Med sine 150.000 hk forsøger Yamato at undslippe hundredvis af amerikanske fly og deres bomber.

Slagskibet Yamato blev sendt på selvmordsmission

Det japanske admiralitet beslutter en forårsdag i 1945 at sende slagskibet Yamato og 2767 mand på en vanvittig opgave. Yamato skal gennemføre et frontalt angreb på hele 1600 amerikanske flådefartøjer. Ingen forventer, at besætningen vender tilbage.

21. oktober 2015 af Erik Bork

Stolthed følger med tjenesten på Yamato

Den 19-årige Masanobu Kobayashi sidder på knæ omkring et lavt lakbord med sin mor og far i den japanske havneby Kure. Udenfor lyder støjen fra militærkøretøjer og hundredvis af soldater i arbejde omkring havnen, men indtil nu har hverken hans mor eller far berørt sønnens forestående mission. I stedet taler de om alt det derhjemme, som Masanobu kommer til at savne.

Først til sidst i samtalen bryder faderen pludselig ind: “Med hensyn til krigen… amerikanerne ser ikke ud til at indrømme deres nederlag. Rygterne siger, at Okinawa snart bliver angrebet”.

Masanobu tager de sidste rester af sin mors kage, inden han svarer sin far, som enhver japansk soldat har lært at gøre: “Rygterne siger så meget. En mand må være klar til at dø for sit land”.

Et øjeblik er alle tavse. Masanobu Kobayashi ønsker at sige meget mere, takke sin mor og far for alt, hvad de har gjort. Men i stedet rejser han sig stille op og siger lavmælt: “Jeg er stolt af at gøre tjeneste på Yamato”. Dernæst træder han ud af døren og går mod havnen.

28. marts l945: Afrejse
28. marts l945: Afrejse Ved afsejlingen fra Kure forekommer Yamato og verdenshavenes største kanoner uovervindelige. Foto: Scanpix/corbis

Arbejdet på Yamato byder på lussinger, alkohol og gymnastik

Ingen kan glemme Yamato, når de først har set hende. Som et kæmpe bjerg af gråt stål rejser hun sig over havnen i Kure med sine 62.000 tons. Øverst på forstævnen skinner imperiets gyldne symbol, blomsten krysantemum, og blandt de over 200 kanonløb på dækket knejser tre kanontårne med hver tre kanoner, alle med en kaliber på 46 cm – større og kraftigere end nogen anden kanon på noget andet krigsskib i verden.

Aktiviteten er stor, da den unge Kobayashi går om bord på Yamato. Lyden af hundredvis af militærstøvler mod ståldækket blandes med en metallisk stemme, der konstant udsender ordrer over højttalerne. Ved Yamatos stejle trapper og lejdere opstår flaskehalse, og overalt står unge mænd og tjekker deres våben eller efterser den personlige oppakning.

Selvom ingen kender skibets bestemmelsessted, er alle fulde af forventning, da trosserne endelig kastes den 28. marts 1945, og Yamato majestætisk glider ud af havnen i Kure. Det har været en hård vinter, men to dage med høj sol har fået blomsterne til at springe ud på kysterne, og Kobayashi frydes ved synet af unge kvinder, der vinker farvel til det stolte skib. Nu skal fjenden for alvor mærke imperiets knytnæve, tænker han.

De første dage på havet ånder alt fred om bord, og endnu har skibet ikke fået endelig ordre om målet for sin rejse. Hver morgen klokken 05:00 beordres de unge sømænd op på dækket, hvor de i tusmørke laver fællesgymnastik og træner med deres skydevåben og kanoner. Træningen slutter omkring klokken 07:00, hvor morgenmaden bliver serveret, som bliver efterfulgt af endnu mere træning og flere arbejdsopgaver på skibet.

Kobayashi skurer som regel dækket – en hård og opslidende opgave, der varer frem til frokost. Herefter følger endnu mere træning flettet ind mellem konkurrencer i blandt andet brydning, der skal skærpe de unge soldaters fysisk, kampiver og koncentration. Under dagens program standses de unge sømænd ofte af officerer, der beder dem om at fremsige et vers til hyldest for japans krigere: “…Pligten er tungere end et bjerg, døden er lettere end en fjer”. Kløjes de i ordene, følger prompte et stød i ribbenene eller en lussing.

Som alle andre ser Kobayashi frem til aftensmaden, der bliver tilberedt af 18 dygtige kokke. De rigelige rationer af sake, japansk risbrændevin, løfter hver aften stemningen. Samtalerne er optimistiske og løsslupne­.

Kaptajnen på Yamato modtager en nådesløs ordre

Fem dage efter afsejling ankrer Yamato den 2. april 1945 op et sted ved sydspidsen af hovedøen Honshu. En mindre samling af japanske krigsskibe ligger allerede på stedet. De unge søfolk er opflammet af krigspropaganda, men officererne kender sandheden.

Mens de menige som en selvfølgelighed antager, at der et sted bag horisonten ligger mange flere af kejserens fartøjer, så ved officererne, at de kun ti skibe er alt, hvad Japan kan mønstre. De fleste er oven i købet slidte og tæret af hård kamp ved fronterne. For få år siden ville samlingen have fyldt havet, så langt øjet rakte, med fregatter, destroyere og krydsere.

Den lille flåde venter i to dage på nærmere ordrer. Yamatos kaptajn, viceadmiral Ito, hviler sig i sin kahyt efter en tidlig frokost, da han får leveret en forseglet kuvert fra den japanske overkommando. Seiichi Ito tager imod konvolutten og vipper læsebrillerne på plads, før han åbner forseglingen. Han læser beskeden to gange og beder derefter om at få tilkaldt sin næstkommanderende, kontreadmiral Nobii Morishita. Omgående.

Ordren til Seiichi Ito og de sørgelige rester af den japanske flåde er ubamhjertelig. Næsten uden skibe og med udsigt til Okinawas uundgåelige fald vælger den militære ledelse at sætte alt på ét bræt og lade sig styre af gamle æresbegreber og samurai-traditioner. Kapitulation er ganske enkelt utænkeligt.

Ordren falder efter hårdt pres fra kejser Hirohito og en fanatisk kaptajn ved navn Shiganori Kami, der under et møde blæser den fortvivlede militærledelse omkuld med tirader om død og ære: “Guderne vil komme os til hjælp. En sand samurai spørger ikke, om hans arbejde betaler sig. Han søger blot en lejlighed til at ofre sig selv”, råber Shiganori Kami på det afgørende møde om Yamatos fremtid.

Planen er lige så enkel, som den er vanvittig: Uden luftstøtte og tilstrækkeligt med brændstof til at returnere til sikker havn skal Yamato og de øvrige ni krigsskibe sejle for fuld kraft lige ind i fjendens flåde. Her skal de til sidste mand kæmpe sig vej mod Okinawa, landsætte de overlevende soldater på øgruppen og dræbe så mange af fjendens soldater som muligt.

Planen kræver i høj grad gudernes hjælp, for på havet omkring Okinawa venter fjenden med ikke færre end 1600 skibe, heriblandt 40 hangarskibe, 18 slagskibe, 32 krydsere og 200 destroyere. Operationen er i realiteten en selvmordsmission. Og viceadmiral Ito ved det. I de følgende timer orienterer han de øverstbefalende på hvert af de tilbageværende skibe.

“Hovedkvarteret har snorksovet i månedsvis. Hvorfor skal vi, der har været igennem så mange slag, følge en flok ubehjælpsomme, uerfarne ledere?” tordner en af kaptajnerne.

Debatten raser uvant blandt de normalt så autoritetstro japanske kaptajner, men til sidst afslutter viceadmiral Seiichi Ito: “Mine herrer, vi er blevet givet en chance til at dø. Jeg beklager intet, og jeg tager beredvilligt af sted”.

Dermed er sagen afgjort. Der bliver serveret sake og skålet.

De menige bryder ud i vild jubel på Yamato

Stemningen er anderledes god, da skibets menige står samlet i rad og række på dækket. Jublen bryder løs, da de får at vide, hvad missionen går ud på. De fleste af soldaterne har set deres hjemby bombet til aske, og lysten til at gøre gengæld er stor: “Lad Yamato ramme fjenden som en kamikaze (en guddommelig vind)”, råber de, inden hundredvis spontant istemmer nationalsangen.

“Gode nyheder”, råber en af kammeraterne til den unge Masanobu Kobayashi, da de tumler tilbage på messedækket.

Masanobu nikker begejstret og forestiller sig, hvordan han snart får fjenden på sit sigtekorn. “Ra-ta-ta-ta, Ra-ta-ta-ta”, lyder det fra en anden af kammeraterne, og snart befinder de unge soldater sig i kåd leg, der skal forestille angrebet og landgangen på Okinawa.

“Men hvordan skal vi gå i land uden at have masser af våben med os?” indvender én.

“Vi ta’r da bare geværerne fra de døde amerikanere”, forklarer en tredje, og kommentaren vækker begejstring:

“Vores største kanon kan smadre en hel division på én gang. Hvor mange divisioner har amerikanerne? Fem? Seks? Bang! Bang! Bang!”

“Jo, men hvor mange torpedoer kan vores skib egentlig klare?”

Kådheden bliver snart afløst af mere skeptiske røster, og efterhånden som timerne går, spreder tvivlen sig om bord på Yamato. Ingen kan svare på, præcis hvor meget luftstøtte­ Yamato vil få, og ingen har bud på, hvor stor fjendens styrke mon er.

Kaptajnen på Yamato skriver afskedsbrev til sin kone

Om morgenen den 6. april lægger de ti skibe til ved oliedepotet i Tokuyama ved sydspidsen af hovedøen Honshu for en sidste opfyldning, inden kursen bliver sat mod Okinawa. Depotet er næsten tømt, og ordren lyder på, at skibene kun skal påfyldes brændstof nok til at nå frem til Okinawa, 500 sømil mod syd. Ingen vover at nævne hjemturen.

Imens de sidste dråber brændstof løber ned i Yamatos tanke, gør viceadmiral Seiichi Ito sig klar til at dø. Han forlader de øvrige officerer og sætter sig alene i sin kahyt. Han ærgrer sig over det hastværk, hvormed operationen er blevet trumfet igennem, men han accepterer sin skæbne. Alene i sin kahyt vælger han at skrive et afskedsbrev til sin kone, 43-årige Chitose, som han har delt 23 lykkelige år med:

“Til min kone Chitose, (…) Jeg vil benytte lejligheden til at sige, at det liv, vi har delt sammen, har været fuld af glæde. Men min tid er nu kommet, som officer i marinen, til at møde mit endeligt. Jeg ved, at du vil gennemgå svære og ensomme tider, men for at gøre det lettere for dig skal du vide, at jeg tror på, hvad jeg gør, og at jeg vil være lykkelig i mit sidste øjeblik. Fra mit hjertes inderste vil jeg bede for din lykke. Seiichi”.

Derefter giver Seiichi Ito ordre til at lette anker, og sætte kurs mod Okinawa. Solen er ved at gå ned, da skibene passerer Honshus sydligste punkt, og soldaterne klumper sig sammen på dækket for at få et sidste glimt af moderlandet. Bjergsiderne er lyserøde af blomstrende kirsebærtræer, og højt over den nedgående sol trækker tynde skyer striber over himlen.

Den menige Kobayashi vender og drejer sig i sin køjeseng og spekulerer på, hvad morgendagen mon vil bringe. Han er sikker på, at Yamato vil klare sig, men hvordan vil han selv løse opgaverne? Måske vil han opleve at skyde sit første fly ned – måske adskillige. Tankerne bliver uklare, og til sidst falder Kobayashi i søvn til den dundrende lyd af Yamatos motorer, der sejler for fuld kraft frem.

På dækket højt over ham er regnen begyndt at falde fra nattehimlen. Regnskyerne er velkomne, fordi dårlig sigtbarhed gør det sværere for fjenden at sætte ind med luftangreb. Vagtmandskabet står som mørke silhuetter ved rælingen med hovederne skjult under deres grønne regnfrakker.

Ventetiden er svær at udholde, men endelig lysner det i horisonten, og skibet bliver vækket til live, da hundredvis af orlogsgaster myldrer frem. Højt over hovederne høres pludselig den brummende lyd fra fem japanske Zero-jagerfly. De tager tre runder om den lille flåde, imens alle soldaterne jubler og vinker.

“Al den snak om manglende luftstøtte. Selvfølgelig får vi luftstøtte”, tænker Kobayashi, imens de fem fly forsvinder i horisonten.

Yamato har kurs mod fjenden

Klokken er halv et om eftermiddagen, da besætningen pludselig får øje på fjendens fly langt borte under de regntunge skyer. Alarmen lyder, og samtlige kanonskytter gør klar til forsvar. Den 19-årige Masanobu Kobayashi kan knap tro sine egne øjne. Ser fjendens fly virkelig så fredelige ud på afstand?

De svæver som små prikker under de regntunge skyer og kommer kun langsomt nærmere. Masanobu Kobayashi føler ingen frygt, imens han forsøger at indfange de små fly med maskinkanonens sigte. Han er trods alt om bord på Yamato, verdens største slagskib og Japans stolthed, beskyttet af 21.000 tons armering og over 200 kanoner. Bølgerne er tunge, men Yamato sejler for fuld kraft frem mod fjenden – ivrig efter at vise sit værd. Kobayashi tager sejrsikkert hjelmen af hovedet for at sikre sig fuld bevægelighed, når nu kampen snart sætter ind. Men han når det knap nok.

Kobayashi får et chok, da en skrigende lyd fylder luften lodret over hans hoved. Med en vinkel på næsten 90 grader falder en amerikansk Helldiver ud af himlen og afleverer med et hvin en bombe direkte i retning mod skibet. Sekunder efter rammer en 1000-punds panserbombe fra en amerikansk Helldiver direkte ned i Yamato.

Bomben glider af på et af skibets tårne og smadrer to 25-mm kanoner på sin vej, hvorefter den hamrer igennem dækket og eksploderer to dæk dybere nede i skibet. Larmen er knap døet ud, da endnu en 1000-punds bombe bliver kastet. Den rammer radar-rummet, der eksploderer i et brag. Splintret metal fyger igennem luften, og dækket er omspændt af røg og flammer.

De små prikker i horisonten har nu vokset sig store, og imens overlevende officerer og menige kaster sig i dækning, skyller en regn af maskingeværkugler hen over dækket affyret af en sværm amerikanske Wildcats. Soldaterne blæses af skibet som papirsdukker, og blod og flænset kød spredes hen over dækket.

Til styrbord ligger den gamle destroyer Hamakaze og forsøger at forsvare både sig selv og flagskibet Yamato. Den rammes imidlertid simultant af både bomber og torpedoer, og få minutter efter de allieredes angreb klapper Hamakaze sammen som en foldekniv og synker i havet i løbet af få sekunder.

Yamato gynger voldsomt under de mange angreb, og temperaturen i våbendepotet stiger faretruende – hvilket kan få hele skibet til at eksplodere. Mens soldater løber ned i skibet for at afværge katastrofen, bliver situationen kun værre. En række torpedoer rammer skibets bagbordsside og får et øjeblik hele skibet til at rejse sig ud af bølgerne. Et avanceret system af skotter i Yamato forhindrer havvandet i at skylle igennem hele skroget, men skibets stabilitet er under pres. Yamato er begyndt at hælde faretruende.

7. april kl. l2.30: Angrebet begynder
7. april kl. l2.30: Angrebet begynder En amerikansk Hell-diver er på vej til at kaste sin 1000-punds bombe over Yamatos dæk. Foto: scanpix/corbis

Kampen fortsætter ombord på Yamato

Kobayashi er slået omkuld af lufttrykket fra bomberne, men er mirakuløst sluppet med livet i behold. Han kravler tilbage til sin post og sætter sig til rette, da endnu en amerikansk Helldiver dykker ned mod skibet. Flyets bomber rammer forbi, men da Helldiveren retter op for at flyve væk, blotter den sin gråhvide bug, imens Kobayashi og kammeraterne skyder som vanvittige.

Efter flere salver trækker flyet en hale af røg efter sig, og snart folder tre gule faldskærme sig ud. Kobayashi og kammeraterne skriger af lykke. De kan ikke være sikre på, at det netop er deres skud, der har ramt flyet, men det føles godt at se fjenden gå ned, når de selv står midt i bomberegnen. Midt i jublen rammer endnu en bombe og slynger en af Kobayashis kammerater bort fra kanonen, og han ligger imellem tomme granathylstre med et stort hul i brystet.

Flyene dykker så langt ned over skibet, at Kobayashi kan se ansigterne på piloterne i deres cockpitter. Flyverbrillerne glimter i dagslyset, og han ser deres hvide tænder, når læberne trækkes tilbage i vrede eller smil over at tilintetgøre fjenden. Pludselig mærker Kobayashi en stikkende smerte i panden, og øjnene fyldes med blod.

Et femten centimeter langt stykke metal har sat sig fast i hans øjenbryn. Han trækker det ud og får i det samme øje på en anden kammerat, der ligger døende foran ham. En pulsåre er revet over, og vennen er ved at forbløde, da Kobayashi trækker ham ned under dækket i et forsøg på at finde hjælp. Skibets gange er imidlertid fyldt med sårede og døende mænd. Nogle brækker sig, andre råber om hjælp.

“Gå tilbage til din kanon! Manden er død. Smid ham her”, råber en officer, da han får øje på Kobayashi. Officeren peger ind i badstuen, og Kobayashi trækker sin ven op i det varme vand, hvor han og Kobayashi nød livet for få dage siden. Nu flyder det store bassin med snesevis af døde kammerater.

En kugle rammer Kobayashi, i samme øjeblik han når tilbage til sin post. Denne gang i knæet, og blodet strømmer ud. Han forsøger at standse blødningen med forbindingen fra sit ansigt. Han er svimmel og ænser akkurat, at skibet hælder mere og mere. Så går det pludselig op for ham, at alt er stille. Ingen skud, ingen bomber og ingen fly fylder længere luften.

For Kobayashi varer pausen længe nok til, at han kan tage sig en smøg. Hænderne ryster, imens han spekulerer på, om amerikanernes kampgejst mon er sluppet op. Yamato skal bare holde sig flydende endnu et par timer, så kommer mørket, og de kan bruge natten på at udbedre skaderne. Intet omkring ham giver dog håb. Nogle forsøger at få deres kanoner til at fungere igen, andre kæmper for at få kontrol over skotterne og rette skibet op.

De fleste er sårede og blødende, og deres arbejde er udsigtsløst. Stilheden varer kun et kvarter. Så hører han en ny flok Helldivere, og atter regner bomberne ned over det døende skib. Eksplosionerne får flere kanoner til at ryge over bord, og selv Yamatos enorme anker river sig løs og falder mod bunden.

Amerikanerne lader de fleste torpedoer ramme bagbords side, og Yamato kan snart ikke tåle flere slag. Den 5 graders hældning øges til 10, så 15, så 20 grader, og klokken 14:20 rammer endnu en torpedo klokkerent. Roret blokerer, al strømmen går, og kanontårnene sætter ud. Broen har mistet kontrollen med roret, og det store skib drejer hjælpeløst rundt om sig selv. I horisonten kan man se røgen og ilden fra de andre japanske skibe.

“Red kejserens portræt”, råber en officer des-perat, og kort efter kommer den skæbnesvangre melding: “Forlad skibet. Alle mand over bord!”

7. april kl. 14.23: Yamato synker
7. april kl. 14.23: Yamato synker Skibets 1000 vandtætte skotter kan ikke redde hende, da et ammunitionslager sprænger i luften. Eksplosionen er så kraftig, at den dræber flere amerikanske piloter. Foto: Polfoto/Topfoto

Yamato drejer rundt på siden

Ingen anså det for muligt at sænke Yamato, som derfor ikke har redningsbåde om bord. Kobayashi forsøger at hage sig fast på dækket, imens det krænger mere og mere. Hvordan mon det føles at drukne, tænker han. Han har fået at vide, at det varer tre minutter at drukne. Når lungerne er fyldt med vand, mister man bevidstheden og glider bort.

Han begynder desperat at kravle op ad dækket, efterhånden som skibet tipper rundt. Mennesker, udstyr og kanoner glider ned og forsvinder ned i det mørke vand, imens Kobayashi kæmper sig vej. Kobayashi når helt om på siden af skibet, imens det tipper. Krebsdyrene, der lever under skrogets vandlinje, river hans knæ og hænder til blods, da han kæmper sig vej opad.

Omkring ham forsvinder folk i bølgerne, enkelte synger nationalsangen, andre skriger. En enorm eksplosion slynger ham pludselig op i luften, og han lander i havet. Han hører sin mor kalde på sig, da vandet lukker sig over ham. Han mister bevidstheden.

Yamato – verdens største krigsskib – er gået ned med en enorm eksplosion efter 102 minutters håbløs kamp. En paddehatformet sky stiger hundredvis af meter op over havoverfladen, og desperate japanske søfolk griber fast i alt, der stadig flyder.

Havoverfladen er fyldt med klæbrig olie, og på trods af, at skibet nu er væk, skyder fjenden stadig med skarpt mod de små hoveder, der forsøger at overleve i bølgerne. Først da en stille regn sætter ind, forlader de sidste brølende maskiner himlen, og de få overlevende kan kun høre vindens susen over de kolde bølger. Kampen er forbi.

Officerer vil kæmpe videre

Kun tre af de oprindelige ti japanske skibe har overlevet massakren, men om bord er stemningen fortvivlet. På destroyeren Yukikaze mener en desperat officer ligefrem, at selvmordsoperationen bør fortsætte. Til nød kan man fiske de soldater op af havet, der ikke er sårede. “De kan være med til at kæmpe, når vi når frem til Okinawa”, råber han. Han underkendes dog af de øvrige officerer, og da operationen officielt bliver annulleret fra hovedkvarteret, begynder de tre skibe eftersøgningen efter overlevende.

Kaptajn Tameichi Hara fra den sunkne krydser Yahagi har allerede ligget i havet i tyve minutter, da han ser Yamato gå ned. Han har fæstnet sig selv til sin store logbog med en stump reb, og på den måde kan han akkurat holde sig flydende, selv når han dør. I det fjerne kan han høre fædrelandssange fra andre overlevende, der forsøger at holde døden på afstand.

Tameichi Hara tænker tilbage på sin barndom og ungdom, imens bølgerne driver ham af sted. Han tænker på sin mors sange, sin bedstefar, skoletiden og sin affære med en smuk geisha. Han begynder at græde.

Sådan ligger Hara, indtil han hører lyden af destroyeren Hatsushimo. Eftersøgningsgruppen har fundet ham, og kaptajnen løftes om bord i tusmørket og får serveret en kop sake. Tameichi Hara sætter sig ned med koppen i hånden, så siger han stålsat: “Jeg har kæmpet min sidste kamp”.

Den unge Masanobu Kobayashi driver omkring et stykke derfra og fatter ikke, at han lever endnu. Efter eksplosionen blev han trukket ned under vandet og mistede kortvarigt bevidstheden. Men han kom op til overfladen, blev klar igen og hager sig nu fast til bunden af en seng sammen med tre andre. De synger sange igen og igen, og omkring dem må andre opgive kampen én efter én.

Lyset er ved at forsvinde, og kulden er nu også tæt på at tage livet af Kobayashi. Først efter fire en halv time i vandet får destroyeren Yukikaze øje på den lille gruppe overlevende. Skibet sejler forsigtigt hen til de fire, og besætningen kaster et reb i vandet. Masanobu Kobayashi binder rebet om livet og bliver trukket om bord.

I ly af natten afslutter de tre skibe deres mission og sejler tilbage mod Japan. Operationen varede ikke meget mere end et døgn, men den kostede over 4000 mennesker livet. Alene om bord på Yamato dør 2475. Kaptajn og viceadmiral Seiichi Ito er en af dem. Ifølge øjenvidner binder han sig selv til det tunge kompas for at være sikker på at gå ned med sit skib.

Masanobu Kobayashi overlever forliset, men flere rædsler er i vente. Han er med, da det første­ redningshold rykker ind i Hiroshima efter atombomben faldt, hvor han er vidne til de ufattelige­ lidelser. Kobayashi overlever strålingen og skaber sig senere en karriere som politifotograf.

Måske er du interesseret i...

Læs også