Syntetisk benzin skulle redde Hitler i sidste øjeblik

Sovjetiske kampvogne afskærer i 1944 Hitler fra Rumæniens oliefelter, og snart tørster Det Tredje Rige efter brændstof. Men en 30 år gammel tysk opfindelse, der kan forvandle brunkul, salmiak og spildolie til benzin, giver Føreren nyt håb.

Sovjetiske kampvogne afskærer i 1944 Hitler fra Rumæniens oliefelter, og snart tørster Det Tredje Rige efter brændstof. Men en 30 år gammel tysk opfindelse, der kan forvandle brunkul, salmiak og spildolie til benzin, giver Føreren nyt håb.

BPK/Scala Archives

Den gurglende lyd af brændstof, der hældes ned i kampvognens tank, er sød musik i Joachim Peipers ører. Alt for længe har han og andre tyske kampvognskommandører måttet leve med utilstrækkelige forsyninger og evige formaninger om, at benzin er en mangelvare, som alle skal spare på.

Nu vælter oberst Peiper sig i dyre dråber.

Brændstoffet har han få øjeblikke tidligere erobret fra et allieret lager i Büllingen i Belgien, som tyskerne overrumpler under deres offensiv i Ardennerne i december 1944.

Da Peipers 125 tanks og 475 ledsagekøretøjer har fået fyldt tankene med 190.000 liter benzin fra depotet, regner obersten med at have brændstof nok til at nå frem til missionens egentlige mål: amerikanernes centrale brændstoflager ved byen Stavelot.

Lageret i det østlige Belgien er med sine 9,5 mio. liter benzin Europas største og lige, hvad de tyske styrker har brug for – mangel på brændstof truer med at lamme hæren og holde flyvevåbnet på jorden.

Men Peiper bliver skuffet. Under fremrykningen går alt galt: Hans landkort er forældet, og obersten kan i første omgang slet ikke finde brændstof-lageret.

Da Peiper endelig nærmer sig, spærrer allierede soldater ham vejen – ironisk nok ved at hælde benzin i en grøft og sætte ild til det. Ildmuren får Peiper til at vende om. Da han har omgrupperet, er det for sent at køre tilbage. Kampvognenes tanke er tomme.

Brændstofmangel kvalte Tyskland

Hvis Peiper derimod havde erobret Stavelots enorme depoter, ville tyskernes akutte brændstofkrise være løst, og historikere vurderer, at Ardenner- offensiven ville være lykkedes, og kort efter kunne tyske kampvogne efter alt at dømme være nået frem til Den Engelske Kanal og have indtaget havnebyen Antwerpen.

I stedet mistede Tyskland tusindvis af mænd og masser af kampvogne – uden at få løst Det Tredje Riges mest kvælende problem: brændstofmangel.

Jagten på olie og benzin gav krigen igennem nazisterne store hovedbrud. Og skrækscenarier som Peipers tomme tanke midt under en afgørende offensiv var selve drivkraften bag en af Nazitysklands største satsninger: masseproduktion af syntetisk brændstof.

Hundredvis af menneskeliv og millioner af rigsmark gik til under Hitlers forsøg på at gøre Tyskland helt selvforsynende med olie.

Tyske udregninger viste i 1942, at hæren manglede fire mio. liter benzin hver måned.

© warrelics.eu

Gammel opfindelse fik nyt liv

Syntetisk benzin blev ikke opfundet til Hitlers krig, men stammede fra pionerarbejde udført af tyske videnskabsmænd omkring år 1900. Dengang skød industrivirksomheder op i alle større tyske byer, og deres diesel- og benzindrevne maskiner øgede på dramatisk vis landets import af olie.

Tyskland havde endnu ikke fundet olie i undergrunden, og landets videnskabsmænd øjnede muligheden for at skabe et tysk alternativ. Gennembruddet kom i 1913, da kemikeren Friedrich Bergius opdagede, hvordan kul kunne omdannes til benzin ved hjælp af brint.

Forvandlingen skulle ske gennem en kompliceret kemisk proces, der krævede store mængder energi og dyre investeringer i fabriksanlæg, men når de to faktorer var på plads, kunne Tysklands mange kulminer levere råstoffet til en næsten uudtømmelig energikilde.

Bergius’ forsøgsfabrik stod dog først færdig i 1919, og de hårde år efter verdenskrigen tog modet fra kemikeren. Galoperende inflation og økonomisk nedgang reducerede efterspørgslen på brændstof, og samtidig løb forskeren ind i det ene tekniske problem efter det andet.

Til sidst solgte Bergius sit patent til Badische Anilin & Soda-Fabrik – BASF.

Firmaet fusionerede i 1925 med andre kriseramte tyske kemivirksomheder og dannede I.G. Farben – verdens førende kemikoncern.

Med masser af viden og kapital i ryggen stod syntetisk benzin nu over for et gennembrud, men i 1930 stødte amerikanerne på enorme olieforekomster i Texas, og snart oversvømmede billig olie verdensmarkedet.

Syntetisk benzin, der kostede 10 gange så meget at fremstille som olie pumpet op af jorden, blev usælgelig.

LÆS MERE: Få hele historien om Adolf Hitler i vores store portræt

Dygtige sælgere vandt Hitlers støtte

Den lave oliepris lovede ikke godt for I.G. Farbens syntetiske benzin, og Tysklands politiske vinde bar også i den forkerte retning.

Nazistpartiet, der endnu ikke var ved magten, men stod til at få stor fremgang ved rigsdagsvalget i juli 1932, brød sig ikke om idéen: “Internationale finansfyrster og pengegriske jøder” var nogle af de skældsord, som nazikontrollerede aviser skrev om lederne af I.G. Farben.

Fremstillingen af syntetisk benzin anså nazisterne for spild af både tid og penge. Noget måtte gøres, tænkte bestyrelsen i kemigiganten. For at dæmme op for kritikken aftalte to af I.G. Farbens lederskikkelser, kemikeren Heinrich Bütefisch og reklamemanden Heinrich Gattineau, et møde med Adolf Hitler, nazistpartiets leder.

Mødet fandt sted i juni 1932 og blev et vendepunkt. De tre mødtes i Hitlers private lejlighed på Prinzregentenplatz i München. Her forklarede Gattineau og Bütefisch, hvordan syntetisk benzin kunne afhjælpe Tysklands afhængighed af importeret olie og det pres, som det gav på handelsbalancen.

Til deres store overraskelse var nazi-lederen lutter øren. Hitler indså straks, at “tysk benzin” passede perfekt ind i hans planer om at anlægge motorveje og dermed sætte gang i økonomien.

“Tyskerne bliver nødt til at fremstille deres eget brændstof. Det er derfor bydende nødvendigt, at produktionen af benzin fra kul fortsætter”, slog Hitler fast. Nazipressen ville øjeblikkeligt stoppe sine verbale angreb, forsikrede han. Til gengæld lovede I.G. Farben fremover at støtte nazistpartiet med store pengebidrag.

Skattepenge betalte for benzinen

Den 30. januar 1933 blev Hitler taget i ed som kansler, og kort efter satte han sine planer om at motorisere Tyskland i værk. Stolt omtalte Hitler planen som “et vendepunkt i tysk trafikhistorie” og skrev under på en aftale med I.G. Farben om store leverancer af syntetisk benzin.

Kontrakten garanterede en høj pris, og at regeringen fast ville aftage store mængder af det færdige brændstof. Snart skød benzinfabrikker op overalt i Tyskland. I 1936, da Berlin afholdt sin årlige biludstilling, blev den åbnet af rigskansleren selv.

Hitler benyttede lejligheden til at berette, at Tyskland “effektivt har løst problemet med at producere syntetisk benzin. Dette er af stor politisk betydning”, som Føreren kryptisk formulerede det.

Snart forstod verden, hvad han mente. I 1936 besatte tyske styrker det demilitariserede Rhinland ved grænsen til Frankrig. Skridtet var et brud på Versaillestraktaten, men Vestmagterne gjorde ingenting.

Opmuntret fremsatte Hitler herefter en plan, der på bare fire år skulle gøre Tyskland klar til krig. Og syntetisk brændstof ville spille en afgørende rolle.

“Tysklands produktion af brændstof må nu udvikles med den størst mulige hast. Denne opgave må håndteres og udføres med samme beslutsomhed som en krig, siden den fremtidige krig afhænger af den”, forklarede Hitler i en lukket kreds af topnazister.

At syntetisk benzin var betydelig dyrere at fremstille end benzin fra olie, var “uden betydning” ifølge Føreren.

Tysklands stramt styrede økonomi sikrede, at fabrikkerne til synetisk benzin straks fik tilført lån, arbejdskraft og alle andre nødvendige ressourcer.

I.G. Farben var ikke ene om at fremstille syntetisk brændstof, men kemigiganten var verdensførende inden for området, og derfor knyttede nazitoppen sig også tæt til ledelsen.

Firmaet blev nu grundigt nazificeret. Ingen jøder fik længere lov til at besætte ledende stillinger, og flertallet af bestyrelsen meldte sig ind i nazistpartiet. Et af I.G. Farbens bestyrelsesmedlemmer, Carl Krauch, assisterede sågar Hermann Göring, der styrede Tysklands krigsplaner.

Sammensmeltningen blev en succes. I september 1939, da Tyskland invaderede Polen, var 14 såkaldte hydrierwerke i brug.

Tilsammen sprøjtede de i 1940 11,4 mio. liter syntetisk brændstof ud om dagen – det svarede til 46 pct. af Tysklands samlede brændstofforsyning. Når det kom til flybrændstof, var syntetisk benzin endnu mere afgørende: Hele 95 pct. af Luftwaffes højoktanbenzin var syntetisk fremstillet.

Og fabriksbyggeriet fortsatte – i løbet af de følgende tre år blev produktionen næsten fordoblet.

Problemer med Bergius’ metode betød, at forskerne først kunne melde “klar til produktion af syntetisk brændstof” i 1932.

© Ullstein bild/polfoto

Brændstoffabrik fik egen kz-lejr

En så kolossal indsats krævede arbejdskraft, men netop ledige hænder var en mangelvare under krigen, da millioner af mænd blev indkaldt til militærtjeneste. Problemet løste I.G. Farben ved at bruge tvangsarbejdere – op mod en tredjedel af arbejderne på benzinfabrikkerne var krigsfanger og civile fra besatte lande, som under tvang blev sendt til Tyskland.

For at skrue yderligere op for produktionen gik I.G. Farben så langt som til at anlægge en fabrik ved siden af udryddelseslejren Auschwitz i Polen – så kz-fangerne kunne bruges som slaver.

Da der samtidig var store forekomster af kul i nærheden, kategoriserede repræsentanter for I.G. Farben den nye fabrik som “særdeles fordelagtigt placeret”. Fabrikken havde dog ét stort problem: Vandreturen fra Auschwitz ud til benzinfabrikken var over seks km lang og tappede de udsultede kz-fanger for deres sidste energi, så de ikke kunne arbejde. I.G.

Farben besluttede derfor at bygge en fangelejr klos op ad fabrikken. Monowitz, som lejren kom til at hedde, blev anlagt efter samme model som Auschwitz og husede i løbet af krigen 300.000 fanger. En af dem var den unge italienske jøde Primo Levi, som senere beskrev benzinfabrikken:

“Dette enorme vildnis af jern, beton, mudder og røg er selve skønhedens antitese. Inde på fabriksområdet gror ikke et eneste græsstrå, og jorden er gennemvædet af giftige safter fra kul og benzin. Det eneste, der er i live, er maskiner og slaver – og førstnævnte mere end sidstnævnte”.

De allierede glemte fabrikkerne

Kz-fangernes lidelser på benzinfabrikken kendte de allierede ikke til, men at syntetisk benzin var afgørende for Hitler, herskede der ingen tvivl om.

Lige fra krigens begyndelse planlagde briterne at bombe fabrikkerne, men igen og igen blev andre mål prioriteret.

Mens tyske ubåde sænkede allierede konvojer på vej over Atlanterhavet i alarmerende antal, blev bombeflyene eksempelvis omdirigeret til togter mod Tysklands ubådsværfter.

Derfor steg produktionen af syntetisk benzin helt frem til 1943. Men da de allierede fik overtaget og begyndte at planlægge landgangen i Normandiet, kom benzinfabrikkerne i skudlinjen.

Den 12. maj 1944 gik ikke færre end 935 bombefly på vingerne for at bombe en række udvalgte værker, herunder I.G. Farbens benzinfabrik ved Leuna nær Leipzig. Rustningsminister Albert Speer tog straks ud for at besigtige skaderne og blev mødt med synet af forvredne rør og rygende ruiner.

Efter besøget skrev Speer til Hitler: “Fjenden har ramt os på vores svageste punkt. Hvis de bliver ved, vi vil snart ikke have nogen brændstofproduktion, der er værd at tale om”.

Manden med ansvaret for at beskytte tysk industri mod luftangreb, Hermann Göring, rasede. Han kaldte Leuna- fabrikkens 12 meter høje skorsten for “idiotiske” pejlemærker for fjenden og kritiserede fabrikkernes skrøbelige konstruktion. Sårbarheden skyldtes “købmandslogikkens spareiver”, hånede chefen for Tysklands luftvåben.

I.G. Farbens bestyrelsesformand forsvarede sig ved at pointere, at fabrikkerne var bygget til fredelige formål og slet ikke blev opført med tanke på at skulle modstå luftbombardementer.

Hitler beordrede nu, at alle kræfter skulle sættes ind på at ombygge fabrikkerne, så de blev bedre sikret og kunne opretholde et højt produktionsniveau trods fjendens bombardementer.

Nazistyrets særlige ingeniørkorps, Organisation Todt, blev udkommanderet til “Sondereinsatz Hydrierwerke” – specialindsatsen for fabrikker til fremstilling af syntetisk benzin.

177 amerikanske bombefly angreb Ploiesti i august 1943. Togtet var uden større effekt.

© Topfoto/Polfoto

Attrapper skulle forvirre bombefly

Organisation Todt sørgede for arbejdskraft, materialer og transport, så Leunaværket og andre fabrikker snarest kunne blive klar til at modstå de allieredes angreb.

De nye anlæg blev bygget mindre, mere spredt og bedre beskyttet.

Nogle fabrikker blev opført i ruinerne af de gamle, andre i stenbrud, og andre igen under jorden.

Tyskerne anlagde endog attrapper af benzinanlæg, i håbet om at allierede bombefly ville kaste deres last dér, før de nåede frem til tyskernes nyopførte fabrikker.

Men lige lidt hjalp det. To dage efter de allieredes landgang i Normandiet i juni 1944 blev følgende ordre givet til britiske og amerikanske bombefly: “Det vigtigste strategiske mål er nu at afskære fjendens væbnede styrker fra olie”.

Herefter fulgte bombeangreb på de tyske fabrikker med stor regelmæssighed. Hvert angreb blev fulgt af intensive genopbygningsforsøg udført af Organisation Todts 350.000 mand, hvoraf de fleste var tvangsarbejdere.

I løbet af efteråret 1944 blev det sværere og sværere for tyskerne at genopbygge fabrikkerne, og produktionen af syntetisk benzin styrtdykkede fra 14,5 mio. liter om dagen til 0,8 mio. liter. Helt skidt så det ud for produktionen af højoktan flybenzin – i slutningen af året modtog Hermann Görings fly kun seks pct. af den mængde benzin, som de fik i begyndelsen af 1944.

Konsekvenserne var katastrofale for Nazityskland. Nye piloter fik ingen træning i luften, og jagerfly stod stille på jorden i stedet for at flyve fjenden i møde og afværge bombeangreb. Selv nyudviklede jagerfly, som skulle vende krigslykken, kunne ikke lette.

Brændstofmanglen “var det afgørende slag mod Luftwaffe. Fra og med september var manglen på brændstof ubærlig. Luftoperationer var nærmest umulige at gennemføre”, understregede general Adolf Galland, som havde ansvaret for uddannelsen af jagerpiloter til Görings Luftwaffe.

Dårligt vejr og nedsat sigtbarhed købte i efterårets løb tyskerne lidt tid til at få produktionen af syntetisk brændstof op at køre igen, men nye luftangreb i december lammede på ny fabrikkerne.

Den 16. december satte Hitler så sit sidste desperate modangreb ind. Ved hjælp af de allieredes eget brændstof skulle Ardenneroffensiven med oberst Peipers kampvogne i spidsen smide briterne og amerikanerne i havet igen.

Men Peipers mislykkede forsøg på at erobre Stavelots millioner af liter brændstof beseglede Det Tredje Riges skæbne.

Tyskernes kampvogne løb tør for benzin før det afgørende gennembrud.

“Kampvognene kunne ikke flyttes. De stod helt stille på grund af brændstofmangel – strandet og spredt over en strækning på 160 kilometer – netop som der var brug for dem”, skrev en tysk befalingsmand om sine oplevelser langs Belgiens snedækkede veje.

Juledag, 10 dage efter at Hitler satte offensiven i værk, trængte de allierede tyskerne tilbage igen.

Hitler blev brændt i benzin

Hitler gemte sig i sin bunker under Berlin for som i febervildelse “at beordre enheder forsynet med fly, der ikke længere kunne flyve, fordi de ikke havde brændstof mere”, skrev Speer. Imens fortsatte de allieredes bombardementer af benzinfabrikker, og Tyskland blev invaderet fra både øst og vest.

Den 9. april 1945 afsluttede britiske bombefly krigens sidste mission mod benzinfabrikkerne, da værket nær Lützkendorf blev bombet. “Der er ikke flere oliemål”, skrev missionens leder.

Blot tre uger senere stod sovjetiske tropper få hundrede meter fra Hitlers underjordiske bunker i Berlin, Føreren begik selvmord, og som ved skæbnens ironi blev hans lig overhældt med 200 liter benzin og brændt.