Stalins krigsfotograf: Sovjetisk jøde dokumenterede 2. verdenskrig
Sovjetunionens krig mod tyskerne blev dækket af ringe fotografer med håbløst udstyr. Jevgenij Khaldej var undtagelsen. Bevæbnet med sit Leica tog han nogle af 2. verdenskrigs mest berømte billeder.
Khaldej var formelt knyttet til flåden under krigen, men hans fotoopgaver førte ham til alle frontafsnit.
Antisemitisme var en del af Jevgenij Khaldejs liv lige fra begyndelsen.
Kort efter hans fødsel i marts 1917 blev jøderne i den ukrainske by Jusovka mål for pogromer, der nær kostede ham livet. Han blev hårdt såret af et skud i hoften, og det samme projektil borede sig ind i hans mors krop og slog hende ihjel.
Khaldej forlod skolen som 12-årig for at tjene penge, og seks år senere fik han job som fotograf ved statens nyhedsagentur, TASS. Han havde lært sig selv at tage billeder.
Da krigen brød ud, boede Khaldej i Moskva, men hans familie var stadig hjemme i Jusovka, der nu hed Stalino. I 1941-1942 myrdede tyskerne hans far og tre af Khaldejs fire søstre.
Khaldej var 18 år gammel, da han begyndte at fotografere for TASS.
Khaldejs lange rejse begynder
- Moskva, 22. juni 1941
Stalins ikke-angrebsaftale med Hitler har hidtil holdt Sovjetunionen ude af 2. verdenskrig, men et overraskelsesangreb afslutter den ustabile fred.
Khaldej er netop vendt tilbage til hovedstaden efter en rejse, da hans liv tager en ny drejning.
Khaldej: “Jeg blev beordret til Murmansk. Jeg gik til min chef og sagde: ‘Giv mig 100 m film’. Hans svar: ‘100 m! Om to uger er det hele forbi, hvad skal du med så meget film? Nej, jeg giver dig kun 50 m.’ Jeg tog de 50 m”.
Nederlaget truer
- Murmansk, juni 1941
Tyske panserstyrker tromler ind i Sovjetunionen, og alt går galt for Den Røde Hær.
Josef Stalin befaler modangreb på alle fronter, men resultatet er blot gruopvækkende tabstal blandt tropperne.
Khaldej: “De første dage af krigen. Stemningen var dårlig. Vi havde allerede de ‘hvide nætter’. Kommandanten lod soldaterne træde an og optælle. Så sendte han dem ud på patrulje i natten. Jeg så deres ansigter. Da de gik, vidste de ikke, om de ville komme tilbage i live”.
Kun skorstenene står tilbage
Tyske brandbomer har forvandlet Murmansk til en skov af skorstene. Træhusene er forsvundet i flammerne.
- Murmansk, 1941
Den Røde Hær har mistet enorme mængder af krigsmateriel og er afhængig af de våben, køretøjer og råstoffer, britiske skibe losser i Murmansk.
Den nordrussiske havn betaler en høj pris for at være Sovjetunionens livsnerve.
Khaldej: “Hitler havde sagt: ‘Murmansk skal indtages’. Han ville afskære Sovjetunionen fra de engelske forsyninger. Murmansk blev bombarderet. Den 22. juni 1942 gav Hitler ordre til at brænde Murmansk ned. Byen bestod hovedsageligt af træhuse. På én dag faldt 350.000 brandbomber. Jeg mødte en gammel kone med sin kuffert. Hun så, at jeg havde et kamera,
satte kufferten ned og sagde: ‘Skammer De Dem ikke over at fotografere vores ulykke?’”
Hver dag bringer nye dødsofre
Hurricane-jagere leveret af briterne og med sovjetiske piloter ved roret patruljerer over Murmansk.
- Murmansk, 1942
Sovjetiske piloter lider svære tab i deres forsøg på at dæmme op for de konstante tyske luftangreb.
Khaldej: “Safonov er tilbage, han lander på den støvede flyveplads. Sursjenko lægger an til landing, han er over pladsen, han må lande, men understellet vil ikke folde sig ud. På kommandostationen lukker de øjnene, de venter på eksplosionen.
En redningsvogn stormer mod landingsstedet, støvet lægger sig, ud af flyet stiger den uskadte Sursjenko. Hans propeller er bøjede, men ikke andet. Sursjenko, der har skudt en Junkers ned, er ude af sig selv. Man venter på Petrov, sorgfuldt afsøger de himlen.
Ingen fly i sigte, hvor bliver Petrov af? Der, hvor kampen fandt sted, brænder et eller andet. Ingen kan sige noget med sikkerhed, men Petrov vender ikke tilbage”.
Ingen nåde for fanger
- Rostov, februar 1943
Efter halvandet år i Murmansk ankommer Khaldej til fronten ved Sortehavet.
Den Røde Hær har vundet slaget om Stalingrad og rykker ind i sovjetiske områder, hvor tyskerne har regeret med ekstrem brutalitet.
Khaldej: “Om morgenen kom vi til stedet for en blodig gerning, udøvet mod 7.000 kvinder, børn, gamle. Dette syn ville du aldrig glemme. Graven havde en længde på to km. Folk gravede sneen til side, bandt en seddel om fødderne, slæbte dem op, hvorefter de blev identificeret. En 40-årig mand knælede. Ved siden af ham ligene af hans kone, børnene, sønnerne og datteren”.
Hekse i natten
Piloterne Irina Serebrova og Natalja Kravtsova foran deres forældede Polikarpov Po-2.
- Novorussisk, 1943
Alle sovjetiske kræfter er mobiliseret i kampen mod tyskerne. Kvindelige piloter bliver sendt på vingerne i flyvende dødsfælder.
Khaldej: “Der fandtes en kvindeeskadrille med lette fly, der fløj om natten. I hver flyvemaskine sad to kvinder, en pilot og en navigatør. Så snart det blev mørkt, satte de i gang. De tyske soldater kaldte dem ‘Natheksene’. Når de var kommet op, slukkede de motoren og svævede gennem luften. Man hørte ingen støj, men det haglede med bomber. Mange af dem mistede livet”.
Stalin har vundet materielslaget
Sovjetiske styrker rykker frem mod Sevastopol, som tyskerne betalte en høj pris for at erobre i 1941-1942.
- Krim, 1943
Efter en katastrofal vinter forsøger tyske styrker at genvinde initiativet på østfronten.
Men Hitlers industri sakker bagud i kapløbet med det sovjetiske produktionsapparat, der massefremstiller kanoner, kampvogne og fly.
Stalins tropper har meget mere af alting, og den tyske hær begynder det lange tilbagetog, der først ender i Berlins ruiner to år senere.
Khaldej: “De tyske panserstyrker er slået tilbage fra Terek for evigt. Ingen tyskere er tilbage ved vores kaukasiske kyst. Det er dem ikke forundt at hvile i vores kurbyer. Nu arbejdes for den totale udslettelse af tyskerne ved Novorussisk, for befrielsen af vores trofaste Krim og befrielsen af Sevastopol, Sortehavsflådens trofaste hovedstad.
Tyskere og rumænere. Italienere og ungarere, alle bliver de knust af det sovjetiske artilleri, piloterne og skibsangreb fra havet”.
Den Røde Hær marcherer mod vest
- Lovetj, Bulgarien 1944
Hitlers tropper er drevet tilbage over de sovjetiske grænser. Nu handler krigen ikke længere om at befri fædrelandet fra angriberne, men om at knuse den tyske trussel én gang for alle.
Vejen til Tyskland fører gennem Østeuropa, der har lidt hårdt under den tyske tilstedeværelse.
Mange civile modtager Stalins tropper som befriere, mens nogle frygter, at de blot er nye undertrykkere. Mistanken er begrundet, skal det vise sig.
Nazist skyder sin familie
- Wien, begyndelsen af 1945
Den Røde Hær er trængt ind på fjendens territorium. Her oplever Khaldej, hvordan nogle nazister foretrækker døden frem for et liv under Stalins styre.
Khaldej: “Jeg gik i den lille park ved parlamentskomplekset for at fotografere de forbipasserede soldater. Da så jeg pludselig et sælsomt syn på en parkbænk. Der sad en kvinde, dræbt af to skud i brystet og et i halsen.
En dreng, omkring 15 år gammel, og en pige lå ligeledes på bænken. Ved siden af lå faren, der havde dræbte dem alle sammen. Han havde et gyldent mærke på reverset, det betød, at han var medlem af det fascistiske parti. Ved siden af ham lå hans revolver. Jeg fotograferede det hele.
En vagt kom ud af parlamentsbygningen og stammede: ‘Han, han gjorde det, ikke russiske soldater. Han kom kl. seks om morgenen. Jeg så ham og hans familie fra kælderen. Han rykkede bænkene sammen og sagde til fruen:
‘Sæt dig’. Så sagde han det samme til drengen og pigen. Så skød han først moren, dernæst sønnen. Pigen græd og sagde ‘Nej! Nej!’ Han lagde hende på bænken og skød også hende. Så gik han til siden, kiggede på, hvad han havde gjort, og skød sig selv’.
Senere kom vores general Satjvatajev og politkommissær Sjepilov, der havde befriet Wien. Generalen sagde: ‘Jeg er kommet fra Stalingrad hertil, men sådan en tragedie har jeg aldrig oplevet før’”.
Frontsoldater passer børn
- Wien, april 1945
Den nådeløse kamp mellem de tyske og sovjetiske styrker på østfronten havde enorme omkostninger for de civile i krigszonen. Mange børn blev forældreløse og havde ikke andre overlevelsesmuligheder end at følge med hærene som tjenere eller ligefrem soldater.
Khaldej: “Denne dreng er 13 år, han kommer fra Kijev. Han gik hen til soldaterne og sagde: ‘Mine forældre er døde, tag mig med’”.
Tyvekoster trylles væk
Ure på begge arme afslørede, at soldaten havde plyndret i Berlin. Det ene ur blev retoucheret bort, før billedet blev frigivet.
- Berlin, april 1945
Khaldej sendes til den tyske hovedstad for at fotografere Den Røde Hærs endelige triumf over fjenden.
Han har allerede planlagt, at han vil lave sin egen udgave af amerikaneren Joe Rosenthals sejrsbillede, hvor soldater hejser flaget over Stillehavsøen Iwo Jima.
Efter at rigsdagen i Berlin er blevet erobret, går Khaldej op på taget med to ledsagere og et flag. Mens soldaterne fastgør den røde fane højt over den tyske hovedstads ruiner, tager den sovjetiske fotograf sin karrieres mest berømte billede.
Ved fremkaldelsen viser det sig, at den ene af mændene har to ure på – et bevis for, at han har udplyndret lig. Inden den sovjetiske offentlighed får billedet at se, er det ene ur omhyggeligt fjernet.
Khaldej: “Chefen for fotoafdelingen i TASS: ‘Du må straks til Berlin. Vores fotografer der, Kiskov og Pusjkin, drikker og sender ingen billeder’.
‘Godt’, sagde jeg og tog til lufhavnen, fløj til Poznan og kørte derfra på en kampvogn mod den tyske by Küstrin ved Oder-floden”.
Skrev dagbog i smug
Den Røde Hærs soldater havde forbud mod at føre dagbøger. For de kunne afsløre militære hemmeligheder, hvis de faldt i tyskernes hænder.
Khaldej trodsede reglerne og begyndte at skrive sine indtryk ned allerede ved krigens begyndelse. Men af årsager, vi ikke kender i dag, stoppede han sine skriverier i april 1943.
Citaterne i denne artikel er en blanding af uddrag fra dagbøgerne og Khaldejs senere udtalelser.