Tegning af et bombefly (Stuka)

Stukaen: Hitlers frygtindgydende dåseåbner

Hemmeligheden bag Hitlers blitzkrig var luftvåbnet. Tyskernes berygtede Stuka-bombefly ryddede vejen foran panserkolonnerne, og fjenden lærte hurtigt at frygte den uhyggelige lyd, når Stukaerne kastede sig ned fra himlen. Styrtbomberen blev symbol på Luftwaffes overlegenhed.

Hemmeligheden bag Hitlers blitzkrig var luftvåbnet. Tyskernes berygtede Stuka-bombefly ryddede vejen foran panserkolonnerne, og fjenden lærte hurtigt at frygte den uhyggelige lyd, når Stukaerne kastede sig ned fra himlen. Styrtbomberen blev symbol på Luftwaffes overlegenhed.

HISTORIE

Stukaen var en strategisk genistreg, der spredte skræk og rædsel i krigens første år, men den tyske styrtbomber var også sårbar.

Kampen mod Stukaen handlede fra starten om at finde svagheder ved flyet og udnytte dem. Følg de to krigsmagters kamp for og imod Stukaen, træk for træk.

Et vertikalt dyk i en Stuka

En klar septembermorgen i 1941 styrtdykker den tyske pilot Hans-Ulrich Rudel fra 2.700 meters højde lige lukt mod det sovjetiske slagskib Marat, der ligger for anker i havnen ved Kronstadt-flådebasen nær storbyen Leningrad.

“Matroserne piler hen over dækket. Jeg aktiverer bombeudløseren på styrepinden og trækker i den af alle kræfter”. Hans-Ulrich Rudel

På alle sider af Rudels Stuka-fly eksploderer granater, affyret fra hundreder af sovjetiske antiluftskytskanoner nedenfor. Den tyske pilot viger imidlertid ikke fra sin nøje planlagte kurs.

Da det store slagskib dukker op forude, tvinger Rudel Stukaen hovedkulds ned mod det massive skibsdæk.

Han kan tydeligt se, hvordan skibets kanoner pumper salve efter salve imod ham, mens flyet accelererer til over 500 km/t. Slagskibet nærmer sig nu med ekstrem hast, og Rudel kan se panikken gribe besætningen på skibet:

“Matroserne piler hen over dækket. Jeg aktiverer bombeudløseren på styrepinden og trækker i den af alle kræfter”, skrev Rudel i sine memoirer efter krigen.

Et kort øjeblik sortner det for Rudels øjne, da centrifugalkræfterne presser blodet væk fra hjernen og ned i hans ben.

Han er så langt nede, at flyets automatiske styrtdyks-genopretningssystem­ ikke kan aktiveres. I sidste øjeblik lykkes det ham at rette flyet op og undslippe ud over havet.

Bagude indhylles slagskibet i en søjle af ild og røg: “Det eksploderer”, råber flyets skytte, Alfred­ Scharnowski.

Tyskland satsede på præcision

Langsomt, klodset og dårligt beskyttet. Nazitysklands Stuka-styrtbomber, med det officielle navn Junkers Ju 87, havde mange minusser.

Alligevel blev bombeflyet et af de mest effektive og skrækindjagende våben i Hitlers tjeneste. Flyet fungerede som flyvende artilleri og var i stand til at ramme sine mål med uhørt præcision, når det kom jagende ned fra himlen.

Selv fjenden måtte indrømme, at flyet overgik alle andre styrtbombere. Som den britiske testpilot Eric “Winkle” Brown, der afprøvede en erobret Stuka, skrev efter krigen: “Stukaen var i en klasse helt for sig selv”.

Amerikansk Curtiss Hawk styrtbomber.

Ernst Udet lod sig inspirere af de amerikanske Curtiss Hawk-styrtbombere.

© Alan Wilson

Luftakrobat forelskede sig i styrtbomberen

Da Luftwaffe skulle opbygges fra grunden i 1930’erne, opfordrede luftmarskal Göring flyver-esser fra 1. verdenskrig til at hjælpe.

Blandt esserne var Ernst Udet, som med 62 luftsejre var den mest succesfulde tyske pilot, som overlevede krigen.

Udet havde efter krigen ernæret sig som luftakrobat og havde bl.a. været i USA, hvor han under et luftshow så amerikanske Curtiss-styrtbombere i aktion.

Da Udet blev ansat i Luftwaffe, agiterede han kraftigt for, at Tyskland skulle satse på styrtbombere. Udviklingen af Stuka-styrtbomberen var derfor primært Udets fortjeneste.

Hemmelig udviklet i Sverige

Det tyske styrtbomber-program tog sin begyndelse umiddelbart efter 1. verdenskrig. Versailles-fredstraktaten forbød Tyskland at have et flyvevåben, og den tyske flyproducent Junkers etablerede derfor i stedet en fabrik i Sverige, hvor ingeniørerne – under dække af at arbejde med civil luftfart – i begyndelsen af 1920’erne udviklede styrtbombe-flyet K47.

Det nye fly, der kunne bære en bombe på 100 kg, fløj første gang i 1929 og klarede sig godt. Til gengæld var flyet temmelig dyrt og blev derfor aldrig en succes.

I 1933 kom Adolf Hitler og nazisterne til magten, og pludselig tog udviklingen af Junkers’ styrtbombefly fart.

Hitler oprettede det såkaldte Reichsluftfahrtministerium (RLM), der med det tidligere flyver-es Hermann Göring i spidsen så hurtigt som muligt skulle gøre Det Tredje Rige til en stormagt i luften.

I 1935 skabte Hitler overskrifter i alverdens aviser, da han annoncerede oprettelsen af det tyske luftvåben, Luftwaffe, og dermed­ endegyldigt gav Ver­sailles­trak­ta­ten dødsstødet.

Briterne opgav styrtbombning

Under 1. verdenskrig havde bl.a. briterne eksperimenteret med styrtbombning, hvor piloten styrtdykker mod sit mål og først slipper bomben, når han er sikker på at ramme.

Men i mellemkrigstiden blev idéen opgivet, fordi mange mente, at flyene ikke kunne holde til de ekstreme dyk, “fordi moderne fly når op på så høje hastigheder under et dyk, at det ville blive meget svært at rette maskinen op, hvis den da ikke ligefrem bliver flået fra hinanden i luften”, som en højtstående britisk officer udtalte.

Briterne satsede i stedet på konventionelle bombefly, som kunne medbringe langt flere bomber end styrtbomberen, men til gengæld var meget upræcise.

Hitlers murbrækker

Hitler og ledelsen i det nyoprettede tyske luftvåben, Luftwaffe, så imidlertid store muligheder i styrtbombere og iværksatte et ambitiøst Sturzbomber-program.

I modsætning til briterne anså Hitler Luftwaffe som en integreret del af en krigsmaskine, der også omfattede kampvogne og fodsoldater.

Hans kongstanke var, at styrtbombeflyene skulle agere murbrækkere og bane vej for landstyrkerne.

Firmaet Junkers og ingeniøren Hermann Pohlmann, som havde været med til at udvikle K47, satte nu alt ind på at udvikle det perfekte styrtbombefly – Sturzkampfflugzeug – eller Stuka, som flytypen kom til at hedde i folkemunde.

I 1935 var Hermann Pohlmann klar med den første prototype af flyet Ju 87 – Nazitysklands nye styrtbomber.

Stukaen var bygget til sin opgave

Stukafly smider bomber

Stukaen fløj langsomt, men kunne holde til mere end de fleste andre fly.

© Getty Images

I forhold til 2. verdenskrigs jagerfly så Stukaen klodset og langsom ud, for alt på styrtbomberen var udviklet til at kunne holde til de vilde dyk

Den største udfordring ved Stukas konstruktion var, at flyet skulle kunne holde til styrtdyk med voldsomme acceleration.

Hvor ekstreme kræfter Stukaen var udsat for, blev åbenbaret, da en Stuka-prototype i 1936 styrtede til jorden.

Ulykken kostede testpiloten Willy Neuenhofen og hans observatør livet.

Årsagen var, at flyets todelte halefinne blev flået i stykker under et dyk.

Som konsekvens fik flyet i stedet en enkelt og langt stærkere halefinne.

Også resten af Stukaen var udtænkt til at kunne holde til de voldsomme dyk.

Størstedelen af flyet var lavet af en hård aluminiumslegering, duraluminium, mens fx vingeflapperne var af aluminium og titanium.

Bærende dele var lavet af stål.

Ingeniørerne undgik at svejse flyets bærende dele sammen og støbte dem i stedet for at give dem maksimal styrke.

Stukaen skulle være enkel og billig

Göring og Hitler havde klare forventninger til Stukaen: Den skulle være så enkel at styre, at den kunne lette fra marker og andre primitive landingsbaner. Derudover skulle flyet være let at vedligeholde og robust nok til at flyve i alskens vejr.

Stukaen byggede især på erfaringerne fra styrtbomberen K47, men Hermann Pohlmann skævede også til den amerikanske Curtiss Hawk-styrtbomber, som den tyske luftakrobat Ernst Udet havde købt to eksemplarer af og bragt hjem til Tyskland.

Flykonstruktør, jagerpilot og flyver-es Ernst Udet

Flyver-esset Ernst Udet blev en af Stukaens varmeste fortalere.

© Getty Images

Året 1936 bød på den perfekte anledning til at testflyve prototypen Ju 87A eller “Anton”. Da fik den fascistiske general Franco nemlig brug for nazisternes hjælp under den spanske borgerkrig.

Erfaringer fra Den Spanske Borgerkrig

Selvom Stukaen kun i begrænset omfang deltog i kampene på Den Iberiske Halvø, tog piloterne værdifuld viden med hjem.

De spanske erfaringer afslørede dog fx, at Stukaen havde brug for en langt stærkere motor, og de næste mange år drejede meget af udviklingsarbejdet sig om forbedringer af motoren.

stuka pilot

Styrtbomberen havde plads til en pilot og en agterskytte, der sad med ryggen til piloten.

© Getty Images

Den første masseproducerede model af Stuka-flyet var Ju 87B eller “Berta”, der blev Stuka-flyets standard.

“Det lille bombefly”, som Stukaen kærligt blev omtalt, havde to siddepladser og var kendetegnet ved omvendte “mågevinger” og fast landingsstel, der ikke kunne trækkes op.

Flyet var udstyret med maskingevær, og mange modeller havde både plads til hovedbomben under skroget og ekstra, mindre bomber under vingerne.

Dykkene var dødsensfarlig

Som det eneste i verden kunne det næsetunge fly dykke fuldstændig lodret. Faren herved var, at centrifugalkraften ville give piloten et blackout, så han ikke kunne nå at rette flyet op igen. Den enorme dyk-hastighed gav også andre problemer:

Under en test-flyvning i august 1939 styrtede 13 Stukaer til jorden, fordi skydækket lå så lavt, at piloterne først fik øje på landjorden, da det var for sent at rette op.

For at forhindre ulykker blev Stukaen udstyret med særlige dyk-bremser på undersiden af vingerne. Bremserne reducerede flyets fart under dykkene, så piloten havde mere tid til at sigte og efterfølgende rette op.

Ud over dyk-bremserne udviklede Junkers også et “genopretningssystem”, som automatisk sørgede for at rette flyet op efter et dyk, hvis piloten havde mistet bevidstheden.

En del piloter undlod dog at slå funktionen til, fordi fjenden i så fald let kunne forudse flyets bane og skyde det ned.

Jerikos trompeter

Under 1. verdenskrig havde tyskerne bevidnet den rædsel, lyden af et lavtflyvende fly kunne skabe i fjendens rækker.

Junkers’ ingeniører indså, at lyd alene kunne være et umådelig effektivt terrorvåben, og monterede vinddrevne sirener – såkaldte Jeriko-trompeter – på Stukaens landingsben. Når flyet styrtdykkede, udsendte de et skrækindjagende hyl. Sirenerne blev dog senere sparet væk.

I august 1939 stod 366 færdigbyggede Stukaer parate ved Polens grænser – klar til kamp.

Hvordan opererer Stuka fly.
© Osprey Publishing

Piloten ræsede mod målet med 600 km/t.

Den tyske styrtbomber var udviklet til at kunne kaste sig ned fra himlen i rasende fart, udslette fjenden og slippe uskadt bort bagefter. Styrtdykkene var så ekstreme, at piloterne ofte besvimede.

Målet lokaliseres

Piloten udvælger målet gennem et “bombesigte-vindue”, han har mellem sine fødder i cockpittets bund.

Styrtdykket indledes

Flyet krænges over, så det vender på hovedet, hvorefter styrtdykket indledes. Undervejs når flyets hastighed op på ca. 600 km/t.

Bomben slynges mod målet

En alarm lyder, når flyet er 450 m over målet, hvorefter piloten kaster bomben.

Målet udslettes

Bomben fortsætter mod målet, styret af tyngdekraft og fremdrift.

Flyet redder sig selv

Piloten risikerer at miste bevidstheden pga. de ekstreme g-kræfter, når flyet afbryder sit stejle dyk. Derfor retter flyet sig automatisk op.

Stukaen indledte verdenskrigen

“Jeg kommer aldrig til at glemme min første flyvetur hen over grænsen til et andet land”, skrev Stuka-esset Hans-Ulrich­ Rudel i sine memoirer.

Rudel sad i et spionfly over Polen, hvor Stukaen snart skulle blive et af de vigtigste våben i Hitlers blitzkrig, der blev indledt om morgenen den 1. september 1939.

Krigens første mål var at forhindre polakkerne i at sprænge en strategisk vigtig jernbanebro nær Tczew i Polen. De tyske styrker skulle bruge den til at krydse over floden Wisła.

Polakkerne var godt i gang med at forberede sprængningen af broen, da tre Stukaer lettede fra Østpreussen og kort efter – klokken 4.26 – med stor præcision bombede de polske minører og de ledninger, der skulle bruges til at sprænge broen.

Piloten Oskar Dinort beskrev angrebet på en anden af Wisłas broer:

“Maskinen falder som en sten. Højden aftager – med 200 m, 300, 500. Instrumenterne kan knap holde trit med faldhastigheden. Så det røde slør for øjnene, enhver Stuka-pilot kender. 1.400 m fra jorden… 1.200 m. Tryk for udløsning. Bomben falder i dybet nedenunder”.

Herefter fulgte Stuka-angreb på bl.a. flådebasen ved Gdynia, hvor den 1.540 tons tunge destroyer Wicher blev sænket. Angrebet viste, at Stukaen også kunne sætte dagsordenen til søs.

Under det afgørende slag ved floden Bzura kastede Stukaerne sig over fjenden, der til sidst måtte give op. Stukaen havde knækket Polen.

Pilot i cockpittet på et Stuka-fly

Under de næsten lodrette styrtdyk ned mod fjenden nåede Stukaen en hastighed på op imod 600 km/t.

© Ullstein/Polfoto

Søkrigen blev vundet fra luften

Under nazisternes erobring af Norge i april 1940 forhindrede bjergene den nødvendige koordination mellem Stuka-fly og kampvogne.

Stukaen viste imidlertid igen sit værd, da den blev brugt til at sætte norske og allierede krigsskibe ud af spillet.

De snævre norske fjorde blev de rene dødsfælder, der holdt de allieredes skibe indespærret, mens tyskerne bombede dem i sænk. I Nordnorge blev blandt andet det franske krigsskib Bison og det engelske Bittern sænket.

Måneden efter nåede samarbejdet mellem den tyske hær og luftvåben en ny grad af raffinement under invasionen af Frankrig.

Stukaerne bombede forsvarsstillingerne, så trillede kampvognene igennem fjendens linjer, og til sidst fulgte fodfolkene.

Specifikationer – Stuka

  • Besætning: 2
  • Motor: Junkers Jumbo 221 Da
  • Rækkevidde 600 km
  • Maks. vægt inkl. last: 4.250 kg
  • Vingefang: 13,80 m
  • Længde: 11,10
  • Højde: 4,24 m
  • Første flyvning: 17. september 1935
  • Total produktion: 5.752
  • Navnet: Stuka er en forkortelse af det tyske STUrzKAmpfflugzeug

Succeser og fiaskoer

Bomberne faldt så præcist, at de faktiske skader var begrænsede. Eksempelvis blev kun 32 franske kampvogne udslettet fra luften.

Alligevel skræmte Stuka-flyene de allierede soldater så meget, at mange overgav sig uden kamp.

Ved kysten angreb Stukaerne de lokale krigsskibe og forter, og de store havnebyer faldt på stribe.

Under det store slag ved Dunkerque var Stukaerne ansvarlige for sænkningen af 31 allierede skibe.

Ved samme lejlighed begyndte flyet imidlertid at vise sine svage sider, da antiluftskyts nedskød op mod en tredjedel af den daværende Stuka-styrke.

Er du interesseret i militærfly fra 2. verdenskrig? Så læs også vores artikel om det britiske jagerfly Spitfire, der skabte rædsel i luftrummet.

Stuka vs. Spitfire

Stukaen var uovertruffen til at bombe fjender på landjorden. Over for briternes Spitfire-jagerfly havde den langsomme styrtbomber dog ikke mange chancer.

Stuka
© Shutterstock

Stuka

Hastighed: 380 km/t (dog op til 600 km/t ved vertikale dyk)
Højde: 8.100 meter

spitfire
© Shutterstock

Spitfire

Hastighed: 580 km/t (380 km/t (dog op til 600 km/t ved vertikale dyk)
Højde: 9.700 meter

Stukaen trukket ud af Slaget om England

Endnu værre blev det, da flyene blev indsat i luftangrebene på England. På en enkelt dag nåede de langt hurtigere britiske kampfly at nedskyde 18 Stukaer.

“De tiltrak sig Hurricane- og Spitfire-fly, som honning tiltrækker sig fluer”, erindrede Stuka-piloten Adolf Galland.

I alt 59 fly nåede at blive skudt ned, før Luftwaffe trak Stukaerne ud af kampen.

Iltmaske.

I højder over fire km var piloterne nødt til at bruge iltmaske for at kompensere for den tyndere luft.

© oldnautibits.com

Succes ved Middelhavet

I Middelhavet deltog Stukaerne med større succes, bl.a. i kampene om Kreta og i Nordafrika, hvor over 40 Stuka-fly bl.a. kastede sig over det britiske hangarskib Illustrious i et angreb, der beskadigede skibet kraftigt. Selv briterne var imponerede over Stukaerne.

“Vi kunne ikke andet end beundre deres dygtighed og præcision”, erkendte den britiske admiral James Cunningham.

I april 1941 var 300 Stukaer kun 10 dage om at tvinge Jugoslaviens hær og luftvåben til at kapitulere.

Da Hitler efterfølgende ville give det oprørske Beograd en lærestreg, tæppebombede han byen med store fly, mens Stukaerne fik lov til at udradere landingsbaner og antiluftskyts. 2.271 civile mistede livet. De fleste Stukaer blev nu sendt afsted til den ultimative styrkeprøve i øst.

Højdepunktet: Operation Barbarossa

I juni 1941 igangsatte Hitler “Operation Barbarossa”, Nazitysklands storstilede invasion af Sovjetunionen.

Stalin, der ikke stolede på britiske advarsler, blev fuldstændig taget på sengen: På 18 timer udslettede Stukaer over 1.800 sovjetiske fly på 11 flybaser.

I en uge hamrede de løs på fæstningen Brest-Litovsk, der til sidst måtte give op. Kampvogne, broer, vejkryds og jernbanestationer eksploderede under Stukaernes dødbringende vinger.

Det var under dette felttog, at Stuka-piloten Hans-Ulrich Rudel opnåede heltestatus, da han uskadeliggjorde det sovjetiske slagskib Marat med én velrettet 1.000-kilosbombe.

“Operation Barbarossa” var et af de tidligste eksempler på fjernstyret krig. Særlige panservogne var udstyret med radio og telefon og fulgte med kampvognene i første række, så de med kort varsel kunne bestille et målrettet Stuka-angreb.

Lavpunktet: Sovjetunionens vinter

I oktober 1941 fik Stalin uventet hjælp fra “General Vinter”, som soldaterne i spøg kaldte den koldeste vinter i mands minde.

Hverken Ju 87 eller de tyske fodsoldater var udrustet til den ekstreme kulde. De var nu det yderste led af en skrøbelig forsyningskæde, som sovjetiske partisaner konstant truede.

Benzin, ammunition og reservedele til flyene nåede sjældnere og sjældnere frem. De sovjetiske forstærkninger fra Sibirien var derimod vant til kulde og fulde af kampgejst.

Piloter foran nedskudt Stuka

Under kampen om England blev Stukaerne skudt ned i hobevis af briterne.

© Getty Images

Modgang førte til ny taktik

Tilbageslaget tvang Hitler til at opgive at indtage Moskva. I stedet blev Stukaerne i foråret 1942 sendt til Leningrad for at sønderbombe det forhadte arnested for kommunismen. I oktober blev et nyt mål for Stukaerne sat: storbyen Stalingrad.

Før det storstilede angreb modtog Rudel og de andre piloter luftfotografier af byen, hvor bombemålene var markeret med rødt.

Denne gang var nazisterne bedre forberedt end nogensinde, og Stukaerne var så effektive, at det kun tog et fly 45 minutter at lette, bombe og vende tilbage til landingsbanen.

Derefter tog det blot 15 minutter at tanke flyet op og fastgøre en ny bombeladning.

“Som en perlerække fulgte et fly det næste med få sekunders mellemrum og smed bomberne mod det aflange mål, vi havde fordelt mellem os. Ikke én bombe ramte ved siden af”, skrev Stuka-piloten Paul-Werner Hozzel.

Stukaen blev en tankdræber

Da krigslykken for alvor begyndte at vende for tyskerne på Østfronten, så en ny type Stuka-fly dagens lys.

Ju 87G-Stukaen – med tilnavnet “Kanon-fuglen” – var udstyret med to 37-mm antiluftskyts-kanoner under vingerne. Kanonerne affyrede panserbrydende wolframkarbid-ammunition, som kunne gennemtrænge siderne og bagenden på de sovjetiske tanks.

I hænderne på erfarne Stuka-piloter som fx Hans-Ulrich Rudel blev Stuka Ju 87G et ekstremt effektivt våben.

Rudel nåede angiveligt at ødelægge over 500 kampvogne.

Ju 87G-Stukaen var forbilledet for det berygtede amerikanske kampfly A-10 Thunderbolt, der var med til at udslette Iraks kampvogne i Kuwait i 1991.

Stuka JU 87G.
© barch 101I-655-5976-04 & U.s. airforce

Stuka Ju 87G

De to antiluftskyts-kanoner under vingerne på Ju 87G havde en enorm ildkraft.

A-10 Thunderbolt.
© Barch 101I-655-5976-04 & U.S. Airforce

A-10 Thunderbolt II

USA’s A-10-kampfly er inspireret af Ju 87G og kan affyre 3.900 panserbrydende projektiler i minuttet.

Otte bombetogter pr. dag

De mest effektive Stukaer kom op på otte bombetogter pr. dag. På trods af effektiviteten tabte Hitler slaget om Sovjetunionen.

Tyskerne havde ikke længere blitzkrigens overraskelsesmoment, og i stedet udviklede kampene sig til traditionel, statisk krig, hvor den tyske hær i det lange løb ikke kunne undgå at blive løbet over ende af de russiske styrker.

I denne situation fik Stuka-piloterne en ny rolle: I stedet for at styrtbombe skulle de gå målrettet efter de russiske kampvogne.

Den nye Stuka-model Ju 87G var udstyret med antitankkanoner under vingerne og var ikke længere et styrtbombefly i traditionel forstand.

De kraftige kanoner kunne ikke gennembore kampvognenes kraftige frontpanser, men fra siden og bagfra var køretøjerne sårbare.

En anden nyhed på det taktiske område var det såkaldte natangreb. Sammen med andre kampfly, fortrinsvis jagerflyet Focke-Wulf Fw 190, skulle Stukaerne bombe kampvogne, mens de forberedte morgendagens angreb.

Materialemangel og lappeløsninger

I sommeren 1944 var Stukaen stadig på vingerne, bl.a. ved den finske front, hvor flyene hjalp til med at standse Stalins fremrykning.

På de andre fronter så det værre ud; i juni gik de allierede i land i Normandiet, samtidig med at Sovjet pressede tyskerne mod vest. I syd havde Italien overgivet sig til de allierede året forinden, og Det Tredje Riges luftherredømme var for længst et fjernt minde.

Mens allierede fly tæppebombede Tyskland, kæmpede de tyske flyfabrikker med at holde produktionen oppe.

Grundet materialemangel overgik flymekanikerne i stigende grad til lappeløsninger, hvor sønderskudte og nedstyrtede fly efter bedste evne blev flikket sammen.

Til sidst havde Hitler hverken fly, brændstof eller mandskab til at holde luftrummet over Tyskland.

Kort før nazisternes overgivelse den 8. maj 1945 udsendte Luftwaffe en sidste propagandafilm.

Den viste Ju 87G-Stukaer angribe sovjetiske kampvogne på vej mod Berlin. End ikke Stukaen kunne dog redde Tyskland fra undergangen.

Rudel i tal

I maj 1944 blev Rudel fejret, fordi han havde gennemført sin Stuka-mission nummer 2.000.

© barch 146-1974-126-25A

Nazi-pilot slog alle rekorder

For Stuka-stjernen Hans-Ulrich Rudel var intet mål for stort eller godt beskyttet, når han angreb med sin elskede Stuka.

Hans-Ulrich Rudels delingsleder var ikke i tvivl: “Han er min bedste mand, men den galning vil få et kort liv”. Under sine over 2.500 missioner nåede Rudel at udslette flere mål end nogen anden Stuka-pilot i Nazityskland. Rudel blev skudt ned mindst 30 gange og fik i februar 1945 sit ene ben amputeret. En måned senere fløj han igen og overgav sig først i maj 1945.