Stalins dødskanal krævede 50.000 Gulag-fangers liv

Kanalen er et forfængelighedsprojekt

I 1930 er det imidlertid nye tider i det russiske rige. Landets kommunistiske diktator Josef Stalin er fast besluttet på at modernisere det tilbagestående Sovjetunionen, så alle kræfter sættes ind på styrkelsen af landets militær gennem massiv industrialisering og tvangskollektivisering af landbruget.

Eftersom krigen mod de kapitalistiske lande med usvigelig sikkerhed venter forude, har Sovjetledelsen ikke svært ved at finde militærstrategiske argumenter for kanalen: Ved hjælp af den vil Sovjetunionen hurtigt kunne overføre flådefartøjer og udstyr mellem Østersøen og Hvidehavet.

Da flytningen vil foregå bag landets grænser, kan den tilmed ske i hemmelighed. Kanalen vil med andre ord give Sovjet mulighed for at opbygge den største af sine i alt fire­ flåder, Nordflåden.

Sovjetledelsen sender på ny geologer ud for at gøre forundersøgelser i området, og statens økonomer regner atter på kanalens pris. De anslåede udgifter for anlæggelsen ser stadig tårnhøje ud, og ud over eksport af træ fra området vil kanalen ikke give nogen indlysende økonomisk gevinst.

Men Stalins ambitioner er iblandet forfængelighed: Kanalen vil ikke kun være en storslået sovjetisk ingeniørbedrift, han kan imponere Vesten med, den vil også være beviset på sovjetsocialismens overlegenhed i forhold til fortidens zar-imperium. Hvad tidligere tiders system aldrig kunne få udrettet, gør nu det kommunistiske.

Projektet møder imidlertid skepsis i det inderste sovjetiske magtkammer, politbureauet. To medlemmer ind-vender uforsigtigt, at økonomien er for usikker. Stalin skriver rasende til sin regeringschef Vjatjeslav Molotov:

“Jeg har ladet mig fortælle, at kammerat Rykov og kammerat Kviring ønsker at bremse anlæggelsen. De bør degraderes og irettesættes!”

Fanger løser det finansielle problem

Stalin fejer alle indvendinger af bordet, og ingen vover at påpege diktatorens manglende indsigt i ingeniørkundskab og flådeanliggender.

Til at hjælpe med at smede kanalplanerne har Stalin lederen af det hemmelige politi OGPU, Ghenrik Jagoda.

På Jagodas anbefaling beslutter diktatoren at anlægge den vanskeligste del af kanalen udelukkende med tvangsarbejdere. Beslutningen løser ikke alene de finansielle spørgsmål, men passer fint ind i den nye ideologiske filosofi perekovka.

Ordet kan oversættes til “omsmedning” og beskriver Stalin-regimets tanke om at genopdrage statens mange “dårlige elementer”.

I landets voksende net af Gulag-arbejdslejre får de dårlige elementer – kriminelle, velhavende og politiske modstandere – en ny chance i livet ved gennem hårdt, fysisk arbejde at bidrage til opbygningen af det nye, moderne sovjetsamfund.

Som en nyttig borger vil Gulag-fangen vinde selvrespekt og fællesskabsfølelse og efter en årrække i lejren vende forvandlet tilbage til samfundet med den rette sovjetmentalitet – eller dø i forsøget.

Stalin og Jagoda, som får ansvaret for anlægsarbejdet, beslutter også, at ingen udenlandsk ekspertise eller entreprenørmateriel må indgå i arbejdet. Beslutningen bunder dels i sovjetisk stolthed, men også i den slunkne statskasse, der ikke giver luft i budgettet til byggeprojekter af denne kaliber.

Dygtige ingeniører bliver arresteret

Jagoda, der ligesom de fleste af hans medarbejdere er en jævn mand med blot otte års skolegang bag sig, har dog indset, at projektet har brug for eksperthjælp.

Det hemmelige politi går derfor systematisk i gang med at arrestere landets bedste ingeniører. Rutinemæssigt anklages ingeniørerne for kontrarevolutionær konspiration og sabotage mod Sovjetstaten.

I forsommeren 1930 er 120 byggeeksperter, heriblandt den unge ingeniør Orest Vjasemskij, arresteret og stuvet sammen i en sidebygning til OGPU’s hovedkvarter i Moskva, hvor de får
til opgave at tegne planerne til den enorme kanal.

Alle har de fået løfte om at blive benådet, hvis kanalprojektet holder tidsfristen på 20 måneder, og alle er opsat på at vise deres faglige kunnen. De slider i døgdrift for at løse opgaven, vel vidende, at kanalen skal bygges stort set uden teknisk udstyr som kraner, bulldozere og gravemaskiner.

Talentfuld og ambitiøs arbejder Vjasemskij de næste tre måneder med beregning af dæmninger og sluseporte, inden han sammen med de øvrige ingeniører deporteres til selve anlægsstedet.

Tidspres forælder kanalen før tid

Projekteringen af strækningen fra Onegasøen til Hvidehavet begynder i juli 1931. Af rutens totale længde på 227 km fører de 184 km over opdæmmede søer og floder, men mellem de mange vandløb ligger i alt 43 km, der skal graves ud af klippegrund med håndkraft.

Kanalens i alt 128 dæmninger, sluser og diger skal bygges med forhåndenværende materialer – det vil sige træ, klippe og tørv.

Kun en ganske lille mængde sprængstof og cement kan bevilges, stål må fangerne selv tilvirke på stedet. Udstyr er der heller intet af, så før byggearbejdet kan gå i gang, må fangerne selv fremstille redskaber af de materialer, landskabet byder på.

For at holde tidsfristen på de 20 måneder bliver dybden i kanalen planlagt til blot fire meter.

Det er ikke noget problem for 1930’ernes flådefartøjer, og ellers må fartøjernes mandskab afmontere kanontårne og midlertidigt aflæsse ammunition for at hæve fartøjet – tidsbesparelsen ved at skyde genvej gennem den lavbundede kanal opvejer rigeligt besværet.

Desuden sigter Stalins militære ambitioner endnu ikke mod en egentlig oceangående flåde.

Men den beskedne dybde gør kanalens militærstrategiske anvendelighed sørgeligt kortsigtet.

Da den tunge russiske Nordflåde senere opbygges i Ishavet ved Murmansk, bliver destroyere og ubåde hurtigt meget større end dem, der er fremstillet i tiden mellem 1. og 2. verdenskrig, og de kan ikke længere skyde genvej gennem Stalins kanal, der stort set kun bruges af lokal trafik med flade pramme.

Fanger skal selv stå for alt i lejrene

I modsætning til de sparsomme materialer skorter det ikke på arbejdskraft til anlæggelsen af kanalen, for som følge af den samtidige tvangskollektivisering af landbruget bliver over to millioner bønder i årene 1930-1933 arresteret og sendt til arbejdslejre rundt om i det enorme russiske landskab.

OGPU har inddraget fangernes varme tøj under transporten, og fødevareforsyningerne er fra første dag utilstrækkelige.

Men Vjasemskij og de øvrige ingeniører vælger at ignorere fængselsstemningen i lejren – udsigten til benådning indgyder dem gejst til det kolossale projekt, der ligger foran dem.

Den konstante tilførsel af nye fanger giver lejren en kaotisk stemning. For at sætte struktur på anlægsarbejdet tilkalder Jagoda assistance fra den nær-liggende fangelejr på Solovetskij-øerne.

Manden, der skal bringe orden i lejren, er Naftalij Frenkel: en nådesløs og højt begavet eks-fange, der på blot få år er blevet OGPU-kommandant.

Frenkel er hjernen bag Gulag-lejrenes ubarmhjertige, men effektive straffearbejds-system, og i november 1931 får han ansvaret for det daglige arbejde på kanalen. Hans enkle og rå idé består i at lade fangerne selv udføre alt: De bygger barakker, badstuer, lazaretter og køkkener, hvor fanger laver mad til fanger.

Kommandanten beslutter, at kanalen ikke skal anlægges fra den ene ende til den anden. I stedet skal fangerne arbejde på hele strækningen på én gang – det er hurtigere, mener Frenkel.

Derfor er der brug for flere lejre langs kanalen, og med hver ny lejr er fremgangsmåden den samme: Fangerne ankommer, og intet er forberedt. Barakkerne skal bygges, og fødevareforsyningen organiseres. Undervejs dør hver gang hundredvis i den bidende karelske kulde.

De bedste arbejdere får mest mad

Samlet går alle kanalbyggeriets lejre under navnet Belbaltlag – en sammenfatning af de russiske betegnelser for hhv. Hvidehavet, Østersøen og “lejr”.

Til trods for, at kanalarbejdet er i fuld gang, hersker konstant panik i administrationsbarakken ved Bjørnebjerget. OGPU-officer Semjon Firin og hans mænd ved godt, at deres liv og karriere afhænger af, at fristen på 20 måneder overholdes.

Arbejdet går simpelthen for langsomt, mener lejrledelsen, så for at skrue tempoet op tager Frenkel den såkaldt socialistiske kappestrid i brug. Den er i forvejen kendt fra livet uden for lejrene og består i, at arbejderne konkurrerer benhårdt om at sprænge den fastsatte produktionsnorm.

Lejrledelsen dyrker også udarnik-kulturen. De såkaldte udarniki – stødarbejdere, der overopfylder normen – bliver belønnet med nyt arbejdstøj og bedre mad end de øvrige fanger. I spisesalene sidder de ved særlige borde under bannere med påskriften “Den bedste mad til de
bedste arbejdere”.

Deres mindre arbejdsomme kolleger må sidde under bannere med ordlyden “Her serveres dårligere mad til arbejdsnægtere, dag-drivere og døgenigte”.

En overlevende arbejder mindedes senere at have fået varme pirogger, efter at hans sjak havde overopfyldt normen. For de arbejdere, der blot opfyldte normen, var dags-rationen blot 500-600 gram brød.

Den største gulerod i Frenkels belønningssystem er dog nedsat straf: For hver tre dages arbejde med 100 procents opfyldelse af normen trækkes én dag fra fangens dom.

Fra midten af 1931 er fangetallet i Belbaltlag allerede over 100.000, og i de mange arbejdslejre langs kanalstrækningen bliver fødevaremanglen hurtigt et alvorligt problem.

Mange fanger dør af sult, og mod årets udgang og vinterens komme går dødsraten brat i vejret. OGPU-chefen Jagoda skriver til Stalin og Molotov og forklarer, at madforsyningen nu er komplet utilstrækkelig.

Men der er ikke nogen hjælp at hente, for tvangskollektiviseringen af landbruget har udløst en hungersnødskatastrofe i hele Sovjet, og flere millioner russere sulter op gennem 1930’erne ihjel.

Gulag-fangerne ved Hvidehavs-kanalen må derfor arbejde videre på mindre mad end nogensinde.

Løs opgaven – eller dø

Ingeniør Vjasemskij bliver overført til brigaden, der arbejder på den vanskelige Matkosjnja-strækning mellem Onega- og Vygoserasøerne. Han skal lede denne del af kanalbyggeriet, fordi den forrige ingeniør på tjansen har pådraget sig OGPU’s utilfredshed.

Vjasemskij indser snart, at hans forgænger var meget dygtig, men ude af stand til at holde tidsfristerne. Den unge ingeniør ønsker ikke at påtage sig opgaven, men får forklaret, at et afslag vil blive anset som flugtforsøg og straffet med døden.

Matkosjnja-strækningen er fra naturens side gennemløbet af vand og skal derfor ikke graves. Men den har et stort niveaufald og voldsomme strømhvirvler. Løsningen er at dæmme vandmasserne op, så sejladsen går fri af strømhvirvlerne.

Opdæmningen vil dog skabe et kolossalt vandtryk, og desuden vil en avanceret dobbeltsluse være nødvendig for at bringe skibene gennem en strækning med 14 meters højdeforskel.

Vjasemskij har tidligere arbejdet med vandingskanaler, aldrig kanaler til skibssejlads. Han er nødt til at risikere nogle uafprøvede løsninger, som kan koste menneskeliv, hvis de går galt.

Blandt andet hans 150 meter brede stendæmning beklædt med træ og tætnet med mos er temmelig uortodoks, men den modstår vandtrykket. Ingeniør Vjasemskij redder sit skind, og som mange andre overlevende kanalfanger er han bagefter stolt af at have arbejdet på projektet.

I starten af året 1933 kommer der besked fra Moskva om, at kanalen forventes klar til sejlads den 1. maj 1933. Men den er så langtfra færdig. Ifølge arbejdsprotokollerne skrider projektet godt nok planmæssigt frem.

Men virkeligheden er en helt anden: Både arbejderne og brigadelederne har i stort omfang angivet højere produktionstal i deres indbyrdes konkurrence om belønninger.

I begyndelsen af 1933 mangler endnu den alvorligste del af arbejdet, nemlig det højtliggende forløb, vandskels-kanalen, der skal forbinde kanalens nordlige og sydlige del.

Der kan ikke være tale om at meddele Stalin, hvor langt de er bagud med arbejdet. I stedet iværksætter Jagoda “100-dages-stormen”, en forceret indsats, hvor fangerne skal arbejde i treholdsskift døgnet rundt.

Andelen af fanger, der bukker under for presset, vokser med rekordfart, og da projektets afslutning er i sigte, har dødstallet rundet 50.000.

I det desperate kapløb med tiden ændres den projekterede dybde på fire meter enkelte steder til kun 3,65 meter.

De manglende 35 cm, som svindlen med produktionstallene koster i dybden, berøver kanalen afgørende værdi – i sagens natur behøver de kun at mangle ét sted, for at hele den 227 km lange kanal er ubrugelig til flådetransport.

Stalin er skuffet over resultatet

Tidsfristen er skredet med en måned, da konstruktionerne omsider står for at skulle testes. Ingeniører og arbejdere ser med nervøs spænding på, mens vandmasserne slippes fri gennem de håndbyggede sluser, dæmninger og diger af træ og mos.

I det store hele holder konstruktionerne, og endnu før de sidste dele af kanalen er fuldbragt, sendes de første krigsskibe igennem på en specialekspedition: Tre ubåde, tre destroyere og tre korvetter overføres fra Østersøen gennem kanalen til Murmansk og indstifter Nordflåden. Den 20. juni 1933 er arbejdet officielt tilendebragt.

Midt i juli oprinder en stolt dag for de overlevende kanalarbejdere og ingeniører. I tusindvis står de stillet op, da Stalin ankommer for at besigtige kanalen.

Sammen med Jagoda og politbureaumedlemmerne Kirov og Vorosjilov skal han gennemsejle kanalen over et par dage og se de forskellige hydrotekniske anlæg på den nye kæmpemæssige vandvej, der er anlagt på rekordtid og for næsten ingen penge.

Men Stalin er på ingen måde imponeret over resultatet af omkring 130.000 levende og døde fangers afsindige slid gennem 20 måneder:

“Den er ikke ret stor”, bemærker Sovjetunionens leder lakonisk.

Kanalen bliver officielt indviet 2. august 1933. Den hædres med navnet “Stalin”, og landets førende aviser bringer artikler om de gode resultater med “omsmedning” af forhærdede kriminelle, der gennem kanalbyggeriet har indset livets rette socialistiske sammenhæng.

Ved Bjørnebjerget ligger nu en rigtig lille by, og her har arbejderne opført et hotel med en luksuriøs penthouse-suite til diktatoren.

Men Stalin overnatter aldrig her. Han forlader festlighederne samme dag, uvillig til at ofre mere af sin tid på den ærgerlige, lille kanal.