Synet af kz-fanger fik soldater til at græde

Kaptajnen beordrer jeepen sat i gear. Da den runder hjørnet ved næste blok, dukker et vakkelvornt væsen med stribede bukser og nøgen overkrop op.

Cooper synes nærmest, at skikkelsen ligner et genfærd. Staklens hud virker som gennemsigtig plastik, der er trukket ud over ribbenene og suget ind til knoglerne.

“Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se et levende, omvandrende spøgelse”, fremstammer Coopers chauffør.

Den fremmede er så udsultet på overkroppen, at amerikanerne ikke kan se, om skikkelsen er en mand eller en kvinde.

Heller ikke ansigtet giver nogen ledetråde. Her er blot et udtæret kranie, hvor øjnene nærmest er tørret ind til mørke huller.

Da jeepen triller længere ned ad gaden, dukker flere magre skeletter i pyjamasser op.

De fleste af dem er kollapset på fortovet og vejen – på flugt fra deres plageånder. Cooper har svært ved at fatte, hvad han ser.

Men de gru­opvækkende syn er kun lige begyndt. Rundt om hjørnet venter den nazistiske koncentrationslejr Dora-Mittelbau.

Russere så rædslerne først

For kaptajn Cooper og de andre amerikanske soldater på Vestfronten lå de hårdeste kampe bag dem.

Hitlers hær var i begyndelsen af april 1945 demoraliseret, og de fleste af Vær­ne­mag­tens soldater havde indset, at slaget var tabt.

Russerne nærmede sig hastigt Berlin fra øst, mens amerikanske og britiske styrker pressede på fra vest. Det Tredje Rige var ved at blive mast.

I takt med de allieredes fremrykning måtte tyskerne gang på gang evakuere koncentrationslejrene nærmest fronten.

I nogle lejre havde nazisterne slettet sporene efter bedste evne, men efterhånden som fjendens frem­march skete i et stadig højere tempo, havde lejrkommandanterne ikke tid til at brænde beviserne.

Lejre blev forladt i hast, og mens soldaterne tvang størstedelen af fangerne ud på lange dødsmarcher til rigets øvrige kz-lejre, blev de svageste fanger efterladt bag pigtrådshegnet.

En sådan akut rømning foretog nazisterne eksempelvis i kz-lejren Majdanek i det østlige Polen, da Den Røde Hær nærmede sig i sommeren 1944. Godt 12.000 kz-fanger var blevet ført mod vest, så da de sovjetiske soldater den 23. juli 1944 kørte gennem lejrens gitterport, sad blot “1.500 krøblinger” tilbage, som russerne formulerede det.

De kolossale bjerge af sko, kufferter, kjoler og frakker i lagerbygningen vidnede om, hvilket slagtehus lejren havde været.

Efter befrielsen af Majdanek forhindrede hårde kampe yderligere afsløringer af nazisternes grusomheder, men et halvt år senere – i januar 1945 – dukkede Auschwitz op bag de snedækkede skove i det sydlige Polen.

Knap 60.000 fanger var evakueret, men ca. 7.000 syge mennesker lå rundtomkring i det enorme kompleks.

“Jeg åbnede døren til en (barak, red.). Stanken var overvældende. Det var en kvindebarak, og der var frosne blod­pøle, og døde kroppe lå på gulvet. Mellem dem lå de stadig levende, halvnøgne og kun iført tyndt undertøj – i januar! Mine soldater veg tilbage i forfærdelse.”

“En sagde: ‘Jeg kan ikke holde det ud længere. Det her er umuligt at tro på!’”, huskede kommandøren Anatolij Shapiro.

Russerne dokumenterede deres opdagelser med både film og fotos, som blev sendt til propagandaafdelingen i Moskva.

I første omgang kom rapporter om fundene dog kun ud i forskellige russiske aviser, som amerikanerne og briterne ikke stolede på.

Rapporterne blev set som et russisk propagandastunt – selvom man vidste, at kz-lejrene eksisterede, var stederne næppe så uhyrlige, mente russernes allierede.

I foråret 1945 skulle britiske og amerikanske styrker selv få syn for sagen.

Befrierne mødte levende skeletter

Selvom mange amerikanske og britiske soldater havde hørt tale om kz-lejrene i Polen, var ingen forberedt på, hvilke opdagelser der ventede dem på Vestfronten.

Ligesom kaptajn Cooper og hans kammerater havde fornemmet stanken fra lejrene, da amerikanerne nærmede sig kz-lejren Dora-Mittelbau, var den skarpe lugt også det første indtryk, som mødte soldaterne, der nåede andre lejre i foråret 1945.

Stanken skyldtes primært de mange ubegravede lig. Tyskerne havde inden deres flugt blot kastet kalk over de døde, i håb om at det ville tage den værste lugt.

Men kalken tilføjede snarere en bidende sur odør til den i forvejen uudholdelige stank af råddent kød og elendige hygiejneforhold.

Soldaterne glemte midlertidigt lugtgenerne, da de stødte på over­levende fanger.

De indespærrede var i så slem en forfatning, at størstedelen blot stod som statuer og betragtede soldaterne, mens de støttede sig til hinanden for ikke at dejse om.

I Bergen-Belsen, som blev befriet af britiske tropper den 15. april 1945, var 20-årige Hédi Fried en af de mange svækkede fanger, der var ude af stand til at reagere spontant på befrielsen.

“Jeg var så afkræftet og apatisk, at jeg knap nok kunne føle glæde over det indvendigt […] Selvfølgelig var jeg glad, men det kræver kræfter at juble”, for­klarede hun efter krigen.

De allierede soldater var i chok. I alle lejrene vraltede de levende skeletter rundt blandt døde medfanger.

Ligene lå, hvor de var faldet om: Op ad trævægge, i barakkøjerne og i latrinhullerne. I de lejre, hvor nazisterne i hast havde likvideret fanger med nakkeskud, lå ofrene ofte stablet i lange bunker.

I Do­­­ra­-Mit­­tel­bau mødte netop det syn kaptajn Cooper:

“Vi passerede tre store stakke af, hvad der så ud til at være affaldspapir og skrald, dynget op i rækker, knap to meter høje og 120 meter lange. Stanken var overvældende, og da jeg så nærmere, bemærkede jeg, at noget i disse stakke bevægede sig."

“Til min absolutte rædsel gik det op for mig, at stakkene bestod af nøgne menneskekroppe. Nogle få var stadig i live, og de vred sig i ekskrementer og menneskeligt affald”.

Mange af de allierede soldater havde været i krig i flere år, men drab på civile i så overvældende en skala havde de aldrig set. Selv de mest hårdkogte knækkede i kz-lejrene.

Da general George Patton den 12. april besøgte Ohrdruf, måtte han runde hjørnet af en barak og kaster op. Også Pattons assistent, oberstløjtnant Charles Codman, var hårdt medtaget:

“Jeg har taget et bad, skiftet mit tøj og røget to pakker cigaretter, men den overvældende moralske og fysiske stank […] forbliver i mine næsebor”, skrev Codman i sin dagbog.

Jødisk soldat blev samlingspunkt

Mange afkræftede fanger modtog ligesom Hédi Fried de allierede uden umiddelbar glæde.

De skulle først se de fremmede soldater an, da de havde lært ikke at stole på mænd i uniform.

Men da fangerne erfarede, at soldaterne ikke var tyske, men allierede, som ville befri dem, løsnede de op.

“Jeg kan ikke beskrive glæden, da vi forstod, at det var amerikanske soldater, og at de ville os det godt. Endelig var vi reddet [...] efterhånden som det gik op for os, begyndte vi at slippe glæden løs”, huskede ungarske Blanche Major, som blev befriet fra Münchmühle, en af Buchenwalds mange underlejre.

Snart stavrede skeletterne frem for at takke deres redningsmænd, og de plagede ansigter lyste momentvist op.

Sergent Howard Cwick stod i Buchenwald med tårerne løbende ned ad kinderne, da en kz-fange kom hen og tørrede tårerne væk med en benet håndflade.

Cwick fortalte, at han selv var jøde – ligesom langt størstedelen af fangerne i Buchenwald – og snart blev soldaten nærmest omringet af radmagre skikkelser.

“De stillede sig tæt omkring mig. Arme kom fra alle sider for at røre min uniform og mit ansigt. Adskillige tog fat i mine hænder – og begyndte at kysse dem”, berettede Cwick senere.

Fangerne døde af chokolade

Den hjertelige modtagelse – som fandt sted i alle lejrene – gjorde et evigt indtryk på både soldater og befriede, men Cwick blev hurtigt kastet tilbage til den triste virkelighed.

Den jødiske eksfange, der kærligt havde gnedet amerikanerens tårer væk, vendte sig om mod sin ven, der var i så sølle en forfatning, at han lå apatisk på jorden:

“Nachum, vi er fri”, sagde han på tysk. Men vennen svarede ikke.

“Det er slut, vi er fri”, forsøgte han igen, mens han satte sig og tog vennens hoved i armene. Men der kom ingen lyd, intet smil. Vennen var død.

“I kommer for sent. Dette er min ven! Han kunne ikke vente på jer længere! Hvorfor kom I ikke før?” råbte han fortvivlet på engelsk. Cwick kunne ikke andet end at føle skyld og sorg, og han var ikke den eneste med de følelser.

Mange af befrierne skammede sig på menneskehedens vegne over, at jøderne og andre af nazisternes fanger var blevet behandlet så ondskabsfuldt og grusomt.

Soldaterne ønskede derfor også at gøre alt for at hjælpe de nødstedte og udsultede fanger hurtigst muligt.

Uden at kende til konsekvensen langede amerikanerne chokoladebarer og andre kalorieholdige godbidder ud til eks­fangerne, der lappede godterne i sig.

Ulykkeligvis var madvarerne fra felt­rationerne som gift for de skrøbelige kroppe. Efter måneder på sultekost kunne de overlevendes maver slet ikke kapere store mængder kalorier.

I bedste fald besvimede fangerne kort efter at have indtaget en chokoladebar, men ofte kostede det dem livet.

Soldaterne var dybt ulykkelige over, at de befriede døde af noget, der var tænkt som en god gerning.

Derfor lærte amerikanerne også hurtigt at stoppe med at udlevere ting fra feltrationen. I stedet kom suppe, mælk og havregrød på menuen – men i små mængder.

“De forstår ikke, hvorfor vi giver dem så lidt, men hvis vi ikke gør det, kommer det hele op med det samme igen, fordi de ikke har spist i så lang tid”, skrev en amerikansk soldat hjem til sin familie.

Feltlæger kæmpede mod alle odds

De allierede stod over for en massiv oprydningsaktion. Overalt i de befriede lejre lå rådnende lig, ekskrementer og opkast, og barakkerne og eksfangernes tøj var de rene bakteriefælder.

De afkræftede kz-fanger døjede med tyfus, kronisk diarré og tuberkulose, og da deres immunforsvar var helt i bund, befandt de sig i livsfare.

De var ikke længere fanger, men patienter.

Befrierne måtte hurtigst muligt forsøge at få bugt med de miserable sanitære forhold.

Derfor blev de mange lig samlet sammen og smidt i masse­grave.

Fordi ofrene var så mange, havde de allierede ikke andet valg end at begrave de døde, på samme måde som nazisterne havde gjort.

I Dora-Mittelbau-lejren, hvor kaptajn Cooper befandt sig, rullede bulldozere ind for at grave de store huller, mens civile tyskere fra Nordhausen blev tvunget til at arbejde døgnet rundt, indtil alle lig var begravet.

Mens massebegravelserne var i gang, kastede soldaterne sig over rengøringen. De befængte og ilde­lugtende barakker blev omhyggeligt des­inficeret, så de igen kunne huse mennesker uden smitte­risiko.

Eks­fangerne afklædte sig deres beskidte pjalter, som oftest blev brændt.

I stedet kunne de udmagrede skikkelser trække i rene pyjamasser fra lejrenes lagerbygninger, når de var blevet afluset og sprøjtet med insektgiften DDT, som de allierede anvendte mod lus, der forårsagede tyfus.

“De blev sprøjtet grundigt […] over hele kroppen – især under armhulerne og ved kønsdelene”, forklarede en årbog for den enhed af sanitetstropper, der ankom til Buchenwald fire dage efter lejrens befrielse.

Buchenwald var den største af kz-lejrene i Tyskland, og med 21.000 overlevende fanger – de fleste med en vægt på omkring 40 kg – fik hospitalsenhedens læger og sygepleje-personel noget at se til.

Amerikanerne oprettede et hospital i Buchenwalds tidligere officers­barakker, hvor læger kunne operere og behandle patienter.

Andre af lejrens bygninger og barakker blev brugt til syge­afdelinger, hvor de værst tilredte patienter kunne komme sig på kanvassenge, som blev sat op i rækkevis.

Selvom patienterne fik behandlet sår, modtog penicillin og fik tilført blod, som blev tappet fra amerikanske soldater, var overlevelsen dog ikke sikret.

“De syge blev ved med at dø. Vi kunne ikke redde dem […] Vi havde det forfærdeligt! De døde for øjnene af os!” skrev en militærkirurg efter krigen.

Friheden bød på nye problemer

Da Røde Kors fra slutningen af april også nåede frem med forsyninger til de befriede lejre i Tyskland, blev plejen og ikke mindst fødevaresituationen bedre.

Æg og næringsholdige friske grøntsager gjorde de befriede godt.

I løbet af maj slap krigen omsider sit tag i Europa, og de udmagrede fanger var snart raske nok til at gå ud gennem portene og forlade helvedet, de havde befundet sig i.

Men mens politiske fanger som regel havde et hjem og en familie at drage tilbage til, havde jøderne ofte sværere ved at vende tilbage til livet.

“Vi havde mistet vores familier, vores venner, vores hjem. Vi havde intet sted at tage hen, og ingen ventede på os nogen steder. Ja, vi var i live. Vi var befriet fra døden, fra frygten for døden, men frygten for livet begyndte”, skrev eksempelvis den polsk-franske jøde Hadassah Rosensaft, der blev befriet fra Bergen-Belsen.

Særligt de østeuropæiske jøder var under pres. Mange gruede for at tage tilbage til hjemlande under sovjetisk indflydelse, og i realiteten var jøderne også uønskede her.

De østeuropæiske jøder, der forsøgte at vende hjem, oplevede tit at blive forfulgt, for antisemitismen levede videre, selvom nazisterne var væk.

I Polen blev 42 hjemvendte jøder myrdet af polske militser i byen Kielce i 1946, da jøderne uretmæssigt blev beskyldt for at stå bag en lokal drengs midlertidige forsvinden.

Også 19-årige Blanche Major, der var blevet befriet fra Münchmühle, fandt det svært at vende hjem til Un­­­­­garn.

Hendes fædreland havde under krigen kæmpet på Nazitysklands og de andre Aksemagters side.

“Krigen havde stjålet vores ungdom, og nu opdagede vi, at der heller ikke var plads til os i Ungarn. Vi var ikke specielt velkomne, og det stod snart klart for os, at det ikke ville blive let at leve i det land, der havde samarbejdet med nazisterne”, lød det fra den ungarske kvinde.

Jøder endte i flygtningelejre

Mange befriede jøder delte samme skæbne som Major-parret.

De kunne ikke bo i fred i deres hjemland, og de allierede oprettede derfor de såkaldte DP-lejre for “displaced persons” – flygtninge. Lejrene blev etableret kort efter krigens afslutning og husede ved udgangen af 1946 tæt på 200.000 mennesker.

“På en måde er deres (jødernes, red.) situation forværret siden dagen, de blev befriet”, lød det fra den jødiske debattør Zorach Warhaftig, fordi udsigten til et almindeligt liv i frihed, som havde været jødernes håb i foråret 1945, nu var ved at falme.

DP-lejrene gav beskyttelse til jøder og andre, som var blevet statsløse efter holocaust, men de befriede kz-fanger befandt sig nu atter i en lejr bestående af barakker og telte.

De var dog ikke omgivet af bevæbnede vagter, som tvang dem til at arbejde dagen lang, men mængden af både tøj og fødevarer var stadig begrænset på grund af mangel på alt efter krigen.

Mange steder måtte eksfangerne ligefrem gå rundt i deres tidligere fangedragter eller tyske soldateruniformer.

Med tiden blev forplejningen bedre, og nødhjælpsarbejderne gjorde en stor indsats for at genetablere især børnenes tro på deres medmennesker.

Det gjorde de fx ved altid at kalde dem ved deres navne samt give dem positiv opmærksomhed – adfærd, mange ikke havde oplevet i årevis i kz-lejrene.

DP-lejrene blev mere og mere som små samfund med biblioteker, skoler og teatre. Uddannelse og kultur var i perioder med til at fjerne tankerne fra de mange døde familiemedlemmer.

Men DP-lejrene var intet rigtigt hjem, og de statsløse jøder savnede stadig en afklaring på fremtiden.

Først i slutningen af 1940’erne lysnede situationen for de jøder, som endnu ikke havde fundet et sted, hvor de kunne begynde livet på ny.

I 1948 blev den jødiske stat Israel proklameret, og landet blev snart tilflugtssted for et stort antal jøder – også for jøder, der ikke befandt sig i DP-lejrene.

Derudover blev indrejserestriktioner ophævet i mange lande, således at flere jøder fik mulighed for at emigrere.

Over 80.000 tog til USA, mens Blanche Major og hendes mand fik mulighed for at komme til Norge.

Kunne igen juble over livet

Også Hédi Fried, der blev befriet fra Bergen-Belsen, endte i Skandinavien – og først da hun var kommet til Sverige med sin søster, Livi, mærkede den ru­­­mænsk­fød­te kvinde, at hun omsider “kunne juble”, da de to søstre gik tur på Västerbron i Stockholm:

“Når jeg så mig over skulderen, var der ingen SS-vagter. Jeg hørte ingen gøende hund, og jeg så kun lutter fredelige svenske familier på tandemcykler, som nød den solbeskinnede søndag. Livi og jeg tænkte det samme. Vi så på hinanden og begyndte at danse lige der midt på broen”.

Efter mange års umenneskelig indespærring kunne de befriede jøder endelig genoptage deres liv.