sin opgave ubærlig og forsøgte flere gange at sige op. Men Hitler nægtede at lade ham trække sig som chef for hærens generalstab, for trods deres mange konflikter vidste Tysklands diktator, at han havde brug for mænd som Halder for at få landets mægtige militær til at fungere.

Og felttoget tegnede til at levere den olie, Hitler havde erklæret som afgørende for krigens udfald. I begyndelsen af august nærmede Kleists kampvogne sig Maikops oliefelter.

Specialtropper går efter olien

Tyskerne regnede ikke med, at Den Røde Hær ville flygte fra intakte olie-udvindingsanlæg, hvis de blev drevet bort fra Maikop. Derfor rådede Kleist over en særlig enhed, der skulle forpurre alle sabotageaktioner.

“Specialoperationsenhed 800”, der i daglig tale blot blev kaldt “Brandenburgerne”, var oprettet af den tyske efterretningstjeneste, Abwehr. Soldaterne her var specialister i kommando-operationer bag fjendens linjer, hvor de spionerede, sikrede vigtige mål, spredte falsk information og trænede oprørsstyrker.

Mange missioner krævede, at brandenburgerne trak i fjendtlige uniformer og beherskede fremmede sprog. I den enhed, Kleist havde under sin kommando, var de fleste tyskere fra de baltiske lande og kunne tale russisk.

62 brandenburgere begav sig afsted mod Maikop den 1. august 1942. De trængte nemt ind på sovjetisk område, for Kleists manøvrekrig havde på det tidspunkt opløst alle sammenhængende frontlinjer i Kaukasus, og herefter fulgte en 100 km køretur.

Ingen stillede ubehagelige spørgsmål til tyskerne, for de havde iført sig uniformer fra den frygtede sovjetiske sikkerhedstjeneste, NKVD.

I Maikop tog brandenburgerne kontrol over to kommunikationscentraler, og vha. radio og telefoner spredte de alarmerende rapporter om, at den tyske hær allerede var ved at omringe byen.

Fupnummeret fik adskillige sovjetiske enheder til at pakke sammen og skynde sig bort, mens vejene endnu var åbne.

Kilometer efter kilometer tilbagelagde de tyske soldater, mens Den Røde Hær flygtede foran dem.

© Imageselect

Næste del af brandenburgernes mission viste sig langt vanskeligere. Maikops olie-kilder lå spredt over et stort område, og det var umuligt for de 62 mænd at nå ud til flere end de nærmeste felter.

Og her var selv en NKVD-uniform ikke nok til at stoppe russerne. Enheder fra Den Røde Hær sprængte samtlige olie-pumper, fyldte jern og beton i borehullerne og tændte ild til flere tankanlæg.

Da Kleists tropper nåede Maikop den 9. august, var det kun lykkedes brandenburgere at redde 29 tanke med råolie. Det ville kræve måneder at få produktionen i gang igen og etablere transportruter til raffinaderierne i Tyskland.

Men slaget om Kaukasus var langtfra forbi, og efter de første forrygende succeser, samlede uvejrsskyer sig i horisonten.

Offensiven løber tør for benzin

Hitler havde udpeget olie-kilderne som det strategiske mål i 1942, men i praksis forfulgte han fra begyndelsen flere mål. Mens Kleist ræsede sydpå gennem Kaukasus, havde den nazistiske leder sendt andre tyske styrker mod øst.

Denne operation skulle forhindre Den Røde Hær i at komme de truede olie-felter til undsætning eller angribe andre steder.

Men to store offensiver på samme tid krævede flere ressourcer, end Tyskland rådede over. Midt i august måtte Kleist rapportere, at han ikke havde fjender foran sig og ingen forsyninger bag sig.

De tyske kampvogne holdt stille med tomme tanke blot 200 km fra oliebyen Groznyj. De havde opbrugt deres beskedne reserver, og efter den hurtige fremrykning var pansertropperne nu langt fra den tyske hærs lagre.

På bare seks uger nåede tyskerne frem til Maikops oliefelter – blot for at høre byens olieanlæg blive sprængt og se tankene med den livsvigtige olie brænde op.

© Getty Images

Det krævede tid at køre forsyninger frem ad Kaukasus’ elendige veje. Og undervejs brugte lastvognene selv løs af den benzin, der var tiltænkt Kleists enheder.

“En smule brændstof blev leveret med fly, men mængden var alt for lille til at bevare fremrykningens momentum”, forklarede Kleist efter krigen. “Vi gik i stå, netop som udsigterne var bedst”.

Lufttransporten var i sig selv et enormt spild af ressourcer. En mindre omkostningsfuld, men yderst langsommelig metode var at fragte forsyninger frem på kamelryg.

Sådan gik kostbar tid tabt, og Den Røde Hær i Kaukasus fik et pusterum, hvor enhederne kunne reorganisere og friske tropper blive sejlet til fronten over Det Kaspiske Hav.

Kleist mærkede, hvordan det sovjetiske forsvar blev stærkere, mens han kantede sig frem til Terek-floden i september 1942. Landskabet var også imod ham, for jo tættere han kom på Kaukasus’ bjerge, des mere ujævnt og skovklædt blev det.

Floden i sig selv udgjorde også en svær forhindring, for hans ingeniørtropper og deres broslagningsmateriel holdt stille langt bagude, fordi alt brændstof blev givet til panserenhederne.

Stalingrad skygger for målet

Terek-floden kom til at markere grænsen for den tyske fremrykning i 1942. Og ifølge general Kleist var det tyskernes egen skyld: “Brændstofmangel var ikke den afgørende årsag til, at offensiven slog fejl. Vi kunne stadig have nået målet, hvis ikke mine styrker blev trukket bort bid for bid for at hjælpe til ved angrebet på Stalingrad”.

Tyskernes fremrykning mod den sovjetiske storby var oprindeligt tænkt som en støtte for offensiven i Kaukasus. Trafikknudepunktet og industricenteret Stalingrad ved Volga-floden blev ikke tillagt nogen særlig strategisk betydning.

“Til at begynde med var Stalingrad blot et navn på et landkort”, huskede Kleist. Ifølge flere generaler kunne tyskerne nemt have indtaget byen sidst i juli 1942, hvis det nødvendige antal tropper og fly var blevet afsat til operationen. Men på det tidspunkt prioriterede Hitler stadig Kaukasus højere.

Den medtagne sovjetiske hær fik derfor tid til at forberede forsvaret, og tyskerne mødte i sensommeren hård modstand, da de omsider nåede frem til byens forstæder.

For Hitler var sagen klar. Tyskland havde så godt som vundet krigen om Kaukasus. Derfor kunne han flytte tropper til Stalingrad, hvor tyskerne stik mod al militær logik skulle kæmpe sig vej ind mod byens centrum.

Manøvrekrig i åbent terræn var den tyske hærs speciale, i Stalingrads ruiner havde de ingen særlige fordele. Fremrykningen skete i sneglefart, og det provokerede Hitler til at kaste stadig flere kræfter ind i slaget, som ingen betydning havde for erobringen af Kaukasus.

“Ud over nogle af mine motoriserede tropper måtte jeg afgive alle luftværns-enheder og samtlige fly bortset fra rekognosceringsmaskiner”, huskede Kleist.

Andre sideprojekter drænede endnu flere kræfter. Hitler forlangte, at hele den sovjetiske Sortehavskyst blev erobret, så Aksemagterne trygt kunne fragte forsyninger og råolie ad søvejen. Operationen gjorde den tyske frontlinje endnu længere, og Kleist mistede yderligere styrke til at rykke frem mod Groznyj.

Hitler har satset højt og tabt

Beruset af sine succeser havde Hitler udpeget alt for mange mål, og de tyske styrker stod håbløst spredt i Kaukasus og omkring Stalin­grad. Hærens stabschef kunne se katastrofen nærme sig, men Tysklands fører ville ikke lytte.

“Halder gjorde det endelig klart, at han nægtede at tage ansvaret for en fortsættelse af offensiven”, forklarede stabschefens højre hånd, general Blumentritt. “Han blev fyret i slutningen af september”.

Kampene fortsatte med uformindsket vildskab i Stalingrad, mens styrkerne i Kaukasus stod stille. Og i november skete dét, Halder havde frygtet. Gennem længere tid havde Stalin samlet reserver til en modoffensiv, og i november skar store kampvognsmasser sig uden besvær gennem den tyndt besatte tyske frontlinje.

Stalingrad blev omringet, og en hel tysk armé med over 300.000 soldater var dødsdømt. General Halder havde haft ret, da han tilbage i foråret forudså, at den tyske hær var for svag til at gennemføre store offensiver på Østfronten.

Men også Hitlers profeti viste sig at være sand. Uden friske olie-kilder, der kunne holde de tyske fly og kampvogne i gang, ville krigen uundgåeligt ende i et nederlag. Alligevel tvang han tyskerne til at kæmpe videre.

Luftwaffe forsøgte at forsyne de omringede soldater i Stalingrad, men opgaven var for stor.

© Getty Images

Stalingrad knækkede den tyske hær

Sejrene i 1942 overbeviste Hitler om, at han var tæt på at vinde 2. verdenskrig. I overmod samlede han 850.000 soldater for at indtage Stalingrad.

Inden den store offensiv i Sovjetunionen 1942 havde Stalingrad blot været “et navn på et kort”, som en tysk general sagde. Men i løbet af sommeren blev Hitler mere og mere optaget af at knuse den by, der bar hans værste fjendes navn. Uheldigvis var Stalin mindst lige så indstillet på at holde byen – uden at skele til prisen i menneskeliv.

Mens tyskerne kæmpede sig vej gennem Stalingrads gader, kunne Stalin i løbet af efteråret opbygge en stor slagstyrke i oplandet. Han ville udnytte, at alle tyske reserver kæmpede i ruinbyen, mens flanken blev forsvaret af svagere enheder fra Hitlers alliance-partnere – Italien, Ungarn og Rumænien.

Russernes “Operation Uranus” begynd-te, da frosten havde gjort det sumpede landskab farbart for kampvogne. 19. november angreb tre sovjetiske arméer en enkelt rumænsk armé, hvis stillinger lå 130 km nord for Stalingrad. Rumænerne havde ikke en chance for at forhindre de hundredvis af fjendtlige kampvogne i at bryde igennem linjerne.

Dagen efter gik sovjetiske styrker til angreb syd for byen. Også her blev fronten holdt af rumænere, der ikke kunne modstå presset.

Inde i Stalingrad bad Tysklands 6. armé om lov til at trække sig tilbage, mens der endnu var en passage ud. Hitler afviste, og få timer efter lukkede Den Røde Hær ringen om Stalingrad.

Gennem de næste måneder blev de indesluttede tyskere knækket af sult, kulde og konstante angreb. 2. februar 1943 overgav de sidste tyskere sig. Slaget kostede 250.000 mand livet.

Nederlaget betød også, at de tyske styrker længere mod syd kom i fare og måtte trække sig tilbage. Dermed var alle erobringer tabt.

  • © Getty Images

    Sult, hylende snestorm og desperat mangel på ammunition knækkede de tyske soldater.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul