Sneen knirker under soldaternes udtrådte støvler, da den sovjetiske løjtnant Alexander Pyl’cyns tropper den 18. februar 1944 traver det sidste stykke ind i skovene øst for byen Rogachev i nutidens Belarus.
Mændene har marcheret hele natten uden at kende deres mission, og der er kun tid til 15 timers hvile, inden de skal i kamp.
“I har en usædvanlig svær og vigtig mission foran jer”, lyder det fra den ledende general, da han om eftermiddagen briefer løjtnant Pyl’cyn og de andre officerer, der har kommandoen over 8. uafhængige straffebataljon.
Bataljonen skal trænge ind bag tyske linjer og indtage en stribe bunkere ved Rogachev, hvor tyskerne har anlagt en forsvarslinje.
Officererne i straffebataljonen er vant til de dødsensfarlige opgaver. Deres soldater er degraderede officerer, der har mistet deres rang på grund af “kujonagtig adfærd”.
Mændene betragtes som en skamplet i Den Røde Hær, og deres liv har ingen betydning.
Sent om aftenen efter hvilepausen sniger straffebataljonens soldater sig gennem den dybe sne mod de tyske stillinger.
Forsigtigt klipper de forreste soldater pigtrådsbarrierer op. Nogle hundrede mænd når gennem forhindringerne, da en soldat pludselig bliver viklet ind i pigtråden.
Et alarmsystem af tomme konservesdåser forråder dem, og med et fyldes vinternatten af maskingeværers knitren.
Russerne nær pigtråden bliver øjeblikkeligt mejet ned. Men Pyl’cyns mænd kan ikke afbryde angrebet. Hvis de trækker sig tilbage, vil de blive skudt – af Den Røde Hær.
Desperate kæmper mændene sig frem til målet og får – mod alle odds – nedkæmpet fjenden i bunkerne.
Som altid er tabene uhyggelig store, men for Den Røde Hærs generaler har missionen været en succes.
De dræbte vil hurtigt blive erstattet af nye straffefanger, der kan sendes på den næste selvmordsmission.
Sådan er den iskolde kalkule på Østfronten, hvor både Stalin og Hitler smider tusinder og atter tusinder af deres egne folk ind i straffebataljoner, hvor kun et mirakel kan redde dem fra døden.
I dag – næsten 80 år senere – er de to diktatorers straffebataljoner blevet genoplivet. Denne gang af Ruslands berygtede lejehær, Wagnergruppen, for hvilken menneskeliv om muligt betyder endnu mindre.
På Stalins ordre blev straffebataljoner indsat i forreste linje i de blodigste kampe på Østfronten.
Hitler sendte fanger til fronten
Allerede inden 2. verdenskrig havde naziregimet eksperimenteret med brugen af straffebataljoner.
I 1935 oprettede Værnemagten “særlige afdelinger” for ulydige soldater, der trods deres manglende disciplin blev fundet “tjenesteegnede”.
Også almindelige kriminelle og politiske fanger blev indlemmet i disse straffeenheder – fangerne fik løfte om, at deres domme ville blive reduceret.
Da krigen brød ud, eksisterede der ni af de “særlige afdelinger”, der blev indsat som forsyningstropper under det tyske militærpolitis opsyn.
Men da Tyskland i løbet af krigen kom til at mangle soldater, øjnede Hitler en mulighed for i stor stil at sende dømte soldater til fronten.
Bag tremmer gjorde soldaterne ingen nytte, så var det bedre at give dem chancen for at vinde deres tabte ære tilbage.
“De strengeste tiltag er nødvendige for at opretholde disciplin blandt tropperne, for at holde fejhed nede og give medlemmer af Værnemagten, som en enkelt gang har dummet sig, muligheden for prøveløsladelse”, lød det fra Føreren i december 1940.
Under felttoget i Rusland medbragte Napoleon flere straffebataljoner.
Napoleon inspirerede Hitler
Den franske kejser Napoleon var en pioner, når det kom til at sende straffefanger i krig. Et århundrede senere efterlignede Hitler den franske kejser.
Napoleon Bonaparte elskede krig og var samtidig iskold, når det kom til tab af menneskeliv. Med den indstilling var det ikke så mærkeligt, at han som den første hersker valgte at benytte straffeenheder i krig.
Da han begyndte at mangle tropper i Napoleonskrigene (1803-1815), oprettede han ved kejserligt dekret i 1811 Régiment pénal de l’Île de Ré – et regiment bestående af kriminelle og “trodsige værnepligtige”.
Ved at placere forbrydere og hærens uregerlige mænd i særlige enheder, der blev sendt til fronten, sørgede Napoleon for at demonstrere, at forbrydelse og genstridighed på ingen måde gjorde det muligt at slippe for krigstjeneste.
Eksistensen af straffeenheder sikrede, at der var flere soldater at tage af – og at der kom mere disciplin i hele den franske hær.
Régiment pénal de l’Île de Ré bestod af fire infanteribataljoner og tre kanonbatterier, som i 1812 fik æren af at blive sendt til Rusland sammen med Frankrigs Grande Armée. Her endte Napoleon og hans mænd med at lide et af historiens mest knusende nederlag.
Hitler kopierede først idéen om militære straffeenheder – sidenhen nederlaget i øst.
Den såkaldte prøveløsladelse bestod i at gøre tjeneste i en straffebataljon. Efter en god indsats her kunne straffefangernes domme tages op til revurdering.
Opgaverne i enhederne bestod mest i at forsyne fronten, men det ændrede sig drastisk, da Hitlers felttog i Sovjetunionen gik i stå.
“Faldende kampkraft i infanteriet! Armégruppen har brug for folk”, meldte feltmarskal Fedor von Bock, chefen for Heeresgruppe Mitte, i december 1941, da tyskernes tab på Østfronten kunne tælles i hundredtusinder.
En af Hitlers løsninger var, at straffeenhederne nu skulle kæmpe i felten “under farlige forhold”. Føreren erklærede samtidig, at domme for soldaters regelovertrædelser “skal afvikles hurtigst muligt”, så mændene tjept kunne skifte fængslet ud med felten.
Fra april 1942 blev 40 pct. af de tyske soldater, der var blevet idømt fængselsdomme, sendt til straffeenheder ved fronten. Her skulle de indgå i et samarbejde med de almindelige tropper, men med udsigt til særlig farlige opgaver.
Snart nåede rygterne om tyskernes tilsyneladende frygtløse særenheder til Moskva, hvor Stalin ligeledes desperat manglede tropper.
Soldaterne i de tyske straffebataljoner blev i begyndelsen anført og bevogtet af det tyske militærpoliti – feltgendarmerne.
Stalin kopierede Hitler
Lige siden den tyske krigsmaskine i juni 1941 trængte ind over Sovjetunionens grænser, havde Den Røde Hær haft massive vanskeligheder. De blodige kampe fik soldater i tusindvis til at flygte fra slagmarken.
Problemet med paniske soldater var så stort, at Stalin i september 1941 beordrede det hemmelige politi NKVD til at sammensætte særlige “barriere-delinger”, som også var blevet brugt i den russiske borgerkrig.
Disse specialtroppers primære opgave var at sørge for, at ingen soldater eller officerer trak sig tilbage fra kampene uden tilladelse. Barriere-tropperne havde fået en udtrykkelig ordre til at skyde på flygtende tropper.
I en statusrapport fra oktober 1941 kunne efterretningschefen Lavrentij Berija berette, at barriere-delingerne havde forhindret over 600.000 sovjetiske soldater i at flygte under kamp eller ligefrem at desertere fra Den Røde Hær. Godt 25.000 af soldaterne var blevet arresteret, og af dem blev 10.201 dømt til døden.
“Tiden er kommet, hvor tilbagetoget må slutte. Ikke ét skridt tilbage!” Stalin i ordre nr. 227.
Men faneflugten fortsatte trods Stalins drakoniske tiltag, da tyskerne i sommeren 1942 indledte en ny storoffensiv mod øst og trængte frem mod oliefelterne i Kaukasus.
I sit kontor i Kreml rasede Josef Stalin:
“I vore divisioner af soldater findes mange paniske og direkte fjendtlige elementer, som smider deres våben ved det første pres fra fjenden!”
Den 28. juli 1942 udstedte han derfor sin berygtede ordre nr. 227, som én gang for alle skulle vise tropperne, at de ikke kunne undslippe deres ansvar.
“Tiden er kommet, hvor tilbagetoget må slutte. Ikke ét skridt tilbage!” lød befalingen fra Stalin, der krævede, at “urostiftere og kujoner skal pågribes på stedet”.
Nu skulle NKVD-folkene arrestere enhver soldat og officer, der udviste den mindste “modvilje mod at kæmpe”. De såkaldte panikmagere risikerede at blive skudt på stedet.
Men ifølge Stalin var der også en anden mulighed for kujonerne – en metode, som fjenden havde brugt, da de tyske troppers kampmoral begyndte at dale: Straffebataljoner.
“Tyskerne har sendt dem til de farligste dele af fronten og beordret dem til at sone deres synder i blod”, skrev Stalin i sin ordre og påpegede, at de tyske tropper derfor kæmpede langt bedre nu.
Stalin var derfor ikke i tvivl: Den Røde Hær skulle gøre det samme.
Mistede 600 mand på tre dage
Kort efter Stalins ordre nr. 227 blev de første af mange tusind sovjetiske soldater dømt til tjeneste i de nyoprettede straffebataljoner kaldet shtrafbat.
Bataljonernes officerer var ofte frivillige fra Den Røde Hær, der øjnede en chance for at stige hurtigt i graderne i de særlige kompagnier, hvor blot en måneds tjeneste talte for seks måneder i den almindelige hær.
Det var dog langtfra alle, som vidste, hvad de gik ind til. Som en ung officer skrev efter at have anført en straffebataljon:
“At beskrive, hvad jeg overlevede, er ikke muligt. Det er nok at sige, at i en alder af blot 23 er jeg blevet gråhåret”.
I henhold til ordre nr. 227 skulle de særlige straffebataljoner bestå af 800 mand, men ikke sjældent blev enhederne endnu større, for NKVD vågede nidkært over de regulære tropper, og der skulle ikke meget mere til end en negativ omtale af hæren, før soldaterne blev smidt på en lastbil og kørt til nærmeste shtrafbat.
Derfor var det ikke svært at fylde rækkerne. Den første straffebataljon, som blev sendt til Stalingradfronten den 22. august 1942, bestod af hele 929 tidligere officerer – alle dømt for overtrædelse af ordre nr. 227 og frataget deres rang.
“Vi troede, det ville være bedre end en fangelejr. På det tidspunkt var vi ikke klar over, at det var en dødsdom”. Ivan Gorin, der blev indrulleret i en straffebataljon.
Efter tre døgn med det ene udsigtsløse angreb efter det andet mod de tyske tropper var kun 300 af bataljonens tropper i live.
Hvor lidt der skulle til for at ende i en shtrafbat, fandt krigsfotografen Dmitri Baltermants ud af. Han havde i 1942 rang af kaptajn i Den Røde Hær og fotograferede kampene om Stalingrad.
Under slaget tog han et billede af tyske krigsfanger, men kom til at skrive en ukorrekt oplysning i billedteksten. Straffen faldt prompte: Baltermants mistede sin rang og blev sendt direkte i en straffebataljon.
Først et år senere slap han ud af straffebataljonen, fordi han blev såret.
Men for Stalin var de militære fanger ikke nok. Sovjetlederen sendte også tusinder af sine politiske modstandere fra GULag-lejre til fronten som shtrafniki – soldater i en straffeenhed.
Fra 1943 begyndte Stalin ligesom Hitler at kyle fængslede kriminelle ind i straffebataljonerne – blandt dem bondesønnen Ivan Gorin, der var dømt for at forfalske rationeringsmærker.
“Vi troede, det ville være bedre end en fangelejr. På det tidspunkt var vi ikke klar over, at det var en dødsdom”, fortalte Gorin efter krigen.
Krigsfotografen Dmitri Baltermants, som har taget dette billede, var blandt de tusinder af russere, som blev indrulleret i en straffebataljon. Billedet stammer fra hans tid i bataljonen.
Soldater blev sprængt af miner
Hverken russerne eller tyskerne havde gode odds, når de ankom til straffebataljonerne. De heldigste var de tyskere, der havnede som såkaldte arbejdssoldater. Ifølge Hitlers dessiner skulle de udføre “det hårdeste arbejde så tæt som muligt på de kæmpende styrker”.
Det betød, at straffefangerne måtte bygge og reparere forsvarsværker helt fremme ved frontlinjen, mens fjendens kugler og granater regnede ned over dem.
Alligevel var arbejdssoldaternes opgaver mindre nervepirrende end de minerydningsmissioner, som russiske og tyske straffebataljoner tit blev kastet ud i.
Minefelter udgjorde konstant et problem i forbindelse med angreb, og derfor var det ganske praktisk for generalerne at kunne sende mindre betydningsfulde soldater frem for at rydde miner natten inden en offensiv.
På russisk side var det heller ikke ualmindeligt at ofre shtrafnikierne ved at sende dem durk gennem et minefelt i begyndelsen af en offensiv. På den måde banede de bogstavelig talt vejen for de regulære styrker i Den Røde Hær.
“Vi blev sendt derud som kvæg, som nytteløse objekter”. Alexander Pyl’cyn efter at være beordret ud i et minefelt med sine folk.
En march gennem minefeltet oplevede løjtnant Alexander Pyl’cyn, som anførte den 8. uafhængige straffebataljon sammen med 17 andre officerer. Den blot 20-årige løjtnant, der efter krigen skrev en bog om sine oplevelser, blev under en mission i Belarus i 1944 beordret til at indsætte sine folk som “mineryddere”.
Frontafsnittets ledende general, Pavel Batov, vidste, at området var spækket med miner, og sendte derfor shtrafnikierne ind i minefeltet. Idéen var ikke, at tropperne skulle bruge tid på at lokalisere og grave minerne op. Soldaterne skulle ganske enkelt vade direkte gennem feltet, så eventuelle miner blev udløst af deres kropsvægt.
“Vi blev sendt derud som kvæg, som nytteløse objekter, selvom alle vores mænd var tidligere officerer med kamperfaring”, huskede Pyl’cyn. Han beskrev generalens ordre som “ondskabsfuld og uden anstændighed”.
Angrebet kostede Pyl’cyns bataljon 80 pct. af mændene.
Bataljoner kæmpede tappert
I løbet af 1943 og 1944, hvor kampene buldrede løs på Østfronten, kastede både Hitler og Stalin stadig flere soldater ind i straffebataljonerne.
De brutale kampe gjorde, at der var masser af “kujoner” at tage af. I slutningen af 1942 var der ca. 25.000 shtrafnikier i Den Røde Hær, og året efter svulmede tallet op til næsten 178.000.
På tysk side risikerede soldater med helt korte domme for forseelser også at ryge i en straffebataljon, hvor det tidligere havde krævet en straf på mindst seks måneders fængsel at komme i betragtning til en af de frygtede enheder.
Manglen på våben og ammunition på tysk side gjorde, at straffebataljonerne ofte blev udstyret med forældede rifler. Og det samme skete på den modsatte side.
“Nogle shtrafnikier fik udleveret rifler, og resten måtte nøjes med bajonetter”. Alexander Pyl’cyn om de bataljoner, der bestod udelukkende af GULag-fanger.
De russiske shtrafnikier fik ofte blot en udtjent riffel eller et almindeligt jagtgevær i hånden – eller et endnu mindre anvendeligt våben.
“Hvis det var kort før en mission, og der ikke var tid til at skaffe våben, fik nogle shtrafnikier udleveret rifler, mens resten måtte nøjes med bajonetter”, huskede Pyl’cyn om de bataljoner, der udelukkende bestod af GULag-fanger – enheder, der til tider måtte overleve på blot en tiendedel af de normale rationer.
Officer-shtrafbats som Pyl’cyns modtog bedre materiel, som det var tilfældet under 8. uafhængige straffebataljons angreb på de tyske bunkere ved Rogachev i februar 1944.
Men ellers var de vant til udslidt fodtøj og pjaltede uniformer, som de selv måtte lappe med stof fra faldne soldater.
Trods ringe udstyr kæmpede shtrafnikierne med stort mod. For de straffede officerer handlede det om at kæmpe så tappert, at de kunne genvinde deres status i hæren og gøre sig håb om at slippe væk fra enhederne.
For de menige – fangerne fra fængslerne og GULag-lejrene – var kampiveren sjældent selvvalgt. De blev drevet frem af vagttropper med maskingeværer – og hvis straffefangerne ikke fortsatte deres livsfarlige angreb fremad, ville de blive skudt.
“Shtrafnikierne løber ikke af pladsen. Det er de almindelige soldater mere tilbøjelige til”. Bondesønnen Ivan Gorin om sine kampfæller.
Alligevel mente bondesønnen Ivan Gorin, at mange af hans kammerater kæmpede med hjertet.
“Jeg tror, at de kriminelle var tættere knyttet til deres fødeland og elskede det mere end cheferne højere oppe i systemet”, lød det efter krigen fra Gorin, mens en anden straffefange forsikrede, at mændene fra fangelejrene døde med ære og stolthed.
“Shtrafnikierne løber ikke af pladsen. Det er de almindelige soldater mere tilbøjelige til”, sagde han.
Tysk brigade myrdede løs
Også på tysk side spillede kriminelle elementer en central rolle i straffebataljonerne. Mest berygtet var Dirlewanger-brigaden, der var opkaldt efter sin sadistiske chef, SS-obersten Oskar Dirlewanger.
Styrken var tidligt i krigen begyndt som en bataljon på 300 mand, der hovedsageligt bestod af dømte krybskytter, hvis skydeevner blev budt velkomne på Østfronten.
Men i begyndelsen af 1944 var straffebataljonen vokset til en brigade, og Dirlewanger fik af SS-lederen, Heinrich Himmler, lov til at håndplukke 800 mænd blandt “de asociale og professionelle kriminelle”.
Oskar Dirlewanger var dømt for flere sexovergreb på mindreårige, inden han blev leder for sin egen brigade af særlig brutale straffefanger. Han blev angiveligt banket ihjel af polske soldater i juni 1945.
Dermed blev voldtægtsforbrydere, børnemishandlere, mordere og psykisk syge en del af den berygtede brigade.
Dirlewangers folk havde ingen hæmninger, når de pinte jøder eller bekæmpede partisaner bag fronten. I den jødiske ghetto i den polske by Lublin tvang brigadens bødler angiveligt flere kvinder til at smide tøjet, inden de gav dem gift.
“Dirlewanger og hans kammerater kiggede på og røg en cigaret, mens kvinderne døde”, lød det fra en jurist, som efter krigen undersøgte brigadens forbrydelser.
Jagten på partisaner på Østfronten foregik med samme metoder, når straffefangerne på Dirlewangers opfordring brændte civile levende i lader ved den mindste mistanke om, at de havde hjulpet partisanerne.
Da brigaden i 1944 fik til opgave at slå et oprør i Warszawa ned, beordrede Dirlewanger på et tidspunkt 500 børn i en børnehave dræbt – med geværkolberne for at spare kugler.
“Han løftede barnet højt op og smed det ind i ilden”. Ingeniørsoldaten Mathias Schenk om Oskar Dirlewanger i Warszawa.
Dirlewanger selv holdt sig ikke tilbage og tog et lille barn fra en kvinde, som stod i forsamlingen på gaden.
“Han løftede barnet højt op og smed det ind i ilden”, fortalte ingeniørsoldaten Mathias Schenk, der var tilknyttet brigaden.
Også russiske straffebataljoner opførte sig nådesløst, men da de altid opererede i frontzonerne, gik grusomhederne ifølge Pyl’cyn typisk kun ud over fjendens soldater.
“Shtrafnikier tog ingen fanger, heller ikke selvom nogle tyskere forsøgte at overgive sig og råbte: ‘Hitler kaput!’” berettede han.
“Hvis vi viste medmenneskelighed og tog dem som fanger, hvad skulle vi så have gjort med dem, når vi befandt os i de ekstraordinære betingelser bag fjendens linjer?” argumenterede Pyl’cyn.
Krigsfanger endte i bataljonerne
Som oftest var det dog soldaterne i straffebataljonerne, som mistede livet. Især de sovjetiske shtrafnikier vidste, at hver eneste mission sandsynligvis ville koste dem livet.
“De smed os ind i de farligste sektorer, sendte os nærmest ind i den visse død, forrest og uden artilleridækning”, fortalte Vladimir Karpov, som var én af blot seks overlevende i sit første kompagni på 198 mand.
På samme vis fik soldaten Ivan Gorin og en gruppe på 330 andre shtrafnikier ordre til at storme frem over en åben mark og angribe nogle tyske stillinger. Få timer efter var de alle, bortset fra Ivan Gorin, døde.
Tyskerne nedskød tusinder af sovjetiske bombefly på Østfronten – nogle af dem med straffefanger ombord.
Sovjetfanger blev låst fast i bombefly
Også i luftrummet blev sovjetiske straffefanger ofret. Fastspændt til sæderne i bombefly blev de sendt på lavtflyvende missioner over fjendeland
10 ture, så er du en fri mand. Sådan lød det sovjetiske luftvåbens tilbud til straffefanger, som dermed fik æren af at være maskingeværskytter på de allerværste missioner over moderlandet – fx på bombetogter over Volga i det bitre slag om Stalingrad.
Problemet var bare, at straffefangerne blev låst fast til sædet uden faldskærm. Sandsynligheden for at dø var derfor stor, da de tyske jagerfly typisk gik efter agterskytten først.
Hvis nogen mirakuløst klarede ni togter, blev de ikke sjældent overflyttet til andre straffebataljoner inden den 10. mission.
“Dine nerver holder ikke til mere. Lægen tillader dig ikke flere flyvninger”, hed standardbegrundelsen.
Også fængslede piloter blev sendt ud på dødsensfarlige bombemissioner i lav højde og med ringe odds for overlevelse.
“For at blive fritaget for straffetjeneste skulle du blive såret i kamp. Men når en militærpilot flyver en mission, er det første sår, han modtager, typisk det sidste”, lød det fra piloten Afinogenov.
De vanvittige stormløb blev nærmest hverdag for russerne i 1944, hvor tyskerne ofte forskansede sig bag floder og åbne arealer, før de blev presset tilbage mod Berlin. Uden at blinke ofrede Stalin sine straffefanger for et hurtigt avancement.
I 1944 blev der gennemsnitligt rapporteret om over 14.000 dræbte shtrafnikier hver eneste måned. Dermed var tabstallene for straffebataljonerne i forhold til antallet af kæmpende mænd mellem tre og seks gange højere end for den regulære hær.
Til gengæld væltede det nu ind med erstatninger for de dræbte. Stalin havde allerede i 1941 forbudt sovjetiske soldater at overgive sig til fjenden. De, der gjorde, blev automatisk stemplet som forrædere.
Mens Den Røde Hær tromlede mod vest, blev flere og flere fangelejre med sovjetiske krigsfanger befriet. Men i stedet for frihed blev mange dømt for forræderi. Mange af dem, især de befriede officerer, blev derfor sendt direkte til straffebataljonerne.
Adskillige kirkegårde tilegnet Wagner-soldater, der er blevet dræbt i Ukraine, er dukket op rundtom i Rusland.
Putins lejesvende gentager historien
Under Ruslands krig i Ukraine har den berygtede Wagnergruppe rekrutteret tusinder af fanger fra fængslerne. Ligesom under 2. verdenskrig er de blevet brugt som frontløbere, og desertering straffes med døden.
Godt 80 år efter at Stalin oprettede sine shtrafbats, kæmper russiske straffefanger igen ved fronten. Det er lejehæren Wagnergruppen, der åbenlyst har rekrutteret kriminelle fra russiske fængsler til at udkæmpe krigen i Ukraine.
På papiret er Wagnergruppen en selvstændig hær, men ifølge eksperter har gruppen tætte forbindelser til Ruslands forsvarsministerium.
I januar 2023 vurderede den russiske fangeorganisation “Rusland bag tremmer”, at op imod 50.000 kriminelle har været indsat ved fronten. Ifølge organisationens oplysninger var ca. 10.000 på dette tidspunkt stadig aktive. Størstedelen af de øvrige var højst sandsynligt blevet dræbt i kamp.
“Fangerne bliver brugt som kanonføde, som en klump kød. Jeg fik overdraget kommandoen over en gruppe fanger. I min deling var der kun 3 ud af 30, der overlevede. Så fik vi tildelt flere fanger, og mange af dem døde også”, fortalte en flygtet Wagner-soldat, Andrej Medvedev, til avisen The Guardian i januar 2023.
Hvis fangerne overlever seks måneders tjeneste, bliver de benådet. Men forsøger de at flygte, henretter befalingsmændene dem til skræk og advarsel for de øvrige soldater, fortæller øjenvidner.
Shtrafnikierne gik forrest
Efter succesen ved Rogachev i februar 1944 fik Alexander Pyl’cyn nye forsyninger af dømte officerer, så hans straffebataljon kunne fortsætte selvmordsmissionerne.
Ved floden Druts blev bataljonen en nat tvunget til at angribe over flodens hullede is. I mørket faldt mange shtrafnikier i vandet og frøs ihjel.
De overlevende fik som belønning æren af at angribe dybt bag tyske linjer, mens russernes egne Katjusja-raketter haglede ned over dem.
Da Den Røde Hær begyndte sommeroffensiven Operation Bagration i 1944, indtog straffebataljonerne igen en hovedrolle. Selvom Stalins generaler nu rådede over tusindvis af kampvogne og dominerede luftrummet, blev shtrafnikierne stadig tvunget til at gå forrest.
“Så få mænd, jeg havde tilbage. Kun omtrent 20”. Pyl’cyn om et katastrofalt angreb over Oderfloden.
Pyl’cyns mænd fik bl.a. til opgave at erobre en bro nær grænsen til Polen, men lige så snart missionen var løst, buldrede utallige russiske kampvogne over broen til straffebataljonens forbløffelse.
“Vi havde enorme tab. Jeg forstod ikke, hvorfor kampvognene ikke kunne indtage broen før os”, bemærkede officeren.
Endnu blodigere var et af bataljonens sidste angreb i april 1945, da de blev sat til at krydse Oderfloden i små robåde under konstant tysk bombardement.
“Vandet syntes at koge af eksplosioner og kugler”, huskede Pyl’cyn, der så størstedelen af bådene blive sprængt.
“Vi erobrede de første meter af fjendens bred. Men hvor var det dog få både, der klarede turen. Så få mænd, jeg havde tilbage. Kun omtrent 20”.
De færreste slap med livet i behold
Alexander Pyl’cyn og hans folks angreb på Oderflodens vestbred blev begyndelsen på Den Røde Hærs stormløb mod Hitlers Berlin. Da krigen sluttede et par måneder senere, kunne de russiske straffefanger omsider ånde lettede op.
Pyl’cyn overlevede mirakuløst to år som kommandør af en straffebataljon, og selvom han undervejs havde set flere af sine soldater blive benådet for deres “tapre indsatser”, hørte de til fåtallet. De fleste nåede aldrig så langt, før skæbnen indhentede dem.
Tragisk nok skete det i flere tilfælde, at en hel straffebataljon var blevet indstillet til benådning på grund af usædvanligt heltemod, men inden benådningen blev godkendt højere oppe i systemet, var bataljonens soldater allerede blevet udslettet i de efterfølgende missioner.
Både tyskerne og russerne gjorde kort proces med desertører. Her skærer allierede soldater en hængt tysk desertør ned.
Først da Stalin fejrede “den store sejr” i maj 1945, blev alle shtrafnikier omsider benådet.
Præcis hvor mange soldater der kæmpede som straffefanger under krigen, er uvist.
På russisk side blev 427.910 mænd officielt dømt til shtrafbats fra september 1942 til maj 1945 – det reelle tal er sandsynligvis højere, fordi de officielle sovjetiske statistikker er notorisk upålidelige, alt efter hensigten er tallene for høje eller for lave. Når det gælder straffebataljonerne, er tallene formentlig underdrevet.
I Tyskland gik mange dokumenter tabt under krigen, men historikere skønner, at mindst 50.000 fanger blev indlemmet i bataljonerne.
Mens historikere vurderer, at ca. 50 pct. af soldaterne i de tyske straffebataljoner omkom, var tabene langt større blandt shtrafnikierne. Alene for året 1944 lød tabstallet officielt på 170.292 mand.
Kun en brøkdel af de sovjetiske straffefanger vurderes at have overlevet krigen. Som en soldat formulerede det: “Denne krig handlede om udslettelse”.
Alexander Pyl’cyn døde i 2018 i en alder af 94. Dermed var han lykkeligt uvidende om, at en russisk lejehær blot fire år senere ville genoptage den straffefange-taktik, som alle troede, at 2. verdenskrigs rædsler én gang for alle havde sat en stopper for.