SS-massakre udløste nådesløs hævn

VIDEO (del 1): Amerikanerne blev fanget i dødens vejkryds

Timingen kunne ikke have været uheldigere for den amerikanske konvoj, der i Baugnez kørte lige i favnen på Joachim Peipers overtallige panserstyrke.

Amerikanerne kaster sig ned i grøftekanterne og forsøger at tage kampen op. Men fjenden er i klart overtal, og et mylder af Tiger- og Panther-kampvogne kommer buldrende øst for Baugnez.

“Vi er nødt til at overgive os”, brøler Virgil Lary til sine folk, og snart kryber de lidt over 100 amerikanere ud af deres skjul med hænderne over hovedet.

Tyskerne, som tilhører SS-Kampgruppe Peiper, dirigerer fangerne ud på marken en efter en. Trods vinterkulden er jorden stadig halvmudret.

Forundret iagttager Lary, hvordan to kampvogne skærmer amerikanernes flanker af, selvom fangerne alle står med hænderne over hovedet uden at udgøre nogen trussel.

Et tredje køretøj stopper midt på vejen ved marken, hvor også adskillige SS-soldater er linet op. En officer i køretøjet tager sin pistol frem og peger rundt på fangerne. Pludselig trykker han på aftrækkeren.

En kugle gennemborer brystet på Larys chauffør, der står skråt foran ham. De amerikanske fanger stirrer skrækslagne på deres landsmand, der stønner højlydt og falder om på marken.

Sekunder efter begynder de tyske maskingeværer at klapre. En massakre er begyndt.

Men tyskernes nedslagtning vil ikke blive glemt – hverken af amerikanerne eller af historien.

SS var klar til blodbad

Bødlerne fra SS-Kampgruppe Peiper var en del af den kvarte million tyske tropper, som i december 1944 tog del i Hitlers Ardenneroffensiv.

Stormangrebet gennem de belgiske skove mod den amerikanske front var Førerens sidste store forsøg på at vende krigslykken.

Nøgleordene i offensiven var fart og overraskelse, og her var Kampgruppe Peiper med SS-Obersturmbannführer Joachim Peiper i front udpeget som den panserspydspids, der skulle buldre gennem Ardennerne og sikre de vigtigste broer over Meuse-floden.

Hitler havde inden angrebet i et direktiv givet klart udtryk for, at styrkerne skulle kæmpe “nådesløst”, så de kunne fare frem “i en bølge af rædsel og frygt”. Føreren lagde vægt på, at tropperne ikke skulle “udvise nogen menneskelig tilbageholdenhed”.

Ifølge Joachim Peiper modtog han to dage inden Ardenneroffensiven materiale i divisionens kommandopost, der “anviste, at krigsfanger skulle skydes, hvor de lokale kampforhold krævede det”.

Andre vidner betvivlede efter krigen at have læst så direkte instrukser om likvideringer, men mange soldater i SS-enhederne oplevede under Ardenneroffensiven, at deres øverstbefalende opfordrede til at gøre kort proces med krigfanger.

VIDEO: Hitlers offensiv tog amerikanerne på sengen

Den 16. december 1944 angreb over en kvart million tyske soldater gennem Belgien i et desperat forsøg på at splitte de allierede styrker. Se originale optagelser fra offensiven.

Skulle det tyske overraskelsesangreb lykkes, måtte enhederne ikke blive forsinket af besværet med krigsfanger. Og det bifaldt især tropperne fra eliteenheden Waffen-SS, som var indoktrineret til ikke at lade moralske skrupler hindre kampindsatsen.

En kompagnichef opildnede fx sine mænd til at “kæmpe i den gode gamle SS-ånd”:

“Jeg giver jer ikke ordre til at skyde krigsfanger, men I er alle trænede SS-soldater. I ved, hvad I skal gøre, uden at jeg behøver at fortælle jer det”, tilføjede han.

Peiper krævede Østfronts-taktik

Peiper var heller ikke typen, der døjede med samvittighedskvaler, når det kom til hårdhændet behandling af fjenden. Den 29-årige ærkenazist havde allerede i 1933 meldt sig frivilligt til SS og tjente i krigens første år som SS-rigsføreren Heinrich Himmlers adjudant.

Her havde han sammen med Himmler inspiceret koncentrationslejre og overværet gasninger af psykisk syge. Peiper kæmpede senere i Sovjetunionen, hvor rygter lød, at hans enhed ikke tøvede med at mishandle og skyde fanger.

Ifølge en soldat fra Kampgruppe Peiper var det også den brutale adfærd fra Østfronten, som chefen ønskede at se i Ardennerne.

“Nu skal vi kæmpe, på samme måde som vi gjorde i Rusland. De særlige regler, som har været brugt i Vesten indtil nu, vil blive skippet”, sagde Peiper angiveligt inden slaget.

Da Peipers tropper på offensivens anden dag pludselig stod med godt 100 amerikanske fanger, var SS-soldaterne derfor klar. Kampgruppen var kommet bagefter tidsplanen og havde travlt med at komme videre.

Ingen ved, om Peiper selv gav ordren til massakren. Kommandanten var allerede kørt videre med de forreste tanks, da amerikanerne blev gennet sammen på marken. Han var derfor over alle bjerge, da det første skud faldt på marken ved Baugnez.

Et skud, der fik helvede til at bryde ud for amerikanerne.

Tyskerne slagtede fanger

Løjtnant Virgil Lary havde med rædsel set sin chauffør segne om på marken med en kugle i brystet. Amerikaneren nåede dårligt at reagere, før tyske pistoler, rifler og maskingeværer sendte byger af projektiler ind i flokken af fanger.

“Bestrygningen blev mere og mere intens. De af os, som ikke blev dræbt på stedet, kastede sig ned på jorden. Jeg faldt med ansigtet ned i mudderet med fødderne pegende mod vejen. Jeg hørte klageråbene fra de sårede amerikanere”, huskede Lary siden.

VIDEO (del 2): Amerikanerne henrettes

I tre-fire minutter fyldte maskingeværernes hakkende lyd luften, mens skytset flænsede fangernes kroppe. Lary mærkede en kugle bore sig gennem hans ene fod, mens en anden bed sig ind i lårbenet.

Da den uhyggelige skratten fra våbnene endelig stoppede, lå flere sårede og jamrede højlydt i smerte, mens andre lå helt stille.

“Macht alle kaputt!” kom det på tysk oppe fra vejen – alle overlevende skulle likvideres.

En af de tilstedeværende SS-folk indrømmede under de senere afhøringer, at han havde stået med to krigskammerater “i et par minutter og observeret de amerikanere, som stadig bevægede sig eller viste andre livstegn”:

“Vi tre udså os forskellige mål og gik hen imod dem for at skyde dem. Jeg skød fire eller fem sårede amerikanske soldater med min pistol. Jeg sendte kun en enkelt kugle i hjertet på hver af dem”.

Mens Lary stadig havde sit ansigt begravet i mudderet, fornemmede han bødlerne komme nærmere. Hver gang de skød, forstummede endnu et af markens smerteskrig. Selv sørgede Lary for at bide pinen i sig og spille død. Han lå musestille, stiv af skræk, da et par støvler trådte i mudderet tæt på.

“Tiden stod stille”, erindrede løjtnanten, som hørte et skud gå gennem hovedet på hans sidemand.

“Jeg ventede anspændt på mit livs afslutning”.

De overlevende forsøgte flugt

Lary var ikke i tvivl om, at hans dage var talte. Løjtnanten følte det derfor som et mirakel, da han hørte den tyske SS-soldats støvler langsomt svuppe væk.

Snart efter stoppede skudsalverne. Tyskerne var tilsyneladende overbeviste om, at alle fanger var døde. Dieselmotorerne prustede igen, og tanks og pansrede køretøjer drog videre mod syd.

Kun et enkelt hold tyske vagtposter blev tilbage og tog opstilling i krydset i Baugnez, hvorfra de dirigerede nyankomne panserstyrker mod syd.

Ud over Lary var 15-20 andre amerikanere på marken stadig i live. Hver gang en larmende kolonne af tyske køretøjer tromlede forbi, hviskede de overlevende til hinanden.

At blive liggende på marken i den kolde vinternat ville være den visse død, så de aftalte at forsøge at slippe væk.

“Så er det nu”, lød det fra en af amerikanerne, da tusmørket faldt på ved 16.30-tiden.

VIDEO (del 3): De overlevende forsøger at flygte

Humpende og haltende satte de sårede fanger i fart over marken. Nogle løb mod en skov, andre ind i en mennesketom café nær vejkrydset.

De tyske vagter opdagede hurtigt flugten, og igen klaprede maskingeværsalver. En gruppe flygtninge nåede ind i skoven og slap væk. Så heldige var de, der havde søgt tilflugt i caféen, ikke. Tyskerne satte ild til bygningen, og da amerikanerne løb ud, blev de skudt.

Alt sammen fornemmede Lary, der som den eneste havde søgt skjul i et skur nær huset. Til hans held blev stedet ikke gennemsøgt, og da det var blevet helt mørkt, listede han mod nordvest – mod byen Malmédy, som stadig var kontrolleret af amerikanske styrker.

“Jeg havde heldigvis et kompas. Jeg vidste ikke, præcis hvor Malmédy var. Ruten var omkring fem kilometer. Da jeg kom til en lille flække med fem-syv huse, hjalp nogle belgiere mig til Malmédy. Her rapporterede jeg straks om alt til en eller anden oberstløjtnant”.

Lary og andre overlevendes beretninger vakte bestyrtelse blandt de amerikanske tropper. På mindre end et døgn kendte hver en soldat i skyttegravshullerne i Ardennerne til tyskernes massakre, der fejlagtigt blev døbt Malmédy-massakren og ikke Baugnez-massakren – sandsynligvis fordi de grusomme historier kom fra Malmédy.

Men geografien var ligegyldig for de amerikanske tropper. Kun én ting lå soldaterne på sinde: Den tyske udåd skulle hævnes.

Amerikanerne tog hævn

Nyheden om massakren ændrede amerikanernes indstilling til kampene i Ardennerne dramatisk. Allerede dagen efter nedslagtningen sendte overkommandoen en indtrængende advarsel til alle soldater langs fronten:

“Det er farligt på noget tidspunkt at overgive sig til tyske kampvognsbesætninger og især kampvogne, der ikke er ledsaget af infanteri, eller at overgive sig til enhver enhed, der foretager et hastigt fremstød. Disse enheder er ikke rustede til at tage fanger og løser det ved ganske enkelt at dræbe fangerne”.

Derfor var det slut med at smide våbnet og række hænderne over hovedet. Nu kæmpede amerikanerne til døden. Men den største holdningsændring var kynismen over for fjenden. Enhver flig af barmhjertighed og lærdom om konventioner blev begravet dybt i den sne, der var begyndt at falde tungt over Ardennerne.

I ugerne efter massakren tøvede amerikanerne ikke med at mishandle tilfangetagne tyskere, som blev fanget iført amerikanske støvler. Det kunne nemlig kun betyde, at fjenden havde stjålet fodtøjet fra tilfangetagne eller døde amerikanere.

Virkeligheden var dog, at de tyske soldater i december 1944 manglede stort set alt – især varmt fodtøj. Fristelsen til at tage varme, forede støvler fra de døde var derfor stor.

De færreste amerikanske tropper gjorde sig dog den slags overvejelser midt i raseriet over deres døde kammerater. Som straf tvang amerikanske faldskærmssoldater tilfangetagne tyskere til at gå barfodede rundt i sneen, til de var så forfrosne, at de ikke længere kunne gå.

Herefter blev fangerne sendt tilbage til felthospitalerne, hvor begge deres fødder i mange tilfælde måtte amputeres.

“Det kunne vel kaldes et overgreb eller en grusomhed, men dengang mente jeg, at det var en brutal, men effektiv måde at lære tyskerne en vigtig lektie på: Man tager ikke røven på faldskærmssoldater”, lød det fra menig Frank Brumbaugh fra den 82. luftbårne division.

Andre gange blev tyskere iført amerikanske støvler prompte summarisk henrettet. Tyskerne behøvede imidlertid end ikke at have stjålet noget for at blive henrettet.

“Ingen SS-mænd eller faldskærmstropper skal tages til fange, men skydes omgående”, lød det opsigtsvækkende i en skriftlig ordre fra den 328. infanteridivisions hovedkvarter fire dage efter Malmédy-massakren.

Amerikansk massakre blev fortiet

Langtfra alle amerikanske officerer opildnede til den brutale fremfærd, men hvis soldater umotiveret skød en tysk fange, blev det ikke indrapporteret. Der blev set gennem fingre med hævnakterne, som der var mange af i Ardennerne.

Sårede tyske kampvognsfolk blev skudt, og “Fritzer” med armene over hovedet blev dræbt med koldt blod.

Ifølge et vidne, som kæmpede nær Elsenborn-højdedraget i det østligste Belgien, havde hans deling en menig på 19 år med tilnavnet “Junior”. Han blev berygtet for at dræbe “hver eneste, han kunne komme i nærheden af, herunder alle krigsfanger”.

“Junior traskede ned ad gaden. En tysker, som i 72 timer havde skjult sig i et hus, kom ud til porten, hvor han bukkede og smilede med hænderne placeret på hovedet: “Kamerad! Kamerad!” Junior gjorde ikke holdt, men trak sin pistol og skød manden i ansigtet, da han passerede ham”, fortalte vidnet om en af Juniors likvideringer.

Den mest gruopvækkende hævnakt fandt sted den 1. januar 1945 i byen Chenogne. Efter en bitter kamp i byens ruiner tog soldater fra USA’s 11. panserdivision ca. 60 tyske fanger – de fleste helt unge soldater – og førte dem op til en bakke uden for byen.

“Maskingeværer blev sat op. Disse drenge skulle skydes og myrdes. Vi begik nu de samme forbrydelser, som japserne og tyskerne gjorde”, forklarede John Fague, en sergent fra 11. panserdivision, der ikke selv trykkede på aftrækkeren, men så resultatet:

“På vejen tilbage til byen betragtede jeg markerne, hvor de tyske drenge var blevet skudt. Mørke, livløse former lå i sneen”.

Hvem der gav ordren til massakren, kom aldrig frem. Hændelsen er et sort kapitel i amerikansk krigshistorie og blev fortrængt, så snart maskingeværerne på bakken tav.

“Der var nogle uheldige episoder i forbindelse med skydningen af fanger. Jeg håber, at vi kan lægge låg på”, skrev den berømte amerikanske general George Patton i sin dagbog.

Den øverstbefalende for de allierede styrker, Dwight D. Eisenhower, ønskede affæren gransket, da krigen sluttede. Men 11. panserdivision nægtede at samarbejde og erklærede i stedet: “Det er for sent; krigen er slut, enhederne er opløst”.

Massakren blev dysset ned og dårligt nok nævnt i arkiverne. Modsat var amerikanernes vilje til at undersøge og afdække tyskernes massakre ved Malmédy anderledes omfattende og vedholdende.

Ligene dukkede op i sneen

Først måneden efter tyskernes massakre på marken ved Baugnez fik amerikanske tropper igen kontrol over området, hvor krigsforbrydelsen havde fundet sted.

Jorden var nu bundfrossen og marken dækket af en halv meter sne. Men under det hvide dække gemte der sig makabre fund, som kom til syne lidt efter lidt.

“Amerikanske soldater og nogle tyske krigsfanger gik rundt ude på marken. De gravede stivfrosne lig af myrdede amerikanske soldater ud af sneen. De var frosset med arme og ben i groteske stillinger”, huskede soldaten Frank Brumbaugh, der passerede stedet i midten af januar.

Gravregistreringshold noterede positionerne og fotograferede ligene, der i mange tilfælde stadig lå med armene over hovedet. Flere manglede øjnene, sandsynligvis fordi krager havde hakket i dem. I stedet var øjenhulerne fyldt med sne.

I lastbiler blev de stivfrosne kroppe kørt til en jernbanebygning i Malmédy for at blive tøet op. Her fandt lægerne klare beviser på, at ofrene var blevet likvideret.

Ud over de hævede arme havde ligene skudhuller i hoved, hjerte eller nakke, og krudtforbrændinger ved indgangshullerne afslørede, at skuddene var affyret på klos hold.

I alt 84 amerikanske fanger var blevet henrettet på marken. De øvrige, som havde været med i konvojen, var enten blevet dræbt i de indledende kampe eller havde haft held med at flygte.

Den indledende amerikanske rapport lå færdig den 27. januar 1945, og senere afhøringer af tyske krigsfanger afslørede, at bødlerne bag massakren tilhørte Kampgruppe Peiper.

Da krigen var slut, blev det tid til at straffe de ansvarlige.

43 blev dømt til døden

Mens amerikanerne formåede at lægge låg på deres eget hævnblodbad i Chenogne, satte de alt ind på at straffe tyskerne for den massakre, som en amerikansk senator beskrev som “det mest uberettigede masseslagteri i den nedskrevne historie”.

I 1946 tiltalte amerikanerne i alt 73 tyske officerer og SS-soldater under den store krigsforbryderretssag i den tidligere kz-lejr Dachau. Adskillige vidner, som havde overværet massakren, indtog vidneskranken.

Blandt vidnerne var Virgil Lary, der kunne udpege den SS-officer, som havde affyret de to første skud. Hvem der havde givet den endelige ordre til massakren den 17. december 1944, blev ikke fastslået.

Men flere tyske vidner anklagede Peiper for gentagne gange under Ardenneroffensiven at have beordret krigsfanger skudt. Under alle omstændigheder bar han som kampgruppens kommandant det øverste ansvar, ligesom han var skyldig i at have indpodet en kultur hos sine soldater om, at krigsfanger var en unødvendig byrde.

Den 11. juli 1946 kendte militærdomstolen i Dachau alle 73 tiltalte skyldige i at have medvirket til “uprovokeret, overlagt og brutalt” at have likvideret de amerikanske fanger.

Peiper og 42 af hans SS-mænd blev dømt til døden, 22 fik livsvarigt fængsel, og de sidste otte blev idømt fængselsstraffe på 10-20 år.

I fængslet fik Virgil Lary lejlighed til at konfrontere Peiper. Løjtnanten forlangte svar på, hvordan kommandantens enhed kunne udføre sådan en forbrydelse?

“Vi havde vores ordrer. Jeg tager det fulde ansvar”, svarede Peiper.