SOE: Churchills hemmelige hær

Den 27. maj 1942 sad Reinhard Heydrich på bagsædet af sin mørkegrønne Mercedes-Benz cabriolet. Den 37-årige SS-Obergruppenführer var en af Adolf Hitlers mest ambitiøse og skånselsløse mænd.

Han havde planlagt den praktiske udførelse af nazisternes jødeudryddelse, og andre topnazister kaldte ham for “Bødlen” eller “det blonde udyr,” fordi han stod bag utallige massehenrettelser.

Mercedes'ens chauffør, Johannes Klein, havde slået taget på cabrioleten ned og kørte roligt, mens Heydrich sad på bagsædet og læste i nogle dokumenter.

Det var formiddag, og forårssolen skinnede. Heydrich var på vej fra sin villa i udkanten af Prag til sit kontor i Hradcany-paladset, som lå på et bakkedrag over storbyen.

I et sving trådte en mand med ét ud på vejen. Klein blev irriteret og sagtnede farten.

Pludselig trak fodgængeren en maskinpistol. Men der faldt ingen skud. Manden fumlede febrilsk med sikringen.

Klein bremsede hårdt, greb sin pistol og stod ud af bilen.

Heydrich rejste sig samtidig fra bagsædet, trak sin pistol og sigtede mod fodgængeren, der stadig ikke kunne få sit våben til at virke og i al hast tog flugten.

Så dukkede en anden mand op på den anden side af Mercedes'en.

Han kastede en håndgranat mod bilen, men den ramte bilens side og trillede lidt væk.

Heydrich så manden ud af øjenkrogen og svingede sig rundt for at tage sigte.

I det samme eksploderede håndgranaten på asfalten med et brag, et lysglimt og en søjle af røg.

Heydrich virkede uberørt.

Han råbte til Klein, som løb efter manden med maskinpistolen.

Heydrich sprang ud af bilen for at jage manden, der havde kastet håndgranaten, og som nu også var på flugt.

Men da Heydrich satte sine fødder på jorden, vaklede han, greb sig til hoften og faldt så bagover.

De to attentatmænd slap væk, mens Heydrich blev kørt på hospitalet.

Han døde en uge senere. Granatsplinter havde inficeret den unge nazileders blod, og Adolf Hitler satte en hidtil uset menneskejagt ind på attentatmændene.

I alt modtog ca. én million frihedskæmpere verden over støtte fra de omtrent 10.000 agenter i SOE.

For at forberede dem bedst muligt til operationerne modtog agenterne træning i natlige faldskærmsudspring, håndtering af sprængstoffer, knivdrab og i at skyde sig fri, hvis de blev trængt op i en krog af tyskerne.

Og træningen var yderst effektiv.

Flere gange lykkedes det Churchills agenter at slippe ud af tysk fangeskab, som fx da den franskfødte racerkører og SOE-agent Robert Benoist i 1943 blev passet op på et fortov i Paris af tre tyskere klædt i civil.

Tyskerne overmandede Benoist og tvang ham ind på bagsædet af en bil. Her sad han mellem to tyskere, men han bemærkede, at den ene dør ikke var lukket ordentligt.

I et skarpt sving gav han tyskeren ved døren et skub, så de begge væltede ud og rullede rundt på brostenene. Benoist var hurtigt på benene og forsvandt i Paris’ gader.

Ved en anden lejlighed, hvor Benoist befandt sig i en etagebygning omringet af tyskere, lykedes det agenten at kravle ud af et loftsvindue og undslippe ved at springe fra det ene hustag til det andet.

En tredjedel af dem blev dræbt i tjenesten, og Khans held varede heller ikke evigt.

Hun blev angivet af en stikker, fanget og sendt til den tyske kz-lejr Buchenwald.

Her blev hun klassificeret som en yderst farlig fange, der altid skulle være i håndjern.

Fangevogterne tævede og torterede hende, men hun nægtede at give tyskerne oplysninger.

I 1944 blev hun henrettet ved nakkeskud.

Khans job som radiooperatør var en af SOE-agenternes to nøglefunktioner.

Den anden var som organisator, og her var den vigtigste kvalifikation, at agenten kunne tale sproget i det land, han skulle operere i.

Organisatorernes rolle var at oprette lokale modstandsgrupper eller tage kontakt til grupper, som allerede fandtes.

Grupperne skulle først og fremmest forsynes med våben og sprængstoffer og derefter trænes i sabotage, guerillataktik og våbenbrug.

Forsyningerne blev nedkastet fra fly i cylinderformede containere udstyret med faldskærm, og typisk fandt nedkastningerne sted på øde marker om natten.

Tid og sted for en nedkastning blev aftalt vha. en radiooperatør, som fra et skjulested hos lokale sympatisører sendte kodede beskeder til SOE's kommandocentral i London.

Gestapo var under hele krigen i hælene på agenter og frihedskæmpere.

Adskillige undergrundsnetværk blev infiltreret af tyskerne vha. stikkere og dobbeltagenter, som enten blev presset med trusler eller lokket af store pengesummer til at arbejde for tyskerne.

Ofte lod tyskerne SOE-agenter og modstandsfolk fortsætte deres arbejde i månedsvis for dermed at kunne overvåge og optrevle modstandsgrupper.

Da de var inde, blev vagterne skudt. Gruppen fortsatte og brød gennem endnu en port, tiltvang sig adgang til fængselsinspektørens kontor, skød ham, stjal hans nøgler og låste 40 fængselsceller op.

Det voldsomme angreb kom fuldstændig bag på de tyske fængselsvagter, og alle fanger, agenter og frihedskæmpere slap bort.

“Det var et skoleeksempel på, hvordan en lille veltrænet kommandogruppe udstyret med moderne våben (fuldautomatiske maskinpistoler) kunne overrumple fjenden”, skriver spion-historikeren M.R.D. Foot om aktionen. Han var selv aktivt medlem af den franske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig.

Aktionen mod Pinsk-fængslet var ganske vist vellykket, men strategisk set var andre opgaver langt vigtigere – fx sabotage mod lokomotiver.

Alene i Polen blev omkring 5000 lokomotiver saboteret, enten med sprængstof, ved at fjerne vigtige dele fra lokomotiverne eller ved at hælde skidt i smøreolien. Sabotagen forsinkede den tyske hærs forsyninger til østfronten i Sovjetunionen, hvor de hårdeste kampe i Europa fandt sted.

I andre tilfælde indvilligede “ofrene” i at blive saboteret.

Fx satte sabotører den franske personbil- og lastvognsfabrik Peugeot ud af spillet i månedsvis med simple midler.

Det britiske luftvåben havde bombet Peugeot-fabrikken i Montbéliard i juli 1943, fordi tyskerne havde tvunget fabrikken til at producere motorer og larvefødder til kampvogne.

Luftbombardementet kostede 160 civile livet, men gjorde ikke den store skade på produktionsanlæget.

Den britiske SOE-agent Harry Ree kontaktede fabriksejeren Rudolph Peugeot, som hellere så, at vitale maskiner i fabrikken blev saboteret, end at hele fabriksanlægget igen blev mål for bombefly.

Peugeot havde 60.000 ansatte, der ville stå uden arbejde, hvis fabrikken blev totalt ødelagt.

Ree iførte sig kedeldragt, og sammen med Peugeots chefelektriker inspicerede han fabrikken.

Chefelektrikeren udpegede de vigtigste maskiner, og om natten den 5. november sneg Ree og et hold modstandsfolk sig ind på anlægget.

De maskiner, chefelektrikeren havde udpeget, blev forsynet med små, tidsindstillede sprængladninger, der detonerede, da sabotørerne igen var i sikker afstand.

Aktionen var en succes.

Fabrikken var sat ud af spillet i seks måneder, men mindre heldige operationer gav SOE et dårligt ry blandt britiske generaler og efterretningstjenester som Special Intelligence Service (SIS), der spottende kaldte SOE for “ministeriet for usportslig krigsførelse”.

SIS mente, at eksplosioner og spektakulære aktioner tiltrak for meget opmærksomhed, og foretrak i stedet traditionelle metoder, hvor spioner indsamlede deres oplysninger i det skjulte.

SOE's fremgangsmåde var imidlertid højt værdsat i de besatte lande.

I perioden 1940-45 gennemførte organisationen utallige våbennedkastninger, og alene i Danmark modtog modstandsbevægelsen mere end 1000 tons udstyr fra briterne.

Omkring 57 SOE-agenter opererede i Danmark, og de var en stor hjælp i modstandskampen.

Forfatteren til James Bond-bøgerne, Ian Fleming, var selv involveret i efterretningsarbejde under krigen, og han hentede inspiration til flere af sine James Bond-karakterer fra SOE's aktioner.

SOE's specialudstyr var simpelt og kompakt.

Den såkaldte Welrod var fx en pistol beregnet til snigmord. Den havde indbygget lyddæmper og kunne skjules i et ærme.

Den 17. juni gik 700 SS-soldater til angreb på kirken. I seks timer holdt modstandsfolkene stand, men da tyskerne oversvømmede kælderen med vand, sprængte tjekkerne sig selv i luften. De ville hellere dø end falde i tyskernes hænder.

På det tidspunkt havde SS allerede taget en grusom hævn. Den 10. juni blev landsbyen Lidice uden for Prag omringet. SS myrdede samtlige 173 mænd i byen og sendte kvinder og børn i kz-lejr. En anden landsby blev også jævnet med jorden, og samlet set blev 5000 tjekker dræbt som hævn for attentatet på Heydrich. Kun ni overlevede massakren i Lidice.

Prisen for de aktioner, Churchills hemmelige hær gennemførte, var ofte repressalier mod civile, men det fik ikke agenterne til at ryste på hånden.

“Vi, der deltog i undergrundsarbejdet, vidste, at det nyttede. Nogle gange og nogle steder udførte modstandsfolk nærmest utrolige aktioner. Der fandtes også svindlere, stikkere og forbrydere iblandt os, men de var en minoritet. De fleste af os var ærlige mennesker, og vi vidste udmærket, at vi handlede uden for lov og ret”, fortæller historikeren M.R.D. Foot om sin tid som modstandsmand.