Sult og sadisme skulle knække kvinderne i Ravensbrück

Himmler ville have en kvindelejr

Seks år inden optrinnet på appelpladsen var SS-rigsfører Heinrich Himmler i fuld gang med at udtænke, hvordan Det Tredje Rige skulle håndtere de tusindvis af kvinder, som nazisterne satte bag tremmer på grund af lovbrud og upassende opførsel.

Kvindefængslerne i Tyskland var allerede i 1938 fyldt op, og udgifterne enorme. Nazisterne havde brug for en billigere løsning.

Himmler besluttede at bygge en koncentra­tionslejr kun for kvinder.

Her skulle de indsatte tvinges til at arbejde og på den måde skabe indtægter for nazisterne.

Alt fra tyvetøser, prostituerede og voldsdømte til jøder og politiske modstandere ville Himmler anbringe i den særlige kvindelejr – og med tiden skulle modstandsfolk som Sunneva Sandø samme vej.

For Himmler var den lille by Ravensbrück 90 km nord for Berlin ideel, da topnazisten dermed let kunne inspicere lejren.

Allerede i efteråret 1938 tog mandlige kz-fanger fra Sachsenhausen de første spadestik til den nye lejr.

I et halvt år ham­rede og savede mændene, så en fire meter høj mur af pigtråd og elektriske ledninger omkransede et areal på størrelse med seks fodboldbaner.

Da de første busser med fængselsfanger rullede mod kvindelejren i maj 1939, så passagererne optimistisk på fremtiden.

Vejen til Ravensbrück gik gennem forårsgrønne fyrreskove og forbi den idylliske sø Schwedtsee, hvis overflade blinkede i sollyset.

Men da busdørene åbnedes uden for ­kz-lejren, ventede alt andet end idyl.

“En strøm af ordrer og fornærmelser mødte os, da vi steg ud.

Horder af kvindelige vagter med piske i hænderne, og nogle med gøende hunde, der spæne­de afsted mod busserne”, huskede en tysk kommunist, som var blandt de første 974 kvinder i ­den nye lejr.

Fangerne havde lige mødt et af lejrens kendetegn – de sadistiske kvindevagter, som var ansat til én ting:

At få de indsatte til at makke ret, indtil de faldt døde om i lejrens brutale arbejdshelvede.

Hundene er trænet til at angribe

Modet sank yderligere hos fangerne, da vagterne gennede dem gennem Ravensbrücks jernport og ind på appelpladsen.

“Achtung! Achtung! Rækker af fem! Hænderne ned langs siden! Næsen fremad!” skreg vagterne, som fangerne fik ordre om at tiltale “fru opsynskvinde”.

Selv brugte de gloser som “kælling” og “beskidte ko” om de indsatte, og hver gang lejligheden bød sig, svingede de pisken eller stak dem en lussing.

Alt var et led i nazisternes nøje udtænkte strategi: Alle nye fanger skulle skræmmes fra vid og sans, så enhver tanke om flugt eller oprør blev manet i gruset.

En af de værste sider ved Ravensbrück var schæferhundene.

Himmler var overbevist om, at kvinder var mere bange for hunde end mænd, og derfor blev mange af lejrens vagter udstyret med en bidsk hund, som tyskerne lod snappe efter fangerne.

Ifølge en vagt var hundene endda trænet i at angribe folk i fangetøj – og det var helt efter Himmlers ønske:

“Hundene må trænes således, at de vil flå en person i stykker, når de får besked på det”, lød det i et brev til lejrkomandanten fra Himmler, der også vurdere de, at nazisterne kunne spare personale ved at benytte flere hunde.

De stærke schæferhunde var især i begyndelsen svære at styre for de nyansatte kvindelige vagter i Ravensbrück, og ved flere lejligheder rev dyrene sig løs og gik i flæsket på fangerne, uden at vagterne kunne stoppe dem.

Sådanne episoder hjalp dog blot med at øge frygten for kræene.

Selvom lejrkommandanten var en mand, ­sørgede kvindelige fangevogtere for den daglige pinsel af de indsatte – og mange nød muligheden for at anvende sadistiske afstraffelsesmetoder.

Særlig berygtet var Dorothea Binz, der tjente i lejren helt frem til krigens slutning.

Ifølge flere vidner beordrede Binz utallige fanger likvideret, ligesom hun ofte selv gik amok indsatte.

Binz slog efter sigende en fange ihjel med en økse, fordi hun var for længe om at hugge brænde.

En stor del af Ravensbrücks vagter var helt unge kvinder fra landsbyerne omkring lejren.

Kvinderne stod som regel uden for arbejdsmarkedet pga. manglende kvalifikationer, men jobbet som vagt i koncentrationslejren krævede ikke andet end en hurtig oplæring og en ­sadistisk mentalitet.

På ingen tid fik kvinderne en stilling med magt, og i deres pæne uniform nød de faktisk en vis anseelse i det ­nazistiske samfund uden for murene.

Lejren vokser i løbet af krigen

Da Værnemagten i september 1939 tromlede ind i Polen, og 2. verdenskrig var i gang, begyndte strømmen af fanger til Ravensbrück for alvor.

Derfor vrimlede det med ind­satte, da Himmler en kold januardag 1940 inspicerede kvindelejren sammen med den nyudnævnte lejrkommandant Max Koegel.

Koegel viste stolt sin nyopførte fængsels­afdeling frem, der ifølge lejr chefen skulle bidrage til at “styre disse hysteriske ­kvinder”.

Da rigsføreren kiggede ind i en af fængslets 78 mørke og uhumske celler, ­benyttede han lejligheden til at fortælle en religiøs indsat, at hun nu befandt sig i helvede:

“Kan du ikke se, at din Gud har forladt dig? Vi kan gøre med dig, hvad vi vil”, lød det hånligt fra Himmler, der under sit besøg i lejren dog måtte erkende et ­væsentligt problem: pladsmangel.

I løbet af de næste år udvidede ­nazisterne derfor lejren med flere barakker samt ­fabrikker uden for lejrens mure.

Selv mursten til ­byggeriet måtte ­fangerne transportere og lægge, ­“indtil hænderne var ­blodige og hudløse”, som en polsk indsat fra lejren berettede efterfølgende.

Hitlers erobringer bragte kvinder af 40 nationaliteter til lejren, og vagterne udvidede deres ordforråd: “Slaviske kræ”, “jødiske kælling” og “franske svin” var en fast del af sprogbrugen.

Franzosenchwein var netop det udtryk, Sunneva Sandø og hendes franske medfanger fik slynget i ­hovedet, da de i august 1944 ankom til Ravensbrück.

Danske Sunneva havde boet i Paris siden 1932, og da metro-polen blev besat af tys­ker­ne, valgte danskeren at blive en del af modstandsbevægelsen og sætte livet på spil ved at skjule jøder og britiske agenter.

Hun blev afsløret af Gestapo, som gav ­Sunneva en en­kelt­bil­let til Ravensbrück.

På dette tidspunkt var lejren proppet til bristepunktet. De store barakker, der var bygget til 600 personer, husede nu 2.500 kvinder hver.

Ved ankomsten så Sunneva derfor kun udslidte fanger, der som følge af overbelastning og under-ernæring slæbte sig afsted som knoglevrag.

Helbredet hos Sunneva og de øvrige 500 ny­ankomne var også skrantende efter den lange togrejse fra Paris – og tilstanden blev ikke bedre af, at det nye fangelæs måtte vente i to døgn på at få tildelt lejrklæder og en barakkøje.

“Vi stod op hele natten og næste dag, men næste nat lå vi, for da var vi alle segnet om af udmattelse”, skrev Sunneva i sine erindringer. Danskerens mareridt var dog kun lige begyndt.

Vagter fik hjælp af ældre fanger

Efter to dages udmarvende venten ­begyndte lejrledelsen at registrere Sunneva og resten af de nyan-komne.

Som proceduren foreskrev, fik hver kvinde et femcifret nummer og en farvet lap syet på de gamle, udtjente kitler, der udgjorde fangedragterne.

En trekantet lap fungerede som kendingsmærke, så vagterne hurtigt kunne se, hvilken slags fange der stod foran dem.

En gul trekant betød jøde, grøn betegnede en vaneforbryder.

Sunneva fik en rød trekant, der viste, at hun var politisk fange.

Iført sin beskidte, ildelugtende dragt blev hun om aftenen ført til en af lejrens store barakker sammen med 19 andre.

“Vi var halvdøde af træthed, sult og tørst og krøb tavse sammen i de køjer, der allernådigst blev os tildelt af den såkaldte barakældste og hendes med­hjælpere”, huskede Sunneva.

Fangehusenes “barakældste” gik også under navnet “blokovaer” og var indsatte udpeget af vagterne til at føre kontrol med en barak.

Blokovaerne var oftest dømte kriminelle, lejrens barskeste typer, der var villige til at gøre de mest modbydelige ting, hvis bare de ikke selv havnede i miskredit hos vagterne.

“Vores barakældste var en grøn trekant. Hun havde siddet 11 år i fængsel, fordi hun havde myrdet sin mand, og i de år hun havde siddet i lejren, er det ene mord sikkert blevet til 1.100, idet hun slog, mishandlede og sultede de fanger, hun var ansvarlig for”, formodede Sunneva Sandø.

Blokovaerne bar pisk og havde bemyndigelse til at tæve medindsatte. De magtfulde kvinder tøvede sjældent med at angive medfangernes regelbrud til lejrledelsen.

Her førte en anmeldelse ofte til, at overtræderen fik nedsat sin madration, øget sin arbejdstid eller røg i “Bunkeren” – lejrens fængsel, hvor fangerne blev ­sultet og tævet, så de ofte ikke over­l­evede opholdet i cellerne.

Brugen af indsatte som vagtpersonalets øjne og ører samt retten til at straffe med­fanger var nøje gennemtænkt af nazist­erne, der på den måde kunne spille fangerne ud mod hinanden:

“Jo flere rivaliseringer, desto flere kampe mellem fangerne, og jo lettere er det at kontrollere lejren”, lød det fra den garvede kommandant Rudolf Höss fra Auschwitz’ kz-lejr.

Kollektiv afstraffelse blev også anvendt for at skabe splid mellem fangerne.

Den såkaldte strafståen, hvor fangerne blev tvunget til at stå stille i lang tid uden mad og drikke, tildeltes ofte hele barakker, hvis bare en enkelt kvinde var blevet taget i at ­skrive et brev eller stjæle lidt ekstra brød.

Da en sigøjner i februar 1941 stak af fra lejren, blev resten af fangerne tvunget til at stå på appelpladsen, indtil hun omsider blev bragt ind gennem jernporten.

“Vi stod der, da hun blev slæbt forbi os. Den stakkels lille skikkelse, hvis tøj var flået i stumper af hundene.

Da hun kom forbi os, efterlod hun sig et blodspor”, lød det fra et øjenvidne.

Mange andre af fangerne tænkte nu mere på at få hævn for de mange timer på appelpladsen.

Og det vidste nazisterne; i stedet for at likvidere sigøjneren blev kvinden derfor sendt tilbage til barakkerne.

Kort tid efter var hun død – sparket og banket ihjel af lejrens andre kvinder.

Sunneva blev sygeplejerske

Sunneva erfarede også hurtigt, at nogle fanger havde særdeles svært ved at vise næstekærlighed og barmhjertighed, når kulde og sult satte ind.

Ingen i Ravensbrück turde vaske sine stinkende pjalter, for når tøjet blev hængt til tørre, forsvandt det med det samme.

Stjålet af en kvinde, der forsøgte at holde varmen.

“Vi er jo allesammen kammerater”, lød det ofte i barakkerne, men Sunneva vidste, at det var tomme ord.

De fleste ­var parate til at udnytte enhver svaghed hos medfangerne til selv at overleve.

Den daglige kamp betød også, at kvinderne glemte al anstændighed.

Hvis en køjekammerat døde, var det ifølge Sunneva helt almindeligt at forsøge at skjule den døde for at tilrane sig hendes brød, når rationerne blev delt ud om morgenen.

Den dødes tøj blev flået af, også selvom tyven havde klæder nok i forvejen, for en stump tøj kunne altid sælges til medfanger for en portion suppe eller en skive brød.

“Lejrlivet fremelsker ikke de gode egenskaber hos mennesket”, konsta­terede Sunneva om sine medfanger.

De fleste af kvinderne havde udmarvende fysisk arbejde i lejrens systuer eller våbenfabrikker, så der var kamp om de nemme opgaver, som krævede særlige kvalifikationer.

Sunneva havde læst medicin ved Københavns Universitet, og selvom hun aldrig havde taget den afsluttende eksamen, fik hun tiltusket sig en tjans som sygeplejerske i “Reviret”, ­lejrens lægebarak.

Som sygeplejerske havde Sunneva ansvaret for sundhedstilstanden i en barak med politiske fanger.

Hun havde dog slet ikke midlerne til at sørge for ordentlige forhold i barakken.

Lusene kunne ikke holdes nede i den møgbeskidte sovesal, og manglen på forbindinger gjorde det “strengt forbudt at forbinde selv de værste sår uden for de fastsatte forbindingsdage”, huskede Sunneva.

Hver dag sendte danskeren svækkede fanger til behandling i Reviret, men de tyske læger afviste ofte at modtage patienterne – heller ikke selvom Sunneva sendte dem afsted tre dage i træk.

Turen var hård for de syge kvinder, og mange endte med at dø på vej til Reviret.

“De skulle altså dø for at bevise, at de var syge”, konstaterede Sunneva tørt.

Desperate fanger åd de døde

Fra slutningen af 1944 betød sygdomme og halverede madrationer, at mellem 25 og 40 fanger døde dagligt i Ravensbrück.

Derfor strejfede hold af ligbærere ­konstant rundt mellem lejrens barakker for at finde døde og fragte dem til krematoriet.

Men selvom ovnene var rødglødende, og asken fra det brændte kød hang som en tåge over lejren, kunne krematoriet ikke følge med.

Ligene hobede sig op, så de måtte deponeres i vaskerummene.

I vin­teren 1945 gik der et gys gennem lejren, da fangerne opdagede, at ligene i et vaskerum havde åbne sår og tydelige mærker efter tænder. Nogen havde forsøgt at spise deres medfanger.

Selvom dødstallet voksede hver dag, steg antallet af fanger alligevel.

Den Røde Hærs hastige fremmarch i øst betød nemlig, at nazisterne måtte rømme koncentrations- og udryddelseslejrene i Polen.

Titusinder af afkræftede fanger blev tvunget på vintermarch til lejre i Tyskland, og ­Ravensbrück blev yderligere proppet med kvinder.

De titusinder af nye fanger skabte kaos i lejren. Lejrledelsen havde dog løs­ningen på problemet, og i februar 1945 stod et splinternyt gaskammer færdigt, som skulle afhjælpe overbefolkningen.

Tusindvis af kvinder, der var så afkræftede, at de ikke længere kunne arbejde, mødte deres endeligt her.

Russerne befriede Ravensbrück

Den Røde Hærs march mod lejren fik dog nazisterne til at destruere gas­kammeret og skjule sporene.

I april gjorde tyskerne klar til at sende Ra­vens­brück-kvinderne på march.

De syge fanger blev efterladt, mens nazisterne eskorterede de raske mod vest.

Det uafvendelige tyske nederlag betød dog vagterne hurtigt slækkede på opmærksomheden, så mange fanger slap væk og travede tilbage mod Ravensbrück, som blev befriet af russerne den 30. april.

Tre uger forinden var Sunneva Sandø blevet reddet. Næstformanden for det svenske Røde Kors, Folke Berna­dotte, havde efter forhandlinger med Himmler fået lov til at hente de skandinaviske kz-fanger hjem.

Hvide busser var derfor den 7. april trillet ind i kvindelejren, hvor danske og norske fanger stod klar.

Den lange kamp mod både vagter, medfanger, sult og sygdom var slut for Sunneva:

“Vi jublede, vi græd, og vi lo, da vi trådte op i de store svenske Røde Kors-­biler, der ventede på os. Vi var frelst”.

Efterskrift

Sunneva Sandø afgav efter krigen vidnesbyrd om Ravensbrück og hjalp med at få SS-bødlerne dømt.

Senere udførte hun velgørenhedsarbejde for Red Barnet. Sunneva døde i 1981.