“Jeg har lagt kabale, og kortene siger, at dette skib aldrig når frem til Leningrad”, sukker kaptajn Kalju på S/S Naissaar.
Fragtskibets maskinmester ser uroligt på sin kaptajn, men de kan intet stille op. I august 1941 skal S/S Naissaar ud på sin hidtil farligste rejse.
Hitlers tropper har omringet Tallinn, der er hovedstad i den sovjetiske delstat Estland. Derfor skal 40.000 sovjetiske soldater og alle civile i det sovjetiske magtapparat samt deres familier i hast evakueres. Alle skibe er udkommanderet til opgaven.
Mens kaptajnen og maskinmesteren taler sammen, fortsætter sovjetiske tropper med at gå ombord. I hundredvis af dem tramper udmattede op ad landgangsbroen og smider sig i skibets lastrum.
Tyskerne har allerede erobret store dele af Tallinn, og en efter en trækker sovjetiske enheder sig ud af gadekampene og iler mod havnen. Bag dem stiger sort røg op fra brændende bygninger, for Stalin har befalet, at alt af værdi skal ødelægges, så tyskerne ikke kan få glæde af det.
Fragtskibet S/S Naissaar (forrest i billedet) tilhørte det statsejede sovjetisk-estiske rederi.
Havde tropperne på forhånd vidst, hvilken skæbne der ventede dem under flugten mod Leningrad, ville de have nægtet at gå ombord. Konvojen, som S/S Naissaar er en del af, vil blive offer for verdenskrigens blodigste angreb til søs.
Kanonerne sigter lavt
Undergangsstemning prægede Tallinn i slutningen af august 1941. I ugevis havde Den Røde Hær forgæves forsøgt at stoppe tyskernes fremmarch. Russere og estiske kommunister måtte derfor evakueres til Leningrad 350 km længere østpå.
På havnen i Tallinn herskede kaos. Den sovjetiske østersøflåde lå ude på reden og beskød tyskerne med deres kanoner. Jo nærmere fronten kom på bymidten, desto lavere blev skibskanonernes elevation. Til sidst fløj granaterne lige hen over havnekajerne, hvor soldater og civilister var i færd med at gå ombord.
Tyske tropper på vej ind over den sovjetiske grænse i 1941. Angrebet kom fuldstændig bag på Stalin.
Tysk invasion sendte russerne på flugt
Inden 2. verdenskrigs udbrud havde Hitler og Stalin aftalt, hvordan Østeuropa skulle deles mellem de to diktatorer. Estland faldt ind under Sovjetunionens interessesfære og blev besat af russiske tropper i sommeren 1940.
Imens indtog Hitler Belgien, Holland og Frankrig, men året efter vendte han sine kanoner mod Stalin. Den 22. juni 1941 begyndte “Operation Barbarossa” – invasionen af Sovjetunionen. Da tyske tropper i juli krydsede grænsen til Estland, var de sovjetiske tropper i området allerede under beskydning.
Mange estere så Hitlers fremmarch som en kærkommen lejlighed til at slippe af med Stalins diktatur – op mod 50.000 estiske partisaner angreb Den Røde Hær og befriede flere egne af landet, inden tyskerne nåede frem.
Men tyskerne viste sig ikke at være befriere, der ville give Estland sin selvstændighed tilbage. Ifølge nazisternes planer skulle halvdelen af esterne deporteres for at gøre plads til tyske bønder, der skulle kolonisere landet.
Også hundredvis af sårede soldater blev båret ombord, mens sygeplejersker forsøgte at dulme deres smerter.
Krigsskibe tog få ombord, for de skulle primært forsvare konvojen, i stedet blev civile fartøjer som S/S Naissaar stuvet fulde af soldater og civile – mange af dem lettede anker med 2.000-3.000 passagerer ombord.
Ud over de tusindvis af evakuerede forsøgte Den Røde Hær også at få plads til værdifuld militær udrustning.
“Hvorfor i helvede læsser I de kasser ombord? Der er ikke plads nok til mennesker, og så slæber I bare kasser fra fronten”, brokkede en estisk kranfører på havnen sig.
“Fæhoved, det er jo ammunition! I Leningrad vil der blive brug for alt”, snerrede en russer ad ham.
Alt, hvad skibene ikke havde plads til, blev smidt i havnen eller sprængt i luften mellem bunkerne af kul på kajen.
Alle vidste, at evakueringen ville blive farefuld. Tyske ubåde og minelæggere samt finske fartøjer havde strøet miner ud i Den Finske Bugt, og konvojen ville blive beskudt af kanoner inde på land samt angrebet af krigsskibe. Desuden gjorde tyske fly sig klar til at kaste sig over konvojens i alt 190 fartøjer.
Konvojen blev beskyttet af den sovjetiske østersøflådes ældste skibe – fx Artem fra 1916. Destroyeren sank allerede på førstedagen efter at have påsejlet en mine.
Civile fartøjer som S/S Naissaar havde derfor fået instrukser om at stable løse planker og brædder op på dækket, så skibbrudne ville have noget at klamre sig til i vandet.
Selv plimsollere stikker til søs
Selv de værste plimsollere var blevet beslaglagt af de sovjetiske myndigheder i Tallinn, og S/S Naissaar var en af dem.
Få uger forinden skulle damperen fra 1911 have været sænket i havnen som søspærring, og mandskabet var begyndt med at afmontere alt af værdi. Nu skulle det kun halvvejs sødygtige fartøj begive sig ud på den farefulde rejse mod øst.
Om morgenen den 28. august indtog S/S Naissaar sin plads ude på reden, hvorfra konvojen i samlet flok skulle afsejle. De 165 civile skibe var inddelt i fire afdelinger, mens den sovjetiske østersøflådes største fartøjer udgjorde en selvstændig spydspids. Sidst i konvojen lå en dækningsstyrke af ældre orlogsskibe.
Vironia hed oprindeligt Kong Haakon og havde tilhørt det danske rederi DFDS. Færgen var bygget til 336 passagerer, men hun medbragte mindst 2.300 under flugten fra Tallinn.
Klokken 11.18 begyndte den forreste del af konvojen at bevæge sig mod øst, mens tysk artilleri gav skibene en varm afskedshilsen. Færgen Vironia undgik kun ved et held en artillerigranat, som kappede trossen til bugserbåden, der skulle hjælpe damperen ud af havnen.
Snart dukkede en ny fare op på horisonten: Tyske torpedobåde var sejlet fra Helsinki og nærmede sig nu konvojen. To store sovjetiske krigsskibe holdt dem imidlertid på afstand med en effektiv spærreild.
I alt var karavanen af skibe 50 km lang. Forrest forsøgte minestrygere at rydde en 200 m bred passage gennem fjendens minefelt ud for halvøen Juminda, der ligger 60 km øst for Tallinn. Imens beskød krigsskibene de tyske styrtbombefly, som angreb minestrygerne.
Tyskernes miner hang i en lang stålwire, der forankrede dem på havbunden, og de sovjetiske minestrygere forsøgte at kappe wiren over og samtidig få minen til at gå af. Men mange miner blev bare skåret løs og flød derefter videre på overfladen, så konvojens fartøjer måtte zigzagge mellem dem, de kunne få øje på.
Søminer lurede under overfladen
Minen ruller i havet
De såkaldte ankertovsminer lå på en vogn, der fra minelæggerne rullede i havet.
Tynget ned
Minen kunne flyde, men den tunge vogn trak den ned mod bunden. Stålwiren mellem vogn og mine var nøje tilpasset havdybden.
Usynlig dræber
Hvis tyskerne havde målt havdybden korrekt, kom minen til at flyde lige under overfladen, så den var usynlig for russerne. Når et russisk skib ramte minens “horn”, eksploderede den.
Allerede efter fem minutter i minefeltet lød den første eksplosion. Kl. 17.05 forsvandt 700 evakuerede i dybet, da et mindre dampskib ramte en mine og sank. Samtidig åbnede tyske kanonbatterier ild inde fra kysten, og Stukaer og Junkers JU 88’ere angreb fra luften.
Mod styrtbombernes angreb var de civile skibes eneste redning at sejle i zigzag, men derved kom fartøjerne faretruende nær kanten af den smalle passage, som minestrygerne havde ryddet. En gammel estisk isbryder blev på den måde offer for sin kursændring og sank sammen med lidt over 100 ofre.
Nødråbene forstummer
Ombord på Vironia havde besætningen netop fået bragt aftensmaden op, da et tysk fly angreb. Færgen skiftede brat kurs, og den første bombe ramte 50 m ved siden af. Også de næste bomber eksploderede i havet, men kort efter gik Vironia i stå.
Trykket fra eksplosionerne havde ødelagt roret, og selvom færgen var udrustet med luftværnskanoner, udgjorde hun et nemt mål, som flere tyske fly kastede sig over.
GRAFIK – Sovjetisk konvoj på dødskurs:
På den 350 km lange sørejse fra Tallinn til Leningrad lurede tyskerne konstant på den sovjetiske konvoj. Miner, kystartilleri og fly angreb igen og igen.
Da Vironia fik dødsstødet, befandt den sovjetiske krigskorrespondent Nikolai Mikhailovski sig ombord. Færgen blev gennemrystet af en eksplosion, og i næste øjeblik lå han i vandet.
Mens blod dryppede fra hans pande, så Mikhailovski sig om. Overalt flød lig i havoverfladen. Korrespondenten fik øje på en ung dame fra Leningrad med sorte fletninger, som han havde stiftet bekendtskab med på skibet.
“Bølgerne førte hendes lig bort. I ganske lang tid forblev hendes hoved med de pænt sammenbundne fletninger synligt”, erindrede han senere.
Tyske fly strøede maskingeværsalver ud over de overlevende, som kæmpede for livet i vandet.
“Efterhånden blev der længere mellem nødråbene, og til sidst var der ikke flere af dem”. Nikolai Mikhailovski, evakueret russer.
Først da flyene forsvandt, turde Mikhailovski lægge sig om på ryggen for at spare kræfter.
“Jeg lå længe på ryggen og betragtede det uendelige himmelblå. Bølgerne rullede mod mig. Rygsvømning var mere bekvemt, for på denne måde slugte jeg ikke så meget vand. Efterhånden blev der blev længere mellem nødråbene, og til sidst var der ikke flere af dem”.
Stiv af kulde blev han senere halet ombord i en hurtigbåd, der fortsatte flugten mod Leningrad.
Konvojen kaster anker
Ombord på konvojens mest slagkraftige skib, krydseren Kirov, befandt chefen for østersøflåden sig. Admiral Vladimir Tributs skulle for alt i verden nå sikkert frem til Kronstadt, russernes flådebase ud for Leningrad.
I Moskva fulgte den sovjetiske leder, Josef Stalin, personligt med i, hvordan langt Kirov var nået.
I løbet af konvojens første dag til havs slap Tributs dog nådigt, for de tyske fly koncentrerede kræfterne om dårligt bevæbnede mål. Men Tributs og alle andre i konvojen kunne først ånde lettet op, da augustnattens mørke omsider sænkede sit nådige slør over Den Finske Bugt.
Admiral Vladimir Filippovich Tributs (1900-1977) havde ansvaret for Tallinns evakuering og søforsvaret af Leningrad.
Admiralen beordrede konvojen til at standse og tilbringe natten for anker. At fortsætte i mørket – uden chance for at skelne miner fra flydende vragdele – ville være for farligt. Tributs befandt sig på dette tidspunkt ud for øen Vaindloo, der ligger 90 km øst for Tallinn.
Estere flygter nordpå
Nattens mørke gav de tvangsudskrevne søfolk på slæbebådene Paldiski og I-18 chancen for at flygte. Som mange andre estere betragtede de Stalins tropper som besættere, som de ingen lyst havde til at hjælpe.
På trods af at begge slæbebåde var fyldt med bevæbnede soldater, besluttede søfolkene at ændre kurs og sejle mod friheden i Helsinki. Sovjetiske soldater bevogtede ganske vist maskinrummet og broen, men i mørket bemærkede ingen kursændringen.
Midt om natten blev bådene opbragt af finske patruljefartøjer. De sovjetiske tropper greb deres våben, men ingen af dem turde løsne et skud ved synet af overmagten. Paldiski og I-18 blev herefter eskorteret i retning af Finlands kyst.
Finske kanonbåde og andre orlogsfartøjer patruljerede bugten på udkig efter skibe, der var kommet bort fra konvojen.
Mens konvojen lå stille i mørket, fortsatte lyden af eksplosioner. Strømmen førte løsrevne miner ind mod skibssiderne, og selvom matroser kæmpede bravt for at stange minerne væk med lange bådshager, lykkedes det ikke hver gang.
Færgen Vironia havde svært beskadiget overlevet luftbombardementet og var blevet taget på slæb, men midt om natten indhentede skæbnen hende. En mine drev ind i hende og eksploderede.
“I vandet var alt kaos. Alle sloges mod alle for at redde livet. Også jeg blev flere gange trykket ned under vandet”, huskede Rafail Beltšikov, der havde været tolk for den røde hær i Tallinn.
Selvom russiske soldater flåede korkvesten af ham, overlevede Beltšikov – men 2.300 andre mistede livet.
Andre steder i nattens mørke udløste drivende miner yderligere panik. Den russiske sanitetshjælper Olga Puginas skib begyndte at tage vand ind, mens de mange sårede ombord desperate prøvede at komme op fra lastrummet. Skibet sank så hurtigt, at Pugina intet kunne gøre for at hjælpe dem.
I ugerne efter Tallinns evakuering drev løsrevne miner ind til den finske kyst.
I desperation fiskede hun den pistol frem, som hendes chef for en sikkerheds skyld havde foræret hende inden afrejsen. Pugina ville skyde sig selv, men i sidste øjeblik flåede en matros våbnet ud af hånden på hende og brølede:
“Tag støvlerne af, smid jakken og bukserne, og spring i vandet! Og spring så langt væk fra skibet, som du kan!”
Halvnøgen sprang Pugina i havet og blev kort efter fisket op af en tililende skude. Matroserne stak hende et langt stykke blåt klæde, som hun kunne svøbe om sig.
For en kort stund var Pugina i sikkerhed, men blot en halv time senere gik også dette skib til bunds.
Igen havnede Olga Pugina i det kolde vand. Sammen med nogle matroser flåede hun strimler af det blå stof og bandt dem om drivende planker, så en primitiv tømmerflåde opstod. Her tog hun plads sammen med de forkomne mænd.
Konvojen letter anker
Klokken 4.40 lettede konvojen igen anker, og tyske fly angreb halvanden time senere. Snart begyndte ammunitionen til skibenes luftværnskanoner at slippe op.
Siden 1704 har flådebasen Kronstadt forsvaret indsejlingen til Skt. Petersborg, der fra 1924 til 1991 hed Leningrad.
Leningrad holdt stand takket være Stalins Dunkerque
Evakueringen af Tallinn kostede den sovjetiske østersøflåde dyrt, men fik alligevel afgørende betydning for et af 2. verdenskrigs vigtigste slag: Tyskernes belejring af Leningrad.
Efter tabet af Tallinn flyttede den sovjetiske østersøflåde sit hovedkvarter til flådebasen Kronstadt på øen Kotlin 30 km vest for Leningrad. Øen er med sine 19 km2 på størrelse med Anholt, men husede under 2. verdenskrig over 125.000 tropper.
Kronstadt blev forsvaret af 22 kystbatterier og kanonerne fra 140 større og mindre krigsskibe. Vigtigst var dog Kronstadts flybase med over 600 fly. Trods flere tyske luftangreb og forsøg på blokade forblev Kronstadt på russiske hænder.
Under tyskernes 900 dage lange belejring af Leningrad sendte Kronstadt over 80.000 tropper til byen for at styrke forsvaret. Sovjetiske ubåde med base i Kronstadt svækkede tyskernes forsyningslinjer, og flådebasens fly angreb igen og igen belejrerne i ryggen.
Tyskerne svarede igen med fly og kanoner. Kotlin blev ramt af tusindvis af granater, men forblev en afgørende del af Leningrads forsvar, indtil krigslykken vendte, og Den Røde Hær fortrængte Hitlers tropper i januar 1944.
Kun store orlogsfartøjer som krydseren Kirov kunne stadig forsvare sig effektivt, så den holdt tyskerne sig på afstand af. Et stort fragtskib blev dagens første bytte, og kort efter sank også S/S Naissaar og tog 1.500 med sig i dybet. Kaptajnens kabale havde talt sandt.
Om eftermiddagen den 29. august – halvandet døgn efter at konvojerne forlod Tallinn – nåede Kirov og admiral Tributs frem til østersøflådens base på Kronstadt.
Imens fortsatte tyskerne deres nådesløse angreb på de langsomme civile skibe, der nu var proppet til bristepunkt med overlevende, som var blevet fisket op af havet. Konvojernes sidste skibe nåede først frem to dage senere – efter voldsomme tab.
68 civile fartøjer ud af 165 gik tabt, og 16 krigsskibe ud af 25 blev sænket i det, som nogle har kaldt Stalins Dunkerque.
Tabstallene er stadig omdiskuterede, men ifølge de to estiske historikere Mati Õun og Hanno Ojalo forlod 42.000 personer Tallinn med konvojerne, og kun 27.000 nåede frem i live. 15.000 omkom i Den Finske Bugt. Dermed blev de evakuerede fra Tallinn udsat for verdenskrigens blodigste angreb på en konvoj.